Notater
Treff 3,751 til 3,800 av 20,231
| # | Notater | Linket til |
|---|---|---|
| 3751 | SOURCE NOTES: http://www.my-ged.com/db/page/reque/1433 + http://home.sol.no/~nermo/slekt/d0000/g0000043.html#I8519 http://www.look.no/anita/slekt/webcards/ps42/ps42_358.htm http://www.mortenhals.no/anitasten/pafg56.htm#1326 | Haar, Jon Olofsson Haar (Haard) (I75064)
|
| 3752 | SOURCE NOTES: http://www.ofstad.info/d0013/g0000050.html#I27867 http://www.nose.dk/Norge/falch.html#10 | Falkener, Margrethe Petersdatter (I47961)
|
| 3753 | SOURCE NOTES: http://www.ofstad.info/d0019/g0000022.html#I27852 http://www.geocities.com/Heartland/Hills/6902/slekt/noalilly.htm http://www.nose.dk/Norge/falch.html http://www.look.no/anita/slekt/webcards/ps14/ps14_423.htm http://home.online.no/~hagerupe/grpf109g.html | Fosnes, Margrethe Pedersdatter (I90361)
|
| 3754 | SOURCE NOTES: http://www.olifanten.dk/total.web/per02604.htm#0 http://folk.uio.no/ingeba/family/222.htm | Amundsen, Sigurd (I90372)
|
| 3755 | SOURCE NOTES: http://www.slekt.net/tng/getperson.php?personID=I6632&tree=1 | Fosnes, Margrethe Pedersdatter (I90361)
|
| 3756 | SOURCE NOTES: http://www.weis.dk/gen_data/gen_data/PER01029.HTM | Nessa, Karen Toresdatter Kold (til Nessa Nedstrand) til til Nessa (I75007)
|
| 3757 | SOURCE NOTES: http://www.weis.dk/gen_data/gen_data/PER01031.HTM | Adelsten, Dorthea Håkonsdatter av Egge (I75004)
|
| 3758 | SOURCE NOTES: http://www.weis.dk/gen_data/gen_data/PER0107.HTM | Tronds Rustung, Elsa Christoffersdatter (I52969)
|
| 3759 | SOURCE NOTES: http://www.weis.dk/gen_data/gen_data/PER0120.HTM | Rustung, Kristoffer Trondsson Trondsson på Seim (I52964)
|
| 3760 | SOURCE NOTES: http://www.weis.dk/gen_data/gen_data/PER0121.HTM | Skanke, Karen Knutsdatter på Seim (I52963)
|
| 3761 | SOURCE NOTES: http://www.weis.dk/gen_data/gen_data/PER0128.HTM | Rustung til Seim i Kvinnherad, Trond Sigurdson (I75006)
|
| 3762 | SOURCE NOTES: http://www.weis.dk/gen_data/gen_data/PER1030.HTM | Schancke, Knut Pedersson (I75005)
|
| 3763 | SOURCE NOTES: SB181; http://home.sol.no/~nermo/slekt/d0009/g0000075html#I5599 http://www.olifanten.dk/total.web/per02598.htm http://www.ofstad.info/d0026/g0000021.html#I27872 http://www.mortenhals.no/anitasten/pafg42.htm#640 http://home.online.no/~er-joha/db/fam/fam07530.htm http://www.nose.dk/Norge/falch.html#14 | Falch, Petter Jacobssøn (I35484)
|
| 3764 | SOURCE NOTES: SB181; http://www.olifanten.dk/total.web/per02599.htm#0 http://www.ofstad.info/d0036/g0000020.html#I27895 http://www.nermo.org/slekt/d0014/g0000039.html#I8602 Oystein Angell Rotvold, Xttebok for Petter Pietersen Dass og hans hustru Margrethe Andersdatter, s 43 http://home.online.no/~er-joha/db/fam/fam07530.htm http://home.c2i.net/lfalch/etterkommere.htm | Benkestok, Anna Jonsdatter (I75072)
|
| 3765 | SOURCE NOTES: SB28,294-5 | Jonsen, Ole (I93373)
|
| 3766 | SOURCE NOTES: SB28,295 | Olsdatter Parelius, Karen Andrea (I93377)
|
| 3767 | SOURCE NOTES: SB294 ref: Stamtavle over Fam. Falch in Rektor Erichsens "Petter Dass's samlede Skrifter" | Belter, Ellen Helena Andersdatter (I48000)
|
| 3768 | SOURCE NOTES: SB294 | Thulesius, Niels Olsen (I66413)
|
| 3769 | SOURCE NOTES: SB294, http://home/sol.no/~nermo/slekt/d0008/g0000083.html#I7814 http://www.ofstad.info/d0040/g0000020.html#I27899 | Falch, Lars (Lauritz) (I35491)
|
| 3770 | SOURCE NOTES: SB294; http://www.ofstad.info/d0013/g0000084.html#I26929 http://www.slekt.net/tng/getperson.php?personID=I9257&tree=1 | Falch, Anna Elisabeth Lauritzdatter (I48001)
|
| 3771 | SOURCE NOTES: SB294; http://www.slekt.net/tng/getperson.php?personID=I16906&tree=1 | Parelius, Niels Olsen (I64621)
|
| 3772 | SOURCE NOTES: SB4 | Tordsen Benkestok, Anders (I75059)
|
| 3773 | SOURCE NOTES: SB4, BS36 | Benkestokk, Torleiv Trondsson (I75057)
|
| 3774 | SOURCE NOTES: SB4,16,301 | Hård, Anna Johnsdatter til Gjerresvig (I52981)
|
| 3775 | SOURCE NOTES: SB4,289; BS http://www.look.no/anita/slekt/webcards/ps29/ps29_224.htm | Benkestok, Trond 3 Torleivsson (I52980)
|
| 3776 | SOURCE NOTES: SB4,5,13-15,24,303. BS 37 http://www.nermo.org/slekt/d0021/g0000039.html#I8599 http://www.mortenhals.no/anitasten/pafg42.htm#759 | Benkestok, Jon 2 Trondssøn til Meløy (I52983)
|
| 3777 | SOURCE NOTES: SB5 | Benkestok, Trond Jonssøn til Meløy (I75074)
|
| 3778 | SOURCE NOTES: SB5, http://www./weis.dk/gen_data/gen_data/PER01011.HTM http://www.look.no/anita/slekt/webcards/wc23/wc23_242.htm http://vestraat.net/iea-p/p107.htm#i9216 http://www.bergstedt.org/familytree/paulandreaspaulsen/paulingvaldpaulsenances orsbook.pdf | Nielsdatter, Berit (I75069)
|
| 3779 | SOURCE NOTES: SB5; http://www.nermo.org/slekt/d0013/g0000039.html#I8601 | Jonssen Benkestokk, Anders til Meløy (I75071)
|
| 3780 | SOURCE NOTES: SB5; http://www.nermo.org/slekt/d0021/g0000064.html#I12621 | Benkestok, Torlof Jonssøn på Øvre Fore (I75073)
|
| 3781 | SOURCE NOTES: SB6,25,124; tejre@ofstad.info | Jonsdatter, Margrethe Jonsdatter (I75077)
|
| 3782 | SOURCE NOTES: SN17 | Parelius, Maren Olsdotter (I93379)
|
| 3783 | SOURCE NOTES: SOURCE: SB28,39 Farmworker and skipper | Olsen, Jon (I92326)
|
| 3784 | SOURCE NOTES: SOURCE: SB294-5 9 children !INDIVIDUAL BURIAL RESEARCH NOTES: Will settlement date | Parelius, Anna Elizabeth Nielsdatter (I66403)
|
| 3785 | SOURCE NOTES: SOURCE: SN16,SB30 !INDIVIDUAL DEATH RESEARCH NOTES: SN gives ReipX,Mel"y; SB gives S"rfore | Tønder, Susanne Dorthea (I75893)
|
| 3786 | SOURCE NOTES: SOURCE: SN3 | Todal, Aarsille Catharina (I71352)
|
| 3787 | Spring Grove Herald - 9 May 1907 - Aad K. Lee an old resident of this city for about 26 years and an old settler of this county died Thursday May 2, 1907 at the home of his daughter, Mrs. Chas Peterson of Waukon, Iowa, where he had gone about two months ago to make his home. Deceased has not been feeling well for about two years and during this time he has had three strokes of paralysis, the last one causing his death. He is survived by a wife and two children, namely Mrs. Chas. Peterson and Knute A. Lee and four brothers and four sisters who have the sympathy of the whole community in their hour of deep distress. His remains arrived here Friday evening from Waukon and interment was made in the West End Cemetery, Rev. Reque officiated. Mr. Lee was born April 29, 1848 in Sogn, Norway. He came to this county in 1854 when a boy of six years, with his parents, locating in Minnesota and later in this county whre he grew to manhood. About 33 years ago he was married to Miss Hannah Severson and to this happy union three children were born, two of whom are living. Mr. Lee was a resident of this village 26 years, with the exception of a short time he was out west and had many warm friends here and in the surrounding country. | Lee, Aad Knudsen (I55047)
|
| 3788 | St Cyrien Chevalier de la LXgion d'Honneur | Portalis, Sextius (I95868)
|
| 3789 | St. Sleire br.nr 1 | Areklett, Karen Bertilsdtr (I40272)
|
| 3790 | Stamfar til alle Galtung i nyere tid. | ( Galtung) Galte Paa Torsnes, Lauritz Johannesson på Valen (I98399)
|
| 3791 | Stamfar til Christian IX og dermed til det nuværende, glückborgske kongehus. | af Danmark og Norge von Oldenburg, Johann "Hans den yngre" Herzog zu Schleswig-Holstein-Sonderburg (I49111)
|
| 3792 | Stamfar til greverne Danneskiold-Samsøe. | Gyldenløve, Christian (I27221)
|
| 3793 | Stamhusbesitter. Xverste kammerjunker. (NSHT XXVI-4 s238) | Wedel Jarlsberg, Johan Caspar Herman (I51438)
|
| 3794 | Stammer fra et par danske preste- og embedsmannsslekter | Lind, Karen Christendotter (I81340)
|
| 3795 | Stang er et bruk under gaXrden Stavanger i Askvoll. Solund Bygdebok, Band 2, Plassen Gavlen u. Refsøen (eller B uskøy som vi kaller det i dag): 'Den fyrste tinglese festestel paX plasset Gavlen er skreve n i 1836 av Ola Tonning til Ola Arnoldsen Stang og kona Tri ne Bertelsdtr.' Ola d. 9/5-1848, http://digitalarkivet.uib.no/cgi-win/webcens.exe?slag=visba se&filnamn=ASKV1816&gardpostnr=2447&merk=2447#ovre (i bygdeboka staXr det 1849) Dødsfall for Trine er ikkje skreve her, staXr det ogsaX i bok a. Ole fikk et barn utenfor ekteskapet i 1829. | Stang, Ole Arnoldson (I73409)
|
| 3796 | Står flere steder som Nielsdatter. Forlovere: J. Nielsen og Jens Olsen. Begravet d. 16/4 - 47 år - hmd. Frederik Nielsens hustru i Lykkeby. Død af brystbetændelse. | Nisdatter, Ane Kirstine (I95767)
|
| 3797 | Står som sjøleigar. | Haldorsen Bysheim, Jakob Haldorsen (I85786)
|
