Startside Søk Logg inn  
Skriv ut Legg til bokmerke

Notater


Treff 13,001 til 13,050 av 20,231

      «Forrige «1 ... 257 258 259 260 261 262 263 264 265 ... 405» Neste»

 #   Notater   Linket til 
13001 {geni:occupation} Bergmester, lisens Jur, Kiel, Dir.Røroskobber verk, Bergmester på Røros, Bergmester og dir. v/ Røros, Direktør Røros verk

{geni:about_me} Henning ble omtrent samtidig ansatt som bergverksmester på Røros. Han virket også som direktør ved bergverket på Røros i to perioder

Henning Irgens var ei tid (fra 1659) ansatt som Jochum Irgens' private fullmektig for å føre tilsyn med driften av Røros verke etter at Johannes Irgens døde. Fra 1669 var han direktør for verket til han ble oppsagt i 1687, men ble ansatt igjen fra 1689 til han døde i 1699. Det var store vanskligheter for Røros verk under hans tid, blandt annet ble verket brennt av Svenskene i 1678. Hennings Irgens fikk skylden for mange ting, bl.a for ulovelig disponeringav koperlageret, men ble til slutt frikjent. 		Irgens, Henning Johannes (I20380)
 
13002 {geni:occupation} Bergmester-, Bergermester i Tromsø og Finnmarken. Ordfører i Strinda. Se Store Norske Leksikon., Borgemester, Bergmester etc etc

{geni:about_me} Som far så sønn. Anton Sophus Bachke (1836-1919) hadde yrkesvalget klart. Han var født i Meråker, men vokste opp på Røros da faren ble bergskriver og skoginspektør ved Røros kobberverk. Far og mor het Halvor Bachke og Anne Sophie Ditlevsen.

Etter endt skolegang ved Trondheim katedralskole i 1854, ble Anton Bachke uteksaminert cand. mineral. i 1860. Straks etter satt han som leder av Det Norske Kiscompagnie på Ytterøy, en bedrift han selv hadde tatt initiativet til. Samtidig var han også bestyrer av nikkelgruvene i Verdal.

Bachke var en pionér når det gjaldt utvinning og eksport av svovelkis, og regnes som grunnleggeren av norsk svovelkisdrift

I 1877 ble han bergskriver på Røros. Men bare tre år senere kjøpte han Ringve gård og flyttet da til Trondheim. Han fortsatte likevel i styret ved Røros kobberverk. Og som geschworner hos bergmesteren nordenfjells - den gang et distrikt fra Stad til Tana - sto han for store moderniseringer både ved Røros kobberverk og Folldal gruver. Fra 1881 til 1886 var han konstituert bergmester nordenfjells.

Bachke var også kommunepolitiker og ble valgt til ordfører i Strinda i 1898. Men da hadde han takket ja til det nyopprettede bergmesterembetet i Tromsø. Der søkte han selv avskjed i 1914, i en alder av 78 år.

Bachke ble hedret med ridderkorset av St. Olavs orden og var kommandør av den svenske Vasaordenen.

Anton S. Bachke ble gift på Steinkjer i 1862 med Barbara Anker. De hadde 13 barn. Sønnen Christian overtok Ringve og giftet seg med den russiske Victoria Rostin - kanskje bedre kjent som «fruen til Ringve» Victoria Bachke. 		Bachke, Anton Sophus Sophus (I35669)
 
13003 {geni:occupation} Bergskriver og skoginspektør., Bergskriver, skoginspektør Bachke, Halvor Olsen (I48284)
 
13004 {geni:occupation} bergskriver på Innset, bodde på Øien, Bergskrivergården Hammond, Johan Johansen (I74708)
 
13005 {geni:occupation} Bergskriver på Røros

{geni:about_me} Peder Richardsen Hageup var Skriver ved Røros Bergverk. 		Hagerup, Peder Richardsen (I26671)
 
13006 {geni:occupation} Bergskriver ved Selbo kobberverk Holst, Poul Madsen (I89004)
 
13007 {geni:occupation} Bergskriver, Bergskriver ved Undal Hytte. 1701: Tjent som korp. t. hest, Bergskriver Undal verk

{geni:about_me} Svend Rasmussen ble født i 1657. Han giftet seg med Mille Mikkelsdatter Schjelderup, datter av Michael Augustinussøn og Anna Jørgensdatter Schjelderup, i 1699. Svend Rasmussen døde i 1709.

Barn av Svend Rasmussen og Mille Mikkelsdatter Schjelderup

Kirsten Svendsdatter Schjelderup f. 1701

Mikkel Svendsen+ f. 1704, d. c 1740

Hans Svendsen Schjelderup f. 1706

Anne Svendsdatter Schjelderup+ f. 1708, d. 1768 		Schjelderup, Svend Rasmussen (I89731)
 
13008 {geni:occupation} Bergstiger

{geni:about_me} '''Povel Madsen Holst'''

Stamfar til svært mange nordmenn.

===Privatpersoners nettsider===
http://www.hognes.net/web/povel/pafg01.htm

http://vestraat.net/iea-o/p301.htm#i12412 		Holst, Povel Madsen (I64053)
 
13009 {geni:occupation} Bergsvik ,Austrheim Bergsvik, Ola Larsson (I18286)
 
13010 {geni:occupation} Berlin, Tyskland Gullsmed Wolff, Frantz Nilssøn (I49769)
 
13011 {geni:occupation} Bestyrer Stokland, Kristen Angel (I52503)
 
13012 {geni:occupation} Bestyrer ac Rødskog gulllistefabrikkslager Ugift Bugge, Ole Jørgen (I26189)
 
13013 {geni:occupation} Bestyrer av Hartmann`s pensjonatskole etter sin mann`s død. Magnus, Astrid (I70520)
 
13014 {geni:occupation} bestyrer ved et saltverk i københavn Køhler, Christian Gottlib (I88265)
 
13015 {geni:occupation} bestyrer ved et saltverk i københavn Køhler, Christian (I88268)
 
13016 {geni:occupation} Bestyrerinne Astrup, Ebba Mortine Marie Augusta (I37381)
 
13017 {geni:occupation} Bibliotekar

{geni:about_me} http://da.wikipedia.org/wiki/Willum_Worm

Willum Worm (11. september 1633 X 17. marts 1704) var en dansk justitiarius og kongelig historiograf.

Worm var søn af professor Ole Worm (død 1654) og dennes anden hustru, Susanne Madsdatter, og blev født i København. Han blev undervist i hjemmet til sit 14. år, inden han sattes i Københavns Skole, hvorfra han 1650 sendtes til Københavns Universitet, ved hvilket han med Thomas Bartholin som privatpræceptor især kastede sig over filosofiske og teologiske studier. Allerede 1652 gjorde han sin første rejse, idet han fik lejlighed til at ledsage Erik Rosenkrantz og Peder Reedtz på deres ambassade til England. Efter at han 1653 havde taget magistergraden, tiltrådte han sin vidtløftige studierejse, fra hvilken han først 10 år efter vendte hjem. Over Leiden, hvor Worm studerede to år, gik rejsen til Tyskland, Frankrig og Italien med lange ophold i Padova, hvor han 1657 erhvervede den medicinske doktorhat og var den germanske nations bibliotekar (dvs. bibliotekar for gruppen af studerende, der talte germanske sprog), Mantua, Rom og Paris, hvor han kom i nær forbindelse med Hannibal Sehested. Fra Montpellier stod han i begreb med at gøre en afstikker til Spanien, da han 1662 blev udnævnt til professor i fysik ved universitetet i København, hvor han indtraf næste år og 1664 tiltrådte sit embede.

Gennemgribende forandringer var sket i de mange år, Worm ikke havde set sit fædreland. Svenskekrigen og den nye regeringsform (enevælde) med dens følger behøver kun at nævnes. Der var ganske andre muligheder nu end tidligere for en mand med Worms evner og uddannelse. Lægevidenskaben var vistnok hans hovedstudium, men der var næppe mange sider af den menneskelige viden, som var ham fremmede, og som han ikke i biblioteker og museer havde studeret med flid; dertil havde den mangeårige omgang med lærde og verdensmænd af de forskelligste nationaliteter udviklet hos ham en usædvanlig dannelse og menneskekundskab. Lidt efter lidt fandt hans mangesidige dygtighed anvendelse. Mens han ved universitetet rykkede op til det medicinske professorat og valgtes gentagne gange til rektor (1677, 1679 og 1686), blev han 1671 sin ungdomsven Peder Schumacher Griffenfelds efterfølger som bibliotekar ved kongens bibliotek, et embede, som han beklædte til sin død, i sine senere år dog kun nominelt, da andre vigtige forretninger optog hans tid. Det faldt i hans lod at flytte biblioteket til den bygning ved Christiansborg, hvor Rigsarkivet nu hører hjemme, og samtiden roste i stærke udtryk hans omhu for dets ordning og systematiske opstilling.

Allerede 1668 havde Worm fået befaling til at optage fortegnelse over indholdet af Kongens Kunstkammer, der for en stor del skrev sig fra hans faders museum, Museum Wormianum, hvis katalog Worm under sit ophold i Leiden havde besørget trykt, og 1673 fik han overtilsynet med Kunstkammeret. At Worm under disse forhold ikke fik megen tid til praktisk lægevirksomhed, er indlysende; end mindre blev det tilfældet, da han 1679 fik sæde i Højesteret, hvor han 1690 efterfulgte sin morbroder, gehejmeråd Michael Vibe, som justitiarius og ledede rettens arbejde med dygtighed og energi. Ikke nok hermed, også i Danske Kancelli blev han embedsmand ved 1684 at udnævnes til kancelliråd; 1687 blev han justitsråd, 1690 etatsråd og 1694 konferensråd; dette sidste var dog kun en titel. Endelig var han senest fra 1679 kongelig historiograf. At han kunne overkomme alle sine heterogene embeder er ufatteligt, selv om han i sine sidste år som den ældste professor ved universitetet var fritaget for at holde forelæsninger. Som medlem af konsistorium havde han stor indflydelse på universitetets forhold, og hans stemme gjaldt her som et orakel. Som så mange andre af den tids høje embedsmænd måtte han desuden arbejde i de mest forskellige kommissioner. I mange år sad han i bestyrelsen for hovedstadens vandvæsen, 1683 var han medlem af revisionskommissionen til undersøgelse af projektet til Norske Lov, 1685 blev det ham i forening med Ole Borch overdraget at revidere Peder Hansen Resens Atlas Danicus, og til de såkaldte kommissioner i slottets rådstue var han i sine senere år ofte kaldet.

Worms litterære virksomhed var, som man kunne vente det af en så optaget mand, kun ubetydelig. I manuskript har han som kongelig historiograf efterladt et annalistisk arbejde over Christian 4.s regeringstid (uddrag udgivet i Danske Samlinger for Historie, Topographi, Personal- og Literaturhistorie 2. række, bind 3). Den kostbare samling af nordiske, især islandske håndskrifter, som han for størstedelen havde arvet efter sin fader, gik til grunde ved Københavns brand 1728 i hans søns, Sjællands Biskop Christen Worms, bibliotek.

Hans private liv var lykkeligt. 6. november 1666 havde han ægtet Else Luxdorph, en søster til oversekretær Bolle Luxdorph, født 11. december 1647 og opdraget i Peder Hansen Resens hus. Hun fødte ham otte børn. I sine sidste år var Worm svagelig og nedbøjet af gigt og døde 17. marts 1704 i sin gård på Gammeltorv. Hans enke, der stiftede et legat til fordel for fattige i Ribe, hvortil hun under pesten 1711 var flygtet, som udtryk for sin taknemmelighed over, at hendes nærmeste var blevet skånet i den farlige tid, overlevede ham til 5. februar 1722. 		Worm, Willum Olsen (I47847)
 
13018 {geni:occupation} Bibliotekar Bugge, Bjørg (I27016)
 
13019 {geni:occupation} Bibliotekar, husmor. Sverdrup, Christiane Henriette Brodtkorb (I71142)
 
13020 {geni:occupation} Bierbrouwer

{geni:about_me} * [http://en.wikipedia.org/wiki/Bicker_family '''Bicker Family - Pieter Bicker'''] - Wikipedia English
Pieter was een aanzienlijk brouwer te Amsterdam. In 1575 werd hij verdacht betrokken te zijn bij de voorbereiding van een aanslag op Amsterdan en is verbannen uit de stad. Hij had drie zonen Gerrit, Laurens, Jacob en Dieuwer Jacobs (1584-1641. Zij was een dochter uit zijn tweede huwelijk en trouwde Jan van Helmont, zij is geschildert door Jacob Backer als regentes.
(car) 		Bicker, Pieter Pietersz (I88970)
 
13021 {geni:occupation} bilfører Tøsdal, Karl Johan Hansson (I86795)
 
13022 {geni:occupation} Billedehugger, Forfatter, Gr°nlandsforsker Knuth, Eigil greve (I35208)
 
13023 {geni:occupation} Billedhugger

{geni:about_me} Sigri Welhaven, født 4. mai 1894, fødested Kristiania, død 20. desember 1991, dødssted Oslo. Billedhugger og keramiker. Foreldre: Arkitekt og slottsforvalter Hjalmar Welhaven (1850X1922) og maler Margrethe Petersen Backer (1851X1940). Gift 1) 15.10.1913 med maler og billedhugger Jean Heiberg (1884X1976), ekteskapet oppløst 1920; 2) 1920 i Paris med generalkonsul Peter Krag (13.11.1885X1.12.1939), sønn av forstmester Johan Aas Krag (1854X1911) og Hanna Constance Thome (1860X1943); 3) 1940 i Oslo med tekstilagent og keramiker Carl Pihl Schou (28.3.1892X1.9.1952), sønn av fabrikkeier Christian Julius Schou (1854X1909; se NBL1, bd. 12) og Fredrikke Elisabeth (XEllaX) Pihl (1856X1925). Sønnedatter av Johan Sebastian Welhaven (1807X73); søsterdatter av Harriet Backer (1845X1932) og Agathe Backer Grøndahl (1847X1907); kusine av Fridtjof Backer-Grøndahl (1885X1959); svigerinne til Harald Hals (1876X1959), Christian Julius Schou (1888X1955) og Bjørn Talén (1890X1945).

Sigri Welhaven var en livsbejaende og frodig kunstner. Hun laget portretthoder, byster og torsoer, helfigurer og hage- og fonteskulpturer, samt en rekke skulpturer av ville dyr. I flere år modellerte hun også arbeider i fajanse.

Den unge, talentfulle Sigri Welhaven hadde allerede modellert sine første arbeider da hun 1910 som 17-åring ble elev av Lars Utne på Den kgl. Tegneskole. Hun debuterte på Høstutstillingen 1911, samme høst som hun begynte på Kunstakademiet under Gunnar Utsond og var elev der til 1913. Hun giftet seg med maleren Jean Heiberg, og de nygifte hadde et studieopphold i Italia 1913X14, men returnerte til Norge da den første verdenskrig brøt ut.

Inspirert av italieneren Giovanni Bernini laget Sigri Welhaven sitt første større arbeid, en fontenegruppe med tre sjøløver som løfter en kvinne opp på et skjell. Hun hadde noen måneders studier hos Kai Nielsen i København 1916, og etter 1919 var hun bosatt i Paris til 1939. Etter skilsmissen fra Jean Heiberg giftet hun seg med den norske generalkonsul i Paris, Peter Krag, og foretok sammen med ham flere reiser til Egypt og Nord-Afrika. I Egypt var de bl.a. de første som 1922 fikk se Tut-Ankh-Amons grav i Luxor, og i Nord-Afrika fant Welhaven modeller til en lange rekke senere dyreskulpturer av godmodige elefanter, vennlige løver, krokodiller, marabouer og bavianer, alle skildret med varme og humor.

Ved siden av en jevn produksjon av portretthoder og byster, bl.a. en rekke barneportretter, stort sett etter private oppdrag, laget Welhaven i Paris-årene også den store gruppen Mor og barn, som fikk rosende omtale på Salonen 1922, og den Rodin-inspirerte knelende mannsskikkelsen Angeren (Le Regret) til utstillingen Salon des Artistes 1927. Hun representerte Norge på verdensutstillingen 1937 med en stor Kristusfigur. I Paris modellerte hun også fonteneskulpturene Gutten på delfinen, som nå står på Amaldus Nielsens plass i Oslo, og Gutten og skilpadden i Torshovparken, begge med fint modellerte nakne gutteskikkelser.

Hun begynte dessuten tidlig å arbeide med fajanse etter en eldre fransk metode og modellerte i flere år barnehoder, afrikanere, dyrefigurer, figurgrupper, døpefonter og kirkeskulpturer, de tidligste stort sett holdt i blått og hvitt, mens en del like frodige arbeider fra 1940- og 1950-årene i Norge er mer fargerike.

Av Welhavens rekke av byster kan nevnes portrettene av Halvdan Koht, Hauk Aabel, Kaja Eide Norena og Thorvald Lammers, samt et stort antall uttrykksfulle portretthoder av barn. Welhaven laget enkelte nonfigurative eksperimenter ibetong, men hennes øvrige arbeider er naturalistiske, med små forenklinger som mer fremhever enn tilslører det karakteristiske ved modellen.

En større grad av stilisering preger dyreskulpturenes klare, samlede former. Nasjonalgalleriet eier Elefantgruppe, en flokk voksne og unge dyr, som står i tett klynge under et stilisert afrikansk tre. Den siste av dyreskulpturene, den store bronsegruppen Morskjærlighet, med løvinnen som ammer sine unger, er datert 1984 og ble vist samme år på hennes siste separatutstilling i Kunstnerforbundet

Sigri Welhaven deltok i flere konkurranser og vant bl.a. 2. premie i konkurransen om Henrik Wergeland-monumentet 1958. Hun stilte ut separat bare to ganger, men deltok fra 1911 til 1985 i en rekke utstillinger i inn- og utland, bl.a. på Salon d'Automne i Paris 1920X39, hvor hun også var medlem av juryen 1922.

Gjennom et langt og aktiv liv opplevde Sigri Welhaven mye, og hun kjente en rekke av mellomkrigstidens store kunstnere, bl.a. malerne Henri Matisse, Pablo Picasso, Georges Braque og Othon Friesz. Hennes hjem og atelier i den store hagen på Slemdal var fylt med egne og andres kunstverk, og hun hadde et utømmelig oppkomme av gode historier. Det var aldri kjedelig å sitte modell for Sigri Welhaven.

