Notater:

{geni:occupation} Landsdommer

{geni:about_me} Fra Asmild Kirke


Korgitteret, der adskiller koret fra skibet, er fra 1703. Det krones midtpå med et spejlmonogram, som støttes af to løver. Monogrammet er sammensat af bogstaverne CAG og HL til minder om giverne landsdommer Hans Lange og hans hustru Charlotte Amalie Gyldensparre. Når korgitteret døre er slået op, ses på alterskranken deres våben, til venstre Gyldensparres firdelte skjold og til højre Langernes våben med ørn og egestub


Orgelfacade
Efter Hans Langes død i 1711 bestyrede hans unge enke godset, og fastholdt sin interesse for kirken. Det resulterede i, at hun i 1736 skænkede en ny orgelfacade, formentlig dekoreret af Jens Thranes søn, Mogens Christian Thrane, som fortsatte i faderens fodspor. Facaden er med sit særpræg - en mulat-engel til venstre og en lys engel i højre - enestående i landet.
Midterfeltets orgelpiber er attrapper af træ, hvis XtoneåbningerX er malet som munde. I virkeligheden udgør feltet en fløjdør til orglets indre. Englene er i øvrigt de eneste, der i dag fremtræder i de oprindelige farver.

Familie/Ektefelle/partner: Charlotte Amalie Gyldenspare. Charlotte ble født cirka 1678; døde cirka 1757. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

1. Anna Margrethe Lange ble født cirka 1707; døde 23 Feb 1759; ble begravet , Asmild Klosterkirke.

Notater:

{geni:occupation} Landsdommer / Asmild Kloster, Landsdommer, Kancelliråd, Professor

{geni:about_me} ** Delefoged Oluf Rasmussen i Malling på sin husbonds vegne. Æskede dom. For retten fremlagde landstingskald og varselsseddel så formeldende Jens Rodsteen til Langsholm og Willum Lange til Asmild kloster, landsdommer udi Nørre Jylland, så og Henrich Jensen, landstinghører ibd. Gør vitterligt at 1672 til Viborg landsting var skikket Jacob Jensen og Jens Hansen af Viborg som varsel gav alle de jorddrotter og ejere, som haver bondeherlighedentil den halve selvejer bondegård i Børup som Rasmus Pedersen påboede og den gård i Slet som Michel Sørensen har iboet, item den halve gård i Hørret, som Bodil Jensen iboede og fradøde, og ingen endnu er funden som den sig for ejendom haver villet tilegne, enten de findes inden eller udenlands, de umyndige med deres lavværge, for dom og hvis andre lovmål som Oluf Rasmussen i Malling på sin principal Marselis' vegne agter at lade forhøre og tage beskrevet til Havreballegårds birketing om nogen ville have dertil at svare. Fremlagde tingsvidne her af ting udstedt fornævnte Oluf Rasmussen på sin hr. patrons vegne.

fol 4a







Lange, Willum
b. 15 JAN 1624 Helsingør
d. 22 MAY 1682 København


Parents:
Father: Lange, Peder Rasmussen
Mother: Willumsdatter, Karen

Family:
Marriage: 08 MAY 1653 Vor Frue, København
Spouse: Resen, Anne Hansdatter


b. 04 MAR 1632 Vor Frue sogn, København
d. 13 NOV 1691 Asmild



Parents:
Father: Resen, Hans Hansen
Mother: Winstrup, Thale Pedersdatter

Children:
Lange, Thale

Willum giftet seg med Anne Hansdatter Resen. Anne (datter av Hans Hansen Resen og Thale Winstrup) ble født 4 Mar 1632; døde 13 Nov 1691. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Notater:

