Notater:

{geni:occupation} Borger og handelsmand. Primært kreaturhandel., Handelsmand / kreaturhandler I Ribe

{geni:about_me} Jens Andersen Guldsmed var borger og handelsmand i Ribe, hvor han hovedsagelig drev kreaturhandel.

Jens var altså ikke guldsmed. Det skal snarere betragtes som et slægtsnavn, idet en stor del af familien var guldsmede i Ribe gennem flere generationer.

--------------------

Jens knivdræbte sin bror Hans 21. juli 1625 og blev herefter erklæret fredløs, men blev efterfølgende tilgivet af enken til Hans.

------

Jens Andersen Guldsmed var borger og handelsmand i Ribe, hvor han hovedsagelig drev kreaturhandel.

Han etablerede sig som handelsmand omkr. 1604, iflg. Chr. A. Bøje: "Danske sølvmærker før 1870, bind 2. Købstæderne med fællesregister til bind 2-3" s. 307.

Jens var altså ikke guldsmed. Det skal snarere betragtes som et slægtsnavn, idet en stor del af familien var guldsmede i Ribe gennem flere generationer.

D. 31. juli 1625 indtraf der en forfærdelig begivenhed, som vendte op og ned på familiens tilværelse:

Jens Andersen Guldsmeds næstældste bror, rådmand Søren Andersen Guldsmed, ejede en have udenfor Nørreport i Ribe.

I denne have var antageligt et offentligt forlystelssted, hvor der fandtes en "Pilkentavl", på hvilken der spilledes med brikker.

Den nævnte dag var Jens Andersen Guldsmed og hans tredje-ældste bror Hans sammen med nogle andre velstillede borgere om eftermiddagen forsamlede i denne have, hvor de spillende på "Pilkentavlen" og drak vin.

Imidlertid blev Jens og brederen Hans uenige om spillet, og da Hans bliv hidsig og for op, ville Jens straks forlade haven. Det viser vel, at han var en fredsommelig mand.

Desværre vendte han tilbage for at betale for den vin, han havde drukket, og hans bror, der endnu ikke far faldet til ro, benyttede lejligheden til at sige en del mindre pæne ting til ham.

Jens hentydede da til noget vedrørende deres fædrene arv, som endnu ikke var blevet skiftet imellem dem, og herover blev Hans så vred, at han trak sin kniv og gik til angreb på Jens.

En af de tilstedeværende venner forsøgte forgæves at holde på ham, men han rev sig løs og løb efter Jens, som havde forsøgt at trække sig tilbage og endda var nået op på gården.

Da han så Hans angribe, trak han også sin dolk for at forsvare sig.

Nu må Jens imidlertid være blevet godt ophidset, for han gav straks sin bror - muligvis af vanvare - et stik i brystet, hvoraf denne må være død.

Han nåede i hvert fald aldrig at afgive forklaring i sagen.

Alle de tilstedeværende i haven afgav vidnesbyrd til gunst for Jens Andersen Guldsmed, hvorfor tovsmændene d. 10. september afsagde ed om, at drabet var sket i nødværge, således at Jens altså blev renset.

Herredsfogeden var imidlertid ikke tilfreds med sagens udfald, men indstævnede sagen for borgmester og råd, muligvis på foranledning af lensmanden, som må have stået bag ham, idet den dræbte havde stået i kongens tjeneste.

Sagen trak ud, og i mellemtiden tilbød Jens på tinget at betale mandebod, en slags blodpenge, hvis nogen ville modtage den.

Endvidere fremgår det, at enken, hans svigerinde, havde tilgivet ham, og d. 11. januar 1626 udstedte hun sammen med sin bror, Rasmus Madsen, borger i Varde, et orfejdebrev for Jens Andersen Guldsmed.

Derefter gik der kongelig befaling til lensmanden på Riberhus om at undersøge de vidnesbyrd, som lå til grund til tovmændenes afsagte dom d. 10. september året før, og d. 24. februar 1626 blev sagen opsagt på rådhuset.

Såvel herredsfogeden som retten fastslog nu, at der ikke kunne være tale om nødværge, dels fordi Jens kunne være gået sin vej, men i stedet var vendt om og selv havde tirret sin bror, dels fordi det ikke kunne afgøres, at broderen havde haft til hensigt at dræbe Jens, eftersom han jo ingen skade havde tilføjet ham, selv om han havde haft rig lejlighed til det.

F.eks tabte Jens sine knive i græsset efter at have trukket dem, så han måtte bukke sig ned og samle dem op.

Tovsmændenes afgørelse blev derefter forkastet, og der blev afsagt dom i sagen, i henhold til hvilken Jens Andersen Guldsmed blev dømt fredløs, ligesom alt, hvad han ejede tilfaldt kongen, som dog d. 23. marts 1626 skænkede det hele til Jens' hustru og børn.

Under sagens gang, muligvis allerede straks efter drabet, havde Jens forladt sin familie og var flygtet bort.

Ifølge en gammel optegnelse boede han nu indtil sin død hos broderen Kristen, der var præst i Højerup.

Ganske vist kunne ingen - ifølge loven - som var dømt fredløs for et drab i kongeriget, tage ophold i hertugdømmerne, men da Jens, som ovenfor nævnt, var blevet forsonet med broderens enke, var der vel ingen, der kunne have interesse i at efterstræbe ham, hvorfor han har kunnet leve i fred.

Anders døde omkring 1637.

Hans hustru, Lisbeth, blev boende i Ribe, hvor hun ejede nogle ret anseelige ejendomme.