Verker
Thorvald Lammers, byste (bronse), 1916, NBO
Gutten på delfinen, bronse, 1921, Amaldus Nielsens plass, Oslo
Mor og barn, gruppe (bronse), 1922, p.e.
altertavle, før 1927, Den norske sjømannskirken, Rouen
Gutten og skilpadden, bronse, 1929, Torshovsparken, Oslo
Angeren, bronse, 1927, Rådhusparken, Moss
St. Georg i kamp med dragen, 1922, fajanse, KIM
Aurélien Marie Lugné-Poë, stein, 1939, Théatre Français, Paris
Halvdan Koht, byste (sandstein), 1939, DNVA, Oslo
Hauk Aabel, byste (bronse), 1945, Nationaltheatret, Oslo
Henrik Wergeland og barna, bronse, 1958, Eilert Sunds plass, Eidsvoll
Elefantgruppe, bronse, 1965, NG
Kaja Eide Norena, byste (bronse), 1969, Den Norske Opera, Oslo
Nina Sundbye, byste (gips), 1978, p.e.
Morskjærlighet, dyregruppe (bronse), 1984, p.e
Kilder og litteratur
G. Alfsen: biografi i NKL, bd. 4, 1986
NGs dokumentasjonsarkiv
Portretter m.m.
Maleri (Mor og barn) av Jean Heiberg, 1916; p.e
Maleri av Jean Heiberg, 1917; Göteborgs Konstmuseum
Maleri (Portrett i orientalsk drakt) av Henrik Sørensen, 1924; p.e.; gjengitt i F. Nielssen: Henrik Sørensen, 1950, pl. 9 		Welhaven, Sigri (I99878)
 
13024 {geni:occupation} Billettdame på Fløybanen i 36 år Hammersland, Dagny Marie (I7712)
 
13025 {geni:occupation} Biolog innen cytologi, genetikk og embryologi. Hun var også Norges første kvinnelige professor

{geni:about_me} Kristine Bonnevie, Kristine Elisabeth Heuch Bonnevie, født 8. oktober 1872, fødested Trondheim, død 30. august 1948, dødssted Oslo. Zoolog. Foreldre: Skoledirektør, statsråd Jacob Aall Bonnevie (1838X1904) og AnneJohanne Daae (1839X76). Ugift.

Kristine Bonnevie var professor i zoologi og den første kvinne som var professor ved Det Kongelige Frederiks Universitet.

Hun var født i Trondheim som nummer fem av ni barn. Faren var cand.real., og bl.a. stortingsmann og statsråd, så det har ikke vært mangel på impulser for unge Kristine. Etter at familien flyttet til Kristiania 1886, tok hun realartium (1892) og begynte å studere medisin ved universitetet. Men hun gikk snart over til zoologi som Johan Hjorts elev. Hun brukte fritiden godt, både på biologiske stasjoner langs kysten og hos fiskere ute i skjærgården. 1895X96 vikarierte hun som konservator ved universitetets zootomiske museum, og 1900 ble hun fast ansatt i stillingen. Doktorgraden tok hun 1906. Da hun 1910 søkte et ledig professorat i Bergen, ble det fart på sakene i Kristiania. 1912 vedtok Stortinget at kvinner kunne ha embetsstillinger, og samme år ble hun ekstraordinær professor i zoologi, den første kvinnelige professor ved universitetet i Kristiania. 1919 etterfulgte hun G. O. Sars i det ordinære professorat, en stilling hun hadde til hun gikk av for aldersgrensen 1938.

Kristine Bonnevies forskning dekket mange områder. Hun begynte på tradisjonell vis med studiet av sekkedyr (ascidier) og hydroider. Men hun gikk snart over til cellelæren, cytologien, som skulle bli et sentralt felt i hennes vitenskapelige karriere. Hun drog ut og lærte cytologisk teknikk hos Arnold Lang i Zürich (1898X99) og hos Theodor Boveri i Würzburg (1900X01). Hun var også ved Columbia University i New York (1906X07). Særlig oppholdet hos Boveri komtil å bety meget for henne, for der fikk hun Xet overveldende inntrykk av storheten i det levende livs uutgrundelige krefterX, som hun selv skriver. I sitt doktorarbeid (1908) som var en studie av kimcellenes utvikling hos en parasittisk snegl (Enteroxenos østergreni), var hun særlig opptatt av hva som skjer når kromosomtallet blir redusert til det halve i kjønnscellene. Det hersket forskjellige oppfatninger av hvordan dette skjedde. Bonnevie hadde en annen tolkning enn den som Alette og Kristian Emil Schreiner hevdet. Tiden har vist at Schreiners tolkning var den riktige, men Bonnevie holdt fast på sin forklaring og mente hun fant støtte til den i undersøkelser hun senere gjorde på annet materiale. Bonnevie tok også opp andre cytologiske problemer, bl.a kromosomenes forhold. Her var hennes tolkning riktig, og hennes etterfølger, professor Bjørn Føyn, sier at med sin avhandling Xhar hun vært med på å grunnlegge den moderne oppfatning av kromosomenes strukturX.

1914 begynte Bonnevie på et nytt forskningsfelt X arvelighetundersøkelser hos mennesker. Hun var klar over at befolkningen i våre fjellbygder fremdeles var forholdsvis isolert og derfor var et egnet materiale for studier av forhold som arvelig disposisjon for tvillingfødsler og for enkelte abnormiteter. Dette var et forskningsfelt som krevde tid, og for å gi disse undersøkelsene en institusjonell forankring fikk hun 1916 opprettet Universitetets instituttfor arvelighetsforskning, det senere Genetisk institutt. Det bestyrte hun til hun gikk av som professor.

Etter at hun hadde begynt studiet av nedarvingen av fingrenes papillarmønstre, ble det viktig for henne å finne ut hvordan de ble dannet. Og dette brakte henne til det sentrale spørsmål om forholdet mellom gen og egenskap. Et velegnet materiale var mus, og nå fulgte en rekke arbeider over hvordan arvelige defekter manifesterer seg allerede på fosterstadiet hos mus. Dette var problemer hun arbeidet med like til sin død. En sykdomstilstand hos mennesket betegnes i dag som Bonnevie-Ullrichs syndrom.

Kristine Bonnevie rakk mye mer enn sin forskning. Et område var undervisningen. Her hadde Johan Hjort lagt grunnlaget for en moderne undervisning med kurser i mikroskopi og sammenlignende anatomi og med individuell veiledning av studentene. Da Bonnevie overtok etter Hjort i 1900, videreutviklet hun dette arbeidet. Hun var en grundig og engasjert foreleser. De tre kvarterene som en forelesning skulle vare, strakk sjelden til. Hun var også ivrig etter å få studentene med på ekskursjoner. Hun sa selv at Xdet ikke er i bøker og samlinger, men ute i den fri og levende natur vår viden må søke sine kilderX. Hun var også sterkt opptatt av biologiens plass i skolen, og mente at Xfor alle vil biologiundervisningen kunne være et middel til at vække ansvarsfølelse, ikke bare mot deres egen samtid og nærmeste omgivelser, men ogsaa mot kommende slægterX. Hennes egen lærebok i zoologi for gymnasiet, som første gang kom ut 1902, kom i tiende opplag 1940.

Bonnevie brakte sine kunnskaper ut til allmennheten både gjennom foredrag i radio og i folkeakademiene over store deler av landet. I ti år (1927X37) var hun formann i Universitetets kringkastingsnevnd. Hun var dessuten en flittigpopulærvitenskapelig forfatter og skrev mange populære artikler og bøker. Dels dreide det seg om biologiske emner som lå nær til hennes egen forskning, men det var også feltzoologi som dyreliv i ferskvann og i sjøens strandbelte.Hun bearbeidet også den første norske utgaven i tre bind av Alfred Brehms "Dyrenes liv" (1928X31).

Noe av det man husker best etter Bonnevie, er hennes store sosiale engasjement. Hun var opptatt av studentenes velferd, noe som universitetet ellers ikke bekymret seg med. Hun sa at studentene Xmå for å kunne arbeide, ha både bolig og lys og varmeX. Hun ble formann i den XAkademiske dyrtidskomitéX (1917), og på hennes initiativ kom bespisningen i gang i kjelleren under Aulaen (1918), og senere også på Blindern. Også studentenes boligsituasjon forsøkte hunå bedre. Dels fikk hun under den første verdenskrig etablert midlertidig innkvartering i større rom på universitetet, men også permanente løsninger. Hun var med på opprettelsen av Studiehjemmet for unge piker i Geitmyrsveien (1916) og litt senere Studenterhuset i Schultz' gate. Så sent som under den annen verdenskrig gjorde hun en stor innsats med utdeling av matvarer. I vårmånedene 1940 ble hun formann i en kvinnekomité som hjalp til med å dele ut mat til de norske krigsfangene. Etter at universitetet ble stengt i november 1943, foregikk det utdeling av mat fra Danskehjelpen fra hennes egen bolig, og senere fra kjellerlokaler på Blindern. Denne utdelingen var en stor hjelp, ikke minst for alle dem som lå i dekning.

Hennes politiske engasjement fikk utløsning gjennom det Frisinnede venstre. Her var hun bl.a. medlem av hovedstyret og partiets representant i bystyret i Kristiania (1908X19) og suppleant til Stortinget (1916X18). Hun var medlem av den norske delegasjon til de fem første forsamlinger i Folkeforbundet i Genève (1920X24). Hun ble flittig benyttet i akademiske komiteer og organisasjoner. Fra 1897 var hun gjennom mange år en drivende kraft i Kvindelige Studenters Sangforening, og hun var stifter og senere formann i Norske Kvinnelige Akademikeres Landsforbund (1922X25).

Bonnevie var et arbeidsjern med en sterk vilje og tro på seg selv. Hver dag var fylt med virksomhet, og når hun var ferdig med én oppgave, gikk hun med uforminsket kraft løs på den neste. Hun likte å administrere og undervise, men til tross for dette prøvde hun å få minst én time hver dag til vitenskap. Selv da hun lå på sykehus i 1948, var hun opptatt av sin vitenskap, og kvelden før hun døde, returnerte hun korrekturen på sitt siste arbeid med beskjed om å få det publisert så fort som mulig.

Dette var bare én side av hennes liv. Hun hadde et varmt morsinstinkt overfor studentene, likte å stelle i huset og å sy og brodere. Hun forsømte nødig en god konsert, likte å danse og elsket sin seter XSnefuglX oppe ved Mysuseter i Rondane.

Hennes livssyn var sterkt preget av hennes faglige bakgrunn. Allerede i sine første studieår tilegnet hun seg, som hun selv sa, en Xnaturlig livsinnstilling, helt dogmefri og uortodoksX. Den beholdt hun hele livet igjennom. Hun var humanetiker og mente at hvis individet under sin levetid lykkes Xå gjennomføre den naturlige etikks mål, å leve opp til det beste i sin egen natur, da vil deres liv utvilsomt ha satt spor som lever videre etter dem, både blandtderes medmennesker og i den slekt de tilhørerX.

1920 fikk Bonnevie Kongens fortjenstmedalje i gull, og 1946 ble hun ridder av 1. klasse av St. Olavs Orden. Hun var det første kvinnelige medlem av Det Norske Videnskaps-Akademi (1911) og medlem av flere utenlandske akademier. 1935 fikk hun Fridtjof Nansens belønning, og på Blindern har biologibygningen fått navnet Kristine Bonnevies hus. 		Bonnevie, Kristine Elisabeth Heuch (I15451)
 
13026 {geni:occupation} birkedommer i Kalø birk og kroholder i Rønde Eliasen, Jørgen (I67427)
 
13027 {geni:occupation} Bischöflicher Richtvogt in Kolberg. Schlosshauptmann von Gültzow. Adebar, Jacob (I95419)
 
13028 {geni:occupation} Bishop (Lutheran), Dr of Divinity, biskop

{geni:about_me} http://no.wikipedia.org/wiki/Ole_Tidemand

Foreningen Norges døvblindes hjemmeside har gleden av å formidle:

Pontoppidan & Co

Av Bjørn Davidsen

Klikk her , hvis du vil ha gul skrift på svart bakgrunn.

Tilbake til menyen for historisk interesserte

Tilbake til utgivelses-menyen

Hjem

"Det stod et slag udi Køge bugt" 4. oktober 1710, hvor den norskfødte sjøoffiser Iver Huitfeldt fortsatte kampen med skipet "Dannebrog", selv om det var kommet i brann. Ja, han fortsatte helt til skipet sprang i luften så både Huitfeldt og hele mannskapet, på to nær, omkom. På det tidspunkt var Den store nordiske krig, elleveårs-krigen, bare ett år gammel.

Mens Iver Huitfeldt og hans menn led "offerdøden" utenfor København, var det en annen Iver, med etternavnet Tidemand, som gikk rundt inne i Kristiania og ventet familie-forøkelse. 31. oktober 1710 fødte hans kone, Elisabeth Olufsdatter Hellesen, en sønn som fikk navnet Ole.

Da Ole Tidemand ble født, hadde Fredrik 4. bare vært konge i Danmark-Norge i elleve år. Men denne allmektige enevoldshersker kom til å regjere i 20 år til, før "Hans Nåde" gav opp ånden på en reise høsten 1730 - som følge av tuberkulose og vatersott. Det tronskiftet som da fulgte, kom til å få en enorm betydning, ikke bare for Ole Tidemand, men for hele det norske samfunn - og for all ettertid.

KONGENE PÅ 1700-TALLET

Kongeloven av 1660, som var rikenes grunnlov, fastslo at kongen "av alle undersåttene holdes og aktes for det ypperste og høyeste hode her på jorden, over alle menneskelige love, og ingen annen hode eller dommer kjenner over seg enn Gud alene".

Ved hjelp av en slik lov som også gjorde kongemakten arvelig, ble det formelle lederskapet av kongerikene Danmark-Norge overlatt til en serie mer eller mindre udugelige konger gjennom hele 1700-tallet - konger som langt fra hadde"det ypperste og høyeste hode her på jorden":

Det kunne riktignok begynt verre enn det gjorde. For om Fredrik 4. var kunnskaps-messig meget dårlig forberedt da han ble konge, viste han seg å være lærenem når alt kom til alt. Selv om han elsket jakt, fester og kvinner, hadde han et nært forhold til vanlige folk, som han gjerne slo av en prat med. Ettertiden har da også bedømt ham som den betydeligste av enevolds-kongene mellom 1660 og 1814, selv om dét ikke sier særlig mye.

I 1730 ble sønnen Kristian 6. konge. I statspietismens ånd forbød han alt som smakte av forlystelse - fra teater og dans til kortspill og tobakk. Men selv om hans ytre var "mørkt og trist", døde han utlevd i 1746, bare 46 år gammel. Kanskje hans virkelige liv hadde vært preget av den samme dobbeltmoral som mange i hans embetsstand oppviste?

Kristian 6. og stats-pietismen vil bli husket for konfirmasjonen - og skole-forordningen av 1739. Men behovet for en almueskole i 1739, stilles det i dag mange spørsmål ved. Noen mener den ble innført av helt andre grunner enn å lære folk å lese.

Fredrik 5. kom på tronen som en befrielse for folket. Han lot alle stengsler falle og var sin fars rake motsetning - men neppe heller noe mer. Etter noen års lystig slottsliv, endte han som alkoholiker - og døde som vrak i 1766, bare 42 år gammel.

Da ble det sønnen Kristian 7. som overtok riksstyringen. Men han hadde "brist i personligheten" og endte som sinnslidende. Derfor kom andre til å ha den virkelige styringen i hans navn resten av århundret, selv om Kongen fikk lov"å sitte fremme" og undertegne dokumenter - kanskje helt til sin død i 1808, da sønnen Fredrik 6. formelt overtok tronen etter mange år som reell hersker.

PIETISMEN

På slutten av 1600-tallet, nærmere bestemt 1670, begynte Phillipp Jacob Spener å holde private oppbyggelsesmøter (konventikler) i tillegg til gudstjenesten i kirken. Ved dette oppstod vakte kretser som møttes til oppbyggelse, "collegia pietatis" ("pietas" er latin og betyr fromhet).

Pietismens idealer ble utformet i Speners skrift "Fromme ønsker" i 1675. Etter hvert utviklet pietismen seg som en indrekirkelig reform-bevegelse. Den ville ikke angripe kirkelæren, men bare flytte interessen fra læren til livet.

Pietismen bredte seg raskt og fikk fotfeste i hoff- og adelskretser og ved universitetene. Fra 1690-årene fikk den sitt sentrum ved det nyopprettede tyske universitetet i Halle. Halle-pietismen var preget av asketisk fromhet; avvisning av verdslige fornøyelser som dans, teater, kortspill og tobakk ble hovedsak. Men pietismen viste også stor interesse for hedningemisjon. Blant annet forsøkte den å bringe "det glade budskap" til samene - og nedla et stort arbeid med å gjøre samisk til skriftsspråk. Men etter mange års nitid arbeid, gav man opp - og påla samene i stedet å lære datidens norske språk.

Til Danmark-Norge kom pietismen mot slutten av Fredrik 4.'s regjeringstid. Kongen var da sykelig og næret trang til det åndelige. Dermed fikk pietistene et visst innpass. Men det var først under sønnen Kristian 6. (1730-46) at kirkestyret helt og fullt ble preget av den statskirkelige pietismen som innførte konfirmasjonen i 1736, Pontoppidans forklaring i 1737 og opprettet "almue-skolen" i 1739. Pietisme-bevegelsen hadde også en stor salmedikter i Hans Adolph Brorson.

Pietismens offisielle statlige endeligt kom i 1746 da Fredrik 5. besteg tronen. Personlig var denne Fredrik'en bare såvidt troende. Men i folket holdt pietismen seg levende mange steder, blomstret opp igjen med Hans Nielsen Hauges bevegelse - og er siden blitt videreført av blant annet Indremisjonen helt fram til i dag.

HAN MED "FORKLARINGENE"

"Pontoppidans forklaringer" ble en pest og en plage for mange unge - helt fra de 759 spørsmål og svar ble lansert som konfirmasjonsforberedelse i 1737. Selv om de fra 1770-årene ble forenklet - og siden gikk av bruk, finner vi fortsatt dystre spor etter dem både i kirkebøkene og litteraturen; særlig om de unge som aldri klarte å forstå dem tilstrekkelig til å bli konfirmert - og i enkelte tilfeller tok sitt liv av den grunn. Det er ikke uten rot i virkeligheten munnhellet "Pint under Erik Pontoppidan", oppsto.

Mannen bak "forklaringene" var Erik Ludvigsen Pontoppidan. Han ble født i Århus 24. august 1698 som sønn av stiftsprost Ludvig Henriksen Pontoppidan og hans annen kone Else Sophie Spend.

Vesle Erik ble tidlig foreldreløs; faren døde i 1706 og moren året etter. Dermed ble det slektninger som måtte ta seg av den begavete prostesønnen. Det kom ikke til å mangle på opplæringstilbud, men ikke alle lærerne var like velegnet. Et sted ble han mishandlet av huslæreren, et annet sted var skolen så elendig at gutten ikke orket å gå der.