{geni:about_me}

Lange, Willum
b. 15 JAN 1624 Helsingør
d. 22 MAY 1682 København


Parents:
Father: Lange, Peder Rasmussen
Mother: Willumsdatter, Karen

Family:
Marriage: 08 MAY 1653 Vor Frue, København
Spouse: Resen, Anne Hansdatter


b. 04 MAR 1632 Vor Frue sogn, København
d. 13 NOV 1691 Asmild



Parents:
Father: Resen, Hans Hansen
Mother: Winstrup, Thale Pedersdatter

Children:
Lange, Thale

Notater:

{geni:occupation} biskop i København

Hans giftet seg med Thale Winstrup. Thale (datter av Peder Jensen Winstrup og Anna Eliasdatter Eisenberg) ble født 12 Mai 1604; døde 17 Apr 1653. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Notater:

{geni:occupation} Hjælpelærer i Viborg- teologiske professor og Sjællands magtfulde biskop

{geni:about_me} Hans Poulsen Resen, 1561-1638, dansk teolog. Han blev student 1581, studerede et par år i København og drog 1584 som hovmester for en ung adelsmand på en europæisk rejse, der varede syv år. I Wittenberg blev han 1588 magister, og efter hjemkomsten 1591 blev han professor i dialektik og vikar for Sjællands biskop og i 1597 professor i teologi. Fra 1615 til sin død var han Sjællands biskop.

Som nidkær vogter af den reformatoriske tradition og støttet af kongens gunst for Resen hårdt frem mod alle afvigelser. Han arbejdede ivrigt for latinskolens reform og for katekismeundervisningen. I 1607 udgav han en ny oversættelse af Bibelen fra hebraisk og græsk, der betød et brud med inspirationen fra Luthers bibeloversættelse. Resen var en myndig og dygtig biskop, der øvede et strengt tilsyn med præsterne og gjorde meget for at højne almuens kundskaber både verdsligt og kristeligt. Hans forfatterskab, både det folkelige og det lærde, byggede på traditionen fra Melanchthon.

http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Religion_og_mystik/Danske_folkekirke/Hans_Poulsen_Resen
*

Hans Poulsen Resen, 2.2.1561-14.9.1638, biskop, teolog. Født i Resen, Skodborg hrd, død i Kbh., begravet sst. (Frue k.). R.s hjemstavn, et sogn hvori medlemmer af hans slægt i henved 200 år, mand efter mand, røgtede præstekaldet, var en af de fjerneste afkroge i datidens Danmark. X R. gik først i skole i Holstebro, siden i Ribe hvor han var nær knyttet til den udmærkede rektor, senere biskop Peder Hegelund. Derpå kom han 1579 til Viborg hvor katedralskolen just oplevede en blomstringsperiode under den humanistisk sindede rektor Jacob Holm, siden biskop i Aalborg, og fra Viborg blev R. student 1581. Under et par års studieophold i Kbh. gjorde han sig fortrolig med tidens herskendeskoleteologi af filippistisk art indtil han 1583 blev hører ved sin gamle skole i Viborg, men allerede 1584 blev han af sin velynder kansler Niels Kaas beskikket til at være hovmester for den purunge Frederik Rosenkrantz. Med denne færdedes han nu i syv år i træk på rejser i udlandet. Først opholdt de sig to år i Rostock hvor de havde deres bolig hos den fredselskende, melanchthonisk prægede teolog Lucas Bacmeister. Det rige studieliv som kendetegnede Rostock har på mange måder haft betydning for R. Specielt kan nævnes at han studerede græsk under den fremragende græcist Johs. Posselius.