Herskabsfogden, Mads Lassen Lime, fandt sig dog ikke tilfredsstillet ved denne ed, men indstævnede den for borgmester og råd. Rimeligvis har lensmanden, Hr. Albr. Skeel fra begyndelsen af stået bagved ham, måske tildeles fordi Hans Andersenhavde været i kongens tjeneste, medens borgerskabet vistnok hele tiden har ønsket, at Jens Andersen skulle slippe så let som muligt. Sagen blev trukken ud, og imidlertid tilbød Jens Andersen til tinge at udlægge den lovlige mandebod, hvis nogen ville modtage den, og udsonede sig med sin svigerinde, som med sin broder, Rasmus Madsen, borger i Varde, og Søren Andersen Guldsmed som børnenes lavværge den 11te Januar 1626 udstedte et orfejdebrev for ham, hvorefter han tillige søgte et kongeligt lejdebrev. Et sådant fik han dog ikke; tværtimod udgik der en kongelig befaling til lensmanden på Riberhus om at undersøge, om de vidnesbyrd, til hvilke sandemandstovet (som det her kaldes) støttede sig, vare rigtige. Lensmandens beretning må have stadfæstet den tvivl, som man i forvejen nærede, og den 29e Januar 1626 udgik der et nyt kongebrev til ham, hvorved det pålagdes ham at befordre sagen til doms og føre tilsyn med, at begge partier ikke sker andet endret.

Den 24de februar foretoges sagen på rådhuset. I almindelighed vare borgmester og råd ikke meget bøjelige til at dømme imod en af lensmanden eller endogså af regjeringen udtalt anskuelse, uagtet der tilvisse findes eksempler derpå(f.eks. i sagen angående Anders Sørensen Klynes drab og i et par trolddomssager). Herskabsfogeden formente nu i denne sag, at der ikke burde være tale om nødværge, for det første, fordi Jens kunne være gået sin vej, medens han i dets sted var vendt tilbage og selv havde tirret sin broder, for det andet, fordi det ikke kunne antages, at Hans havde haft den hensigt at dræbe Jens, eftersom han i virkeligheden slet ingen skade havde tilføjet ham, hvilket dog ville have været let for ham, især da Jens, efter at have taget sine knive frem, først tabte dem i græsset, så at han måtte bukke sig for at tage dem op. - Retten kom til det samme resultat; den fandt, at Jens kunne være undvegen,hvis han havde villet; den vidste derfor ikke"Tovsmændenes Ed ved Magt at kunne kjende, ej heller Jens Andersen sin Fred at kunne nyde".

Det var en alvorlig sag for sandemænd, nævninger eller tovmænd, når de fældedes for en af dem afsagt ed, da de ifølge Kristian d. 3dies Reces af 1558, § 27 derved forbrøde 3 Mk. til den, som fældede dem, og deres Boslod til deresHerskab, i Kjøbstederne vistnok halvt til Kongen, halvt til Byen. For flere Kjøbsteders Vedkommende var der rigtignok bestemmelser, hvorved kongen havde tilstået formildelser i denne strenge ret; men for Ribe by kjendes ingen sådan. Derimod kunne der nok tinges med lensmanden og byen, og det måtte tovsmændene i denne sag også gjøre; men herunder kom det frem, at Mag. Kristen Friis, den theologiske Læsemester i Ribe, havde spillet en vigtig Rolle i denne sag. Han var en fætter til Jens og Hans Andersen, idet deres mødre vare søstre. Desuden var han gift med Ingeborg Lauridsdatter, en moster til Jens Andersens hustru. Om ham oplystes det nu, at han havde indvirket stærkt på tovsmændene for at få dem til at gøre deres ed således, som de gjorde den; ja, da en af dem, Villum Hansen, havde betænkeligheder ved sagen, havde magisteren endogså givet ham en skriftlig forsikring om, at han ville indestå ham for den skade, som han derved kunne komme i. Sagen får hervedet mindre godt udseende, end når man bedømmer den alene efter de under sagen fremkomne vidnesbyrd.

Da regjeringen fik underretning herom, udgik der den 30te maj samme år et kongebrev til lensmanden om, at magisterens brev skulle være ugyldigt, eftersom det var utilbørligt, at den, som selv havde gjort eden, skulle gå fri, men at lensmanden skulle aftvinge dem begge for deres del i sagen. Kristen Friis blev som den rigeste, den som måtte bøde mest; thi af Herskabsfogdens regnskab over sagefald i regnskabsåret 1629-30 ses, at han for denne sag måtte betale kongen 75 Rdl., medens Tovmændene slap med at betale fra 3 til 20 Rdl., rimeligvis efter hver enkelts formue; 3 af dem slap fri eller betalte idetmindste ikke det år. Ligeså meget, som hver enkelt betalte kongen, måtte han rimeligvis også betale byen.

Jens Andersen Guldsmed var under sagens gang flygtet bort, måske straks efter drabet. Den 23de Marts 1626 skænkede kongen hans enke og børn hans boslod, som ifølge den ham overgåede dom var tilfalden kongen. Efter en gammel optagnelse levede manden indtil sin død (senest 1647) hos sin broder, Hr. Kristen i Højerup. Rigtignok skulle efter Kristian den 3dies Reces af 1536, § 7 Ingen, som var dømt fredløs for et drab i kongeriget, kunde "huses, hæles eller have nogen plads" i hertugdømmerne; men det kom naturligvis meget an på, om der var nogen af den afdødes slægt, som ville efterstræbe drabsmanden, og det var der jo i dette tilfælde ikke. - Hans hustru blev derimod boende i Ribe, hvor hun havde ret anselige ejendomme, indtil hun døde i pestens tid.

Jens giftet seg med Lisbeth Andersdatter Klyne 16 Jul 1604, Ribe, Denmark. Lisbeth (datter av Anders Sørensen Klyne og Kirstine Lauritsdatter) ble født 7 Des 1585 , Ribe, Syddanmark, Danmark; døde 1 Sep 1659, Ribe, Syddanmark, Danmark. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Notater:

{geni:occupation} Borger og Rådmand: Ribe, Guldsmed

{geni:about_me} Anders Lydiksen Guldsmed

* Født: Mellem 1535 og 1550, Ribe

* Ægteskab: Karen Christensdatter

* Død: 1612 ?, Ribe

Anders Lydiksen Guldsmed #3346, født __.omk.1545 i (35?), Ribe., død 07.dec.1612 i Ribe, begravet __.dec.1612, stilling: Guldsmed og Rådmand i Ribe.
Han blev gift med Karen Christensdatter #3347.