Men etter noe fram og tilbake, ble Erik Pontoppidan student i 1716. De neste to årene studerte han teologi og tok "attestas" i 1718. Det sies at han ikke var religiøst grepet, men trolig religiøst følsom. En beretning forteller at da han i København hørte sin nabo holde andakt med bønn, skriftlesing og salmesang, skammet han seg over at denne naboen, som teolog, gikk så lett hen over den gudsfrykt som burde være hans hovedsak.

En videre utdyping av det religiøse liv opplevde Pontoppidan under et opphold hos sin morbror, kaptein Spend, på godset Høiersbüttel i Stormarn. Etter noen år som huslærer i Kristiania, ble han "hovmester" for før nevnte Iver Huitfeldts sønn Claus, da denne skulle til Holland og England for å studere (1720-21). Under denne reisen kom Pontoppidan i kontakt med det ledende pietistiske miljøet i Europa - noe som satte varige spor i hans utvikling.

Etter hjemkomsten fikk Erik Pontoppidan stadig nye stillinger som førte ham høyere og høyere opp i "systemet". Samtidig hadde kontakten med de pietistiske miljøene framkalt et dypt personlig alvor hos ham. Ved hans inntreden i preste-gjerningene var han derfor ikke i tvil om sitt "indre kall", heter det. Han følte seg som åndsfelle av pietismen, slik at hans forkynnelse siktet mot personlig omvendelse. Han mente kirketukten skulle sette grensen mellom troende og ugudelige. Derfor tok han fatt på bibellesninger og husbesøk - og stiftet preste-forsamlinger hvor medlemmene skulle dyktiggjøre seg i deres gjerning som sjelesørgere.

Men hans pietistiske holdning gjorde at han fikk mange fiender - og han endte også opp i stridigheter.

For selv om Pontoppidans voksne liv faller sammen med Danmark-Norges lengste sammenhengende fredsperiode, er denne tiden preget av en stadig indre strid blant prester og embetsmenn. Og i denne striden ble både Erik Pontoppidan ogfør nevnte Ole Tidemand aktive deltakere.

Det ble likevel Kristian 6.'s tronbestigelse i 1730 som førte til Erik Pontoppidans gjennombrudd som teolog og embetsmann. For Kristian 6. gjaldt det å få besatt de betydeligste embeter med "vekkede" prester. Og Pontoppidans nidkjære preste-gjerning var allerede kjent. Dermed lå vegen åpen - helt til topps som hoffprest.

Kongen satte stor pris på Pontoppidan - og i "kirkeministeren", grev J.L. Holstein, hadde han gjennom mange år en trofast støtte.

Da konfirmasjonen i 1736 ble påbudt som en offentlig kirkehandling ved tohundreårs-minnet for reformasjonens gjennomførelse, fikk Pontoppidan i oppdrag å utarbeide en ny katekismus-forklaring og en salmebok. Forklaringen er utarbeidet med et verk av Spener som forbilde. Ja, Pontoppidan "lånte" nok det meste av sitt derfra, selv om han forkortet Spener betraktelig - den inneholdt nemlig 1.283 spørsmål og svar, mot Pontoppidans 759. Pontoppidans "forklaring" utkom i 1737 under titelen "Sandhed til Gudfryktighed". Året etter ble den, ved kongelig befaling, innført over alt i Danmark-Norge.

Men det er urettferdig å si at Pontoppidan ville "pine" sine elever og ha dem til å lære "forklaringene" utenat - heller tvert om. For Pontoppidan var en teoretisk mester i markedsføring. Ja, han kunne gått rett inn som leder av et hvert reklamebyrå som markedsfører dagens utgaver av såpekokte produkter på TV. Hør bare:

"Enda en ting er ønskelig ved katekisering, og verd å legge vinn på, nemlig et mildt, muntert og behagelig vesen hos læreren. Unge folk er oftest gemyttlige, og elsker godt humør, mens det motsatte byr dem imot. Dette bør lærerenprøve å innrette seg etter såvidt hans naturell tillater. Han bør legge vinn på mildhet, vennlighet, og alt som kan gjøre at hans ord blir vel mottatt, at de unge synes godt om ham. Ofte taper Guds ord noe av sin kraft fordi læreren er altfor pedantisk, sur og mørk i sin fremferd. Det ubehagelige ved personen virker på hans ord og gjerning, og det skjer aller lettest blant unge og uforstandige mennesker. En prest som ser surt på dem og taler strengt til dem, virker på dem som en ubehagelig "busemann". Og når han fremfor andre kalles en Guds mann eller Guds tjener, så vil assosiasjonen gi dem et feilaktig begrep om den gode Gud selv, han som er Ordets Herre." (Språklig modernisert av dr.teol. Oddvar J. Jensen)

Hvordan den store "mester" praktiserte sine teorier, er en annen sak. Det er ofte langt mellom teori og praksis. Han overhørte galant folkets "tale" om at de selv klarte å lære sine barn å lese. Det interesserte ham ikke. Hans mål med innføringen av skoleordningen var nemlig ikke å lære folk å lese, men å få kontroll med hva de leste: Blant annet hans egen "forklaring" - og ikke de som hadde vært i bruk til da.

Men også ved kongens hoff oppsto det teologiske stridigheter. Ved Kristian 6.'s død i 1746, var det klart at det måtte skje forandringer i de kirkepolitiske forhold. Da Bergen bispestol ble ledig i 1747, ble den tilbudt Erik Pontoppidan - nærmest som et forvisningssted. Likevel fant han mange oppgaver som ventet ham der. Stiftet hadde en rekke fordrukne prester. Dessuten så han det som viktig å få bygget ut det skole-systemet han hadde vært med på å utforme. For å klare dette, opprettet han blant annet en form for "lærerskole".

Men selv om "stats-pietismen" var død, var moralnormene til Pontoppidan like høye - utad. Fordømmelsen av utenomekteskapelige forhold fikk en ny blomstringstid under hans år på Bergen bispestol - det kan tydelig leses ut av både kirkebøker og "hyrdebrev" som han sendte stiftets prester. Likevel endte hans tid i Bergen brått - etter at han var blitt trukket inn som "farskaps-kandidat" i en skandaløs skilsmissesak. Dommer i den kirkelige del av saken var Pontoppidans egen stiftsprost (domprost), Ole Tidemand. De to var alt annet enn venner.

"BARNEROVET"

Når Pontoppidan hadde vansker med å forsone seg med Ole Tidemand som stiftsprost, hadde det nok mest sammenheng med Tidemands fortid. Men Tidemand var kommet først til "møllen" (Domkirken i Bergen), så Pontoppidan måtte bare innfinne seg med at han var der allerede - som hans stiftsprost. For den veltalende kjøpmannssønnen Tidemand fra Kristiania hadde klart å karre seg fram i den teoligiske verden mot alle odds.

Det begynte riktignok lovende med studier i København, etter at han hadde gått på Kristiania katedralskole. Da han kom tilbake til Norge, fikk han jobb som huslærer hos sogneprest Chr. Callundan i Sandar (nå Sandefjord) som hadde10 barn.

I 1731 tok Tidemand teologisk embets-eksamen i København med laud. Etterpå vendte han tilbake til sin huslærerpost. Men her må han åpenbart ha startet seksual-undervisning med innlagte praktiske øvelser - i hvert fall overfor én elev. For allerede året etter ble han nødt til å gifte seg i all hast med Callundans datter, Charlotte Eleonora, som bare var vel 13 år gammel. Hun var da høygravid - og fødte deres førstefødte 22. oktober 1732, 13 1/2 år gammel, like etter at hennes far var død.

Om Chr. Callundan tok sin død som følge av dette "barnerovet" fra Tidemands side, sier kildene ingen ting om. Men den brave barnefar - sikkert tillike med barnemoren, måtte stå skrifte for hele menigheten og be om tilgivelse - som de fleste andre i samme situasjon. Han var likevel heldig. For mens en slik forseelse seinere (fra 1741) utelukket muligheten til å bli prest, fikk Tidemand (som Petter Dass i sin tid) kongelig oppreisning. Og med biskop Herslebs hjelp ble han i 1734 personell-kapellan hos sin kones morfar, prost Fredrik Grüner i Hedrum og Larvik.

Ole Tidemand kom seg fram i verden ved hjelp av sine talegaver - og venner. Under oppholdet i Vestfold kom han inn i en krets med pietistiske prester. Tidemand utfoldet stor aktivitet og klarte til slutt å skaffe seg noen prestestillinger i Bergen, ja faktisk flere på samme tid.

SOSIETETS-SKANDALEN

Borgerskapet i Bergen har til tider levet et seksuelt utsvevende liv. Men deres barn født utenfor ekteskap har sjelden eller aldri vært riktig ført i kirkebøkene. "Tykke" lommebøker hjalp i de fleste tilfeller av med "skammen" for "fiffens" vedkommende. Slik ville det nok også gått med barnet til borgermester og politimester Matthiesens datter Maren i 1749. For Maren ble behendig geleidet til Danmark av prorektor ved Latin-skolen, Lakier med frue, for å føde. Og i Danmark ble barnet døpt "ekte" - ved hjelp av forfalskede papirer.

Denne "uægte" barnefødsel hadde nok blitt glemt like fort som alle andre, dersom ikke viceborgermester Garboe hadde anmeldt sin kone for "leiermål og blodskam" med sin slektning Faber. For i det rettslige virvar som oppstod, kom det for dagen at det kanskje var herr Garboe som hadde besvangret den "skjønne jomfru" og borgermesterdatter Maren. Garboe selv prostesterte selvfølgelig på det sterkeste - og mente at om han var en mulig far til barnet, ja, så var selveste biskop Erik Pontoppidan en like god kandidat som barnefar!

Dermed var skandalen et faktum!

Tenk å beskylde den mest pietistiske biskop i Danmark-Norge for hor! Slikt var jo bortimot en majestets-fornærmelse. Riktignok var Pontoppidan gift for tredje gang, så hans kvinnetekke var det ikke noe i vegen med. Og dessuten hadde han i alle tre ekteskapene klart å unngå presteenker - som de fleste fremadstormende prester ofte måtte ta til takke med. Men å beskylde ham for hor, det var mer enn bispen kunne tåle.

Pontoppidan møtte ikke selv for å forsvare seg i prosteretten som Tidemand administrerte. Han sendte sine kommentarer med bud. Men da saken ble som tyngst for ham, drog han til København for å bli "renvasket".

Om han noen gang ble "renvasket" av bergenserne og historien, skal være usagt. Men han vendte aldri mer tilbake til byen. I København klarte han å få til en kongelig resolusjon som sa at alt som stod om Pontoppidan i Tidemands prosteretts-protokoller, skulle strykes. Hva den "resolusjonen" kostet ham i klingende mynt til stats- forvalterne, forteller historien ingen ting om. Men Pontoppidans "retts-forklaringer" og utsagnene om ham i prosteretten, ble ikke fysisk strøket i protokollene. Der finnes de derfor den dag i dag.

ETTERORD

Garboe ble noen år seinere gift med Maren Matthiesen. Ole Tidemand overtok som biskop i Bergen etter Pontoppidan, men ble etter noen år biskop i Kristiansand, hvor han døde i 1778. Og Erik Pontoppidan, ja, han endte sin yrkeskarriere som prokansler ved Universitetet i København fra 1755 - og døde i "Kongens by" i 1764.

http://home.online.no/~fndbred/skanda.htm 		Tidemann, Ole (I95993)
 
13029 {geni:occupation} Bishop, Sognepræst og provst, biskop

{geni:about_me} Fredrik Arentz

Fredrik Arentz (1699-1779) frå Stadsbygd. Sokneprest i Askvoll frå 1729. Seinare prost i Sunnfjord.

Prest i Bergen frå 1760, og biskop i Bjørgvin 1762-1774. Arentz gifta seg inn i Holberg-slekta i Bergen, og Arentz-slekta i Sunnfjord vart såleis i nær slekt med m.a. Lugvig Holberg.

Fredrik Arentz er far til sorenskrivar Hans Arentz.

Henta frå «http://nrk.no/sfj/leksikon/index.php/Fredrik_Arentz»

Kategoriar: Askvoll | Kjende personar

-----

From Wikipedia:

Frederik Arentz (født 5. juni 1702 i Stadsbygd, død 22. november 1779 i Bergen) var biskop i Bjørgvin bispedømme 1762X1774.

Arentz var sogneprest i Askvoll fra 1729 og ble fra 1759 sogneprest til Nykirken i Bergen. I 1762 ble Frederik Arentz biskop i Bjørgvin.

Arents var gift med Ludvig Holbergs niese Cathrine Fredrikke Holberg. Han hadde flere barn, der de mest kjente er sønnene Hans og Frederich

http://no.wikipedia.org/wiki/Frederik_Arentz 		Arentz, Fredrik (I27579)
 
13030 {geni:occupation} Biskob i Lund, Biskop i Lund Grum (Aastrup), Povel Mortensen (I68911)
 
13031 {geni:occupation} Biskop

{geni:about_me} '''Peder Schjelderup''' (1571-1646) Biskop i Trondheim

Foreldre: Biskop i Bergen Jens Pederssøn Skielderup (ca. 1510X1582) og Susanne Lennertsdatter. Gift 1) 1601 med Anne Nilsdatter (død 1612), datter av lagmann i Mandal Nils Lauritssøn og Randi Lauritsdatter Holck; 2) 1622 med Gidske Hermansdatter Lange (død 1640), datter av borgermester i Flensburg Herman Lange. Svoger til Jørgen Erikssøn (1535X1604); morfar til Ove Schjelderup (1674X1756); farmors far til Søren Schjelderup (1698X1736); farfars farfars farfar til Michael Skjelderup (1769X1852).

Peder Jenssøn Schjelderup var en markant biskop i Trondheim og ivret blant annet for misjon blant samene. Blant hans etterkommere er en rekke kjente personer i Norge og Danmark.

Schjelderup vokste opp i Bergen, der han fikk sin første utdannelse ved byens latinskole. Senere gikk han på skole i Stavanger, hvor hans svoger var biskop, og i Sorø, før han 1593 ble student ved universitetet i København. 1595X98 studerte han i Wittenberg. Etter en grundig teologisk utdannelse vendte han tilbake til Norge, hvor han ble kapellan i Mandal. Kanskje ble han også sogneprest der.

Kong Christian 4 skal ha hørt Schjelderup preke og ble så imponert at han befalte ham å dra til Danmark, hvor han 1607 ble utnevnt til slottsprest på Frederiksborg. Schjelderup kom ikke til å tiltre dette embetet, da han i stedetble utnevnt til sogneprest i Vor Frue kirke i København. Samme år, 1608, ble han også magister. I København ble han kjent som en dyktig prest. Han ble i København til 1622, da han ble utnevnt til biskop i Trondheim etter den avsatte Anders Arrebo. Antakelig så kongen ham som en sindig mann som kunne foreta en nødvendig opprydding etter den uortodokse Arrebo.

Schjelderup kom til Trondheim 1623 og slo seg ned i Degnegården, som lå like nord for domkirken, nær byens nåværende rådhus. Han visiterte sitt store bispedømme, som strakte seg fra grensen mot Sunnmøre til Vardø, og tok fatt i en rekke forhold. Han huskes også fordi han sammen med lensherren Oluf Parsberg laget et system som sikret at domkirken i Trondheim ble vedlikeholdt. Dessuten er han den første biskop som man vet tok et initiativ til misjonering blant samene. Schjelderup sørget for at sognepresten i Snåsa fikk en prebende (inntekter av jordegods) for å kunne bedrive misjonsarbeid. Også i Nord-Norge arbeidet han for at prestene skulle misjonere blant samene. Hvordan misjonsfremstøtet falt ut, er ikke kjent, men samene forble i hovedsak hedninger til ut på 1700-tallet.

Schjelderup var en grundig og arbeidsom biskop, som styrte det store stiftet med fast hånd. 1642 søkte han avskjed, noe som ble innvilget. Han fikk da en pensjon på 500 riksdaler, som hans etterfølger på bispestolen, Erik Bredal,skulle betale ham.

1611 fikk Schjelderup trykt et anonymt skrift, En inderlig Bøn til Gud dagligen at bede aff Predickestolen i denne tilstandenis tid. Ellers ble hans likpreken til minne om lagmann Peder Grum trykt i København 1631. 1639 sendte Schjelderup en merkelig skrivelse til professor Thomas Bartholin, hvor han hevdet at en kvinne i Ytre Namdal hadde født velskapte barn med bare seks måneders mellomrom. Denne opplysningen lot Bartholin senere trykke.

Peder Schjelderups eldste sønn ble biskop i Bergen i likhet med farfaren, mens to andre sønner ble prester, henholdsvis i Skogn og i Vår Frue kirke i Trondheim. Datteren Annas barn med Søren Hansen, som var sogneprest i domkirkeni Trondheim, tok i bruk morfarens slektsnavn, som derved ble spredt vidt omkring.