| 3798 | Statholder og kommanderende General i Norge, General and statesma. Count http://skeel.info/getperson.php?personID=I1785&tree=ks Gyldenlöve, Ulrik Frederik, 1638-1704, dansk fältherre och ståthållare i Norge 1664-99, son till Fredrik III av Danmark och Margarete Pape och brorson till Christian Ulrik Gyldenlöve. I Norge blev Ulrik Frederik Gyldenlöve populär bl.a. för sina försök på 1680-talet att sänka böndernas skatter och för sina insatser vid tillkomsten av Kristian V:s norska lag. Dessförinnan hade han också förstärkt krigsmakten som han framgångsrikt ledde i striderna mot svenskarna särskilt i Bohuslän under den s.k. Gyldenløvefejden. Också i dansk politik var hans inflytande stort; särskilt under halvbrodern Kristian V:s första regeringstid. År 1699 lämnade han av hälsoskäl det politiska livet och bodde sedan till sin död i Hamburg. -------------------- Frå Wikipedia X det frie oppslagsverket (Omdirigert frå Ulrik Frederik Gyldenløve) Gå til: navigering, søk Ulrik Frederik Gyldenløve (1638-1704) var son av kong Fredrik III av Danmark-Noreg og Margrete Pape. Han var dansk adelsmann og statthaldar i Noreg i tida 1664X1699. Gyldenløve vart naturalisert adelsmann i 1655. Han vart greve av Larvik i 1671. Gyldenløve var eit namn gjeve til dansk-norske kongar sine born fødd utanfor ekteskap. Greven hadde såleis ikkje arverett til trona. Han hadde tre ekteskap: 1. Sofie Urne, 2. Marie Grubbe (1660X1670) og 3. Augusta Antonia av Altenburg. Gyldenløve gjorde ein stor innsats for Noreg som statthaldar. Han var godt likt for si interesse for Noreg. Han sette i verk ymse reformarbeid, mellom anna innanfor avgifts- og skattelovgjevinga. Han la òg ned eit stort arbeide istyrking av forsvaret, i første rekke ved gjenreising av forsvarsflåta og forsterking av dei norske festningane. Han synte seg som ein dugeleg feltherre under Gyldenløvefeiden. Etter freden i Lund i 1679 flytta han til København og styrte Noreg derifrå. Etter at kong Kristian V av Danmark-Noreg døydde i 1699 trakk han seg ut av statsstyret og flytta til Hamburg. Der han budde han dei siste fem åra av livet sitt. I 1696 ga han Jacob Wølner i Drammen lov til å sette opp det første fyret på sin eiendom Færder. Det var en forutsetning i Kongebrevet til Jacob Wølner som bevilget dette, samt en evig rett til ham og arvingene å innkreve et gebyr gjennom tollvesenet på seilingen inn og ut av Oslofjorden, en rett som varte i 100 år til Staten overtok. -------------------- Gyldenløve, Ulrik Frederik, 1638-1704, uægte Søn af Kong Frederik III, Statholder og kommanderende General i Norge, fødtes 20. Juli (eller 4. Juni) 1638. Moderen, Margrethe Pape, der var fra Holsten, blev siden gift med Amtsforvalter Daniel Hausmann i Segeberg og tillagdes i 1683 Navn af Friherrinde af Løvendal. G.s Modersmaal var Tysk, og han blev uden Tvivl opdraget i Holsten. Efter at han ved et 21. Avg. 1655 udfærdiget «Naturalisationsbrev» var erklæret for dansk Herremand, fik han 1657 sin første Forlening, Udsten Kloster. Under Krigen i 1657-60 udmærkede han sig i Slaget ved Nyborg og ved Kjøbenhavns Belejring. 21 Aar gammel lod han sig 11. Juli 1659 vie til Sophie Urne, Datter af Rigsmarsken Jørgen U. Ægteskabet skulde, fordi Kongen og Dronningen ikke vilde vide af det, holdes hemmeligt, indtil Kongens Vrede var gaaetover. Sandsynligvis er Frederik III aldrig bleven bekjendt med det; Ægteskabet blev i alt Fald hverken af ham eller af Christian V anerkjendt som lovligt. Med Sophie Urne havde han Sønnerne Carl og Ulrik Frederik Valdemar, den sidste født 25. Sept. 1660. 3 Maaneder efter dette andet Barns Fødsel giftede G. sig 16. Dec. 1660 med Marie Grubbe (s. ovfr. S. 220), denne Gang med Kongens Bifald, hvorom bl. a. et af denne forfattet Bryllupsdigt (paa Tysk) vidner. I 1661 havde han naaet saa vidt, at han var Oberst til Hest, Rigens Jægermester (med 2000 Rdl. aarlig) og Befalingsmand over Vordingborg Len (som kort efter bortforpagtedes for 5250 Rdl. aarlig); derhos havde han faaet sig udlagt Kalø Slot med 1000 Tdr. Hartkorn. 3. Dec. 1661 fik han kongelig Tilladelse tilen Udenlandsrejse, hvorunder han opholdt sig i Brabant, Spanien og Frankrig, overalt Gjenstand for den Opmærksomhed og Ærbødighed, hvormeduægte Kongeblod den Gang behandledes; hjemme glædede man sig, naar man hørte, hvorledes hanf. Ex. i spansk Tjeneste var bleven General og Grande af Spanien. Da han i Slutningen af 1663 kom tilbage, var der megen Tale om, at han snart igjen skulde ud paa Rejse. Men i Jan. 1664 var det en afgjort Sag, at han skulde afløse Iver Krabbe som Statholder i Norge. Somsaadan fik han 6000 Rdl. aarlig foruden Brugen af Oslo Ladegaard og Ladegaardsøen. Hvad der betroedes ham, var kun den civile Myndighed; General Claus Ahlefeldt skulde fremdeles have Kommandoen over Hæren. Som Statholder var han i Juni 1664 i fuld Virksomhed paa Akershus Slot. I Nov. havde han færdig en lang Forestilling sigtende til Forbedring af Administrationen og Fremme af vejene i Norge. I den første Halvdel af 1665 foretog han, ledsaget af sin Hustru, en Rejse til Throndhjem, Bergen og flere andre Byer. Nogle Maaneder efter hans Ophold i Bergen indtraf (2. Avg. 1665) det bekjendte Angreb af en engelsk Orlogsflaade paa hollandske Koffardiskibe i Bergens Havn, som endte til Skam og Skade for Englænderne. Denne Begivenhed havde vigtige Følger ogsaa for G. personlig, skjønt han intet Ansvar havde for, hvad der var sket. Da det 20. Jan. 1666 befaledes ham snarest mulig at begive sig til Danmark, var en Krig med England nær forestaaende. 7. Febr. var han i Kjøbenhavn, hvor han roste sig af at have passeret forklædt igjennem de svenske Garnisoner. De norske Havne ansaas særlig truede, og Afgjøreisen af de Anliggender, som navnlig angik ham, blev derfor særlig paaskyndet. Da G. i Marts 1666 kom tilbage til Norge, var han ikke blot Statholder, men ogsaa kommanderende General, idet Ahlefeldt, der havde været lige saa misfornøjet med den uheldig delte Myndighed som G., var bleven forflyttet til Danmark. I halvandet Aar holdt han sig i Ro paa Akershus; dog ses han i Juli 1667 at have været i Bergen og derfra at være vendt tilbage over Hallingdal, hvor hans Rejse endnu lever i Sagnet. 24. Avg. 1667 blev han forløvet ned til Danmark, hvor det snart hed, at han skulde blive Rigsskatmester, snart at han skulde gaa som Ambassadør til Frankrig. I Begyndelsen af 1668 var han farlig syg, men Borri reddede hans Liv ved en Kur, som blev meget omtalt. I Juni s. A., da der fra Holland indløb Advarsler angaaende Englændernes fjendtlige Hensigter, maatte han pludselig rejse tilbage til Norge, og Generalmajorerne Fr. Ahlefeldt og Gorgas sendtes samtidig der op for at hjælpe til at sætte Landet i Forsvarsstand. I Okt. eller Nov. s. A. kunde G. atter vende tilbage til Danmark. Rygtet havde fremdeles travlt med hans Fremtid, men selv har han maaske snarere arbejdet paa at blive skilt fra sin anden Hustru. Det var formodentlig den Gang kommet til et Brud mellem dem; det fortælles, at G. sendte hende hjem og tvang Stygge Høg, der var hans Svoger, men antoges at staa i ulovlig Forbindelse med hende, til at rømme Landet. Skilsmisse fra Marie Grubbe kunde han imidlertid ikke opnaa, da Frederik III i dette Punkt hyldede strænge Grundsætninger. G. synes ikke at have haft Lyst til at vende tilbage til Norge; en Vikar blev nødvendig, og ved Gabels Indflydelse faldt Valget paa Ove Juul, som 3. Febr. 1669 af Kongen kaldtes til Vicestatholder i Norge. Det viste sig snart, at G. var bestemt til at stillesi Spidsen for en stor Ambassade til England for at indlede et venskabeligere Forhold til dette Land. 5. Maj tog han Afsked med Kongehuset for at drage afsted med fregatterne «Delmenhorst» og «Havfruen», men Rejsen forsinkedes ved et særdeles uheldigt Vejr. 14. Okt. havde han i en Privatavdiens hos Carl II Anledning til at forsvare sin Konge og fremkalde en for Danmark gunstigere Opfattelse af den for Resten for begge Parter lidet hædrende Bergensaffære. Han var yndet af Carl II og trivedes fortrinlig ved det engelske Hof. Ved Slutningen af 1669 var han færdig, men da han paa Hjemrejsen var kommen til Holland, maatte han efter Kongens Befaling vende tilbage til London. Budskabet om Frederik III's Død bragte ham til at ile hjem uden at oppebie den nye Konges Befalinger, og 12. Marts 1670 var han i Kjøbenhavn. Den Traktat, han havde hjemsendt fra England, blev efter forskjellige Overvejelser ratificeret 11. Juli s. A. For G. begyndte nu en Tid af høj Anseelse og ubegrænset Indflydelse. Det saa ud, som om store Reformer skulde udmærke Christian V's Regering. Sammen med Jørgen Bielke blev G. sat til at reformere Norges Administration (jvfr. II, 342). Efter Marts 1670 er der jævnlig Tale om G. og Schumacher som dem, der ere i Besiddelse af Magten. Mellem dem bestod et Venskab, som fra G.s Side synes at have haft sin Rod i oprigtig Beundring for den talentfulde Parvenu, der i Spøg kaldte ham Alcibiades. G. saa i ham den eneste Ven, han i sin ensomme Stilling, alene støttende sig til Kongehuset, uden jævnbyrdig Slægt, kunde gjøre Regning paa. Da Schumacher giftede sig, kjørte G. Bruden til Kirkei en Vogn med 6 Heste for (2. Nov. 1670). G.s Ærgjerrighed syntes tilfredsstillet ved at være Statholder i Norge, Medlem af Gehejmekonseillet (siden 1670) og Præsident i Kommercekollegiet (fra 27. Dec. 1670 til henimod 1680). Overkammerherre blev han, om ikke før, saa i alt Fald 1673. Det var Hoflivet og dets