Hemming giftet seg med Ingerid Faber 10 Apr 1897. Ingerid ble født 26 Mai 1874 , Graabrødre Hospital, Odense, Denmark; ble døpt 5 Jul 1874. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Notater:

{geni:occupation} Biskop

{geni:about_me} Provst i Holmen og senere Biskop over Sjællands Stift, Ordensbiskop (Hoffet)

Kom, 9 Aar gammel, i Fredericia Skole, fra hvilken han blev dimitteret 1848. Efter at have taget 2. Examen tilbragte han iVs Aar i Hjemmet for under sin Faders Vejledning at begynde det theologiske Studium, og da han 1851 vendte tilbage til Universitetet, kastede han sig ikke alene over Theologien, men ogsaa over de østerlandske Sprog, i hvilke især Professor C. Hermansen var hans Lærer. 1855 blev han theologisk Kandidat, og derpaa fik han Bolig paa Borchs Kollegium. 1857 foretog han med offentlig Understøttelse en Rejse til England for at studere de syriske Haandskrifter, der kort i Forvejen vare erhvervede i de nitriske Klostre. Han undersøgte navnlig Biskop Paulus fra Tellas syriske Oversættelse af den hexaplariske Septua-gintatext (fra 616 eller 617), og af den udgav han Dommernes og Ruths Bog med græsk Oversættelse og en Afhandling om Paulus fra Telia som Oversætter (1859-61). Ved dette lærde Arbejde,der nyder stor Anseelse blandt Syriologer, vandt han (1859) den filosofiske Doktorgrad.XXEfter sin Hjemkomst fra England ægtede han (19. Maj 1858) Ovine Marie Frederikke Hauch (f. 13. Juni 1834), Datter af Digteren Johannes Carsten H. (Vil, 143), og i de følgende Aar opholdt han sig i Kjøbenhavn, sysselsat dels med Studier, dels med Manu-duktion til theologisk Embedsexamen og Undervisning paa Blaagaard Seminarium. Samtidig øvede han som Leder af "Theologisk Samfund" en ikke ubetydelig Indflydelse paa mange theologiske studerende, og en kort Tid (i. Maj 1862 til i. Nov. 1863) var han Forstander for Missionsskolen i Kjøbenhavn (om Grunden til hans Fratræden fra denne Stilling s. "Dansk Kirketid." 1863, Nr. 52).X1866 tog han Del i Konkurrencen om en theologisk Docentpost i Ethik ("Af handlinger ved den theologiske Konkurrence", 1867), og s. A. udgav han "Historisk Oplysning om den hellige Skrift" (3. Opl. 1884). Næste Aar fulgte "Den kristelige Lære, fremstillet i Sammenhæng" (6. Opl. 1892), der var en Frugt af hans theologiske Manuduktion og Undervisningen paa Blaagaard Seminarium. Denne populære Dogmatik bærer helt igjennem et stærkt Præg af hansXorthodox-lutherske Grundanskuelse, paa enkelte Punkter ogsaa af Paavirkningen fra Grundtvig; den indviklede ham i en Fejde med Biskop P. G. Brammer ("Forsvar mod Biskop P. G. Brammers Angreb paa "Den kristelige Lære"", 1869).XXDa der ikke syntes at skulle aabne sig Udsigt for ham til en Ansættelse ved Universitetet, søgte han Præstekald paa Landet. 1869 blev han Præst i Sønderup og Nordrup, Sjællands Stift, og 1873 blev han C. J. Brandts Efterfølger i Rønnebæk og Olstrup i samme Stift. 1871 blev han Medlem af det første Censorhold ved den theologiske Examen, og dette Hverv varetog han til 1886. I de sjællandske Præstegaarde fortsatte han ogsaa Studierne og fulgte medOpmærksomhed de theologiske Forhandlinger. Ofte gav han sit Ord med i Laget, snart ved Artikler i "Dansk Kirketidende", snart ved mindre Skrifter og Foredrag ("Grundtvig og Luthers lille Katekismus", 1873; "Tidens Alvor", 1876; "Ret og Frihed", 1877; "Det er godt at haabe", 1879), og han var i mange kristelig vakte Kredse paa Sjælland en meget paaskjønnet Foredragsholder, som i de politisk