Efter et kort ophold i hjemmet drog R. 1586 med sin discipel til Wittenberg hvor kryptocalvinismen igen var fremherskende. Som hans endnu bevarede stambog (Philotheca) viser havde han god lejlighed til at stifte bekendtskab med en lang række af samtidens mærkelige personligheder, således med flere italienere, deriblandt Giordano Bruno samt brødrene Alberico og Scipio Gentile. 1588 tog R. magistergraden i Wittenberg som den øverste af ikke mindre end 38 kandiater. Jævnlig gæstede R. og Fr. Rosenkrantz i disse år andre tyske byer. Det blev ikke mindst tilfældet 1589 da de drog sydpå mod Italien. I dette land gjorde de især lange studieophold i Padova, men besøgte også Siena, Rom, Sicilien og Malta. På hjemrejsen opholdt de sig i Schweiz X var bl.a. en god måneds tid i Geneve -hvor R. næppe, som det ellers senere blev sagt, har tilegnet sig sympatier i kalvinsk retning. Efter at være kommet til Danmark blev R. 1591 ved Niels Kaas' indflydelse ansat ved Kbh.s universitet, tilmed i den højeste stilling i.det filosofiske fakultet som professor i dialektik og teologisk vikar for Sjællands biskop når denne var fraværende på visitatsrejser.1592X94 var han tillige universitetets notar, og 1594 blev han dekan i sit fakultet. Tidligt viste han sig som en hård forhandler og i sin øvrige virksomhed som en i høj grad arbejdsom akademisk lærer. Som vidnesbyrd herom foreligger dels en rækker disputatser, dels en senere udgivet helhedsfremstilling af logikken Parva Logica, 1605, i sin art den første i Danmark. I filosofisk henseende viderefører R. Den aristotelisk-melanchthonianske tradition og er på ingen måde nyskabende. X Ved professor Hans Slangerups død kaldte kansleren 1597 R. til 2. professor i teologi. Samme år disputerede han for den teologiske doktorgrad med 57 teser om de gode gerninger, forfattet af rektor og 1. teologiske professor Jørgen Dybvad. I de følgende år lykkedes det ham med kansleren og Chr. IV i ryggen at opbygge en stærk personlig magtstilling. Herunder støttede han sig på den ene side til den hævdvunde filippistiske tradition herhjemme X og på den anden side gik han med støtte i den mystiske tradition ind for en teologi som fuldstændig udelukkede den menneskelige fornuft. Hans hovedmodstandere blev derved de teologer som mere eller mindre tydeligt accepterede at fornuften havde sin plads også i trossager. Selvfølgelig kunne R. påberåbe sig Luther, hvad han gerne gjorde, men det er misvisende at tale om hans "strenge lutherdom" som det ofte er sket.

Iøvrigt har hans teologiske irrationalisme også en klar politisk baggrund: det var i den stadig stærkere centralmagts interesse at der blev sat en stopper for folks forsøg på at tænke selv. Og her bød R. sig til. Selv hans forskellige akademiske tesesamlinger er på deres vis mønstergyldige gennem deres uforståelighed. X R. blev valgt til rektor to gange og interesserede sig for universitetsbiblioteket. Da han i 1606 havde været med kongen i England tog han en mængde værdifulde håndskrifter med hjem og overgav dem til universitetsbiblioteket. Hans vigtigste indsats i disse år blev dog reformen af de latinske skoler og den nye bibeloversættelse.

