Notater
Treff 17,801 til 17,850 av 20,231
| # | Notater | Linket til |
|---|---|---|
| 17801 | {geni:occupation} Postmester | Bugge, Bertel Clausen (I34316)
|
| 17802 | {geni:occupation} Postmester i Bodø {geni:about_me} Alexander Lange Son Of Bernt Otto Lange och Emilie Julie Henriette Lange (Schøyen) Husband Of Johanne Marie Lange (Normann) Father Of Gerd Ellen Ziesler Living false Birth Date 4/6/1865 First Name Alexander Last Name Lange Gender Male Birth Location Stavanger, Rogaland, Norge Manager Arnt Hals | Lange, Alexander VI (I99010)
|
| 17803 | {geni:occupation} Postmester i Lyngby og siden Ringsted | Ahlefeldt-Laurvigen, Frederik Adolph Christian greve (I95792)
|
| 17804 | {geni:occupation} Postmester, siden sorenskriver, Postmester på Kongsberg, Sorenskriver i Nordfjord, kjøpmann, sorenskriver, Prest, sorenskriver i Nordfjord, Kjøpmann, i Drammen, gårdbruker, kjøpte gården Dyremyr på Kongsberg, 1803 sorenskreiver i Bergen | Vogt, Niels Johansen Jansen (I74838)
|
| 17805 | {geni:occupation} Posttjenesetmann | Græger, Toralf (I7767)
|
| 17806 | Minst en nålevende eller privat person er linket til dette notatet. Detaljer ikke tilgjengelig. | Holter, Julie Marie (I33414)
|
| 17807 | {geni:occupation} prakt. læge {geni:about_me} > Tellingsår : 1900 * Kommune : Orkdal * Kommunenummer : 1638 * Navn på bosted : Rømme > Tellingsår : 1910 * Kommune : Orkdal * Kommunenummer : 1638 * Navn på bosted : Hov (gaard) | Richter, Andreas Boghart (I75763)
|
| 17808 | {geni:occupation} präst | Conradi, Peder (I70721)
|
| 17809 | {geni:occupation} Präst i Rödön | Holbeckius, Ericus Claudius Erik Clausson (I97717)
|
| 17810 | {geni:occupation} prästfru | Hansdotter Berg, Christina (I97706)
|
| 17811 | {geni:occupation} Preacher Sogneprest | Aamot, Andreas Coucheron (I71880)
|
| 17812 | {geni:occupation} Preceptor | Hanssen, Lauritz (I89736)
|
| 17813 | {geni:occupation} Prem.løyt,. Materialforvalter. 1801: Strndgt. 40, Trondheim. 1802 Krigsråd. Senere Stiftsrevisor. | Collin, Hans Henrich (I53341)
|
| 17814 | {geni:occupation} Premiereløjtnant, siden oberst ved det danske livregiment. Major i en alder af 60 | Meyer, Søren Johan (I64489)
|
| 17815 | {geni:occupation} Premierlieutenant | von Ramm, Wilhelm Ernst (I71746)
|
| 17816 | {geni:occupation} Premierlieutnant | Sejersted, Johannes (I50782)
|
| 17817 | {geni:occupation} Premierl°jtnant | Reventlow, Christian (I91745)
|
| 17818 | {geni:occupation} Premierløitnant {geni:about_me} 1746 fru Anna Catharina sal. de Tonsbergs sold Hoberg Vestre (Gnr. 16, bnr. 14) to vaktmester (caretaker) Michael Jongesen Kjønning. By the Ting of 13 November 1750, Peder Tofteberg owning Godager søndre (Gnr. 94, bnr. 1) and shortage of funds for clearing Godager søndre and 4 December 1752 Peder Tofteberg sell Godager søndre to Lieutenant Michael Kjønning. 1754 became part of district Albom sold to løytnant Kjønning. In the estate of kapteinløytnant Kjønning Hoberg Vestre is transferred to his son Jacob Cold Kjønning. 1772 Jacob secured the farm (pledged his farm to) to Peter Pipper. | Kjønning, Michael (I50586)
|
| 17819 | {geni:occupation} Premierløitnant | Krohn, Petter Eivind (I72901)
|
| 17820 | {geni:occupation} Premierløjtnant ( Hæren - Forsvaret ), Postmester for Holbæk i Post- & Telegrafvæsenet ( Post Danmark ) | Haxthausen, Johan Christian baron (I35203)
|
| 17821 | {geni:occupation} Premierløjtnant (Søværnet) | Grodtschilling, Georg Joachim 1811 (I97070)
|
| 17822 | {geni:occupation} Premierløjtnant ved artilleriet i Trondheim | Abildgaard, Jens Pedersen (I26895)
|
| 17823 | {geni:occupation} Premierløjtnant, greve, senere direktør, farmer, kontorchef | Knuth-Winterfeldt, Viggo Christian greve (I26788)
|
| 17824 | {geni:occupation} Premierløjtnant, Hofjægermester, Godsejer af Møllerup | Ahlefeldt-Laurvigen, Frederick (I95789)
|
| 17825 | {geni:occupation} Premierløytnant {geni:about_me} Iflg. Ovenstad så var Caspar sønn av kaptein Paul Christian Schrøder og 1. hustru Mette Margrethe Ramm. Han giftet seg i april 1766 med Anna Margrethe Møller, f. 1729 i Indset, døpt 12-4-s.å., død 31-1-1794 på Skjølberg i Ørkedalen, datter av direktør Hans Rasmussen Møller og Anna Elisabeth Sophie Irgens. Referansen er: Militærbiografier, den norske hærs officerer fra 18. januar 1628 til 17. mai 1814, i 2 bind, utgitt av Norsk slektshistorisk forening 1948-50, forfatter: Ola Ovenstad. http://www.disnorge.no/slektsforum/viewtopic.php?p=181516 | Schrøder, Caspar Fredrik Løytnant (I46938)
|
| 17826 | {geni:occupation} Premierløytnant {geni:about_me} Johan Anton Brodtkorb var sønn av kancelliråd, overveier og måler i Kristiansund N. Hans Rasmus Peter Brodtkorb (født 1. april 1756 - død 21. november 1844) og Alette Margrethe Mecklenborg Luytkis (født 6. januar 1768 - død 25. oktober 1838). Han ble offiser i 1808, premierløitnant den 4. mars 1811, uttrådte av aktiv tjeneste med vartpenger ved arméforandringen den 1. januar 1818. Kilder: -Boken XDen trønderske slekt BullX av Jens Bull (1938), på grunnlag av N. R. Bulls stamtavle av 1886. | Brodtkorb, Johan Anton (I97246)
|
| 17827 | {geni:occupation} Premierløytnant {geni:about_me} Premierløitnant. Han var den første musketer i Trondheimske nasjonale infanteriregiment. Sønn av magistratpresident i Trondheim Andreas Christophersen Tønder (død 23. november 1696) og Karen Madsdatter Lund (død 20. mars 1698). For mer informasjon les boken XDen trønderske slekt BullX av Jens Bull (side 37-38). Kilder: -Boken XDen trønderske slekt BullX av Jens Bull (1938), på grunnlag av N. R. Bulls stamtavle av 1886. | Tønder, Raphael (I27437)
|
| 17828 | {geni:occupation} Premierløytnant | Hierman, Thomas Stang (I51382)
|
| 17829 | {geni:occupation} Premierløytnant | Clausen Parelius, Andreas (I64637)
|
| 17830 | {geni:occupation} Premierløytnant | Brodtkorb, Ole Catharinus Boyesen (I68851)
|
| 17831 | {geni:occupation} Premierløytnant | Aamodt, Niels Olsen (I97220)
|
| 17832 | {geni:occupation} Premierløytnant (10 mar 1762) | Madsen Schrøder, Lambert (I98554)
|
| 17833 | {geni:occupation} Premierløytnant i Rakkestad (vest), ØF (1748) (Kpt. ca.1745 ?) {geni:about_me} http://www.nermo.org/slekt/d0007/g0000024.html#I55624 | Paasche, Christen Heidemarck (I96840)
|
| 17834 | {geni:occupation} premierløytnant i Ytre Sogn (1801), major | Fasting, George Fredrich Christopher (I9779)
|
| 17835 | {geni:occupation} Premiermajor {geni:about_me} Premiermajor | Krag, Hans Hagerup (I89640)
|
| 17836 | {geni:occupation} Premierøytnant | Huseby, Thomas Christensen Rosing Stud (Stoud) (I68178)
|
| 17837 | {geni:occupation} Premiærlæytnant | Rosenvinge, Ebbe Carsten Hornemann (I53295)
|
| 17838 | {geni:occupation} Preparant | Henriksen, Dagfinn (I7761)
|
| 17839 | {geni:occupation} President {geni:about_me} Herredskriver i Nordre Viken ca 1630. Fogd i Nordre Viken og i Idd og Marker len 1644-1655. Tollinspektør. Handelsmann. President (borgermester) i Fredrikshald etter 1665. Usikre foreldre, men Hans (Johann\Johannes) Pedersøn Meng kan ha vært hans far. Niels Hanssøn Meng var først herredsskriver i nordre Bohuslen, senere fogd samme sted, så vel som i Idd og Marker. Kgl. toller ved Svinesund og oppover langs gr. helt til Østerdalen. 1665 ble han Haldens første borgerm. og fikk tittelen (magistrat)president. Ble gj. e.sk. m. Johanne Christensdtr eier av bl.a Dyne gård (like sør for Svinesund), gården Eskeviken ved Halden og fl. andre. Bodde en tid på Dyne. Eskeviken (bosatt der 1657?) var hans avlsgård. (Liv S. Hansen, innl. DA deb. 30898 den 12.06.2005). 1665: 'Kommisarie'. Fra Store Norske Leksikon (Frank Kiel Jacobsen): Niels Hanssøn Meng, Født 1604 (nøyaktig fødselsdato er ikke kjent) i Fredrikstad, Østfold; Død august 1676 (nøyaktig dato er ikke kjent) i Fredrikshald (nå Halden), Østfold. Borgermester og trelasthandler. Foreldre: Borger i Fredrikstad Hans Pederssøn; morens navn er ikke kjent. Gift med Johanne Christensdatter (nærmere data er ikke kjent). Svigerfar til Mathias Bjørn (død 1676; se NBL1, bd. 1) og Peder Olssøn Nordmand (død 1676). Niels Hanssøn Meng var den rikeste og mektigste mann i Fredrikshald på midten av 1600-tallet. Han var byens første borgermester, og det var han som, sammen med tre av sine svigersønner, hadde den vesentligste del av æren for at ladestedet Halden 1665 fikk bystatus under navnet Fredrikshald. Niels' far, den rike borger Hans Pederssøn, ønsket at sønnen skulle studere, og da i særdeleshet jus, og allerede omkring 1630 kom han i offentlig tjeneste, først som herredsskriver i Nordre Viken, og 1644X55 som fogd der og i Idd og Marker. I tillegg var han kongelig toller ved Halden, Svinesund og riksgrensen, et embete som omfattet både tollinspektorat og kassererstilling. Hans ansvarsområde strakte seg langs riksgrensen helt til Østerdalen. Med sitt giftermål med Johanne Christensdatter fikk Niels Hanssøn Meng betydelige eiendommer i Båhuslen, bl.a. Dyne gård ved Dynekilen. Her bodde han frem til omkring 1640. Da bosatte han seg i Halden, ble en av ladestedets største forretningsdrivende og økte sine eiendommer betraktelig. Han hadde ikke mindre enn 72 gårder i Båhuslen, Smålenene og Follo. Han eide også den gamle, tradisjonsrike gården Eskeviken utenfor Halden og en rekke hus og tomter i selve byen. Niels Hanssøn Meng nøt stor tillit i sin samtid og ble betrodd flere viktige verv. Han var lagmann i Smålenene (Østfold) og konstituert amtmann samme sted. Under Hannibalfeiden 1644X45 gjorde han en betydelig innsats for landet. Det samme var tilfellet under svenskenes angrep på Halden 1658X60, da han ble utnevnt til proviantkommissær og hadde et tett samarbeid med lensherren Tønne Huitfeldt. Etter fredsslutningen 1661 var han med i kommisjonen som foretok grensereguleringen mot Sverige og bidrog til at Enningdalen, som i geistlig henseende sognet til Naverstad i Båhuslen, ble reddet for Norge. Den første tiden hørte Halden under kjøpstaden Fredrikstad, men etter mange rivninger fikk ladestedet 10. april 1665 byprivilegier og navnet Fredrikshald. At dette ble en realitet, skyldtes i første rekke Niels Hanssøn Meng og hans svigersønner Peder Olssøn Nordmand, Mathias Bjørn og Ole Christenssøn. Niels Hanssøn Meng ble den nye byens første borgermester. Han fikk siden ved kongelig nåde tittelen president, noe som ellers bare tilkom den øverste magistratsperson i landets fem største byer. Niels Hanssøn Meng er en typisk representant for den tiden da borgerskapet kom til makten og fikk overtaket i trelasthandelen. Han var full av initiativ og kastet seg inn i forskjellige forretningsforetak. Han