bevægede Tider jævnlig fik Lejlighed til at tale et besindigt og beroligende Ord og at indskærpe sine Tilhørere "Tidens Alvor". Han tog ogsaa Del i de grundtvigske Vennemøder, altid med Stade paa Retningens højre Fløj, og paa Vennemødet 1879 (s- Beretningen om dette Møde) hævdede han, at Trosbekjendelsen "ikke er et udvortes Bogstav, men et aandeligt Grænseskjel, givet Menigheden ikke til at dømme med, men til at leve ved" - en Udtalelse, der fremkaldte Modsigelse fra adskillige af Grundtvigs Disciple. At den gamle Kjærlighed til det syriske Sprog og den syriske Litteratur ikke var rustet, viste han ved en fortrinlig Oversættelse af nogle af Afrem Syrers "Aandelige Digte" (1879).XXDet var ikke underligt, at efterhaanden flere og flere kom til denOverbevisning, at Hovedstaden vilde være den rette Virkeplads for en Mand med R.s Gaver og aandelige Overlegenhed, og at han ogsaa selv kunde ønske at faa en Gjerning der inde. I Foraaret 1880, da Helligaandskirken efter den omfattende Restavration igjen blev aabnet, blev han dens Sognepræst, og han samlede hurtig en stor Menighed, der helt fyldte det gamle Kirkehus. Det var ikke bestikkende ydre Gaver, der droge de mange, indbyrdes højst forskjellige Tilhørere, navnlig mange Mænd af de dannede Klasser og studerende, til hans Kirke, men hans ægte bibelske, jævne og dog saa indtrængende Forkyndelse. Som Prædikant forstaar R. af den hellige Skrifts Skatkammer at fremtage ikke blot gammelt, men ogsaa nyt, og uden at forfalde til Journalistik paa Prædikestolen har han en ejendommelig Evne til at kaste Kristendommens Lys over de Spørgsmaal, der røre sig i hans nærmeste Kreds, og at virke baade direkte og indirekte apologetisk.XAandelig -Sundhed, grundigt Kjendskab til det sjælelige Liv og en medfødt Logik aabenbare sig i hans Forkyndelse, og denne bæres frem af en Personlighed, der i en sjælden Grad forstaar at give sine Ord Vægt som "en troværdig Tale". En Samling Prædikener fra hans første Præstetid foreligger trykt i "Kirkeaaret, en Aargang Prædikener" (2. Opl. 1890), og den har siden fundet en Fortsættelse i en ny Samling over de nye Texter ("Naadens Aar", 1899).XKort efter at R. var kommen til Hovedstaden, fik han i det lille Skrift "De kirkelige Frihedskrav" (2. Opl. 1881) Lejlighed til at fremsætte og begrunde forskjellige besindige kirkelige Reformforslag og til at hævde de folkekirkelige Synspunkter over for de frikirkelige Tendenser i visse Dele af den grundtvigske Kreds; og da Rigsdagen 1884 aabnedes, holdt han, med Christiansborg Slots rygende Brandtomt som Baggrund, en indtrængende Prædiken om TidensAlvor.XX1886 ombyttede han Helligaandskirkens Prædikestol med Holmens Kirkes, og som Holmens Provst kom han tillige til at indtage en ledende Stilling blandt Hovedstadens Præsteskab og over for mange af Kjøbenhavns kirkelige Anliggender. De fleste af Byens Præster sloge Kreds omkring ham, og paa Bethesdamøderne stod han som en sikker Talsmand for aandelig Sundhed og kirkelig Besindighed. Og trods den store og anstrængende Præstegjer-ning fik han Tid til at fuldende en ny Oversættelse af det nye Testamente, ledsaget af korte Indledninger og Anmærkninger (1887 -92; 2. Opl. 1894-95; en Textudgave alene udkom 1896). Dette Værk hviler paa et betydeligt videnskabeligt Forarbejde baade iRetning af Textkritik og Exegese. Oversættelsen vidner helt igjennem om stor Troskab over for Grundtexten, og uden helt at bryde med det overleverede Bibelmaal har R., i højere Grad end de