Sammen med forlæggeren Hans Aalborg og den kongelige møntmester Nikolaj Svabe skaffede R. sig privilegium på en ny bibel i oktav-format. Til den ende oversatte han ene mand både Det gamle og Det ny testamente fra grundsprogene. 1607 kunne han udsende sin oversættelse som søger at holde sig meget nøje til originalerne -hvad der naturligvis går ud over læseligheden og mundretheden. 1604 deltog R. i en reform af det danske latinskolevæsen som truedes af konkurrencen fra jesuiterskolerne i Østersøområdet der også tiltrak mange danske elever. R. udarbejdede en Tabella scholastica med tilhørende Admonitiones der viser hvordan han arbejder på et traditionelt melanchthoniansk grundlag, men dog også tager hensyn til visse ramistiske ideer, bl.a. ved at fremme sprogene og realfagene. Han skrev selv et helt system af skolebøger i en række fag (geometri, aritmetik, latinsk grammatik, logik og retorik). X I debatten omeksorcismen 1606X07 viste han sin politisk betonede trofasthed mod traditionen da han mod sine kolleger og mod bisperne fik gennemtrumfet at eksorcismen eller djævleuddrivelsen blev fastholdt ved barnedåben. Og i de nærmestfølgende år vinder han det ene slag med kryptocalvinisterne herhjemme efter det andet. I tur og orden fældede han Jørgen Dybvad hvis professorat han overtog, hebraisk-professoren Ivar Stub, præsten ved Sankt Nikolai i Kbh. Oluf Jensen Kock, dennes ven mag. Niels Mikkelsen Aalborg og senere den fynske biskop Hans Knudsen Vejle og Jørgen Dybvads søn Christoffer. Undervejs kom han dog også selv i knibe. Nogle disputatser om treenigheden og om kristologiske emner vakte stor harme blandt teologerne som fandt at R. ved sin meget stærke fremhævning af Kristi guddommelighed afveg både fra ordinansen og den augsburgske bekendelse. Ovennævnte Oluf Jensen Kock var en af dem der offentligt angreb ham. Imidlertid havde R. som nævnt kongen på sin side, og Kock måtte trække det korteste strå: han blev landsforvist. Men R. måtte dog afgive en redegørelse for sine synspunkter, og først efter lange forhandlinger blev den godkendt af professorer og bisper 1614. Ovenikøbet måtte R. love at han for fremtiden skulle følge traditionen samt udtrykke sig forståeligt.

Da R. 1615 udnævntes til biskop over Sjællands stift begyndte en periode hvor "pønitensen" eller bodsfromheden blev sat i højsædet. Det kan fx ses i hans latinske litaniprædikener som er en slags modeller for prædikener på bededagene, udgivet til vejledning for landets præster. R.s forfattervirksomhed var i det hele også i hans bispetid meget omfattende, men han vandt ikke i stilistisk lethed, om end visse af hans ligprædikener og andre rent opbyggelige skrifter i al deres knortethed tydeligt nok bærer præg af en karakterfuld personlighed der virkelig havde noget på hjerte. Af hans lærde forfatterskab fra denne periode må især nævnes hans indgående kampskrifter mod den berømte kalvinske teolog Johannes Piscator i Herborn De gratia universali I-V, 1615X20 hvori R. leverede et forsvar for Niels Hemmingsens melanchthonianske lære om den almindelige nåde; endvidere De locis communibus theologicis Phil. Melanch.. 1620 der forsøger at give en skildring af den filippistiske teologis udviklingsgang og stærkt understreger Melanchthons betydning som lærefader. R.s tidligere så fremtrædende tilbøjelighed til teologisk spekulation mærkes næsten ikke efter 1615, derimod gav han stadig udtryk for sympati med visse formér af mystikken. For øvrigt faldt R.s virksomhed i denne periode først og fremmest på det praktiskkirkelige område. I sit eget stift optrådte han som en nidkær og meget myndig tilsynsmand. Med stor strenghed gik han til værks over for drikfældige og uduelige præster, og han arbejdede med kraft på at hæve den moralske tilstand i menighederne bl.a. gennem kirketugt. Fremfor alt var han interesseret i at gennemføre en bedre almueundervisning på grundlag af Luthers lille katekisme som han betragtede som det mest fuldkomne udtryk for kristendommen, og hvoraf han har udgivet flere udgaver med forklaringer (1608, 1616, 1626, 1627). Skønt R. i almindelighed ikke kendetegnes ved nogen forhåbningsfuld stemning over for tidens udvikling i denne "gamle, onde og arrige verden" udtalte han oftere i sine ældre år at den ihærdigt gennemførte katekismeundervisning, det store bodemiddel mod alle tidens brøst, ikke var forblevet virkningsløs. Betydningsfuldt var det også at han i sit eget stift ca. 1627 indførte en konfirmationshandling efter oldkirkeligt forbillede ved hvilkende unge, "katekumenerne", indviedes under håndspålæggelse og menighedens forbøn. Sine tanker om kirke- og fromhedslivets udformning har R. især fremstillet i D. Morten Luthers Udle Catechismi oc Børne-Lærdoms Visitatz, 1627, 1628og Instructio executionis catecheticce, 1636 samt i talrige forskrifter ved landemoderne. Som et hovedhjælpemiddel i sin stiftsstyrelse anså han nemlig synodalinstitutionen som han straks ved sin tiltrædelse reorganiserede og utrætteligt holdt i live hele sin bispetid igennem. Som Sjællands biskop kom han i øvrigt ofte til at øve indflydelse på den almenkirkelige administration og lovgivning, ligesom han både i kraft af sin personlighed og sin stilling virkede som en slags overbiskop over begge riger.

