Notater
Treff 13,851 til 13,900 av 20,231
| # | Notater | Linket til |
|---|---|---|
| 13851 | {geni:occupation} Danish Knight, Colonel and Chamberlain to King Frederick VI of Denmark and Norway {geni:about_me} Adam Gottlob von Krogh (16 May 1768 - January 17, 1839) was a Norwegian-Danish military officer, and the son of Major General Caspar Herman von Krogh (b. December 1, 1725 - d. 1802) and his wife Christiane Ulrica née Lerche (b. November 1, 1730 - d. August 21, 1803 in Eidsvoll). He was married to his cousin Magdalene (née von Krogh) (b. June 13, 1775 - d. December 19, 1847) Daughter of the following titular Privy Councilor Frederick Ferdinand von Krogh (d. 1829). At 12 he was sent to study at the Søakademiet in Copenhagen, receiving an appointment as Ensign to the Crown Prince's Regiment in 1786. From 1788 he was Sekondlieutenant in the Royal Guard on foot. In 1790 he went to Lindholm to serve as page chamber of the Crown Prince at Christiansborg Palace. He was the Inspection Officer at the time of the great Christiansborg Palace fire of 1794, and was badly injured while attempting to stop the fire. In 1816 he was made Colonel. He was then director of the Sound Customs House and Chamberlain to King Frederick VI of Denmark who knighted von Krogh, Commander Order of the Dannebrog in 1828 and then bestowed himwith the Grand Cross Order of the Dannebrog in 1836. He lived at Marienlyst Castle between 1796 and his death in 1839 after which Frederick VI of Denmark graciously let his widow Magdalene remain living there till her death in 1847. http://en.wikipedia.org/wiki/Adam_Gottlob_von_Krogh http://en.wikipedia.org/wiki/Marienlyst_Castle | von Krogh, Adam Gottlob (I67211)
|
| 13852 | {geni:occupation} Danmark og Norge, Oldenburg {geni:about_me} *Died unmarried and without issues. *Killed in the Battle of Keresztes or Battle of Mezokeresztes: ==Links:== *[http://thepeerage.com/p575.htm#i5742 The Peerage] *[http://www.geneall.net/D/per_page.php?id=392779 Geneall] *[http://www.hansdenyngre.dk/hans_uk/wizg01.htm#495C Johan the Younger #6] *[http://en.wikipedia.org/wiki/Battle_of_Keresztes Battle of Keresztes] | von Schleswig-Holstein-Sonderburg, August Prinz (I68499)
|
| 13853 | {geni:occupation} Danmarks reformator, salmedigter, Biskop i Ribe, 154-61, Munk Antvorskov, Magister og senest Biskop {geni:about_me} Hans barndoms oplevelser er indhyllede i sagn. Han gik vistnok i skole i Odense og Slagelse, men kom så i hvert fald ind i Johanniterklosteret i Antvorskov som munk. Her viste han gode evner, og 22 år gammel blev han sendt til Tyskland for at studere. Hav var nogle år i Rostock og tog et par akademiske grader der, og måske var han derefter en kort tid i Löwen og Köln. 1521 træffes han imidlertid som læsemester eller noget lignende ved Københavns Universitet, men en måned efter Christian 2.'s flugt 1523 blev han indskrevet ved universitetet i Wittenberg. Til dette tidspunkt kendes hans liv kun for de ydre rammer, men nu ved man, at han i henved to år studerede under Luther og blev vundet for reformationen. Han kaldtes derefter hjem, og da man på Antvorskov lærte hans nye kristendom at kende, blev han vistnok først kastet i fængsel, men derefter sendte til Viborgs Johanniterkloster for at bringes på andre tanker. Om han også der var fængslet og fra vinduet talte til folkeskarerne, er muligt, men usikkert. Klosterets prior syntes i hvert tilfælde godt om ham efter nogen tids forløb, og han fik lov at prædike i klosterkirken. Dette skete sandsynligvis 1525. Tausens evangeliske forkyndelse samlede en menighed om ham, deriblandt flere af byens bedste mænd, og da munkene blev betænkelige, brød Tausen med dem, lagde munkekappen og tog ophold i borgmester Peder Tranes hus. En tid prædikede han under åben himmel, men hans tilhængere sprængte en dag døren til Gråbrødrenes store kirke, og nu prædikede han derinde to gange hver søndag eftermiddag. Samtidig begyndte han med dansk salmesang. Frederik 1. besøgte Nørrejylland 1526, følte sig tiltalt af Tausen og gjorde ham til sin kapellan, men tillod ham foreløbig at blive i Viborg. Den evangeliske bevægelse gjorde imidlertid de katolske prælater forbitrede, og biskoppen i Viborg Jørgen Friis søgte endog at fængsle Tausen under en af hans gudstjenester, men borgerne sluttede kreds om ham og jog bispens svende bort. Bevægelsen bredte sig mere og mere, nye prædikanter vandt frem, således Jørgen Jensen Sadolin, gudstjenesten arrangeredes, og Tausen udgav flere skrifter til belæring og opbyggelse. Da biskop Jens Andersen Beldenak i Odense skrev mod det lutherske kætteri i Viborg, tog Tausen ordet til forsvar og skrev et dygtigt modskrift 1528. Han giftede sig og ordinerede flere evangeliske prædikanter til præster, deriblandt Sadolin, blev selv sognepræst ved Gråbrødrenes kirke og fik efterhånden Viborg gjort næsten helt evangelisk. 1529 rejste han imidlertid til København, sandsynligvis efter kongens ordre, og fik her St. Nicolai kirke anvist til evangelisk gudstjeneste. Biskoppen i København Joachim Rønnov søgte at lægge ham hindringer i vejen, men uden held, og snart kom der flere lutherske prædikanter til, således at reformationen også i København bredte sig med hast. På herredagen i København 1530 spillede Tausen en hovedrolle. Dog er det ikke klart, hvor stor en andel han har i affattelsen af de 43 artikler, som blev fremlagt fra de evangeliskes side. Derimod skrev han et dygtigt modskrift samme år mod Poul Helgesen. Billedstormen var Tausen imod, og han var i det hele mere konservativ end flere af de andre reformatorer i spørgsmålene vedrørende de ydre skikke, men han kunne være voldsom i sine udtalelser. Efter Frederik 1.'s død 1533 optrådte Poul Helgesen mod Tausen med anklage for kætteri, og en tid så det truende nok ud, men Tausen blev dog i sin gerning mod at afgive en erklæring om at vise biskoppen lydighed og afholde sig fra skældsord mod gejstlige personer. De følgende år var han vistnok stadig ved St. Nicolai kirke, også under Grevens Fejde, og på den tid udarbejdede han en oversættelse på dansk af de 5 mosebøger (udgivet i Magdeburg 1535). Under Christian 3. kom Tausen til ære og værdighed, og han tilegnede kongen en postil over kirkeårets evangelier og epistler (udgivet i Magdeburg 1539, et udvalg er udgivet af L. Helveg 1850). Tausen deltog i arbejdet på den danske kirkeordinans, var en tid lærer i hebraisk ved universitetet og blev derefter 1538 læremester og prædikant ved Roskilde Domkirke, alt samtidig med, at han var sognepræst ved St. Nicolai kirke i København. Han var, mærkeligt nok, ikke blandt de første som gjordes til superintendenter, men 1542 valgtes han til superintendent i Ribe, og her virkede han til stor velsignelse lige til sin død. Han kunne være heftig og skarp, men han tog sig med stor nidkærhed af alle sine pligter, og forholdene var ikke lettet i stiftet. Især adelen stod han i et ret spændt forholdt til. Tausen ville fortsætte sin bibeloversættelse, men der synes ikke at være produceret noget. Derimod har han skrevet flere salmer. Af andre værker fra hans hånd må nævnes den allegoriske »Vise om løgn og sandhed«. Tausen står i første række blandt de danske reformatorer, og hans betydning ligger i, at han dristig, undertiden dog også voldsomt, slog det gamle ned og bragte det nye frem. Han var ikke Danmarks eneste reformator, men han var den første i tiden og hele sit liv igennem en af de ypperste. En del af hans skrifter er udgivet af H.F. Rørdam 1870. -------------------- http://www.geocities.com/5640.geo/htefterkommere.htm http://www.faroeiceland.ca/html/ghtout/gp1423.html -------------------- The protagonist of the Danish Reformation, born at Birkende in Funen in 1494. The quick-witted peasant lad ran away from the plough at an early age, finally settling down as a friar in the Johannite cloister of Antvorskov near Slagelse. After studying at Rostock and teaching there for a time and also at Copenhagen, he was again sent abroad by his prior, visiting, among other places, the newly founded University of Leyden and making the acquaintance of theDutch humanists. He was already a good linguist, understanding both Latin and Hebrew. Subsequently he translated the books of Moses from the original. In May 1523 Tausen went to Wittenberg, where he studied for a year and a half,when he was recalled to Antvorskov. In consequence of his professed attachment to the doctrines of Martin Luther he was first imprisoned in the dungeons of Antvorskov and from there transferred, in the spring of 1525, to the GreyFriars' cloister at Viborg in Jutland, where he preached from his prison to the people assembled outside, until his prior, whom he won over to his views, permitted him to use the pulpit of the priory church. At Viborg the seed sown by Tausen fell upon good soil. Several young men in the town had studied at Wittenberg, and the burghers, in their Lutheran zeal, had already expelled their youthful Bishop Jörgen Friis. Tausen's preaching was so revolutionary that he no longer felt safe among the Franciscans, so he boldly discarded his monastic habit and placed himself under the protection of the burgesses of Viborg. At first he preached in the parish church of St. John, but this soon growing too small for him he addressed the people in the marketplace from the church tower. When the Franciscans refused to allow him to preach in their large church, the mob broke in by force. A compromise was at last arranged, whereby the friars were to preach in the forenoon and Tausen in the afternoon. The bishop, very naturally averse to these high-handed proceedings, sent armed men to the church to arrest Tausen, but the burghers, who had brought their weapons with them, drove back "the bishop's swains." In October 1526 King Frederick I, during his visit to Aalborg, took Hans Tausen under his protection, appointed him one of his chaplains, and charged him to continue for a time "to preach the holy Gospel" to the citizens of Viborg, who were to be responsible for his safety, thus identifying himself with the new doctrines in direct contravention of the plain letter of his coronation oath. Tausen found a diligent fellow-worker in Jörgen Viberg, better known as Sadolin, whose sister, Dorothea, he married, to the great scandal of the Catholics. He was indeed the first Danish priest who took unto himself a wife. He was also the first of the reformers who used Danish ins http://www.roskildehistorie.dk/oversigter/embeder/kapitel/kannikker/Tausen/Hans_Tausen1.htm -------------------- Kilder: 1. Dansk biografisk Lexikon: http://runeberg.org/dbl/17/0102.html 2. http://no.wikipedia.org/wiki/Hans_Tausen 3.http://www.roskildehistorie.dk/oversigter/embeder/kapitel/kannikker/Tausen/Hans_Tausen.htm 4.http://aforum.genealogi.se/discus/messages/576/48068.html?1076923576 /Axel Kjellberg Hans Tausen och hans efterkommande Hans Tausen var född 1494 i Birkaude, en obetydlig XBonde-byeX ej långt från Kjerteminde, hamnstad på Fyns nordöstra kust. Hans Latinska namn var XJohannes TausanusX. Den latinska namnformen anses visa, att det icke är fråga om ett X-senX namn, härlett från Tage eller Tave, som ibland uppgivits ha varit faderns förnamn. Den latinska namnformen skulle i så fall varit XTagonisX. Tausen måste således anses vara ett verkligt släktnamn. I ett brev 1533 kallar sig riksrådet Knud Bille honom XHans MarkorsenX. Fadern torde alltså ha hetat Markus eller Markvard. I ett ännu bevarat tal, hållet 1590 i Ribe Skole nämnes, att modern hette Caren och att hon tillhörde släkten Tausen, Xsom icke var oberömt på sin EgnX. Hans skulle således ha antagit sin moders släktnamn. Det anses troligt, att Hans Tausen genom modern tillhörde Xden menige AdelX, eftersom han blev upptagen i ett Johanniter Kloster som munk. XDen menige AdelX utgjordes av landsbygdssläkter Xaf VaapenX, vilka liksom bönderna brukade jorden. Vid tiden föreoch efter reformationen var det icke ovanligt, att medlemmar av dess släkter sökte sig över i Kyrkans tjänst. Hans Tausen kom i 12-årsåldern till Odense skola, som var en adlig stiftelse. Efter skolgången upptogs han i Johanniter klostret i Antvoorskov. 1516 var han i Rostock, där han inskrevs vid universitetet. 1517 erhöll han baccalaurrus graden och 1519 blev han magister (XmesterX). Vid denna tid torde han också ha blivit prästvigd. I oktober1521 blev han inskriven vid teologiska fakulteten vid Köpenhamns universitet. Därefter vistades han en kort tid vid universitetet i Louvain (Nederländerna), varefter han begav sig till Wittenberg, där han inskrevs vid universitetet den 16/5 1523. Vistelsen där under Martin Luthers ledning blev avgörande för Hans T: s hela liv X han blev Danmarks store reformator. En skildring av denna hans strålande livsgärning faller utanför ramen för vår uppgift. Den intresserade hänvisas till M. Christensen: Hans Tausen (Köpenhamn 1942) och annan litteratur. Hans Tausen var gift 2 gånger, först 1520 med Dorothea, en släkting till Jörgen Sadolin. Hon Dog 1537. Andra gången gifte hon sig omkring 1540 med Anna Andersdotter, en borgardotter från Köpenhamn, som dog 24/8 1570. Hon hade då varit änka i nära nio år. Hans Tausen dog i Ribe 11/11 1561, då han länge varit biskop. I Hans Tausens första äktenskap föddes 4 barn, i det senare 9. Av dessa 13 barn uppgives 7 hava dött i unga år. Något bevis för riktigheten härav har ej påträffats och torde knappast finnas. Det må i detta sammanhang framhållas, att den undersökta litteraturen i allmänhet ej synes sysselsätta sig med andra män än dem, som blev präster eller avlade universitets examen. Några födelsedata för hans T:s barn äro ej kända och dopböcker saknas helt under 1500-talet. (...) Jörgen, biskop Hans T: s ende kände son, var född i första äktenskapet. Han blev präst i Medelby, där han dock var endast ett år. Han synes ha helt misslyckats i sitt kall och kom på obestånd. 