tidligere Oversættelser, søgt at forene Hensynet til Modersmaalets Renhed med Troskaben mod Græsken. Det var navnlig med Henblik paa dette fremragende Arbejde, at det theologiske Fakultet 1894, ved Kronprinseparrets Sølvbryllup, tildelte ham den theologiske Æresdoktorgrad.XXDa Fog 1895 nedlagde den sjællandske Hyrdestav, blev R. hans Efterfølger, efter at der forud fra en meget stor Del af Stiftets Præster var udtalt et Ønske om at se ham paa denne Plads. Det første, der her ventede ham, var Fortsættelsen og Fuldendelsen af det Arbejde for Opførelsen af nye Kirkebygninger og Sognedeling i Hovedstaden, som et Lægmandsudvalg i flere Aar med Iver og Energi havde holdt i Gang. Kort efter sin Overtagelse af Bispeembedet dannede han "det kjøbenhavnske Kirkefond". Derved blev Kirkesagen knæsat af den kirkelige Øvrighed, og Arbejdet for den blev knyttet fastere til den folkekirkelige Ordning. Kirke har rejst sig ved Kirke i Hovedstadens folkerige Sogne, og R. er derved kommet til at foretage en usædvanlig stor Mængde Kirkeindvielser.XUnder hans Forsæde har det kirkelige Raad tilendebragt Revisionen af Ritualerne og ført Salmebogssagen til en Afslutning. Som Holmens Provst havde han, sammen med Professor Fr. Nielsen,udgivet et Forslag til et lempeligt Gjennemsyn af Ritualerne for Daab og Nadver; nu er det overdraget ham, paa Grundlag af de af det kirkelige Raad reviderede Ritualer, at tilvejebringe en ny Udgave af Alterbogen. Han var Medlem af det private Udvalg, der fremlagde Forslaget til "Salmebog for Kirke og Hjem" i dets forskjellige Skikkelser, og en af dem, der udarbejdede det sidste "Tillæg" til Roskilde Konvents Salmebog. Som Sjællands Biskop faldt det i hans Lod at have Tilsyn med den endelige Redaktion af "Salmebog for Kirke og Hjem" og med Udarbejdelsen af "Hjælpetillægget" til denne.X1894, ved sit 25 Aars Jubilæum som Præst, fik R. Kommandørkorset af 2. Grad; 1898 blev han Kommandør af 1. Grad, 1900 Ordensbiskop.XUniversitetsprogrammer til Reformationsfesterne 1859 og 1894.XElvius, Danmarks Præstehist. 1869-84 S. 275.XIllustr. Tid. XXXVI, Nr. 23.XXErhvervede sig ved sin»Libri Judicum et Ruth secundum versionem Syrico-HexaplaremDen christelige LæreDe kirkelige FrihedskravKirkeaaretDet ny Testament, oversat med Anmærkninger til Oplysning for kristne LægfolkLibri Judicum et Ruth secundum uersionemsyriaco-hexaplarem en ikke ubetydelig indflydelse på mange teologiske studerende, og en kort tid (1. maj 1862 til 1. november 1863) var han forstander for Missionsskolen i København.X(Om grunden til hans fratræden fra denne stilling se Dansk Kirketidende 1863, nr. 52).XXEleverne var af en kulturløs pietismes observans. Rørdam ville ikke vide af den pietistiske sammenblanding af kirke og skole; der måtte vælges: skulle skolen være evangelisk-luthersk ellerpietistisk. Konflikten er typisk for brydningerne inden for datidens vakte kredse: modsætningen mellem lægmandens rent religiøst forståede kaldsbevidsthed og det akademiske krav om almendannende og teologiske kundskaber. (Lindhardt, s 19)X1866 tog han del i konkurrencen om en teologisk docentpost i etik (Afhandlinger ved den theologiske Konkurrence, 1867), og samme år udgav han Historisk Oplysning om den hellige Skrift (3. oplag 1884).XXNæste år fulgte Den kristelige Lære, fremstillet i Sammenhæng (6. oplag 1892), der var en frugt af hans teologiske manuduktion og undervisningen på Blaagaard Seminarium. Denne populære dogmatik bærer helt igennem et stærkt præg af hans ortodoks-lutherske grundanskuelse, på enkelte punkter også af påvirkningen fra Grundtvig; den indviklede ham i en fejde med biskop Gerhard Peter Brammer (II, 627). (Forsvar imod Biskop, Dr. theol. G.P. Brammers Angreb paa "Den kristelige Lære". 