Til sin død var R. tillige professor ved universitetet, og indtil ca. 1630 indtog han også her en indflydelsesrig stilling. I de senere år gled han dog noget i baggrunden, og Jesper Brochmand blev nu den ledende ånd i fakultetet,således også i de Rosenkrantzske stridigheder. 1617X18 og 1626X27 var R. på ny rector magnificus, men undslog sig femte gang 1635. Også for det lærde skolevæsen bevarede han sin gamle interesse. Ganske vist viste det sig under delangvarige forhandlinger om J. D. Jersins efter nye metoder udarbejdede lærebøger, at han nu var en modstander af reformbevægelser og også her ville blive stående ved det traditionelle (Philipp Melanchthon), men i praksis var hanskolerne en god mand. Han sørgede således med omhu for at skolerne i Sjællands stift forsynedes med dygtige rektorer, han fik oprettet stillinger som konrektorer, og han er uden tvivl forfatter til et latinsk skrift Pro scholis puerorum der giver regler for ordningen af skolernes indre forhold. Glemmes må det heller ikke at han af egne midler skænkede betydelige kapitaler til skoler. Særlig synes Herlufsholm at have haft hans hjerte. Denne stiftelse betænkte han med 1000 rdl., desuden Vor Frue skole i Kbh. med 2300 rdl. og Holstebro skole med 200 rdl. Endvidere forøgede han Peder Jensen Winstrups rejsestipendium for teologisk studerende med 1000 rdl. og gav andre 1000 rdl. til fattige i Vartov.

Efter eget ønske blev R. stedt til hvile i Peder Palladius' grav i Vor Frue kirke. Dette var ikke blot et udtryk for hans personlige sympati for den første evangeliske biskop i Danmark, men tillige et rigtigt valgt symbol på hansegen stilling. Med rette følte han sig efter 1615 som den der fortsatte traditionen fra reformationens dage, som repræsentant for den melanchthonisk-lutherske forståelse af trosindhold og kirkeliv som var nedfældet hos P. Palladius og i kirkeordinansen. R. havde i flere henseender måttet kæmpe med hård modvind for at vinde frem, og blandt sine bitre modstandere havde han måttet tælle ikke få af tidens bedste mænd. Da han havde sejret forstummede næsten alkritik, og samtiden talte ofte med en egen tone af ærefrygt om "hin store Resen" (magnus ille Resenius). Efterslægten kan for så vidt tiltræde denne dom. Er det end let nok at få øje på hans svagheder: hans utålsomhed, herskelyst, ubøjelige hårdhed over for modstandere, mangel på frodighed og ynde som forfatter og menneske, så aftvinger på den anden side hans lærdom, ukuelige arbejdskraft og jernvilje beundring.