1578 var han i Köpenhamn, där universitetet skänkte Xett par hosor af XengelsktX till hamX. Om hans bortgång finnes följande anteckning för den 4/4 1578 i biskop Hegelunds almanack: XObiit Haffniae M. Georgius Tausanus in vera poenitentia et filii Dei invocationeX. (avled i Köpenhamn M (agister) Jörgen Tausen i sann ånger och under åkallan av Guds son). Någon uppgift om giftermål eller barn har ej påträffats och med största sannolikhet förblev han ogift. Catharina, biskop hans T: s äldsta kända dotter, var född i första äktenskapet. Hon var först gift med Hans Foss, präst i Odense (död 8/6 1559). Ene sonen Desiderius Foss blev präst vid Vor Frues Kirke i Köpenhamn. Den andre sonen Anders Foss, blev biskop i Bergen. Sitt andra äktenskap ingick hon med Jörgen Rasmussen Yostedt (död 6/4 1571. inga nya barn i detta äktenskap. Anna, dotter till biskop hans T., förmäldes med biskopen i Vendelbo stift Lauritz Nielsen (död 16/11 1557). Sonen Hans Lauritzen Amerinus blev medicine doctor och kanik i Ribe. Sonen mester Niels Lauritzen dog som professor i pedagogik i Köpenhamn. Den tredje sonen mester Jörgen Lauritzen blev sockenpräst i Thisted. Dorothea, dotter till biskop hans Tausen blev gift med sedermera biskopen i Ribe hans Langesen. Tre barn äro kända: sonen Lauge, ett barn okänt till namnet och dottern Mette. Denna blev i sin tur gift med den sedermera kände historikern Anders Sörensen Wedel. Av dessas barn äro tre söner kända; Sören, Hans och Lauge. Denne Hans fick, egendomligt nog, sin morfars tillnamn och kallades hans Tausen. Han blev med hjälp av sin svåger, biskopen i Lund Povel Mortensen, rektor i Malmö i febr. 1621, tre år senare var han hovmästare för svensken Bo Gustafsson Bielkes söner. Han dog i Hamburg utan att efterlämna några barn. Lisbeth, dotter till biskop hans Tausen. Hon blev först gift med en köpman i Horsens Xsom var fader till m. Mads PorsesX. Om barn i detta äktenskap är intet känt. Andra gången gifte han sig med hans Madsen (latin: X Johannes MattiaeX.) En anteckning härom för den 2/6 1585 i biskop Hegelunds almanack säger: Sponsalia inter Dn Johannem Mattiae, Patorem Horsensem, et Elisabetham viduam filiam m. Joh, Tausoni.X (Trolovning mellan Dn Hans Madsen, pastor i Horsens och änkan Elisabeth, dotter till M. Hans Tausen). Hennes son var otvivelaktigt den mag. Hans Tausen som i första hälften av 17de århundradet var präst i Lösning och korning och brevväxlade med A. S. Wedels äldste sonX. Lösningligger strax söder om Horsens. Kyrkoböckerna i Lösning börja först 1699. Det har ej kunnat utrönas om denne Hans Tausen varit gift och efterlämnat några barn. Helt uteslutet är det således ej X om ock föga troligt X att han kundeha varit fader till den svenska släkten Tausons äldste kände stamfader, Jonas Tauson, men bevis för släktskapet torde numera vara omöjligt att uppbringa. En dotter till biskop Hans Tausen, var förnamn är okänt blev gift med köpmannen i Ribe Peder Brun. Sonen hette hans Brun. --------------------------------- Hans Tausen (født 1494 i Birkende ved Langeskov på Fyn - død 11. november 1561) var en dansk teolog og evangelisk-luthersk reformator. Fra johannitterklosteret i Antvorskov ved Slagelse, hvor han både studerte og underviste, tok Hans Tausen fatt på en studiereise til Rostock (1516-21), hvor han ble magister i 1519, deretter til København (1521-22), Leuween (1522) i Holland og til Wittenberg (1523-24) i Tyskland. Under oppholdet i Wittenberg i 1523-24, sluttet Hans Tausen seg til reformasjonen. Han ble i 1525 sendt til Viborg som predikant. Her ble han først fengslet og siden utstøtt av sin egen klosterorden, men kongen tok ham i forsvar,og han ble kongelig kapellan i Viborg. Med kongens beskyttelse opprettet han en luthersk presteskole i Viborg fra 1526, sammen med Jørgen Sadolin. Han fikk lov til å holde prekener i Gråbrødreklosterets kirke, hvor de også sang lutherske salmer. I 1527 trosset han sølibatet og giftet seg med Dorothea Sadolin. Fra 1529 ble han kalt til luthersk prest i Viborg Gråbrødrekirke, men samme år forflyttet til Nicolai Kirke i København. Etter at reformasjonen var innført i 1536 ble han med på å utarbeide kirkeordinansen av 1537. Han var biskop i Ribe fra 1541 - 1561, og en del av hans hjem finnes ennå i Ribe, Hans Tausens Hus, som ligger ved Domkirken. Huset er en del av den opprinnelige bispegården, som strakte seg over et noe større areal. Hans Tausen er også kjent som «den danske Luther». Salmeforfatter og oversetter Som en av reformasjonens foregangsmenn har Hans Tausen også vært opptatt av salmer. Vi vet at han brukte danske salmer ved sine gudstjenester i Viborg 1525-29, først ved regelmessige aftensangstjenester, siden i full messe, men på dansk og med luthersk nattverd. I forordet til Malmø-salmeboken står det den afftensang/ som i Iudland siunges/ met Antiphoner/ Psalmer oc MagniXcat, og forskere mener Hans Tausen har vært direkte involvert i utarbeidelsen av de danske salmetekstene. Da han kom til København tok han salmene med seg, slik det står i fortalen til Thomissøns salmebok fra 1569: Men i det Aar 1529. bleffue danske Psalmer først siungen her i Kiøbenhaffn om høsten/ aff Mester Hans Taussen [...] Oc lod han den danske Psalmebog vdprentis forbedrit i det aar 1544. Tausen har vært involvert i en salmeboksutgave, men man kjenner ingen eksemplarer av den i dag. Riktig nok er det en salmebok fra 1533 som inneholder en del salmer som er fordansket af m. Hans Taussen. Da de katolske bisper følte, at de lutherske prædikanter i byerne havde fået for frie tøjler, fik de kongen Frederik I., til at indkalde til herredag. Drøftelserne her førte ikke til noget resultat, for blandt de verdslige rigsråder var der mange tilhængere af Luther, ligesom kongen selv havde sympati for Luthers lære. Da herredagen opløstes, var man lige vidt. Ingen var blevet sejrherre, og ingen kunne vel heller blive det så længe, kongen holdt fast vedsin tolerancepolitik. Men de mange ivrige og virksomme evangeliske prædikanter i hovedstaden havde ikke været uden virkning på borgerskabet, hvis styre, bortset fra Ambrosius Bogbinder, var forsigtigt og ikke ønskede at gå for hårdt frem. Det var dog klart, at holdningen hos menigmand var så voldsom, at det kunne være svært for bystyre eller prædikanter at holde udviklingen under kontrol. Fanatismen slog ud i lys lue, og folk krævede al katolsk gudstjeneste, ikke mindst de latinske sjælemesser og nattegudstjenester, ud af kirkerne, også af Vor Frue Kirke, hvortil der var knyttet en slags domkapitel. København var inddelt i otte roder. På møder inden for hver rode krævede lutheranerne nu, at hver borger skulle sværge på at ville leve og dø for Guds hellige ord, således som det blev prædiket af prædikanterne, og at de ville gå til modstand mod "det gamle hykleri og det papistiske regimente", om så det skulle koste liv og hals. Fra hver rode skulle der sendes fire mand til borgmester og råd for at afkræve dem en løsning. Der var tidligere blevet truffet den overenskomst med kapitlet, at der stadig skulle være katolsk gudstjeneste i Vor Frue Kirke, men at "den evangeliske prædiken skal sige dér Guds ord og sige dér dansk messe om søndagen". Borgmester og råd henvendte sig nu til kongen, refererede almuens harme over de katolske messer, og bad ham formå biskoppen til at få kapitlet til at høre op med de katolske gudstjenester; ellers kunne der let ske kannikker og præster overlast, "thi her er mange kumpaner i staden, både bådsmænd, fiskere og andre lavssvende". Fra Roskilde prøvede Poul Helgesen at gribe ind i striden med et skrift til forsvar kirken. Hans Tausen reagerede omgående med et modskrift. Frederik I. svarede ikke på brevet fra borgmester og råd. Uroen blev større og større, og tredje juledag 1530 brød det løs. En stor hob med borgmester Ambrosius Bogbinder og flere rådmænd i spidsen brød ind i Vor Frue Kirke. "Først omstyrtede de alle helgenbillederne, spyttede på dem, slog dem med næveslag og spottede dem med forargelige skældsord, mens de sønderslog dem med deres økser, og derpå trængte de ind i koret, hvor de fuldstændig ødelagde kannikstolene og alt panelværket". Således fortæller Poul Helgesen, som dog ikke er en neutral beretter. Man holdt først op med voldsomhederne, da Hans Tausen, "forbrydelsens rænkesmed" eller "dette utyske blandt alle udyr" kom til og fik de vilde mennesker til at holde op med deres rasen. Først nu greb kongen ind. Vor Frue Kirke blev lukket for katolikker såvel som for lutheranere. Året efter fik Joakim Rønnow med rigsrådets støtte kirken åbnet påny, men nu kunfor katolikkerne. Det betød dog langt fra, at kampen mellem papister og prædikanter var endt eller afgjort. Da rigsrådet med Joachim Rønnow i spidsen efter adelsrepublikkens indførelse anklager Hans Tausen for kætteri, bliver borgerne i København så vrede på bispen, at de går til angreb på ham. Han kommer kun helskindet hjem til sin gård i Nørregade, fordi Tausen beskytter ham. I selve anklagen gik Rønnow ind for et kompromis. Hans Tausen skulle ikke dømmes som kætter, men skulle have forbud mod at prædike i København og skulle landsforvises fra Sjælland. Det hele endte med at Rønnow bøjede sig yderligere: Hans Tausen fik lov til at prædike i København, når bispen tillod det - og det gjorde han. Vigtigst for Rønnow var igen, at det skulle være biskoppen, der bestemte. Folk i byen blev rasende. Og det var i den situation, at Tausen måtte hjælpe Rønnow hjem til sin gård i Nørregade. De gav endda hinanden hånden, da de skildtes. Hvilket måske kostede Tausen et bispejob i første omgang, da reformationen havde afskaffet de katolske biskopper. -------------------- http://en.wikipedia.org/wiki/Hans_Tausen http://runeberg.org/dalihist/tausehan.html | Tausen, Hans Biskop i Ribe (I97349)
|
| 13854 | {geni:occupation} Dansk adelsdame og godsejer | Numsen, Magdalene Charlotte Hedevig lensbaronesse (I47466)
|
| 13855 | {geni:occupation} Dansk amtmand, Kammerherre, Amtmand | Knuth, Hans Schack greve (I91760)
|
| 13856 | {geni:occupation} Dansk Arkitekt og kunstmaler | von Lüttichau, Curt Ulysses (I91879)
|
| 13857 | {geni:occupation} Dansk billedhugger | Saabye, August Vilhelm Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand (I91888)
|
| 13858 | {geni:occupation} Dansk digter (på latin), historiker, kongelig historigraf, professoer i historie og poesi {geni:about_me} Profilfoto: Kilde: Wikipeida.dk: Vitus Pedersen Bering malet af Abraham Wüchters. Potrætsamlingen på Frederiksborg Slot. -------------------- Vitus Pedersen Bering (6. oktober 1617 i Viborg - 20. maj 1675) var dansk digter (på latin) og historiker. Søfarers Vitus Berings onkel. Bering var fra 1650 til sin død kongelig historiograf. I 1650 blev han også professor i historie ved Sorø Akademi efter en kort overgang i 1650 at have været professor i poesi ved Københavns Universitet. Stillingen ved Sorø Akademi forlod han dog allerede 1651. Translation: http://tinyurl.com/vitus-pedersen-bering | Bering, Vitus Pedersen (I90812)
|
| 13859 | {geni:occupation} Dansk digter, dramatiker og præst. {geni:about_me} *Folketællinger: FT-1840 Studiestræde 94, 2.tv i Gaarden, Nørre Kvarter, København, FT-1855 Gaard Rolihed, Ladegaardsvejen, Frederiksberg, København, som Cand.theol og Enkemand hos sin moder Enke Ane Lene Johanne Irgens. FT-1880 Præstegaard, Lille Kanikegade, forhuset, Hillerød Købstad, Frederiksborg Amt, som Slots- & Sognepræst ved Frederiksborg Slotssogn, FT-1885 Christian Winthers Vej 5, Frederiksberg, København, levede af forfatterskab og Præstepension. | Hostrup, Jens Christian (I47443)
|
| 13860 | {geni:occupation} Dansk faglitterær forfatter og rektor {geni:about_me} Profilfoto: Jens Worm. Oliemaleri 1758 af Andreas Brunniche. Tilhører Horsens Statsskole, Originalens størrelse: 78,5 x 62 cm. A. Ratnowsky fot. ------- Jens Worm, 24.8.1716-31.12.1790, rektor, leksikograf. Født i Århus, død sst., begravet i Ølsted. W. blev privat dimitteret til universitetet 1733 og havde Borchs kollegium 1735-40. Han tog attestats 1736 og blev dekan på kommunitetet. I de syv år han studerede ved universitetet påvirkedes han især af sin præceptor Hans Gram, der lod ham benytte sin store bogsamling, hvor W. formodentlig har fået smag for de litterærhistoriske undersøgelser han senere skulle dyrke med så heldigt resultat. Det var sikkert også Gram som fik ham med i arbejdet på den i disse år påbegyndte bibelrevision. 1740 udnævntes W. til konrektor i Århus, og s.å. tog han magistergraden. Allerede 1745 blev han vicerektor og 1752 virkelig rektor. Under formandens langvarige sygdom havde han dog længe forinden været skolens egentlige leder, og indtil 1775, da han tog sin afsked, var han derefter en overordentlig virksom skolemand, "en af den Tids meget ansete Rectores" (Rasmus Nyerup) som afgav "udmærket grundige og saare instructive" betænkninger om skoleforhold. Det skyldtes også fortrinsvis W.s ihærdighed at Århus katedralskole under hans rektorat fik en ny og for sin tid anselig skolebygning (indviet 1766). Han lagde i det hele taget megen praktisk dygtighed for dagen, førte med held sager helt op i højesteret for at sikre skolens indtægter, udnævntes "som Landmand ved forefaldende Tvistigheder om Fælledskabets Ophævelse i Haureballegaards Amt" ligesom han var "Medcommitteret ved Extraskattens Ansættelse for de Fattige". X Det arbejde som har bevaret W.s navn for eftertiden er dog hans Forsøg til et Lexicon over danske, norske og islandske lærde Mænd IXIII, 1771-84, et fuldstændigt forfatterleksikon, det første i Danmark, udarbejdet med stor grundighed og nøjagtighed og indeholdende en sådan fylde af biografiske og litterære oplysninger at det lige til vore dage har dannet udgangspunktet for alle senere arbejder af samme art. W.s indsats er så meget mere beundringsværdig som han gennemførte arbejdet uden direkte adgang til de store biblioteker i Kbh. Han havde dogmodtaget hjælp fra mange sider, og udgivelsen af værkets sidste bind blev for en stor del besørget af hans søstersøn og plejesøn, den senere rektor Oluf Worm. Af W.s øvrige, ret fåtallige skrifter må nævnes hans Forsøg til en Skole-Historie, forestillende de Latinske Skolers og Skole-Væsenets Tilstand i Dannemark for Reformationen som optoges i Videnskabernes selskabs skrifter (1777). X 1754 udnævntes W. til professor philosophiae. 1777 fik han titel af justitsråd. Familie Forældre: lektor, konsistorialassessor Oluf W. (1672X 1743) og Karen Knob (1682-1750). Gift 1754 med Anna Müller, født 15.5.1701, død 23.4.1774 i Århus (gift 1. gang med sognepræst i Gjerrild og Hemmed Gregers Otto Bruun, 1672-1742 (gift 1. gang 1701 med Karen Hansdatter Cappel, død 1723, gift 1. gang 1685 med sognepræst i Gjerrild Andreas Haasum, død 1700), gift 2. gang med krigsråd, vejer og måler i Århus Niels Langballe, 1687-1752), d. af sognepræst i Holbæk og Udby Michael (Mikkel) Pedersen M. (død 1709, gift 1. gang 1682 med Birgitte Rud, død 1693) og Anna Maria Suhr (død 1740, gift 2. gang 1710 med sognepræst i Holbæk og Udby Hans Cappel Haasum, 1686-1740). X Morbror til Oluf W. Ikonografi Mal. af A. Brünniche, 1758 (Horsens statsskole). Mal. (Århus katedralskole). Bibliografi J. W.: Forsøg til et lexicon over lærde mænd II, 1773 627-29; III, 1784 880. Kirkehist. saml. 3. r. VI, 1887-89 766-85 og 4. r. I, 1889-91 125-42 (W.s samlinger, ved Vilh. Bang); II, 1891-93 343 9 (breve). X C. V. Hertel: Beskr. over Århus dom- og katedralkirke II, 1810 110X 21 478-83. E. G. Tauber: Historia scholæ cathedralis Arhusiensis, 1817 104-19. H. H. Blache: Hist. efterretn. om Århus katedralskoles bygn. og inventarier, 1850 X Århus skoleprogr. 1850 16-22. Ludv. Daae i Hist. t. 2. r. IV, Kria. 1884 324f. H. F. Rørdam i Kirkehist. saml. 4. r. II, 1891-93 583f. J. H. Tauber: Dagbøger, 1922 (fot. optr. 1972) = Memoirer og breve XXXVIII. Johs. Caroc: Peder Nielsen Skrivers efterkommere. Slægten Begtrup, 1932. Em. Sejr: J. W., 1942. Samme i Fund og forskning V-VI, 1958-59 62-74. Samme i Aarhus-mosaik, 1967 261-63. X Papirer i Det kgl. bibl. og Horsens statsskoles bibl. http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Uddannelse_og_undervisning/Rektor/Jens_Worm | Worm, Jens den sidste Worm i mandslinjen (I92916)