Anders giftet seg med Karen Christensdatter cirka 1560. Karen (datter av Christen Madsen og Karen Pedersdatter) ble født cirka 1550 , Ribe, Denmark; døde cirka 1624, Ribe. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Notater:

{geni:about_me} I 1614-15, efter at Anders er død, har hun sønnen Hans boende som inderste:

Hans, som siden kom så sørgeligt af dage.

Både hun og sønnen har 0 ydelse i hartkorn (=skat). De er begge fritaget for skatter på grund af Hans' stilling som kaptajn i hæren.

Dødstidspunkt ukendt.

Notater:

{geni:occupation} Handelsmand, rådmand i Ribe, RaXdman i Ribe

{geni:about_me} I "Samlinger til Jydsk Historie og Topografi 1. Rk., 1. Bind", findes en længere og særdeles interessant artikel af J. Kinch om Anders Sørensen Klyne og hans slægt, i hvilken der bl.a. fortælles følgende:

"Omtrent samtidig med sit Ægteskab har Anders Sørensen rimeligvis begyndt en selvstændig Virksomhed som Handelsmand; men denne Virksomhed synes, uagtet han havde saa rig en Fader, og hans Kone ogsaa maa have haft nogen Formue, atvære begyndt ganske i det Smaa; i det mindste træffer vi ham i Foraaret 1573 selv staaende i "en lille Krambod" i Nørregade.

Her kom en Mand fra Landet, som vilde kjøbe nogle Sild af ham; men de kunne hverken blive enige om Prisen eller om dens Værdi, hvortil Anders Sørensen skulde tage en "gammel Daler", idet Bonden vilde have, at han skulde give Merefor den, end den efter kongelig Forordning skulde gjælde. Da Bonden blev for nærgaaende, stødte Anders Sørensen ham bort; men nu begyndte han ude paa Gaden at true med en Kniv, som dog ved tililendes Hjælp blev vristet fra ham.

Efter Vidnernes Forklaring kunde der ikke lægges Anders Sørensen noget til Last.

I samme Foraar begyndte vor unge Ægtemand og Borger at leje af Byens Jorder, og samme Dag, som Forhøret blev optaget i den ovennævnte Sag, fik han Skjøde på en Kaalgaard med Bygning (Lysthus) paa St. Hans Holm, det vil sige, den Ø, som dannedes af Byens Grave (udenfor den nuværende Gravsgade) og Aaens 2 Hovedarme".

Anders var en mand med sine meningers mod, og i forbindelse med en strid mellem ham og borgmester Peder Mortensen Hegelund fremstod han d. 16. februar 1582 åbenlyst på tinget, hvor han bl.a.a udtalte, at han i hvert fald ikke havde været med til at vælge Peder Mortensen Hegelund til borgmester.

Efterhånden blev Anders som før nævnt en meget formuende mand, og desuden en stor grundejer.

Huset nr. 378 på Nederdammens nordside arvede han efter sine forældre, som havde boet der. Senere købte han to ejendomme (ødehuse), som lå øst for dette hus, nedrev dem og opbyggede et nyt.

I en gammel beretning siges det, at han lod opføre mange huse i Ribe efter den store ildebrand i 1580.

Mere konkrete oplysninger om Anders' adresser findes i Ole Degn's doktorafhandling XRig og fattig i RibeX, p. 188, bind 2:

Anders' første hus lå på Grønnegade (Østsiden, mellem rådhuset og hjørnehuset ved torvet).

Fra 1577 (efter faderens død) flyttede han og familien på ind på Nederdammen i faderens hus, (det næstvestligste på nordsiden).

I 1588 flytttede familien ind i naboejendommen: Huset øst for faderens.

Anders Sørensen Klyne og hans børns liv og skæbne giver et næsten overtegnet billede på den voldsomhed og tilbøjelighed til blodsudgydelse som - i det mindste i visse kredse - herskede endnu i slutningen af det 16. og begyndelsenaf det 17. århundrede.Det skal dog på ingen måde forståes sådan, at denne families liv og død var tidstypisk.

Anders, som vist i det hele taget ret temperamentsfuld herre, slog således en anden mand med et spyd i 1591. Men dette optrin fik vist ingen følger.

"At Anders Sørensen endelig ogsaa har beskjæftiget sig med Skibsrederi, kan dels sluttes deraf, at hans Enke senere lod idetmindste 1 Skiv bygge, dels af en kongelig Tilladelse, som han fik under 30te Maj 1592, til at udføre noget Ege-Skibstømmer, som han paa 5te Aar havde samlet "med stor Bekostning" i den Hensigt at lade sig et Skib bygge i Ribe, hvilket Forsæt det dog ikke nu var hans Lejlighed at udføre. Da Egetømmer ikke maatte udføres af Landet, maatte han søge om og fik "for denne Gang" Tilladelsen dertil.

For en meget betydelig Del satte Anders Sørensen sine penge i Huse og andre Ejendomme i Ribe. Det er tidligere omtalt, at han paa den østlige Side af det efter Faderen arvede Hus paa Nederdammens Nørreside 1585 kjøbte og derefterrimeligvis af Nyt opbyggede 2 Ejendomme, hvor han derpaa flyttede ind og boede til sin Død.

1588 kjøbte han dernæst en Part, og 1597 de øvrige Parter i det Hus, som laa nærmest vestenfor hans Faders forhenværende Hus, imellem dette og Mølleslusen.

1597 kjøbte han ogsaa den nærmeste Gaard inden for Nørreport paa samme Nederdams Nørreside, saa at han nu ejede den største Del af denne Hovedgades ene Side; men desuden ejede han Huse og Boder (mindre Huse, som udlejedes til fattige Folk), rundt omkring i Byen.

Foruden det Hus i Grønnegade, som han først selv havde beboet, og hvori han senere holdt Vinkjelder, ejede han flere Huse i Grønnegade, Fiskergade, paa Nyjord (nu Skibsbroen) og i de mellemliggende Slipper.