Fornøjelser, som mest optoge ham, og de Udskejelser, som snart fulgte oven paa denunge Konges lovende Begyndelse, lægges hyppig G. til Last. Da den højere Adel oprettedes, blev han ikke, som der havde været Tale om, Hertug, men han ophøjedes til Greve (25. Maj 1671); Prædikatet «høje Excellence» tillagdes ham (14. Sept. s. A.), og Lavrviks Grevskab oprettedes for ham (29. Sept. s. A., jvfr. nyt Lensbrev 27. Febr. 1692). Aaret efter begyndte Opførelsen af G.s Palais paa Kongens Nytorv (siden Charlottenborg), hvortil Kongen selv lagde Grundstenen (3. April 1672). Et længe næret Ønske opfyldtes for G., da hans Ægteskab med Marie Grubbe ved Højesteretsdom af 14. Okt. 1670, under Paaberaabelse af det theologiske og juridiske Fakultets Betænkning, ophævedes, saaledes at han fik Lov til at indgaa nyt Ægteskab. Et Par Aar efter blev han forlovet med Antoinette Augusta Komtesse Aldenburg (f. 4. Avg. 1660); det var først ved Kongens Mellemkomst, at Faderen, den rige Grev Anton af Aldenburg (s. I, 174), i Nov. 1672 lod sig bevæge til at samtykke i dette Ægteskab, som 5 Aar efter fuldbyrdedes. I Nov. 1672 betroedes G. en vanskelig diplomatisk Sendelse. Han skulde forhandle med Hertugen af Gottorp om det oldenborgske Successionsspørgsmaal og med Hamborg om Anerkjendelse af Kongens Højhedsret over Byen, men var ikke heldig og paadrog sig Mistanke fra Kongens Side om, at han var vunden af Hertugen og dennes Raadgivere. Den Ugunst, som ramte ham, kunde G. ikke bære. Siden Juli 1672 havde der af og til været Tvist mellem ham og Griffenfeld (Schumacher), men nu tiltog Spændingen baade paa Grund af politisk Meningsforskjel, og fordi G. fandt, at Vennen svigtede ham i en vanskelig Stilling. Han troede, at Griffenfeld var paavirket af hans hemmelige Fjender, deriblandt uden Tvivl Fr. Ahlefeldt, som i alt Fald i Slutningen af Juni 1673 skrev til Griffenfeld om hemmelige Forbindelser mellem Kielmann og G. gjennem Landdrost Brüggemann i Itzeho, der var gift med en Halvsøster af G. Griffenfeld gav flere Gange i Marts og Maj 1673 sin «koleriske» Ven det Raad: «Husk paa Kong Ludvigs Læge!», hvormed han, under Hentydning til Kongens Mistænksomhed, hvor det gjaldt holstenske Anliggender, maaske har villet opmuntre ham til bestemt Optræden lige over for Kongen. En i største Hemmelighed udfærdiget Ordre af 2. Juni 1673, som maaske havde Hensyn til en den Gang drøftet, men et Par Maaneder efter opgivet Plan til at bemægtige sig den hollandsk-ostindiske Flaade (jvfr.Aarsberetn. fra Geh. Ark. VI, 102), nødte G. til pludselig at begive sig til Norge, hvor han foretog en Rejse langs Kysten. Længere ud paa Aaret sendte han sin norske Ven Generalavditør Lemfort til Griffenfeld for at gjenoprette det gamle Tillids- og Venskabsforhold; i Dec. synes han at have ønsket at ombytte Statholderskabet medRigsadmiralstillingen, som Henrik Bielke den Gang indehavde. Da Vicestatholderen Ove Juul i April 1674 kaldtes ned til Danmark, gjorde det et stærkt Indtryk paa G., som selv havde ønsket at rejse. Vist nok slap han i Avg. s. A. løs, men det var kun for atrejse til Oldenborg, hvor hans nu 14aarige forlovede ventede ham. Nogle Dage efter, at han var kommet tilbage til Kjøbenhavn, maatte han (19. Sept.) atter op til Norge; Kongen viste sig efter en samtidig Beretning meget venlig mod ham, men Griffenfeld antoges at have drevet paa hans Afrejse af Frygt for, at G.s Ophold i Kjøbenhavn skulde formindske hans egen Indflydelse og Magt. Den svenske Gesandt Grev Nils Brahe karakteriserede i Jan. 1675 Stillingen saaledes: «Konungen inclinerar till fred, rikskansleren vill icke krig, emedan hans råd dåkanhända mindre gälla, och G., som nu exsulerar i Norrige, kunde eluctera». Længere ud paa Aaret vilde Rygtet vide, at G. tænkte paa at gaa i østerrigsk Krigstjeneste. Men paa denne Tid var allerede for G. begyndt et travlt og virksomt Liv i Norge. Krig forestod, og Landet var slet forsynet med Levnedsmidler og Krigsfornødenheder. Allerede i Juni havde Baron Jens Juel faaet Befaling til at rejse op til Norge for der at være med i alle Raadslagninger og især have Opsyn med General-Krigskommissariatet. G. ventede, som han i Juli skrev til Griffenfeld, med Utaalmodighed hans Komme og lovede, at med ham som Raadgiver og Løvenhjelm og Henrik Ruse som Undergeneraler skulde han sørge for, at ingen svensk Soldat betraadte Norges Grund. Ogsaa i private Anliggender søgte G. fremdeles Griffenfelds Bistand, og, hvad der er bekjendt af deres Brevvexling, synes at vidne om, at der lige til Griffenfelds Fald vedblev at bestaa en venlig Forbindelse mellem dem, skjønt det paa denne Tid maa antages at have hørt til Griffenfelds Politik at holde G. fjærnet fra Kongen. At G. skulde have spillet nogen Rolle ved Griffenfelds Fald, er der næppe Grund til at antage. Under Krigen, der i Norge fik Navn af «Gyldenløvefejden», førte han selv Kommandoen søndenfjælds, og det med saadant Held, at denne Del af Landet næsten ikke berørtes af Krigens Ødelæggelser og Plyndringer. Krigens Skueplads var fortrinsvis Baahus Len, hvis Besiddelse den norske Hær under G. var i Stand til for længere Tidsrum at hævde, medens Svenskernes Bestræbelser stadig gik ud paa at vinde denne Landsdel tilbage. Ved Erobringen af Venersborg (26. Juni 1676) kom G. i Besiddelse af et fast Punkt ved Enden af Venern, som satte ham i Stand til at udskrive Kontributioner over et større Omraade. Erobringen af Marstrand (23. Juli 1677) opfattedes som et Vidnesbyrd om de norske Soldaters Tapperhed. Under en Pavse i Krigsførelsen ilede G. til Lavrvik og blev der 16. Avg. 1677 viet til Komtessen af Aldenburg, til hvis Ros det anføres, at hun omfattede Landets Sprog med Interesse. En Uge efter synes han at have været paa Krigsskuepladsen. Det var for G. Krigens sørgeligste Begivenhed, da han i Juli 1678 maatte hæve Belejringen af den stærke Baahus Fæstning; i sin Fortvivlelse bad han Kongen for Fremtiden employere ham saaledes, at han kom til at staa under en andens Kommando og blev fri for det store Ansvar som Overanfører. Krigen i Baahus Len blev til sidst en Kamp om Uddevalla Skanse, som til de svenskes Glæde standsedes ed Vaabenstilstanden 1. Sept. 1679. En norsk Krigshistoriker (D. Schnitler) mener, at G. under Krigen lagde stor militær Begavelse for Dagen. Christian V var sig fuldt bevidst Faren ved en Stilling som G.s i Norge og har alvorlig advaret sine Efterfølgere mod at samle den øverste civile og militære Magt i Norge paa én Haand, med mindre der var nogen, som «ingen Anhang eller stor Slægt havde i Rigerne», saaledes som G., der «ingen anden Dependance havde end det kongl. Hus». Under Krigen medførte Forholdene en stor Udvidelse af denne Myndighed, saaledes at stundum Lovbud udfærdigedes og Skatter paabødes af G. Uden at gjøre ham ansvarlig for det store Tryk, der hvilede paa Landet, saa Folket op til ham som til ingen af de tidligere Statholdere. «Han var en mild og naadig Herre,» skrev en hallingdalsk Skoleholder om ham i 1727,«ja, han var en Fader for Norge i Krigens Tid.» Der var i hans Karakter og Optræden meget, som maatte gjøre ham yndet af Nordmændene. Han var en vakker Mand og vilde ogsaa gjælde for en stærk Mand, som ikke engang var bange for at tage Tag med andre, der vare bekjendte for sin Styrke. Hans personlige Tapperhed, Venlighed og Omgængelighed vare kjendte af alle. Hans prægtige Hof og overdaadige Levemaade, hans dannede Verdensmandsvæsen og Høflighed imponerede overalt; hans stundum plumpe Lystighed og grove Spas mishagede i alt Fald ikke i Norge, hvor heller ikke den Tilbøjelighed for det smukke Kjøn og denLyst til at drikke stærkt, som ogsaa hørte til hans Alcibiadesnatur, vakte noget særdeles Anstød. Hans Ideer kunde stundum have et for Nordmændene særlig tiltalende Præg. En af de Majestætsforbrydelsessager, som heller ikke i Norge mangle i Souverænitetensførste Aar, gav han den Vending, at ikke blot den sigtede, men ogsaa Anklageren, der begge af Amtmanden skildredes som «ugrundede Skalker» og urolige Hoveder, der burde «udryddes» af Lenet, sattes under Tiltale, den sidste, fordi han saa længe havde tiet med Sagen. Da Biskop Hans Bagger dødei 1693, var der Tale om Biskoppen i Christiania, Hans Rosing, til hans Efterfølger, men G. sagde: «Den Mand kunne vi ikke miste fra Norge, der er dog gode Mænd nok i Danmark». Han synes ikke at have manglet Sans for Landets Historie, om der end ikke resulterede stort af hans Velvilje; bekjendt er den Interesse, hvormed han fremhjalp den norske Kunstner Magnus Berg. Enkelte Forbedringer i Landets Administration kunne specielt henføres til hans Initiativ; saaledesOprettelsen af den indtil 1797 bestaaende norske Overhofret. Alt, hvad der angik Forsvarsvæsenet, var særlig Gjenstand for hans Omsorg. Næppe nogen Sinde er der bygget saa meget paa de norske Fæstninger som i Gyldenløvetiden. Et varigt Vidnesbyrd om G.s Omsorg for Soldaterne er den endnu bestaaende Krigshospitalskasse, der oprindelig var tænkt at skulle