|
| 13861 | {geni:occupation} Dansk gehejmestatsminister, finansminister, chef for Rentakammerer m.m. {geni:about_me} '''Johan Sigismund von Møsting''' (1759-1843), dansk Statsminister, Gehejmestatsminister, er født paa Møen 2. Nov. 1759 som Søn af ovennævnte Gehejmeraad Fred. Chr. v. M. Hans Løbebane er i det væsentlige følgende: juridisk Kandidat 1781, Avskultant i Rentekammeret 1782, Amtmand i Haderslev østre Amt 1789, Præsident i tyske Kancelli 1804, Præsident ad interim i danske Kancelli 1809-10, Overdirektør ved Rigsbanken Jan.-Dec. 1813. Fra Dec. 1813 Finansminister, Præsident i Rentekammeret, Medlem af Direktionen for Stutterivæsenet og Veterinærskolen, fra 1814 tillige af den afrikanske Konsulatsdirektion, fra 1816 tillige Præsident for Statsgjældens og den synkende FondsDirektion. Fra alle disse Embeder afskedigedes han 2. Marts 1831. Derimod vedblev han at være Medlem af Gehejmestatsraadet, i hvilket han var indtraadt i April 1814, indtil Febr. 1842. M. var end videre Medlem af Direktionen for Fonden ad usus publicos og af Pensionsdirektionerne (indtil 1842). I Aarene 1838-43 var han Chef for det store kongl. Bibliothek. M. blev Kammerherre 1789, Ridder (Storkors) af Danebrog 1803, Ridder af Elefanten 1815, Ordenskansler 1828, Overkammerherre 1840. Han var Æresmedlem af Videnskabernes Selskab og Præsident i det kongl. nordiske Oldskriftselskab. M. døde 16. Sept. 1843. Det er altsaa en lang og saare betydelig Embedskarriere, vi her have for os. Den havde sikkert været umulig, hvis M. ikke havde tilhørt en gammel og fin Familie. Paa den anden Side hørte M. ingenlunde til hin alt for talrige Kreds i Datiden, der væsentligst ved personlig Gunst kom frem. Dertil avancerede han for hurtig, dertil naaede han for langt, og da vare ikke netop de vanskeligste Poster i den vanskeligste Tid blevne ham betroede. M.s centrale Embedsgjerning knytter sig til hans Ledelse af Statens Finanser 1813-31. Imidlertid bør vi først minde om et tidligere Tidspunkt i M.s Liv, hvor han formodentlig én Gang for alle vandt Tronens Tillid. Som Præsident idet tyske Kancelli stillede han sig nemlig i 1806 paa Kronprins Frederiks Side i Striden om Holstens Indlemmelse under Kronen. Modstanden imod denne Forholdsregel kom, foruden fra Hertugen af Augustenborg, nærmest fra den tyskfødte Del af Kronprinsens Raadgivere, Tilslutningen fra de danskfødte: Kaas og M. Kronprinsen fik ikke sin Vilje sat igjennem, og Striden har vistnok haft vidtrækkende Følger med Hensyn til Kronprinsens Stilling baade over for Statsraadet som Institution og over for dets enkelte Medlemmer. Kronprinsens Opponenter gik i de kommende Aar efterhaanden ud af deres ledende Stillinger, og da Turen endelig ogsaa ved Slutningen af Aaret 1813 kom til Ernst Schimmelmann, overtog M. Posten som Finansminister. X Uden her at komme ind paa Spørgsmaalet om, hvad der var forstandigt eller uforstandigt i det 1806 indtagne Standpunkt, skal det endnu kun nævnes, at M. vistnok ogsaa stedse i sit senere Liv, hvor der kom Modsætninger frem, af politisk eller af økonomisk Art, imellem Kongeriget og Hertugdømmerne, nærmest har været «kongerigsk». Da M. tiltraadte sin nye Stilling, var Finans-, Penge- og Bankvæsenet i det yderste Virvar. Lovene af 5. Jan. 1813 X der til den ene Side erklærede Bankerotten, men til den anden Side anviste Midler til Reorganisationen X syntes foreløbig kun at have ført nye Ulykker med sig, og halvt om halvt stod man for en ny Bankerot. En Maaned efter kom imidlertid Freden og med den Muligheden for Udgifternes Forringelse, Fastsættelse af Erstatninger og Subsidier fra Udlandet og fremfor alt en begyndende Tryghedsfornemmelse, en Følelse af, at man havde overstaaet det værste og nu kunde nære Haab dels om en Virkeliggjørelse af Penge- og Finansreformerne, dels om en Nybegyndelse af Næringslivet under regelmæssige Former. En enkelt lærerig Begivenhed fra M.s første Finansministertid skal her fremhæves. I Begyndelsen af Aaret 1814 udstedtes rentebærende Kreditbeviser ved en Komité, valgt af Grosserersocietetet, til hvilken Komité ogsaa Sikkerheden for Beviserne, nemlig Indtægterne af de kongl. Jorder og Skove og af Stempelafgiften, skulde indbetales. Disse «Komitésedler», der udstedtes til en samlet Sum af 5 Mill. Rbdl., modtoges af Staten til Betaling af kontraktmæssige Renter og Kapitalafdrag, men de gjordes i øvrigt ikke til tvungent Betalingsmiddel, da dette vilde have stridt mod den nye Rigsbanks Seddelmonopol. Komitésedlerne faldt imidlertid i Kurs, og man øvede det yderste Tryk paa Staten, for at den skulde modtage dem i Betaling for Skatter. Paa forskjellige Maader søgte Regeringen at imødegaa Sedlernes synkende Kurs, men til det foreslaaede Middel vilde den ikke gribe, da Rigsbankfundatsen udtrykkelig tilsagde Banken, at kun dennes Sedler skulde modtages i de kongelige Kasser. Denne Optræden fra Regeringens Side bør erindres, fordi den var typisk for M.s hele Finansregimente, hvis højeste Ære er en ubrødelig Fastholden ved Bankfundatsen, en bevidst Opofrelse af alle underordnede Interesser for Bank- ogPengevæsenets Stabilisering, dermed i Virkeligheden for Tilvejebringelsen af det Grundlag, Statens og Samfundets økonomiske Liv siden da saa sikkert har kunnet føres paa. X Karakteristisk er det da ogsaa, at da i Slutningen af i82oerne endog en Mand som Jonas Collin ønskede Kjøbenhavns Sparekasse bragt ind under Statens Bestyrelse, modsatte M. sig det med den største Energi og hindrede det. Statens Finansvæsen for sig, Almenhedens Penge- og Bankvæsen for sig, dette heldbringende Princip fraveg han ikke. Imidlertid kan der næppe være Tvivl om, at M. i sin Iver for at støtte Rigs (National) banken er gaaet en Del videre end nødvendigt. Medens nemlig den usigelige Forvirring, Statens tidligere Seddeludstedelse og den hele Bankmisére havde skabt, havde efterladt hos ham og andre en saadan Skræk for Gjentagelse heraf, at han fik taget de alvorligste Forholdsregler derimod, medens end videre det samme gjaldt Statens direkte Deltagelse i Børsspekulationer X da Kongen i 1820erne paa ny vilde lade sig lede ind paa sligt, fik M. kun dette standset ved Ord som: «Maa det være mig tilladt at afgive Sagen til Statsgjældsdirektionen, der da maa besørge Udførelsen og føre den fornødne Kontrol, saa vidt en saadan er mulig» X, saa viste han sig i øvrigt ingenlunde som nogen overlegen Finanschef. Man kan naturligvis langtfra lægge de Fejl, der bleve begaaede, ene paa hans Skuldre, men i den Stilling, han beklædte, maa han dog bære Hovedansvaret, saa meget mere som han i vigtige Sager afgav udførlige personlige Vota, og som han havde en meget betydelig Indflydelse hos Kongen. X For Bankens Vedkommende kan det nævnes, at dens Oktroi 1818 var unødigt Hastværksarbejde og i flere Henseender bar Mærker deraf, og at Banklaanet1820 gav den alt for store Begunstigelser. De store Statslaan, der afsluttedes i 1820erne, gjennemførtes med alt for megen Vaklen og med de urette Agenter. Værre var det imidlertid, at en stor Del af de Penge, der kom ind ved disse Laan, anvendtes paa utilbørlig Maade. M. burde have lagt al Vægt paa at hindre, at Millioner udlaantes, delvis foræredes, til de Kongen og Hoffet nærstaaende, og i det hele paa at indskrænke det uheldsvangre Gratifikationssystem. Men han var til Tider selv direkte Mellemmand her, endog for meget betydelige Summer. Dog mest maa det bebrejdes M., at selve Finansstyrelsen vedblev at være et Kaos. Der affattedes Budgetter og aflagdes Regnskaber nok, men detvar stumpe- og stykkevis, en gjennemført Orden og Ordning i det hele Kasse- og Skuffesystem manglede, og næppe har man nogen Sinde under hans hele Styrelse haft en virkelig samlet Kundskab om Statens Indtægter og Udgifter. Hertilkom et gjennemført Hemmelighedskræmmeri, der var til Skade for alle Parter. Kun i selve det Aar, M. gik af som Finansminister, meddelte han i et Tidsskrift nogle Forsvarsbemærkninger om sin Finansstyrelse, men de vare baade reeltog formelt kun lidet udtømmende og tilfredsstillende. Trods Statens vanskelige Aar i 1820 ernes Landbrugskrise er det sandsynligt, at M. ved at have staaet mere imod Hoffets, Dignitarernes og Ansøgernes Krav og ved med fast Haand at have gjennemført Orden i Finanserne kunde have efterladt sig en Statskasse med nogenlunde gunstig Balance. Nu blev dette ikke Tilfældet. Man kan antage, at under M.s Styrelse blev Finansernes Status efter Aaret 1815 forringet med mindst 2 Mill. Rbdl. aarlig. Dette var saa meget mere beklageligt, som der i den samme Periode kun anvendtes overmaade lidt til Reformer. M. var i det hele ingen Reformernes Mand. I sine forskjellige ledende Stillinger havde han ogsaa en stor Del af den almindelige indenrigske Styrelse under sig, men der blev kun foretaget lidet almennyttigt paa Landbrugets, de øvrige Næringsvejes, Kommunikationernes eller andre lignende Omraader. Det var hos Kommercekollegiet, man nu og da traf Ønsker om Frihed og Fremskridt, men dette Kollegium modarbejdedes ogsaa som Regel af de andre Kollegier. X Under den Episode, der i 1826 endte med Standsningen af A. S. Ørsteds videnskabelige Forfatterskab, stod M. paa KaasX Side, modØrsted. M. havde, som sagt, en høj Stjærne hos Kongen, og hans Indflydelse var stor. Han benyttede denne til, saa vidt muligt, at sætte sin Vilje igjennem. Beskylde nogle ham for Indolens, siges det fra anden Side, at han kunde kæmpe forsin Anskuelse med megen Styrke, og naar han mødte Modstand, tilbød han af og til, om end maaske kun paa Skrømt, at gaa af. Da han til sidst virkelig gik af som Finansminister m. v., opfattedes dette af Almenheden nærmest som en Art Indrømmelse til den . opdukkende Liberalisme. X M. hørte imidlertid næppe til de Folk, Kongen i personlig Henseende særlig yndede, og man har heller ikke Indtryk af, at han udad til var populær. Han var for Almenheden meget vanskelig at faa i Tale og tilhørte vist i store Stykker lXancien régime, som han var født og opdraget under. Under M.s Overbestyrelse, i hans høje Alder, af det store kongl. Bibliothek «ordnedes Bibliothekets økonomiske Forfatning paa en sikrere og fordelagtigere Maade end nogen Sinde tilforn» (Werlauff). Men alt i de mange Aar, hvor han var Medlem af Direktionen for Fonden ad usus publicos, fik han Lejlighed til at lægge sin Interesse for Aandsarbejder for Dagen og at støtte Mændene af Kunstens og Litteraturens Verden. Han ansaas ikke selv for paa disse Omraader at have særlige Kvalifikationer, men han værdsatte dem hos andre - om han end som Finansminister viste sig en hel Del mere karrig over for Poeter o. l. end over for sine Standsfæller X, og han modtog gjærne Videnskabsmænd i sit gjæstfri Hjem. Her levede han med sin Hustru, Cecilie Christiane f. v. Krogh (f. 12. Okt. 1767, gift 22. Juli 1785, d. 30. April 1850), Datter af General G. F. v. K. (IX, 515), i et Ægteskab, der varede i henved 3 Snese Aar. «Ægteskabet var uden Børn, men saa inderlig kjærligt, at det ikke blot var et Mønster, men endog kunde kaldes et sjælden skjønt Mønster» (H. C. Ørsted). Erslew, Forf. Lex. Medd. fra Gehejmearkivet 1886-88. Oversigt ov. Vidensk. Selsk. Forhandl. 1844. Thaarup, Fædrenelandsk Nekrolog. Øst, Materialier t. et dansk biogr.-lit. Lex. Hist. Tidsskr. 4. R. IV. Werlauff, Efterretn. om det store kgl. Bibliothek, 2. Udg. Schilderungen u. Begebnisse eines Vielgereisten, der ausruht, II (1833). Rist, Lebenserinnerungen III. J. Møller, Mnemosyne II. M. Rubin, 1807-14. Samme, Frederik VIXs Tid. Marcus Rubin. ===Sources=== * Dansk biografisk Lexikon - p117 (1887-1905): [http://runeberg.org/dbl/12/0119.html Johan Sigismund von Møsting] * Salmonsens konversationsleksikon p604 (1915-1930): [http://runeberg.org/salmonsen/2/17/0636.html Møsting, Johan Sigismund von, dansk Statsminister] * krogsgaard: [http://krogsgaard.name/pafg3230.htm Cecilie Christina von Krogh] * ancestry.com: [http://wc.rootsweb.ancestry.com/cgi-bin/igm.cgi?op=GET&db=reque&id=I8086 Cecilie Christine von Krogh] | von Møsting, Johan Sigismund (I35183)
|
| 13862 | {geni:occupation} Dansk Generalkonsul, Godsejer {geni:about_me} Kilde: Gyldendals Store Danske Leksikon: Om Dronninggård ved Holte: Blandt ejerne gennem tiderne: Anders Peder Westenholz: Dronninggård, Næsseslottet, tidligere lystgård og stamhus på et næs ved Furesøen nær Holte. Dronninggård blev oprettet 1660 af dronning Sophie Amalie og købtes 1781 af storkøbmanden Frédéric de Coninck. Han lod den nyklassicistiske hovedbygning opføre 1783 af Andreas Kirkerup. Et udstrakt engelsk parkanlæg blev anlagt af J.F.H. de Drevon, og det smykkedes med monumenter af bl.a. C.F. Stanley og Johs. Wiedewelt. I 1800-t. forfaldt ejendommen, og parken blev et vildnis. Efter udstykninger og anvendelse af hovedbygningen som hotel blev næsset med bygningerne restaureret ved Axel Berg 1906 for i 1935 at blive omdannet til rekonvalescenthjem under Københavns Kommune. Ejendommen, der 1985 atter kom i privat eje, er restaureret, og haveanlægget blev 1995-96 renoveret af Søllerød Kommune. | Westenholz, Anders Peder til Dronninggård ved Holte i Nordsjæll (I47526)
|
| 13863 | {geni:occupation} Dansk godsejer, gehejmeråd, amtmand og højesteretsassessor {geni:about_me} Kilde: Wikipeida: Villum Berregaard: Villum Berregaard (2. januar 1717 på Antvorskov Slot X 1. december 1769 i København) var en dansk godsejer, gehejmeråd, amtmand og højesteretsassessor. Han var en søn af konferensråd Christian Berregaard til Kølbygård, Borreby m.v. og Jytte f. Worm, blev 1736 hofjunker, samme år kommitteret i Kammerkollegiet, 1739 justitsråd, 1741 amtmand i Korsør og Antvorskov Amter, 1745 etatsråd, 1749 konferensråd, samme år kammerherre, 1751 deputeret i Admiralitets- og Kommissariatskollegiet, 1753 tilforordnet i Højesteret, 1759 direktør for «de fattiges Væsen», fik 1761 ordenen lXunion parfaite, blev 1763 deputeret i Økonomi- og Kommercekollegiet, samme år Ridder af Dannebrog, 1767 1. kommissarius i Extraskattekommissionen, samme år gehejmeråd og 1769 justitiarius i Højesteret, men døde 1. december samme år. Han opførte 1766 Kølbygårds nu nedrevne hovedbygning. Han blev 27. november 1749 i Slagelse gift med Beata Antonia Augusta rigsgrevinde af Reuss-Lobenstein (6. april 1723 i Halle X 19. november 1797 i Slagelse), en datter af grev Henrik XXIII af Reuss-Lobenstein (1680-1723) og rigsfriherreinde Beate Henriette von Söhlenthal (1696-1757). Svigermoderen overtog godsejerne efter hans død. Han er begravet i Thisted Kirke. Der findes et portræt af ham malet af Georg Mathias Fuchs 1769 (i familieeje). Kilder: X Georg Kringelbach, XVillum BerregaardX, i: C.F. Bricka (red.), Dansk Biografisk Lexikon, København: Gyldendal 1887-1905. Denne artikel bygger hovedsagelig på biografi(er) i 1. udgave af Dansk biografisk leksikon, Udgivet af C.F. Bricka, Gyldendal (1887X1905). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. 15-10-2011 Tilføjet på geni af Jette Husum Rosbrog Artikeln i Dansk biografisk leksikon är som följer: Berregaard, Villum, 1717-69, Gehejmeraad, en Søn af Konferensraad Christian B. til Kjølbygaard, Borreby m. v. og Jytte f. Worm, fødtes 2. Jan. 1717, blev 1736 Hofjunker, s. A. Kommitteret i Kammerkollegiet, 1739 Justitsraad, 1741 Amtmand i Korsør og Antvorskov Amter, 1745 Etatsraad, 1749 Konferensraad, s. A. Kammerherre, 1751 Deputeret i Admiralitets- og Kommissariatskollegiet, 1753 Tilforordnet i Højesteret, 1759 Direktør for «de fattiges Væsen», fik 1761 Ordenen lXunion parfaite, blev 1763 Deputeret i Økonomi- og Kommercekollegiet, s. A. Ridder af Danebrog, 1767 1. Kommissarius i Extraskattekommissionen, s. A. Gehejmeraad og 1769 Justitiarius i Højesteret, men døde 1. Dec. s. A. Han blev 27. Nov. 1749 gift med Beata Antonia Augusta Rigsgrevinde af Reuss-Plauen (f. 6. April 1723 d. 19. Nov. 1797), en Datter af Henrik XXIII af Reuss. G. Kringelbach. | Berregaard, Willum 1749 (I92903)