1869. 37 s. )XXPræst på landet 1869-1880XDa der ikke syntes at skulle åbne sig udsigt for ham til en ansættelse ved universitetet, søgte han præstekald på landet. 1869 blev han præst i Sønderup og Nordrup, Sjællands stift, og 1873 blev han Carl Joakim Brandts (III, 3) efterfølger i Rønnebæk og Olstrup ved Næstved. Brandt blev 1872 Grundtvigs efterfølger i Vartov. 1871 blev han medlem af det første censorhold ved den teologiske eksamen, og dette hverv varetog han til 1886.XXI de sjællandske præstegårde fortsatte han også studierne og fulgte med opmærksomhed de teologiske forhandlinger. Ofte gav han sit ord med i laget, snart ved artikler i , snart ved mindre skrifter og foredrag (, 1873; , 1876; , 1877; , 1879), og han var i mange kristelig vakte kredse på Sjælland en meget påskønnet foredragsholder, som i de politisk bevægede tider jævnlig fik lejlighed til at tale et besindigt og beroligende ord og at indskærpe sine tilhørere .XXHan tog også del i de grundtvigske vennemøder, altid med stade på retningens højre fløj, og på vennemødet 1879 (se beretningen om dette møde) hævdede han, at trosbekendelsen - en udtalelse, der fremkaldte modsigelse fra adskillige af Grundtvigs disciple.XAt den gamle kærlighed til det syriske sprog og den syriske litteratur ikke var rustet, viste han ved en fortrinlig oversættelse af nogle af Afrem Syrers (1879).(Efraim Syreren [1])XXPræst ved Helligåndskirken 1880-1886XDet var ikke underligt, at efterhånden flere og flere kom til den overbevisning, at hovedstaden ville være den rette virkeplads for en mand med Rørdams gaver og åndelige overlegenhed, og at han også selv kunne ønske at få en gerning derinde.XI foråret 1880, da Helligåndskirken efter den omfattende restaurering igen blev åbnet, blev han dens sognepræst, og han samlede hurtigt en stor menighed, der helt fyldte det gamle kirkehus.XDet var ikke bestikkende ydre gaver, der drog de mange, indbyrdes højst forskellige tilhørere, navnlig mange mænd af de dannede klasser og studerende, til hans kirke, men hans ægte bibelske, jævne og dog så indtrængende forkyndelse.XXSom prædikant forstår Rørdam af den hellige skrifts skatkammer at fremtage ikke blot gammelt, men også nyt, og uden at forfalde til journalistik på prædikestolen har han en ejendommelig evne til at kaste kristendommens lys over de spørgsmål, der rører sig i hans nærmeste kreds, og at virke både direkte og indirekte apologetisk.XÅndelig sundhed, grundigt kendskab til det sjælelige liv og en medfødt logik åbenbarer sig i hans forkyndelse, og denne bæres frem af en personlighed, der i en sjælden grad forstår at give sine ord vægt som .XXEn samling prædikener fra hans første præstetid foreligger trykt i (2. oplag 1890), og den har siden fundet en fortsættelse i en ny samling over de nye tekster (, 1899).XXKort efter at Rørdam var kommet til hovedstaden, fik han i det lille skrift (2. oplag 1881) lejlighed til at fremsætte og begrunde forskellige besindige kirkelige reformforslag og til at hævde de folkekirkelige synspunkter over for de frikirkelige tendenser i visse dele af den grundtvigske kreds; og da Rigsdagen 1884 åbnedes, holdt han, med Christiansborg Slots rygende brandtomt som baggrund, en indtrængende prædiken om tidens