Efter den store Ildebrand i September 1580, som lagde den østlige Side af Stenbogade og Torvet, dernæst hele Storegade, Sortebrødregade, Per Dovns Slippe, Vægtergade, Hundegade, Badstuegade og Klosterstræde ganske øde, overtog Anders Sørensen dels for Gjæld, og dels kjøbte han flere Grunde i disse Gader og ejede rimeligvis selv i forvejen nogle.

Paa det tidligere nævnte Blad i Biskop Blochs Samlinger nævnes derfor ogsaa, at han lod opbygge mange Huse i Ribe efter den store Ildebrand. Iøvrigt ejede han Huse i næsten alle Byens Gader, flere Stalde udenfor Nørreport og flere Haver paa St. Hans Holm; men nogen bestemt Angivelse af Antallet paa hans Ejendomme tør jeg ikke gjøre".

"Ifølge den anselige Stilling, som Anders Sørensen indtog i Byen, var det rimeligt, at han efterhaanden blev valgt til dens Hædersposter. Først finder vi ham som Hospitalsforstander, det vil sige, som en af de 2 Borgere, som i Forening med Kapitlet havde Overbestyrelsen af Ribe Hospital. 1583 har han saaledes underskrevet en Kontrakt, som denne Bestyrelse sluttede med Hr. Hans Mikkelsen Kolding, der antoges som baade Præst og Husholder eller Spisemester iHospitalet; det var nemlig paa den Tid det Almindelige, at disse 2 Stillinger ved Hospitalet vare forenede.

Han skriver sig her selv: Anders Seuerinss. Klyn; men det er ogsaa det eneste Sted, hvor jeg har fundet, at han enten har kaldt sig selv eller af sine Samtidige er bleven kaldt med dette Tilnavn. Han vedblev rimeligvis at være Hospitalsforstander idet mindste indtil 1590; thi i dette Aar erhvervede han, som der fortælles i Hospitalets gamle Kopibog, et kongeligt Missive fra Regjeringsraadernei Kristian den 4des Mindreaarighed til Lensmanden paa Riberhus om at udlægge Hospitalet Vederlag for 2 Gaarde, som nogle Aar tidligere vare blevne tagne fra det og lagte under Koldinghus.

Det kongelige Missive er dateret Koldinghus, hvorhen Anders Sørensen altsaa rimeligvis var bleven sendt af Hospitalets Bestyrelse, for at overbringe og mundtlig at understøtte dets Andragende. Han udførte, som vi have set, sit Hverv paa en heldig Maade; men det varede dog endnu adskillige Aar, førend Hospitalet virkelig fik Vederlaget.

Fra 1583 af finder jeg, at Anders Sørensen enkelte Gange hædres fremfor andre Borgere ved at nævnes som tilstedeværende foruden Borgmestrene og Raadmændene ved Indgaaelsen af et Forlig eller Afgivelsen af en Forpligtelse paa Raadhuset for Magistraten.

Den 22de Juli 1588 blev han endelig selv Raadmand tilligemed Ebbe Mogensen og Thomas Jørgensen, saaledes at han var Nr. 2 blandt de Optagne. Raadmændenes Antal forøgedes derved til 10, som var 2 over det regelmæssige og i den gamle Bylov (§ 28) fastsatte Antal. Om det var for at kunne faa Anders Sørensen medoptagen, at Magistraten, som selv supplerede sig, overskred det almindelige Antal, tør jeg heller ikke sige; men det var dog egentlig ikke noget Usædvanligt, at der var 9 eller 10 Raadmænd paa engang".

Som ovenfor anført døde Anders af et sværdhug d. 4. maj 1598.

Paa et Epitafium over Anders Sørensen Klyne og hans Hustru, som dog ikke længere eksisterer, fandtes følgende Hovedindskrift:

"Her hviler i Herren Erlig Mand Anders Søffrensön, Raadmand udi Ribe, som af sit Banesaar hensoff paa den fierde Dag den fierde Maji Anno 1598, udi Christi Naades sande Bekiendelse i hans Alders 48 Aar. Efterlod 4 Sönner og 5 Døtter". Det passer jo så ikke helt med, at han skulle være født i november 1552. Enten lyver alderen eller også gør dåbsattesten.

--------------------

"Anders Klynes datter Anne var gift med Biskop Peder Hegelund og datteren, Ingeborg, blev i ægteskab med Dr. Chr. Bording Moder til Anders Bording".(Kilde: familiens noter)

Anders Sörensen Klyne, født i 1551, blev Rådmand i Ribe og er bekendt for sin egen og sine Sønners voldsomme Færd og slette Skæbne. Han var gift med Kirstine Lauridz Thøgersdatter.

Anders Sørensen Klyne, f. omk. 1554 (51?) og død i 1598 var rådmand og søn af borgmester Søren Jacobsen Stage i Ribe og Anne Sørensdatter Klyne. Anders Klyne var en formuende mand, der ejede mange ejendomme i Ribe. 1573 havde handen ulykke ved et drikkelag med en kniv at dræbe en rådmands søn (Povl Hansen). I 1588 var han i misforståelse med den stridbare adelsmand Mouritz Podebusk, der beskyldte ham for falsk og nedlagde forbud mod, at han indtog sit sæde som rådmand, hvortil han, som Anders, var bleven udnævnt. Men

Anders Hustru, en datter af Borgmester Laurids Thøgersen i Ribe, rejste straks til København og udvirkede et "kongl. Beskjærmelsesbrev" mod Mouritz Podebusk med befaling til Magistraten om "at lade Anders Klyne nyde sit Sæde".

I Maj 1598 blev han i Biskop P. Hegelunds Hus under et Drikkelag såret af Herredsfoged Søren Jensen Bramming, så han døde 3 dage efter. Og det var i den forbindelse, som advokat, at Jacob Svaning var involveret i retssagen. Anders Klynes datter Anne var gift med Biskop Peder Hegelund og datteren, Ingeborg, blev i ægteskab med Dr. Chr. Bording Moder til Anders Bording.