|
| 13864 | {geni:occupation} Dansk højesteretsassessor og politiker {geni:about_me} Profilfoto: Cosmus Bornemann, foto taget af Niels Willumsen. Kilde: www.wikipeida.dk. Kilde: www.wikipeida.dk: Cosmus Bornemann (højesteretsdommer)Fra Wikipedia, den frie encyklopædi: Der er flere personer med dette navn, se Cosmus Bornemann (flertydig). Cosmus Bornemann: Foto: Niels WillumsenCosmus Bornemann (25. januar 1806 i København X 14. december 1877 sammesteds) var en dansk højesteretsassessor og politiker. Han var søn af justitiarius Anker Vilhelm Frederik Bornemann, blev student fra Borgerdydskolen i København 1822 og 1826 cand. jur., 1827 assessor auscultans i Højesteret, 1828 kammerjunker, 1830 ekstraordinær, 1832 surnumerær, 1836 virkelig assessor i Landsover- samt Hof- og Stadsretten, 1856 kammerherre og fra 1859 assessor i Højesteret. Han blev 13. marts 1862 Ridder af Dannebrog og den 26. juni 1876 Dannebrogsmand. Fra 1850 til 1856 sad han i Københavns Borgerrepræsentation. Han blev 1870 repræsentant i Det københavnske Brandassurancekompagni og var besidder af det 8. Bornemannske Fideikommis. Han blev 1. gang gift 12. juni 1839 med Louise Nicoline Mathiesen (22. september 1814 - 13. april 1840 i København, datter af Haagen Mathiesen. 2. gang ægtede han 12. oktober 1853 i Garnisons Kirke Vilhelmine Constance von Walterstorff (14. juli 1831 i Nyborg - 18. Juni 1881 i København), datter af premierløjtnant i Søetaten, kammerjunker, senere kammerherre, karakt. kaptajn Ernst Christian von Walterstorff og Margrethe Sophie Melsted. Han var far til Cosmus Bornemann. Et maleri af ham malet af August Schiøtt 1869 findes på Frederiksborgmuseet. Kilder: Danske Jurister 1736-1936. Hentet fra "http://da.wikipedia.org/wiki/Cosmus_Bornemann_(h%C3%B8jesteretsdommer)" Kategorier: Født i 1806 | Døde i 1877 | Slægten Bornemann | Højesteretsdommere fra Danmark | Medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation i 1800-tallet | Riddere af Dannebrog | Personer fra København. 28-04-2011 indsat på geni af Jette Husum Rosborg. . | Bornemann, Cosmus (I92376)
|
| 13865 | {geni:occupation} Dansk jurist og politiker, justitiarius og formand for kommunalbestyrelsen på Frederiksberg {geni:about_me} Profilfoto: Kilde Wikipeida: N.F. Schlegel: Foto: Adolph Lønborg. | Schlegel, Niels Frederik (I65669)
|
| 13866 | {geni:occupation} Dansk officer | Leschley, Carl (I65592)
|
| 13867 | {geni:occupation} Dansk officer, general, Kommandant i Fredrikstad {geni:about_me} Fikk 25.1 1692 et uekte barn med stattholder Ulrik Frederik Gyldenløve. Sønnen Wilhelm Gyldenløve ble senere erklært ekte, og adlet under navnet Ulrichsdal. Ble senere general og kommandant i Fredrikstad, døde 1765. -------------------- Profilfoto: Kilde: www.wikipeida.dk: Wilhelm de Ulrichsdal. Maleri fra 1750 af Peder Als. -------------------- Født utenfor ekteskap. | de Ulrichsdal, Wilhelm Gyldenløve (I14899)
|
| 13868 | {geni:occupation} Dansk officer, generalmajor, hvid ridder, generalløjtnant m.v.. | Numsen, Christian Vilhelm von (I65400)
|
| 13869 | {geni:occupation} dansk rektor og litterærhistoriker {geni:about_me} Albert Bartholin (1620 i København - 17. maj 1663) var en dansk rektor og litterærhistoriker, søn af professor Caspar Bartholin (d. 1629). Bartholin blev 1640 student fra Herlufsholm og rejste siden udenlands. 1643 var han i Wittenberg, hvor han imidlertid, vel nærmest som følge af Trediveårskrigen, fandt forholdene næsten opløste og den sædelige tilstand blandt studenterne højst fordærvet. Som dansk var han udsat for forskellige krænkelser. Imidlertid udgav han her en teologisk afhandling. Efter hjemkomsten tog han 1645 magistergraden i København og blev samme år professor designatus og rektor ved Frederiksborg Skole. Men Christian IV var ikke tilfreds med ham. 1646 skrev kongen: "Hillerøds skolepersoner blive allefordærvede (formodentlig ved den jævnlige berøring med hofpersonalet), uden at der skaffes råd i tide"; og 1647 skrev samme fra Frederiksborg til kansleren: "Vorherre give, at rektoren, som er her, snart kunde komme på en højere plads, end han er, thi for denne skole at tjene er han meget for højlærd». Imidlertid tog dog discipeltallet betydelig til i hans tid, og Thomas Kingo fandt i ham både en dygtig lærer og en faderlig velynder. Men da Bartholins bryst var svagt, måtte han 1656 have en medhjælper i rektorembedet, og 1660 nødte sygdommen ham til at søge sin afsked. Sin sidste tid tilbragte han i sin broders, Dr. Thomas Bartholins, hus. I manuskript efterlod han et kortfattet dansk forfatterlexikon (De scriptis Danorum), der 1666 blev udgivet af hans ovennvænte broder. Bartholin var en stor bogven og efterlod sig en ypperlig bogsamling, over hvilken haves en trykt katalog. http://da.wikipedia.org/wiki/Albert_Bartholin | Bartholin, Albert (I66114)
|
| 13870 | {geni:occupation} Dansk riksmarsk {geni:about_me} http://familytreemaker.genealogy.com/users/l/i/l/Anders-A-Liland/WEBSITE-0001/UHP-1021.html B.Brox: Kan ikke se noen sønn som heter Nils her: http://finnholbek.dk/genealogy/getperson.php?personID=I202&tree=2 -------------------- Stamfaderen, Niels Mikkelsen, omtalt 1336, var sikkert farfader til Erik Jensen Krabbe (død 1376), der 1362 blev viet til biskop i Odense af paven, og til hr. Niels Mikkelsen Krabbe til Nærum og Østergård, som var fader til biskop i Trondhjem Johan Krabbe og til Morten Krabbe til Østergård (død 1483). En af sidstnævntes sønner, Glob Krabbe til Østergård, var fader til rigsråden Iver Krabbe til Østergård (død 1561), der efterhånden sad som lensmand på Københavns Slot, Krogen og Koldinghus, og som byggede en anselig hovedbygning på Skovshoved ved Skive, der nu fik navnet Krabbesholm. En anden af Morten Krabbes sønner, Mikkel Krabbe til Vesløsegård, var oldefader til rigsråden hr. Gregers Krabbe til Torstedlund (1594-1655), der ofte benyttedes i diplomatiske sendelser, og som 1651 blev statholder i Norge. Hans søn, oberst for Hestgarden, generalmajor og hvid ridder Niels Krabbe til Hevringholm (1650-1708), enbrav og retskaffen mand, hørte til Christian V's nærmeste kreds, ligesom hans tyskfødte frue var overhofmesterinde hos dronning Charlotte Amalie. En tredje søn af Morten Krabbe, Niels Krabbe til Tandrup og Torp, var fader til magister Morten Krabbe (død 1542), der 1532 blev norsk kansler og 3 år senere deltog virksomt i Christian III's valg til Norges konge. En fjerde søn af Morten Krabbe, Mogens Krabbe til Bustrup i Salling, var fader, til den navnkundige hr. Tyge Krabbe (1474-1541). Denne var allerede 12 år gammel som »Smaadreng« hos kong Hans og passede senere kongens hunde. Han nævnes 1503 som ridder og forlenedes ca. 1507 med Helsingborg Slot, hvortil han derpå var knyttet næsten hele sit liv. Som befalingsmand i Skåne tilføjede han 1510 den svenske hærfører Aake Hansson Thott et stort nederlag ved »Fantehullet« i nærheden af grænsen. Kort efter optoges han i Rigsrådet. Senere opstod bittert fjendskabmellem ham og Christian II, der fratog ham Helsingborg. Tyge Krabbe blev en ivrig deltager i opstanden mod kongen. Straks efter Frederik I's hylding udnævntes han til rigsmarsk og fik Helsingborg tilbage. Han udfoldede nu en omfattende virksomhed og kan navnlig fremhæves som det konservative, katolsksindede rigsråds hovedfører. Efter 1524-25 at have dæmpet bondeopstanden i Skåne, hvor almuen gav ham øgenavnet »Tyge Badspyd«, slog han sidstnævnte år Søren Norby ved Lund og Bunketofte Lund og ledede så forfølgelsen mod kong Christians tilhængere. Han havde 1531 hovedskylden for, at kongens lejde blev brudt og for, at denne blev sat i forvaring på Sønderborg Slot. Hans forfølgelser mod de lutherske i Skåne bidrog til Grevefejdens udbrud 1534. Han forsøgte at samle den Skånske adel, men sluttede sig snart til grev Christoffer. Midt under slaget ved Helsingborg 1535 lod han imidlertid Kernens kanoner beskyde Lybækkerne i ryggen og bidrog derved til deres fuldstændige nederlag. Selv kastede han sig i Christian III's arme, men fra nu af var hans magt forbi, om han end tillige med Axel Brahe en kort tid var statholder i Skåne. Foruden hansædle og gudsfrygtige datter Elsebe Krabbe (1514-1578), søhelten Peder Skrams modige hustru, kendt som forfatterinde af historiske arbejder, genealogiske optegnelser og salmer, skal blandt hans sønner nævnes rigsråden hr. Erik Krabbe til Bustrup og Åstrup (1510-1564) og Mogens Krabbe til Vegholm (1513-1564). | Krabbe, Tyge Mogensen af Østergaard (I98060)
|
| 13871 | {geni:occupation} Dansk søofficer, kontreadmiral, viceadmiral, admiral, generalløjtnant, kammerherre, Kommandant paa Toldboden, Admiral {geni:about_me} Kilde: C. C. With: Kaas, Ulrik Christian, 1729-1808, Søofficer, Søn af Admiral Ulrik K. og født 21. April 1729, blev 1749 Sekondlieutenant i Marinen, 1755 Premierlieutenant, 1758 Kapitajnlieutenant, 1763 Kapitajn, 1770 Kommandørkapitajn, 1781 Kommandør, 1790 Kontreadmiral, 1797 Viceadmiral og 1804 virkelig Admiral. 1771 udnævntes han derhos til Generaladjudant og 1780 til Kammerherre. -- 1760 ansattes K. som Interimsekvipagemester ved Dokken, men havde samtidig med denne Stilling en Del Udkommandoer som Fregatchef indtil 1765. Han deltog 1770 som Chef for Linjeskibet «Mars» i Schoutbynacht F. C. Kaas' mislykkede Togt til Algier og 1773 i sammes Togt til Østersøen som Chef for Linjeskibet Ebenezer. Efter en Del andre Togter udsendtes K. 1779 som Chef for Linjeskibet «Holsten» til Kap for der fra at konvoiere hjemadvendende Ostindie- og Kinafarere samt for at afgive Forstærkningsmandskab til de danske Kolonier i Guinea, som Hollænderne den Gang havde fortrædiget. Paa denne Rejse døde 84 Mand af Besætningen, i hvilken Anledning man efter Skibets Hjemkomst lod anstille Undersøgelser af K.s Forhold. Følgen af disse blev, at han frikjendtes for Skyld, men at Besætningernes Behandling og Bespisning herefter væsentlig forbedredes. 1778, da Kommandør Walterstorff overtog Stillingen som Holmens Chef, ansattes K. i hans Sted som virkelig Ekvipagemester paa Nyholm og blev samtidig Kommitteret i Konstruktionskommissionen. Efter nok en Udkommando i 1782 overtog han 1788 Kommandoen over Sødefensionen paa Kjøbenhavns Red, men aftraadte kort efter igjen fra dette Hverv for at blive Kommandant paa Toldboden, i hvilken Stilling han forblev indtil sin Død, 22. Marta 1808. -- K. blev 1768 gift med Frederikke Amalie Charisius (f. 29. Dec. 1749 d. 18. Marts 1828), Datter af Konferensraad Const. Aug. -------------------- Ulrik Christian Kaas, af Mur[1, 2] 1729 - 1808 Suffix af Mur Birth 21 Apr 1729 Gender Male Profession Kommandant paa Toldboden, Admiral Died 22 Feb 1808 Father Ulrik Jørgensen Kaas, af Mur, b. 04 Oct 1677, Hastrup , d. 28 Dec 1746, Sandviggaard ved Hillerød Mother Mette Sørensdatter Mathiisen, b. 27 Oct 1694, d. 11 Apr 1770 Married 1726 Family ID F0331 Group Sheet Family Frederikke Amalie Charisius, b. 23 Dec 1749, Constantinsborg Gods , d. 18 Mar 1828, Aabenraa Married 1766 Ormslev Kirke Children 1. Kirsten Gyldenkrone Kaas, af Mur, b. 05 Jan 1769, Constantinsborg Gods , d. 30 Dec 1841 > 2. Augusta Mathilde Andrea Kaas, af Mur, b. 24 Oct 1777, København / Copenhagen Denmark , d. 10 Dec 1865 Last Modified 18 Jul 2008 Family ID F0663 Group Sheet Photos Ulrik Christian Kaas Notes Kaas, Ulrik Christian, 1729-1808, Søofficer, Søn af Admiral Ulrik K. og født 21. April 1729, blev 1749 Sekondlieutenant i Marinen, 1755 Premierlieutenant, 1758 Kapitajnlieutenant, 1763 Kapitajn, 1770 Kommandørkapitajn, 1781 Kommandør, 1790 Kontreadmiral, 1797 Viceadmiral og 1804 virkelig Admiral. 1771 udnævntes han derhos til Generaladjudant og 1780 til Kammerherre. -- 1760 ansattes K. som Interimsekvipagemester ved Dokken, men havde samtidig med denne Stilling en Del Udkommandoer som Fregatchef indtil 1765. Han deltog 1770 som Chef for Linjeskibet «Mars» i Schoutbynacht F. C. Kaas' mislykkede Togt til Algier og 1773 i sammes Togt til Østersøen som Chef for Linjeskibet Ebenezer. Efter en Del andre Togter udsendtes K. 1779 som Chef for Linjeskibet «Holsten» til Kap for der fra at konvoiere hjemadvendende Ostindie- og Kinafarere samt for at afgive Forstærkningsmandskab til de danske Kolonier i Guinea, som Hollænderne den Gang havde fortrædiget. Paa denne Rejse døde 84 Mand af Besætningen, i hvilken Anledning man efter Skibets Hjemkomst lod anstille Undersøgelser af K.s Forhold. Følgen af disse blev, at han frikjendtes for Skyld, men at Besætningernes Behandling og Bespisning herefter væsentlig forbedredes. 1778, da Kommandør Walterstorff overtog Stillingen som Holmens Chef, ansattes K. i hans Sted som virkelig Ekvipagemester paa Nyholm og blev samtidig Kommitteret i Konstruktionskommissionen. Efter nok en Udkommando i 1782 overtog han 1788 Kommandoen over Sødefensionen paa Kjøbenhavns Red, men aftraadte kort efter igjen fra dette Hverv for at blive Kommandant paa Toldboden, i hvilken Stilling han forblev indtil sin Død, 22. Marta 1808. -- K. blev 1768 gift med Frederikke Amalie Charisius (f. 29. Dec. 1749 d. 18. Marts 1828), Datter af Konferensraad Const. Aug. C. C. With. Sources [S4] Danmarks Adels Aarbog. [S2] Dansk Biografisk Leksikon. http://skeel.info/getperson.php?personID=I3145&tree=ks | Kaas, Ulrik Christian af Mur (I91956)
|
| 13872 | {geni:occupation} Dansk, politisk forfatter | Ahlefeldt-Lauervigen, Jens Juel Greve (I48911)
|