===Verker===


* En inderlig Bøn til Gud dagligen at bede aff Predickestolen i denne tilstandenis tid, København 1611
* Ligprædigen ofver lagmand Peder Grum, København 1631



===Kilder og litteratur===

* Norsk biografisk leksikon: [http://snl.no/.nbl_biografi/Peder_Schjelderup/utdypning Peder Schjelderup]
* E. Bredal: Ligprædigen ofver Peder Schjelderup, København 1648
* Erlandsen/Trondheim, 1844, s. 20X21
* Ehrencron-Müller, bd. 7, 1929, s. 384X385
* K. Nissen: biografi i NBL1, bd. 12, 1954
* T. Lysaker: Trondhjems stift og Nidaros bispedømme 1537X1953, bd. 1, Trondheim 1987, s. 133X151 		Schielderup, Peder Jensen Biskop i Trondheim (I35364)
 
13032 {geni:occupation} Biskop

{geni:about_me} Bjøgvin-bispen Jacob Neumann var på visitas i Stryn i 1824, og skrev etterpå at Stryne-elva kunne bli "seilbar" ved hjelp av sluser. "Dens Fossefald er ikke høiere end at laksen kan passere lige op til hiine vand." 		Neumann, Jacob (I46408)
 
13033 {geni:occupation} Biskop

{geni:about_me} Provst i Holmen og senere Biskop over Sjællands Stift, Ordensbiskop (Hoffet)

Kom, 9 Aar gammel, i Fredericia Skole, fra hvilken han blev dimitteret 1848. Efter at have taget 2. Examen tilbragte han iVs Aar i Hjemmet for under sin Faders Vejledning at begynde det theologiske Studium, og da han 1851 vendte tilbage til Universitetet, kastede han sig ikke alene over Theologien, men ogsaa over de østerlandske Sprog, i hvilke især Professor C. Hermansen var hans Lærer. 1855 blev han theologisk Kandidat, og derpaa fik han Bolig paa Borchs Kollegium. 1857 foretog han med offentlig Understøttelse en Rejse til England for at studere de syriske Haandskrifter, der kort i Forvejen vare erhvervede i de nitriske Klostre. Han undersøgte navnlig Biskop Paulus fra Tellas syriske Oversættelse af den hexaplariske Septua-gintatext (fra 616 eller 617), og af den udgav han Dommernes og Ruths Bog med græsk Oversættelse og en Afhandling om Paulus fra Telia som Oversætter (1859-61). Ved dette lærde Arbejde,der nyder stor Anseelse blandt Syriologer, vandt han (1859) den filosofiske Doktorgrad.XXEfter sin Hjemkomst fra England ægtede han (19. Maj 1858) Ovine Marie Frederikke Hauch (f. 13. Juni 1834), Datter af Digteren Johannes Carsten H. (Vil, 143), og i de følgende Aar opholdt han sig i Kjøbenhavn, sysselsat dels med Studier, dels med Manu-duktion til theologisk Embedsexamen og Undervisning paa Blaagaard Seminarium. Samtidig øvede han som Leder af "Theologisk Samfund" en ikke ubetydelig Indflydelse paa mange theologiske studerende, og en kort Tid (i. Maj 1862 til i. Nov. 1863) var han Forstander for Missionsskolen i Kjøbenhavn (om Grunden til hans Fratræden fra denne Stilling s. "Dansk Kirketid." 1863, Nr. 52).X1866 tog han Del i Konkurrencen om en theologisk Docentpost i Ethik ("Af handlinger ved den theologiske Konkurrence", 1867), og s. A. udgav han "Historisk Oplysning om den hellige Skrift" (3. Opl. 1884). Næste Aar fulgte "Den kristelige Lære, fremstillet i Sammenhæng" (6. Opl. 1892), der var en Frugt af hans theologiske Manuduktion og Undervisningen paa Blaagaard Seminarium. Denne populære Dogmatik bærer helt igjennem et stærkt Præg af hansXorthodox-lutherske Grundanskuelse, paa enkelte Punkter ogsaa af Paavirkningen fra Grundtvig; den indviklede ham i en Fejde med Biskop P. G. Brammer ("Forsvar mod Biskop P. G. Brammers Angreb paa "Den kristelige Lære"", 1869).XXDa der ikke syntes at skulle aabne sig Udsigt for ham til en Ansættelse ved Universitetet, søgte han Præstekald paa Landet. 1869 blev han Præst i Sønderup og Nordrup, Sjællands Stift, og 1873 blev han C. J. Brandts Efterfølger i Rønnebæk og Olstrup i samme Stift. 1871 blev han Medlem af det første Censorhold ved den theologiske Examen, og dette Hverv varetog han til 1886. I de sjællandske Præstegaarde fortsatte han ogsaa Studierne og fulgte medOpmærksomhed de theologiske Forhandlinger. Ofte gav han sit Ord med i Laget, snart ved Artikler i "Dansk Kirketidende", snart ved mindre Skrifter og Foredrag ("Grundtvig og Luthers lille Katekismus", 1873; "Tidens Alvor", 1876; "Ret og Frihed", 1877; "Det er godt at haabe", 1879), og han var i mange kristelig vakte Kredse paa Sjælland en meget paaskjønnet Foredragsholder, som i de politisk bevægede Tider jævnlig fik Lejlighed til at tale et besindigt og beroligende Ord og at indskærpe sine Tilhørere "Tidens Alvor". Han tog ogsaa Del i de grundtvigske Vennemøder, altid med Stade paa Retningens højre Fløj, og paa Vennemødet 1879 (s- Beretningen om dette Møde) hævdede han, at Trosbekjendelsen "ikke er et udvortes Bogstav, men et aandeligt Grænseskjel, givet Menigheden ikke til at dømme med, men til at leve ved" - en Udtalelse, der fremkaldte Modsigelse fra adskillige af Grundtvigs Disciple. At den gamle Kjærlighed til det syriske Sprog og den syriske Litteratur ikke var rustet, viste han ved en fortrinlig Oversættelse af nogle af Afrem Syrers "Aandelige Digte" (1879).XXDet var ikke underligt, at efterhaanden flere og flere kom til denOverbevisning, at Hovedstaden vilde være den rette Virkeplads for en Mand med R.s Gaver og aandelige Overlegenhed, og at han ogsaa selv kunde ønske at faa en Gjerning der inde. I Foraaret 1880, da Helligaandskirken efter den omfattende Restavration igjen blev aabnet, blev han dens Sognepræst, og han samlede hurtig en stor Menighed, der helt fyldte det gamle Kirkehus. Det var ikke bestikkende ydre Gaver, der droge de mange, indbyrdes højst forskjellige Tilhørere, navnlig mange Mænd af de dannede Klasser og studerende, til hans Kirke, men hans ægte bibelske, jævne og dog saa indtrængende Forkyndelse. Som Prædikant forstaar R. af den hellige Skrifts Skatkammer at fremtage ikke blot gammelt, men ogsaa nyt, og uden at forfalde til Journalistik paa Prædikestolen har han en ejendommelig Evne til at kaste Kristendommens Lys over de Spørgsmaal, der røre sig i hans nærmeste Kreds, og at virke baade direkte og indirekte apologetisk.XAandelig -Sundhed, grundigt Kjendskab til det sjælelige Liv og en medfødt Logik aabenbare sig i hans Forkyndelse, og denne bæres frem af en Personlighed, der i en sjælden Grad forstaar at give sine Ord Vægt som "en troværdig Tale". En Samling Prædikener fra hans første Præstetid foreligger trykt i "Kirkeaaret, en Aargang Prædikener" (2. Opl. 1890), og den har siden fundet en Fortsættelse i en ny Samling over de nye Texter ("Naadens Aar", 1899).XKort efter at R. var kommen til Hovedstaden, fik han i det lille Skrift "De kirkelige Frihedskrav" (2. Opl. 1881) Lejlighed til at fremsætte og begrunde forskjellige besindige kirkelige Reformforslag og til at hævde de folkekirkelige Synspunkter over for de frikirkelige Tendenser i visse Dele af den grundtvigske Kreds; og da Rigsdagen 1884 aabnedes, holdt han, med Christiansborg Slots rygende Brandtomt som Baggrund, en indtrængende Prædiken om TidensAlvor.XX1886 ombyttede han Helligaandskirkens Prædikestol med Holmens Kirkes, og som Holmens Provst kom han tillige til at indtage en ledende Stilling blandt Hovedstadens Præsteskab og over for mange af Kjøbenhavns kirkelige Anliggender. De fleste af Byens Præster sloge Kreds omkring ham, og paa Bethesdamøderne stod han som en sikker Talsmand for aandelig Sundhed og kirkelig Besindighed. Og trods den store og anstrængende Præstegjer-ning fik han Tid til at fuldende en ny Oversættelse af det nye Testamente, ledsaget af korte Indledninger og Anmærkninger (1887 -92; 2. Opl. 1894-95; en Textudgave alene udkom 1896). Dette Værk hviler paa et betydeligt videnskabeligt Forarbejde baade iRetning af Textkritik og Exegese. Oversættelsen vidner helt igjennem om stor Troskab over for Grundtexten, og uden helt at bryde med det overleverede Bibelmaal har R., i højere Grad end de tidligere Oversættelser, søgt at forene Hensynet til Modersmaalets Renhed med Troskaben mod Græsken. Det var navnlig med Henblik paa dette fremragende Arbejde, at det theologiske Fakultet 1894, ved Kronprinseparrets Sølvbryllup, tildelte ham den theologiske Æresdoktorgrad.XXDa Fog 1895 nedlagde den sjællandske Hyrdestav, blev R. hans Efterfølger, efter at der forud fra en meget stor Del af Stiftets Præster var udtalt et Ønske om at se ham paa denne Plads. Det første, der her ventede ham, var Fortsættelsen og Fuldendelsen af det Arbejde for Opførelsen af nye Kirkebygninger og Sognedeling i Hovedstaden, som et Lægmandsudvalg i flere Aar med Iver og Energi havde holdt i Gang. Kort efter sin Overtagelse af Bispeembedet dannede han "det kjøbenhavnske Kirkefond". Derved blev Kirkesagen knæsat af den kirkelige Øvrighed, og Arbejdet for den blev knyttet fastere til den folkekirkelige Ordning. Kirke har rejst sig ved Kirke i Hovedstadens folkerige Sogne, og R. er derved kommet til at foretage en usædvanlig stor Mængde Kirkeindvielser.XUnder hans Forsæde har det kirkelige Raad tilendebragt Revisionen af Ritualerne og ført Salmebogssagen til en Afslutning. Som Holmens Provst havde han, sammen med Professor Fr. Nielsen,udgivet et Forslag til et lempeligt Gjennemsyn af Ritualerne for Daab og Nadver; nu er det overdraget ham, paa Grundlag af de af det kirkelige Raad reviderede Ritualer, at tilvejebringe en ny Udgave af Alterbogen. Han var Medlem af det private Udvalg, der fremlagde Forslaget til "Salmebog for Kirke og Hjem" i dets forskjellige Skikkelser, og en af dem, der udarbejdede det sidste "Tillæg" til Roskilde Konvents Salmebog. Som Sjællands Biskop faldt det i hans Lod at have Tilsyn med den endelige Redaktion af "Salmebog for Kirke og Hjem" og med Udarbejdelsen af "Hjælpetillægget" til denne.X1894, ved sit 25 Aars Jubilæum som Præst, fik R. Kommandørkorset af 2. Grad; 1898 blev han Kommandør af 1. Grad, 1900 Ordensbiskop.XUniversitetsprogrammer til Reformationsfesterne 1859 og 1894.XElvius, Danmarks Præstehist. 1869-84 S. 275.XIllustr. Tid. XXXVI, Nr. 23.XXErhvervede sig ved sin»Libri Judicum et Ruth secundum versionem Syrico-HexaplaremDen christelige LæreDe kirkelige FrihedskravKirkeaaretDet ny Testament, oversat med Anmærkninger til Oplysning for kristne LægfolkLibri Judicum et Ruth secundum uersionemsyriaco-hexaplarem en ikke ubetydelig indflydelse på mange teologiske studerende, og en kort tid (1. maj 1862 til 1. november 1863) var han forstander for Missionsskolen i København.X(Om grunden til hans fratræden fra denne stilling se Dansk Kirketidende 1863, nr. 52).XXEleverne var af en kulturløs pietismes observans. Rørdam ville ikke vide af den pietistiske sammenblanding af kirke og skole; der måtte vælges: skulle skolen være evangelisk-luthersk ellerpietistisk. Konflikten er typisk for brydningerne inden for datidens vakte kredse: modsætningen mellem lægmandens rent religiøst forståede kaldsbevidsthed og det akademiske krav om almendannende og teologiske kundskaber. (Lindhardt, s 19)X1866 tog han del i konkurrencen om en teologisk docentpost i etik (Afhandlinger ved den theologiske Konkurrence, 1867), og samme år udgav han Historisk Oplysning om den hellige Skrift (3. oplag 1884).XXNæste år fulgte Den kristelige Lære, fremstillet i Sammenhæng (6. oplag 1892), der var en frugt af hans teologiske manuduktion og undervisningen på Blaagaard Seminarium. Denne populære dogmatik bærer helt igennem et stærkt præg af hans ortodoks-lutherske grundanskuelse, på enkelte punkter også af påvirkningen fra Grundtvig; den indviklede ham i en fejde med biskop Gerhard Peter Brammer (II, 627). (Forsvar imod Biskop, Dr. theol. G.P. Brammers Angreb paa "Den kristelige Lære". 1869. 37 s. )XXPræst på landet 1869-1880XDa der ikke syntes at skulle åbne sig udsigt for ham til en ansættelse ved universitetet, søgte han præstekald på landet. 1869 blev han præst i Sønderup og Nordrup, Sjællands stift, og 1873 blev han Carl Joakim Brandts (III, 3) efterfølger i Rønnebæk og Olstrup ved Næstved. Brandt blev 1872 Grundtvigs efterfølger i Vartov. 1871 blev han medlem af det første censorhold ved den teologiske eksamen, og dette hverv varetog han til 1886.XXI de sjællandske præstegårde fortsatte han også studierne og fulgte med opmærksomhed de teologiske forhandlinger. Ofte gav han sit ord med i laget, snart ved artikler i , snart ved mindre skrifter og foredrag (, 1873; , 1876; , 1877; , 1879), og han var i mange kristelig vakte kredse på Sjælland en meget påskønnet foredragsholder, som i de politisk bevægede tider jævnlig fik lejlighed til at tale et besindigt og beroligende ord og at indskærpe sine tilhørere .XXHan tog også del i de grundtvigske vennemøder, altid med stade på retningens højre fløj, og på vennemødet 1879 (se beretningen om dette møde) hævdede han, at trosbekendelsen - en udtalelse, der fremkaldte modsigelse fra adskillige af Grundtvigs disciple.XAt den gamle kærlighed til det syriske sprog og den syriske litteratur ikke var rustet, viste han ved en fortrinlig oversættelse af nogle af Afrem Syrers (1879).(Efraim Syreren [1])XXPræst ved Helligåndskirken 1880-1886XDet var ikke underligt, at efterhånden flere og flere kom til den overbevisning, at hovedstaden ville være den rette virkeplads for en mand med Rørdams gaver og åndelige overlegenhed, og at han også selv kunne ønske at få en gerning derinde.XI foråret 1880, da Helligåndskirken efter den omfattende restaurering igen blev åbnet, blev han dens sognepræst, og han samlede hurtigt en stor menighed, der helt fyldte det gamle kirkehus.XDet var ikke bestikkende ydre gaver, der drog de mange, indbyrdes højst forskellige tilhørere, navnlig mange mænd af de dannede klasser og studerende, til hans kirke, men hans ægte bibelske, jævne og dog så indtrængende forkyndelse.XXSom prædikant forstår Rørdam af den hellige skrifts skatkammer at fremtage ikke blot gammelt, men også nyt, og uden at forfalde til journalistik på prædikestolen har han en ejendommelig evne til at kaste kristendommens lys over de spørgsmål, der rører sig i hans nærmeste kreds, og at virke både direkte og indirekte apologetisk.XÅndelig sundhed, grundigt kendskab til det sjælelige liv og en medfødt logik åbenbarer sig i hans forkyndelse, og denne bæres frem af en personlighed, der i en sjælden grad forstår at give sine ord vægt som .XXEn samling prædikener fra hans første præstetid foreligger trykt i (2. oplag 1890), og den har siden fundet en fortsættelse i en ny samling over de nye tekster (, 1899).XXKort efter at Rørdam var kommet til hovedstaden, fik han i det lille skrift (2. oplag 1881) lejlighed til at fremsætte og begrunde forskellige besindige kirkelige reformforslag og til at hævde de folkekirkelige synspunkter over for de frikirkelige tendenser i visse dele af den grundtvigske kreds; og da Rigsdagen 1884 åbnedes, holdt han, med Christiansborg Slots rygende brandtomt som baggrund, en indtrængende prædiken om tidens alvor.XXHolmens Provst 1886-1895X1886 ombyttede han Helligåndskirkens prædikestol med Holmens Kirkes, og som Holmens provst kom han tillige til at indtage en ledende stilling blandt hovedstadens præsteskab og over for mange af Københavns kirkelige anliggender.XDe fleste af byens præster slog kreds omkring ham, og på Bethesdamøderne stod han som en sikker talsmand for åndelig sundhed og kirkelig besindighed. Og trods den store og anstrengende præstegerning fik han tid til at fuldende en ny oversættelse af Det Ny Testamente, ledsaget af korte indledninger og anmærkninger (1887-92; 2. oplag 1894-95; en tekstudgave alene udkom 1896).XDette værk hviler på et betydeligt videnskabeligt forarbejde både i retning af tekstkritik og eksegese. Oversættelsen vidner helt igennem om stor troskab over for grundteksten, og uden helt at bryde med det overleverede bibelmål har Rørdam, i højere grad end de tidligere oversættelser, søgt at forene hensynet til modersmålets renhed med troskaben mod det græske sprog. Det var navnlig med henblik på dette fremragende arbejde, at det teologiske fakultet 1894, ved kronprinseparrets sølvbryllup, tildelte ham den teologiske æresdoktorgrad.XXRørdams oversættelse blev dog aldrig autoriseret (Lindhardt, s. 177).XFredrik Nielsen havde siden 1879 søgt at få sin ven gjort til æresdoktor, men især på grund af modstand fra Carl Henrik Scharling (XV, 71) lykkedes det hverken da eller ved andet forsøg i 1891. (Lindhardt, s. 155ff).XDet ser ud til at Rørdam kun blev biskop fordi biskop over Fyens_Stift Harald August Edvard Stein afslog tilbudet (XVI, 364)XXBiskop 1895XDa Bruun_Juul_Fog 1895 nedlagde den sjællandske hyrdestav, blev Rørdam hans efterfølger, efter at der forud fra en meget stor del af stiftets præster var udtalt et ønske om at se ham på denne plads. Det første, der her ventede ham, var fortsættelsen og fuldendelsen af det arbejde for opførelsen af nye kirkebygninger og sognedeling i hovedstaden, som et lægmandsudvalg i flere år med iver og energi havde holdt i gang.XXKort efter sin overtagelse af bispeembedet dannede han . Derved blev kirkesagen knæsat af den kirkelige øvrighed, og arbejdet for den blev knyttet fastere til den folkekirkelige ordning. Kirke har rejst sig ved kirke i hovedstadens folkerige sogne, og Rørdam er derved kommet til at foretage en usædvanlig stor mængde kirkeindvielser.XXUnder hans forsæde har det kirkelige råd tilendebragt revisionen af ritualerne og ført salmebogssagen til en afslutning.XSom Holmens provst havde han, sammen med professor Fredrik Nielsen (XII, 227) - 1846-1907, denne artikels forfatter i Dansk biografisk leksikon og ven af Rørdam, biskop i Aarhus 1905-1907 - udgivet et forslag til et lempeligt gennemsyn af ritualerne for dåb og nadver. Nu blev det overdraget ham, på grundlag af de af det kirkelige råd reviderede ritualer, at tilvejebringe en ny udgave af alterbogen.XXHan var medlem af det private udvalg, der fremlagde forslaget til i dets forskellige skikkelser, og en af dem, der udarbejdede det sidste til Roskilde Konvents salmebog.XSom Sjællands biskop faldt det i hans lod at have tilsyn med den endelige redaktion af og med udarbejdelsen af til denne.XX1894, ved sit 25 års jubilæum som præst, fik Rørdam Kommandørkorset af 2. grad; 1898 blev han Kommandør af 1. grad, 1900 Ordensbiskop.XXUniversitetsprogrammer til Reformationsfesterne 1859 og 1894.XElvius: Danmarks Præstehistorie. 1869-84 S. 275.XIllustreret Tidende. XXXVI, Nr. 23.XFr. Nielsen. 		Rørdam, Thomas Skat (I47431)
 
13034 {geni:occupation} Biskop Stoud, Ludvig (I36232)
 
13035 {geni:occupation} Biskop Hille, Henrik Greve (I51553)
 
13036 {geni:occupation} Biskop Nilssøn, Jens (I69600)
 
13037 {geni:occupation} Biskop Mikkelsen Colding, Anders (I70713)
 
13038 {geni:occupation} Biskop Slange, Peder Villadsen (I90810)
 
13039 {geni:occupation} Biskop (før repormationen Johanniter-broder i Viborg. Første evangeliske læsemester ved domkirken og måske samtidig et par år sognepræst ved Sortebrødrekirken. Gift efter reformationen.