1573 er den næstældste søn, Anders Sørensen Klyne, der altså har fået sin mors efternavn, så uheldig under et gilde, for ikke rent ud at kalde det et drikkelag, at dræbe en rådmands søn (Povl Hansen). Formodentlig har faderen betalt sig fra det, da sønnen endnu ikke var myndig.

Det bør heller ikke forties, at både Anders selv og to af hans sønner senere mister livet under slagsmål, mens en tredje søn, kun 20 år gl., måtte "bøde med sin hals under bøddelens sværd", fordi han havde overfaldet og dræbt en 72-årig mand. Disse drastiske begivenheder gengives i en "rejsefører" over Ribe, hvis forfatter tror på sagnet om den indvandrede svenske adelsmand. (Men det er sandsynliggjort, at der aldrig har eksisteret en Svensk slægt ved detnavn på den tid)

I

"1571 blev der fremført hårde beskyldninger imod Peder Baggesen af den Povl Hansen, som 2 år senere blev dræbt af Peder Baggesens svoger, Anders Sørensen Klyn. I anledning af disse beskyldninger tog Peder Baggesen i april måned et tingsvidne om, at han "ikke selv klippede og forvekslede eller lod klippe og forfalske" nogle af sin faders eller sine egne øksne, efter at han først have solgt dem. Særlig retfærdiggjordes hans opførsel på en rejse med stude til Hamborg og ved en handel med en mand i Nimwegen. Samme dag gav først 24 mænd og derpå "alle de kjøbmænd, der havde været på rejse i Tyskland og andre lande", ham det skudsmål, at de ikke vidste andet end godt om ham. Nogle dagesenere "fordeler" Peder Baggesen sin modstander for den ubevislige snak, han havde påsagt ham. Povl Hansen indstævnede uden nytte denne dom for højere domstole."

I "Samlinger til Jydsk Historie og Topografi 1. Rk., 1. Bind", findes en længere og særdeles interessant artikel af J. Kinch om Anders Sørensen Klyne og hans slægt, i hvilken der bl.a. fortælles følgende:
"Omtrent samtidig med sit Ægteskab har Anders Sørensen rimeligvis begyndt en selvstændig Virksomhed som Handelsmand; men denne Virksomhed synes, uagtet han havde saa rig en Fader, og hans Kone ogsaa maa have haft nogen Formue, atvære begyndt ganske i det Smaa; i det mindste træffer vi ham i Foraaret 1573 selv staaende i "en lille Krambod" i Nørregade.

Her kom en Mand fra Landet, som vilde kjøbe nogle Sild af ham; men de kunne hverken blive enige om Prisen eller om dens Værdi, hvortil Anders Sørensen skulde tage en "gammel Daler", idet Bonden vilde have, at han skulde give Merefor den, end den efter kongelig Forordning skulde gjælde.
Da Bonden blev for nærgaaende, stødte Anders Sørensen ham bort; men nu begyndte han ude paa Gaden at true med en Kniv, som dog ved tililendes Hjælp blev vristet fra ham.
Efter Vidnernes Forklaring kunde der ikke lægges Anders Sørensen noget til Last.

I samme Foraar begyndte vor unge Ægtemand og Borger at leje af Byens Jorder, og samme Dag, som Forhøret blev optaget i den ovennævnte Sag, fik han Skjøde på en Kaalgaard med Bygning (Lysthus) paa St. Hans Holm, det vil sige, den Ø, som dannedes af Byens Grave (udenfor den nuværende Gravsgade) og Aaens 2 Hovedarme".

I 1573 kom Anders under et drikkegilde til at såre den unge og ustyrlige Poul Hansen (søn af rådmand Hans Jensen) så slemt med en kniv, at han døde dagen efter.
Størstedelen af skylden lå hos Poul Hansen selv, og Anders Sørensen Klyne blev da også af tovsmændene Xsvoren til sin fredX mod at betale mandebog til den dræbtes slægtninge og faldsmål til kongen og byen.

D. 17. januar 1580 fik Anders kongebrev på, at han måtte aftappe vin i Ribe By.
Sin vinkælder havde han lige ved siden af byens, men få år efter fik han selve rådhuskælderen i leje, og 19 år senere fornyede han lejemålet i forening med en Bertel Struck.
De to måtte i fællesskab forpligte sig til at udskænke vin til Xet billigt værdX.

Året efter at Anders havde fået kongebrev på vinhandelen, lod kongen holde retterting i byen, i hvilken anledning kansler Niels Kaas, marsk Niels Gyldenstjerne og 4 andre rigsråder var tilstede der.
Af de endnu bevarede regnskaber fremgår det, at rigsråd J. Rosenkrantz under rettertinget boede hos Anders Sørensen Klyne.
De høje herres fortæring, som betaltes af byen, udgjorde henholdsvis 26, 9½ og 7 rdl., hvortil kom en vinregning på 43½ rdl.

Anders var en mand med sine meningers mod, og i forbindelse med en strid mellem ham og borgmester Peder Mortensen Hegelund fremstod han d. 16. februar 1582 åbenlyst på tinget, hvor han bl.a.a udtalte, at han i hvert fald ikke havde været med til at vælge Peder Mortensen Hegelund til borgmester.

I 1588 blev han i øvrigt selv valgt til rådmand, og året efter opstod der en hæftig strid mellem ham og adelsmanden Mourids Podebusk. Sidstnævnte beskyldte nemlig Anders for at have fremlagt nogle falske papirer under en proces iHolland, og han forbød nu borgmester og råd at give Anders Sørensen Klyne sæde hos sig.
Dette forbud havde Mourids Podebusk imidlertid ingen bemyndigelse til at udstede, men borgmester og råd rettede sig efter ham og udelukkede Anders fra rådet, hvorved der naturligvis hurtigt opstod den mistanke i byen, at der var noget om snakken.

Men Anders var jo ikke tabt bag en vogn, og han sendte straks sin dygtige hustru, Kirstine Lauridsdatter, til København, hvor det lykkedes hende at få udstedt 2 kongebreve, dateret d. 7. december 1588.
I det ene brev tog kongen hendes mand under sin beskyttelse, idet Anders frygtede at blive overfaldet af Mourids Podebusk.
I det andet brev befalede kongen borgmester og råd atter at lade Anders Sørensen Klyne tage sæde i blandt dem, idet der forelå bevis for, at han havde handlet ærligt.