| 13873 | {geni:occupation} Dansk-Isländsk kung 1839-1848, Norsk kung maj-oktober 1814, Kung i Danmark 1839-48, King of Denmark (1839-1948) {geni:about_me} ==Links:== *[http://thepeerage.com/p10229.htm#i102287 The Peerage] *[http://www.geneall.net/W/per_page.php?id=5474 Geneall] *[http://www.gravsted.dk/person.php?navn=christian8 Burial] In Danish *[http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/christian-8/_ Danmarkshistorien] In Danish *[http://www.danmarkskonger.dk/king48.htm Kings of Denmark] *[http://www.hansdenyngre.dk/hans_uk/wizg20.htm#343 Johann the Younger #761] *'''Wikipedia:''' [http://en.wikipedia.org/wiki/Christian_VIII_of_Denmark English ] [http://da.wikipedia.org/wiki/Christian_8 Dansk] *'''King of Denmark''' Reign 1839X1848 >'''Predecessor:''' [http://www.geni.com/profile/index/6000000000695737064 Frederick VI] '''Successor:''' [http://www.geni.com/profile/index/6000000002882016694 Frederick VII] | af Danmark og Norge von Oldenburg, Christian VIII Frederik Konge af Danmark (I95754)
|
| 13874 | {geni:occupation} dansös {geni:about_me} http://www.archive.org/stream/svenskateaternn04persuoft/svenskateaternn04persuoft_djvu.txt Sista spelåret under Åkerhielms styrelse började under mycket gynnsamma auspicier för teatern. Trots att endast gamla pjäser gåfvos, var salongen ändå nästan alltid fylld och flera gånger utsåld. Den 28 augusti hade publiken nöjet att efter lång saknad på tiljan återigen få skåda fru Erikson, som då uppträdde i Bröderna Philibert, och betygade henne på ett omisskänligt sätt sin stora glädje öfver detta återseende. Charlotte Erikson var de sista åren af Du Puys lif mycket intimt lierad med honom, för hvars skull hon 1820 skilde sig från sin man efter ett åttaårigt äktenskap. Då Du Puy våren 1822 hastigt afled, greps hon af en sådan förtviflan, att man fruktade hon skulle förlora sitt förstånd. Hon förmådde icke uppträda på scenen, och hennes roll i "Thérése", som då gafs för fulla hus, måste öfver- tagas af fru Lindström. | Eriksson, Charlotte (I99963)
|
| 13875 | {geni:occupation} Dates of birth and death not known. She had one brother and one sister. | Norderhus, Guri Christophersdatter (I64325)
|
| 13876 | {geni:occupation} datter av Anders Anderson nr.6 på bruk 2 Skare | Skare, Anna Andersdatter (I55817)
|
| 13877 | {geni:occupation} datter av Anders Jonson nr.7 på bruk 2 på Søre Elsås | Elsås, Synneva Andersdatter (I79033)
|
| 13878 | {geni:occupation} Datter av Borgermester {geni:about_me} http://vestraat.net/iea-o/p145.htm#i6144 -- Olaus Schmidt, Den yngre Darre-slekt. Agnatlinjen Darre-Kaarbø, 14. -------------------- 32522. Trond Jonssøn. Trond blev gift med Christine Trondsdatter. Ægteskabsstatus: 0. Barn af dette ægteskab: 16261 i. Ursilla Trondsdatter. Ursilla blev gift med Bjørn Rolfssø | Trondsdatter, Ursula (Ursilla) (I89478)
|
| 13879 | {geni:occupation} Datter av Christian 4´s livlege {geni:about_me} Uncertain mother; probably Elisabeth Götz(e) NIKU publikasjoner 118: Solstad, Jørgen. 2002. Irgensepitafiet i Røros kirke. - 28 s. Dobbeltportrettet av Johannes og Elisabeth Irgens viser en aldrende og streng fru Elisabeth, men skjuler samtidig en ung og festkledd utgave avsamme dame! Bildet til venstre viser en detalj av Elisabeths hode, tatt med infrarødtsensitivt kamera. Den opprinnelige utformingen av ansiktet ses under dagens. Irgensepitafiet fra Røros kirke ble hentet inn og behandlet ved NIKUs atelier i Oslo i perioden 1998-2001. Maleriet er utført i olje på lerret og viser bergverksdirektør Johannes Irgens og frue Elisabeth Arnisæus Irgens. Malerieter etter all sannsynlighet utført rundt 1670. Det er flere ting som taler for at bildet opprinnelig er bestilt og malt i Nederland eller Tyskland, men har lite av sitt originale uttrykk bevart grunnet sekundære endringer i form av overmalinger og formatsendringer. Maleriet ble opprinnelig bestilt til og hengt opp i den gamle kirken på Røros, men ble flyttet til dagens kirke i 1784. Alt tyder på at portrettet har hatt samme plassering siden da. Irgensepitafiet har ikke tidligere vært behandlet av malerikonservator, men det har i lang tid vært innrapportert til antikvariske myndigheter bekymring om dets tilstand og ønsker om behandling. Behandlingen av bildet har i hovedsak dreid seg om å fastlegge løs maling, lappe alle hull og rifter, planere bukler og deformasjoner, rense overflaten for smuss og mørknet ferniss samt kitte og retusjere alle lakuner og skjemmende skader. Det er i tillegg gjennomført omfattende undersøkelser for mulig å bringe klarhet i opprinnelig utseende, format, teknikk og materialbruk. Maleriet ble tilbakeført og hengt på sin tidligere plass i Røros kirke i desember 2001. NRK1 Fjernsynet viste desember 2001 programmet "En historie fra Røros". Dette var en kulturdokumentar om Røros, Irgens og behandlingen av maleriet. -------------------- http://www.niku.no/index.asp?strUrl=//applications/System/publish/view/showobject.asp?infoobjectid=1000406 NIKU publikasjoner 118: Solstad, Jørgen. 2002. Irgensepitafiet i Røros kirke. - 28 s. Dobbeltportrettet av Johannes og Elisabeth Irgens viser en aldrende og streng fru Elisabeth, men skjuler samtidig en ung og festkledd utgave avsamme dame! Bildet til venstre viser en detalj av Elisabeths hode, tatt med infrarødtsensitivt kamera. Den opprinnelige utformingen av ansiktet ses under dagens. Born: 1618, Haderslev, Jylland, Danmark Marriage: Johannes Irgens 1637, Izehoe, Holstein, Tyskland Died: 1694, Røros gård, Røros, at age 76 -------------------- Elisabeth Sophie Henningsdatter Arnisæus, født 1618 i Haderslev på Jylland i Danmark, død 1694 i Røros. Elisabeth Sophie skal ha vært en dyktig og driftig kvinne. I 1685 eide hun 6 parter à 1000 rdl. i Røros Verk, og drev også handel med korn til verkets arbeidere. Hun døde trolig desember 1694 på Røros. http://home.online.no/~a-tilset/einar_vigtil.htm -------------------- Elisabeth dør 1631 på Hillerød, Sjælland i Danmark. Henning giftet seg andre gang med Anna Lund den 14 jan 1632. Han døde i 1636. | Arnisæus, Elisabeth Sophie Anne Henningsdatter (I20378)
|
| 13880 | {geni:occupation} Datter av Lars Valentinsen Sagvåg og Ingrid | Sagvåg, Karen Andrea Larsdatter (I5069)
|
| 13881 | {geni:occupation} Datter av Magnus Stabel | Stabel, Marie Margrethe Mogensdatter (I97278)
|
| 13882 | {geni:occupation} Datter av Ola Hanson Nese nr 8 på bruk 2 ,Nese | Nese, Brita Olsdatter (I79007)
|
| 13883 | {geni:occupation} Datter av Peder A. O. Jensen og Johanne C. K. Johannesdtr. | Pedersdatter, Elise Amanda (I83168)
|
| 13884 | {geni:occupation} Datter av Peder Kristiansen og Ingrid M. Karlsen. | Pedersen, Petra Gunvalda (I59503)
|
| 13885 | {geni:occupation} datter av Rasmus Børgeson nr.7 på buk 1 på I.Hopland | Hopland, Sygni Rasmusdatter (I79009)
|
| 13886 | {geni:occupation} datter av sognepresten i Støren | Balg, Dorothea Nielsdatter (I47012)
|
| 13887 | {geni:occupation} datter til Johannes Nilson nr.4 på bruk 2 på Storoksa | Storoksa, Anna Johannesdatter (I79028)
|
| 13888 | {geni:occupation} Datter til Lars Jakobson ,fra Hosanger {geni:about_me} = Masfjordsoga = === Living in Duesund, Masfjorden, Hordaland, Norway === *http://www.masfjorden.kommune.no/masfjordsoga/gnr18_duesund/bnr_02.html | Ø.Kleppe, Sygni Larsdatter (I16555)
|
| 13889 | {geni:occupation} datter til Ola Monsson Vabu i Lindås | Vabu, Ingeborg Olsdatter (I15378)
|
| 13890 | {geni:occupation} datter til plassmann Johannes Knutson Nese(Nesfossen) | Storoksa, Marta Johannesdatter (I79026)
|
| 13891 | {geni:occupation} datter til rådmannen i Nidaros, Datter til Rådmannen i Nidaros {geni:about_me} Tanja Vean: Iflg Nermo: http://nermo.org/slekt/d0053/g0000051.html#I3955 Fikk ikke Margrethe Mentzdatter og Ivar noen barn sammen: ABT 1575 - ABT 1615 RESIDENCE: Ingen barn med Ivar BIRTH: ABT 1575, Trondheim (ikke Margrete Mentsdotter von Mecklenburg) DEATH: ABT 1615, Aspa, Tingvoll, MR -------------------- Margrethe Mentzdatter von Ravensborg http://www.nermo.org/slekt/d0053/g0000051.html#I3955 * RESIDENCE: Ingen barn med Ivar * BIRTH: ABT 1575, Trondheim (ikke Margrete Mentsdotter von Mecklenburg) * DEATH: ABT 1615, Aspa, Tingvoll, MR -------------------- Margrete Hansdotter, mor til Auden, Torstein, Anders og Lisbet. Myrvolls artikkel i Norsk Slektshistorisk Tidsdkrift 2008: Fantasifiguren «Margrete Mentsdotter von Ravensborg» Det seneste bidraget til Aspa-ættas historie ga Klaus Johan Myrvoll i NST vinteren 2008 (utgivelsen datert 2007). Der ga han, etter et opprinnelig innspill fra Finn Oldervik, et endelig bevis for at Ivar Audensson i Aspa var giftto ganger, først med Lisbet Mentsdotter (von Ravensborg), som døde barnløs, og deretter ei Margrete Hansdotter som etterlot seg fire barn (Auden, Torstein, Anders og Lisbet). Tidligere har det vært hevdet at mora til Ivar Audenssons barn het «Margrete Mentsdotter von Ravensborg», men denne personen har vist seg å være en fantasifigur basert på at det har vært antatt at Ivar Audensson bare var gift én gang. http://lokalhistoriewiki.no/index.php/Aspa-%C3%A6tta ---------------------- Tanja Vean: Iflg Nermos opplysninger rundt Ivar Audensson Aspa var han gift med 2 stk Margrete. Det var bare den ene han fikk barn med. http://nermo.org/slekt/d0045/g0000084.html#I5555 BIRTH: (av 'Trygge'-ætt ?) (usikkert patronymikon ?) DEATH: ABT 1663, Aspa, Frei, MR (Skifte 15 Apr 1663) Family 1 : Ivar Audensson ASPA MARRIAGE: ABT 1620 | von Ravensborg, Margrethe Mentzdatter (I89484)
|
| 13892 | {geni:occupation} datter til Rasmus Jonson Hosteland | Hosteland, Anna Rasmusdatter (I3449)
|
| 13893 | {geni:occupation} Dauphin de France, Dauphin of France, Dauphin of Viennois, Dauphin de Viennois {geni:about_me} * Louis was buried in the Cathedral of Saint-Étienne in Sens. His '''heart''' was buried at Basilique Saint Denis, Saint-Denis, Seine-Saint-Denis, Île-de-France, France Louis-Ferdinand de France, dauphin de France (né le 4 septembre 1729 au château de Versailles X mort le 20 décembre 1765 au château de Fontainebleau) est l'aîné des fils du roi Louis XV de France et de Navarre, et de son épouse Marie LeszczyXska. Sommaire 1 Une famille nombreuse... 2 Éducation princière 3 L'adultère royal 4 Vie de couple et politique 5 Le prince et son père 6 Une mère "résignée" 7 Une monarchie impopulaire 8 Ses enfants 9 Voir aussi Une famille nombreuse... Son frère cadet, Philippe de France duc d'Anjou meurt dès 1733 à l'âge de 3 ans, suivi la même année par leur sXur aînée Louise-Marie, 5 ans. Le dauphin a également six autres sXurs Louise-Elisabeth et Henriette-Anne, jumelles nées en 1727, Adélaïde, née en 1732, Victoire (1733), Sophie-Philippine (1734), Thérèse-Félicité née en 1736 morte à Fontevrault en 1744, Louise-Marie, née en 1737. Seule, l'aînée de ses sXurs se mariera, les autres resteront à la cour, auprès de leurs mère et frère. Éducation princière Son éducation fut confiée à Jean-François Boyer,évêque de Mirepoix, homme vertueux mais de caractère étroit. Il ne fut pas un élève très brillant. En revanche, s'il détestait l'activité physique, il devint, comme ses soeurs, un excellent musicien.[réf. nécessaire] Seul fils survivant du couple royal, adulé par sa mère et ses sXurs[réf. nécessaire], il fut un enfant orgueilleux voire tyrannique mais très pieux, désirant ressembler à son grand ancêtre, fondateur de sa dynastie, Saint Louis[réf. nécessaire]. Très affecté par la séparation officieuse de ses parents, l'adultère du roi et la résignation doloriste de sa mère, il n'eut de cesse de ne pas ressembler à son père, sombrant très tôt dans une dévotion moralisante outrée. L'adultère royal Il a 7 ans quand le roi son père produit ouvertement à la cour sa première favorite, la comtesse de Mailly. Madame de Mailly est bientôt supplantée dans le lit du roi par sa sXur, la comtesse de Vintimille laquelle meurt en couches (1741). La sXur des deux précédentes, la marquise de La Tournelle (bientôt créée duchesse de Châteauroux) lui succède. Il a 9 ans quand ses quatre plus jeunes sXurs quittent la cour pour l'abbaye de Fontevrault où elle doivent être éduquées à moindre frais. Vie de couple et politique À l'âge de 10 ans, alors que sa sXur aînée, qui en a douze, épouse l'infant Philippe d'Espagne, il est fiancé à l'infante Marie-Thérèse qui en a 13. Ces mariages croisés doivent réconcilier les deux branches Bourbon qui se boudent depuis la rupture des fiançailles de Louis XV de France, père du Dauphin, avec Marie-Anne-Victoire d'Espagne, sXur de Marie-Thérèse et de Philippe (1725). En 1744, Louis XV tombe malade à Metz. Avant de lui donner l'extrême onction, l'aumônier de la cour, François de Fitz-James, évêque de Soissons, exige le renvoi de la favorite ainsi qu'une confession publique. Entretemps, mené par son précepteur, le jeune Louis-Ferdinand, 14 ans, et donc apte à accéder au trône, est venu au chevet de son père ce que le roi, comprenant les manXuvres intrigantes du précepteur, trouve fort mauvais[réf. nécessaire]... L'humiliante confession publique que le roi se doit d'effectuer devant les Messins fait un très mauvais effet sur l'adolescent[réf. nécessaire]. L'année suivante, à l'âge de 15 ans, Louis épouse le 23 février 1745 au château de Versailles sa cousine (tante à la mode de Bretagne) l'infante d'Espagne Marie-Thérèse-Raphaëlle de Bourbon (deuxième fille de Philippe V). Les deux époux font front commun contre la nouvelle favorite, la Marquise de Pompadour. Cependant Marie-Thérèse meurt l'année suivante en donnant le jour à une petite fille qui ne vit que deux ans. Veuf à 17 ans, Louis-Ferdinand est trèsaffecté par la mort de son épouse. Nonobstant, la raison d'État l'oblige à avoir des enfants mâles aptes à accéder au trône. En pleine guerre de succession d'Autriche, il se remarie le 9 février 1747 à Versailles avec la fille du roi de Pologne, Marie-Josèphe de Saxe (1731-1767), qui lui donne huit enfants, dont cinq parviendront à l'âge adulte. Ce futune lourde tâche pour l'adolescente car, toujours attaché à Marie-Thérèse, le Dauphin ne montre d'abord à la jeune princesse allemande de 16 ans que froideur voire mépris. Mais Marie-Josèphe est une femme d'un esprit supérieur : peu à peu, soutenue par ses belle-sXurs, conseillée par son oncle, le maréchal de Saxe elle apprivoise son mari, modère ses excès de dévotion et de rigueur morale tout en étant elle-même très pieuse. Leur couple sera finalement très uni. Le prince et son père Son père ne fut jamais proche de lui bien qu'il l'aimât certainement : Louis XV avait une vie privée qui ne plaisait pas au Dauphin, ce qui éloigna le père et le fils pendant longtemps. Le Dauphin connut son baptême du feu aux côtés de son père à la bataille de Fontenoy (1745). Il fit preuve de courage voire d'enthousiasme mais 1]|recevant cependant de la bouche même du roi une belle leçon d'humanité propre à édifier le futur chef d'état: « le sang de nosennemis est toujours le sang des hommes. La vraie gloire c'est de l'épargner. »}}. À partir de 1757 (attentat de Damiens contre le roi au cours duquel Louis-Ferdinand et ses compagnons maîtrisèrent le régicide), il fut invité à participer aux séances du Conseil du Roi, où il se fit remarquer par ses positions cléricales. C'était en outre un homme fort pieux, chaste, sobre et fidèle à son épouse, ce qui était rare à la cour. Préférant la méditation aux exercices physiques, il ne pratiquait pas la chasse, activité