Familie

Forældre: sognepræst Poul Hansen (ca. 1532X1600, gift 2. gang 1579 med Karine Jørgensdatter) og Johanne Bertelsdatter (død 1578). Gift 1. gang 14.7.1594 i Kbh. med Barbara Andersdatter, født 8.3.1568 i Roskilde, død 29.10.1601 sst. (gift 1. gang med kannik i Roskilde Hans Lauridsen, død 1592), d. af professor, dr.teol. Anders Lauridsen (1528X89) og Anne Pedersdatter (død 1586). Gift 2. gang 12.11.1615 i Kbh. med Anna Eisenberg, født 15.5.1575 i Kbh., død 27.5.1646 sst. (gift 1. gang 1599 med biskop, dr.teol. Peder Jensen Winstrup, 1549X1614), d. af kgl. sekretær, senere provst i Roskilde kapitel Elias E. (1534X90) og Thale Holste (ca. 1538X1612). X Far til Hans Hansen R.

Ikonografi

Lilje stik, formentlig af A. Haelwegh. På grundlag af stikket mal. før 1753 (Roskilde domk.), stik af J. Haas 1761, træsnit 1862 og 1902, på litografisk mindeblad for univ.jubilæet 1879 samt mal. (Fr.borg, dep. i palæet i Roskilde). X Mindetavle 1639 (Herlufsholm k.).

Bibliografi

Bj. Kornerup: Biskop H. R. P. IXII. 1928X68. Samme i Kirkehist. saml. 6.r.I, 1933X35 297X304. V. E. Brummer sst. 534X47. Bj. Kornerup sst. II, 1936X38 33X83 680X87 og 7.r.II, 1954X56 fl.st. Den danske bibels hist., 1950 96X147. Vello Helk: Laurentius Nicolai Norvegus S. J., 1966. Kbh.s univ. 1479X1979, red. Sv. Ellehøj V, 1980.

http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Kirke_og_tro/Biskop/Hans_Poulsen_Resen

Hans giftet seg med Barbara Andersdatter 14 Jul 1594, København, Hovedstaden, Danmark. Barbara (datter av Anders Lauridsen og Anne Pedersdatter) ble født 8 Mar 1568 , Roskilde, Sjælland, Danmark; døde 29 Okt 1601, Roskilde, Sjælland, Danmark. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Notater:

{geni:occupation} Biskop over Sjælands Stift, Professor, biskop, Biskop i Sjællands Stift

{geni:about_me} See biographies at http://da.wikipedia.org/wiki/Peder_Jensen_Vinstrup

Vinstrup, Peder Jensen, 1549-1614, Biskop, var født i
Kjøbenhavn 18. Marts 1549. Hans Fader, M. Jens V., var Sognepræst
ved St. Nicolai Kirke samt Provst i Kjøbenhavn og Sokkelunds
Herred (d. 1558), Moderen, Anne Nielsdatter Hofvet, blev
senere gift paa ny med en Præst. Efter Skolegang i Kjøbenhavn,
Slagelse og Roskilde blev V. Student 1568; 2 Aar efter tog han
Bakkalavrgraden, hvorpaa Bjørn Andersen Bjørn (II, 358), der var
Befalingsmand paa Kjøbenhavns Slot og Ejer af Vinstrup i Sjælland,
hvorfra V.s Fader formodentlig stammede, antog ham til
Lærer for sine Sønner Truid og Jacob. Da i det mindste den
sidste af disse (II, 361) senere viste en ualmindelig videnskabelig
Sans, tilkommer der vistnok Læreren noget af Æren derfor, saa
meget mere som han ogsaa fik det Hverv at ledsage de unge
Mennesker paa deres Studierejser i Udlandet. I Forening med
dem besøgte. han fra 1572 af en Række af Tysklands Højskoler
og erhvervede Magistergraden i Wittenberg, hvor han ogsaa udgav
en mærkelig Prøve paa sin Lærdom, nemlig en Omskrivning af
Christi Lidelseshistorie i græske Hexametre (1576). Da Embedet
som Læsemester ved Domkirken i Aarhus imidlertid var blevet
ledigt, tænkte Bjørn Andersen, der nu var Lensmand paa Aarhusgaard,
paa sine Sønners Hovmester, kaldte ham hjem og skaffede
ham 1576 dette Embede. Aaret efter ægtede V. Marine, Datter
af afdøde M. Esben Pedersen (Kannik og Sognepræst ved Domkirken
i Aarhus) og Stifdatter af Biskoppen sammesteds, Mag. Laurids Bertelsen.