{geni:about_me} Thøger Jensen, (Løvenbalk ?)

Thøger Jensen Løvenbalk ( "Broder Thøger" ) munk
Født 1490 i Tjele Sogn, Sønderlyng Herred
Død 6 juni 1538 i viborg
Gift omkring 1530 med Anna Pedersdatter
Thøger Jensen:
Han of Hans hustru Anne Pedersdatter var nogle af de første, som - officielt - brød den katolske kirkes cølibatsbånd. Thøger Jensen var munk i Johanniterordenens (korsbrødrenes) kloster i Viborg, da Hans Tausen engang i løbet af sommeren 1525 blev overflyttet dertil fra Antvorskov Kloster. Senere blev Thøger præst ved Sortebrødre Kirke. Hans familiemæssige tilknytning til adelsfamilien Løvenbalk er blevet diskuteret. I "Atlas Danicus, Viborg Bispedømme" af Peder Hansen Resen omtales Thøger Jensen Løvenbalk i flere sammenhænge: Side 15, fodnote 2: (Jens Nielsen Løvenbalk) lovede engang, da han var stedt i en stor Fare, at han, hvis han kom ud af den vanskelighed, som han var indviklet i, ville overgive denne Søn, skønt han var af adelig Herkomst til et Kloster, og da det også gik ham efter ønske, gjorde han, hvad han havde lovet og overgav sin Søn tillige med meget Gods til Klostret. Thøger Løvenbalk forlodKlostret og ægtede nogle Aar efter en jomfru blandt nonnerne, med hvem han fik en Søn M. Peder Thøgersen, senere Biskop i Viborg.
Side 15, afsnit 6: Et Kloster for fratres minores, som vi på Dansk kalder "Graabrødre" indviet til Skt. Maria, blev paa Reformationens Tid omdannet til et Fattighus. I dette boede Hans Tausens Medarbejder ved Reformationen, Broder Thøger Løvenbalk, der blev indsat som (den reformerede) Gudsdyrkelses første Præst ved den Kirke, som paa Dansk benævness "Sorte-brødre Kirke", men han ønskede at blive begravet i Graabrødrenes Kirke, og her blev han jordfæstet paa Kirkegaarden ved Kirkens sydlige Dør, hvor der engang var bygget et Kapel. Graven er dækket af en hvid Gravsten, hvorunder ogsaa hviler: Jens Nielsen Løvenbalk og hans Hustru Helvig Munk. en adelig Frue, den nævnte Thøgers forældre (forfædre). Viborgbispen Peder Villadsen 1610-1673 - Thøgers søns dattersøn: Meget tyder på, at Resen har fået mange af sine oplysninger fra netop denne betydelige person, der var overordentlig historisk interesseret.
Se iøvrigt under "Noter - Word", der om Thøger Jensens slægtskab med slægten "Løvenbalk" bl.a. konkluderer således: Præster af adel aflagde ved indtræden i den luthersk-evangeliske kirke deres adelsnavn og -våben. Den af Thøger Jensen autoriserede inskription på den løvenbalkske skriftestol tyder på slægtsskab. Det ville have været utilbørligt at indskære sit navn på en fremmed gave til kirken. Det er meget væsentligt fingerpeg i retning af slægtskab, at Thøger Jensen uantastet kan tale reformatorisk i det Graabrødrekapel, hvori Jens Nielsen Løvenbalk og Ellen Pedersdatter Munk lå begravede. Her var altså Løvenbalkske enemærker, og derhen fører Thøger Jensen Hans Tausen, efter at sidstnævnte har udtalt frygt for forfølgelse. I dette kapel finder Thøger Jensen sit sidste hvilested, nær Løvenbalkerne, hvilket turde være det stærkeste vidnesbyrd om slægtsskabet". "Et oldebarn af Thøger, den kendte biskop Peder Villadsen (1610-1676), holdt i 1672 i Viborg ved indsættelsen af en korrektor en tale på latin, hvori han to gange oplyser, at hans oldefar bar slægtsnavnet "Løvenbalk".
I Viborg Stiftsbog 1690 står flg. om Thøger: "Thøger Løvenbalk, født Adel som først var Munk af Graabrødreklostret i Viborg, rejste til København med mag. Hans Tausen og prædikede der den evangeliske Religion, indtil han blev kaldet til dette Sted". Der er altså flere henvisninger og hvad vigtigt er, er "næsten" samtlige kilder enige i, at han er af den adelige slægt.


http://finnholbek.dk/genealogy/getperson.php?personID=I11770&tree=2

Suffiks (Løvenbalk ?)

Fødsel Om 1490

Død 1544 / 1538?

Johanittermunk.

Skal tages med kraftigt forbehold, da hverken Jens Lauridsen Løvenbalk eller Helene Pedersdatter Munk findes i DAAs udgave af Løvenbalk slægten.

Er vel en af de mest omdiskuterede personer i genealogien overhovedet, jfr. m. bla. diskussionen på DIS Forum

http://www.dis-danmark.dk/forum/read.php?1,375342,375351

------------------------

Re: Til interesserede i Schierning og hvordan navnet Ursin knyttes til

Indsendt af: Laila Olsen - 3300 (IP Logget)

Dato: 28/07-07 09:36



Hej alle,

Ja, det er en omdiskuteret herre!

Sadolin har ham som en Løvenbalk, mener jeg at kunne huske!

Dette har jeg sakset fra Rewentlow:

Thøger Jensen Løvenbalk ( "Broder Thøger" ) munk

Født 1490 i Tjele Sogn, Sønderlyng Herred

Død 6 juni 1538 i viborg

Gift omkring 1530 med Anna Pedersdatter

Thøger Jensen:

Han of Hans hustru Anne Pedersdatter var nogle af de første, som - officielt - brød den katolske kirkes cølibatsbånd. Thøger Jensen var munk i Johanniterordenens (korsbrødrenes) kloster i Viborg, da Hans Tausen engang i løbet af sommeren 1525 blev overflyttet dertil fra Antvorskov Kloster. Senere blev Thøger præst ved Sortebrødre Kirke. Hans familiemæssige tilknytning til adelsfamilien Løvenbalk er blevet diskuteret. I "Atlas Danicus, Viborg Bispedømme" af Peder Hansen Resen omtales Thøger Jensen Løvenbalk i flere sammenhænge: Side 15, fodnote 2: (Jens Nielsen Løvenbalk) lovede engang, da han var stedt i en stor Fare, at han, hvis han kom ud af den vanskelighed, som han var indviklet i, ville overgive denne Søn, skønt han var af adelig Herkomst til et Kloster, og da det også gik ham efter ønske, gjorde han, hvad han havde lovet og overgav sin Søn tillige med meget Gods til Klostret. Thøger Løvenbalk forlodKlostret og ægtede nogle Aar efter en jomfru blandt nonnerne, med hvem han fik en Søn M. Peder Thøgersen, senere Biskop i Viborg.

Side 15, afsnit 6: Et Kloster for fratres minores, som vi på Dansk kalder "Graabrødre" indviet til Skt. Maria, blev paa Reformationens Tid omdannet til et Fattighus. I dette boede Hans Tausens Medarbejder ved Reformationen, Broder Thøger Løvenbalk, der blev indsat som (den reformerede) Gudsdyrkelses første Præst ved den Kirke, som paa Dansk benævness "Sorte-brødre Kirke", men han ønskede at blive begravet i Graabrødrenes Kirke, og her blev han jordfæstet paa Kirkegaarden ved Kirkens sydlige Dør, hvor der engang var bygget et Kapel. Graven er dækket af en hvid Gravsten, hvorunder ogsaa hviler: Jens Nielsen Løvenbalk og hans Hustru Helvig Munk. en adelig Frue, den nævnte Thøgers forældre (forfædre). Viborgbispen Peder Villadsen 1610-1673 - Thøgers søns dattersøn: Meget tyder på, at Resen har fået mange af sine oplysninger fra netop denne betydelige person, der var overordentlig historisk interesseret.

Se iøvrigt under "Noter - Word", der om Thøger Jensens slægtskab med slægten "Løvenbalk" bl.a. konkluderer således: Præster af adel aflagde ved indtræden i den luthersk-evangeliske kirke deres adelsnavn og -våben. Den af Thøger Jensen autoriserede inskription på den løvenbalkske skriftestol tyder på slægtsskab. Det ville have været utilbørligt at indskære sit navn på en fremmed gave til kirken. Det er meget væsentligt fingerpeg i retning af slægtskab, at Thøger Jensen uantastet kan tale reformatorisk i det Graabrødrekapel, hvori Jens Nielsen Løvenbalk og Ellen Pedersdatter Munk lå begravede. Her var altså Løvenbalkske enemærker, og derhen fører Thøger Jensen Hans Tausen, efter at sidstnævnte har udtalt frygt for forfølgelse. I dette kapel finder Thøger Jensen sit sidste hvilested, nær Løvenbalkerne, hvilket turde være det stærkeste vidnesbyrd om slægtsskabet". "Et oldebarn af Thøger, den kendte biskop Peder Villadsen (1610-1676), holdt i 1672 i Viborg ved indsættelsen af en korrektor en tale på latin, hvori han to gange oplyser, at hans oldefar bar slægtsnavnet "Løvenbalk".

I Viborg Stiftsbog 1690 står flg. om Thøger: "Thøger Løvenbalk, født Adel som først var Munk af Graabrødreklostret i Viborg, rejste til København med mag. Hans Tausen og prædikede der den evangeliske Religion, indtil han blev kaldet til dette Sted". Der er altså flere henvisninger og hvad vigtigt er, er "næsten" samtlige kilder enige i, at han er af den adelige slægt. Se tillige under "Noter - Word": 612 Thøger Jensen side 1-11

Kilde: Reventlow

Hilsen Laila

Gl. Maribo amt, Gl. Ramsø herred, Gl. Slet herred, Gl. Præstø amt, Gl. Thisted amt og Kronobergs Len i Sverige samt Bergen i Norge



Redigeret 1 gang(e). Sidst ændret 28/07/07 09:40 af Laila Olsen - 3300.

--------------------

Han of Hans hustru Anne Pedersdatter var nogle af de første, som -

offocielt - brød den katolske kirkes cølibatsbånd.

Thøger Jensen var munk i Johanniterordenens (korsbrødrenes) kloster i

Viborg, da Hans Tausen engang i løbet af sommeren 1525 blev overflyttet

dertil fra Antvorskov Kloster. Senere blev Thøger prøst ved Sortebrødre

Kirke. Hans familiemæssige tilknytning til adelsfamilien Løvenbalk er

blevet diskuteret.

I "Atlas Danicus, Viborg Bispedømme" af Peder Hansen Resen omtales

Thøger Jensen Løvenbalk i flere sammenhænge:

Side 15, fodnote 2: (Jens Nielsen Løvenbalk) lovede engang, da han var

stedt i en stor Fare, at han, hvis han kom ud af den vansklighed, som

han var indviklet i, ville overgive denne Søn, skønt han var af adelig

Herkomst til et Kloster, og da det også gik ham efter ønske, gjorde han,

hvad han havde lovet og overgav sin Søn tillige med meget Gods til

Klostret. Thøger Løvenbalk foprlod Klostret og ægtede nogle Aar efter en

jonfru blandt nonnerne, med hvem han fik en Søn M. Peder Thøgersen,

senere Biskop i Viborg.

Side 15, afsnit 6: Et Kloster for fratres minores, som vi på Dansk

kalder "Graabrødre" indviet til Skt. Maria, blev paa Reformationens Tid

omdannet til et Fattighus. I dette boede Hans Tausens Medarbejder ved

Reformationen, Broder Thøger Løvenbalk, der blev indsat som (den

reformerede) Gudsdyrkelses første Præst ved den Kirke, som paa Dansk

benævness "Sorte-brødre Kirke", men han ønskede at blive begravet i

Graabrødrenes Kirke, og her blev han jordfæstet paa Kirkegaarden ved

Kirkens sydlige Dør, hvor der engang var bygget et Kapel. Graven er

dækket af en hvid Gravsten, hvorunder ogsaa hviler: Jens Nielsen

Løvenbalk og hans Hustru Helvig Munk. en adelig Frue, den nævnte Thøgers

forældre (forfædre).

Viborgbispen Peder Villadsen 1610-1673 - Thøgers søns dattersøn: Meget

tyder på, at Resen har fået mange af sine oplysninger fra netop denne

betydeligge person, der var overordentlig historisk interesseret.

Se iøvrigt under "Noter - Word", der om Thøger Jensens slægtsskab med

slægten "Løvenbalk" bl.a. konkluderer således: Præster af adel aflagde

ved indtræden i den luthersk-evangeliske kirke deres adelsnavn og

-våben. Den af Thøger Jensen autoriserede inskription på den

løvenbalkske skriftestol tyder på slægtsskab. Det ville have været

utilbørligt at indskære sit navn på en fremmed gave til kirken. Det er

meget væsentligt fingerpeg i retning af slægtsskab, at Thøger Jensen

uantastet kan tale reformatorisk i det Graabrødrekapel, hvori Jens

Nielsen Løvenbalk og Ellen Pedersdatter Munk lå begravede. Her var altså

Løvenbalkske enemærker, og derhen føre Thøger Jensen Hans Tausen, efter

at sidstnævnte har udtalt frygt for forfølgelse. I dette kapel finder

Thøger Jensen sit sidste hvilested, nær Løvenbalkerne, hvilket turde

være det stærkeste vidnesbyrd om slægtsskabet".

"Et oldebarn af Thøger, den kendte biskop Peder Villadsen (1610-1676),

holdt i 1672 i Viborg ved indsættelsen af en korrektor en tale på latin,

hvori han to gange oplyser, at hans oldefar bar slægtsnavnet

"Løvenbalk".

I Viborg Stiftsbog 1690 står flg. om Thøger: "Thøger Løvenbalk, født

Adel som først var Munk af Graabrødreklostret i Viborg, rejste til

København med mag. Hans Tausen og prædikede der den evengeliske

Religion, indtil han blev kaldet til dette Sted".

Der er altså flere henvisninger og hvad vigtigt er, er "næsten" samtlige

kilder enige i, at han er af den adelige slægt.

Se tillige under "Noter - Word": 612 Thøger Jensen side 1-11.

http://awt.ancestry.com/cgi-bin/igm.cgi?op=GET&db=:2248100&id=I5555&ti=4300



Er jeg i familie med Gorm Den gamle?

Det er tilsyneladende et meget godt spørgsmål. På et tidspunkt fandt jeg nemlig ud af, at jeg (bl.a.) stammede fra johannitermunken ("gråbroderen") Thøger Jensen ( ca. 1500 - 19 Apr 1538), som efter reformationen giftede sig med Anna Pedersdatter, der vistnok var en tidligere nonne. Jeg fandt samtidig ret hurtigt ud af, at der åbenbart er en hel del slægtsforskere, der har brugt rigtig meget tid på at være uenige om, hvorvidt Thøger Jensen faktisk var af slægten "Løvenbalk" og dermed formodentlig også efterkommer af Gorm Den Gamle, eller om den pågældende forbindelse er fri fantasi. Der er iøvrigt heller ikke specielt mange beviser for, at Løvenbalk'ernes stamfader, Erik Christoffersen, faktisk var (uægte?) søn af kong Christoffer II ("Christoffer uden land") og hermed stammede fra Gorm Den Gamle.

Jeg har nu brugt en hel del tid på at studere emnet, se bl.a. min litteraturliste. Jeg er herefter kommet til den private konklusion, at der efter min mening i hvert tilfælde er temmelig mange indicier for, at Thøger Jensen var en "Løvenbalk":

1)

Han opførte sig ved flere lejligheder angiveligt, som om han var af "Løvenbalk" slægten.

2)

Johannitermunke ("gråbrødre") blev normalt 'rekrutteret' fra adelige slægter. Hvis han var adelig, hvilken slægt skulle han så ellers stamme fra?

3)

Der var i hvert tilfælde et par personer i hans efterslægt, der benyttede navnet "Løvenbalk".

4)

Der er faktisk en enkelt henvisning til en Jens Løvenbalk, der "boede på Tjele før Erik Skram". Samtidig nævnes der flere steder en samtidig verdslig kannik Jens Lauridsen ved Viborg domkirke. Det kan sagtens være den samme - somså altså skulle være søn af Laurids Mogensen Løvenbalk til Tjele og Anne Joachimsdatter Flemming. Denne Jens Lauridsen optræder ved flere lejligheder sammen med Løvenbalk'er.

men -

det er så åbenbart også rigtigt, at der i dag ikke findes kilder, der direkte binder Jens Lauridsen (Løvenbalk?), Laurids Mogensen Løvenbalk og Thøger Jensen sammen. Jeg vil også medgive skeptikerne, at antagelsen om, at Thøger Jensens moder skulle have hedder Helene Pedersdatter Munk sagtens kan bero på en misforståelse, f.eks. på grund af den latinske version 'Helene' af det danske navn 'Ellen'. (Jeg har iøvrigt ikke kunnet finde ud af, hvor inspirationen til formodningen om dette ægteskab egentlig er kommet fra - bortset fra de ovenfor nævnte efterkommere af Thøger Jensen, der åbenbart var så sikre i troen, at de benyttede navnet "Løvenbalk").

Altså vil jeg fremover nøjes med at omtale et muligt slægtsskab med Gorm Den Gamle som en interessant hypotese, der ikke synes at kunne bevises.

14. juli 2002 - Morten Hammer

--------------------

Thøger Jensen, (Løvenbalk ?)

http://finnholbek.dk/genealogy/getperson.php?personID=I11770&tr...

Suffiks (Løvenbalk ?)

Fødsel Om 1490

Død 1544 / 1538?

Johanittermunk.

Skal tages med kraftigt forbehold, da hverken Jens Lauridsen Løvenbalk eller Helene Pedersdatter Munk findes i DAAs udgave af Løvenbalk slægten.