pourtant réservée aux seuls nobleset fut le premier Bourbon à être obèse (héritage de son grand-père maternel). Son sérieux le faisait passer pour pédant. D'aucuns cherchèrent à le diffamer lui prêtant maîtresses ou excès d'alcool. Une mère "résignée" Très proche de sa mère, souffrant des adultères du roi, il était le centre du parti dévot, qui condamnait la politique et la vie privée du roi et ne se gênait pas pour montrer son mépris à la marquise de Pompadour, qui, elle, soutenait le parti des philosophes. Ses sXurs et lui-même avaient surnommé la favorite Maman Putain[réf. nécessaire]. Il désapprouva l'expulsion des jésuites en 1764 mais soutenait son père contre les parlements. En 1761, il perd son fils aîné, âgé de 10 ans, ce qui lui cause un immense chagrin mais il ne reporte pas son affection sur son fils suivant le duc de Berry, futur Louis XVI mais sur le cadet plus ouvert et spirituel[réf. nécessaire], le comte de Provence, futur Louis XVIII. Une monarchie impopulaire Louis-Ferdinand meurt de tuberculose à 36 ans peu avant Noël 1765.Sa dépouille est inhumée dans la cathédrale Saint-Étienne de Sens. Sa femme, qui l'avait veillé pendant sa maladie, contracta son mal et le suivit deux ans plus tard dans la tombe. François de Robespierre (père de Maximilien, futur Conventionnel) sembla sXindigner du manque de compassion de lXOrdre des avocats envers la famille royale. Le 3 décembre 1765, il écrivit cette lettre à son confrère et ami Baudelet : « Tous les cXurs, prenant leur essor vers le ciel font retentir les airs de leurs plaintifs accents; ils prient, ils conjurent, ils redemandent à grands cris le digne objet de leur amour... Les nôtres sont les seuls dont on n'entend pas les voix ! Je ne sais quoi a retenu jusqu'à présent leurs mouvements secrets... Une seule fois où il s'agit de donner au roi un gage pur, solennel et indispensable de notre attachement pour la famille royale, craindrons-nous par hasard qu'on pût dire que nous nous sommes assemblés ? Avocats, ce titre nous honore: sujets de la France, qualité mille fois plus glorieuse pour nous; ce n'est qu'en remplissant comme le plus glorieux de nos devoirs, d'une manière noble et peu commune, que nous prouverons véritablement la noblesse de notre profession et que nous maintiendrons sous l'asile du trône, la liberté et l'indépendance ». (in G. Laurent "Annales historiques de la Révolution Française" 1929, p.72) Le tombeau du couple delphinal fut profané en mars 1794 par les révolutionnaires, qui jetèrent le cadavre dans une fosse commune de la ville. À la Restauration, sur ordre du roi Louis XVIII, fils du dauphin, et grâce à des témoins, on retrouva le corps et on le replaça dans la cathédrale le 8 décembre 1814. Ses enfants Marie-Thérèse, dite Madame (1746-1748) sans postérité Marie Zéphirine, dite Madame(1750-1755) sans postérité Louis, duc de Bourgogne (1751-1761) sans postérité Louis-Xavier, duc d'Aquitaine (1753-1754) sans postérité Louis-Auguste, duc de Berry (1754-1793), Dauphin en 1765, (futur Louis XVI de France) épouse en 1770 Marie-Antoinette d'Autriche (postérité éteinte à la première génération). Louis-Stanislas, comte de Provence (1755-1824) (futur Louis XVIII de France) épouse en 1771 Marie-Joséphine de Savoie (sans postérité). Charles-Philippe, comte d'Artois (1757-1836) (futur Charles X de France) épouse en 1773 Marie-Thérèse de Savoie (dont deux fils et une fille) Marie Adélaïde Clotilde Madame (1759 X 1802) épouse en 1775 Charles-Emmanuel IV de Savoie, Roi de Sardaigne (sans postérité),déclarée "Vénérable" Elisabeth Philippine, Madame (1764-1794) (sans alliance ni postérité). -------------------- http://pl.wikipedia.org/wiki/Ludwik_Ferdynand_Burbon -------------------- http://en.wikipedia.org/wiki/Louis,_Dauphin_of_France_%281729-1765%29 Louis, Dauphin of France (1729X1765) From Wikipedia, the free encyclopedia (Redirected from Louis, Dauphin of France (1729-1765)) Jump to: navigation, search Louis-Ferdinand Dauphin of Viennois Louis-Ferdinand, Dauphin of France Spouse Infanta Maria Teresa of Spain Duchess Marie-Josèphe of Saxony Issue Louis XVI Louis XVIII Charles X Clothilde, Queen of Sardinia Princess Élisabeth Father Louis XV Mother Maria LeszczyXska Born 4 August 1729(1729-08-04) Palace of Versailles, Versailles, France Died 20 December 1765 (aged 36) Château de Fontainebleau, France Louis-Ferdinand de France,[1][2] Dauphin of France (4 September 1729 X 20 December 1765) was the only son of King Louis XV of France and his wife, Queen Maria LeszczyXska, to reach adulthood. He had a younger brother who died before his third birthday. As the son of the king, Louis was a Fils de France. He was the father of three kings of France, Louis XVI, Louis XVIII and Charles X. Contents [show] * 1 Early life and education * 2 Marriages o 2.1 Maria Teresa of Spain o 2.2 Marie-Josèphe of Saxony * 3 Issue * 4 Personality * 5 Later life and death * 6 Ancestry * 7 References * 8 Further reading * 9 External links [edit] Early life and education Louis-Ferdinand was born at the Palace of Versailles. The birth of an heir to the throne had long been awaited since the tragic decimation of the French royal family in the early 1710s (see Louis XV of France). When the fourth pregnancy of Marie LeszczyXska resulted in a son in 1729, there was popular rejoicing. In all the major cities of France there were fireworks (many memorialized in engravings). At Rome and other European courts there were also celebrations, since Louis' birth ensured the French succession. As the heir apparent to the throne of France, he was given the traditional title of Dauphin of France. According to the custom of the French royal family, Louis was baptised privately and without a name by Cardinal Armand de Rohan. On 27 April 1737 when he was seven years old the public ceremony of the other baptismal rites took place. It was at this point that he was given the name Louis-Ferdinand. His godparents were Louis, Duke of Orléans and the Dowager Duchess of Bourbon (widow of Louis III, Prince of Condé). Louis-Ferdinand's governess was Madame de Ventadour who had previously served as his father's governess. When he was seven years old, the Duke of Châtillon was named his governor, the Count of Muy was named under-governor, and Jean-François Boyer, formerly bishop of Mirepoix, was named preceptor. From an early age Louis-Ferdinand took a great interest in the military arts. He was bitterly disappointed when his father would not permit him to join the 1744 campaign in the War of the Austrian Succession. When his father became deathly ill with fever at Metz, Louis disobeyed orders and went to his bedside. This rash action, which could have resulted in the deaths of both Louis and his father, resulted in a permanent change in the relations between father and son. Up to this point Louis XV had doted on his son, but henceforth the relationship was more distant. He was very close to his three oldest sisters. [edit] Marriages [edit] Maria Teresa of Spain In 1744 Louis XV negotiated a marriage between his fifteen year old son and the nineteen year old Infanta Maria Teresa Rafaela of Spain, daughter of King Philip V of Spain and his Italian wife, Elisabeth of Parma, and first cousin of Louis XV. The marriage contract was signed 13 December 1744; the marriage was celebrated by proxy at Madrid 18 December 1744 and in person at Versailles 23 February 1745. Masked Ball at Versailles for the wedding of Louis, Dauphin of France to Maria Teresa of Spain, 1745. Louis and Maria Teresa were well matched and had a real affection for each other. They had one daughter: * Princess Marie Thérèse of France (19 July 1746 X 27 April 1748). Three days after the birth of their daughter Louis' wife Maria Teresa died on 22 July 1746. Louis was only sixteen years old. He grieved intensely at the loss of his wife, but his responsibility to provide for the succession to the French crown necessitated that he marry again quickly. In 1746 Louis received the Order of the Golden Fleece from his father-in-law King Philip V of Spain.[3] [edit] Marie-Josèphe of Saxony On 10 January 1747 Louis was married by proxy at Dresden to Princess Marie-Josèphe of Saxony, the fifteen year old younger daughter of Frederick Augustus II, Prince-Elector of Saxony and King of Poland and his wife, Archduchess Maria Josepha of Austria. A second marriage ceremony took place in person at Versailles on 9 February 1747. [edit] Issue Name Portrait Lifespan Notes Marie Zéphyrine de France Madame Royale Marie Zéphirine de France par Nattier.jpg 26 August 1750 - 1 September 1755 Born at Versailles, she was known as Madame Royale at court; died at Versailles aged 5 Louis Joseph Xavier de France Duke of Burgundy Louis Joseph Xavier of France, Duke of Burgundy.jpg 13 September 1751- 22 March 1761 Heir of the Dauphin, he died at Versailles at the age of nine much to the distress of his family; Xavier Marie Joseph de France Duke of Aquitaine Grand Royal Coat of Arms of France.svg 8 September 1753 X 22 February 1754 Born at the Palace of Versailles dying there aged five months; Louis-Auguste de France Duke of Berry (future King Louis XVI of France) Ludvig XVI av Frankrike porträtterad av AF Callet.jpg 23 August 1754 X 21 January 1793 Born at Versailles, was later husband of Marie Antoinette and King of France; had issue; Louis Stanislas Xavier de France Count of Provence (future King Louis XVIII of France) JoungLouisXVIII.jpg 17 November 1755 X 16 September 1824 Born at Versailles, he married Princess Marie Josephine Louise of Savoy and had no issue; later King of France; Charles-Philippe de France Count of Artois (future King Charles X of France) Charles X Roi de France et de Navarre.jpg 9 October 1757 X 6 November 1836 Born at Versailles, he married Princess Maria Theresa of Savoy and had issue; was later King of France; Marie Adélaïde Clotilde Xavière de France Madame Clotilde Queen of Sardinia Madameclotilde.jpg 23 September 1759 X 7 March 1802 Born at Versailles, she married the future Charles Emmanuel IV of Sardinia and had no issue; Élisabeth Philippine Marie Hélène de France Madame Élisabeth Madame-elisabeth-2.jpg 3 May 1764 X 10 May 1794 Born at Versailles, she never married and was executed during the French Revolution aged 30; Maria Josepha also had a stillborn son in 1748 and again in 1749. A stillborn daughter in 1752; Stillborn son in 1756. She also miscarried a son in 1762. Louis, Dauphin of France, in 1747. [edit] Personality Louis-Ferdinand was rather plump. He was well educated: a studious man, cultivated, and a lover of music, he preferred the pleasures of conversation to those of hunting, balls, or spectacles. With a keen sense of morality, he wasvery much committed to his wife, Marie-Josèphe, as she was to him. Very devout, he was a fervent supporter of the Jesuits, like his mother and sisters, and was led by them to have a devotion to the Sacred Heart. He appeared in the eyes of his sisters as the ideal of the Christian prince, in sharp contrast with their father who was a notorious womanizer. Louis, the Dauphin, in the uniform of Colonel General of the Dragoons, portrait by Alexander Roslin (ca.1765). [edit] Later life and death Kept away from government affairs by his father, Louis was at the center of the Dévots, a group of religiously-minded men who hoped to gain power when he succeeded to the throne. Louis-Ferdinand died of consumption at Fontainebleau in 1765 at the age of thirty-six, while his father was still alive, thus never becoming king of France. His mother, Queen Marie LeszczyXska, and his maternal grandfather, the former king of Poland, StanisXaw LeszczyXski, Duke of Lorraine, also survived him. His eldest surviving son, Louis-Auguste, duc de Berry, became the new dauphin, ascending the throne as Louis XVI at the death of Louis XV, in May 1774. Louis-Ferdinand was buried in the Cathedral of Saint-Étienne in Sens. His heart was buried at the Basilica of Saint-Denis. References 1. ^ Achaintre, Nicolas Louis, Histoire généalogique et chronologique de la maison royale de Bourbon, Vol. 2, (Publisher Mansut Fils, 4 Rue de l'École de Médecine, Paris, 1825), 153. 2. ^ He is called simply Louis by the most reputed biographies (including the earliest ones by Proyart and Rozoir), the major genealogical works about the House of Bourbon (including Achaintre and Dussieux) and numerous engravings. Several modern works (e.g. Antonia Fraser, Marie Antoinette) and some websites call him Louis Ferdinand to distinguish him from his father and his two sons. 3. ^ Nicolas-Louis Achaintre, Histoire généalogique et chronologique de la maison royale de Bourbon (Paris: Mansut, 1825), II, 149. T. F. Boettger says he received it in 1739. [edit] Further reading * Broglie, Emmanuel de, Le fils de Louis XV, Louis, dauphin de France, 1729-1765. Paris: E. Plon, 1877. * Dechêne, Abel, Le dauphin, fils de Louis XV. Paris: Librairie du dauphin, 1931. * Ducaud-Bourget, François. Louis, dauphin de France: le fils du Bien-Aimé. Paris: Conquistador, 1961. * Hours, Bernard. La vertu et le secret: le dauphin, fils de Louis XV. Paris: Champion, 2006. * Huertas, Monique de, Marie-Josèphe de Saxe: mère de nos trois derniers rois de France et de Madame Élisabeth, Paris: Pygmalion, 1995. * Proyart, Liévin-Bonaventure. Vie du dauphin, père de Louis XVI, Lyon: Bruyset-Ponthus, 1788. * Rozoir, Charles du, Le dauphin, fils de Louis XV et père de Louis XVI et de Louis XVIII, Paris: Eymery, 1815. * ZieliXski, Ryszard, Polka na francuskim tronie, Warszawa: Czytelnik, 1978. [edit] External links Wikimedia Commons has media related to: Louis, Dauphin of France (1729X1765) * De la Tour's pastels at the Musée l'Écuyer, Saint-Quentin, (in French) the pastel illustrated above described as a study for one of four portraits de la Tour made of the Dauphin (according to a letter of the Marquis de Marigny), of which the only known survivor, at the Louvre is dated 1748. The curators at the Musée l'Écuyer consider the study above to have served perhaps for the first of these portraits, that of 1745. This page was last modified on 17 July 2010 at 21:54. -------------------- Louis, Dauphin of France (1729-1765) From Wikipedia, the free encyclopedia Louis, Dauphin of France (Louis-Ferdinand de France [1]) (4 September 1729 X 20 December 1765), was the eldest and only surviving son of King Louis XV of France and his wife, Queen Marie LeszczyXska. As the son of the king, he was a Fils de France. He was the father of three kings of France. Birth and early life Louis was born at the Palace of Versailles. The birth of an heir to the throne had long been awaited since the tragic decimation of the French royal family in the early 1710s (see Louis XV of France). When the fourth pregnancy ofMarie LeszczyXska resulted in a son in 1729, there was popular rejoicing. In all the major cities of