| Notater |
- Statholder og kommanderende General i Norge, General and statesma. Count
http://skeel.info/getperson.php?personID=I1785&tree=ks
Gyldenlöve, Ulrik Frederik, 1638-1704, dansk fältherre och ståthållare i Norge 1664-99, son till Fredrik III av Danmark och Margarete Pape och brorson till Christian Ulrik Gyldenlöve.
I Norge blev Ulrik Frederik Gyldenlöve populär bl.a. för sina försök på 1680-talet att sänka böndernas skatter och för sina insatser vid tillkomsten av Kristian V:s norska lag. Dessförinnan hade han också förstärkt krigsmakten som han framgångsrikt ledde i striderna mot svenskarna särskilt i Bohuslän under den s.k. Gyldenløvefejden. Också i dansk politik var hans inflytande stort; särskilt under halvbrodern Kristian V:s första regeringstid.
År 1699 lämnade han av hälsoskäl det politiska livet och bodde sedan till sin död i Hamburg.
--------------------
Frå Wikipedia X det frie oppslagsverket
(Omdirigert frå Ulrik Frederik Gyldenløve)
Gå til: navigering, søk
Ulrik Frederik Gyldenløve (1638-1704) var son av kong Fredrik III av Danmark-Noreg og Margrete Pape. Han var dansk adelsmann og statthaldar i Noreg i tida 1664X1699.
Gyldenløve vart naturalisert adelsmann i 1655. Han vart greve av Larvik i 1671. Gyldenløve var eit namn gjeve til dansk-norske kongar sine born fødd utanfor ekteskap. Greven hadde såleis ikkje arverett til trona.
Han hadde tre ekteskap: 1. Sofie Urne, 2. Marie Grubbe (1660X1670) og 3. Augusta Antonia av Altenburg.
Gyldenløve gjorde ein stor innsats for Noreg som statthaldar. Han var godt likt for si interesse for Noreg. Han sette i verk ymse reformarbeid, mellom anna innanfor avgifts- og skattelovgjevinga. Han la òg ned eit stort arbeide istyrking av forsvaret, i første rekke ved gjenreising av forsvarsflåta og forsterking av dei norske festningane.
Han synte seg som ein dugeleg feltherre under Gyldenløvefeiden. Etter freden i Lund i 1679 flytta han til København og styrte Noreg derifrå. Etter at kong Kristian V av Danmark-Noreg døydde i 1699 trakk han seg ut av statsstyret og flytta til Hamburg. Der han budde han dei siste fem åra av livet sitt.
I 1696 ga han Jacob Wølner i Drammen lov til å sette opp det første fyret på sin eiendom Færder. Det var en forutsetning i Kongebrevet til Jacob Wølner som bevilget dette, samt en evig rett til ham og arvingene å innkreve et gebyr gjennom tollvesenet på seilingen inn og ut av Oslofjorden, en rett som varte i 100 år til Staten overtok.
--------------------
Gyldenløve, Ulrik Frederik, 1638-1704, uægte Søn af Kong Frederik III, Statholder og kommanderende General i Norge, fødtes 20. Juli (eller 4. Juni) 1638. Moderen, Margrethe Pape, der var fra Holsten, blev siden gift med Amtsforvalter Daniel Hausmann i Segeberg og tillagdes i 1683 Navn af Friherrinde af Løvendal. G.s Modersmaal var Tysk, og han blev uden Tvivl opdraget i Holsten. Efter at han ved et 21. Avg. 1655 udfærdiget «Naturalisationsbrev» var erklæret for dansk Herremand, fik han 1657 sin første Forlening, Udsten Kloster. Under Krigen i 1657-60 udmærkede han sig i Slaget ved Nyborg og ved Kjøbenhavns Belejring. 21 Aar gammel lod han sig 11. Juli 1659 vie til Sophie Urne, Datter af Rigsmarsken Jørgen U. Ægteskabet skulde, fordi Kongen og Dronningen ikke vilde vide af det, holdes hemmeligt, indtil Kongens Vrede var gaaetover. Sandsynligvis er Frederik III aldrig bleven bekjendt med det; Ægteskabet blev i alt Fald hverken af ham eller af Christian V anerkjendt som lovligt. Med Sophie Urne havde han Sønnerne Carl og Ulrik Frederik Valdemar, den sidste født 25. Sept. 1660. 