kjøpte og forpaktetsagbruk og ervervet en mengde jordegods. Han skaffet seg på denne måten en etter tidens forhold umåtelig rikdom. Slekten Meng inntok en ledende stilling i Fredrikshald gjennom 60 år. Niels' datter Mette Meng (ca. 1635X1697) og svigersønnene Peder Olssøn Nordmand og Mathias Bjørn har alle fått gater oppkalt etter seg i Halden, og på torget ibyen står Nordmand-støtten. Eiendom: Dyne gård, Baahus Len, 31. juli 1656. Han betalte odelsskatt i Escheuig (Eskevika) i 1657. Han hadde tjent 1/2 år som landkommissær den 13. september 1662. Han hadde tjent 2 år som proviantkommissær den 13. september 1662. Han hadde et sete i Admiralitetsrådet den 22. juni 1665. Borgermester i Fredrikshald, beskikket av Gyldenløve pr. den 23. juni 1665. Han hadde bestalling som president og kommersedirektør i Halden pr. den 25. juni 1665. Han hadde tilsetting som president i Halden 14. juli 1665. Han hadde befaling om å la Nils Hansen Meng avlegge embetsed som president i Halden den 15. juli 1665. Den 16. november 1653 var han bosatt på ladestedet Fredrikshald (Halden). Den 12. april 1665 fikk han Kjøpstadsprivilegier i Fredrikshald. Kilder: -C. O. Munthe: Fredrikshalds og Fredrikstens historie indtil 1720, 1906. -O. Forstrøm: Fredrikshald i 250 aar, bd. 1, Fredrikshald 1915. -H. P. Norløff: Saugbruksforeningen gjennem 75 år. 1859X1934. Med trekk fra den Fredrikshaldske. sagbrukerkorporasjons historie gjennem 300 år, 1935 -O. Forstrøm: biografi i NBL1, bd. 9, 194.0 -V. Parmer: Fløting i de sørlige grensetrakter, Halden 1959. -F. K. Jacobsen: Gatenavn i Halden. Historien bak våre ferdselsveier, Halden 1994. -Norske Kongebrev. Bd. I (Hefte 1-6) 1660-1670 Kongebrev under Fredrik III. Red. Rolf Fladby og Sølvi Sogner, Universitetsforlaget 1967, Statsarkivet i Bergen, ISBN 82-00-05677-5. -Norske Kongebrev. Bd. VII 1699-1703 Kongebrev under Fredrik IV. NLI, 1995, Statsarkivet i Bergen, ISBN 82-90176-81-3. -Norske Kongebrev, Bd. IV 1686-1689. Kongebrev under Christian V. NLI, 1989, Statsarkivet i Bergen, ISBN 82-90176-36-8. -Norske Kongebrev Bd. III (Hefte 1-4) 1681-1685. Kongebrev under Christian V. Universitetsforlaget 1985. -Norske Kongebrev. Bd. II (Hefte 1-5) 1670-1680. Kongebrev under Christian V. Universitetsforlaget 1974. -Tollere gjennom 300 år, 1563-1886, . Melbye, fhv. tollinspektør og bestyrer av "Norsk Tollmuseum", Oslo 1975, Bergen Offentlige Bibliotek. - Norsk Slektshistorisk Tidsskrift, bind XXIX. -Norske Rigs-Registranter 11. bind, E. A. Thomle, Christiania 1890, Statsarkivet i Bergen. -Norske Rigs-Registranter, Tildels i uddrag, Udgivne for Det norske historiske kildeskriftfond, Ellevte Bind 1653-1656. -Norske supplikker 160-1662. Første bind, Vera Eriksen og Rolf Fladby. Utgitt for Kjeldeskriftfondet, Oslo 1988. Statsarkivet i Bergen. -Bohuslens eiendomsforhold indtil omkring freden i Roskilde, Oscar Alb. Johnsen, Christiania 1905. Bergen Offentlige Bibliotek, q948.56 J. -Generalkonduktør Christopher Hammer (1720-1804) og hans manuskriptsamling : registratur, biografi, slektshistorie / Vega, Vegard Elvestrand, Trondheim 2004. Universitetsbiblioteket i Bergen. - Slægten Stang, bidrag til Fredrikhalds historie, Haagen Krog Steffensen, 1905. | Meng, Nils Hansen (I20657)
|
| 17840 | {geni:occupation} President og lagmann | Collin, Hans Jenssen (I28294)
|
| 17841 | {geni:occupation} Prest {geni:about_me} http://www.nermo.org/slekt/d0007/g0000007.html#I33204 RESIDENCE: 1562, Ord. til prest i Blankenburg. Minst 4 b. OCCUPATION: Pastor Schlanstedt 1565- BIRTH: 1539, (Petrus) Barnow, Pommern, Tyskland BAPTISM: (n. kommer av sjøen Arendsee i Altmark) DEATH: AFT ER 1589, Schlanstedt (i Harz-fjellene), Tyskland | Arentsehe, Peter (I34850)
|
| 17842 | {geni:occupation} Prest {geni:about_me} Folketelling 1875 Josephines gade 14, Kristiania: http://digitalarkivet.no/cgi-win/WebCens.exe?slag=visbase&sidenr=37&filnamn=f70301&gardpostnr=1078&personpostnr=33329&merk=33329#ovre Folketelling 1865, Hægdehougen, Hamna: http://digitalarkivet.no/cgi-win/WebCens.exe?slag=visbase&sidenr=25&filnamn=f60218a&gardpostnr=846&personpostnr=8120&merk=8120#ovre | Christie, Nils Cornelius (I66709)
|
| 17843 | {geni:occupation} Prest {geni:about_me} '''Niels Herzberg''', Sogneprest, [http://da.wikipedia.org/wiki/Dannebrogordenen ridder av Dannebrog orden]. Født 13. august 1759, fødested Finnås (nå Bømlo), Hordaland, død 21. oktober 1841, dødssted Ullensvang, Hordaland. Prest. Foreldre: Sogneprest [http://www.geni.com/people/Peder-Hertzberg/6000000007980851955 Peder Harboe Hertzberg] (1728X1802) og [http://www.geni.com/people/Christiane-Winding/6000000007980851962 Christiane Winding] (1737X1801). Gift 1) 27.11.1786 med [http://www.geni.com/people/Maria-Weinwich/6000000009694512689 Maria Elisabeth Weinwich] (17.6.1759X28.3.1818), datter av rådmann [http://www.geni.com/people/Jan-Weinwich/6000000001892848675 Jan Nielsen Weinwich] (1718X1787) og [http://www.geni.com/people/Maria-Anna-Winding/6000000007980796827 Marianne Winding] (1731X1808); Gift 2) 7.2.1823 med Anne Christine Egede Thomsen (18.4.1789X20.1.1860), datter av skipsfører Jan Thomsen (1747Xfør 1823) og Margrethe Bolette Egede Meyer (1746X1809). Far til Nils Christian Egede Hertzberg (1827X1911); farfar til Halfdan Hertzberg (1857X90; se NBL1,bd. 6). Som tredje generasjons prest i [http://no.wikipedia.org/wiki/Hordaland Hordaland] representerte Niels Hertzberg et norsk prestedynasti. Som embetsmann kombinerte han god lokalkunnskap med stor autoritet og sosiale bånd til sine menigheter. Slikt ble lagt positivt merke til både av det øvrige embetsverk og av folk flest, og det har lagt grunnlaget for hans ry. Hertzberg begynte 1776 på [http://no.wikipedia.org/wiki/Bergen_katedralskole Bergens katedralskole] og ble dimittert derfra til universitetet i København 1778. Farens dårlige økonomi gjorde hans første opphold i København kort. Hjemme på [http://en.wikipedia.org/wiki/Finn%C3%A5s Finnås] underviste han sine yngre søsken, mens han på egen hånd leste klassiske språk. Fra ung alder hadde han også lært seg engelsk og fransk. I tillegg tilegnet han seg kunnskaper i landmåling og tegning. Selv ville han bli landmåler, men farens behov for hjelp i embetet seiret. 1783 avla han teologisk embetseksamen, og året etter ble han farens personellkapellan. 1786 ble han kalt til sogneprest i Kvinnherad. Hans økonomi ble etter hvert ganske trykkende, og til sist måtte han søke et bedre kall. Fra 1804 til sin død var han sogneprest i [http://en.wikipedia.org/wiki/Kinsarvik Kinsarvik] og [http://no.wikipedia.org/wiki/Ullensvang Ullensvang]. 1810X32 var han prost i Hardanger og Voss prosti, et embete han nedla på grunn av dårlig syn. Hertzbergs presteideal hadde tre viktige komponenter: Han ville være folkeoppdrager, forbilde og far for sine menigheter. Her opererte han ikke med skarpe skiller mellom religiøs og allmenn kultur; Vårherre styrte over alle menneskelige aktiviteter. Folkeoppdrageren Hertzberg kombinerte en teologisk ortodoks prestekultur med opplysningstidens syn på hva som var nyttig og sedelig. Han ville utbre bibelkunnskap blant folk flest og grep her til nye arbeidsformer. 1815 opprettethan et eget bibelselskap i Ullensvang, som etter 20 år hadde delt ut 600X700 bibler og nytestamenter. Samtidig var hans prestegårder moderne mønsterbruk, og han så gjerne at bøndene lærte av hans eksperimenter. I Kinsarvik støttet han opprettelse av leseselskaper fordi det gav folk flest bedre orientering og økte kunnskaper X vel å merke ved hjelp av Xgod litteraturX. Og selvsagt var han en aktiv skolemann, forbedret opplæringen av skolelærere og motiverte bøndene til å se verdien av skolegang. Som forbilde var det særlig de moralske aspekter Hertzberg la vekt på. Han unnvek åpne konflikter med sine menigheter og engasjerte seg sterkt i arbeidet i forlikskommisjonene fra de ble opprettet 1797. Han oppfordret til barmhjertighet gjennom pengeinnsamlinger til nødstedte i og utenfor lokalsamfunnet. Hans mange teknisk-vitenskapelige interesser skulle sette ham istand til å forstå skaperverket X til praktisk nytte for medmennesker. Hertzberg fortsattemed landmåling, og han foretok astronomiske og meteorologiske observasjoner. Sine instrumenter laget han selv, blant annet barometre, termometre og en elektrisérmaskin. Hans arbeid fikk et alvorlig tilbakeslag 1806, da Ullensvangprestegård ble nesten helt ødelagt av en orkan. Hertzbergs rolle som far for sine menigheter viser både de autoritære og de positive sidene ved det førmoderne presteidealet. Han ønsket i beste hensikt, men også med alle tilgjengelige midler, å forandre viktige sider ved folkekulturen, blant annet alkoholbruk, nattefriing og samværsformer. Tigging og omstreiferi ville han ha slutt på, og han prøvde å forbedre det lokale fattigvesenet. Samtidig opparbeidet han seg et ry som vaksinator og helbreder og søkte stadig nye kunnskaper innenfor medisinen. Mye hadde han lært av sin far, annet leste han seg til, og under et opphold i København 1803 fulgte han også medisinsk undervisning. Han var tidlig ute med massevaksinasjon mot kopper, noe han skrev flere artikler om. Sitt syn på folkekulturen gav Hertzberg klart til kjenne gjennom en topografisk beskrivelse av Kinsarvik prestegjeld, utgitt 1817X22. Han viser her store kunnskaper om X men også distanse til X bøndenes livsform og idealer. Bare slik kunne han både forstå og rettlede X som den gode far. Hertzberg gjorde en viss politisk innsats, blant annet som medlem av det overordentlige Storting 1814, der han argumenterte for at en union med Sverige var realpolitisk nødvendig. Hans offentlige utspill skapte furore blant tilhengerne av norsk selvstendighet. Hans mange embetsfortjenester skaffet ham 1811 ridderkorset av Dannebrogordenen, og hans vitenskapelige innsats gjorde ham 1806 til medlem av Det Kongelige Norske Videnskabers Selskab i Trondheim. I fortalen til sin oversettelse av W. H. Bretons Excursions sluttet Hertzberg seg til de mange som 1835 angrep J. S. Welhaven for hans dikt Norges Dæmring. Som svar på dette angrepet skrev Welhaven diktet XTil Provst Nils HertzbergX. Mange av samtidens betraktere var enige om at det Hertzberg ikke oppfylte gjennom kunstferdige prekener og nyanserte standpunkter, det tok han igjen i pedagogisk begavet formidling overfor folk flest. Selv vedkjente han seg en uttrykksform som tok lite hensyn til ytre former; han var utålmodig, med en hang til satire og ironi. I mangt kunne han minne om sin biskop, Johan Nordal Brun, som satte ham høyt og fremmet hans sak. Niels Hertzberg forble til sin