Er vel en af de mest omdiskuterede personer i genealogien overhovedet, jfr. m. bla. diskussionen på DIS Forum

http://www.dis-danmark.dk/forum/read.php?1,375342,375351

------------------------

Re: Til interesserede i Schierning og hvordan navnet Ursin knyttes til

Indsendt af: Laila Olsen - 3300 (IP Logget)

Dato: 28/07-07 09:36

Hej alle,

Ja, det er en omdiskuteret herre!

Sadolin har ham som en Løvenbalk, mener jeg at kunne huske!

Dette har jeg sakset fra Rewentlow:

Thøger Jensen Løvenbalk ( "Broder Thøger" ) munk

Født 1490 i Tjele Sogn, Sønderlyng Herred

Død 6 juni 1538 i viborg

Gift omkring 1530 med Anna Pedersdatter

Thøger Jensen:

Han of Hans hustru Anne Pedersdatter var nogle af de første, som - officielt - brød den katolske kirkes cølibatsbånd. Thøger Jensen var munk i Johanniterordenens (korsbrødrenes) kloster i Viborg, da Hans Tausen engang i løbet af sommeren 1525 blev overflyttet dertil fra Antvorskov Kloster. Senere blev Thøger præst ved Sortebrødre Kirke. Hans familiemæssige tilknytning til adelsfamilien Løvenbalk er blevet diskuteret. I "Atlas Danicus, Viborg Bispedømme" af Peder Hansen Resen omtales Thøger Jensen Løvenbalk i flere sammenhænge: Side 15, fodnote 2: (Jens Nielsen Løvenbalk) lovede engang, da han var stedt i en stor Fare, at han, hvis han kom ud af den vanskelighed, som han var indviklet i, ville overgive denne Søn, skønt han var af adelig Herkomst til et Kloster, og da det også gik ham efter ønske, gjorde han, hvad han havde lovet og overgav sin Søn tillige med meget Gods til Klostret. Thøger Løvenbalk forlodKlostret og ægtede nogle Aar efter en jomfru blandt nonnerne, med hvem han fik en Søn M. Peder Thøgersen, senere Biskop i Viborg.

Side 15, afsnit 6: Et Kloster for fratres minores, som vi på Dansk kalder "Graabrødre" indviet til Skt. Maria, blev paa Reformationens Tid omdannet til et Fattighus. I dette boede Hans Tausens Medarbejder ved Reformationen, Broder Thøger Løvenbalk, der blev indsat som (den reformerede) Gudsdyrkelses første Præst ved den Kirke, som paa Dansk benævness "Sorte-brødre Kirke", men han ønskede at blive begravet i Graabrødrenes Kirke, og her blev han jordfæstet paa Kirkegaarden ved Kirkens sydlige Dør, hvor der engang var bygget et Kapel. Graven er dækket af en hvid Gravsten, hvorunder ogsaa hviler: Jens Nielsen Løvenbalk og hans Hustru Helvig Munk. en adelig Frue, den nævnte Thøgers forældre (forfædre). Viborgbispen Peder Villadsen 1610-1673 - Thøgers søns dattersøn: Meget tyder på, at Resen har fået mange af sine oplysninger fra netop denne betydelige person, der var overordentlig historisk interesseret.

Se iøvrigt under "Noter - Word", der om Thøger Jensens slægtskab med slægten "Løvenbalk" bl.a. konkluderer således: Præster af adel aflagde ved indtræden i den luthersk-evangeliske kirke deres adelsnavn og -våben. Den af Thøger Jensen autoriserede inskription på den løvenbalkske skriftestol tyder på slægtsskab. Det ville have været utilbørligt at indskære sit navn på en fremmed gave til kirken. Det er meget væsentligt fingerpeg i retning af slægtskab, at Thøger Jensen uantastet kan tale reformatorisk i det Graabrødrekapel, hvori Jens Nielsen Løvenbalk og Ellen Pedersdatter Munk lå begravede. Her var altså Løvenbalkske enemærker, og derhen fører Thøger Jensen Hans Tausen, efter at sidstnævnte har udtalt frygt for forfølgelse. I dette kapel finder Thøger Jensen sit sidste hvilested, nær Løvenbalkerne, hvilket turde være det stærkeste vidnesbyrd om slægtsskabet". "Et oldebarn af Thøger, den kendte biskop Peder Villadsen (1610-1676), holdt i 1672 i Viborg ved indsættelsen af en korrektor en tale på latin, hvori han to gange oplyser, at hans oldefar bar slægtsnavnet "Løvenbalk".

I Viborg Stiftsbog 1690 står flg. om Thøger: "Thøger Løvenbalk, født Adel som først var Munk af Graabrødreklostret i Viborg, rejste til København med mag. Hans Tausen og prædikede der den evangeliske Religion, indtil han blev kaldet til dette Sted". Der er altså flere henvisninger og hvad vigtigt er, er "næsten" samtlige kilder enige i, at han er af den adelige slægt. Se tillige under "Noter - Word": 612 Thøger Jensen side 1-11

Kilde: Reventlow

Hilsen Laila

Gl. Maribo amt, Gl. Ramsø herred, Gl. Slet herred, Gl. Præstø amt, Gl. Thisted amt og Kronobergs Len i Sverige samt Bergen i Norge

Redigeret 1 gang(e). Sidst ændret 28/07/07 09:40 af Laila Olsen - 3300.

--------------------

Han of Hans hustru Anne Pedersdatter var nogle af de første, som -

offocielt - brød den katolske kirkes cølibatsbånd.

Thøger Jensen var munk i Johanniterordenens (korsbrødrenes) kloster i

Viborg, da Hans Tausen engang i løbet af sommeren 1525 blev overflyttet

dertil fra Antvorskov Kloster. Senere blev Thøger prøst ved Sortebrødre

Kirke. Hans familiemæssige tilknytning til adelsfamilien Løvenbalk er

blevet diskuteret.

I "Atlas Danicus, Viborg Bispedømme" af Peder Hansen Resen omtales

Thøger Jensen Løvenbalk i flere sammenhænge:

Side 15, fodnote 2: (Jens Nielsen Løvenbalk) lovede engang, da han var

stedt i en stor Fare, at han, hvis han kom ud af den vansklighed, som

han var indviklet i, ville overgive denne Søn, skønt han var af adelig

Herkomst til et Kloster, og da det også gik ham efter ønske, gjorde han,

hvad han havde lovet og overgav sin Søn tillige med meget Gods til

Klostret. Thøger Løvenbalk foprlod Klostret og ægtede nogle Aar efter en

jonfru blandt nonnerne, med hvem han fik en Søn M. Peder Thøgersen,

senere Biskop i Viborg.

Side 15, afsnit 6: Et Kloster for fratres minores, som vi på Dansk

kalder "Graabrødre" indviet til Skt. Maria, blev paa Reformationens Tid

omdannet til et Fattighus. I dette boede Hans Tausens Medarbejder ved

Reformationen, Broder Thøger Løvenbalk, der blev indsat som (den

reformerede) Gudsdyrkelses første Præst ved den Kirke, som paa Dansk

benævness "Sorte-brødre Kirke", men han ønskede at blive begravet i

Graabrødrenes Kirke, og her blev han jordfæstet paa Kirkegaarden ved

Kirkens sydlige Dør, hvor der engang var bygget et Kapel. Graven er

dækket af en hvid Gravsten, hvorunder ogsaa hviler: Jens Nielsen

Løvenbalk og hans Hustru Helvig Munk. en adelig Frue, den nævnte Thøgers

forældre (forfædre).

Viborgbispen Peder Villadsen 1610-1673 - Thøgers søns dattersøn: Meget

tyder på, at Resen har fået mange af sine oplysninger fra netop denne

betydeligge person, der var overordentlig historisk interesseret.

Se iøvrigt under "Noter - Word", der om Thøger Jensens slægtsskab med

slægten "Løvenbalk" bl.a. konkluderer således: Præster af adel aflagde

ved indtræden i den luthersk-evangeliske kirke deres adelsnavn og

-våben. Den af Thøger Jensen autoriserede inskription på den

løvenbalkske skriftestol tyder på slægtsskab. Det ville have været

utilbørligt at indskære sit navn på en fremmed gave til kirken. Det er

meget væsentligt fingerpeg i retning af slægtsskab, at Thøger Jensen

uantastet kan tale reformatorisk i det Graabrødrekapel, hvori Jens

Nielsen Løvenbalk og Ellen Pedersdatter Munk lå begravede. Her var altså

Løvenbalkske enemærker, og derhen føre Thøger Jensen Hans Tausen, efter

at sidstnævnte har udtalt frygt for forfølgelse. I dette kapel finder

Thøger Jensen sit sidste hvilested, nær Løvenbalkerne, hvilket turde

være det stærkeste vidnesbyrd om slægtsskabet".

"Et oldebarn af Thøger, den kendte biskop Peder Villadsen (1610-1676),

holdt i 1672 i Viborg ved indsættelsen af en korrektor en tale på latin,

hvori han to gange oplyser, at hans oldefar bar slægtsnavnet

"Løvenbalk".

I Viborg Stiftsbog 1690 står flg. om Thøger: "Thøger Løvenbalk, født

Adel som først var Munk af Graabrødreklostret i Viborg, rejste til

København med mag. Hans Tausen og prædikede der den evengeliske

Religion, indtil han blev kaldet til dette Sted".

Der er altså flere henvisninger og hvad vigtigt er, er "næsten" samtlige

kilder enige i, at han er af den adelige slægt.

Se tillige under "Noter - Word": 612 Thøger Jensen side 1-11.

http://awt.ancestry.com/cgi-bin/igm.cgi?op=GET&db=:2248100&...

Er jeg i familie med Gorm Den gamle?

Det er tilsyneladende et meget godt spørgsmål. På et tidspunkt fandt jeg nemlig ud af, at jeg (bl.a.) stammede fra johannitermunken ("gråbroderen") Thøger Jensen ( ca. 1500 - 19 Apr 1538), som efter reformationen giftede sig med Anna Pedersdatter, der vistnok var en tidligere nonne. Jeg fandt samtidig ret hurtigt ud af, at der åbenbart er en hel del slægtsforskere, der har brugt rigtig meget tid på at være uenige om, hvorvidt Thøger Jensen faktisk var af slægten "Løvenbalk" og dermed formodentlig også efterkommer af Gorm Den Gamle, eller om den pågældende forbindelse er fri fantasi. Der er iøvrigt heller ikke specielt mange beviser for, at Løvenbalk'ernes stamfader, Erik Christoffersen, faktisk var (uægte?) søn af kong Christoffer II ("Christoffer uden land") og hermed stammede fra Gorm Den Gamle.

Jeg har nu brugt en hel del tid på at studere emnet, se bl.a. min litteraturliste. Jeg er herefter kommet til den private konklusion, at der efter min mening i hvert tilfælde er temmelig mange indicier for, at Thøger Jensen var en "Løvenbalk":

1)

Han opførte sig ved flere lejligheder angiveligt, som om han var af "Løvenbalk" slægten.

2)

Johannitermunke ("gråbrødre") blev normalt 'rekrutteret' fra adelige slægter. Hvis han var adelig, hvilken slægt skulle han så ellers stamme fra?

3)

Der var i hvert tilfælde et par personer i hans efterslægt, der benyttede navnet "Løvenbalk".

4)

Der er faktisk en enkelt henvisning til en Jens Løvenbalk, der "boede på Tjele før Erik Skram". Samtidig nævnes der flere steder en samtidig verdslig kannik Jens Lauridsen ved Viborg domkirke. Det kan sagtens være den samme - somså altså skulle være søn af Laurids Mogensen Løvenbalk til Tjele og Anne Joachimsdatter Flemming. Denne Jens Lauridsen optræder ved flere lejligheder sammen med Løvenbalk'er.

men -

det er så åbenbart også rigtigt, at der i dag ikke findes kilder, der direkte binder Jens Lauridsen (Løvenbalk?), Laurids Mogensen Løvenbalk og Thøger Jensen sammen. Jeg vil også medgive skeptikerne, at antagelsen om, at Thøger Jensens moder skulle have hedder Helene Pedersdatter Munk sagtens kan bero på en misforståelse, f.eks. på grund af den latinske version 'Helene' af det danske navn 'Ellen'. (Jeg har iøvrigt ikke kunnet finde ud af, hvor inspirationen til formodningen om dette ægteskab egentlig er kommet fra - bortset fra de ovenfor nævnte efterkommere af Thøger Jensen, der åbenbart var så sikre i troen, at de benyttede navnet "Løvenbalk").

Altså vil jeg fremover nøjes med at omtale et muligt slægtsskab med Gorm Den Gamle som en interessant hypotese, der ikke synes at kunne bevises.

14. juli 2002 - Morten Hammer


--------------------
Forhenværende munk. Ca.1532 sognepræst ved Viborg Sortebrødrekirke.
--------------------
Nær ven af Hans Tausen 		Løvenbalk, Thøger Jensen (I91113)
 
13040 {geni:occupation} biskop i Aalborg

{geni:about_me} Kilde

http://www.olifanten.dk/total.web/per00433.htm#0

--------------------
Thestrup, Frands, 1653-1735, Biskop, er født 6. Juli 1653
i Dalby paa Hindsholm og Søn af Præsten Ole T. Moderen,
Kirstine Moth fra Flensborg, var Datter af forhenværende kejserlig
Livlæge Matth. M. og Faster til Sophie Amalie M., Grevinde af
Samsø (XI, 490). 1670 blev han Student efter privat Forberedelse
og studerede derefter østerlandske Sprog i Kiel. 1672 vendte han tilbage til Kjøbenhavn, tog theologisk Examen og blev Dekan paa
Kommunitetet og Alumnus paa Valkendorfs Kollegium. 1675 tog
han Magistergraden, begyndte at studere Medicin og fik tillige Xmed
sin Fætter Matth. Moth (XI, 485) Vejledning i Anatomi hos Dr.
Niels Steensen. Dette Studium blev dog afbrudt allerede s. A.,
da han blev udnævnt til Rektor ved Nyborg Skole, som han bragte
i god Stand, efter at den havde været sin Opløsning nær. Fra
1681 virkede han tillige som Hjælpepræst i Nyborg med Løfte om
Succession i Kaldet. Hans praktiske Erfaringer fra Skolegjerningen
kom i hans senere Virksomhed Almueoplysningen til gode. 1684
blev han Præst i Nakskov, 1685 Provst i Laalands ijlørreherred og
visiterede ofte i de følgende Aar for Biskop Kingo. For Nakskov
fik han stor Betydning. Igjennem sine omhyggelige Katekisationer
og Fredagsprædikener over udvalgte Stykker af begge Testamenter
vakte han baade hos gamle og unge et aandeligt Røre, som hidtil
var ukjendt i Menigheden. Samtidig hermed blev han optagen som
Medarbejder ved en paatænkt ny Bibeludgave med tilføjede
Fortolkninger, hvortil han udarbejdede Forklaringen til Profeten Hoseas.
Igjennem sin Forbindelse med den Mothske Slægt fik han
Indflydelse paa Udarbejdelsen af Kirkeritualet, ligesom han, vistnok ad
samme Vej, fik sine Embedsindtægter betydelig forøgede ved
Branderslevs Sogns Forening med Nakskov. 1698 blev han Præst ved
Helliggejstes Menighed i Kjøbenhavn og Direktør for de fattiges
Væsen. I sit nye Embede fortsatte han sin kateketiske
Virksomhed til Forargelse for sine Embedsbrødre, der mente, at den
passede bedre i Landsbymenigheder end i Hovedstaden. Men han
lod sig ikke anfægte deraf; fra 1702 af holdt han 2 Gange om
Ugen offentlig Katekisation i Helliggejstes Kirke, og efterhaanden
fulgte de andre Præster i hans Spor. Hans Virksomhed fandt saa
stor Anerkjendelse i hans Menighed, at han allerede s. A. ved
frivillige Bidrag fik oprettet en Friskole i Sognet, hvor en stor Del
af Børnene foruden Undervisning tillige fik Klæder og Bespisning.
Bidragene indgik saa rigelig, at man kunde bygge Skolen et eget
Hus, og at den allerede, førend T. traadte over i anden
Virksomhed, havde en Kapital paa over 5000 Rdl. Efterhaanden fulgte
de andre Sogne dette smukke Exempel, og dermed var Grunden
lagt til Kjøbenhavns Almueskolevæsen. Igjennem den Mothske
Slægt skal T. have faaet Christian VXs Løfte paa Fyns Bispestol,
som han dog ikke naaede frem til. Men 1709 udnævnte Frederik
IV ham paa sin italienske Rejse, i Florents, til Biskop i Aalborg. Før sin Afrejse fra Hovedstaden skjænkede han Valkendorfs
Kollegium, hvor han havde haft Fribolig i sin Studietid, 70 «gode
Bøger» og en stor Samling Universitetsprogrammer.

Under sin Præstegjerning havde T. gjort sig særlig fortjent
ved at arbejde for Almueoplysningen, og han fortsatte denne
Virksomhed i Aalborg, men fra nu af var hans Opmærksomhed nærmest
henvendt paa Almueundervisningen paa Landet. Fra 1712 af søgte
han at gjennemføre Katekisation i alle Stiftets Kirker med en
Inddeling af Børnene i Klasser efter deres Kundskaber, og han lod
Præsten Christoffer Mumme (XI, 506) udarbejde en Katekismus til
Brug for 3 Saadanne Klasser. 1717 holdt han i Aalborg stor
Jubelfest med Prædikener og Katekisationer til Minde om Reformationen.
1731 deltog han i Kongekroningen i Frederiksborg Slotskirke, og
Kongen skjænkede ham i den Anledning et prægtigt Sølvmors
Bispeskrud. 1735 udgav han sine Prædikener over Colossenserbrevet,
som han indledede med en Dedikation til Kongen og Dronningen,
og til Tak derfor fik han Rang med Etatsraader med Anciennitet
fra 1711. Han døde 17. Avg. 1735. Han ægtede: 1. (27. April
1682) Else Mule, Præstedatter fra Nyborg (d. 1697), 2. (12. Dec. 1698)
Magdalene Bornemann (d. 1715), Datter af Assessor Cosmus B. (II,
527) og Enke efter kjøbenhavnsk Raadmand Morten Nielsen Budolph.

Foruden ovennævnte Prædikener og 2 Ligprædikener har T.
udgivet en lille Samling Brudetaler, der kun nævnes her paa Grund
af den grænseløse Smiger, hvormed han i Fortalen overdængede
sin nære Slægtning Matth. Moth, hvem han skyldte sine
Forfremmelser. 1736 solgtes i Aalborg hans store og fortrinlige
Bogsamling. Heraf maa fremhæves 487 Folianter og deriblandt en Række
kostbare Bibeludgaver og Udgaver af Kirkefædrene, desuden, i
forskjellige Formater, over 100 Ligprædikener og mange engelske og
hollandske Værker, nærmest paa Bibelfortolkningens Omraade.