blive et Kvæsthus. Det mest fremtrædende Træk i G.s Virksomhed for Norge er hans Kjærlighed til og Omhu for den norske Bonde, hvis Betydning i Samfundet han til fulde forstod. Forordningerne af 4. Marts 1684 og 5. Febr. samt 3. Okt. 1685 vidne om, hvorledes han tog sig af Almuen. Fra Juni 1673 til Nov. 1679 havde G. sit stadige Ophold i Norge, som kun afbrødes ved korte Besøg i Danmark (f. Ex. i Sept. 1674, Nov. 1676 og Sept. 1679). Men efter Krigens Ophør flyttede han med sin Gemalinde fra Norge og kom iNov. 1679 til Kjøbenhavn, 1. Okt. 1680 fik han en formelig Tilladelse til efter eget Godtbefindende at være hos Kongen, hvor denne maatte være, i det hans Lejlighed herefter forudsattes ikke vel at kunne tilladeham idelig at forblive i Norge, og 1. Marts 1681 en almindelig Kvittering for sit Forhold i Norge, hvormed Kongen udtaler sin særdeles Tilfredshed, i det særlig fremhæves, at han af Fjendens Land havde indbragt til Kongens Tjeneste over 100000 Rdl.16. Juni 1681 bestemtes, at Grev G. W. Wedel skulde som Generalfeltmarskal-Lieutenant overtage Kommandoen over den norske Armé i G.s Fraværelse, medens denne vedblev at være Generalfeltmarskal. Siden Maj 1674, da Ove Juul forlod Norge, havde der ikke været nogenVicestatholder, men i Maj 1682 blev denne Post besat med Just Høg. Ikke desto mindre vedblev G. at være i Besiddelse af den øverste Styrelse af Norge lige til 1699. Alle vigtige Anliggender gik gjennem ham; han vedblev at udstede Ordrer og meddelte kongelige Befalinger til norske Avtoriteter; i Grunden var ham betragte som en Minister for Norge, der havde Kongens og de centrale Avtoriteters Øre. Han overtog ikke i Kjøbenhavn nogen ny Stilling, men vedblev at være Medlem af Gehejmekonseillet og var for øvrigt jævnlig sysselsat som Medlem af eller Formand for specielle Kommissioner, der behandlede enkelte Anliggender henhørende til indre og ydre Forhold, og som især efter 1690 bleve et hyppig anvendt Hjælpemiddel for Administrationen.I Juli 1686 døde Grev Fr. Ahlefeldt, der siden Griffenfelds Fald som Storkansler havde indtaget den mest fremtrædende Stilling blandt Kongens Ministre, og i samme Maaned fik Grev de Roy (de Rochefoucauld), der siden 1683 havde staaet i Spidsen for den danske Armé, sin Afsked. Det viste sig ved disse Lejligheder, at G. ikke attraaede nogen Forandring i sin offentlige Stilling, om han end efter de Roys Fald, hvori han maaske har haft Del, synes i nogle Maaneder at have været kommanderende General.For G.s økonomiske Forhold blev det sandsynligvis af ikke ringe Betydning, at hans Svigerfader, Grev Anton af Aldenburg, i 1680 giftede sig og ved sin snart paafølgende Død efterlod sig en Søn (jvfr. I, 176). G. havde, da hans Svigerforældre forlode Kjøbenhavn, givet dem en Afskedsfest og besøgte dem strax efter i Oldenborg, men den nye Arving forstyrrede Forholdet, ikke blot fordi G.s (og hans Svogres) Forhaabninger skuffedes, men ogsaa fordi Sønnens Fordringer paa oldenborgske Ejendomme, hvis Egenskab af Allodialgods kunde være tvivlsom, strede mod den danske Regerings Interesse. Om sin langvarige Kamp for Sønnens Ret og sine Sammenstød med G., der tillige med Moderen og Svogeren Grev Fridag af Kejseren beskikkedes til Formynder for Sønnen, og som derhos optraadte paa Statens Vegne i de oldenborgske Anliggender, har Enkegrevinden af Aldenburg i sine Memoirer udtalt sig med en Bitterhed, om hvis Berettigelse det er vanskeligt at dømme.Fra Aaret 1686 begynde de unge Gyldenløver at spille en Rolle i det offentlige Liv, og Sikrelsen af deres Fremtid bliver et Statsøjemed. Forlovelser arrangeres, og Giftermaal forberedes; lønnede Statsstillinger overdrages dem, førend de ere voxne, og de designeres til de højeste Statsembeder. I denne faar G., der nu ofte kaldes den gamle G., sin Plads, men ikke den første, thi den er forbeholdt den regerende Konges uægte Børn. Fra 1680 anbringes Sønnerne i hans Palais og under hans Tilsyn, saa snart som de ere voxede fra Fruentimmeropsynet. Den ældsteforloves med hans Datter, hvilken kongelige Naade han maa erkjende ikke blot med underdanige Takkebreve, men ogsaa med Løfter om betydeligt Udstyr. Det ægte og det Kongeblod samles ved de prægtige Fester i G.s Palais. Forholdet til Kongen var bestandig præget af en Hengivenhed fra G.s Side, som greb enhver Lejlighed til at glæde Kongen, f. Ex. ved Medailler i Anledning af mærkelige Begivenheder inden Kongehuset.Efter 1679 synes G.,i alt at have besøgt Norge 4 Gange. I 1683 var der Tale om, at G. skulde gjøre en Tur til Norge, men det lader til, at hans Gigt har hindret Rejsen. I Sommeren 1685 ledede han den bekjendte Norgesrejse, som Christian V foretog efter Enkedronningens Død og nogle Dage efter, at han havde givet Befaling til Løsladelse af den ulykkelige Leonora Christina, som i mange Aar havde haft en Ven og Talsmand i G. Kongens Glæde over Rejsen og, hvad han havde set mellem de «himmelhøje Fjælde», viste sig Aarsdagen efter hans Tilbagekomst, da han 24. Juli 1686 skjænkede G. den bekjendte Guldpokal. At Griffenfeld ikke under Kongens Ophold i Throndhjem befriedes fra sit Fængsel, har ofte været lagt G. til Last, men ogsaa her synes en fyldestgjørendeBegrundelse at mangle. 7. Maj 1689 maatte G. pludselig begive sig op til Norge, medens samtidig Wedel kaldtes ned til Danmark. Efter at den krigerskq Situation, der foranledigede denne Rejse, var forbi, blev G. 27. Juli kaldt tilbage til Danmark. I det følgende Aar kom det til et længere Ophold i Norge. Han rejste 26. Juli1690 over Fladstrand til Norge, ledsaget af Christian Gyldenløve, og kom først 31. Dec. tilbage. G. forlod Landet med den Tanke, at han havde været der sidste Gang. Men han kom dog endnu en Gang, i 1696, der hen, atter i Selskab med Christian Gyldenløve; denne Rejse varede fra Maj til Sept. Den tidligere saa stærke Mand omtales nu, i en Alder af 58 Aar, som meget svagelig. Podagra havde længe plaget ham. Den svenske Gesandt i Kjøbenhavn kalder ham «næsten caduc» og erklærer ham umulig som Anfører for Armeen, i det han dog paa samme Tid erkjender, at G. ikke vilde overtage nogen saadan Stilling, om den endog blev ham tilbudt. Efter Vicestatholder Just Høgs Død i 1694 blev hans Post staaende ubesat, og den norske Centralstyrelse maa i de paafølgende 5 Aar siges at have været i Kjøbenhavn. Det kan ikke være Tvivl underkastet, at Norge i nogen Grad har lidt under dette Forhold. Det havde længe været forudset, at et Tronskifte vilde gjøre en hurtig Ende paa den Moth-Gyldenløveske Vælde, der karakteriserer Slutningen af Christian V's Regering. For den gamle G., som i sine sidste Aar siges «for sin egen Roligheds Skyld» kun lidet at have blandet sig i Hofintrigerne, synes Forandringen i altFald hverken at være kommen uventet eller at være faldet trykkende. Det hedder, at han frivillig opgav sine Stillinger (25. Sept. 1699). Kort efter (7. Dec.) havde han den Sorg at miste sin Datter, den for sin Elskværdighed bekjendte Charlotte Amalie, der var gift med Christian Gyldenløve; nogle Aar før (1696) havde han mistet sin ældste, haabefulde Søn, Frederik Christian Danneskjold-Laurwigen. Hans Palais paa Kongens Nytorv solgtes til Enkedronningen, Charlotte Amalie, og Vaaren 1700 flyttede han til Hamborg. Han syntes at forsvinde fra Skuepladsen uden at efterlade sig Sorg eller Savn. I sine gode og slette Egenskaber var han et Udtryk for sin Tid, der i ham saa Fordringerne til en stor Herre virkeliggjorte. En i det ydre glimrende Personlighed var hos ham forbunden med en Karakter uden Alvor og Dybde. Til i Fredstid atkunne spille nogenbetydelig Rolle som Statsmand manglede han Indsigt og Arbejdsomhed. Men et Fortrin synes han at have haft fremfor de fleste Statens Tjenere paa den Tid: man ser ingen Klage over, at han har gjort sig utilbørlig Fordel af sine Stillinger. I Hamborg levede G. sine sidste Aar «i utrolig Stilhed og Sparsomhed». 