død en ortodoks, polyhistorisk geistlig embetsmann. Alt han gjorde hadde røtter i et tradisjonelt presteideal, mens det polyhistoriske ikke brakte ham lenger enn til en kunnskapsmessig åpenhet som ikke nødvendigvis artet seg som dypere forståelse. Niels Hertzberg beskrev sin innsats slik på sine gamle dager: XDette er jeg mig bevidst at have, efter mine Evners Maal, arbeidet paa som Religionslærer, at 'Unge kjende Gud, og Gamle hver sin Pligt.'X ===Verker=== ''Utgivelser'' *Provst Peder Harboe Hertzbergs Biographie, København 1803 (særtrykk i L. N. Fallesen (utg.): Theologisk Maanedsskrivt for Fædrelandets Religionslærere, nr. 2, København 1803, s. 266X318) *XNoget om Vaccinationen eller Frelsekopperne i Søndre Bergenhuus Amt i NorgeX, i Nyt Bibliothek for Physik, Medicin og Oeconomie, nr. 5, København 1803, s. 113X132 *XFemten Aars meteorologiske Iagttagelser, affattede i Tabeller, tilligemed nogle deraf foranledigede AnmærkningerX, i Historisk-Philosophiske Samlinger, nr. 5, del 1, Kristiania 1813, s. 171X186 *XNoget om Kingservigs PræstegjeldX, i Budstikken, I, nr. 86X87, Kristiania 1817X18 *Oversættelse med Anmærkninger af det Interessanteste af [W.H. Breton:] 'Excursions in New South Wales, western Australia and Van Diemens Land During the Years 1830, 31, 32, 33'. Med Fortegnelse over hvad Oversætteren har ladet trykke og hans Selv-Biographie, Bergen 1835 *N. Hertzberg (utg.): Af Provst Nils Hertzbergs Optegnelser fra Ullensvang i Hardanger, i BHFS, nr. 8, Bergen 1902 ''Utrykt materiale'' *En rekke brev, meteorologiske observasjoner og en ordsamling fra Kinsarvik (1833), i NBO ===Kilder og litteratur=== *Oversættelse af (...) Excursions in New South Wales (se over) *C. Hauch: Minder fra min Barndom og min Ungdom, København 1867 biografi i NFL, bd. 2, 1888 *D. Thrap: Bidrag til den norske Kirkes Historie i det nittende Aarhundrede, bd. 1, 1884 *Lampe, 1895 *H. G. Heggtveit: Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede, bd. 1, 1905X11 *N. Hertzberg: Fra min barndoms og ungdoms tid 1827X1856, 1909 *biografi i Lindstøl, bd. 1, 1914 *N. Hertzberg: Familien Hertzberg, dens oprinnelse og slektshistorie, 1932 *S. Steen: biografi i NBL1, bd. 6, 1934 *H. Nilsen: Kirkelige og religiøse forhold i Bergens stift i biskopene Pavels' og Neumanns tid, 1949 *J. N. Brun: Visitats-Journal 1794X1812, (Bibliotheca Norvegiæ Sacræ 19), 1951 *H. Nilsen: Skolestell og folkeopplysningsarbeid i bygdene i Bergens stift 1800X1850, 1953 *R. Kvideland: XPrestefolket som lækjararX, i Maihaugen Årbok 1999, Lillehammer 1999, s. 67X79 ===Portretter m.m.=== ''Kunstneriske portretter'' *Blyanttegning av Exdorff, senere litografert; gjengitt i selvbiografien (se ovenfor, avsnittet Verker), 1835, s. 229 ===Kilder=== *Norsk biografisk leksikon: [http://snl.no/.nbl_biografi/Niels_Hertzberg/utdypning Niels Hertzberg] *no.wikipedia.org: [http://no.wikipedia.org/wiki/Nils_Hertzberg_%28prost%29 Nils Hertzberg] *arkivverket.no: [http://www.arkivverket.no/arkivverket/layout/set/print/Arkivverket/Bergen/Nettartikler/Sogneprest-Hertzberg-og-prestegaarden Sogneprest Hertzberg og prestegården ] *Hertzberg, Sorenskriver Nils Hertzberg, (Fabritius og sønners boktrykkeri, 25. sept 1931). *Digitalarkivet, Arkivverket, Vigde i Bergen 1663-1815, nr 15582. *Digitalarkivet, Arkivverket, FT801 Kvinnherad (Quindherred). -------------------- I FT1801 for Kvinnherad er Niels og Maria Elisabeth oppført sammen med sine barn Mariane 12 år, Johanne Margrethe 5 år og Peder Harboe Hertzberg 3 år. Videre Maria Elisabeths mor, Mariane Weinwich, 72 år og 1.g. enke og hennes datter Henrikka 38 år ugift og sønn Didrik 37 år ugift. Også Niels' kusine Hylleborg Hertzberg 34 år ugift (senere g.m. presten i Eivindvik Niels Griis Alstrup Dahl) samt Maria Elisabeths søsterdatter Dorotea Svane, 20 år og ugift. [3] Niels Hertzberg er en velkjent skikkelse i norsk historie. Han ble født på Finnås (Moster - Bømlo) mens hans far var sogneprest der. Niels fikk privatundervisning av sognepresten til Stordøen, Hans Paludan, senere av cand.theol. Werner Hosewinkel Christie som også lærte Niels å tegne situasjonskart siden han var 'landkonduktør' og noe fransk og engelsk. [1] Kom til Bergen Skole 1776, ble dimittert av rektor Boalth for universitetet i 1778 og i løpet av 8 måneder tok han de to første eksamener og reiste hjem i 1779 da hans far ikke lenger hadde råd til å ha ham på universitetet. Niels underviste da sine søsken, han tegnet kart over Finnås prestegjeld som ga ham 40 rdl. Han studerte også gresk og latin selv. I 1780 dro han til København, han planla å bli landmåler assistent, men istedet ble det teologisk embetseksamen i 1783 og i 1784 ble han pers. kapellan hos sin far i Finnås for 3 år. I 1786 ble han kalt til Rosendal av grev Markus Gerhard Rosenkrone (utenriksminister 1780 - 84) som sogneprest i Kvinnherad. Der ble Niels til 1804. Da ble Niels' bror, Peder Harboe, hans etterfølger og Niels utnevnt til sogneprest i Kinsarvik (Ullensvang). I 1806 ble han medlem av Norske Videnskapers Selskap i Trondheim, 1810 prost i Hardanger og Voss, 28.01.1811 ridder av Dannebrog orden. Han ble valgt til det overordentlige stortinget i 1814. I 1815 opprettet han et bibelselskap i Ullensvang og fikk 200 bibler trykt på norsk i det engelske bibelselskapet. Den 21.12.1832 tok han avskjed med sitt embete. De siste leveårene var han blind. [1] Niels var en begavet mann, han hadde gode evner i mange fag og var ikke lite av en polyhistor. Han skrev og talte gresk, latin, fransk, tysk og engelsk - hadde gode kunnskaper i medisin, fysikk, kjemi, astronomi og landmåling. Han var også kjent som gartner, snekker og generelt nevenyttig. Samtidig var han beskjeden og ble karakterisert som den merkeligste prest Hardanger har hatt. Han var impulsiv og hadde satirisk lune, noe som ofte brakte ham i uleilighet, ofte angret han i ettertid på noe han hadde sagt eller gjort. Da Niels søkte embedet i Kinsarvik ga biskop J. N. Brun ham denne attesten: 'Skal Kingservik være et honorarium for den bergenske geistlighets mest talentfulle menn, så er unektelig hr. Niels Hertzberg mannen'. Han har gjennom sitt liv produsert en mengde skrifter og vitenskapelige verker. Niels har publisert mange skrifter, her kan nevnes: 1. Avhandling om vaksinasjon i Sunnhordland og Hardanger, 1802. 2. Biografi om sin far i 'Fallesens Magazin', 1803 3. Meteorologiske bemerkninger og en fysisk avhandling i magasinet for naturvidenskapene 1824 og senere i 'Historisk-philosofiske samlinger', 5. del om hans 15-årige meteorologiske observasjoner, barometer- og termometerobservasjoner, 1813. 4. Anonym brosjyre om å overgå til Sverige og gi kongen av Sverige suverenitet, Bergen 1814 5. Høydekart over jordens fjell, især de høyeste i Norge, 1825. 6. Oversettelse av Bretons 'Excurtions of Australia' med anmerkninger og oversetterens biografi, 1835. Kilder [S31] Hertzberg, Sorenskriver Nils Hertzberg, (Fabritius og sønners boktrykkeri, 25. sept 1931). [S13] Digitalarkivet, Arkivverket, Vigde i Bergen 1663-1815, nr 15582. [S13] Digitalarkivet, Arkivverket, FT801 Kvinnherad (Quindherred). | Hertzberg, Niels Pedersen Sogneprest (I71210)
|
| 17844 | {geni:occupation} Prest {geni:about_me} 1724: Confirmert Trondheim 1724: Ditlovius Canutus, født 16. oktober 1703 [1] på Ytterøy, sønn av sogneprest hit og senere til Tingvoll, Jens Thomesen Juel. Eksamen 1.5.1724 haud illaud. X 28.7.1724 haud illaud. Vil dra bort til Tingvoll. | Juel, Detlow Knud Jenssøn (I93403)
|
| 17845 | {geni:occupation} Prest {geni:about_me} =Prest i Røros sogn 1797-1805= Han tilhørte en gammel offiserslekt, og ble teolog i 1783. Etter kapellan tjenesten i Melhus kom han til Røros i 1797 etter Hammonds død. Han var gift med sin kusine Sophie Schnitler. I 1805 ble Krag utnevnt til reisende kapellan ved Domkirken i Trondheim der han virket til sin død i 1818. Peter Schnitler Krag var ivrig skolemann, og i 1804 skrev han en historisk beretning om Røros, som ble trykt i 1846. Denne boka er den kjente XHjort og Krags EfterretningerX, utgitt ved prost John Aas. I Desember 2009 ga Rørosmuseet ut boka Efterretninger om Røraas Kobberverk og Præstegjeld på nytt! Boka er regnet som et standardverk om røroshistorien, og foreligger nå for første gang med latinske bokstaver. Efterretninger om Røraas Kobberverk og Præstegjeld ble første gang utgitt i 1846. (Amneus Boghandels 5te driftår) Den første delen, Historiske Efterretninger om Røros Kobberverk, er forfattet av direktør ved Røros Kobberverk Peder Hjort.Andre del, Nogle Bidrag til en Beskrivelse over Røraas´s borgelige Forfatning, er skrevet av '''Peter Schnitler Krag''', sogneprest på Røros. Tidligere utgivelser av boka er trykt med gotiske bokstaver. Rørosmuseet håper at mange vil lese denne viktige kilden til RørosX historie. I bokas første del gir direktør Peder Hjort i sine XefterretningerX en framstilling av Røros Kobberverks historie fra etableringa midt på 1600-tallet og fram til slutten av 1700-tallet. I bokas del II gir Peter Schnitler Krag en beskrivelse av samfunn og levekår på Røros rundt 1800. | Kragh, Peter Schnitler (I64372)
|
| 17846 | {geni:occupation} Prest {geni:about_me} ABT 1555 - 1621 * RESIDENCE: (Sogneprest i Fana fra 1591 ?) * OCCUPATION: Prest i Fana 1581-1621 * BIRTH: ABT 1555, Bergen * DEATH: 1621, Fana, Hordaland Father: Peder Simonssøn KRAG Mother: Kirstine ANDERSDATTER Family 1 : Agnete 1. +Peder Geblesøn KRAG 2. +Michel Geblesøn KRAG Kilde: http://www.nermo.org/slekt/d0010/g0000090.html#I10073 | Krag, Geble Pedersøn (I98751)
|