V.s Virksomhed i Aarhus blev dog foreløbig ikke af lang
Varighed, da han allerede 1578 valgtes til Sognepræst ved
Helliggejstes Kirke i Kjøbenhavn. Der er Tegn til, at han har været vel
anset paa højere Steder, eftersom Universitetet 1580 fik kongl.
Opfordring til at kreere ham til Dr. theol., da han formentlig var
«en god, skikkelig (dvs. duelig), lærd Mand, saa han samme Grad
og Lærdoms Vidnesbyrd værdelig skal kunne antage» X en
Opfordring, som dog paa dette Tidspunkt ikke blev tagen til Følge.
Vi vide ikke, om det kunde være en Slags Erstatning, at V. 1583
afgiftsfrit blev forlenet med Kongetienden af Magleby Sogn paa
Møen. Imidlertid aabnede der sig en større Virksomhed for ham Nys havde han udgivet sit Skrift «Om det evige Liv og Død»
(Ligprædiken over Rigens Kansler Eiler Grubbe), da der 12. April
1587 fra Skanderborg udgik Kongebrev til ham om, at Kongen
havde bevilget M. Laurids Bertelsen, Superintendent i Aarhus Stift,
Afsked formedelst Alderdom og Skrøbelighed og udset ham til
M. LauridsX Efterfølger. Det kan jo ikke betvivles, at den gamle
Biskop, der snart efter døde (II, 174), selv har udset sin Eftermand.
I ethvert Tilfælde blev V. nu Biskop i Aarhus, hvortil han
indviedes i Stiftets Domkirke af Biskop Peder Thøgersen fra Viborg.

V.s andet Ophold i Aarhus blev noget nær lige saa
kortvarigt som det første. Det kunde næsten synes, som om man i
Kjøbenhavn ikke undte Aarhus Besiddelsen af en saadan Mand;
thi efter faa Aars Forløb kaldedes han (31. Dec. 1590) til Biskop i
Sjællands Stift, hvorhos det paalagdes Universitetet at antage ham
til Professor i Theologien og ved første Lejlighed at kreere ham
til Doktor. I Aaret 1591 tiltraadte han nu dette Embede og tog
7. Dec. s. A. Doktorgraden under Dr. Hans Slangerups Præsidium.

Om V.s Embedsvirksomhed kan det siges, at han ganske vist
var en hæderlig og brugbar, men ikke nogen særlig fremragende
Personlighed. Med sin Kollega i det theologiske Fakultet, den
stridbare Dr. Jørgen Dybvad (IV, 373), kom han snart i et meget
slet Forhold, hvilket dog næppe nærmest har været V.s Skyld, da
han, efter alt at dømme, var en fredelskende Mand og snarere
kan beskyldes for Svaghed end for Stridbarhed, om han end holdt
temmelig stærkt paa sin bispelige Værdighed. Det gik saa vidt,
at V. erklærede, at saa længe Dybvad var Universitetets Rektor,
vilde han ikke sætte sin Fod i Konsistorium eller overhovedet
have noget med Universitetets Sager at gjøre. V.s Bispegjerning
faldt i en Brydningstid X ikke blot at den kongl. Myndighed
gjorde sig stærkere gjældende paa Kirkens Omraade end tidligere,
men ogsaa at en strængere luthersk Orthodoxi begyndte at kæmpe
sig frem mod den hidtil raadende, skjønt ingenlunde officielt
anerkjendte, Kryptokalvinisme. At V. nærmest hørte til Hemmingsens
Skole, kan ikke betvivles og fremgaar da ogsaa af de varme Ord,
han talede ved sin gamle Lærers Grav (VII, 333); men Polemiker
var han ikke og fandt det derfor rigtigt at rette sig efter de
raadende Magter, selv om de gik andre Veje, end han billigede; og
det var da ogsaa denne tilsyneladende Holdningsløshed, der
paadrog ham skarpe Angreb af den hidsige Kryptokalvinist M. Oluf Kock (IX, 327), der beskyldte Biskoppen for at ligge og rode i
sit Guld og Sølv i Stedet for tilbørlig at vogte Herrens Menighed.