alvor.XXHolmens Provst 1886-1895X1886 ombyttede han Helligåndskirkens prædikestol med Holmens Kirkes, og som Holmens provst kom han tillige til at indtage en ledende stilling blandt hovedstadens præsteskab og over for mange af Københavns kirkelige anliggender.XDe fleste af byens præster slog kreds omkring ham, og på Bethesdamøderne stod han som en sikker talsmand for åndelig sundhed og kirkelig besindighed. Og trods den store og anstrengende præstegerning fik han tid til at fuldende en ny oversættelse af Det Ny Testamente, ledsaget af korte indledninger og anmærkninger (1887-92; 2. oplag 1894-95; en tekstudgave alene udkom 1896).XDette værk hviler på et betydeligt videnskabeligt forarbejde både i retning af tekstkritik og eksegese. Oversættelsen vidner helt igennem om stor troskab over for grundteksten, og uden helt at bryde med det overleverede bibelmål har Rørdam, i højere grad end de tidligere oversættelser, søgt at forene hensynet til modersmålets renhed med troskaben mod det græske sprog. Det var navnlig med henblik på dette fremragende arbejde, at det teologiske fakultet 1894, ved kronprinseparrets sølvbryllup, tildelte ham den teologiske æresdoktorgrad.XXRørdams oversættelse blev dog aldrig autoriseret (Lindhardt, s. 177).XFredrik Nielsen havde siden 1879 søgt at få sin ven gjort til æresdoktor, men især på grund af modstand fra Carl Henrik Scharling (XV, 71) lykkedes det hverken da eller ved andet forsøg i 1891. (Lindhardt, s. 155ff).XDet ser ud til at Rørdam kun blev biskop fordi biskop over Fyens_Stift Harald August Edvard Stein afslog tilbudet (XVI, 364)XXBiskop 1895XDa Bruun_Juul_Fog 1895 nedlagde den sjællandske hyrdestav, blev Rørdam hans efterfølger, efter at der forud fra en meget stor del af stiftets præster var udtalt et ønske om at se ham på denne plads. Det første, der her ventede ham, var fortsættelsen og fuldendelsen af det arbejde for opførelsen af nye kirkebygninger og sognedeling i hovedstaden, som et lægmandsudvalg i flere år med iver og energi havde holdt i gang.XXKort efter sin overtagelse af bispeembedet dannede han . Derved blev kirkesagen knæsat af den kirkelige øvrighed, og arbejdet for den blev knyttet fastere til den folkekirkelige ordning. Kirke har rejst sig ved kirke i hovedstadens folkerige sogne, og Rørdam er derved kommet til at foretage en usædvanlig stor mængde kirkeindvielser.XXUnder hans forsæde har det kirkelige råd tilendebragt revisionen af ritualerne og ført salmebogssagen til en afslutning.XSom Holmens provst havde han, sammen med professor Fredrik Nielsen (XII, 227) - 1846-1907, denne artikels forfatter i Dansk biografisk leksikon og ven af Rørdam, biskop i Aarhus 1905-1907 - udgivet et forslag til et lempeligt gennemsyn af ritualerne for dåb og nadver. Nu blev det overdraget ham, på grundlag af de af det kirkelige råd reviderede ritualer, at tilvejebringe en ny udgave af alterbogen.XXHan var medlem af det private udvalg, der fremlagde forslaget til i dets forskellige skikkelser, og en af dem, der udarbejdede det sidste til Roskilde Konvents salmebog.XSom Sjællands biskop faldt det i hans lod at have tilsyn med den endelige redaktion af og med udarbejdelsen af til denne.XX1894, ved sit 25 års jubilæum som præst, fik Rørdam Kommandørkorset af 2. grad; 1898 blev han Kommandør af 1. grad, 1900 Ordensbiskop.XXUniversitetsprogrammer til Reformationsfesterne 1859 og 1894.XElvius: Danmarks Præstehistorie. 1869-84 S. 275.XIllustreret Tidende. XXXVI, Nr. 23.XFr. Nielsen.