| 17847 | {geni:occupation} Prest {geni:about_me} Bosted Trondheim. Oppdratt hos morbroren W. A. Wexels i Kr.ania, Artium 1835, teolog 1840. Lærer Drammens latinskole, per. kap. i Klæbu 1847, sognepr. Baklandet 1852, hospitalprest 1867, res. kap. domkirken 1879-83, vikarprest for sønnen i Overhalla 1885-86. Utdrag fra boken (side 8-18): (fra http://home.online.no/~kgroenha/fredrik.htm) "Fra presten Fredrik Wexelsens liv og gjerning ved hans ældste søn" Svorkmo, "Orkdølen"s prenteverk, 1904. . . . . . Om sine forældre skriver Fredrik Wexelsen i optegnelser fra hans senere aar: ,,Barndomslivet staar for mig som lyst og glædeligt. Jeg kan nok sige som den berømte, men dog barndomshjemmet høit elskende digter Erik Gustaf Gejer, at jeg "takker Gud for de bedste forældre". Min far var ikke alene i legemlig henseende en ualmindelig, vakker mand, men ogsaa en i sandhed god og kjærlig mand; med det ædleste hjerte forente han en naturlig kvikhed og munterhed og blev elsket af alle som kjendte ham, og det var ikke vanskeligt at lære ham at kjende. Min mor var i mine tanker den bedste af alle kvinder; jeg kan ikke finde udtryk for hvad hun var for os børn i vor barndom, i vor ungdom og i vor voksne alder, ja ikke mindst da vort eget haar graanede og, vi kunde komme "til det gamle hjem" med vore smaa. Et andet sted skriver han: "Dette gamle hjem, barnets hjem, kan jeg aldrig skildre som det fortjente at males. Det staar for mig i et overlag lyst minde, og naar mindet lyser ret op, da ser jeg ogsaa bedst i haabet at det hjem er ikke tabt men kun gjemt, at det vil vise sig igjen i forklaret skikkelse, naar alle kristnes fælleshjem har naaet sin forklarelse. Hver gang jeg saa hjemmet paa Sukkestad blev det rigere for mig; der lagdes altid flere minder til og de var alle velsignede, ti de blev alle skjænket af en kjærlighed der næst Herrens egen er den største, dybeste, rigeste, yndigste, reneste paa jord! Dette siger jeg først og fremst om mors kjærlighed, og jeg føler at hvis jeg tør tale om at jeg selv nogen gang har elsket saa rent som en synder kan elske, da maa jeg tænke paa hvadjeg følte og føler for hende som bar mig under sit hjerte og bar mig paa sit hjerte hver dag i de mange aar, det undtes os at mødes eller dog at sende hverandre bud. Jeg skrev engang til hjemmet saaledes: "Moderligheden er, hvad jeg har været saa lykkelig at erfare, den største gave paa jorden af faderligheden i himlen; saa er ogsaa mors aarsdag mig hellig. Aa du ved ikke hvad du har været og er for mig, men det skal engang i lyset sees og kjendes, at detvar min mors røst og mindet om den der blev det første middel i faderens haand til at bringe mig paa troens vei, at jeg netop ved mindet om modertroen, moderordet er bleven bevaret fra den falske tanke, at det evige liv findes andetsteds end ved troen som den høres, ja sees, naar den bekjendes levende i menigheten. Ja for jeg selv vidste at opløfte troens skjold som mit, opløftede i jeg min mors troes-skjold, slog ofte fienden med det ord: ,,Mor tror det dog". . . . . Medens saaledes barndomshjemmet gav stærke og dybe indtryk i barnesindet, var det ikke rart bevendt med den boglige undervisning og lærdom. Hans mor lærte ham tidlig at læse, hvilket han ingenlunde fandt morsomt men gjerne saa snart som muligt vilde slippe fra. Bedre smagte det, naar hun sang for ham, fortalte eller læste høit. Af hende lærte han allerede som liden Grundtvigs navn at kjende; hun læste nemlig for ham af en "bibelkrønike", maaske den som siden i omarbeidet udgave kom ud i 1828 og som senere er paany udgivet af C. L. Brandt 1879. Gutten søgte forresten omgangsskolen, naar den var i grænden; en tid fik han dog anledning til lidt mere, idet han gik paa en høiere almueskole, som kirkesanger Jensen, i sin tid en nok saa kjendt stortingsmand, holdt paa Ringsaker. Presten Delphin underviste ham ogsaa i enkelte fag. Ellers gik de første barndomsaar stille og jævnt i det gode hjem. I drengestuen, hvor tjenere og husmænd om kveldene ved tyrispikens lys sad og arbeidede, lød samtides æventyr og spøgelseshiestorier som greb gutten med den stærke fantasi. Et minde fra Dusgaard som han selv har optegnet, vil jeg tage med, fordi det er betegnende for en evne far særlig havde, nemlig den at finde hjertelaget hos smaafolk, gamle og ensomme og vinde ud af det noget som var til velsignelse og hjælp for ham selv. Han fortæller at der paa Dusgaard var en gammel blind lægdkone som hed Else, gudfrygtig og snil. Hun rystede ofte paa hovedet naar de andre i drengestuen talte raat eller letsindigt. "Naar jeg om vaaren og sommeren ledede den gamle blinde ud i Solvæggen eller jeg læste høit for hende, da velsignede hun mig, og jeg tror at der var magt i den velsignelse, om jeg end dengang ikke forstod hvad en fattig, blind, men gudfrygtig gammel kvinde kan eie af sand rigdom, kraft og lys". Livet i barndomshjemmet ophørte i 1828 paa en maade som kulde have den største betydning for hans udvikling og fremtid. Under et besøg paa Dusgaard tilbød nemlig fars onkel, presten Wilhelm Andreas Wexels, at tage gutten med. tilKristiania for der at faa undervisning. I "gamle onkels" (saa kaldtes Wexels i hele slægten) hus var da far fra 1828 til han i 1840 blev kandidat. Alle ferier tilbragte han dog i barndomshjemmet; aldrig kunde far blive træt af atfortælle om reiserne. Hjem og glæden der, og enhver som har havt hjem paa landet forstaar de følelser. Han havde ikke været længe i Wexels hus, før en stor sorg rammede dette lykkelige hjem. Wexels's elskværdige, milde og gode hustru døde kun 29 aar gammel i 1830; dette slag rammede Wexels tungt. Han blev stille, indadverdt og taus; "Jeg følte", skriver far, "denne taushedens knugende magt saa mangen gang, at jeg nu godt kan føle med dem der lider under den, som med dem, der mod sin vilje lader den falde over andre".. I de dage stemtes Wexels's sjæl til tonen: "tænk naar engang", og paa samme tid som vi maa beundre denne mand, som kunde staa i virksomheden udadtil, i forkyndelsen og i kampen, saa freidig, saa levende interesseret, saa mild og kjærlig og deltagende med andre og dog bære den aldrig slukkede sorg og den altid tyngende vemod og lide under de stærke personlige kampe, saa kan vi nok ogsaa forstaa at barnet ikke kunde føle sig glad og sikker, naar slig tyngde hvilede over huset. Men far takkede altid sin gamle onkel og hans minde for alvoret og strengheden i opdragelsen, og han elskede ham næst sin far og mor høiest af alle mennesker, ikke bare som sin og slægtens velgjører, men som veilederen paa den vei og til det livssyn som blev fars indtil enden. Efter først at være undervist nogle aar dels i hjemmet (hvor bl. a. den senere biskop Grimelund var hans lærer) dels i en liden privatskole, kom far i 1833 ind paa kathedralskolen, hvorfra han dimitteredes i 1835 og blev student med laudabilis. Et studenterliv som de fleste andres fik han ikke deltage i; det stemte hverken med hans tilbøielighed eller tonen i Wexels's hus. Han var dog med hver 17de mai, naar Henrik Wergeland førte toget til Krog-støtten; navnlig fortalte han om en 17de mai, da kommandanten "udenfor ordenen" lod militærmusiken spille, og studenterne efter Wergelands opfordring gik ud til fæstningen og bragte kommandanten sin hyldest, hvilke blev skjæbnesvangert forham, idet han kort efter ble fjernet fra sin stilling. I samliv med kammerater viet saavel alvorligt studium som samtale om fælles interesser, sang og musik fandt far stor glæde. Blandt "hybel"-kammeraterne nævnte han særlig C. P. P. Essendrop, den senere biskop, og den begavede Johan Fries som studerede filologi, blev lektor i græsk og endelig rektor ved Kristiansands lærde skole. De to læste sammen Shakespeare, Schiller og alt de kunde komme over af poetisk og historisk læsning. I disse tidligste ungdomsaargrundlagdes den levende interesse for historien, som i forening med alvorligt studium i saa høi grad bidrog til at styrke og klare fars livsopfatning baade i det kirkelige og almenmenneskelige. Lige til hans sidste dage var historisk læsning hans lyst; ethvert nyt værk paa det omraade maatte han eie, hvad enten det omhandlede almene forhold eller skildrede enkeltmænds liv og udvikling. En evne som hans til at tilegne sig og tilgodegjøre alt som stemte medhans livsanskuelse, har jeg aldrig kjendt; let og naturligt omdannede stoffet sig til indhold i ham selv, saa han levede paa og af det, og hvorledes han kunde gjengive det for andre, ja hvilken trang for ham det var at gjøre sinevenner delagtige i sine erobringer, det vil mange i taknemmelighed kunne tale med om.. Men om denne side ved hans personlighed skal vi høre mere senere. Far var dog i ungdomsaarene ikke alene optaget af sit studium og de literære interesser. Han var meget musikalsk, spillede fløite og guitar og havde en særdeles vakker og ren tenor. Naar han i ferierne var hjemme paa Toten, deltog han med lyst i selskabslivet, og navnlig mindedes han, med glæde "de uforglemmelige ungdomsdage i barndomshjemmet", hvor jævnaldrene i al uskyldighed og tarvelighed morede sig med sang, musik og dans "ved guitarens, fløitens og stemmernes hjælp". Far kommer i sine optegnelser atter og atter tilbage til hjemmet. Saaledes skriver han et sted: "Til beskrivelsen af livet i hjemmet hører ogsaa et minde om de deilige møder, naar jeg kom hjem, og den vemodige afskedstime fra hjemmet, efterat ferien var endt. Mødet kan enhver der selv har kjendt et godt hjem, han eller hun den største del af aaret var fjernet fra, let forestille sig. Det var med smil gjennem glædestaarer at vi mødtes. Naar saa samlivstiden var omme, da skildtes vi ikke uden først at have sunget og læst med hverandre; men den der tog det dybest og inderligst, det var mor. Naar vi var kjørt ud af gaarden, gik hun op paa svalgangen og saa efter os saa længe der var et glimt af vognen at se. Derpaa gik hun ned i sit lille kammer, og hvad hun der gjorde det ved jeg saa vel. men den Herre hun da talte med i "lønkammeret" ved det jo bedst, og han hørte hendes bønner, dem hun sendte op "i løndom" for sine børn. Jeg tror nok far levede et noksaa stærkt stemningsliv i ungdomsdagene; han var jo som de fleste vaagne unge mennesker i den tid stærkt grebet af romantiken og dens værker. Om et stemningsliv vidner blandt andet de digte han skrev. Der var i disse ikke mere digterisk begavelse, end der er hos saamangen ungdom over hvem stemningen har magt, men man kan nok sige, at hvad han sang ud var baaret af inderlighed og følelse uden affekterthed. Flere af hans digte af religiøst indhold er trykt; det var ham en stor glæde, da Wexels fandt nogle af dem værdige til at optages i en samling han udgav. Høsten 1836 tog far fat paa det theologiske studium. Lærerne i theologi var dengang Kristian Keyser, Dietrichson og Jens Praém Kaurin. Ingen af disse mænd kunde siges at være store lærde, men det var dannede, dygtige og troende mænd, som havde god indflydelse paa de unge studerende uden at de dog formaaede at bringe dem ind i nogen bestemmende aandelig bevægelse. Flittig og rolig og sikker paa, at hvad han hørte af Wexels og sine lærere og lærte i sine bøger var sandheden, arbeidede han sig frem til embedsexamen, som han tog i 1840 med bedste karakter. Jeg nævnte ovenfor at opdragelsen i Wexels hus var alvorlig, ja streng. Der blev ikke ødslet med ros. Far fortalte saaledes at da han kom hjem og glædestraalende meldte, at han havde faaet laud til artium, svarte Wexels som stod ved sin pult uden at snu sig fra sit arbeide: "Ja, tak din Gud, gutten min, og gaa og læg dig". Men da han var færdig med den