3 Maaneder efter dette andet Barns Fødsel giftede G. sig 16. Dec. 1660 med Marie Grubbe (s. ovfr. S. 220), denne Gang med Kongens Bifald, hvorom bl. a. et af denne forfattet Bryllupsdigt (paa Tysk) vidner. I 1661 havde han naaet saa vidt, at han var Oberst til Hest, Rigens Jægermester (med 2000 Rdl. aarlig) og Befalingsmand over Vordingborg Len (som kort efter bortforpagtedes for 5250 Rdl. aarlig); derhos havde han faaet sig udlagt Kalø Slot med 1000 Tdr. Hartkorn. 3. Dec. 1661 fik han kongelig Tilladelse tilen Udenlandsrejse, hvorunder han opholdt sig i Brabant, Spanien og Frankrig, overalt Gjenstand for den Opmærksomhed og Ærbødighed, hvormeduægte Kongeblod den Gang behandledes; hjemme glædede man sig, naar man hørte, hvorledes hanf. Ex. i spansk Tjeneste var bleven General og Grande af Spanien. Da han i Slutningen af 1663 kom tilbage, var der megen Tale om, at han snart igjen skulde ud paa Rejse. Men i Jan. 1664 var det en afgjort Sag, at han skulde afløse Iver Krabbe som Statholder i Norge. Somsaadan fik han 6000 Rdl. aarlig foruden Brugen af Oslo Ladegaard og Ladegaardsøen. Hvad der betroedes ham, var kun den civile Myndighed; General Claus Ahlefeldt skulde fremdeles have Kommandoen over Hæren.
Som Statholder var han i Juni 1664 i fuld Virksomhed paa Akershus Slot. I Nov. havde han færdig en lang Forestilling sigtende til Forbedring af Administrationen og Fremme af vejene i Norge. I den første Halvdel af 1665 foretog han, ledsaget af sin Hustru, en Rejse til Throndhjem, Bergen og flere andre Byer. Nogle Maaneder efter hans Ophold i Bergen indtraf (2. Avg. 1665) det bekjendte Angreb af en engelsk Orlogsflaade paa hollandske Koffardiskibe i Bergens Havn, som endte til Skam og Skade for Englænderne. Denne Begivenhed havde vigtige Følger ogsaa for G. personlig, skjønt han intet Ansvar havde for, hvad der var sket. Da det 20. Jan. 1666 befaledes ham snarest mulig at begive sig til Danmark, var en Krig med England nær forestaaende. 7. Febr. var han i Kjøbenhavn, hvor han roste sig af at have
passeret forklædt igjennem de svenske Garnisoner. De
norske Havne ansaas særlig truede, og Afgjøreisen af de Anliggender, som navnlig angik ham, blev derfor særlig paaskyndet. Da G. i Marts 1666 kom tilbage til Norge, var han ikke blot Statholder, men ogsaa kommanderende General, idet Ahlefeldt, der havde været lige saa misfornøjet med den uheldig delte Myndighed som G., var bleven forflyttet til Danmark. I halvandet Aar holdt han sig i Ro paa Akershus; dog ses han i Juli 1667 at have været i Bergen og derfra at være vendt tilbage over Hallingdal, hvor hans Rejse endnu lever i Sagnet. 24. Avg. 1667 blev han forløvet ned til Danmark, hvor det snart hed, at han skulde blive Rigsskatmester, snart at han skulde gaa som Ambassadør til Frankrig. I Begyndelsen af 1668 var han farlig syg, men Borri reddede hans Liv ved en Kur, som blev meget omtalt. I Juni s. A., da der fra Holland indløb Advarsler angaaende Englændernes fjendtlige Hensigter, maatte han pludselig rejse tilbage til Norge, og Generalmajorerne Fr. Ahlefeldt og Gorgas sendtes samtidig der op for at hjælpe til at sætte Landet i Forsvarsstand. I Okt. eller Nov. s. A. kunde G. atter vende tilbage til Danmark. Rygtet havde
fremdeles travlt med hans Fremtid, men selv har han maaske snarere arbejdet paa at blive skilt fra sin anden Hustru. Det var formodentlig den Gang kommet til et Brud mellem dem; det fortælles, at G. sendte hende hjem og tvang Stygge Høg, der var hans Svoger, men antoges at staa i ulovlig Forbindelse med hende, til at rømme Landet. Skilsmisse fra Marie Grubbe kunde han imidlertid ikke opnaa, da Frederik III i dette Punkt hyldede strænge Grundsætninger.