France there were fireworks (many memorialized in engravings). At Rome and other European courts there were also celebrations, since Louis' birth ensured the French succession. As the heir apparent to the throne of France, he was given the traditional title of Dauphin of France. According to the custom of the French royal family, Louis was baptised privately and without a name by Cardinal Armand de Rohan. On April 27, 1737 when he was seven years old the public ceremony of the other baptismal rites took place. It was at this point that he was given the name Louis. His godparents were Louis, Duke of Orléans and the Dowager Duchess of Bourbon (widow of Louis III, Prince of Condé). Louis' governess was Madame de Ventadour who had previously served as his father's governess. When he was seven years old, the Duke of Châtillon was named his governor, the Count of Muy was named under-governor, and Jean-FrançoisBoyer, formerly bishop of Mirepoix, was named preceptor. From an early age Louis took a great interest in the military arts. He was bitterly disappointed when his father would not permit him to join the 1744 campaign in the War of the Austrian Succession. When his father became deathlyill with fever at Metz, Louis disobeyed orders and went to his bedside. This rash action, which could have resulted in the deaths of both Louis and his father, resulted in a permanent change in the relations between father and son. Up to this point Louis XV had doted on his son, but henceforth the relationship was more distant. First marriage In 1744 Louis XV negotiated a marriage between his fifteen year old son and the nineteen year old Infanta Maria Teresa of Spain, daughter of King Philip V of Spain and his Italian wife, Elisabeth of Parma. The marriage contract was signed December 13, 1744; the marriage was celebrated by proxy at Madrid December 18, 1744 and in person at Versailles February 23, 1745. Louis and Maria Teresa were well matched and had a real affection for each other. They had one daughter: Marie-Thérèse (19 July 1746 X 27 April 1748). Three days after the birth of their daughter Louis' wife Maria Teresa died on July 22, 1746. Louis was only sixteen years old. He grieved intensely at the loss of his wife, but his responsibility to provide for the succession to the French crown necessitated that he marry again quickly. In 1746 Louis received the Order of the Golden Fleece from his father-in-law King Philip V of Spain. [2] [edit]Second marriage On January 10, 1747 Louis was married by proxy at Dresden to Princess Marie-Josèphe of Saxony, the fifteen year old younger daughter of Frederick Augustus II, Prince-Elector of Saxony and King of Poland and his wife, Archduchess Maria Josepha of Austria. A second marriage ceremony took place in person at Versailles on February 9, 1747. Louis and Marie-Josèphe had eight children: Marie-Zéphyrine (26 August 1750X1 September 1755). Louis, Duc de Bourgogne (13 September 1751X22 March 1761). Xavier, Duc de Guyenne (8 September 1753X22 February 1754). Louis-Auguste, Duc de Berry, the future king Louis XVI (23 August 1754 X 21 January 1793) (guillotined). Louis-Stanislas, Comte de Provence, the future king Louis XVIII (17 November 1755 X 16 September 1824). Charles-Philippe, Comte d'Artois, the future king Charles X (9 October 1757 X 6 November 1836). Marie-Clotilde (23 September 1759 X 7 March 1802), married King Charles Emmanuel IV of Sardinia, Prince of Piedmont. Élisabeth-Philippine (3 May 1764 X 10 May 1794), known as Madame Élisabeth (guillotined). Personality and political role Louis was rather plump. He was well educated: a studious man, cultivated, and a lover of music, he preferred the pleasures of conversation to those of hunting, balls, or spectacles. With a keen sense of morality, he was very muchcommitted to his wife, Marie-Josèphe, as she was to him. Very devout, he was a fervent supporter of the Jesuits, like his mother and sisters, and was led by them to have a devotion to the Sacred Heart. He appeared in the eyes of his sisters as the ideal of the Christian prince, in sharp contrast with their father who was a notorious womanizer. Kept away from government affairs by his father, Louis was at the center of the Dévots, a group of religiously-minded men who hoped to gain power when he succeeded to the throne. [edit]Death Louis died of consumption at Fontainebleau in 1765 at the age of 36, while his father was still alive, thus never becoming king of France. His mother, Queen Marie LeszczyXska, and maternal grandfather, StanisXaw LeszczyXski, the Duke of Lorraine, also survived him. His eldest surviving son, Louis-Auguste, Duc de Berry, became the new dauphin, and later ascended the throne as Louis XVI at the death of Louis XV. Louis was buried in the Cathedral of St Étienne in Sens. His heart was buried at the Basilica of Saint Denis. -------------------- http://en.wikipedia.org/wiki/Louis,_Dauphin_of_France_(1729-1765) | de Bourbon, Louis Ferdinand (I96059)
|
| 13894 | {geni:occupation} Dauphin of France, Princess of Saxony, Dauphine of France {geni:about_me} Marie-Josèphe de Saxe (Maria Josepha Carolina Eleonore Françoise Xavière von Sachsen, 1731 - 1767), fille d'Auguste III de Saxe et de Marie-Josèphe d'Autriche. Elle épousa en 1747 le Dauphin Louis-Ferdinand de France, fils de Louis XV, jeune et inconsolable veuf de l'infante d'Espagne Marie-Thérèse Raphaëlle de Bourbon dont il avait eu une fille, Marie-Thérèse en 1746. Marie-Josèphe de SaxeSommaire 1 Une famille déchirée 2 La mère des derniers rois de France 3 La triste Pépa 4 Victime de l'Amour Une famille déchirée Elle arriva, à quinze ans, dans une Cour dominée par Mme de Pompadour, favorite du roi et artisan de son mariage que lui a suggéré le populaire héros de Fontenoy, le maréchal de Saxe, oncle "par la main gauche" de Marie-Josèphe. La nouvelle dauphine, surnommée Pépa, sut se concilier à la fois la Pompadour et son beau-père Louis XV, mais dut aussi compter avec la haine de son mari et de ses belle-sXurs pour la favorite. Elle trouvait une belle-famille déchirée par les haines et les tensions : le roi et son épouse ne vivaient plus ensemble depuis dix ans. La pieuse reine Marie LeszczyXska vieillissait, recluse au milieu de vieux amis vieillissantmais elle n'oubliait pas que son père Stanislas Leszczynski avait été le concurrent malheureux au trône de Pologne face au grand père puis au père de Marie-Josèphe. Ses filles, "Mesdames", célibataires, ne cessaient de blâmer la vie de leur père. Le Dauphin, veuf de dix-sept ans, souffrant des souffrances de sa mère et "divinisé" par ses sXurs, ne savait dissimuler sa désapprobation et ne s'entendait pas non plus avec son père. C'est dans ce contexte difficile que la Dauphine parvint à se faire aimer de tous, tant elle était intelligente, douce et aimante. La mère des derniers rois de France Après trois ans de stérilité (et de critiques de la cour), entre 1750 et 1764 elle mit au monde huit enfants : Marie-Zéphyrine (1750-1755) dite Madame Louis, duc de Bourgogne (1751-1761) Louis-Xavier, duc d'Aquitaine (1753-1754) Louis-Auguste, duc de Berry puis Dauphin puis Louis XVI (1754-1793) Louis-Stanislas, comte de Provence puis Louis XVIII (1755-1824) Charles-Philippe, comte d'Artois puis Charles X (1757-1836) Marie-Clotilde, princesse de Piémont puis reine de Sardaigne (1759-1802) Élisabeth, Fille de France (1764-1794) Son fils aîné, le duc de Bourgogne, enfant précoce, la comblait de fierté. Elle débordait pour lui d'amour maternel. De même que le dauphin, son mari, elle ne pouvait s'empêcher de le préférer à ses autres enfants (ce dont le futur Louis XVI souffrit). Sa mort, en 1761 fut pour elle une épreuve que, seule, sa piété lui permit d'accepter. Elle eut aussi à conquérir son mari, qui tout à son veuvage, la fuyait.A force de patience et d'attentions, mais aussi avec la complicité de sa belle-sXur, Henriette, elle réussit à former avec son époux un couple très uni. Elle contribua ensuite à rapprocher le roi de son fils. Louis XV adorait sa belle-fille, en qui il avait grande confiance. La triste Pépa Les épreuves ne furent pas épargnées à cette princesse que son beau-père surnomma "la triste Pépa": en 1757 son pays natal, la Saxe, est envahie et pillée par les armées de roi Frédéric II de Prusse. La mère de Marie-Josèphe, fille de l'Empereur Joseph Ier, brisée par la douleur, en meurt.En 1764, cédant au parlementaires, Louis XV fit expulser les jésuites au grand dam du couple delphinal. Au cours de ces années également, les deuils de la famille royale de France se multiplient: 1752 : mort de Mme Henriette, sa belle-sXur à 25 ans, 1755 : mort de sa fille aînée, Marie-Zéphyrine à 5 ans, 1757 : mort de sa mère et pillage de la Saxe(cf ci-desssus).Louis XV victime d'un attentat, survivra, 1759 : mort de Mme Elisabeth, duchesse de Parme, sXur jumelle d'Henriette, 1761 : mort de son fils aîné, 1763 : mort de son père, le roi Auguste III de Pologne et de sa nièce Isabelle de Parme à 22 ans, sa nièce, élevée à Versailles.Aînée des petits enfants du roi, elle avait épousé le futur Empereur Joseph II, 1764 : mort de la marquise de Pompadour, 1765 : mort de son époux le dauphin Louis-Ferdinand à 36 ans de tuberculose et de son beau-frère, Philippe Ier, duc de Parme, 1766 : mort accidentelle du roi Stanislas Leszczynski, son grand père par alliance. Victime de l'Amour Marie-Josèphe ne se remit jamais de la mort du dauphin qu'elle avait soigné elle-même jusqu'à la fin. Elle contracta son mal et mourut de tuberculose en 1767, âgée de 36 ans, laissant orphelins ses enfants aux tragiques destins... Récupérée de « http://fr.wikipedia.org/wiki/Marie-Jos%C3%A8phe_de_Saxe » -------------------- http://pl.wikipedia.org/wiki/Maria_J%C3%B3zefa_Wettyn_(1731-1767) -------------------- http://en.wikipedia.org/wiki/Duchess_Marie-Jos%C3%A8phe_of_Saxony Princess Maria Josepha of Saxony (1731X1767) From Wikipedia, the free encyclopedia (Redirected from Duchess Marie-Josèphe of Saxony) Jump to: navigation, search Maria Josepha of Saxony Dauphine of France Portrait by Jean-Martial Frédou, 1760 Spouse Louis-Ferdinand, Dauphin of France Detail Issue Louis XVI of France Louis XVIII of France Charles X of France Clothilde, Queen of Sardinia Madame Élisabeth Full name German: Maria Josepha Carolina Eleonore Franziska Xaveria French: Marie Josèphe Caroline Eléonore Françoise Xavière Father Augustus III of Poland Mother Maria Josepha of Austria Born 4 November 1731(1731-11-04) Dresden Castle, Dresden, Saxony, modern-day Germany Died 13 March 1767 (aged 35) Palace of Versailles, Versailles, France Maria Josepha of Saxony (French: Marie Josèphe de Saxe; 4 November 1731 X 13 March 1767) was a Duchess of Saxony and the Dauphine of France. She became Dauphine at the age of fifteen through her marriage to Louis Ferdinand de France, the son and heir of Louis XV. Marie Josèphe was the mother of three kings of France, including the doomed Louis XVI, who died under the guillotine during the French Revolution. Her youngest daughter, Madame Élisabeth, also was beheaded during the Revolution. Contents [show] * 1 Family * 2 Marriage negotiations * 3 Marie-Josèphe de Saxe * 4 Widowhood * 5 Issue * 6 Ancestry * 7 See also * 8 Titles, styles, honours and arms o 8.1 Titles and styles * 9 References * 10 Titles [edit] Family Maria Josepha Carolina Eleonore Franziska Xaveria was born on 4 November, 1731 in Dresden Castle to Frederick Augustus II, Prince-Elector of Saxony and King of Poland, and Maria Josepha of Austria, the daughter of Joseph I, Holy Roman Emperor. As a daughter of the Electoral Prince, she was a Duchess in Saxony. Her mother was a first cousin of Maria Theresa of Austria, who in turn was the mother of Marie Antoinette, Maria Josepha's future daughter-in-law. Maria Josepha was the eighth of fifteen children and the fourth daughter. Her oldest sister Maria Amalia Christina married the future Charles III of Spain in 1738 and had a large family. Her second sister, Maria Margaretha, died in infancy; Maria Anna Sophia became the Electress of Bavaria in 1747. Her eldest surviving brother Frederick Christian became the Elector of Saxony in 1763 and reigned for only 74 days. Her younger sisters Maria Christina of Saxony and Maria Kunigunde of Saxony were Princess-abbesses of prestigious religious institutions. [edit] Marriage negotiations As noted, her oldest sister Maria Amalia had married a Spanish prince, Infante Carlos, in 1738. He was a member of the House of Bourbon. The Dauphin of France had been married to the Infanta Maria Teresa Rafaela of Spain since February 1745. The couple had been very happy together and deeply in love. The Infanta, known as Marie-Thérèse-Raphaëlle in France, died on 22 July 1746 after giving birth to a daughter, the couple's only child, Princess Marie-Thérèse of France. Ferdinand VI of Spain, half-brother of the deceased Marie-Thérèse-Raphaëlle, had offered the Dauphine another Bourbon princess, Infanta Maria Antonietta. Instead, Louis XV and his all-powerful mistress Madame de Pompadour wanted to open up diplomatic channels. The marriage between Maria Josepha and the Dauphin of France had first been suggested by Maria Josepha's uncle Maurice de Saxe, an illegitimate son of Maria Josepha's grandfather Augustus II. Louis XV and his mistress, were convinced that the marriage would be advantageous to French foreign affairs. France and Saxony had been on opposing sides in the recent War of the Austrian Succession and thus the marriage between the Saxon princess and the Dauphin of France would form a new alliance between the two nations. There was one problem with the suggested bride: Maria Josepha's grandfather Augustus II had dethroned StanisXaw LeszczyXski (then the Duke of Lorraine). StanisXaw was the father of the then Queen of France Maria LeszczyXska. The marriage was said to have humiliated the simple-living Queen, even though the Queen and Dauphine would later get on well. Other proposals came from Savoy in the form of Princess Eleonora of Savoy or her sister Princess Maria Luisa of Savoy.