Giessing, Jubel-Lærere I, 472 ff.
J. Larsen, Bidrag t. Kjøbenhavns offentl. Skolevæsens Hist. S. 7 ff.

S. M. Gjellerup. (Bricka: Dansk biografisk lexikon)
--------------------
Generelle notater:

Biskop i Aalborg. Født i Dalby præstegård på Fyn. Blev Mag phil. Rektor i Nyborg, Præst i Nakskov, senere til Helligånds Kirke i København. 1709 Biskop over Aalborg Stift. Samme år blev hans kaldsbrev underskrevet af Kong Frederik IV på dennes udenlandsrejse i Florens. 1731 assisterede han ved Kong Christians VI's salvning. Han blev grundlægger af Aalborgs nuværende Stiftsbibliotek, ligesom han ved sin virksomhed ved Helligånds Kirke i København, lagde grunden til de Københavnske almueskoler.
Han var altid en meget ærværdig, venlig og behagelig mand. Iblandt vore danske biskoper var han den sidste, som bar langt skæg og sit eget hår. Efter 60 embedsår døde han 82 år gammel. Han var biskop i 27 år.
Hans første hustru Else Mule er begravet i Nakskov inde i kirken. Hans 2 hustru Magdalene Bornemann hviler hos ham i Budolfi Kirke i Aalborg i en begravelse bag alteret. Efter sin sidste hustrus død sad han enkemand i 20 år, og omsider træt af mange års arbejde og mæt af mange lyksaligheder, gik han ind til den sidste hvile.

Kilde: L.G. Henrich Bornemann Stamtavle. G.T. Dansk Jubellærere side 110.



Frantz blev gift med Else Hansen Mule den 27-4-1682 i Aalborg , Alborg, Danmark. (Else Hansen Mule blev født i 1658 i Odense, Odense, Danmark og døde den 7-1-1697 i Nakskov, Maribo, Danmark.)



Frantz blev derefter gift med Magdalene Bornemann den 12-12-1698 i København, København, Danmark. (Magdalene Bornemann blev født i 1673 i København, København, Danmark, døde i 1715 i Aalborg, Aalborg, Danmark. og blev begravet i Budolfi Kirke, Aalborg, Danmark.) 		Thestrup, Frands Olesen (I92927)
 
13041 {geni:occupation} Biskop i Ålborg, Magister, Bishop in Aalborg, Biskop i Viborg

{geni:about_me} Name: Jacob Jensen Holm

Sex: M

Birth: 1543

Death: 1609

Marriage 1 Else Pedersdatter Hegelund b: 29 AUG 1577 in Ribe

Married: 8 NOV 1595 in Ribe

Children

Else Jacobsdatter Holm

Peder Jacobsen Holm

Kilde: http://wc.rootsweb.ancestry.com/cgi-bin/igm.cgi?op=GET&db=4l83jmr3&id=I7305

--------------------

1587 Biskop i Aalborg

portræt i Budolfi kirke i ¿lborg

Student fra Viborg Katedralskole. Hovmester (privatlærer) for Absalon Juel,

senere Oversekretær i danske Kancelli.

Rejste med ham til Wittenberg, hvor de begge drev studier i et par år. Jakob

Holm tog magistergaden her og skrev en græsk afhandling om dyden.

1574 vendte han hjem og blev 14.10. rektor for Viborg Skole. 1577 blev han

kannik ved domkirken og giftede sig med Else Pedersdatter, datter af

Superintendenten i Viborg, Peder Tøgersen, som fødte ham 7 børn.

3.11.1581 fratrådte han som rektor, men blev året efter præst ved domkirken.

4.10.1585 fik han og hans arvinger skøde af kongen på et stykke øde jord i

Viborg, kaldet Korsbrødregårds kirkegård.

I 1587 blev han indstillet til embedet som superintendent i Vendelbo stift og

fik 17.3. brev fra kongen om at give møde i de tilstundende bededage at

aflægge ed. 29.3. fik han kongelig bestalling, og 5.4. fik hans svigerfar i

Viborg befaling om at indvie ham 6. søndag efter påske. Ligsten i Budolfi i

midtergangen.

http://awt.ancestry.com/cgi-bin/igm.cgi?op=GET&db=:2248100&id=I5478&ti=4300 		Holm, Jacob Jensen (I91120)
 
13042 {geni:occupation} Biskop i Bergen

{geni:about_me} Source:

personal notes from Edvard Hagerup b. 1887 p. 20 		Smed, Niels Pederssøn (I70343)
 
13043 {geni:occupation} Biskop i Bergen, Bishop, hofprædikant

{geni:about_me} '''Ludvig Hanssøn Munthe''', [http://no.wikipedia.org/wiki/Biskop Biskop] i [http://no.wikipedia.org/wiki/Bergen Bergen].

Foreldre: Sogneprest [http://www.geni.com/people/Hans-Ludvigsen-Munthe/6000000002517120595 Hans Ludvigsen Munthe] (1560X1601) og [http://www.geni.com/people/Anna-Catharina-de-Fine/5121511362230115364 Catharina de Fine] (1566X1601).

Gift 17.9.1624 med [http://www.geni.com/people/Ingeborg-S%C3%B8rensdatter-Friis/5121492157960035634 Ingeborg Friis] (1608X1654), datter av hospitalsforstander, senere slottsskriver [http://www.geni.com/people/S%C3%B8ren-Friis/4014652802620054333 Søren Christensen Friis] (1570X1613) og [http://www.geni.com/people/Marine-Friis/6000000008368339569 Marine Svane] (1578X1640). Morfar til [http://www.geni.com/people/Anders-Borch/6000000006715556730 Anders Iverssøn Borch] (1664X1709); mormors far til Baron [http://www.geni.com/people/Ludvig-Holberg/6000000002527788195 Ludvig Holberg] (1684X1754); farmors morfar til General [http://www.geni.com/people/Georg-Friderich-von-Krogh/6000000004158834486 Georg Frederik von Krogh] (1732X1818); farfars farmors far til [http://www.geni.com/people/Bredo-Henrik-von-Munthe-af-Morgenstierne/6000000003399876597 Bredo Henrik von Munthe af Morgenstierne] (1774X1835) og Adolph Fredrik Munthe (1817X84); farfars farfars morfar til [http://www.geni.com/people/Gerhard-Munthe/6000000001169154189 Gerhard Munthe] (1795X1876); farfars farfars farmors far til Ludvig Munthe (1841X96), Hartvig Andreas Munthe (1845X1905), [http://www.geni.com/people/Gerhard-Munthe/6000000002702431629 Gerhard Munthe] (1849X1929), [http://www.geni.com/people/Margrethe-Aabel-Munthe/6000000002702265846 Margrethe Munthe] (1860X1931) og [http://www.geni.com/people/Carl-Oskar-Munthe/6000000000106315055 Carl Oscar Munthe] (1861X1952); farfars farfars farfars morfar til General [http://www.geni.com/people/Johan-Wilhelm-Normann-Munthe/6000000010675619165 Johan Munthe] (1864X1935) og Wilhelm Munthe(1883X1965).

Ludvig Hanssøn Munthe var en sentral leder i ortodoksiens kirkeliv. Han hadde gode kontakter i adels- og hoffmiljøet, var bredt skolert og fremmet skolevesen, fromhetsliv og luthersk rettroenhet. Gjennom sine døtre Birgitte og Anna ble han stamfar til de ulike grenene av slekten Munthe i Norge.

Munthe tilhørte en fremstående presteslekt. Begge foreldrene døde under pesten 1601, og den 8 år gamle Ludvig fikk sin skolegang hos farbroren i Lund. 1613 ble han immatrikulert ved universitetet i København, der han ble baccalaureus 1616 og magister 1619. 1616 ble han lærer ved katedralskolen i Lund, men sa opp etter kort tid for å bli XinformatorX (huslærer) for flere av sønnene til adelsmannen Otto Lindenov. Dette medførte to lange utenlandsreiser. I nærmere seks år oppholdt han seg ved tyske universiteter og fikk god kjennskap til samtidens teologiske og religiøse retninger.

Munthes dyktighet og adelskontakter førte ham videre. 1624 ble han sogneprest til Nordre Borreby i Skåne og 1634 dansk hoffpredikant for kong Christian 4. Munthe representerte en type luthersk ortodoksi og botsfromhet som kongen politisk og personlig favoriserte.

1636 ble Munthe utnevnt til biskop i Bergen, og han kom til byen året etter. Som biskop arbeidet han særlig med å utvikle den lærde skolen og den religiøse folkedannelsen gjennom liturgi og fromhetsliv. Etter bybrannen 1640 fikk han gjenreist latinskolen og utvidet undervisningsvirksomheten. Han innførte to daglige bønnetimer i domkirken som skolens lærere og elever forestod. Fra 1639 skulle skolens hørere dessuten preke på høytidsaftenene. 1644 påbød hanfroprekener i alle Bergens kirker på årets høytidsdager. Også andre grupper i byen fikk mer forkynnelse: 1639 innførte Munthe regelmessige prekener ved St. Jørgens hospital for spedalske og ved det nyopprettede fattighus for sjøfarende, og 1640 utgav han en botsbønn som var ment å brukes ved den daglige, private andakt i hjem og kirke over hele stiftet.

Det er uklart hvor lenge de enkelte reformene bestod, men de hadde uansett som mål å rette oppmerksomheten mot nye religiøse idealer. 1638 påbød Munthe f.eks. fem ukentlige pasjonsprekener i fastetiden i Bergen. Disse skulle væreen motvekt mot de fastelavnsopptog som byens håndverkere holdt; Munthe mente dette var Xhedenske og papistiske skikkerX. I stedet for opptog, prosesjoner og livsglede skulle byens befolkning få høre om betydningen av Jesu lidelse. 1641 tok han tak i et annet fenomen som han mente måtte forklares for allmuen, nemlig noen Xselsomme og underlige fødslerX i stiftet. I stedet for å utlegge de menneskelige misfostrene på tradisjonelt vis som endetidsvarsler eller som uttrykk for foreldrenes synder, forklarte han dem som en påminnelse fra Gud om at alle mennesker er syndige X de var altså botstegn.

Ettertiden har særlig festet seg ved en katekismeforklaring Munthe utgav 1644. Han tenkte seg boken brukt over hele stiftet til hjelp for Xde Vnge, grofue, oc UforstandigeX. Også her kritiserer han folkelige skikker, bl.a. bruk av helgenbilder og valfart til Røldal. Boken er ikke spesielt original, men avdekker hans idealer: Bibelsitater beviser at den lutherske lære er sann, og geistligheten formidler denne læren med autoritet, men individet må gripe sannheten i bot og tro. Dette har nok vært viktige punkter i Munthes egen forkynnelse, og budskapet må ha hatt bred appell, for mange bedømte hans prekener meget positivt.

Munthes virksomhet ble med årene hemmet av en stadig dårligere helse. Han døde 1649 og etterlot seg enke og 12 barn. Ingen av de fire sønnene hadde etterslekt. Av de 8 døtrene ble Abel Munthe (1628X76) gift med sognepresten i Fana, Peder Nilssøn Lem, og hun ble mormor til Ludvig Holberg. Birgitte Munthe (1634X1708) ble gift med fogd i Indre Sogn Christopher Giertssøn Morgenstierne; deres barn tok alle morens slektsnavn, og hun ble stammor til den gren av slekten Munthe som kalles XMunthe fra SognX og til slekten von Munthe af Morgenstierne. Anna Munthe (1639X88) ble gift med fogd i Romsdal Iver Anderssøn; av deres barn tok alle, unntatt sønnen Anders Iverssøn Borch, morens slektsnavn, og hun ble stammor til den gren som kalles XMunthe fra RomsdalenX.

===Verker===


* En Bøn som dagligen huer Morgen bruges baade i Kirckerne og Hiemme i Huusene offuer Bergen Sticht, København 1640
* En Sandferdig Beretning Om nogle selsomme oc Vnderlige Fødseler vdi Bergen Stifft, København 1641
* Gvds Ords Første Alphabeet Som er: Den Christelige Lærdoms fornemste Hoffued Stycker, København 1644 (opptrykt i Caspari 1864; se nedenfor, avsnittet Kilder)



===Kilder og litteratur===

* Norsk biografisk leksikon: [http://snl.no/.nbl_biografi/Ludvig_Hanss%C3%B8n_Munthe/utdypning Ludvig Hanssøn Munthe]
* Dansk biografisk Lexikon / XI. Bind. Maar - Müllner - p544 (1887-1905): [http://runeberg.org/dbl/11/0546.html Munthe, Ludvig Hansen, 1593-1649, Biskop]
* English Wikipedia: [http://en.wikipedia.org/wiki/Diocese_of_Bj%C3%B8rgvin Diocese of Bjørgvin]
* finnholbek.dk: [http://finnholbek.dk/genealogy/getperson.php?personID=I25485&tree=2 Ludvig Hansen Munthe]
* munthe.net: [http://genealogy.munthe.net/database/g0000503.html#I10403 Munthe, Ludvig]

* E. Georg: Ljgprædiken ofver Ludvig Munthe, Superintendent ofver Bergen Stict, København 1650
* C. P. Caspari: XBiskop Ludvig Hanssøn Munthes KatechismusforklaringX, i Theologisk Tidsskrift for den evangelisk-lutherske Kirke i Norge 1864, s. 81X204
* E. Edvardsen: XBergens BeskrivelseX, i Norske Magazin 2, 1868, særlig s. 611f.
* H. Munthe: Efterretninger om Familien Munthe i ældre og nyere Tid, 1883
* Lampe, bd. 1, 1895, s. 8X10
* Ehrencron-Müller, bd. 5, 1927
* A. M. Wiesener: biografi i NBL1, bd. 9, 1940
* A. Aarflot: Norsk kirkehistorie, bd. 2, 1967
* O. Hagesæther: Norsk preken fra reformasjonen til 1820, 1973
* Ø. Ropstad: Katekismens betydning og katekismeutgaver under ortodoksien, h.oppg. MF, 1977
* H. Fæhn: Gudstjenestelivet i Den norske kirke X fra reformasjonstiden til våre dager, 1994
* N. Gilje og T. Rasmussen: Tankeliv i den lutherske stat 1537X1814, bd. 2 i T. B. Eriksen og Ø. Sørensen (red.): Norsk idéhistorie, 2002



'''Ludvig Hanssøn Munthe'''

Født: 2 1593 aug Tikøb, Helsingør, Frederiksborg, Danmark
Døpt: 12 1593 aug Tikøb, Helsingør, Frederiksborg, Danmark
Død: 12 Mar 1649, Bergen, Hordaland, Norge

===Kone===

* Ingeborg Sørensdatter Friis

===Barn===

# Karen Ludvigsdatter Munthe
# Otto Ludvigsen Munthe, d. 1649
# Hans Ludvigsen Munthe, f. 1625, d. 1706
# Abela Ludvigsdatter Munthe, f. 19 juli 1626, d. 20 sep. 1629
# Fredrik Ludvigsen Munthe, f. 1627, d. 25 okt. 1676
# Abel Ludvigsen Munthe, f. 1628, d. 1676
# Catharina Ludvigsdatter Munthe, f. 1628, d. 1674
# Elisabeth Ludvigsdatter Munthe, f. 1630, d. 1665
# Birgitte Ludvigsdatter Munthe, f. 26 Jun 1634, d. 23 Apr 1708
# Maren Ludvigsdatter Munthe, f. 11 des. 1635, d. 1715
# Anna Ludvigsdatter Munthe, f. 1639, d. 28 apr. 1688
# Helvig Ludvigsdatter Munthe, f. 1642, d. 1673
# Ludvig Ludvigsen Munthe, f. 9 jan. 1644, d. 9 mars 1688
# Søren Ludvigsen Munthe, f. 1646, d. 9 juni 1687
# Ingeborg Ludvigsdatter Munthe, f. 1649, d. 1692 		Munthe, Ludvig Hansen Biskop i Bergen (I27291)
 
13044 {geni:occupation} Biskop i Bergen, Biskop

{geni:about_me} Bornemann, Oluf, 1683-1747, Biskop,
født 28. Nov. 1683 i Kjøbenhavn. Faderen var ovfr. nævnte Cosmus
B. Deponerede 1701 og blev o. 1703 Alumnus paa Borchs
Kollegium. Efter at have tilbragt sine 5 Aar her
forblev han endnu 3 Aar i Kjøbenhavn, indtil han
1711 blev udnævnt til Lector theologiæ i Bergen og
Sognepræst til det Lektoratet tilhørende Kald Fane. Da
Bergens Bispestol 1731 var bleven ledig ved Marcus
Müllers Død, blev han ved sin Broder Etatsraad Philip
Julius B.s Indflydelse udnævnt til hans Eftermand
18. Jan. 1732. Efter Pontoppidan var han i sit private
Liv en from og god Mand, men i sit Embede var han
langsom og lidet virksom, hvorfor ogsaa de pastorale
Forhold i Staden under hans Episkopat til Dels vare
sørgelige, og forargelige Stridigheder herskede. Han
kom allerede det første Aar, han var Biskop, i Strid
med Stiftsbefalingsmanden, Admiral Ulrik Kaas, der
havde tilladt sig at sende en Erklæring i en Skolesag
for sig selv under Foregivende, at Biskoppen lod
Sagerne ligge. Endnu værre blev Forholdet, da man
i Bergen vilde oprette en Enkekasse 1736. Kaas lod
udarbejde et Projekt til en Stifts-Enkekasse og sendte
det om til Præster og andre efter at have meddelt
det til Biskoppen. Denne samlede Byens Avtoriteter
og fik i Stand et nyt Projekt, hvorefter Enkekassen
skulde være en privat Indretning. Kaas antog, at man
her gik hans Embede for nær, og i den derpaa følgende
Skriftvexel gik Biskoppen langt ud over Maadeholdets
Grænser. Det blev paalagt ham at rejse til Christiania og modtage en Irettesættelse af
Statholderen. Det blev ikke ved dette, thi da han
kom hjem, havde Kaas atter klaget over fornærmelige
Ytringer af Biskoppen i et Kirkeinspektionsmøde, for
hvilke han maatte gjøre skriftlig Afbigt og betale
100 Rdl. i Mulkt. Rimeligvis har Biskoppen følt sig
som Medlem af en af Danmarks berømteste lærde Slægter,
og det ses, at han haanede KaasX Adelskab og beskyldte
ham for Uduelighed. Han blev gift 1. 1712 med Mette
Dorothea Randulph (f. 1685 d. 1729, begr. 6. Maj),
Datter af Biskop Niels R. og hans anden Hustru,
Dorothea Cathrine f. Wandal; 2. 1730 med Ingeborg
Marie Hansen (d. 1753), Datter af Stiftamtsskriver
i Bergen, Assessor Villum H. og hans første Hustru,
Helene Mikkelsdatter f. Riisbrich. Hans 3 Sønner af
andet Ægteskab bleve Embedsmænd i Danmark. X Han døde
2. Juni 1747.