D. 28. august 1593 aflagde kong Christian d. 4., besøg i Ribe, hvor byens borgere modtog ham i deres rustninger under Anders Sørensen Klynes befaling.

To dage senere forlod kongen byen og drog via Trojborg til Daler, hvor han skulle overnatte.
Forinden var Anders' hustru taget til Daler sammen med flere andre kvinder fra Ribe, for her at sørge for majestætens standsmæssige indkvartering. Mere præcist bestod opgaven i at behænge stuerne med tapeter m.v.

Da lensmanden Albert Friis i 1595 for første gang fratrådte lenet, og Valdemar Parsberg afløste ham, holdt borgmester og råd et gilde for dem begge på byens regning.
Dette gilde stod Anders for, og der blev drukket 42 kander vin og 1 tønde øl.

I juni 1595 foretog Valdemar Parsberg i øvrigt en udflugt til Sønder Ho på Fanø sammen med biskop Hegelund og Anders.

Efterhånden blev Anders som før nævnt en meget formuende mand, og desuden en stor grundejer.
Huset nr. 378 på Nederdammens nordside arvede han efter sine forældre, som havde boet der.
Senere købte han to ejendomme (ødehuse), som lå øst for dette hus, nedrev dem og opbyggede et nyt.

I en gammel beretning siges det, at han lod opføre mange huse i Ribe efter den store ildebrand i 1580.


Mere konkrete oplysninger om Anders' adresser findes i Ole Degn's doktorafhandling XRig og fattig i RibeX, p. 188, bind 2:
Anders' første hus lå på Grønnegade (Østsiden, mellem rådhuset og hjørnehuset ved torvet).
Fra 1577 (efter faderens død) flyttede han og familien på ind på Nederdammen i faderens hus, (det næstvestligste på nordsiden).
I 1588 flytttede familien ind i naboejendommen: Huset øst for faderens.


Billedet fra Nederdammen i Ribe forestiller ikke nr. 378. Så høje husnumre findes ikke længere.
Det er heller ikke fra gadens nordside, men fra sydsiden, men Anders kan sagtens have været bygherren alligevel.
Billedet er taget i 2006.




Den nordre side af Nederdammen, som den så ud i 2006.

Anders Sørensen Klyne og hans børns liv og skæbne giver et næsten overtegnet billede på den voldsomhed og tilbøjelighed til blodsudgydelse som - i det mindste i visse kredse - herskede endnu i slutningen af det 16. og begyndelsenaf det 17. århundrede.
Det skal dog på ingen måde forståes sådan, at denne families liv og død var tidstypisk.

Anders, som vist i det hele taget ret temperamentsfuld herre, slog således en anden mand med et spyd i 1591. Men dette optrin fik vist ingen følger.

D. 5. maj 1598, samme dag som Ribe Latinskole havde sin majfest, indtraf imidlertid en sørgelig begivenhed.
Anders Sørensen Klyne, herredsfogeden i Gørding Herred Søren Jensen Bramming og Jakob Svanning havde været sammen hele eftermiddagen og havde drukket godt, først hos Jakob Svanning og derefter hos Anders' svigersøn biskob Hegelund
Men under festlighederne i biskobbens gård var herredsfogeden blevet temmelig beruset, og da han i kådhed truede Anders med sit sværd, ville denne parere med et spyd, han havde med sig - vistnok også for sjov.
Pludselig snublede herredsfogeden (han var jo stangdrukken) og kom derved til at såre Anders sådan i benet, at han døde 4 dage senere.

Herredsfogeden Søren Bramming blev straks arresteret, men slap atter løs ved kaution.
Skønt der ikke var nogen grund til at antage, at gerningen skete forsætligt, forfulgte Anders Sørensen Klynes slægt dog sagen imod herredsfogeden med stor iver, og Jakob Svanning førte sagen for dem med stor dygtighed.

At drabet ikke var sket af våde ville han bevise derved, at Søren Bramming jo med forsæt havde trukket sit sværd og derfor burde gøres ansvarlig for den ulykke, som var sket.
Tovsmændene svor da også d. 13. juni drabsmanden fra hans fred. De gjorde ham med andre ord fredløs.

Søren Bramming fik dog en dygtig forsvarer i lensmanden Albert Friis, som fik sagen fremført i rådstueretten, som derefter dømte tovseden ugyldig.

I februar året efter lykkedes det Anders' slægtninge at erhverve et kongeligt oprejsningsbrev, som tillod dem på ny at anlægge sagen, og de samme tovsmænd svor nu atter Søren Bramming for hans fred.
Denne ed blev stadfæstet af borgmester og råd d. 20. december 1599.
Lensmanden forsøgte forgæves at få sagen for Viborg Landsting, men efter hans død i 1601 optog den nye lensmand, Albret Skeel, forhandligen med begge parter og opnåede et forlig.
Forliget bestod i, at drabsmanden skulle betale de efterladte en sum penge efter fri overenskomst, den tidligere såkaldte XGörsumX på 400 rdlr.

Det er klart, at Anders Sørensens pludselige og meningsløse død har gjort et forfærdeligt indtryk på hans efterladte enke.
Hun skulle dog komme ud for endnu hårdere prøvelser, idet ulykke på ulykke i de kommende år ramlede ned over familien.

v Den ældste søn Jens, var tidligt med i gadeoptøjer og deltog senere i flere blodige slagsmål.
D. 10. juli 1610 blev han dræbt på skibbroen under en strid, som opstod mellem 2 andre personer.

v Sønnen Søren deltog, så snart han blev voksen, i sin ældre brors vilde liv og var en lige så dårlig person som han.
D. 31. oktober 1602 blev han dødeligt såret på et værtshus lige uden for Hamborg, og 3 dage senere døde han i Ribe.

v Sønnen Hans fulgte i sine brødres fodspor, men døde allerede som 20-årig.
Hans' søster Karen var gift med rådmand Hans Jessen (Søhanes) søn.
D. 11. september 1604 blev den 72-årige Hans Jessen hårdt såret.
Mistanken faldt snart på Hans, hvorfor lensmanden lod ham arrestere.
Han tilstod at have begået denne ugerning, og dommen faldt hurtigt, hvorefter han d. 22. december samme år blev halshugget.

v Datteren Karen var, som ovenfor anført, gift med Niels Hansen Søhane, hvis far blev såret af Karens bror Hans.
Niels Hansen Søhane var ikke fri for at ligne sine svogre meget hvad angik voldsomhed og lyst til ballade.
Desuden var han en meget slet person, som snart satte den formue, som både han og hustruen havde arvet, overstyr.