Thomas giftet seg med Ovine Marie Frederikke Hauch 19 Mai 1858. Ovine (datter av Johannes Carsten Hauch og Frederikke Elisabeth "Renna" Brun Juul) ble født 21 Jun 1834 , Sorø, Sorø Municipality, Region Zealand, Denmark; døde 18 Feb 1915. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Notater:

{geni:about_me} Rørdam, Marie (født Hauch) - Tilbageblik paa et langt Liv. Minder af Marie Rørdam. G. E. C. Gads Forlag, København 1911. Tredie Oplag. 399 sider, indbundet, brugsspor og navnetræk.XXPris: kr. 120,-XXIgennem et langt Liv, hvor jeg har færdedes i forskellige Kredse, har jeg haft Lejlighed til at se og høre adskilligt og til at lære ikke faa betydelige Personligheder at kende. Naar jeg nu prøver paa at nedskrive, hvad jeg kan huske, maa jeg forudskikke, at det ikke er en fast Række af Erindringer, men snarere som en Række Billeder fra min Barndom og Ungdom og fra mit lange Samliv med min Mand, Thomas Skat Rørdam, jeg ønsker at drage frem.

Notater:

{geni:about_me} JOHANNES CARSTEN HAUCH.

Født 12/5 1790 på gården Rød ved Frederikshald (Halden) i Norge, som ejedes af morfaderen Niels Tank (7/1). Død i Rom 4/3 1872 og begravet på den protestantiske kirkegård ved foden af Cestius­pyramiden og i nærheden af John Keats grav.

Han boede til sit 8de år i faderens embedsbolig i Bergen. Kom derefter i huset hos præsten Niels Hertzberg i Malmanger præstegård ved Hardangerfjorden. Naturen her satte sit livsvarige præg på hans sind, så han hengav sig til drømmende naturbetragt­ning.

Han var i besiddelse af et stort personligt mod, rask og øvet i alle legemlige færdigheder. Georg Brandes indleder sin fortrinlige skildring af Hauch i "Fem danske Digtere" med flg. "Den, som en sommerdag, i 1805 på en bestemt tid var gået over Langebro, havde jævnlig kunnet være vidne til den scene, at en halvvoksen dreng med sine kammerater roede ud til en gammel Kinafarer, klatrede op i tovværket til en højde af ca. 34 fod, og fra denne højde sprang ned i vandet, hvor han viste sig som en fortræffelig og lidenskabelig svømmer. Denne dreng var den unge norske skolediscipel C.H., og den forvovenhed og ubesin­dighed, hvorom dette træk vidner, var betegnende for hans natur". Der er talrige eksempler, der peger i samme retning, men lad os se på hans data:

Han blev først sat i skole hos præsten Niels Hertzberg i Malmanger præstegård ved Hardanger. Dog havde han i kortere­ tid fået en absolut nødtørftig oplæring hos madam Popp i Vejten. Tiden hos pastor Hertzberg var vel nok den tid, der satte sit stærkeste præg på CH, og som han altid var glad for at mindes. Denne herlige tid fandt dog en brat afslutning ved faderens udnævnelse til stiftsamtmand over Sjælland med bopæl i Køben­havn. De kom til at bo i dengamle staldmestergård ved Frede­riksholms Kanal. Nu blev han sat i det Schousboeske Institut i Helliggejststræde, hvorfra han blev student. Han blev student 1808, lidt forsinket, hvilket skyldtes, at han 1807 deltog som frivilligi Livjægerkorpset i Københavns forsvar mod Englænderne. Så begyndte han efter faderens ønske at studere jura, men opgav snart dette for at slå ind på sin store interesse: naturviden­skaberne.

Han blev en personlig ven af Oehlenschlæger og var meget virksom i sit forsvar for denne under "Tylvtestriden". Han debuterede selv som digter med lyrik, der var stærkt præget af sværmerisk naturopfattelse. Oehlenschlæger stillede sig tvivlende overfor Hauchs evner, og han besluttede at opgive poesien, tog magisterkonferens og blev 1821 dr.phil. på en af­handling om de rudimentære organer hos de højere dyrearter. Denne afhandling blev 1822 optaget i Blainville' s "Journal de­ physique". På et rejsestipendium tog han i maj 1821 sydpå. Var 1 år i Paris, hvor han omgikkes Cuvier - derefter 1. år i Nizza, hvor han studerede Middelhavets dyreverden. Her tvang en til­tagende svaghed idet ene ben ham til at afbryde studierne og førte ham fra det ene badested efter det andet, indtil lægerne i Neapel i marts 1825 gennemførte en amputation af foden.

Under hans legemlige og sjælelige forpinthed vågnede hans poetiske drift påny, men tvivlen om egne evner vendte også stærkt tilbage, og han forsøgte selvmord. Dette mislykkedes, men betegner et vendepunkt i hans liv, hvorved han kom ind i en positiv kristendom, og fik en stadig voksende ligevægt i sindet. Var 1826 i Rom, hvor han kom meget sammen med Thorvaldsen, Bødtcher og Freund. Han besøgte Tieck i Dresden, og vendte tilbage til Danmark i 1827, hvilket år han blev lektor i naturvidenskaberne, ved Sorø Akademi.

1823-24 skrev han i Neapel eventyret "HamadryadenX, derefter "Bajazet", "Tiberius" og "Gregor VII", alle skrevet på udenlandsrejsen. 1841: "Svend Grathe", 1850: "Marsk StigX, 1849: "Søstrene på Kinnekullen", 1852 "Æren tabt og vundetX og "Tycho Brahes Ungdom".