mundtlige prøve ved embedsexamen, hvor den gamle selv havde vært tilhører, sa han til ham: "Du har gjortmig glæde". Den ros satte far høieste af alt -- ofte fortalte han os paa sine gamle dage om, hvor dette ord frydede ham. Om sig selv ved den tid da han blev kandidat, skriver far: "Man ansaa mig for meget flink, men jeg ved godt,at jeg var et barn i kundskab og forstand, ikke at tale om livssyn. Nogen dypere alvor var det ikke hos mig: jeg trodde paa andres autoritet og var bange for at komme hen i vantro. Rørte tvilen sig imellem under læsningen, da tilbageviste jeg den med denne vished: Mor trodde paa Herren, og hun var jo for mig den beste autoritet. Børns tro eller overbevisning er altid grundet paa andres vidnesbyrd, og jeg var et barn i aandelig henseende". Hans fromme morsliv var "et værn og et lys" for ham, til han selv personlig greb troen. Etterat far til jul 1840 havde underkastet sig den praktiske theologiske examen, drog han ud som huslærer, først paa vestlandet, senere paa østlandet. Det var ingen tvivl om at denne virksomhed og de forhold den medførte, har haft væsentlig betydning for hans udvikling til selvstændig mand. Ikke lidet vanskelige forhold fik han leve under; blandt andet var selskabslivet i de dage ofte af den art, at der sattes prøve paa den unge mands karakter og viljekraft. Med inderlig taknemlighet mindedes far en gammel, høit dannet mand, som da han saa fristelserne i det voldsomme selskabsliv true den unge huslærer, advarte ham paa en maade som gjorde det stærkeste indtryk. "Engang, fortalte far, greb denne mand i et selskab mig pludselig i armen og sagde med en stemme, et udtryk der gjennemborede mig: "Unge mand, drik dem aldrig fuld!". "Jeg har ofte i mit liv takket for disse ord", tilføiede far. - . . .Med 11/2 aarsafbrydelse, da han dels opholdt sig i Kristiania og dels i Drammen, hvor han nogen tid vikarierede ved latinskolen, var han huslærer paa forskjellige steder --- bl. a. i Slidre hos sogneprest Harbitz (den bekjendte stortingspræsident) til udgangen af 1846, da han modtog den kaldelse som bestemte hans senere livsgjerning og virkested. . . . . . Den stilling som blev far budt i 1846 og som Wexels indtrængende tilraadede ham at modtage, var at blive huslærer og personelkapellan hos sognepresten i Klæbu, Hans Jørge Darre, senere biskop over Trondhjems stift. 2denjanuar 1847 tog han afskjed med barndomshjemmet paa Toten og reiste sammen med sin yngre broder Hans den paa de tider yderst besværlige vei til Trondhjem. Hans Wexelsen var med forat gaa paa seminariet i Klæbu; ogsaa han blev fraden tid af knyttet til Trøndelagen, hvor begge brødrene gjennem et langt liv virkede sammen i folkeoplysningens og kristentroens tjeneste, enige i tro og livssyn og forbundet ved det inderligste venskab. . . . Utskrift av presten Fredrik Wexelsens opptegnelser (fra http://home.online.no/~kgroenha/fredrikmem.htm) : Etterkommere har i sin besittelse ca. 200 tettskreven A4-sider. Teksten kan være vanskelig å tyde og jeg forsøker her å gjengi noen utdrag med interessante beretninger om mine forfedres liv. Beklageligvis er det vel vanskelig å unngå enkelte feil/misforståelser. Endel av disse opptegnelsene er gjengitt i en bok som er skrevet av hans sønn. (Fra Hurdal) (de første 3-4 linjene er borte eller uleselige) .... Min Morfader (Fredrik Nannestad Wexels) og min Farmoder (Hedvig Elisabeth With) er de ældste jeg kan erindre. Jeg mindes at han fra sin Gaard i Nannestad kom kjørende opp til Hurdalen og at det var en stor Glæde når "Bestefader" kom. Min Farmoder, som levede i 1832, mindes jeg dog bedre. Hun eiede en Gaard i ? Strandgade i Kristiania, boede der med 3 ugifte Døtre og havde i Logien i en lang Aarekke den bekjente theologiske Professor Svend Borchmann Hersleb. Min Fader gik i Kristiania Latinskole hvis Rector allerede en tid var Jacob Rosted der blev saa lenge i sitt Embede, at også jeg har havt ham til Rector og Lærer. Fader blev Student ved Kjøbenhavns Universitet i 1804 og var som Underoffiser ved Studentkorpset med paa Kjøbenshavns Volde da England i 1807 bombardere Staden. Han skulde nok have studeret Jus, men havde ingen lyst til det. Botanikken tiltalte ham meget mere, og, om han end ikke tenkte at læggesig ordentlig efter denne Videndskap, ble han dog temmelig vel kjendt med Planteverdenen og var til en høy Alderdom en stor Elsker af Blomsterne. Han kunde gaat over i den militære Stand, men gjorde det ikke. Hans jevnaldrende Fætter, Svoger, Hans Emanuel Wexels, fik samme tid som Far, nemlig at blive virkelig Officer, men vilde ikke, og de to Venner var enige omtrent i alt af Betydning i Livet. Fader kom ikke til at tage nogen Embedseksamen, men blev ansatt som Forvalter ved Hurdals Glasverk, hvor mine Forældre saa i en rekke Aar levde et signet lykkeligt Liv. Af deres 9 Børn er fødte i Hurdalen, nemlig: Hans, f. 1816 (d. Septbr. 1820), Fredrik, f. Febr. 1918, Bolette, f. Juni 1820 (d. 1886), Hans Wexel, f. 14 Februar 1823, Hedvig Elisabet, f. 13 November 1824 (d. 27 August 1852). Til Beskrivelsen af Livet i Hjemmet hører ogsaa et Minde om de deilige Møder, naar jeg kom Hjem, og den vemodige Afskedstime fra Hjemmet, efter at Ferien var endt. Mødet kan enhver der selv har kjendt et godt Hjem, han eller hun den største del af Aaret var fjernet fra, let forestille sig. Det var med Smil gjennem Glædestaarer at vi mødtes. Naar saa Samlivstiden var omme, da skildtes vi ikke uden først at have sunget og læst med hverandre; men den der togdet dybest og inderligst, det var Moder. Naar vi var kjørt ud af Gaarden, gik hun op paa Svalgangen (Altanen) og saa efter os saa længe der var et glimt af Vognen at se. Derpaa gik hun ned i sit lille Kammer, og hvad hun der gjorde det ved jeg saa vel; men den Herre hun da talte med i "Lønkammeret" ved det jo best, og han hørte hendes Bønner, dem hun sendte op "i Løndom" for sine Børn. .... Som før sagt, var mine Barndomsminder fra Hurdalen ikke saa mange eller saa klare som jeg nu kunde ønske, dog husker jeg et og annet fra de Dage. Det gik nok for det meste her under Leg Hjemme og paa "Verket" (Glasverket). Megen glede havde jeg af at komme hen i "Hytten" og se paa hvorledes Vindusglasset ble dannet, ligefra den første Begynnelse som en liden Klump der fæstede sig i Pusterøret til den var utfoldet som en mægtig rund Skive. Med Smaagutterne, arbeidernes Børn, legte vi ofte, vi var Soldater og særligt morsomt var det naar jeg fra Haandtverkene hadde faat en liten Trumme eller Trumpet hvormed det saa øvedes - all den Larm vi formaadte at volde. Hjemme havde jeg Glæde af at synge med Mor; hun havde en deilig Sangstemme, sang ogsaa med et Udtryk af dyb Følelse, særlig aandelige Sange. .... Min Fader var en "Idrætsmand", gik paa Jagt selv efter Bjørnen; jeg mindes at i hans Kontor hang flere Geværer m. m.. Jeg var for liden til at deltage i den slags Fornøyelser og har senere aldrig havt lyst i den Retning. Derkom ofte "Fremmede" i mine Foreldres Hus; dels fra Bygden, dels fra Kr.ania og det staar for mig, at der, især ved Juletider, var stor Gammen og Glæde i Selskapslivet i Hurdalen. Om Sommeren var vi samlede på et "Landsted", kan jeg vel kalle det i forhold til "Verket", der var som en liten By. Det var Fars eiendom, kaltes Brustad, og laa 1/8 Mil fra vort Hjem. Lidt længere borte, 1/2 Mil, fra Verket laa Hurdals Prestegaard. Her havde vi mangen fornøyelig Dag. Presten var Paul Winsnes, der i sine senere Aar var Stiftsprovst i Hamar og Sogneprest i Vang, og døde i meget høj Alder. Han havde i sine Studenterdage kjent Grundtvig, var en temmelig "belest" Theolog, men var neppe ret inde i Grundtvigs Tankegang. En fremdeles æfterværdig og livlig Mand var han alle Dage. Hans Hustru, Hanna Winsnes, er mere kjent ved sine Skrifter. Hun var en aandrig Kvinde, elsket af alle. Vi Børn var ogsaa glad i hende, det hun lykkedes best med var at få os i gang med Lege, om vinteren i Barnekammeret, om Sommeren i det Fri. Presten Winsnes var en stor elsker av at ride. Der var en "Ridebane på Prestegaarden og ofte kom store følger af Damer og Herrer til Hest. Mine Foreldre var da ogsaa med, selv min Moder var en kjæk Rytterske. Far hadde vakre Heste, deriblandt et Par utenlandske "Travere", af Hester maa jeg nevne "Blakka", den fulgte vi fra Hurdalen til Ringsaker og siden til Thoten og blev meget gammel. Det var ikke bare Spøg at staa bak på Mejerne naar Far lot Blakka "løpe ud for alvor". Hva min Opdragelse angaar, da ved jeg at den laa mine Foreldre alvorlig paa hjerte. Nogen egentlig undervisning kunde der ikke være tale om, mens jeg var i Hurdalen; jeg var da for liden. Dog strevede Mor med at lære mig at lese,noget jeg ingenlunde fandt morsomt, men gjerne, saa snart som muligt vilde unslippe fra. Jeg kan dog mindes at jeg leste, eller Mor leste for mig af en "Bibelkrønike" af Grundtvig. Det var maaske den, siden omarbeidede Udgave i 1828 "med Ændringer af Forfatteren" udgivet af C. L. Brandt 1879. Grundtvigs Navn lærte jeg altsaa tidligt at kjende, men det varede mange Aar før jeg fik blodt en anelse om hva han skulde blive for mig. Mor var alvorlig "Streng", naar vi Børn havde vært uartig, det var Hende, ikke Far, der straffede os, ogsaa med Ris, men altid under Taarer og efter Bøn. .... Da Hurdal Glasverk gik over til Privat Interesseselskaps Hender fik Fader Avskjed som Forvalter, men ingen Pension. Han havde intet lagt seg til og den lille Eiendom, Brustad, som han solgte, var ikke stort værd. Familien stod da som man siger "paa bar Bakke". En Ven, Kristian Delphin, som just var udnevnt til residerende Kapellan i Ringsaker, foreslog da Far at overtage Forpaktningen av den ikke ubetydelige Kapellangaard, Dusgard. Derhend maatte vi da flytte. Jeg errindrer ikke mye fra de Dage, men mindes dog at det var saare Ting, ei alene for mine Forældre, men for Verkets Arbeidere, som alle holdt meget av Far for hans rettskafne, kjærlige og vennlige omgang med dem. En hel Flok, Mænd, Kvinder og Børn, fulgte os grætende paa Vej, da vi kjørte ud fra Verket. (Fra Ringsaker) Dusgaard var en god og vakker Gaard. Den ligger højt oppe i en fager Lid, hvorfra der er herligt Utsyn over Mjøsen og Landet paa den andre Side (Birid). Huserne var, da vi kom der i daarlig Stand. Jeg Mindes en gang det Indtryk vi fik, da vi traadte ind i de gamle Stuer, der dog med Tiden ved Reparationer blev noksaa hyggelige. Det varede en Tid, inden jeg kunde trives i dette nye Hjem, og mangen Gang græd jeg ved Tanken paa den kjære Fødebygd Hurdalen. Imidlertid blev jeg dog efter haanden hjemme paa Dusgaard. Her var Leilighet