15. Juli 1701 døde hans tredje Gemalinde i Amsterdam. Selv døde han pludselig 17. April 1704. Et Orlogsskib hentede hans Lig hjem, hvor det efter hans egen Bestemmelse bisattes i vor Frue Kirke i Kjøbenhavn.G.s Sønner af 1. Ægteskab, Carl og Valdemar, fik Navnet Løvendal og erklæredes 1. Maj 1682 for danske Friherrer. Den sidste blev 8. Febr. 1687 af Kongen erklæret for ret ægte og Adelkonebarn med det ham tidligere givne Vaaben som Friherre afLøvendal. Moderen, Sophie Urne (d. 1714), som ikke blev «ophøjet», maa formodes ikke at have villet opgive sin Ret som Ægtehustru til sin Mands Navn og Værdighed, en Fordring, som paa den anden Side ikke kunde indrømmes uden Erkjendelse af Bigami. OgsaaSønnen Valdemar synes at have fastholdt sin Ret som ægte Barn ved de Fordringer, han fremsatte efter G.s Død, skjønt han tidligere (3. Juni 1687) havde fraskrevet sig Arv efter Faderen; men det kom til et Forlig, som intet afgjorde om Retsspørgsmaalet. G.s 2. Ægteskab var barnløst. Af Børnene i 3. Ægteskab, der efter en kongl. Bestemmelse af 11. Febr. 1693 førte Navnet Danneskjold, var der 3, som overlevede Forældrene, nemlig Ferdinand Anton Greve af Danneskjold-Laurwigen (IV, 184), Ulrica Antonia Danneskjold, gift med Grev Carl Ahlefeldt (I, 124) og Margrethe Danneskjold, gift med Georg Carl Ludvig Greve af Leiningen-Westerburg. -- I en løs Forbindelse med Marie Meng, Datter af Kjøbmand Ole Christensenpaa Frederikshald og siden gift med Generalmajor J. F. Tuchsen, havde G. Sønnen Vilhelm Ulrichsdal (f. 1692 d. 1765), der adledes i 1728. Danske Saml. 2. R. II-VI. L. Daae, Det gamle Christiania, 2. Udg., s. 106 ff. /M. Birkeland i Bricka, infogat av Ella Johansson -------------------- Ulrik Frederik Gyldenløve, 1639-1704. Gift i 1659 med Sophie Urne, opløst i 1660. De blev stamforældre til greverne Danneskjold-Løvendal. Gift igen 1660 med Marie Grubbe, opløst 1670. Gift igen 1677 med Antonia Augusta af Altenburg, stamforældre til greverne Danneskjold-Laurvig. Ulrik Frederik Gyldenløve byggede Charlottenborg i København i 1672. Kilde: http://www.danmarkskonger.dk/konge41.htm -------------------- Ulrik Frederik Gyldenløve[1, 2, 3] 1638 - 1704 Fødsel 20 jul. 1638 Bremen, Germany Køn Mand Reference nr. 1378 Titel 21 aug. 1655 naturaliseret som dansk Adelsmand Død 17 apr. 1704 Hamburg, Schleswig-Holstein, Germany Begravet 27 maj 1704 Vor Frue Kirke, København Sidst ændret 04 jun. 2010 Far Frederik III Konge af Danmark og Norge, f. 18 mar. 1609, Haderslevhus Slot (Seest H., Kolding) , d. 09 feb. 1670, Københavns Slot Mor Margrethe Pape, f. 1620, Itzehoe, Steinburg, Schleswig-Holstein, Germany , d. 1684, Schleswig (Slesvig), Schleswig-Holstein, Germany Familie 1 Sophie Jørgensdatter Urne, f. ml. 1629 og 1632, Alslevgaard (Fakse H., Præstø) , d. 1714, Itzehoe, Steinburg, Schleswig-Holstein, Germany Gift 11 jul. 1659 Skilt ca. 1660 Børn 1. Carl Friherre Løvendal, f. 25 sep. 1660, d. 25 sep. 1689, Sao Thomé > 2. Woldemar Friherre Løvendal, f. 25 sep. 1660, d. 24 jun. 1740 Sidst ændret 25 maj 2010 Familie 2 Marie Grubbe, f. 1643, Tjele Gods (Sønderlyng H.) , d. 16 dec. 1718, Borrehuset ved Grønsund på Falster Gift 16 dec. 1660 København (Copenhagen) Skilt 14 okt. 1670 Familie 3 Antoinette Augusta von Aldenburg, f. 04 aug. 1660, Amsterdam, Noord-Holland, The Netherlands , d. 15 jul. 1701, Amsterdam, Noord-Holland, The Netherlands Gift 16 aug. 1677 Laurvig (Larvik), Norge Børn 1. Ulrich Frederik Danneskiold-Laurvig, f. 15 apr. 1678, d. 15 apr. 1678 2. Christian Anton Danneskiold-Laurvig, f. 17 sep. 1679, d. 01 dec. 1679 3. Frederik Christian Danneskiold-Laurvig, f. 16 nov. 1681, d. 24 jun. 1696, Köln (Køln, Cologne), Nordrhein-Westfalen, Germany > 4. Charlotte Amalie Danneskiold-Laurvig, f. 27 nov. 1682, d. 07 dec. 1699, København (Copenhagen) 5. Ulricha Augusta Danneskiold-Laurvig, f. 13 jan. 1684, d. 26 maj 1684 > 6. Ulrica Antoinette Danneskiold-Laurvig, f. 06 jan. 1686, d. 23 sep. 1755, Altona, Hamburg, Schleswig-Holstein, Germany 7. Christiane Augusta Danneskiold-Laurvig, f. 27 jan. 1687, d. 1689 > 8. Ferdinand Anton Danneskiold-Laurvig, f. 11 jul. 1688, d. 18 sep. 1754, København (Copenhagen) > 9. Margrethe Christiane Augusta Danneskiold-Laurvig, f. 18 jul. 1694, d. 08 jul. 1761, Slottet Grünstadt 10. Sophie Hedvig Danneskiold-Laurvig, f. 1696, d. 1696 Sidst ændret 02 aug. 2009 Familie 4 Maria Meng, d. eft. 25 jan. 1692 Gift Type: ikke-ægteskab Børn 1. Wilhelm de Ulrichsdal, f. 25 jan. 1692, Norge , d. 27 aug. 1765 Sidst ændret 03 sep. 2010 F Fødsel - 20 jul. 1638 - Bremen, Germany Gift - 16 dec. 1660 - København (Copenhagen) Gift - 16 aug. 1677 - Laurvig (Larvik), Norge Død - 17 apr. 1704 - Hamburg, Schleswig-Holstein, Germany Begravet - 27 maj 1704 - Vor Frue Kirke, København Billeder Ulrik Frederik Gyldenløve Kong Frederik den 3's uægte søn med frillen Margrethe Pape Coat of arms - Gyldenløve II. Ulrik Frederik Gyldenløve Dokumenter Skjoldenæsholm Gods. Hovedbygningen. Foto: Ringsted Museum og Vindmølle Gyldenløves Slot paa Kongens Nytorv (efter en Haandtegning af Glauber) Sagnet fortæller, at da Ulrik Frederik Gyldenløve af Kong Christian V. havde faaet det gamle Kalø-Slot ved Kaløvig i Nærheden af Aarhus, til Foræring, var det ham for stort, og hvorfor han lod den ene Fløj nedbryde og af de gamleSteen, som han lod føre til Kjøbenhavn, byggede sig et Slot ved den Kanal, som til Gavn for Handelen var blevet udgravet fra Havnen ind i det gamle Hallandsaas. Dette Palais, som blev omgivet af en fyrstelig Have ud mod Pladsen, der 1668 blev smykket med Christian V's Heststatue, var i nogle Aar hans Vinterpalads, indtil han afstod det til Regjeringen, der kjøbte det til Enkesæde for Dronning Charlotte Amalie, og hvor det nu fik Navnet Charlottenborg, somdet beholdt, da det ved hendes Død blev overdraget til Kronprinds Frederik (Frederik V.) som her holdt Hof og lod det prægtigt indrette. I Riddersalen, hvor nu Akademiets Gipssamling er opstillet, blev den italienske Opera indrettet, og her gaves dramatiske Forestillinger for Hoffet, i hvilke Hr. og Mad. Scalabrini figurerede. Men mærkeligere er det, at den berømte Componist Gluck, som havde Bolig paa Slottet, her var Orchesterets Dirigent og at adskillige af hans berømteste Operaer her første Gang ere hørte. Da Frederik V som Konge flyttede ind paa Christiansborg, og Operaen i 1753 var blevet flyttet til Christiansborg Slots Staldbygning (Hoftheateret), stod Charlottenborg i nogle Aar kun benyttet til Trækningen af Tallotteriet, hvilket indtil i Mands Minde fortsattes der. I 1754 blev Konstacademiet henflyttet til disse Lokaliteter og Haven blev overdraget Professor Oeder til en vordende botanisk Have. Samtidigt ned at de skjønne Konster her havde Sædet, var enden af Bygningen i en Række af Aar overdraget Politiet, og alle Kjældrene vare dengang mørke Arrester for de groveste Forbrydere. Dette Fællesskab undgik ikke Abildgaards satiriske Pensel. Han har i flere Tegninger fra sine Vinduer ud imod Gaarden optaget Scener og blandt Andet foreviget den berømte Mestertyv, Peder Mikkelsen, som her, midt i Gaarden blev offentlig »udstillet« for at alle skulde kjende ham. Der var ogsaa en Udstilling paa Charlottenborg! Henning Jacobsen 10. maj 2010 Historier Biografi: Ulrik Frederik Gyldenløve Ulrik Frederik Gyldenløves Efterslægt X Notater til Grevskabet Laurvig, tildeltes 1660 Vordingborg len. Første gang hemmelig gift med Sofie Urne, blev ved hende stamfar til greverne Danneskjold-Løvendahl. Anden gang gift 1660 med Marie Grubbe. Det barnløse ægteskab blev opløst i 1670. Tredie gang, 1677, gift med Antoinette Augusta af Altenburg og stamfar til greveslægten Danneskjold-Laurvig. 20. juli 1695 skulle sønnen Ferdinand Anton antage navnet Danneskiold-Laurvig, men hvorvidt det gjaldt de øvrige børn fra ægteskabet med Antoinette Augusta von Aldenburg, som reelt må være født "Gyldenløve", fremgår ikke. Af praktiske grunde er hele linjen her anført som Danneskiold-Laurvig, selvom det måske ikke er helt korrekt. Deltog i Svenskekrigene, hvor han blandt andet udmærkede sig i Slaget ved Nyborg 14. november 1659. Han blev 1666 øverstkommanderende for den norske hær, der vandt sejre i den Skånske Krig 1675-79, som nordmændene kaldte Gyldenløvefejden for at hædre ham. Gyldenløve videreførte Hannibal Sehesteds reformer inden for skattevæsen, forsvar og retspleje og beskyttede fæstebønderne. Han var også virksom i dansk politik, fra 1670 i venskabeligt samarbejde med Griffenfeld. Gyldenløve stodogså for opførelsen af Charlottenborg. Sjællands højeste punkt, Gyldenløves Høj er opkaldt efter ham, fordi han ejede herregården Skjoldnæsholm få kilometer fra højen. Kilder [S19] Leo, ~L'Allemagne dynastique , Huberty, Giraud, Magdelaine, Reference: VI 354. [S19] Leo, ~Europäische Stammtafeln, J.A. Stargardt Verlag, Marburg, Schwennicke, Detlev (Ed.), Reference: III/2 393. [S2] Danmarks Adels Aarbog, Thiset, Hiort-Lorenzen, Bobé, Teisen., (Dansk Adelsforening), [1884 - 2005]., DAA 1937:II:45. http://finnholbek.dk/genealogy/getperson.php?personID=I9330&tree=2 -------------------- Ikke gift med Maria Meng. ===Sources=== * Det må ha vakt oppsikt i lillebyen Drammen da Norges stattholder [http://www.rundtomdrammen.no/html/residensbyen.html Ulrik Fredrik Gyldenløve] -------------------- Xtil Grevskabet Laurvig. Var i Aug. 1650 i Frankrig, fik 1652 (14 Aug.) Pas til Frankrig, Italien og Spanien, 1654 (23 Nov.) imm. i Siena, 1655 (21 Aug.) naturaliseret som dansk Adelsmand. 1657 (11 Febr.) Oberst over Prinsens Livreg. t. H. og Oberst til Fods, deltog s. A. i Forsvaret af Holsten under Anders Bille, s. A. forlenet med Utsteen Kloster og Alle Helgens Gods i Norge, begav sig 1658 i Henhold til kgl. Ordre af 19 Juni til Kong Gustav med det Brockenhuusiske Reg., udnævntes af den svenske Konge til Oberst og fik af ham tillagt Indtægten af Lindholm og Børring Kloster samt 4000 Rdlr. Rente af Malmøs Told, flygtede ved Fredsbruddet til Danmark og havde under Hans Schack en Kommando paa Toget til Fyn og i Slaget ved Nyborg (14 Nov.), 1660 (27 Jan.) forlenet med Vordingborg Len og tillige Bevilling paa at beholde Utsteen Kloster og Alle Helgens Gods »indtil Fjenden Landet kvitterer«, fik s. A. (11 Okt.) Kommandoen over Rytteriet paa Sjælland; deltog 18 Okt. i Arvehyldingen. 