[1] Both were refused. Despite the disapproval of the Queen, the two were married on 9 February 1747, Maria Josepha of Saxony married Louis Ferdinand de France, Dauphin of France and Fils de France. Her marriage to a Fils de France ("Son of France") allowed Maria Josepha the style of Royal Highness, the right to travel and lodge wherever the king did, as well as the coveted right of dining with him in an armchair in his presence. However in practice, the Dauphine was addressed as Madame la Dauphine, the more traditional French style prevailing at Versailles till the Revolution. [edit] Marie-Josèphe de Saxe In France the Saxon princess was known as Marie-Josèphe de Saxe. Portrait by Jean Marc Nattier, 1751 Allegory of Maria Josepha and her daughter Marie Zéphyrine, by Charles-Joseph Natoire, c.1751. Prior to the marriage, tradition demanded that the bride wear a bracelet which had a picture of her father on it; the Queen seeing the Dauphine asked to see the bracelet. The witty Marie-Josèphe then revealing the bracelet to theQueen showed a portrait of the Queen's father. The Dauphine said that the portrait represented the fact that the Duke of Lorraine was Marie-Josèphe's grandfather by marriage. The Queen and the court were strongly impressed by thetact of this girl of 15 years. The Dauphine was also very close to her father-in-law Louis XV. At the time of the marriage, the Dauphin was still grieving for his Spanish wife. This grief was very public on the part of the Dauphin but Marie-Josèphe was praised greatly for her conquering the heart of the Dauphin "bit by bit". Despite Marie-Josèphe being the patient wife, the Dauphin's grief worsened in April 1748 when his only child with the Infanta died at the age of two. The Dauphin was deeply affected by the death of Marie-Thérèse, known as Madame Royale, as she was his only link to her deceased mother. Marie-Josèphe, her stepmother, later commissioned a painting (now lost)[2] of the infant to be left over her cradle. The new Dauphine was very grateful to Madame de Pompadour for helping arrange her marriage, and always maintained a good relationship with the royal mistress. Although it was an arranged marriage, Marie-Josèphe fell in love with the Dauphin. Like her husband, Marie-Josèphe was very devout. Together with Queen Maria LeszczyXska, she formed a counterbalance to the libertine behaviour of her father-in-law and his court. The couple were not fond of the various entertainments held at Versailles every week, preferring to stay in their apartments which can still be seen on the ground floor of Versailles overlooking the Orangerie. The couple's first child was a daughter, born in 1750 on the feast day of Saint Zephyrinus and named Marie Zéphyrine. The birth of the Princess, known as Madame Royale, was greeted with much joy by her parents even though Louis XV naturally had been disappointed the child was not a male. This princess died in 1755 without being mourned; in France, a princess had to live at least five years to be formally mourned.[3] Their second child, Louis Joseph Xavierde France, a son born on 15 September 1751, was given the title of duc de Bourgogne, a title traditionally given to the eldest son of the Dauphin of France. Bourgogne was the apple of his parents' eye. His talents appeared early and inspired hope for the future in the hearts of the entire court. He was adored by his older sister Marie Zéphyrine and he adored her too. Unfortunately, the royal couple concentrated so much time and energy on this eldest son that their other children suffered from neglect. He died on 22 March 1761 at the age of nine at Versailles after having fallen from a toy horse. He started limping and a tumour began to grow on his hip. This was operated on, but he never recovered the use of his legs. He was buried at the Basilica of St Denis. The couple's second son, Xavier de France, duc d'Aquitaine, born in 1753, died a year later. As a result, their third son, Louis Auguste de France, duc de Berry, born on 23 August 1754, became second in line to the French throne after his father. A strong and healthy boy, although very shy, he excelled in his studies and had a strong taste for Latin, history, geography, and astronomy, and became fluent in Italian and English. Louis Auguste would later become King of France being orphaned at the age of 12. Thanks to Marie-Josèphe's close relationship with the King and Dauphin, the relationship between father and son soon repaired itself. The Dauphin was at the center of the Dévots, a group of religious-minded men who hoped to gain power when he succeeded to the throne. They were against the way of Louis XV who openly had affairs at court in blatant view of the Queen. Naturally they were not popular with Louis XV. Her father-in-law named his loving daughter-in-law la triste Pepe; in 1754 Frederick II of Prussia invaded her native Saxony and that started the Seven Years' War in which France later joined. Saxony was pillaged by Frederick. Then in 1757 her mother died aged 58 in Dresden. Her father would die in 1763. Politically reserved, she exerted herself only once, in 1762, in vain, for the preservation of the Society of Jesus in France. The Society had been dissolved by the King on the initiative of the duc de Choiseul and Madame de Pompadour. [edit] Widowhood The death of her husband, on 20 December, 1765, dealt Marie-Josèphe a devastating blow from which she never recovered, sinking into a deep depression for the rest of her life. Her sisters by marriage, Mesdames Adélaïde, Victoire,and Sophie mourned intensely. The Queen grieved greatly. To save her the torment of remaining with bittersweet memories of her dead husband, Louis XV allowed her to move at Versailles from the apartments she had shared with her deceased spouse into the apartments of the late Madame de Pompadour, who had died in 1764. There, he visited her more than he had in the past and discussed with her the possible wedding of her son, the new dauphin. Marie-Josèphe was not pleased with the idea of her eldest son marrying Archduchess Maria Antonia of Austria, the future Marie Antoinette. Their mothers were first cousins, and Marie Antoinette's mother had seized the inheritance of the Habsburg Empire from Marie-Josèphe's mother. Soon, her health declined. She died on 13 March 1767 of tuberculosis, and was buried in the royal crypt in Saint-Denis. The marriage of her son Louis Auguste with Maria Antonia was celebrated three years later. [edit] Issue Name Portrait Lifespan Notes Marie Zéphyrine de France Madame Royale Marie Zéphirine de France par Nattier.jpg 26 August 1750 - 1 September 1755 (aged 5) Born at Versailles, she was known as Madame Royale at court; died at Versailles aged 5 Louis Joseph Xavier de France Duke of Burgundy Louis Joseph Xavier of France, Duke of Burgundy.jpg 13 September 1751- 22 March 1761 (aged 9) Heir of the Dauphin, he died at Versailles aged 9 much to the distress of his family; Xavier Marie Joseph de France Duke of Aquitaine Grand Royal Coat of Arms of France.svg 8 September 1753 X 22 February 1754 (aged 0) Born at the Palace of Versailles dying there aged 5 months; Louis Auguste de France King of France Duke of Berry Ludvig XVI av Frankrike porträtterad av AF Callet.jpg 23 August 1754 X 21 January 1793 (aged 38) Born at Versailles, was later husband of Marie Antoinette and King of France; had issue; Louis Stanislas Xavier de France King of France Count of Provence JoungLouisXVIII.jpg 17 November 1755 X 16 September 1824 (aged 68) Born at Versailles, he married Princess Marie Josephine Louise of Savoy and had no issue; later King of France; Charles Philippe de France King of France Count of Artois Charles X Roi de France et de Navarre.jpg 9 October 1757 X 6 November 1836 (aged 79) Born at Versailles, he married Princess Maria Theresa of Savoy and had issue; was later King of France; Marie Adélaïde Clotilde Xavière de France Queen of Sardinia Madameclotilde.jpg 23 September 1759 X 7 March 1802 (aged 42) Born at Versailles, she married the future Charles Emmanuel IV of Sardinia and had no issue; Élisabeth Philippine Marie Hélène de France Madame Élisabeth Madame-elisabeth-2.jpg 3 May 1764 X 10 May 1794 (aged 30) Born at Versailles, she never married and was executed in the French Revolution aged 30; Maria Josepha also had a stillborn son in 1748 and again in 1749. A stillborn daughter in 1752; Stillborn son in 1756. She also miscarried a son in 1762 See also * Nicolay [edit] Titles, styles, honours and arms [edit] Titles and styles * 4 November, 1731 - September, 1733 Her Highness Duchess Maria Josepha of Saxony * 9 February 1747 X 20 December 1765 Her Royal Highness the Dauphine of France (Madame la Dauphine [de France]) * 20 December 1765 X 13 March 1767 Her Royal Highness the Dowager Dauphine of France Maria Josepha's father held the title of king of Poland. However, children of Polish kings were explicitly forbidden the use of the title of prince or princess of Poland. [edit] References Wikimedia Commons has media related to: Marie-Josèphe of Saxony 1. ^ niece of the Queen of Spain of the same name 2. ^ MARIE-THÉRÈSE, FILLE AÎNÉE DU DAUPHIN LOUIS-FERDINAND 3. ^ Spawfourth. Tony, Versailles, New York, 2008, p.200-1 This page was last modified on 20 July 2010 at 06:54. -------------------- Marie-Josèphe of Saxony From Wikipedia, the free encyclopedia Princess Maria Josepha Carolina of Saxony, Dauphine of France, (4 November 1731 X 13 March 1767), was the daughter of Frederick Augustus II, Prince-elector of Saxony and king of Poland, and Maria Josepha of Austria, (1699-1757), the daughter of Joseph I, Holy Roman Emperor. She was the mother of three Kings of France, including the doomed Louis XVI, who died under the guillotine during the French Revolution. Her youngest daughter, Madame Élisabeth, also was beheaded during the Revolution. On February 9, 1747, Marie-Josèphe married Louis, Dauphin of France, son and heir of Louis XV. For the French prince it was his second marriage. His first wife, Maria Teresa of Spain, had died on July 22, 1746, after giving birthto a daughter, the couple's only child. The marriage came about on the suggestion of Maurice de Saxe, an uncle of the future bride. Louis XV and his mistress, Madame de Pompadour, were convinced that the marriage would be advantageous to French foreign affairs. The new Dauphine was very grateful to Madame de Pompadour for helping to arrange her marriage. She was always kind to her afterwards and had a good relationship with the royal mistress. Although an arranged marriage, Marie-Josèphe fell in love with the Dauphin. To a great extent, she was politically reserved and exerted herself in that arena only once, in 1762, in vain, for the preservation of the Society of Jesus in France. The Society had been dissolvedby the King on the iniative of the Duc de Choiseul and Madame de Pompadour. Like her husband, Marie-Josèphe was very devout. Together with Queen Maria LeszczyXska, she formed a counterbalance to the immoral behavior of her father-in-law and his court. The couple's first child was a daughter named Marie Zéphyrine who was born in 1750 and died in 1755. Their second child was a son who was born on September 15th, 1751, and received the name Louis Joseph Xavier. He was given the title of Duke of Burgundy|Duc de Bourgogne because Louis XV's father had previously held the same title. The duc became the apple of his parents' eye. His talents appeared early and inspired hope for the future in the hearts of theentire court. Unfortunately, though, the royal couple concentrated so much time and energy on this eldest son that their other children suffered from neglect. The Duc de Bourgogne died on March 22, 1761, of tuberculosis. Since the couple's second son, the Duc de Aquitaine, who had been born in 1753, had died one year later, their third son, Louis Auguste, Duc de Berry (future Louis XVI), born on August 23, 1754, became second in line to the French throne after his father. The death of her husband on the December 20, 1765, dealt Marie-Josèphe a devastating blow from which she never recovered, sinking into a deep depression for the rest of her life. To save her the torment of remaining with bittersweet memories of her dead husband, Louis XV allowed her to move her apartments at Versailles from those she had shared with her deceased spouse into the apartments of the late Madame de Pompadour, who had died in 1764. There, he visited her more than he had in the past and discussed with her the possible wedding of her son, the new dauphin. Marie-Josèphe was not taken with the idea of her eldest son marrying Archduchess Maria Antonia of Austria. Soon, her health quickly declined. She suffered from the same illness as her late husband, lung tuberculosis. She died on March 13, 1767, and was buried in the royal crypt in Saint-Denis. The marriage of her son with the Austrian archduchess, who became Marie Antoinette, was carried out three years later on May 16, 1770. [edit]Marriages and children Marie-Josèphe married Louis, Dauphin of France, and they had eight children: Marie-Zéphyrine (26 August 1750X1 September 1755). Louis, Duc de Bourgogne (13 September 1751X22 March 1761). Xavier, Duc de Guyenne (8 September 1753X22 February 1754). Louis-Auguste, Duc de Berry, the future king Louis XVI (23 August 1754 X 21 January 1793) (guillotined). Louis-Stanislas, Comte de Provence, the future king Louis XVIII (17 November 1755 X 16 September 1824). Charles-Philippe, Comte d'Artois, the future king Charles X (9 October 1757 X 6 November 1836). Marie-Clotilde (23 September 1759 X 7 March 1802), married King Charles Emmanuel IV of Sardinia, Prince of Piedmont. Élisabeth-Philippine (3 May 1764 X 10 May 1794), known as Madame Élisabeth (guillotined). | von Sachsen, Maria Josepha Karolina Eleonore Franziska Xaveria (I68280)
|
| 13895 | {geni:occupation} Decoration painter, malermester {geni:about_me} * [http://www.arkivverket.no/URN:kb_read?idx_kildeid=8452&idx_id=8452&uid=ny&idx_side=-343 Begravelse]. | Løve, Peter Christian (I96853)
|
| 13896 | {geni:occupation} Degn | Eskildsen Bøgh, Jørgen (I35771)
|
| 13897 | {geni:occupation} Degn | Bøgh, Frederik Eskild (I48520)
|
| 13898 | {geni:occupation} degn i Ovsted og Tåning og skoleholder i den kongelige skole i Tåning {geni:about_me} Skanderborg gejstlige skifte: 15 Holger [Hansen] Seidelin, degn i Ovsted og Tåning og skoleholder i den kongelige skole i Tåning. 28.3.1753, fol.84B, 94. E: Ida Elisabeth Lauridsdatter Møller. LV: Oluf Steffensen i Tåning. A: 1) bror Jørgen [Hansen] Seidelin i Stenderup, præst i Eltang og Vilstrup 2) [søster Ida Birgitte Hansdatter Seidelin] 3) bror Søren [Hansen] Seidelin, over auditør i Svendborg 4) søster Cathrine Mette [Hansdatter] Seidelin g.m. [Niels Jørgensen] Møller til Skovgård [i Kollerup sogn], begge døde. 5B: a Anne Dorthe Møller, født 27.9.1736 b Anne Cathrine Møller, født 11.5.1738 c Jørgen Møller, født 13.8.1739 d Maren Møller, født 5.12.1740 e Hans Møller, født 21.2.1743 5) søster Birthe Kirstine [Hansdatter] Seidelin g.m. Hans [Andreasen] Gesten, præst i Sevel. | Seidelin, Holger Hansen (I94803)
|
| 13899 | {geni:occupation} Degn i Rolfsted | Resen, Poul (I64977)
|
| 13900 | {geni:occupation} Degn i Ørslevkloster 1669 - 1714 {geni:about_me} Poul Nielsen Bøgh blev født ca. 1630. Han døde 84 aar gammel og blev begravet 2. adv. 1714 i Ørslev Kloster. (opsl. 133) Han var sognedegn til Ørslev Kloster kirke i Ørslev Kloster i ca 45 aar fra 1669 - 1714. Han var gift med Inger, f. ca. 1647, som blev begravet 24. februar 1717 i Ørslev Kloster (opsl. 134). | Bøgh, Poul Nielsen (I48510)
|