D. 12 juni 1615 ramtes familien af endnu en stor sorg, da Karen og et par af børnene omkom på en sørejse mellem Sønderho og Ribe.

v Datteren Lisbeth blev i 1604 gift med Jens Andersen Guldsmed der, som foran omtalt, i 1625 under en strid dræbte sin egen bror Hans.

Følgende stammer fra: http://www.moerch-bjaerre.dk/Martha/per01687.htm#0
"Efter at have tiltraadt den store Arv efter sine Forældre, har Anders Sørensen rimeligvis i høj Grad udvidet sin Handelsvirksomhed. Han blev saaledes nu den største Lejer af Byens Jorder, navnlig dens Enge. I Februar 1578 fæstede han Gravsogns Mark (nu Hans Hegelunds Mark) paa 8 Aar for 23 gl. Dr. aarlig, og desuden paa 1 Aar Stejleng for 13 Dr., Tvederkjær (nu Ribe Kjær og Mose) for 60 Dr. og Store Kobro for 140½ Dr. Uagtet det ikke anføres, havde han dog maaske dette Aar ligesom oftere flere Interessenter med sig i den sidste store Eng. Da disse Enge især fæstedes af Hensyn til Studehandelen, saa maa vi antage, at han nu drev denne med stor Kraft. Han havde dog allerede begyndtpaa den før Faderens Død; thi 1576 kjøbte han en Stald i Forstaden, som dengang var en hel Staldby, bestaaende alene af Stalde, som kunne rumme flere tusinde Stude, og allerede 1577 havde han haft Andel i Store Kobro.

Ved Skatteligningerne før Jul 1577 og 1578 blev Anders Sørensen ansat at skatte efter 10 Mk., og da Skatten i det sidste Aar udredtes firdobbelt, skulde han altsaa betale 40 Mk. i Byskat.
Over denne Ansættelse, som var lidt højere, end hans egen og hans Faders hidtil havde været tilsammen, beklagede han sig for Borgmestere, Raad og 24 Mænd.
Disse svarede ham, at hvis han ikke vilde betro dem at lægge ham i Skat, saa vilde de tilbyde ham, at han selv maatte gjøre det "ved sin Ed", saaledes at han skulde betale 8 Sk. af hver Tusind Mk. frit Gods eller, hvis han fandt,at det var for Meget, da 8 Sk. af hvert halvandet Tusind, uagtet de mente, at Ingen i Ribe havde den Formuenhed til sin Skat som han.
En Skat af 40Mk. vilde altsaa herefter kun have svaret til en ren Formue af 60.000 Mk. eller 15.000 Dr., medens Anders Sørensens Arv skal have været meget større. Efter Skattebogen maa man ogsaa antage, at han ikke har taget imodTilbuddet; men da han 1579 var sat til at skatte efter 16 Mk., brød hans Misfornøjelse igjen frem, og den 3die December opsagde han endogsaa i begge Borgmestrenes og flere Andres Nærværelse paa Raadstuen sit Borgerskab, og da hangik ud, bad han alle de Tilstedeværende at "drage hans Ord og Opsigelse til Minde".
Denne Opbrusning har vel ogsaa snart lagt sig; thi hans Opsigelse af Borgerskabet findes ingen Følger at have haft, og næste Foraar fæstede han ligesom tidligere af Byens Enge".
Anders Sørensen Klynes Handelsvirksomhed omfattede hovedsagelig Eksport af Stude og af Landets øvrige Produkter, dels til Elben og dels til Holland.

I 1580 fik han endvidere kongelig Tilladelse til at udtappe Vin i "Potte- og Kande-Vis", eftersom han havde "en stor Hob" Vin liggende, som han havde faaet i Betaling af nogle hollandske Købmænd. Den 8. November 1593 fik Toldereni Ribe Kjeld Jørgensen et Kongebrev, hvori han fik Befaling til at betale Anders Sørensen Klyn den Tørfisk, som Kasper Markdanner havde bestilt hos ham til Hofholdningen paa Koldinghus. Heraf fremgaar det altsaa, at Anders Sørensen Klyne ogsaa levede af Fiskeri, og i Sommermaanederne opholdt han sig da ogsaa som Regel i Sønderho, hvor han ejede nogle Huse eller "Fiskeboder".

"At Anders Sørensen endelig ogsaa har beskjæftiget sig med Skibsrederi, kan dels sluttes deraf, at hans Enke senere lod idetmindste 1 Skiv bygge, dels af en kongelig Tilladelse, som han fik under 30te Maj 1592, til at udføre noget Ege-Skibstømmer, som han paa 5te Aar havde samlet "med stor Bekostning" i den Hensigt at lade sig et Skib bygge i Ribe, hvilket Forsæt det dog ikke nu var hans Lejlighed at udføre. Da Egetømmer ikke maatte udføres af Landet, maatte han søge om og fik "for denne Gang" Tilladelsen dertil.