Hvad V.s litterære Virksomhed angaar, da udgav han en
lang Række homiletiske Anvisninger og Bønner til Brug ved de
næsten aarlig tilbagevendende Bededage, der paa den Tid altid
holdtes 3 Dage i Rad. Desuden haves Ligprædikener af ham
over Kansler Niels Kaas (1594) og over Rigsmarsk Hack
Holgersen Ulfstand (1595). Da den sidste skulde begraves ved sit
Herresæde i Skaane, vægrede V. sig ved at forrette Begravelsen,
indtil der forelaa udtrykkelig kongl. Befaling til ham derom. Sikkert
har han ikke villet støde sin Kollega, Biskop Mogens Madsen i
Lund, til hvem han altid stod i det venligste Forhold. V.s Taler
ved Christian IVXs Kroning i vor Frue Kirke i Kjøbenhavn findes
trykte i A. Bentsen Dallins Oversættelse af Aug. Erichs tyske
Beskrivelse af Kroningshøjtidelighederne.

Da V. var i en vellønnet Embedsstilling og desuden (indtil
1602) havde et Kanonikat i Aarhus, blev han en velstaaende Mand
og erhvervede ved Kjøb flere Ejendomme i Kjøbenhavn. Efter
sin ovennævnte Hustrus Død (6. Sept. 1598) overlod han en af
disse Ejendomme som Mødrenearv til sin Datter Anna, der s. A.
ægtede Professor Hans Staphensen (XVI, 288), en anden Datter,
Elene, blev siden gift med Niels Clausen Senning, der endte som
Biskop i Oslo (XV, 543). Den førstnævnte af disse Svigersønner
blev V. en udmærket Medhjælper i hans offentlige og private
Korrespondance. Siden giftede V. sig paa ny (5. Avg. 1599), med
Anna, Datter af Elias Eisenberg (IV, 482). Med denne Hustru
havde V. 7 Børn, hvoriblandt Sønnen Peder P. V. (s. ndfr.) og
4 Døtre, der ligesom de 2 ovenanførte af første Ægteskab bleve
gifte med ansete Mænd i akademisk og gejstlig Stilling. X 1608
ramtes V. af Apoplexi. Fra den Tid var hans Kraft svækket, og
da Svageligheden stadig tog til, søgte han tilsidst sin Afsked. Men
inden hans Ønske opfyldtes, døde han 24. Juni 1614. Hans Enke
ægtede siden hans Eftermand, Biskop H. P. Resen (XIV, 2). X
Før sin Død havde V. stiftet et endnu virksomt Rejselegat for en
theologisk studerende.

Rørdam, Kbhvns. Universitets Hist. 1537-1621. III, 562 ff.

H. F. Rørdam i Briska: Dansk biografisk leksikon



http://runeberg.org/display.pl?mode=facsimile&work=dbl/19&page=0141

Professor, dr. theol., biskop i (sic) Sjælland (TB)._

Peder giftet seg med Anna Eliasdatter Eisenberg 5 Aug 1599, København Vor Frue Kirke, Denmark. Anna (datter av Elias Eisenberg og Thale Frantzdatter Holst) ble født 15 Mai 1575 , Vor Frue Sogn, København, Denmark; døde 27 Mai 1646, Vor Frue Sogn, København. [Gruppeskjema] [Familiediagram]