G. synes ikke at have haft Lyst til at vende
tilbage til Norge; en Vikar blev nødvendig, og ved Gabels Indflydelse faldt Valget paa Ove Juul, som 3. Febr. 1669 af Kongen kaldtes til Vicestatholder i Norge. Det viste sig snart, at G. var bestemt til at stillesi Spidsen for en stor Ambassade til England for at indlede et venskabeligere Forhold til dette Land. 5. Maj tog han Afsked med Kongehuset for at drage afsted med fregatterne «Delmenhorst» og «Havfruen», men Rejsen forsinkedes ved et særdeles uheldigt Vejr. 14. Okt. havde han i en Privatavdiens hos Carl II Anledning til at forsvare sin Konge og fremkalde en for Danmark gunstigere Opfattelse af den for Resten for begge Parter lidet hædrende Bergensaffære. Han var yndet af Carl II og trivedes fortrinlig ved det engelske Hof. Ved Slutningen af 1669 var han færdig, men da han paa Hjemrejsen var kommen til Holland, maatte han efter Kongens Befaling vende tilbage til London. Budskabet om Frederik III's Død bragte ham til at ile hjem uden at oppebie den nye Konges Befalinger, og 12. Marts 1670 var han i Kjøbenhavn. Den Traktat, han havde hjemsendt fra England, blev efter forskjellige Overvejelser ratificeret 11. Juli s. A.
For G. begyndte nu en Tid af høj Anseelse og ubegrænset Indflydelse. Det saa ud, som om store Reformer skulde udmærke Christian V's Regering. Sammen med Jørgen Bielke blev G. sat til at reformere Norges Administration (jvfr. II, 342). Efter Marts 1670 er der jævnlig Tale om G. og Schumacher som dem, der ere i Besiddelse af Magten. Mellem dem bestod et Venskab, som fra G.s Side synes at have haft sin Rod i oprigtig Beundring for den talentfulde Parvenu, der i Spøg kaldte ham Alcibiades. G. saa i ham den eneste Ven, han i sin ensomme Stilling, alene støttende sig til Kongehuset, uden jævnbyrdig Slægt, kunde gjøre Regning paa. Da Schumacher giftede sig, kjørte G. Bruden til Kirkei en Vogn med 6 Heste for (2. Nov. 1670). G.s Ærgjerrighed syntes tilfredsstillet ved at være Statholder i Norge, Medlem af Gehejmekonseillet (siden 1670) og Præsident i Kommercekollegiet (fra 27. Dec. 1670 til henimod 1680). Overkammerherre blev han, om ikke før, saa i alt Fald 1673. Det var Hoflivet og dets Fornøjelser, som mest optoge ham, og de Udskejelser, som snart fulgte oven paa denunge Konges lovende Begyndelse, lægges hyppig G. til Last. Da den højere Adel oprettedes, blev han ikke, som der havde været Tale om, Hertug, men han ophøjedes til Greve (25. Maj 1671);
Prædikatet «høje Excellence» tillagdes ham (14. Sept. s. A.), og Lavrviks Grevskab oprettedes for ham (29. Sept. s. A., jvfr. nyt Lensbrev 27. Febr. 1692). Aaret efter begyndte Opførelsen af G.s Palais paa Kongens Nytorv (siden Charlottenborg), hvortil Kongen selv lagde Grundstenen (3. April 1672). Et længe næret Ønske opfyldtes for G., da hans Ægteskab med Marie Grubbe ved Højesteretsdom af 14. Okt. 1670, under Paaberaabelse af det theologiske og juridiske Fakultets Betænkning, ophævedes, saaledes at han fik Lov til at indgaa nyt Ægteskab. Et Par Aar efter blev han forlovet med Antoinette Augusta Komtesse Aldenburg (f. 4. Avg. 1660); det var først ved Kongens Mellemkomst, at Faderen, den rige Grev Anton af Aldenburg (s. I, 174), i Nov. 1672 lod sig bevæge til at samtykke i dette Ægteskab, som 5 Aar efter fuldbyrdedes.