For en meget betydelig Del satte Anders Sørensen sine penge i Huse og andre Ejendomme i Ribe. Det er tidligere omtalt, at han paa den østlige Side af det efter Faderen arvede Hus paa Nederdammens Nørreside 1585 kjøbte og derefterrimeligvis af Nyt opbyggede 2 Ejendomme, hvor han derpaa flyttede ind og boede til sin Død.
1588 kjøbte han dernæst en Part, og 1597 de øvrige Parter i det Hus, som laa nærmest vestenfor hans Faders forhenværende Hus, imellem dette og Mølleslusen.
1597 kjøbte han ogsaa den nærmeste Gaard inden for Nørreport paa samme Nederdams Nørreside, saa at han nu ejede den største Del af denne Hovedgades ene Side; men desuden ejede han Huse og Boder (mindre Huse, som udlejedes til fattige Folk), rundt omkring i Byen.
Foruden det Hus i Grønnegade, som han først selv havde beboet, og hvori han senere holdt Vinkjelder, ejede han flere Huse i Grønnegade, Fiskergade, paa Nyjord (nu Skibsbroen) og i de mellemliggende Slipper.
Efter den store Ildebrand i September 1580, som lagde den østlige Side af Stenbogade og Torvet, dernæst hele Storegade, Sortebrødregade, Per Dovns Slippe, Vægtergade, Hundegade, Badstuegade og Klosterstræde ganske øde, overtog Anders Sørensen dels for Gjæld, og dels kjøbte han flere Grunde i disse Gader og ejede rimeligvis selv i forvejen nogle.
Paa det tidligere nævnte Blad i Biskop Blochs Samlinger nævnes derfor ogsaa, at han lod opbygge mange Huse i Ribe efter den store Ildebrand. Iøvrigt ejede han Huse i næsten alle Byens Gader, flere Stalde udenfor Nørreport og flere Haver paa St. Hans Holm; men nogen bestemt Angivelse af Antallet paa hans Ejendomme tør jeg ikke gjøre".

"Ifølge den anselige Stilling, som Anders Sørensen indtog i Byen, var det rimeligt, at han efterhaanden blev valgt til dens Hædersposter. Først finder vi ham som Hospitalsforstander, det vil sige, som en af de 2 Borgere, som i Forening med Kapitlet havde Overbestyrelsen af Ribe Hospital. 1583 har han saaledes underskrevet en Kontrakt, som denne Bestyrelse sluttede med Hr. Hans Mikkelsen Kolding, der antoges som baade Præst og Husholder eller Spisemester iHospitalet;
det var nemlig paa den Tid det Almindelige, at disse 2 Stillinger ved Hospitalet vare forenede.
Han skriver sig her selv:
Anders Seuerinss. Klyn; men det er ogsaa det eneste Sted, hvor jeg har fundet, at han enten har kaldt sig selv eller af sine Samtidige er bleven kaldt med dette Tilnavn. Han vedblev rimeligvis at være Hospitalsforstander idet mindste indtil 1590; thi i dette Aar erhvervede han, som der fortælles i Hospitalets gamle Kopibog, et kongeligt Missive fra Regjeringsraadernei Kristian den 4des Mindreaarighed til Lensmanden paa Riberhus om at udlægge Hospitalet Vederlag for 2 Gaarde, som nogle Aar tidligere vare blevne tagne fra det og lagte under Koldinghus.
Det kongelige Missive er dateret Koldinghus, hvorhen Anders Sørensen altsaa rimeligvis var bleven sendt af Hospitalets Bestyrelse, for at overbringe og mundtlig at understøtte dets Andragende.
Han udførte, som vi have set, sit Hverv paa en heldig Maade; men det varede dog endnu adskillige Aar, førend Hospitalet virkelig fik Vederlaget.

Fra 1583 af finder jeg, at Anders Sørensen enkelte Gange hædres fremfor andre Borgere ved at nævnes som tilstedeværende foruden Borgmestrene og Raadmændene ved Indgaaelsen af et Forlig eller Afgivelsen af en Forpligtelse paa Raadhuset for Magistraten.
Den 22de Juli 1588 blev han endelig selv Raadmand tilligemed Ebbe Mogensen og Thomas Jørgensen, saaledes at han var Nr. 2 blandt de Optagne. Raadmændenes Antal forøgedes derved til 10, som var 2 over det regelmæssige og i den gamle Bylov (§ 28) fastsatte Antal.
Om det var for at kunne faa Anders Sørensen medoptagen, at Magistraten, som selv supplerede sig, overskred det almindelige Antal, tør jeg heller ikke sige; men det var dog egentlig ikke noget Usædvanligt, at der var 9 eller 10 Raadmænd paa engang".

Som ovenfor anført døde Anders af et sværdhug d. 4. maj 1598.

Paa et Epitafium over Anders Sørensen Klyne og hans Hustru, som dog ikke længere eksisterer, fandtes følgende Hovedindskrift:
"Her hviler i Herren Erlig Mand Anders Søffrensön, Raadmand udi Ribe, som af sit Banesaar hensoff paa den fierde Dag den fierde Maji Anno 1598, udi Christi Naades sande Bekiendelse i hans Alders 48 Aar. Efterlod 4 Sönner og 5 Døtter".
Det passer jo så ikke helt med, at han skulle være født i november 1552. Enten lyver alderen eller også gør dåbsattesten.

Anders giftet seg med Kirstine Lauritsdatter 29 Jun 1572, Ribe, Denmark. Kirstine ble født 24 Nov 1552 , Ribe; døde 17 Okt 1634, Ribe. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Notater:

{geni:occupation} Borger, Borgmester, Borger og købmand i Ribe

{geni:about_me} http://www.nermo.org/slekt/d0050/g0000092.html#I18039

Christen FRIIS

ABT 1530 - ABT 1582

* RESIDENCE: 4 barn

* OCCUPATION: Borger i Ribe

* BIRTH: ABT 1530

* DEATH: ABT 1582, Ribe, DK

* BURIAL: 1582, Ribe Domkirke

Borger i Ribe

was born in 1510/1519. He died before 14 Dec 1580 in Ribe, Denmark. He married Maren Pedersdatter.

He was Tax Commissioner in 1551.

Christen giftet seg med Karen Pedersdatter. Karen ble født , Født mellem 1514 og 1528; døde cirka 2 1588, Død efter 1564. [Gruppeskjema] [Familiediagram]