1834 var Hauch begyndt på sine romaner: XVilhelm Zabern" (1835), "Guldmageren" (1836), "En polsk Familie", "Slottet ved Rhinen", "Saga om Thorvald Vidførle", "Robert FultonX (1853) og "Fortællingen om Haldor" (1864). De er brede og gammeldags i stilen, men er fængslende ved deres karaktertegninger.

l842 udgav han XLyriske Digte", 1861 "Lyriske Digte og Romancer" og endnu et bind "Lyriske Digte'" i 1869. Det er uden tvivl Hauchs lyrik, der længst vil bevare hans navn, gennem­vævede som de er af Hauchs reflekterende, lidt tunge alvor og "en fornem Sjæls Foragt for Verdens Glimmer og for Fejghed og Svaghed, men også af begejstret og uselvisk Kærlighed til de evige Værdier og det menneskeligt store" (Brandes).

1846 blev Hauch professor i nordisk sprog og litteratur ved universitetet i Kiel, men måtte flygte ved oprørets udbrud i 1848 og blev 1851 Oehlenschlægers efterfølger som professor i æstetik ved Københavns universitet. Han var en kort overgang i slutningen af 1850-erne direktør for Det kgl. Teater, en stilling som han ikke egnede sig til, men var 1860-71 teaterets censor. Har udgivet to prægtige erindrings-bind: "Minder fra min Barndom og Ungdom" (1867)og "Minder fra min første Udenlandsrejse" (1871). Blev først etatsråd, senere konferens­råd.

Hauch hører ikke til de største i vor litterære guld­alder, men er uden tvivl periodens nobleste og mest særprægede personlighed. Han var som Chr. Richardt kaldte ham "Lyrens kla­reste Stjerne". Ved Det kgl. Teaters mindefest for Hauch på dennes 100-års-dag den 12/5 1890 havde Chr.Richardts til anledningen skrevne prolog følgende vers, der på en måde gengiver Hauchs liv i "en nøddeskal":



"Som Gut han sprang ved Hardanger Fjord,

Der stod hans Vugge i høje Nord

Under den stille Stjerne.

Der lytted han tyst til Fossens Fald,

Til Bølgens Brusen og Lurens Gjald

I det Fjerne.



Som Yngling han vandred ved Øresund,

Og drømte hos Fuglen i grønne Lund

Under den stille Stjerne.

Men Bøssen han greb, da Briten kom

Og vælted herind sin graadige Flom

Fra det Fjerne.



Som Mand han forsked på Land og Vand

Dybt ved den vinblå Middelhavsstrand

Under den stille Stjerne.

Der vendtes hans Lykke, der stod hans Strid,

Der fandt han sin Gud i sin Trængselstid

I det Fjerne.



Og i Rom - ved Tiberens gule Strøm,

Der greb han sin første Digterdrøm

Under den stille Stjerne.

Tegned Tiberius og Gregor,

Stærke Tider i stærke Ord

I det Fjerne.



I Rom han lagde sin Vandringsstav,

Nu grønnes dernede hans stille Grav

Under den stille Stjerne.

Hvor Hjertet vågned til Sangens Magt

Der holder Cypressen om Støvet Vagt

I det Fjerne".



Hans store efterfølger i professoratet, Georg Brandes, skriver om en af Hauchs forelæsninger: "Han talte dengang om lyrisk poesi. Tankeindholdet og begrebsbestemmelserne betød vel ikke meget, men når han med en alvor, som røbede den indviede, og med en begejstring, som rørte stærkere, fordi den udgik fra en olding, talte om den ungdommelige kærligheds poesifrembringende evne, om digterens særegne evne til at udtrykke det, som alle andre har på hjerte, men som ingen kan sige uden han, om poesiens magt til gennem en sang som Marseillaisen at drive tusinder af ellers ubetydelige mennesker til at foretrække døden for trældom og skam, da blev hans blik stift og lysende som en seers.Det kraftige grå hår om den høje fantasirige pande stod som en glorie ud til siderne - og den, der var ung og modtagelig nok til at få det fulde, uforfalskede indtryk, løb, når forelæs­ningen var endt, ned ad trapperne og ud på kirkepladsen med en henrykkelse i sit bryst, der svarede til den, der havde lyst ud af den gamle talers øjne".