I Nov. 1672 betroedes G. en vanskelig diplomatisk Sendelse. Han skulde forhandle med Hertugen af Gottorp om det oldenborgske Successionsspørgsmaal og med Hamborg om Anerkjendelse af Kongens Højhedsret over Byen, men var ikke heldig og paadrog sig Mistanke fra Kongens Side om, at han var vunden af Hertugen og dennes Raadgivere. Den Ugunst, som ramte ham, kunde G. ikke bære. Siden Juli 1672 havde der af og til været Tvist mellem ham og Griffenfeld (Schumacher), men nu tiltog Spændingen baade paa Grund af politisk Meningsforskjel, og fordi G. fandt, at Vennen svigtede ham i en vanskelig Stilling. Han troede, at Griffenfeld var paavirket af hans hemmelige Fjender, deriblandt uden Tvivl Fr. Ahlefeldt, som i alt Fald i Slutningen af Juni 1673 skrev til Griffenfeld om hemmelige Forbindelser mellem Kielmann og G. gjennem Landdrost Brüggemann i Itzeho, der var gift med en Halvsøster af G. Griffenfeld gav flere Gange i Marts og Maj 1673 sin «koleriske» Ven det Raad: «Husk paa Kong Ludvigs Læge!», hvormed han, under Hentydning til Kongens Mistænksomhed, hvor det gjaldt holstenske Anliggender, maaske har villet opmuntre ham til bestemt Optræden lige over for Kongen. En i største Hemmelighed udfærdiget Ordre af 2. Juni 1673, som maaske havde Hensyn til en den Gang drøftet, men et Par Maaneder efter opgivet Plan til at bemægtige sig den hollandsk-ostindiske Flaade (jvfr.Aarsberetn. fra Geh. Ark. VI, 102), nødte G. til pludselig at begive sig til Norge, hvor han foretog en Rejse langs Kysten. Længere ud paa Aaret sendte han sin norske Ven Generalavditør Lemfort til Griffenfeld for at gjenoprette det gamle Tillids- og Venskabsforhold; i Dec. synes han at have ønsket at ombytte Statholderskabet medRigsadmiralstillingen, som Henrik Bielke den Gang indehavde. Da Vicestatholderen Ove Juul i April 1674 kaldtes ned til Danmark, gjorde det et stærkt Indtryk paa G., som selv havde ønsket at rejse. Vist nok slap han i Avg. s. A. løs, men det var kun for atrejse til Oldenborg, hvor hans nu 14aarige forlovede ventede ham. Nogle Dage efter, at han var kommet tilbage til Kjøbenhavn, maatte han (19. Sept.) atter op til Norge; Kongen viste sig efter en samtidig Beretning meget venlig mod ham, men Griffenfeld antoges at have drevet paa hans Afrejse af Frygt for, at G.s Ophold i Kjøbenhavn skulde formindske hans egen Indflydelse og Magt. Den svenske Gesandt Grev Nils Brahe karakteriserede i Jan. 1675 Stillingen saaledes: «Konungen inclinerar till fred, rikskansleren vill icke krig, emedan hans råd dåkanhända mindre gälla, och G., som nu exsulerar i Norrige, kunde eluctera». Længere ud paa Aaret vilde Rygtet vide, at G. tænkte paa at gaa i østerrigsk Krigstjeneste. Men paa denne Tid var allerede for G. begyndt et travlt og virksomt Liv i Norge. Krig forestod, og Landet var slet forsynet med Levnedsmidler og Krigsfornødenheder. Allerede i Juni havde Baron Jens Juel faaet Befaling til at rejse op til Norge for der at være med i alle Raadslagninger og især have Opsyn med General-Krigskommissariatet. G. ventede, som han i Juli skrev til Griffenfeld, med Utaalmodighed hans Komme og lovede, at med ham som Raadgiver og Løvenhjelm og Henrik Ruse som Undergeneraler skulde han sørge for, at ingen svensk Soldat betraadte Norges Grund. Ogsaa i private Anliggender søgte G. fremdeles Griffenfelds Bistand, og, hvad der er bekjendt af deres Brevvexling, synes at vidne om, at der lige til Griffenfelds Fald vedblev at bestaa en venlig Forbindelse mellem dem, skjønt det paa denne Tid maa antages at have hørt til Griffenfelds Politik at holde G. fjærnet fra Kongen. At G. skulde have spillet nogen Rolle ved Griffenfelds Fald, er der næppe Grund til at antage.