1661 (1 Febr.) Bestalling som Rigens Jægermester, s. A. (l Aug.) Skøde paa Kalø Slot og Ladegaard; s. A. (13 Dec.) Orlov til at rejse en Tid lang udenlands, samt Till. til at maatte i 6 Aar fra 1662 at regne beholde Vordingborg Len og Ladegaard samt Beltring og Lekkende Gods; var i de to følgende Aar i fremmed Krigstjeneste i Braband, Frankrig og Spanien, og skal være bleven udnævnt til spansk General og Grande; 1663, 11 Okt. Ridder af Elefanten, 1664 (20Jan.) Statholder i Norge samt (til 1671) Befalingsmand over Aggershus Amt og Etatsraad, s. A. (16 Marts) Overinspektør over Kommissariats Væsenet samt Militsens og Fæstningers Underhold. 1666 (14 Marts) Præsident for den samtidig oprettede Overhofret i Norge, mageskiftede 1670 Herzhorner Wildnis med Sommerland og Grönland mod Kalø Amt, fik s. A. tilskødet Fritsø Hovedgaard og Jernværk, Halsen og Brunlas Amt i Norge og kgl. Bevilling paa at drive Fritsø Jernværk; s. A. Tilforordnet i Admiralitetskollegiet, købte s. A. Landsbyen Østrup i Asminderød Sogn (afstaaet 1678 til Kongen), s. A. (27 Dec.) Præsident i Kommercekollegiet (X1680), s. A.Medlem af Geheimekonseillet; 1671 (Maj ell. Juni) Overkammerherre og (25 Maj) tildelt Rang som Nr. 1 umiddelbart efter Kongehusets Medlemmer, samt (14 Sept.) tillagt Prædikat af »Høje Excellence« og fik s. D. af sine Godser i Brunla Amt (Fritsø Hovedgaard og Jernværk og Halsen og Brunla Hovedgaarde) erigeret Grevskabet Laurvig. Fik 1672 tilskødet Mørup Gaard og Gods i Fjenneslev S. (afh. 1678), Tybjerggaard (afh. 1678) og Christiansholm i Gentofte S., købte 1674 Turø i Svendborg Amt (afh. 1702); ledede 1676 i den skaanske Krig Felttoget i Norge (Gyldenløvesfejden) og erobrede Uddevalla og Ve-nersborg samt i 1677 Marstrand og Karlsteen; 1677 (8 Juni) Direktør for det norske Postvæsen og Feltmarskal (13 Nov.), fik 1678 (28 Marts) Skøde paa Grevskabet Tønsberg (forhen Griffenfeld kaldet), hvis Hovedgaard Semb 1681 fik Navnet Jarlsberg, flyttede 1679 til Kbhvn. i sit nyopførte Palæ paa Charlottenborg. Fik 1683 Skøde paa Skjoldnæsholm i Valsølille S., var 1686 Øverstkommanderende over de danske Tropper under Belejringen af Hamborg; 1691 Medlem af Kommissionen i Raadhuset for Slottet og Bef. at deltage i Højesterets Møder; flyttede i 1700 til Hamborg og købte Godset Ovelgönne i Holsten. Første gang hemmelig gift med Sofie Urne, blev ved hende stamfar til greverne Danneskjold-Løvendahl. Anden gang gift 1660 med Marie Grubbe. Det barnløse ægteskab blev opløst i 1670. Tredie gang, 1677, gift med Antoinette Augusta af Altenburg og stamfar til greveslægten Danneskjold-Laurvig. 20. juli 1695 skulle sønnen Ferdinand Anton antage navnet Danneskiold-Laurvig, men hvorvidt det gjaldt de øvrige børn fra ægteskabet med Antoinette Augusta von Aldenburg, som reelt må være født "Gyldenløve", fremgår ikke. Af praktiske grunde er hele linjen her anført som Danneskiold-Laurvig, selvom det måske ikke er helt korrekt. Deltog i Svenskekrigene, hvor han blandt andet udmærkede sig i Slaget ved Nyborg 14. november 1659. Han blev 1666 øverstkommanderende for den norske hær, der vandt sejre i den Skånske Krig 1675-79, som nordmændene kaldte Gyldenløvefejden for at hædre ham. Gyldenløve videreførte Hannibal Sehesteds reformer inden for skattevæsen, forsvar og retspleje og beskyttede fæstebønderne. Han var også virksom i dansk politik, fra 1670 i venskabeligt samarbejde med Griffenfeld. Gyldenløve stod også for opførelsen af Charlottenborg. Sjællands højeste punkt, Gyldenløves Høj er opkaldt efter ham, fordi han ejede herregården Skjoldnæsholm få kilometer fra højen. | Gyldenløve, Ulrik Frederik (I14898)
|
| 3799 | Stationsforstander i Gentofte. (HHK) | Bødtcher, Jens (I68140)
|
| 3800 | Statsminister, skipsreder Johan Ludwig Mowinckel, født 22. oktober 1870, fødested Bergen, død 30. september 1943, dødssted New York. Skipsreiar og politikar. Foreldre: Kjøpmann Johan Anton Wilhelm Mohr Mowinckel (1843X1918; sjå NBL1, bd. 9) og Edvardine Magdalene Margrethe Müller (1851X71). Gift 1) 9.10.1894 med Caroline Andrea Stabell (7.9.1871X23.4.1898), dotter til lege Fredrik Wilhelm Stabell (1836X1900) og Catharina Christine Sundt (1851X1922); 2) 9.4.1902 medSigfrid Sundt (f. 23.10.1882), kusine til hustru nr. 1 og dotter til kjøpmann Gerhard Sundt (1850X1910) og Anna Sophie Jebsen (f. 1859); ekteskapet oppløyst 1913; 3) 25.9.1917 med Julie Gran (19.7.1882X15.9.1972), dotter til kjøpmann Jens Gran (1853X99) og Eveline (XEvyX) Johanne Lehmkuhl (1857X1940). Sonesons son til Johan Ernst Mowinckel (1759X1816); tremenning til Conrad Mohr (1849X1926) og Agnes Mowinckel (1875X1963); svoger til Johan Hjort (1869X1948) og Hans Halvorsen (1879X1957). Som få andre sette Johan Ludwig Mowinckel sitt personlege preg på norsk politikk i første halvdel av 1900-talet. Frå 1906 til 1940 var han med to avbrot medlem av Stortinget eller regjeringa og fylte leiande posisjonar som odelstings- og stortingspresident, statsminister og partiførar. Han representerte ein liberal venstretradisjon i åndskulturelle spørsmål og ein standhaftig liberalisme i økonomisk politikk. Med si X og Venstres X haldning til regjeringsmakta kom han meir enn andre til å forme norsk mellomkrigsparlamentarisme. Av fødsel var han etla til å bli forretningsmann; slekta høyrde til det gamle bergenske handelspatrisiatet. Etter examen artium og XanneneksamenX reiste han 1889 til utlandet for å lære språk og praktisk forretningsdrift, m.a. ved skipsmeklarfirma i Bremen og London. 1893 var han tilbake i Bergen og vart tilsett ved Chr. Michelsens skipsreiarkontor. 1898 kjøpte han sin første båt og skipa 1901 eige partsreiarlag. Etter nye kontraheringar dei følgjande åraomdanna han 1912 X som ein av dei første bergensreiarane X partslaga til eit fleirskipsreiarlag i aksjeselskapsform. A/S J. Ludwig Mowinckels Dampskibsrederi (frå 1919 utan dampskip i namnet) var alt før første verdskrigen det tredje største reiarlaget i Bergen, målt i tonnasje. Den posisjonen heldt det òg i mellomkrigstida, da det hadde stor vekst, særleg i tank- og linjefarten. Mowinckel engasjerte seg tidleg for skipsfartsnæringa også utanfor si eiga reiarverksemd. Han var blant stiftarane av Norges Rederforbund 1909 og Den Norske Amerikalinje 1910X11. Etter krigsutbrotet 1914 leidde han arbeidet med åfå i stand ei tvungen krigsforsikring for norske skip. I heile sitt offentlege liv var han ein varm talsmann for ei næring Xsom gang på gang har vist seg å øve den største innflytelse m.h.t. dette folks vel og velferd ... først og fremst for det offentligeX. Etter heimkoma til Bergen 1893 bygde Mowinckel seg snart opp også i byens politiske miljø. Hans første plattform var Bergens Liberale Forening, eit forum for venstreungdom nært knytt til Bergens Venstreforening. Frå formannsplassen der avanserte han 1899 til leiarposisjonen i sjølve venstrelaget, der han var formann i fleire år. Også i kommunepolitikken følgde Mowinckels karriere ein bratt stigande kurve. Alt 1898 vart han vald inn i bystyre og formannskap, og 1902 overtok han ordførarvervet. Det hadde han fram til 1906 og på nytt 1911X13. Men Mowinckels politiske ambisjonar var ikkje avgrensa til den lokale arenaen. 1906 kom han inn i Venstres landsstyre og vann stortingsmandat frå Bergen. Som tingmann slutta han seg til venstreopposisjonen mot Christian Michelsens samlingspolitikk og vart ein aktiv pådrivar i den prosessen som munna ut i XkonsolideringaX av Venstre 1908 med Gunnar Knudsen som samlande leiar. Mowinckels arbeidsdag i rikspolitikken kan grovdelast i to bolkar med åra 1919X21 som eit skilje. I den første trer han fram som ein radikal, kampglad parlamentarikar med ei polemisk kraft som råka motstandarar både til høgre og venstre, og ofte verka sterkt provoserande. Han stod lenge Johan Castberg nær og la vinn på å halda dei sosialradikale arbeidardemokratane saman med Venstre. Til fånyttes freista han 1915 å avverje samarbeidsbrotet mellom dei i Stortinget. Men Mowinckels radikalisme galdt meir politikkens former enn innhaldet. I sak plasserte han seg i Venstres hovudstraum, som lojal støttespelar for Gunnar Knudsen m.a. i den sosiale reformpolitikken og i striden om konsesjonslovene. Visseleg i samråd med statsministeren tok han 1915 initiativet til å få kaste Wollert Konow (H) som gruppeleiar i Stortinget, og han overtok sjølv året etter plassen som Venstres parlamentariske førar. Han vart samtidig vald til stortingspresident. Mowinckel ønskte ei sterk og leiande regjeringsmakt, og det ønsket kunne Gunnar Knudsen lenge oppfylle. Men frametter 1916 skjedde det eit gradvis skifte i Mowinckels haldning til regjeringa. Med sin nye leiarposisjon i Stortinget frigjorde han seg frå