til Moro for Børn baade Sommer og Vinter. Om Sommeren havde vi mange Fornøjelser, det var ikke den minste naar vi kunne hente Hesterne hjem fra eller ridedem paa Havnegangene, drive Kjør og Sauer, være med i "Højonna", plukke Bær m. m.. Leilighet til Leg med andre Gutter savnedes ikke, blev vel ogsaa nyttet mangen Gang. Om Vinteren var vet vor største Moro at age paa Kjelke, i godt føre kunde vi age fra Gaarden lige ned paa Landsvejen der gik nær ved Mjøsens Strand. Det var da vistnok et strengt Arbejde at komme op igjen med Kjelkene; for Vejen op var meget brat. Flere gange har jeg, selv paa gamle Dage (Nætter) drømt om "Dusgaard Bakkerne". En mindre god Fornøjelse havde jeg ved at sitte i "Drengestuen" (Borgerstuen) om Kvelden, naar Tjenere og Husmend var der med sit Arbeide i Lys fra Tyrispikkene paa Benkene. Der blev fortalt mange grøselige Historier især om Spøkelser og Trollpak, saa det var ikke saa underligt at jeg med min ret livlige Fantasi blev "Mørkredd", noget jeg først sent blev fri for. ... Med Skole og Lærdom var det ikke stort bevendt. Jeg var nok nu og da tilstede i "Omgangsskolen" naar den holdtes i Grænden, men tror ikke at jeg der lærte noget videre. En Tid kom vi til at søge en Højere Folkeskole, den Kirkesanger Jensen, den Tid kjente Stortingsmand, holdt paa sin Gaard. Denne laa over 1/2 Mil fra Dusgaard saa jeg maatte kjøre frem og tilbake hver Dag. Længe varede denne Skolegang ikke. Delphin, der som ugift boede "overpaa" hos os, læste vel lidt med mig, men jeg var ikke meget glad i ham som Lærer, ei heller ham i mig som Elev. Han var en udmerket begavet Mand, hvis Minde jeg holder højt i Ære, men som Lærer var han vel streng og hissig. - Av Fornøjelser udenfor Hjemmet var besøk hos Landhandler Sten's Familie de beste, og for en og anden gang en Rotur over Mjøsen til Mælum i Birid hvor min Faders Søster, Enkefru Louise Keilhau, boede med fire Døttre (Hedvig Elisabeth, Marthe, Hanna, Steddatter Sofie). I dette stille, nydelige Hus hvor Blomsterne var sa nydelige og saa pleiede, var jeg en gang i længere Tid, modtog da ogsaa lidt Undervisning af Søstrene og lærte en smule mere Orden og Flid. Jeg tror at dette Barnes ophold hos de gode fromme Kvinder har havt en betydning for min fremtidige Dannelse. Visst er det at snille Mælum aldrig skal slettes ud af mit Minde. Paa Dusgaard fik mine Forældre Familien forøket med to Børn nemlig, Fredrikke Wilhelmine f. 25 Marts 1826 og Wilhelm Andreas f. 8 April 1828. Fredrikke, eller Rikke som hun almindelig ble kaldt, fikk navn etter Mors Søster, der blev gift med Presten Delphin, Wilhelm naturligvis efter Morbroder, Presten W. A. Wexels. Rikke som sammen med vor yngre Søster Marie efter Moders død (13 April 1873) levede flere Aar på Hamar og siden i Trondhjem, var den som arvede mest av Mors gode Sangstemme. Wilhelm var som halvvoksen Gut i længere tid i Huset hos Provst Krag (i Vaage og siden i Fredrikshald), blev Prest, først pers. Kapellan paa Hiteren, saa Kapellan til øvre Stjørdal, senere Sogneprest i Ofoten, i Eid (Nordfjordeid), og sist i Opdal, lever nu som Pensionist i Kristiania. Han var gift med den elskelige Rikka Lyng, som naa er død (1892). (Fra Kristiania) Samme Aar som Wilhelm blev født kom "Onkel Wilhelm" med sin Hustru Bolette op til os paa Dusgaard i Besøg. Det blev os bestemt, at jeg skulde blive med dem til Kristiania, for der at faa Lærdom og Opdragelse. I August 1828 maattejeg da forlate Barndomshjemmet, som jeg senere visstnok ofte fik besøge baade om Sommeren og til Jul, men aldrig være stadig hjemme i. Det var ikke med Lyst og Glæde, jeg drog hjemmefra, det er visst. Jeg mindes levende, hvilken Smærte der greb mig, da jeg paa den anden Side af Mjøsen, som vi for over i Færge, maatte sige det siste Farvel til Far og Mor, som havde fulgt over Vandet. Fra August 1828 havde jeg altsaa mit Hjem i onkels Hus. Han sørgede faderligt for mig, intil jeg kunde forsørge mig selv. Syntes jeg end stundom, at han var meget stræng med Opdragelsen, saa har jeg dog aldrig glæmt, men vil, haaber jeg, "i Evighet" komme ihu hans mangfoldige Velgjerninger mod mig. Hans Hustru, "Tante Betta" var mild og sød; jeg maatte omfatte hende med inderlig, barnlig Kjærlighet, men hun blev ikke længe hos os. En tærende Sygdom tog mer og mer Kræfterne fra hende, og den 26de Marts 1830 hensov hun, efter at have født et dødfødt Drengebarn. Hun hed egentlig Hedevig Elisabet og var en datter af min Faders ældste Søster Maren ("Maja") og Mitler Lund, Forvalter vedSvelvigs Glasverk. Hedevig Elisabet var født den 19de April 1801, blev altsaa kun 29 Aar gammel. - To Sønner havde hun efterladt Onkel, Fredrik Nannestad, født 18de Juni 1826 og Hans Milter Lund, født 26de Septbr. 1827. Fredrik som var et overordentlig ælskeligt Mænneske, blev Faderens Personelkapellan. Han blev gift med min ældste Søster Bolette, men døde allerede den 4de Juni 1866. De havde en eneste Søn, Wexels Hansen, som efter forskjellige Forsøk paaat "blive til noget" her i landet, tilslut kom over til Amerika og er der død. Han var gift og fik 2 Sønner, hvoraf den ene er her i Landet, den andre lever i Amerika, hvor Moderen er gift igjen. ... Jeg maa ikke glemme at fortælle, at det var en af mine største Fornøyelser, naar jeg kunde faa lov at blive med Nielsens Familie op til hans "Løkke" ved Sagene. Det var ofte om Søndagene, og hvert Aar den 17de Mai, som GubbenNielsen gjorde stor stas af. Den mærkelige 17de Mai 1829 var jeg ogsaa med der oppe. Vi holdt til der paa "Løkken" til det led mod Kvelden, da vilde den Gamle, at vi skulde gaa ned til Byen. Da vi saa gik over Torvet, mærkedes der en usedvanlig Bevægelse i Folkemengden, som var tallrig tilstede. Jeg maatte nu gaa hjem - bodde i 2den Etage. Jeg fandt ingen hjemme, men vandt til streng Lydighet, turde jeg ikke gaa ud igjen, om end Lysten var der. Meget forbauset blev jeg, da jeg stod og saa ud af Vinduet - en Del ridende Jægere med dragne Sabler jog i fuld Fart op mot Torvet, hvorfra strax derefter hørtes Larm. Hvad der forgik kunde jeg ikke se, men Larmen hørte jeg godt, og Dagen derpaa fik jeg da høre om "Slaget paa Torvet" den 17de Mai 1829. Det er kjendt nok, at Karl Johan slet ikke kunne fordrage Fæstligholdelsen af vor Friheds Fødselsdag, og hans tjenestevillige General; Baron Wedel Jarlsberg den førnævndte Aften gjorde det bestemte Indhug paa den paa Torvet samlede Mængde. Jeg forstod mig den gang saare lidet paa "Dagens" Betydning, men det er visst, at jeg baade som Skolegut og Student, saa godt jeg formaaede var med. Saaledes var jeg med, naar Henrik Wergeland førte an med til "Kroghstøtten", hvor der blev talt og sunget; ligesaa den gang Oberst Hageman "udenfor Ordenen" lod "Musiken" gaa den 17de, og vi Studenter efter Henriks Opfordring gik op tilFestningen og bragte Kommandanten (Hageman) vor Hyldelse. Han blev snart efter afsat som Kommandant for den Sags Skyld. ... Undertiden fornøjede Onkel os med en Seiltur paa Fjorden, oftest til Bækkelaget, hvor vi drak The og frydede os i dens fagre Syn. (Fra Toten) ... Om min Studentertid er det ikke stort at melde. Jeg fik "anden Examen" Sommeren 1836 - med Laudabilis. Etter at den var tagen gjorde jeg mig en Fottur hjemover til Thoten. Mine Forældre var jo, ikke lenge efter at jeg var kommen til Kristiania, flyttet til Thoten, da Presten Delphin havde giftet sig med Moders Søster "Tante Rikke" og selv nu skulde trenge Kapellangaarden Dusgaard. Mine Forældre medde hjemmeværende Børn, Bolette, Hans, Elisabeth, Fredrikke og Wilhelm, fikk bolig paa en "Plass" under Gaarden Rognstad, kaldt Engeland, i Bakke Sogn, til Østre Thoten. Huset var nok saa godt og pent og laa yndigt og lunt i Dalen. Moder elsket dette stille Sted meget høyt, saa det faldt hende nok saart at forlate det, da Fader senere fikk Gaarden Sukkestad. Det var en ret velbygget Bolig og Leien var visstnok ikke stor, men det blev dog nu saare knapt formine Forældre. Fader havde ingen Indtekt, det ende var 40 Spd (160 Kr) - som hans Ungdomsvenn Sorenskriver Kristoffer Weideman betalte ham for at kopiere i Auktionsprotokollen. Havde ikke den mageløse onkel Wilhelm været, saa havde det set meget mørkt ud, men han vilde støtte med det nødvendige. Jeg som var i hans Hus, var vidne til hvorledes han selv var med at fuldpakke de to store Kasser med allehaaende gode saker, og som ophentes hver Jul til Far og Mor, og ofte var med i "Engeland" vidne til deres Glæde, hvormed disse Sage blev udpakket af Mor, under Smil og Taarer. Hvor ofte har jeg ikke gløttet paa Lasset, hvor Kasserne var med, naar Far hadde sendt Hest og Dreng til "Byen"for at hente varer til Jul. Ja, det var glade Dage, og det var Lys i det fattige Hjem, det er visst. Engeland var min min Moders Yndlingssted, som hun aldrig kunde lingne noget andet sted ved. Minderne derfra er, om end nettop der de trangeste Kaar var vor Lov, dog meget vennlige og yndige! Da min Farmor døde 1831, blev Far sat istand til at kjøpe en del af Gaarden Sukkestad (ogsaa i østre Thoten), 1/4 Mil fra Hoff Kirke. Der boede mine Forældre ligetil deres Død. En større del af Gaarden kom senere i Fars eie, efterat hans Farbroder, Etatsraad Wexelsen i København, var død. Denne havde nemlig testamenteret en del Penge til os Børn paa Betingelse, at mine Forældre skulde nyde Renterne derav i deres Levetid. Mine Forældres Kaar blev mere "Rikdom" alt som Tiden gik. Til Sukkestad gik altsaa nu min Hjemrejse baade Sommer og Vinter, om Sommeren oftest til Fods, om Vinteren - til Julen - blev jeg hentet enten lige fra Kristiania, eller paa Halvejen ved Eidsvold Verk, hvor en Onkel Schau, boede.Jeg har flere gange vandret ene den lange Vej, fra Eidsvold, der det er Skog nesten helt til Hurdalen (min Fødebygd); det var lidt underligt at gaa derfra alene og det var ikke fridt at jeg var lidt ræd - jeg visste jo fra min Barndom af, at i disse Skoger fantes baade Bjørn og andre vilde Dyr. En halv Mil nedenfor Hurdals Glasverk begynte atter Skog. Det var kun faa Boliger paa Strækningen fra Gangsjøen til Grønen, og glad var jeg, naar jeg midtvejs mellem disse "Skifter" kunde hvile på Brænssæteren, et sted med mange glade og mange vennlige Kvinder. Fodturen strax etter anden Eksamen tog jeg en anden og lengere Vej, og var da i følge med 3 artige kammerater, hvoraf hver af et Par senere kom op i meget høi Stilling. De var Ole Jacob Broch, den velkjente Matematiker, Professorog en tid Stadsraad, den anden var Niels Pettersen Vogt, ogsaa en Tid Statsraad (efter Rigsrettsdommen 1884) og den tredie var Bernt Anker Sten, Barndomsven fra Ringsaker; han