Under Krigen, der i Norge fik Navn af «Gyldenløvefejden», førte han selv Kommandoen søndenfjælds, og det med saadant Held, at denne Del af Landet næsten ikke berørtes af Krigens Ødelæggelser og Plyndringer. Krigens Skueplads var fortrinsvis Baahus Len, hvis Besiddelse den norske Hær under G. var i Stand til for længere Tidsrum at hævde, medens Svenskernes Bestræbelser stadig gik ud paa at vinde denne Landsdel tilbage. Ved Erobringen af Venersborg (26. Juni 1676) kom G. i Besiddelse af et fast Punkt ved Enden af Venern, som satte ham i Stand til at udskrive Kontributioner over et større Omraade. Erobringen af Marstrand (23. Juli 1677) opfattedes som et Vidnesbyrd om de norske Soldaters Tapperhed. Under en Pavse i Krigsførelsen ilede G. til Lavrvik og blev der 16. Avg. 1677 viet til Komtessen af Aldenburg, til hvis Ros det anføres, at hun omfattede Landets Sprog med Interesse. En Uge
efter synes han at have været paa Krigsskuepladsen. Det var for G. Krigens sørgeligste Begivenhed, da han i Juli 1678 maatte hæve Belejringen af den stærke Baahus Fæstning; i sin Fortvivlelse bad han Kongen for Fremtiden employere ham saaledes, at han kom til at staa under en andens Kommando og blev fri for det store Ansvar som Overanfører. Krigen i Baahus Len blev til sidst en Kamp om Uddevalla Skanse, som til de svenskes Glæde standsedes ed Vaabenstilstanden 1. Sept. 1679. En norsk Krigshistoriker (D. Schnitler) mener, at G. under Krigen lagde stor militær Begavelse for Dagen.
Christian V var sig fuldt bevidst Faren ved en Stilling som G.s i Norge og har alvorlig advaret sine Efterfølgere mod at samle den øverste civile og militære Magt i Norge paa én Haand, med mindre der var nogen, som «ingen Anhang eller stor Slægt havde i Rigerne», saaledes som G., der «ingen anden Dependance havde end det kongl. Hus». Under Krigen medførte Forholdene en stor Udvidelse af denne Myndighed, saaledes at stundum Lovbud udfærdigedes og Skatter paabødes af G. Uden at gjøre ham ansvarlig for det store Tryk, der hvilede paa Landet, saa Folket op til ham som til ingen af de tidligere Statholdere. «Han var en mild og
naadig Herre,» skrev en hallingdalsk Skoleholder om ham i 1727,«ja, han var en Fader for Norge i Krigens Tid.» Der var i hans Karakter og Optræden meget, som maatte gjøre ham yndet af Nordmændene. Han var en vakker Mand og vilde ogsaa gjælde for en stærk Mand, som ikke engang var bange for at tage Tag med andre, der vare bekjendte for sin Styrke. Hans personlige Tapperhed, Venlighed og Omgængelighed vare kjendte af alle. Hans prægtige Hof og overdaadige Levemaade, hans dannede Verdensmandsvæsen og Høflighed imponerede overalt; hans stundum plumpe Lystighed og grove Spas mishagede i alt Fald ikke i Norge, hvor heller ikke den Tilbøjelighed for det smukke Kjøn og denLyst til at drikke stærkt, som ogsaa hørte til hans Alcibiadesnatur, vakte noget særdeles Anstød. Hans Ideer kunde stundum have et for Nordmændene særlig tiltalende Præg. En af de Majestætsforbrydelsessager, som heller ikke i Norge mangle i Souverænitetensførste Aar, gav han den Vending, at ikke blot den sigtede, men
ogsaa Anklageren, der begge af Amtmanden skildredes som «ugrundede Skalker» og urolige Hoveder, der burde «udryddes» af Lenet, sattes under Tiltale, den sidste, fordi han saa længe havde tiet med Sagen. Da Biskop Hans Bagger dødei 1693, var der Tale om Biskoppen i Christiania, Hans Rosing, til hans Efterfølger, men G. sagde: «Den Mand kunne vi ikke miste fra Norge, der er dog gode Mænd nok i Danmark». Han synes ikke at have manglet Sans for Landets Historie, om der end ikke resulterede stort af hans Velvilje; bekjendt er den Interesse, hvormed han fremhjalp den norske Kunstner Magnus Berg. Enkelte Forbedringer i Landets Administration kunne specielt henføres til hans Initiativ; saaledesOprettelsen af den indtil 1797 bestaaende norske Overhofret. Alt, hvad der angik Forsvarsvæsenet, var særlig Gjenstand for hans Omsorg. Næppe nogen Sinde er der bygget saa meget paa de norske Fæstninger som i Gyldenløvetiden. Et varigt Vidnesbyrd om G.s Omsorg for Soldaterne er den endnu bestaaende Krigshospitalskasse, der oprindelig var tænkt at skulle blive et Kvæsthus. Det mest fremtrædende Træk i G.s Virksomhed for Norge er hans Kjærlighed til og Omhu for den norske Bonde, hvis Betydning i Samfundet han til fulde forstod. Forordningerne af 4. Marts 1684 og 5. Febr. samt 3. Okt. 1685 vidne om, hvorledes han tog sig af Almuen.