Pontoppidan, Annales eccles. IV, 245. Hatting, Præstehist.
S. 87. Theolog. Tidsskr. f. d. luth. Kirke i Norge I. R. VII, 361.
Nicolaysen, Norske Magasin III, 418 ff.

D. Thrap. (Bricka)

--------------------
Lector theol. Katedralskolen i Bergen, sogneprest i Fana, Biskop i Bergen fra 1731.
Han oplyses andetsteds død i 1742. 		Bornemann, Oluf Cosmussen (I47669)
 
13045 {geni:occupation} Biskop i Bergen. Professor i fysikk, Doktor i medisin.

{geni:about_me} '''Jens Pederssøn Schielderup''', (1509-1582) biskop i Bergen

Geistlig. Foreldre: Faren het Peder (død 1563); morens navn er ikke kjent (trolig død etter 1563). Gift med Susanne Lennertsdatter; hennes levetid og foreldre er ikke kjent. Far til Peder Jenssøn Schjelderup (1571X1646); svigerfar til Jørgen Erikssøn (1535X1604).

Som biskop i Bergen 1557X82 var Jens Pederssøn Skielderup sentral i gjennomføringen av reformasjonen i Norge. Mest kjent er han for sin kamp mot Xaffgudiske billederX i kirkene X en kamp han førte i både ord og handling. Han er stamfar til slektene Schieldrop/Schjelderup/Skjelderup i Norge.

Ingenting er kjent om Skielderups bakgrunn og oppvekst. Albert Hatting mente han var født 1499 på Fyn av foreldrene Peder Jensen og Maren Nielsdatter, Gerhard Schøning at han var fra Jylland og at faren var bonde, moren landflyktig fra Holland. Han var nok født et stykke inn på 1500-tallet, og ut fra Absalon Pederssøns dagbok kan man slutte at han var fra Jylland.

Skielderup tok baccalaureus-graden ved universitetet i København 1544. Han tilhørte kretsen omkring teologen Niels Hemmingsen, som gjennomgikk Davids salmer med de viderekomne studentene. Skielderup studerte en periode i Wittenberg og omtales fra ca. 1550 som magister. 1549 ble han professor i fysikk; antakelig hadde han en lavere stilling fra før. Han tok baccalaureus-graden i medisin 1553 i København, og i juni 1556 ser det ut til at han tok både lisensiat- og doktorgraden i medisin i Rostock. Det nevnes titler på flere medisinske skrifter av Skielderup, men bare et lite disputasskrift er å finne i dag.

1557 ble Skielderup uventet utnevnt til biskop i Bergen, og i juni i København ble han innsatt i embetet av biskop Niels Palladius. I Bergen møtte han stiftets prester og diskuterte embetsgjerningen med dem. Senere innførte han praksisen å holde synoder med prestene, første gang 1569, da en av sakene var spørsmålet om voksfigurer og andre billedstøtter i kirkene. Det ble vedtatt at voksfigurene og de fleste støttene skulle fjernes fra domkirken. I juleuken 1570 fikk biskopen fjernet noen bilder X noe som ble tatt ille opp av byrådet. I dialogen En Christelig Underuisning aff den hellige Scrifft om huad en Christen skal holde om Affgudiske Billeder oc Stytter vdi Kirckerne redegjorde han for sitt syn. Skriftet er formet som en samtale mellom en prest og en bonde. Francis Bull betegner boken som det eneste bidrag fra Norge til den egentlige reformasjonslitteratur.

Bispeembetet var en høy stilling, men kunne også være en byrde. Handelsbyen Bergen bød på store utfordringer, og et brev fra Københavns universitet, der Skielderup får løfte om å kunne vende tilbake til sitt professorat, må være et resultat av hans tvil. Noen år senere, da han for tredje gang klager over bispeboligen, skriver han at den må bringes i orden X hvis ikke drar han tilbake til sitt fødeland, der han kunne ha det mye bedre.

Skielderup var en ansett mann. 1559 fikk han den ære å få bistå ved Frederik 2s kroning. Han gjorde også en danmarksreise 1565, for å hente arven etter faren. I København ble han gjestfritt mottatt av tidligere kolleger ved universitetet og hadde en samtale med kongen. Rostock-professoren David Chytraeus tilegnet 1578-utgaven av boken Onomasticum Theologicum (teologisk ordliste) til ham. Og i det ellers satiriske verket Die nordsche saw (Den norske so) får han det beste skussmål. Her får vi vite at Skielderup var skallet.

Skielderup var gift med Susanne Lennertsdatter, antakelig en stedatter av medisinprofessoren Peter Capeteyn, som i et brev fra 1556 kaller Skielderup for XgenerX (latin for svigersønn). Paret fikk ca. 8 barn, de fleste døde som små. Datteren Adriane giftet seg 1571 med den senere stavangerbiskopen Jørgen Erikssøn, og sønnen Peder ble sogneprest i Mandal og biskop i Trondheim. 1582 døde Skielderup; fru Susanne levde til etter 1584.

Bildestriden berører mange fagfelter X historie, kirkehistorie, kunsthistorie, litteraturhistorie og idéhistorie. Skielderups teologiske synspunkter er omdiskutert: Gir hans skrift uttrykk for kalvinisme, ren lutherdom eller en mellomting? Selv om personen Jens Skielderup er uklar, engasjerer hans verk.


===Verker===


* Medica themata de partibus humani corporis ('Medisinske emner, om menneskekroppens deler'), København 1554 (skriftet er ikke å finne)

* Praeside Iacobo Bordingo,[...] pro licentia in medicina consequenda disputabit de sequentibus propositionibus Iohannes Scheldorp Danus, [...] die XII. Iunii, anno M. D. LVI. Rostochii. [...]Propositiones de temperamento [...] ('Under Jacob Bording som preses vil dansken Jens Skielderup 12. juni år 1556 i Rostock disputere over de følgende teser for licentiatgraden i medisin. Teser om karakteren'), Rostock 1556

* En Christelig Underuisning aff den hellige Scrifft/om huad en Christen skal holde/om Affgudiske Billeder oc Stytter vdi Kirckerne, København 1572 (ny utg., ikke faksimile, 1905)

* Se også bibliografi i Ehrencron-Müller, bd. 7, 1929, s. 383



===Kilder og litteratur===

* Norsk biografisk leksikon: [http://snl.no/.nbl_biografi/Jens_Pederss%C3%B8n_Skielderup/utdypning Jens Pederssøn Skielderup]
* E. Pontoppidan: Annales Ecclesiæ Danicæ Diplomatici, Oder [...] Kirchen-Historie des Reichs Dännemarck, bd. 3. København 1747, s. 199
* Norske Magasin, bd. 1 1858, bd. 2 1868, bd. 3 1870
* H. Rørdam: Kjøbenhavns Universitets Historie fra 1537 til 1621, bd. 1X4, København 1868X74 (bd. 1X3: se reg., bd. 4: Tillæg 55, 77 og 93)
* W. M. Schjelderup: XDen norske Familie Schjelderups Stamfader. Dr. Jens Pedersen Schjelderup. Biskop i Bergen 1557X1582X, i Mgbl. ekstranr. 51/1901
* Ehrencron-Müller, bd. 7, København 1929
* D. Mannsåker: biografi (Schjelderup) i NBL1, bd. 12, 1954
* NLH/Bull, bd. 2, 1958
* Absalon Pederssøn: Dagbok 1552X1572, utg. ved R. Iversen i Dagbok, og Oration om mester Geble, 1963, med kommentarbind ved H. Nilsen, 1970
* O. Hagesæther: XEt blad av Bergens reformasjonshistorieX, i P. Juvkam (red.): Bjørgvin bispestol. Byen og bispedømmet, 1970, s. 219X227
* S. Christie: Den lutherske ikonografi i Norge inntil 1800, 2 bd., 1973
* J. Goderstad: En christelig underuisning aff den hellige scrifft. Bildespørsmålet under reformasjonen. En undersøkelse i tilknytning til biskop Skjelderups skrift fra 1572, h.oppg. UiB, 1974
* I. Montgomery: X'I enlighet med Guds och Kungens ordinans', Jens Skielderup som kunglig superintendent i Bergen 1557X1582X, i Kyrkohistorisk årsskrift, Uppsala 1975, s. 139X155
* S. H. Lindøe: Til kamp mot Xafguders billederX. Idéhistoriske perspektiver på Jens Skielderups ikonoklasme, h.oppg. UiO, 2000
* G. Schøning: De Skelderupers Slegte-Register, digital utg. (etter original i Det kgl. Bibliotek, København)
* N. Gilje og T. Rasmussen: Tankeliv i den lutherske stat, bd. 2 i T. B. Eriksen og Ø. Sørensen (red.): Norsk idéhistorie, 2002, s. 153X165



===Portretter===

* Et kobberstikk i Det kgl. Bibliotek, København forestiller ikke, som hevdet, den biograferte, men hans sønnesønn av samme navn 		Schielderup, Jens Pederssøn Biskop i Bergen (I47803)
 
13046 {geni:occupation} Biskop i Bremen

{geni:about_me} Died unmarried and without issues

Wikipedia:

English: http://en.wikipedia.org/wiki/John_Frederick_of_Holstein-Gottorp,_Prince-Bishop

Deutsch: http://de.wikipedia.org/wiki/Johann_Friedrich_von_Schleswig-Holstein-Gottorf 		Fürstbischof von Lübeck und Bischof vo, Johann Friedrich Verden (I96620)
 
13047 {geni:occupation} Biskop i Hildesheim 1551-1556 och Schleswig 1551-1556

{geni:about_me} ==Links:==
*[http://thepeerage.com/p10555.htm#i105542 The Peerage]
*[http://de.wikipedia.org/wiki/Friedrich_von_D%C3%A4nemark_%281532%E2%80%931556%29 Wikipedia Deutsch] 		Schleswig, Frederik af Danmark og Norge von Oldenburg Prins, Bischof von Hildesheim und Prins, Bischof von Hildesheim und Schle (I68554)
 
13048 {geni:occupation} Biskop i Kristiansand fra 1778.

{geni:about_me} Eiler Hagerup, Eiler Eilersen Hagerup, født 11. desember 1718, fødested Kvernes (nå Averøy), Møre og Romsdal, død 27. mars 1789, dødssted Kristiansand, Vest-Agder. Biskop. Foreldre: Handelsmann Eiler Bertelsen Kongel (1665X1750) og Laurentze Hansdatter Spydeberg (ca. 1688X1751). Gift 1) 12.1.1752 med Johanne Margrethe Smith (23.5.1730X24.6.1773), datter av kjøpmann, stadshauptmann Lauritz Andersen Smith (1680X1758) og Johanne Margrethe Leigh (1691X1766); 2) 7.10.1777 med Edvardine Magdalene Margrethe Christie (5.5.1755X13.7.1830), datter av sogneprest Edvard Christie (1701X57) og Magdalene Margrethe Koren (1722X1806). Datterdatters sønn av Kjeld Stub (1607X63); fartil Edvard Hagerup (1781X1853); svoger til Werner Hosewinckel Christie (1746X1822); filleonkel (mors fetter) til Hans Hagerup Gyldenpalm (1717X81).

Eiler Hagerup d.y. var menighetsprest i 30 år før han ble biskop i Bergen og senere i Kristiansand. Han hadde ry som en dyktig predikant, og han utgav en del kirkehistoriske arbeider.

Eiler Eilersen tilbrakte sine første barneår på Steinvik i Kvernes på Nordmøre. Som 12-åring kom han i huset hos trondheimsbiskopen Eiler Hagerup d.e. (biskopens hustru var guttens kusine). Her viste han gode evner, og etter å halest med bl.a. biskopens sønn, Hans Hagerup (Gyldenpalm), ble han privat dimittert til universitetet 1736. Det nære forhold til bispefamilien gjorde at han fikk tillatelse til å anta Hagerup-navnet.

Hagerup tok teologisk embetseksamen 1738 og magistergraden 1740. Etter en kort periode som hører ved latinskolen i Bergen ble han 1743 utnevnt til sogneprest i Høyland på Jæren, fra 1753 dessuten prost i Jæren prosti. Etter 13 årpå Jæren ble han 1756 sogneprest i Arendal, og der ble han i 17 år. Som menighetsprest fikk han gode skussmål fra sine geistlige overordnede, og endog den kritiske biskopen Ole Tidemand anbefalte ham til forfremmelse.

Hagerup opparbeidet seg tidlig et positivt omdømme som predikant. Lite ble trykt, men et stort antall utrykte prekener er bevart fra hans tid i Arendal. I tillegg var han en dyktig latinfilolog, noe som bl.a. kom til uttrykk ved at han etter kongelig ordre oversatte professor Knud Leems verk om samene til latin, slik at det kunne bli kjent blant et lærd europeisk publikum.

Hagerup ble kjent også for sine egne skrifter. Han vant akademisk ry gjennom tre kirkehistoriske undersøkelser fra 1750- og 1760-årene om trosopplæring og seremonier i oldkirken, mens en fremstilling av oldkirkens martyrer ble mer populær lesning og kom i flere opplag og oversettelser. 1760 ble han kreert til teologisk doktor på en avhandling om treenigheten, og 1774 fungerte han som ekstraordinær professor i teologi ved universitetet i København. 1774X75var han medlem av en offentlig kommisjon som skulle foreslå reformer i det lærde skolevesen, og i denne tiden opptrådte han også som talsmann for ideen om et eget norsk universitet.

Våren 1773 ble Hagerup utnevnt til biskop i Ribe på Jylland, men allerede året etter ble han forflyttet til bispestolen i Bergen. I løpet av de drøye tre årene der var han med på å opprette et filologisk selskap. 1778 ble han forflyttet til Kristiansand, og dette bispeembetet beholdt han til sin død.

Som biskop var Hagerup kjent som en dyktig visitator. Han gjorde atskillig for å oppmuntre dyktige prester, samtidig som han grep konsekvent inn overfor prester som opptrådte klanderverdig i sine stillinger. Spesielt i Kristiansand stift, som var sterkt forsømt av hans forgjenger Ole Tidemand, hadde han i så måte store utfordringer. Sammen med stiftamtmann Frederik Adeler utarbeidet han en ordning for fattigvesenet i stiftet, en ordning som ble godkjent av kongen 1786. Hagerup hadde også del i opprettelsen av et tukt- og manufakturhus i Kristiansand 1789.

Hagerup var en av de sentrale konservative prester og kirkeledere i Norge på 1700-tallet. Han kan knapt kalles pietist, men var snarere en ortodoks embetsgeistlig, som i sine senere år uttrykte stor bekymring over den økende innflytelse fra opplysningspreget teologi og dens reformplaner. En kirkelig karriere som hans hadde ikke vært mulig uten bruk av gode kontakter i embetsverket og det sentrale kirkestyret, og helt plettfri var hans embetsførsel ikke. Blant annet var han involvert i en lang kompetansestrid med sin tidligere lærer Hans Hagerup (Gyldenpalm) mens denne var stiftamtmann i Kristiansand.

Men både samtid og ettertid ser ut til å enes om hans dyktighet; Hagerup var en mann av XErudition, henrivende Veltalenhed og fin LevemaadeX, oppsummerte hans elev og yndling Claus Pavels noen tiår etter hans død.

Verker
Bibliografi i Ehrencron-Müller, bd. 3, 1926, s. 345X347
Et utvalg
Historisk Berætning om de Unges Confirmation udi deres Daabes Naade, København 1757
Forsøg til en historisk Underretning om de saa kaldte Catechumenis eller Lærlinge og Catechismus-Børn udi Den første Christen Kirke, København 1759
Merkværdige Exempler paa de hellige Martyrers svare Lidelser og syerrige Troe og Taalmodighed ude de ti store Forfølgelser, København 1761 (og en rekke senere opplag; sv. utg. Stockholm 1766, fi. utg. Turku 1829)
overs. Canuti Leemii De Lapponibus Finmarchiæ, København 1767
Etterlatte papirer
362 prekenutkast fra årene 1757X66, i familiens eie
tre manuskripter fra hhv. 1762, 1763 og 1766 (MS 4° 189, 8° 279 og 4° 235), i Håndskriftsaml., NBO
en anonym preken tilskrevet Eiler Eilersen Hagerup i egenskap av biskop i Bergen (Det Kgl. Bibliotek, København, Gammel Kgl. Saml., 40 1530)
Kilder og litteratur
A. Faye: Christianssands Stifts Bispe- og Stiftshistorie, 1867
biografi i Lampe, 1895, s. 23X24
S. Elving: Familien Hagerup i Danmark og Norge, København 1902
biografi i Ehrencron-Müller, bd. 3, 1926
A. Fridrichsen: biografi i NBL1, bd. 5, 1931
R. Bolling: Kyrkjeliv i Christianssands stift i attande hundreåret, 1947
H. Fæhn: Ritualspørsmålet i Norge 1785X1813, 1956
A. Aarflot: XNytt materiale til belysning av pietismens forkynnelseX og XNoen hovedtanker i Eiler Hagerup d.y.'s forkynnelseX, i Tidsskrift for Teologi og Kirke 35, 1964, s. 153X164 og 214X232
O. Hagesæther: Norsk preken fra reformasjonen til omlag 1820, 1973
Portretter m.m.
Kunstneriske portretter
Maleri (brystbilde) av Anders Bergius, u.å.; Kristiansand domkirke (kopi, utført av C. Dahl, i Bergen domkirke, kopi i p.e.)

Ved sitat oppgi: Store norske leksikon, snl.no, Arne Bugge Amundsen., 2011-06-09, http://www.snl.no/.nbl_biografi/Eiler_Hagerup/utdypning_X%80%93_2 		Hagerup, Eiler Eilertsen (Kongel) (I28181)
 
13049 {geni:occupation} biskop i København Resen, Hans Hansen (I35013)
 
13050 {geni:occupation} Biskop i Lübeck

{geni:about_me}
==Links:==
*[http://thepeerage.com/p623.htm#i6221 The Peerage]
*[http://www.geneall.net/D/per_page.php?id=397525 Geneall]
*[http://de.wikipedia.org/wiki/Karl_August_von_Schleswig-Holstein-Gottorf Wikipedia in Deutsch] 		von Holstein-Gottorp, Karl August Fürstbischof von Lübeck (I49037)
 

      «Forrige «1 ... 257 258 259 260 261 262 263 264 265 ... 405» Neste»

Sidene drives av The Next Generation of Genealogy Sitebuilding v. 14.0.1, skrevet av Darrin Lythgoe © 2001-2025.

Redigert av Glenn Bø.