blev Sorenskriver i Verdal. Vi gik over Ringerike ogHadeland og kom over Kjølvejen ind i vestre Thoten, hvor Far mødte os med sin gamle med 3 Sæter forsynede Vogn.... I Sommerferien havde vi vor Glæde mit i den fri Natur, i den enkle, men dog yndige Have, hvor Far selv stelte mange vakre Blomster, hvor Løn og andre Trær gad svalende Skygge, hvor Sangen lød, naar vi sad der sammen, hvor vi mangen Gang holdt vort Aftensmaaltid langt hen i August. Maanen var vor Lampe. Eller vi Fornøyede os på Gaardsplenen med Keglespil - uden "Bane", med selvgjorte Kegler og Klubber, ugler, eller vi var med Slaataan og Høaan! ... Besøk i Bygdens "Familier" kunde vi glæde os med. Især var det herligt at komme til fagre gjæstfrie Billerud, hvor Sorenskriver Weidemans gjestfritt mottog os, "Skriveren" var en gammel jovial Mand. Han hadde sin Glæde ved aa more gamle og unge, havde ogsaa Leilighet dertil som Faa. Hans Hustru, Christiane, født Løkke, var Dansk af Fødsel, en elskværdig og from Kvinde, min Moders Venninde. Fruens gamle Moder ("Mor Løkke"), som levede der i Huset i sin Alderdom, var ogsaa god, from og elskelig. - Der boede mange saakaldte "Conditionerede" paa Thoten, flere Militære og andre Embedsmenn, og Juletider var det Selskaber og Baller flere end vi hadde godt af. Vel gik det gjerne meget pent til, ingen overdaadighet med Mad og Drikke. Damernes Drakt var simplere, men tækkeligere end Naatidens? - Jeg var ofte paa Balder deroppe, da jeg var bleven Student, før den tid kunde jeg ikke Danse, men lærte det snart - uden "Skole" - og blev vistnok altfor ivrigt deltagede der. Fra slike Baller kom vi ofte ikke Hjem før end paa Morgensiden. Den der syntes minst godt om slike Ture, var min søte Moder, skjønt hun ingenlunde hadde noget imot Dansen, men som nok ogsaa inimellom fælte sine Tårer over lystigheten, mens Far derimot gjerne var med os. Best var det dog altid i Hjemmet, enten vi var ene i Familien, eller vore Naboer kom til os. Store Selskaber havde mine Forældre hverken raad eller lyst til at holde, men ved de minste Sammenkomster havde vi det meget mere hyggeligt og koseligt end paa de store Baller. (Fra Sogndal) Efter endt Examen kom den glædelige Hjemrejse til Thoten. Rejsen og Hjemkomsten var naturligvis ubeskrivelig herlig. Jeg tilbragte nu resten af Aaret 1840 hjemme, men blev saa antagen som Huslærer hos Provst Vilhelm Magelsen i Sogndal, indre Sogn. Førend jeg overtog denne Stilling, vilde jeg gjerne være helt ferdig og drog derfor i December ned til Kristiania for at aflegge den kateketiske Prøve. Derefter drog jeg atter Hjem, for at være der i Julen, og strax paa Nyaaret 1841 tiltraadte jeg min første lange Rejse til det for mig aldeles ukjente Sogndal. Det var en temmelig streng Tur i den haardeste Vintertid op gjennem Valdres og over Filefjeld, men jeg kom lykkelig og vel over til mit Bestæmmelsessted den 9de Januar. Det kunde være en del at fortælle om det Indtryk jeg fik med første Møde derhenne, men jeg forbigaar det. Det var just ikke meget opmuntrende for et ungt sind, der kom fra et Hjem som mit. Jeg lærte dog ogsaa der efterhaanden at finde gode Mennesker og mangen fornøjelig Dag i den fagre Egn. Sogndal er en af de fagreste Bygder, jeg har set i Bergens Stift. Den ligger lunt i et Dalføre som gaar fra Fjelde og Bræer i Nord ned til Fjorden. Vakre, skogklædte Berg paa Siderne, og lige ovenfor, paa den modsadte Side af Fjorden, et overmaade smukt, højt Fjeld, "Store Hogen", som sees helt nede fra Vandet ved dets Fod op til den øverste Spids. En Elv løber ned igjennem Dalen; paa Elvens vestre Side ligger Stedje Gaard og Stedje Kirke; i min Tid endnu den ældgamle "Stavkirke". Stedje Gaard eiedes den Gang af Formann, som ogsaa var Ejer af "Lysekloster" nær Bergen. Han havde plantet Frugttrær op over Bergskraaningen. Disse Trær var den gang i sin Barndom, men er nu bleven Store, saa de maa være endnu fagrere end i mine Ungdomsdage. Paa den østreSide af Elven er den mest opdyrkede Del af Bygden med mange smaa Gaarde. Nederst ved Fjorden støder vi paa "Sogndalsfjæren", et Sted, hvor i alfald den gang alle udslidte af et usselt "Byliv" trivedes altfor vel. Men længere oppekommer vi til Prestegaarden, som ligger ude i den yndigste Have, der var rig paa Frugttrær, især udmærkede Kirsebær. Der skal en gang være udført til Bergen 30 Tønder Kirsebær fra denne Have. Naar Sommeren kom havde vi mangen Fornøjelse i denne Have og likeledes andre Steder i Dalen og ude paa Fjorden, hvor jeg stundom havde en Rotur med Børnene. Da jeg kom til Sogndal var det jo Vinter og "Juleselskaberne" var ikke endte. Jeg vil ikke skrive on de første Dag der, mine Børn har hørt noget derom og ved, at de ikke var behagelige, Jeg vil helst dvæle ved de lyse Minder fra Sogndal, og de er da ogsaa ret mange. Mine beste timer var naar jeg undeviste Børnene som var i høj grad elskværdige, eller naar jeg sang med dem og legede med dem. Claus Magelsen, nu Prest i Amerika, Dorthea, den meget udmærkede,en elskelig, from og begavet Pige, Trine, Alette, Grete, Kristian, - Wilhelm, som blev født en Tid efter at jeg var kommen der og til hvem jeg var Fadder. Jeg vil ikke glemme dem, saalidt som Provsten, der viste mig stor Kjærlighet, og hans stille Hustru, Maren, født Christie var en Søster til Fru Sara Storkfledt, gift med den kjente "Finmarkens Apostel". Her var megen Selskabelighet i Sogndal, men den var ikke alltid af bedste Slag, der blev drukket meget, saa jeg, efter et par sørgelige Erfaringer, fandt det nødvendigt for mig at stille mig paa et "Totalafholdstandpunkt" den Tid jeg var der. Blandt de Mænd, jeg med taknemlighed mindes, var en gammel Løjntnant som havde taget Afsked med Tjenesten. hans navn var Leigh, han boede nær Prestegaarden; deltog aldrig i Selskabslivet, men levede stille med Hustru, Børn paa sin lille Gaard. Leigh var en dannet Mand og vilde gjerne tale om æstetiske Sager, beundrede Wessel og Ølenschlager og var meget Fortrolig med deres Digterværker. Jeg glemmer aldrig, hvorledes han en gang, da vi samtalte om "Livet" i Sogndal, pludselig greb mig i haardt i Armen, rykkede den og sagde med en Stemme, et Udtryk der gjennemborede mig, sagde: "Unge Mand, drik dem aldrig fuld!". Jeg har ofte takket ham i mit Hjerte for disse ord, der mangen gang har kommet mig i Minde. Vi brevvekslede en Tid, efter at jeg var flyttet fra Sogndal. En anden Mand, som jeg ogsaa var glad i, var Eieren af det store Gods Kopanger, (1. Mil fra Sogndal), Nils Joakim Knagenhjelm, ogsaa afgaaet Officer. Han nedstammede fra en Lagmand Knak, som blev adlet og fik Navnet Knagenhjelm. Bønderne der kaldte endnu ejeren av Kopanger "Knaken". I Feriene var jeg meget over i Kopanger og havde det meget morsomt og hyggeligt. En Sønn af K. var i Prestegaarden og var en af mine Elever der. Han var betroet mig til "spesielt" Tilsyn. Under mit Ophold i Sogndal gjorde jeg i Sommeren 1842 en tur til Jostedalen og saa Nigaardsbræen. Videre en længere Rejse ind til Lyster fra Fortun (Annex til Lyster) over Fjeldet til Lom og Vaage. Det var en overmaade streng Vandring, med interessant. (Jeg har i Maanedskriftet "Danskeren" (X.247) givet en Skidse av denne Fjeldtur). I Vaage Prestegaard hos Provsten Krag, hvor min Broder Wilhelm den gang var, blev jeg en 14 Dagers Tid. Tilbagerejsen var ikke uden Fare, men jeg kom da vel tilbake til Sogndal. Samme Sommer, 1842, flyttede Magelsens Familie, og jeg med dem, til Vestre Thoten, hvor M. var bleven Sogneprest. Jeg kom saaledes til at bo 1/2 Mil fra mit gamle Hjem. Men allerede Aaret efter (1843) opgav jeg min Huslærerpost og tog ned til Kristania, hvor jeg haabede at faa Fortjeneste ved Privat Undervisning.... ... En Sommer fik mine Forældre Besøk av en ung Dansk Maler, Philip Fisher. Han reiste om og malede Portretter af dem, der vilde lade sig "uttage". Fotografien var jo dengang ukjent. Han var visst ikke meget heldig med sine Arbejder, men han var en vakker ung Mand, venlig og ofte behagelig. Dog hvilde det noget hemmelighetsfuldt over ham, og Far anede, hvorfor. Det viste seg siden at han var Jøde, og Jøderne havde endnu ikke faat lov til at opholde sig i Norge. Da Fischer ikke fikk videre Fortjeneste paa Thoten og dertil blev en tid Syg, blev hans Ophold i mit Hjem temmelig langvarigt. Hvilke Indtryk han der fik at den Kristendom som iallefald Mor saa klart viste, men ikke med megen Tale, men paa den Maade Apostlen Peter beskriver (1. Petr. 3), det ved jeg da ikke, men visst er det at Fischer, efter sin Overbevisning, lod sig forberede til Daaben og blev døpt af Grundtvig, ligesom flere af hans Søstre ogsaa blev døbte, en af Bisnedal, en af Ferdinand Fenger, og det mot Forældrenes Vilje, hvis "Forbandelse" de derved maatte høre. Jeg mødte siden - 1846 med Fischer i Roskilde, men har senere intet erfaret om ham. Han var da blevet enmeget bedre Maler end da han var i mine Forældres Hus. .. (Malte han portrettet av din far??) ... Den nye Post, der blev mig tilbuden og som Onkel saa alvorlig tilskyndede mig at modtage, var som Huslærer og personlig Kapellan hos Provst Hans Jørgen Darre i Klæbu, som tillige var Bestyrer og Skolelærer i Seminariet. Jeg skulde altsaa Nordenfjelds. Det var ikke ret efter mit Hjertes Ønske at komme til Trøndelagen, og jeg tenkte nok ikke at mit Ophold her oppe skulde blive, som det blev - for hele Livet! (Fra Danmark) ... Før jeg tiltraadte den nye Stilling, fik jeg ved Onkels Godhed den store Glæde at gjøre en Rejse til Danmark, sammen med hans Sønn, der da var Student. Min første Danmarksrejse i Sommeren 1846 kunde jeg nu skrive en hel del om, men faar her indskrænke mig til at melde om, hvad der allermest blev mig til Glæde og Gavn. Vi var av Onkel anbefalede til Cand. theol Theodor Fenger, hvem vi altsaa først opsøgte. Hos ham traf vi Presten Ferdinand Fenger fra Liung? (ved Sørø), en udmerket Prest af Grundtvigs Skole, der var overmaade elskværdig og imødekommende. Han førte os strax til Grundtvig som den Gang boede paa Bakkehuset? (K. L. Rabecks velkjendte Bolig). Grundtvig syntes os allerede da gammel, han var jo ogsaa over 60 Aar gammel; men vi ved, at han efter den Tid endnu i mange Aar udfoldede en mageløs Kraft og Virksomhed. Nogle Dage efter vort Besøg hos Grundtvig blev vi budne derop til Aftens. Der kom vi sammen med flere udmærkene Mænd; Brødrene C. C. Boisen (død som Stiftsprovst i Ribe), Peter Boisen (Grundtvigs Kapellan og Svigersøn) og Harald Boisen, alle Prester, Brødrene Fredrik og Ludvig Helveg. Deto sistnevnte er vel kjendte som lærde og fromme Mænd. Ferdinand Fenger var der da ogsaa, og av