Fra Juni 1673 til Nov. 1679 havde G. sit stadige Ophold i Norge, som kun afbrødes ved korte Besøg i Danmark (f. Ex. i Sept. 1674, Nov. 1676 og Sept. 1679). Men efter Krigens Ophør flyttede han med sin Gemalinde fra Norge og kom iNov. 1679 til Kjøbenhavn, 1. Okt. 1680 fik han en formelig Tilladelse til efter eget Godtbefindende at være hos Kongen, hvor denne maatte være, i det hans Lejlighed herefter forudsattes ikke vel at kunne tilladeham idelig at forblive i Norge, og 1. Marts 1681 en almindelig Kvittering for sit Forhold i Norge, hvormed Kongen udtaler sin særdeles Tilfredshed, i det særlig fremhæves, at han af Fjendens Land havde indbragt til Kongens Tjeneste over 100000 Rdl.16. Juni 1681 bestemtes, at Grev G. W. Wedel skulde som Generalfeltmarskal-Lieutenant overtage Kommandoen over den norske Armé i G.s Fraværelse, medens denne vedblev at være Generalfeltmarskal. Siden Maj 1674, da Ove Juul forlod Norge, havde der ikke været nogenVicestatholder, men i Maj 1682 blev denne Post besat med Just Høg. Ikke desto mindre vedblev G. at være i Besiddelse af den øverste Styrelse af Norge lige til 1699. Alle vigtige Anliggender gik gjennem ham; han vedblev at udstede Ordrer og meddelte kongelige Befalinger til norske Avtoriteter; i Grunden var ham betragte som en Minister for Norge, der havde Kongens og de centrale Avtoriteters Øre. Han overtog ikke i Kjøbenhavn nogen ny Stilling, men vedblev at være Medlem af Gehejmekonseillet og var for øvrigt jævnlig sysselsat som Medlem af eller Formand for specielle Kommissioner, der behandlede enkelte Anliggender henhørende til indre og ydre Forhold, og som især efter 1690 bleve et hyppig anvendt Hjælpemiddel for Administrationen.I Juli 1686 døde Grev Fr. Ahlefeldt, der siden Griffenfelds Fald som Storkansler havde indtaget den mest fremtrædende Stilling blandt Kongens Ministre, og i samme Maaned fik Grev de Roy (de Rochefoucauld), der siden 1683 havde staaet i Spidsen for den danske Armé, sin Afsked. Det viste sig ved disse Lejligheder, at G. ikke attraaede nogen Forandring i sin offentlige Stilling, om han end efter de Roys Fald, hvori han maaske har haft Del, synes i nogle Maaneder at have været kommanderende General.For G.s økonomiske Forhold blev det sandsynligvis af ikke ringe Betydning, at hans Svigerfader, Grev Anton af Aldenburg, i 1680 giftede sig og ved sin snart paafølgende Død efterlod sig en Søn (jvfr. I, 176). G. havde, da hans Svigerforældre forlode Kjøbenhavn, givet dem en Afskedsfest og besøgte dem strax efter i Oldenborg, men den nye Arving forstyrrede Forholdet, ikke blot fordi G.s (og hans Svogres) Forhaabninger skuffedes, men ogsaa fordi Sønnens Fordringer paa oldenborgske Ejendomme, hvis Egenskab af Allodialgods kunde være tvivlsom, strede mod den danske Regerings Interesse. Om sin langvarige Kamp for Sønnens Ret og sine Sammenstød med G., der tillige med Moderen og Svogeren Grev Fridag af Kejseren beskikkedes til Formynder for Sønnen, og som derhos optraadte paa Statens Vegne i de oldenborgske Anliggender, har Enkegrevinden af Aldenburg i sine Memoirer udtalt sig med en Bitterhed, om hvis Berettigelse det er vanskeligt at dømme.Fra Aaret 1686 begynde de unge Gyldenløver at spille en Rolle i det offentlige Liv, og Sikrelsen af deres Fremtid bliver et Statsøjemed. Forlovelser arrangeres, og Giftermaal forberedes; lønnede Statsstillinger overdrages dem, førend de ere voxne, og de designeres til de højeste Statsembeder. I denne faar G., der nu ofte kaldes den gamle G., sin Plads, men ikke den første, thi den er forbeholdt den regerende Konges uægte Børn. Fra 1680 anbringes Sønnerne i hans Palais og under hans Tilsyn, saa snart som de ere voxede fra Fruentimmeropsynet. Den ældsteforloves med hans Datter, hvilken kongelige