Gunnar Knudsens autoritet og stilte seg etter kvart meir kritisk til førarskapen hans. Kritikken galdt m.a. handteringa av forsyningsproblema under krigen og den britiskvenlege nøytralitetslina. Mowinckel ønskte ein balansert nøytralitet som var truverdig også sett frå tysk side. Februar 1917 markerte han sitt misnøye med å foreslå i venstregruppa at det vart skipa ei samlingsregjering av alle parti. Det var ei klar utfordring til Gunnar Knudsen, men eit stort fleirtal i gruppa stilte seg solidarisk med statsministeren. Også i somme andre saker av prinsipiell karakter måtte Mowinckel finne seg i å hamne i mindretal. Mowinckel hadde representert Bergen på Stortinget 1906X09 og 1913X18, men ved valet 1918 vart han vraka. Eit høgreras snytte Venstre for mandat i byane. I Mowinckels tilfelle kom det til at han hadde ytra seg velvillig om fornorsking av bynamn og hadde røysta for Bjørgvin som namn på Bergen stift. Det kunne ikkje bergensveljarane tåla. I to og eit halvt år var han utanfor rikspolitikken, og ubunden av omsynet til parti og regjering kunne han markere tydelegare sin eigen profil. I forbodspolitikken skifte han frå eit ja til forbodet 1918 til eit nei før folkerøystinga året etter. I økonomisk politikk reindyrka han ein næringsliberalisme med brodd både mot krisepolitikken under krigen og mot Gunnar Knudsens tru på den aktive statsmakta. Han ville byggje ned det oppsvulma statsapparatet, og folk måtte Xatter henvises til først og fremst at hjælpe sig selv og ikke i saa høi grad som i de senere aar regne med det offentliges bistandX, skreiv han i ein skarp avisdebatt med partileiaren. 1921 byrja ein ny bolk i Mowinckels politiske karriere. Gunnar Knudsen drog seg ut av Stortinget, og det vart ein leiarplass ledig, men han vart førebels ikkje fylt. Da Venstre skipa regjering same året, vart den 74-årige Otto Blehr statsminister; Mowinckel kom med som handelsminister, seinare òg utanriksminister. Han hadde måtta vente lenge på ein statsrådspost. I unge år hadde han meldt seg ut av statskyrkja og fylte dermed ikkje det kravet om trusvedkjenning som Grunnlova stilte til medlemer av regjeringa. Først 1919 vart lova endra på dette punktet. Ved valet 1921 fekk han òg nytt stortingsmandat frå Bergen. Både i regjeringa og sidan i stortingsgruppa vann Mowinckel ein leiarposisjon utan formelt å vere førstemann, og neste gong Venstre overtok regjeringsmakta, 1924, var han den sjølvskrivne statsministerkandidaten. I resten av mellomkrigstida var han Venstres leiar, anten som statsminister eller som parlamentarisk førar. Tre regjeringar fekk namn etter han: 1924X26, 1928X31 og 1933X35. Frå 1927 var han òg formann i Norges Venstrelag. Som sjef for regjeringar med veikt parlamentarisk grunnlag måtte han manøvrere gjennom ureint politisk farvatn i ei tid prega av nesten samanhengande økonomisk og statsfinansiell krise. Det var ein situasjon som den liberalistiske staten korkje hadde røynsle med eller boteråd mot. Staten kunne ikkje stå som garantist for kriseplaga næringar; Xselvhjelp er bedre enn hjelpX, var Mowinckels leidetråd, og han viste til skipsfarten som føredøme. Det staten burde gjera, var først og fremst å syte for Xsunde statsfinanserX og stabilt pengevesen. Virkemidla var balanserte budsjett, nedbetaling av gjeld og X i 1920-åra X heilhjarta støtte til Norges Banks paripolitikk. Under trykket av krisa i første del av 1930-åra måtte likevel Mowinckel godta somme avvik frå sin prinsipielle næringsliberalisme, men berre som mellombels krisetiltak. Han tok såleis sterkt avstand frå planøkonomiske tankar i tida, anten dei kom frå Arbeidarpartiet eller frå folk i hans eige parti, m.a. Wilhelm Thagaard. Særleg gjelds- og avsetningskrisa i jordbruket frå ca. 1930 sette Mowinckels sjølvhjelpsdoktrine på harde prøver. Han solidariserte segmed landbruksminister Håkon Fives politikk med einsidig vekt på produktivitetstiltak og kom dermed i eit skarpt motsetningsforhold til Bondepartiet. Det fekk si utløysing 1935, da Bondepartiet og Arbeidarpartiet felte Mowinckels tredje regjering. Ved å avvise ei formell borgarleg blokkdanning mot Arbeidarpartiet hadde Mowinckel og Venstre sett mindretallsparlamentarismen i system med Venstre som krumtapp. Maktskiftet 1935 og valet 1936 gjorde ei ny venstreregjering til eit fjernt alternativ og endra ikkje Mowinckels haldning til ei borgarleg samregjering. Han fann seg etter kvart til rette i eit sakleg samarbeid med arbeidarpartiregjeringa, særleg i tryggingspolitikken, og skjerma ho mot kritiske nederlag. I heile si regjeringstid tok Mowinckel også hand om utanriks- og tryggingspolitikken, der hovudelementa var frihandel, skilsdomsavtalar og nøytralitet. Trua på økonomisk samkvem mellom statane som fredsskapande middel var i tråd med hans liberalistiske credo og ålmenne internasjonale orientering. Han freista å bremse proteksjonistiske tendensar i norsk tollpolitikk i 1920-åra, rett nok med lite hell. Viktigare var initiativet hans til Oslo-konvensjonen 1930, som etablerte eit tollpolitisk samarbeid mellom Noreg, Danmark og Benelux-statane med sikte på å hindre høgare tollmurar. Mowinckel var òg drivkrafta på norsk side for å få i stand skilsdomsavtalane mellom dei nordiske landa 1925X27. Han såg dei som ein fredsgaranti i Norden, Xet alternativ av meget bedre kvalitet for vår fred og sikkerhet enn våpenX. Mowinckel var fast i si tru på at ein klok utanrikspolitikk var det beste forsvarsmidlet for Noreg, Xbedre enn kanonerX. Den kritiske utviklinga i Europa mot slutten av 1930-åra svekka ikkje denne prioriteringa: Xefter alt hvad jeg har sett, er min tillit til kanonenes makt til å beskytte vårt land ikke overdreven storX, uttalte han februar 1939. Mowinckel sette si lit til ein nøytralitetspolitikk med eit militært minimumsforsvar og med britisk flåtemakt i Nordsjøen som ein garanti mot fiendlege åtak frå den sida. Eit nært venskapleg forhold til Storbritannia var ein hovudføresetnad. Mowinckel tok aktivt del i arbeidet til Folkesambandet i Genève, men stilte seg heilt frå starten tvilande til det kollektive tryggingssystemet som fredsvern for Noreg. Det kunne tvert om dra landet inn i farlege konfliktar. Da systemet vart sett på prøver tidleg i 1930-åra, tok han initiativ til å løysa Noreg frå plikta til ådelta i sanksjonar. 1938 vart dette offisiell politikk for Noreg og ei rekkje andre småstatar. Den utanriks- og forsvarspolitiske lina Mowinckel var eksponent for og som i hovudsak vart ført vidare av arbeidarpartiregjeringa frå 1935, havarerte i april 1940. Som konsultativ statsråd i den utvida Nygaardsvold-regjeringa vart Mowinckel saman med statsråd Rasmus Frihagen verande ved den norske legasjonen i Stockholm. Derfrå rapporterte dei til London om hendingar og stemningar i det okkuperte Noreg. Under riksrådstingingane i juni 1940 kom somme rapportar til å bli sterkt merkte av den defaitismen som rådde i sentrale politiske krinsar i Oslo, og dette saman med det ansvaret han bar for tryggingspolitikken før krigen, nørte både ute og heime mistru til Mowinckel som medlem av regjeringa. Våren 1942 XløysteX Nygaardsvold problemet ved å kalle Mowinckel til London og tilby ham ei leidande stilling i Nortraship, ei stilling som ikkje kunne kombinerast med ein statsrådspost. Mowinckel aksepterte ordninga, søkte avskil og reiste mai 1942 til New York for å overta som formann i skipsfartsdirektørens rådgjevande utval. Tenestetida hans vart kort. Mowinckel hadde vore alvorleg sjuk hausten 1941, og 1943 svikta helsa på nytt. Han døydde i New York30. september, 73 år gammal. Mowinckel avslutta sin lange arbeidsdag i offentleg teneste for den næringa han hadde vore knytt til i 50 år og som på mange vis hadde prega hans politiske orientering. Den hadde også vore kjelda til ein velstand som han med raushand også gav andre del i, m.a. med ytingar til kulturelle og vitskaplege føremål i heimbyen og til Venstres organisasjon og presse. Johan Ludwig Mowinckel var prinsipielt imot ordensvesenet og vart derfor aldri dekorert for sine samfunnstenester. Verker * Den politiske situasjon. Krisen i Høire, 1912 * Vor politikk, Norges venstrelags skr. 5, 1918 * Respekt for folkeviljen, Norges venstrelags skr. 8, 1921 * Venstres syn og Venstres opgaver, 1932 Etterlatne papir * Brev frå Mowinckel finst i ei rekkje privatarkiv i RA og NBO Kilder og litteratur * Stud. 1888, 1913, 1938 * Lindstøl, bd. 1, 1914 * HEH 1938 * A. W. Brøgger: biografi i NBL1, bd. 9, 1940 * T. Sollied: Slekten Mowinckel 1914X1939, Bergen 1940 * Haffner, bd. 1, 1949 * L. Pettersen: A/S J. Ludwig Mowinckels Rederi 1898X1960, Bergen 1961 * T. Øksnevad: Joh. Ludwig Mowinckel, Bergen 1963 * L. Mjeldheim: XJohan Ludwig Mowinckel i norsk politikkX, i BTid. 21.10 og 22.10.1970 * O. Riste: Londonregjeringa. Norge i krigsalliansen 1940X1945, bd. 1X2, 1973/1979 * A. Thowsen: Vekst og strukturendringer i krisetiden 1914X1939, bd. 2 i Bergen og sjøfarten, Bergen 1983 * A. Thowsen: Nortraship. Profitt og patriotisme, bd. 1 i Handelsflåten i krig 1939X1945, 1992 * L. Mjeldheim: XDagbladet og Venstre frå Sverdrup til MowinckelX, i H. F. Dahl m.fl.: Utskjelt og utsolgt. Dagbladet gjennom 125 år, 1993 * O.