Grundtvigs Sønner: Johan og Svend..... ... Af Frænder har vi ret mange i Danmark. To af Fars Søstre var gifte der. Den ene, Dorothea Arnesen, er før nævnt. Hun var gift med farfars Rector Paul Arnesen, født Islænding. Han er kjendt som Forfatter af baade gresk og latinsk Lexikon. Den anden, som nu længst var død, var Wilhelmine, gift med Krogh Meyer, Biskop paa Als. Af hendes Børn traf vi da flere hvem vi besøgte, likesom ogsaa nogle av min Hustrus Frænder, General Fobiger's Familie (Hans Hustru var Halvsøster til Desideria). De var alle meget gode og venlige mod os. Da vi en Dag var ude paa et Landsted nær ved Bernstorft Slot, fik vi se et stort Fakkeltog, som Studenterne kom med for at hædre Kong Oscar den 1th, hvem Kristian VIII paa det lille Slot modtog som sin Gjæst. Den danske Konges Tale fra Slottstrappen hørte vi godt, skjønt der blev mange Uroligheter foran os, han havde en smuk, klar Stemme. Oscars Tale kunde vi ikke høre. I den store Have, hvor en Mængde Lamper lyste fra Trærne, spaserede vi lidt omkring. Folk, som saa på vore Huer, hørte vi sige: Svenske Studenter! Ja oftest tages vi for Svensker; det var ret mærkeligt hvor lidet Daskere forstod om Norges Forhold til Sverige. Mange kunde ikke høre Forskjel paa Sproget vi talte, de mente, det var Svensk! Tilbagerejen til Norge gik over Kristiania og Thoten. Det var Glæde for mine Forældre at faa Hilsen fra fra deres Barndoms og Ungdoms Land, fra Kjøbenhavn og fra Fredriksdal og Bagsverd, hvor de havde nydt mange "Sommerglæder". Jeg glemmer ikke den maanelyste August Aften, da jeg i Haven paa Sukkestad fortalte de gamle om Danmarksturen! Efter kort Ophold Hjemme drog jeg op igjen til Slidre, som jeg jo ikke skulde forlate før ved Aaret Udgang, eller til Jul. Den Jul blev den siste, jeg var i det gamle Hjem paa Thoten. Glæden var da naturlig vemodsblandet, da jeg nu snart skulde meget langt bort fra Hjemmet. Dog var Julen, nu., som altid, den "Dejlige", den barneglade. Det var bestemt, at min Broder Hans skulde blive med til Klæbu. Paa grund av svaghet i Fødderne kunde han ikke vedblive med det Haandverk han havde lært, Farveri. Han var udlært hos Onkels ven Sørensen i Kristiania og havde nu en tid drevet dermed paa Sukkestad. Hans havde længe har en brændende lyst til Aandsarbeide. Han vilde sa gjærne lære selv, havd før ingen anden Skole gaat end Søndagsskolen i Kristiania. Af Darre havde jeg faat Løfte om optagelse paa Seminariet paa denne usedvanlige Tid af Aaret. (Fra Trøndelagen) ... Til Jul 1846 forlod jeg altsaa Slidre Prestegaard og drog "hjem" til Thoten, for hos Forældre og Søskende at feire den glade Højtid. Denne gang var Glæden noget blandet ved Tanken av den snart kommende Dag, da jeg skulde drage saa langt bort fra dem. Hjemme var man nu vel ikke beredt paa en saa snart kommende Afreise for Hans, men jeg paastod, han maatte blive med mig nu. Søstrene vore fikk de faa Dage mellem Jul og Nytaar travelt med Istandsettelse af Broderens Tøj. Allerede den 2den Januar 1847 drog vi Brødre i hver sin Slæde hjemmefra. Det var den haarde Vinter og Rejsen blev ikke lidet besværlig, da "Føret" op igjennem Gudbrandsdalen var slet; vi maatte tit kjøre paa Isen paa Laagen, da Sneen var føget væk paa Landevejen, og ofte stod der Vand paa Isen saa høyt, at det gik næsten op i Slederne. Et par Hviledage fik vi i Øiers Prestegaard hos Darres Svoger Provst Nielsen. I hans og tvende Døttres Selskab havde jeg rejst fra København til Kristiania Sommeren før og var da bedt om at komme indom i Øiers Prestegaard. - Om Rejsen derfra skal jeg kun sige, at den var besværlig, men gik dog lykkelig, da vi den 9de Januar kom velberget til Klæbu Prestegaard, hvor vi blev venligt modtagen af Darre. ... Den 13de Juli 1848 blev Desideria og jeg Ækteviet i Klæbu Kirke af Darre. Af Familien paa Hendes Side var Darre's, Desideria's, og nogen flere til stede. Paa min Side var det alene min tro Broder Hans. Dagen efter Bryllupet reiste vi, Desideria, Hans, og jeg, samt Darres to ældste Børn, Jakob og Masine, Østenfjelds. Børnene skulle besøke sin Onkel Nesjen i Øyer, vi (og Hans) videre til mine Forældre paa Thoten og Familien i Kristiania At det blev en Lykkelig Rejse og et mageløst Sommerliv er selvsagt. Desideria vandt baade mine Forældres og Søkenders Kjærlighet, de Gamle som Unge var overmaade glade. Dagene i Hovedstaden, hvor fremfor alle "Onkel" ønsked os sin Hjerterrige Kjærlighed, gik altfor hurtigt for os. ... I Februar 1850 flyttede vi saa med vor lille Søn Wilhelm Andreas, der var født 5rh Juni 1849, til Trondhjem og fikk et pent Logi hos Kjøbmand Johan Daniel Fürstenberg Lyng i Strandgaden. De Poster ved Realskolen som jeg søgte, fikk jeg ingen af, men derimod Timer ved private Pigeskoler og ved Latinskolen et par Timer om Ugen. ... 10de Juli (1885) drog jeg med Marie Monsen og min Dattersøn Fredrik Jahn til Opdal, hvor min Broder Wilhelm da var Prest. Den 13de var det hans og Rikkas Sølvbryllup og saa kom jeg, som for 25 Aar siden havde viet dem i Vor Frues Kirke, ogsaa samme Dag til at holde en "Festtale" for dem. Flere af Bygdens Folk viste deres Kjærlighet til min Broder ved at forære ham et gammelt Stueuhr og paa andre maater. I Opdal maatte jeg, efter Broderens Ønske, predike 2 Ganger i Hovedkirken, hørte fra ham engang i Lønset Kapellkirke. Det var i det hele et hyggeligt Ophold, om end kunne ønsket noget mildere Vejr. Opdals Prestegaard ligger meget højt oppe, en præktig Udsikt har en der fra ovenDal og Fjeld. Broder Hans var ogsaa der og os tre Brødre havde en Dag en Fornøjelig tur sammen op til Rise, hvor Broder Hans og Lærer Bjørlo holdt politiske Taler for en ikke saa stor, men opmerksom Tilhørerflok. Rise var for migkjendt fra de Dage, vi kjørte over Dovre; det var jo ved Indgangen til Drivdalen. Gamle Minder vækker en ved Synet af saadanne Steder. En Dag var jeg med de unge i Prestegaarden op paa Sæteren. Vi kjørte en del af Vejen, kunde kjøre i Vogn. Sæteren ligger ellers meget højt oppe i en storartet Natur, mægtige Fjelde til alle Sider. Dette var og min siste Sætertur!Jeg var de Dage saa kjek og kvik, at min Broder Wilhelm som ikke var med paa Sæteren, havde sagt: "Fredrik og de andre Unge" er på Sæteren. Hjemme igjen fra Opdal 3je August - var et par Dage i Støren, hvor Elisabeth Jahn med Børn laa den Sommer. Den 1te døpte jeg vaar lille "Inger Desideria", født 9de Juli. ... I Oktober 1891 kom mine kjære Søstre Rikke og Marie herop til min store Glæde. De har nu faat sit Hjem her oppe. ... 30te Januar (1896). Nu er mine Søstre flyttet hit til mig - for en Tid; de har endnu ikke kunnet finde noget passende nyt Logi.... ... Et meget kjært Besøk havde vi av min Broder Wilhelm og hans yngste elskelige Datter Andrea. De var først hos os paa Opreisen til Karlsø hvor Datteren Sigrid er gift med Sogneprest Eriksen og var saa her efter deres Hjemreisefra Tromsø Stift fra 21de - 31de August (1894).... ... Februar - den 1ste (1896). Det har været mindre godt med min Helse i denne Maaned. Til de gamle Plager har jeg nu ogsaa faat et Tilfælde; som jeg i min tidlige Barndom havde, men siden aldrig. Det er Brok. Dette i forbindelsemed anden Svaghet har hindret mig baade fra at gaa videre ud og fra Arbejde i Dager. De kjære Søstres Nærvær hos mig er til min største Hygge. Vi synger og læser sammen hver Dag og forenes mer og mer i Kjærlighedens Forstaaelse. Nu og da ser vi en eller anden Ven eller Veninde, med hvem vi deler Tro og Livssyn.... | Wexelsen, Fredrik Nannestad (I98866)
|
| 17848 | {geni:occupation} prest {geni:about_me} Den første som satte poteter i Avaldsnes (Schanche-ætten, Roger de Robelin) | Schanche, Carsten Henrich (I47624)
|
| 17849 | {geni:occupation} Prest {geni:about_me} Garmann, Jens Skanke, 1781-1822, Præst, født i Talvik 24. Sept. 1781 af Forældrene Christopher G. (f. 20. Nov. 1747, d. som Provst og Sognepræst til Alstadhovg 28. Okt. 1800) og Maren Elisabeth f. Schanche (f. 20. Nov. 1753 d. 24. Maj 1817). Han blev Student fra Throndhjems Skole 1797, theologisk Kandidat med egregie 1803, rejste derpaa udenlands som Hovmester for Grev Christian Ahlefeldt-Laurwigen og opholdt sig ved Universiteterne i Kiel og Leipzig. Her tog han Magisterexamen og erholdt 1806 den filosofiske Doktorgrad ved en Afhandling «de opinionibus acritibus feralibus in Scandinavia etnica regnantibus», der røber adskilligt Kjendskab til den herhen hørende Litteratur X Torfæus, Bartholin, Suhm X, om han end ikke er trængt dybere ind i den eller har bragt nyere Synsmaader for Dagen. Efter sin Hjemkomst virkede han i 2 1/2 Aar som Lærer i Engelsk og Fransk ved Realskolen i Throndhjem og blev 1810 udnævnt til residerende Kapellan ved vor Frelsers Kirke i Christiania. Her omkom han ved Krampe under Badning 15. Juli 1822. Han tog sig varmt af Almueskolevæsenet i sin Menighed, og en Fremstilling deraf, som han leverede i «Budstikken» (III), har historisk Interesse. En Ledetraad for Skolelærere, der udkom efter hans Død, og som væsentlig kun er en ny Udgave af Pontoppidan forøget med bibelhistoriske Exempler og en Mængde Definitioner, fik ingen synderlig Betydning uden som et Vidnesbyrd om hans orthodoxe Standpunkt, fra hvilket han dog ogsaa kunde dømme med Frihed over andre Forfatteres Skrifter. Som en sandhedskjærlig Mand var han en af de første, der optraadte mod N. Wergelands berygtede Skrift om Danmarks politiske Forbrydelser mod Norge. Han var gift 1. (28. Jan. 1811) med Anna Maria Cathrine Tønder f. Angell (f. 21. Maj 1791 d. 24. Sept. 1811), Datter af Major Henrik A. (f. 1746 d. 1804) og Anne Cathrine f. Lysholm (f. 1758 d. 1834); 2. (20. Nov. 1812) med Martha Maria f. Smith (f. 17. Avg. 1788 d. 24. April 1852), Datter af Lars S., Kjøbmand i Christiania, og Maria Magdalene f. Gude. Han efterlod ingen Børn. Halvorsen, Norsk Forf. Lex. D. Thrap. | Schanche Garmann, Jens Christophersen (I47613)
|
| 17850 | {geni:occupation} Prest {geni:about_me} Graduated as a private student in 1851, graduated in theology July 1856, appointed personal curate at his father's place on 7 April 1858, and as his father was transferred to Tromso, he was appointed personal curate at the vicar of Trondenes, 6 June 1861. Dean J. C. Mller appointed him 2 January 1864 to vicar of Berg and Torsken, 30 June 1869 again to personal curate as his father's in Jevnaker, 26 July 1867 to vicar of Bynesset and 8 July 1883 of Eidanger, from which post he resigned in 1900.Thereafter, he moved to Christiania, where he died 13 October 1902, 2 am, and was buried five days later in Vor Frelsers Cemetery. | Holmboe, Carl Fredrik (I99027)
|