Naade han maa erkjende ikke blot med underdanige Takkebreve, men ogsaa med Løfter om betydeligt Udstyr. Det ægte og det Kongeblod samles ved de prægtige Fester i G.s Palais. Forholdet til Kongen var bestandig præget af en Hengivenhed fra G.s Side, som greb enhver Lejlighed til at glæde Kongen, f. Ex. ved Medailler i Anledning af mærkelige Begivenheder inden Kongehuset.Efter 1679 synes G.,i alt at have besøgt Norge 4 Gange. I 1683 var der Tale om, at G. skulde gjøre en Tur til Norge, men det lader til, at hans Gigt har hindret Rejsen. I Sommeren 1685 ledede han den bekjendte Norgesrejse, som Christian V foretog
efter Enkedronningens Død og nogle Dage efter, at han havde givet Befaling til Løsladelse af den ulykkelige Leonora Christina, som i mange Aar havde haft en Ven og Talsmand i G. Kongens Glæde over Rejsen og, hvad han havde set mellem de «himmelhøje Fjælde», viste sig Aarsdagen efter hans Tilbagekomst, da han 24. Juli 1686 skjænkede G. den bekjendte Guldpokal. At Griffenfeld ikke under Kongens Ophold i Throndhjem befriedes fra sit Fængsel, har ofte været lagt G. til Last, men ogsaa her synes en fyldestgjørendeBegrundelse at mangle. 7. Maj 1689 maatte G. pludselig begive sig op til Norge, medens samtidig Wedel kaldtes ned til Danmark. Efter at den krigerskq Situation, der foranledigede denne Rejse, var forbi, blev G. 27. Juli kaldt tilbage til Danmark. I det følgende Aar kom det til et længere Ophold i Norge. Han rejste 26. Juli1690 over Fladstrand til Norge, ledsaget af Christian Gyldenløve, og kom først 31. Dec. tilbage. G. forlod Landet med den Tanke, at han havde været der sidste Gang. Men han kom dog endnu en Gang, i 1696, der hen, atter i Selskab med Christian Gyldenløve; denne Rejse varede fra Maj til Sept.
Den tidligere saa stærke Mand omtales nu, i en Alder af 58 Aar, som meget svagelig. Podagra havde længe plaget ham. Den svenske Gesandt i Kjøbenhavn kalder ham «næsten caduc» og erklærer ham umulig som Anfører for Armeen, i det han dog paa samme Tid erkjender, at G. ikke vilde overtage nogen saadan Stilling, om den endog blev ham tilbudt.
Efter Vicestatholder Just Høgs Død i 1694 blev hans Post staaende ubesat, og den norske Centralstyrelse maa i de paafølgende 5 Aar siges at have været i Kjøbenhavn. Det kan ikke være Tvivl underkastet, at Norge i nogen Grad har lidt under dette Forhold.
Det havde længe været forudset, at et Tronskifte vilde gjøre en hurtig Ende paa den Moth-Gyldenløveske Vælde, der karakteriserer Slutningen af Christian V's Regering. For den gamle G., som i sine sidste Aar siges «for sin egen Roligheds Skyld» kun lidet at have blandet sig i Hofintrigerne, synes Forandringen i altFald hverken at være kommen uventet eller at være faldet trykkende. Det hedder, at han frivillig opgav sine Stillinger (25. Sept. 1699). Kort efter (7. Dec.) havde han den Sorg at miste sin Datter, den for sin Elskværdighed bekjendte Charlotte Amalie, der var gift med Christian Gyldenløve; nogle Aar før (1696) havde han mistet sin ældste, haabefulde Søn, Frederik Christian Danneskjold-Laurwigen. Hans Palais paa Kongens Nytorv solgtes til Enkedronningen, Charlotte Amalie, og Vaaren 1700 flyttede han til Hamborg. Han syntes at forsvinde fra Skuepladsen uden at efterlade sig Sorg eller Savn. I sine gode og slette Egenskaber var han et Udtryk for sin Tid, der i ham saa Fordringerne til en stor Herre virkeliggjorte. En i det ydre glimrende Personlighed var hos ham forbunden med en Karakter uden Alvor og Dybde. Til i Fredstid atkunne spille nogenbetydelig Rolle som Statsmand manglede han Indsigt og Arbejdsomhed. Men et Fortrin synes han at have haft fremfor de fleste Statens Tjenere paa den Tid: man ser ingen Klage over, at han har gjort sig utilbørlig Fordel af sine Stillinger.