-B. Fure: Mellomkrigstid 1920X1940, bd. 3 i Norsk utenrikspolitikks historie, 1996 http://www.snl.no/.nbl_biografi/Johan_Ludwig_Mowinckel/utdypning http://www.snl.no/Johan_Ludwig_Mowinckel http://virksommeord.uib.no/personer?id=1341 -------------------------- -------------------- Johan Ludwig Mowinckel Statsminister 1924-1926, 1928-1931 og 1933-1935 Statsråd 22. juni 1921-6. mars 1923, sjef for Handelsdepartementet. Også utenriksminister fra 31. mai 1922, utenriksminister 20. oktober 1922. Statsminister 25. juli 1924-5. mars 1926, også utenriksminister. Statsminister 15. februar 1928-12. mai 1931, også utenriksminister. Statsminister 3. mars 1933-20. mars 1935, også utenriksminister. Konsultativ statsråd 22. april 1940-5. juni 1942, regjeringsrepresentant i Stockholm. Født i Bergen 22. oktober 1870, sønn av kjøpmann Johan Anton Wilhelm Mohr Mowinckel (1843-1918) og Edvardine Magdalene Margrethe Müller (1851-1871). Gift 9. oktober 1894 med Caroline Andrea Stabell (1871-1898), datter av lege Fredrik Wilhelm Stabell (1836-1900) og Catharine Christine Sundt (1851-1922). Gift 9. april 1902 med Sigfrid Sundt (født 1882) (kusine av Caroline Stabell), datter av kjøpmann Gerhardt Sundt (1850-1910) og Anna Sophie Jebsen (født 1859). Ekteskapet oppløst 1913. Gift 25. september 1917 med Julie Gran (1882-1972), datter av kjøpmann Jens Gran og Eveline (XEvyX) Johanne Lemkuhl (1857-1940). Død i New York 30. september 1943. Gravlagt på St. Jacob kirkegård i Bergen. Johan Ludwig Mowinckel var skipsreder og politiker. Johan Ludwig Mowinckel var født inn i en av Bergens gamle handelsfamilier, og etter examen artium reiste han i 1889 utenlands for å lære språk og forretningsdrift blant annet ved skipsmeglerfirmaer i Bremen og London. I 1893 kom han tilbake til hjembyen og ble ansatt i senere statsminister Christian Michelsens skipsrederi. Etter hvert kjøpte han sin første båt og i 1901 startet han eget rederi. I 1912 omdannet han dette partsrederiet til et aksjeselskap med flere skip: A/S J. Ludwig Mowinckels Dampskibsrederi X et av de tre største i Bergen. Rederiet holdt denne posisjonen også i mellomkrigstiden, da det hadde stor vekst i tank- og linjefarten. Mowinckel ble tidlig opptatt også av arbeid for skipsfartsnæringen generelt, og var blant stifterne av Norges Rederforbund i 1909. Etter krigsutbruddet i 1914 ledet han arbeidet med en tvungen krigsforsikring for norske skip. Allerede fra 1893 engasjerte Mowinckel seg politisk i hjembyen, først via Bergens Liberale Forening. I 1899 ble han formann i Bergens Venstreforening. Han ble valgt inn i bystyre og formannskap i 1898, og var ordfører 1902-1906 og 1911-1913. I 1906 kom Mowinckel inn i Venstres landsstyre og ble stortingsrepresentant for Bergen. På Stortinget sluttet han seg til venstreopposisjonen mot Christian Michelsens samlingspolitikk, og var en av pådriverne i det som munnet ut i Venstres konsolidering under Gunnar Knudsen i 1908. Fram til 1921 var Mowinckels profil i rikspolitikken den radikale og kampglade polemikeren som ofte provoserte både motstandere og tilhengere. Han sto lenge Johan Castberg nær og la vekt på å holde de sosialradikale arbeiderdemokratene sammen med Venstre. I sak sto han likevel midt i Venstres hovedstrøm, som lojal støttespiller for Gunnar Knudsen. I 1916 ble han Venstres parlamentariske leder og stortingspresident. Utover i 1916 markerte Mowinckel en mer uavhengig linje i forhold til statsminister Knudsen, blant annet ved en kritisk holdning til regjeringens nøytralitetspolitikk. Mowinckel ønsket en nøytralitet som var troverdig også sett fra tysk side. I februar 1917 markerte han sin misnøye ved å foreslå en samlingsregjering av alle partier. Forslaget fikk imidlertid ikke støtte i Venstres stortingsgruppe. Mowinckel hadde representert Bergen på Stortinget 1906-1909 og 1913-1918, men ved valget i 1918 ble han vraket. Medvirkende til dette var at han hadde vært positiv til fornorskningen av by-, fylkes- og bispedømmenavn og hadde stemt for Bjørgvin bispedømme som navn på det som da het Bergens stift. De neste par årene var Mowinckel utenfor rikspolitikken og kunne markere egen profil tydeligere. I økonomisk politikk rendyrket han en næringsliberalisme som hadde brodd både mot krisepolitikken under verdenskrigen og mot Gunnar Knudsens tro på den aktive statsmakt. Da Gunnar Knudsen i 1921 trakk seg tilbake fra aktiv politikk og Venstre dannet regjering under Otto Blehr, ble Mowinckel handelsminister og senere utenriksminister. Som utmeldt av Den norske kirke hadde han fram til 1919 ikke kunnet sitte i regjering. Da ble Grunnloven endret slik at ikke alle statsråder måtte være medlem av Den norske kirke. I 1921 ble Mowinckel også gjenvalgt til Stortinget. Både i regjering og stortingsgruppe ble Mowinckel nå den reelle lederen, og neste gang Venstre dannet regjering X i 1924 X var han selvsagt som statsminister. Mowinckel var nå Venstres leder i resten av mellomkrigstiden, enten som statsminister eller som parlamentarisk leder. Fra 1927 var han også Venstres formann. Mowinckel ledet tre regjeringer - 1924-1926, 1928-1931 og 1933-1935. De hadde alle et svakt parlamentarisk grunnlag i en tid preget av økonomisk og statsfinansiell krise. Mowinckel måtte etter hvert gjøre enkelte unntak fra sin prinsipielle næringsliberalisme, i form av midlertidige krisetiltak. Særlig gjelds- og avsetningskrisen i jordbruket fra rundt 1930 satte Mowinckels selvhjelpsdoktrine på prøve. En landbrukspolitikk med ensidig vekt på produktivitetstiltak, førte til skarp motsetning mellom Mowinckel og Bondepartiet, og gjorde i 1935 at Bondepartiet gikk sammen med Arbeiderpartiet om å felle Mowinckels tredje regjering. Mowinckel hadde avvist borgerlig blokkdannelse mot Arbeiderpartiet, til fordel for en mindretallsparlamentarisme med Venstre som krumtapp. Maktskiftet i 1935 og valget i 1936 gjorde at en ny venstreregjering ikke var mye sannsynlig, og endret ikke Mowinckels holdning til borgerlig blokkdannelse. Han fant seg nå etter hvert til rette i et saklig samarbeid med Johan Nygaardsvolds arbeiderpartiregjering, særlig når det gjaldt sikkerhetspolitikken. I alle sine år som statsminister var Mowinckel også utenriksminister. Hovedelementene i hans utenriks- og sikkerhetspolitikk var frihandel, voldgiftsavtaler og nøytralitet. Han hadde sterkt tro på økonomisk samkvem som fredsskapende middel mellom stater, og forsøkte å bremse proteksjonistiske tendenser i norsk tollpolitikk i 1920-årene. I 1930 tok Mowinckel initiativ til Oslo-konvensjonen om et tollpolitisk samarbeid mellom Norge, Danmark og Beneluxlandene, for å hindre høyere tollmurer. Han var også den norske drivkraften for å få i stand en voldgiftsavtale mellom de nordiske landene i 1925-1927. Mowinckel var fast i troen på at en klok utenrikspolitikk var Norges beste forsvar, og den kritiske utviklingen i Europa mot slutten av 1930-årene svekket ikke denne holdningen. Nøytralitetspolitikk, et militært minimumsforsvar og et nært vennskapelig forhold til Storbritannia var hans hovedpillarer. Mowinckel var aktivt med i Folkeforbundets arbeid, men var hele tiden tvilende til at Norge kunne ha nytte av dette kollektive sikkerhetssystemet. Snarere mente han dette kunne trekke Norge inn i farlige konflikter, og han tok initiativ til å løse Norge fra plikten til å delta i sanksjoner. Den utenrikspolitiske linjen som Mowinckel sto for, led nederlag ved den tyske invasjonen av Norge 9. april 1940. Da Nygaardsvolds arbeiderpartiregjering ble utvidet til en koalisjonsregjering 22. april, ble Mowinckel konsultativstatsråd med base ved den norske legasjonen (ambassaden) i Stockholm. Sammen med statsrådskollega Rasmus Frihagen rapporterte Mowinckel til den norske regjeringen i London om stemningen i det okkuperte Norge. På grunn av at noen av rapportene var sterkt preget av den defaitismen som den første tiden rådet i politiske kretser i Oslo, og på grunn av Mowinckels medansvar for den sikkerhetspolitiske linjen før krigen, var det både i Oslo og i London en del misnøye med at Mowinckel var statsråd. Våren 1942 valgte statsminister Nygaardsvold derfor å tilby Mowinckel en ledende stilling i Nortraship X styringsorganet for den krigsrekvirerte norske handelsflåten, en stilling som ikke kunne kombineres med en statsrådspost. Mowinckel aksepterte, søkte avskjed fra regjeringen og reiste i mai 1942 til New York for å overta som formann i den norske skipsfartsdirektørens rådgivende utvalg. Imidlertid ble tjenesten på denne posten kort. Mowinckel hadde vært alvorlig syk høsten 1941, og i 1943 svikten helsen igjen. Han døde i New York 30. september 1943. Kilder: Norsk Biografisk Leksikon Bergen kirkelige fellesråd | Mowinckel, Johan Ludwig (I51128)
|