17/2 1872 - 15 dage før sin død - sendte han Københavns dagspresse følgende brev:

"Af alle de unge Mænd, som jeg i den Tid, jeg har været Professor ved Universitetet, er kommen i Berøring med, ved jeg ingen, der i æstetisk Begavelse og Kundskaber i denne Retning kan sættes ved Siden af cand.mag. Georg Brandes, hvorfor jeg ubetinget anser ham for at være den mest berettigede til at beklæde den Post, som nu ved min Død er bleven ledigX.



Gift i Slotskirken i København 18/2 1829 med FREDERIKKE ELISABETH (kaldet RENNA) BRUN JUUL.



(kilde: Poul Koch)

Johannes giftet seg med Frederikke Elisabeth "Renna" Brun Juul 2 Feb 1829. Frederikke (datter av Svend Brun Juul og Helene Elisabeth von Munthe af Morgenstjerne) ble født 13 Jun 1811 , Helsingør, Sjælland, Denmark; døde 24 Mar 1896, Frederiksberg, Hovedstaden, Denmark. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Notater:

{geni:about_me} FREDERIKKE ELISABETH (kaldet RENNA) BRUN JUUL.

Født i Helsingør 13.06.1811. Døbt samme dag (Olai Kirke).

Fadderne var: mosteren Otille von Munthe af Morgenstjerne og hendes forlovede kammerjunker, statssekretær Ulrik Frederik Anton de Schouboe, en anden moster Anna Dorothea von Munthe af Morgenstjerne og hendes mand generalløjtnant Christian Høegh-Guldberg samt regimentskirurg Møller. Død på Frederiks­berg 24.03.1896. Bisat i Bispebjerg Krematoriums urnehal.

Hun mistede tidligt sine forældre og kom i huset hos sin moster, Henriette Bodilla Birgitte og dennes mand, kontread­miral Christian Wulff (bror til 1-9). Hun traf Hauch ved et besøg hos Oehlenschlæger. Han blev inviteret til Petersgård, og i 1828 stod følgende annonce i adresseavisen:

"Vi har herved den Glæde for Slægt og Venner at bekendt­gøre, at vor elskede Plejedatter Renna Brun Juul har indgået For­lovelse med dr.phil. Carsten Hauch, Lektor ved Sorø Akademi.

Henriette og Chr.Wulff".

Hun var et meget særpræget og højt begavet menneske med stærke sympatier og antipatier. Politisk var hun tilhænger af den frembrydende socialisme. Hun blev arresteret sammen med tal­rige andre efter "slaget på Fælleden" (Pio, Geleff og Brix), men løsladt dagen efter. Hun døde for egen hånd efter en lang natlig samtale med svigersønnen, biskop Rørdam.



I ægteskabet var 8 børn:

1) William Frederik Hauch (1829-1906) Overtelegrafist.

2) Adamine Wilhelmine Hathilde Hauch.

3) Christiane Georgine Elisabeth Hauch (1832-1903) Gift med digteren og præsten Jens Christian Hostrup (l818-92).

4) Ovinia Frederikks Marie Hauch (1834-1915). Gift med biskop, dr. theol. Thomas Skat Rørdam (1832-1909:).

5) Adam Gottlob Oehlenschlæger Hauch (1836-1914). Rektor ved Roskilde Katedralskole.

6) Albertine Lovice Hauch (1839-44).

7) Ludvig Alfred Hauch (1845-1938). Forstinspektør ved Bregent­ved.

8) Otilia Margrethe Hauch (1847-75). Gift med botanikeren, dr. phil. Peter Andreas Heiberg til Søndersø (1837-75).

Notater:

{geni:occupation} Stiftamtmand, Generalpostdirecteur, Geheimeraad, St. af D. og Dmd

Frederik giftet seg med Karen Nielsdatter Tank 1 Jun 1784, Halden, Halden, Østfold, Norge. Karen (datter av Niels Carstensen Tank og Sophia Catherina Cathrine Leuch) ble født 29 Aug 1764 , Halden, Halden, Østfold, Norge; døde 23 Apr 1802, Halden, Halden, Østfold, Norge. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Notater:

{geni:occupation} byfoged i Helsingør

Svend giftet seg med Helene Elisabeth von Munthe af Morgenstjerne. Helene (datter av Caspar Wilhelm von Munthe af Morgenstjerne og Anna Cathrine Petra de Flindt) ble født cirka 1781; døde cirka 1820. [Gruppeskjema] [Familiediagram]