I Hamborg levede G. sine sidste Aar «i utrolig Stilhed og Sparsomhed». 15. Juli 1701 døde hans tredje Gemalinde i Amsterdam. Selv døde han pludselig 17. April 1704. Et Orlogsskib hentede hans Lig hjem, hvor det efter hans egen Bestemmelse bisattes i vor Frue Kirke i Kjøbenhavn.G.s Sønner af 1. Ægteskab, Carl og Valdemar, fik Navnet Løvendal og erklæredes 1. Maj 1682 for danske Friherrer. Den sidste blev 8. Febr. 1687 af Kongen erklæret for ret ægte og Adelkonebarn med det ham tidligere givne Vaaben som Friherre afLøvendal. Moderen, Sophie Urne (d. 1714), som ikke blev «ophøjet», maa formodes ikke at have villet opgive sin Ret som Ægtehustru til sin Mands Navn og Værdighed, en Fordring, som paa den anden Side ikke kunde indrømmes uden Erkjendelse af Bigami. OgsaaSønnen Valdemar synes at have fastholdt sin Ret som ægte Barn ved de Fordringer, han fremsatte efter G.s Død, skjønt han tidligere (3. Juni 1687) havde fraskrevet sig Arv efter Faderen; men det kom til et Forlig, som intet afgjorde om Retsspørgsmaalet. G.s 2. Ægteskab var barnløst. Af Børnene i 3. Ægteskab, der efter en kongl. Bestemmelse af 11. Febr. 1693 førte Navnet Danneskjold, var der 3, som overlevede Forældrene, nemlig Ferdinand Anton Greve af Danneskjold-Laurwigen (IV, 184), Ulrica Antonia Danneskjold, gift med Grev Carl Ahlefeldt (I, 124) og Margrethe Danneskjold, gift med Georg Carl Ludvig Greve af Leiningen-Westerburg. -- I en løs Forbindelse med Marie Meng, Datter af Kjøbmand Ole Christensenpaa Frederikshald og siden gift med Generalmajor J. F. Tuchsen, havde G. Sønnen Vilhelm Ulrichsdal (f. 1692 d. 1765), der adledes i 1728.
Danske Saml. 2. R. II-VI.
L. Daae, Det gamle Christiania, 2. Udg., s. 106 ff.
/M. Birkeland i Bricka, infogat av Ella Johansson
--------------------
Ulrik Frederik Gyldenløve, 1639-1704.
Gift i 1659 med Sophie Urne, opløst i 1660. De blev stamforældre til greverne Danneskjold-Løvendal.
Gift igen 1660 med Marie Grubbe, opløst 1670.
Gift igen 1677 med Antonia Augusta af Altenburg, stamforældre til greverne Danneskjold-Laurvig. Ulrik Frederik Gyldenløve byggede Charlottenborg i København i 1672.
Kilde: http://www.danmarkskonger.dk/konge41.htm
--------------------
Ulrik Frederik Gyldenløve[1, 2, 3]
1638 - 1704
Fødsel 20 jul. 1638 Bremen, Germany
Køn Mand
Reference nr. 1378
Titel 21 aug. 1655
naturaliseret som dansk Adelsmand
Død 17 apr. 1704 Hamburg, Schleswig-Holstein, Germany
Begravet 27 maj 1704 Vor Frue Kirke, København
Sidst ændret 04 jun. 2010
Far Frederik III Konge af Danmark og Norge, f. 18 mar. 1609, Haderslevhus Slot (Seest H., Kolding) , d. 09 feb. 1670, Københavns Slot
Mor Margrethe Pape, f. 1620, Itzehoe, Steinburg, Schleswig-Holstein, Germany , d. 1684, Schleswig (Slesvig), Schleswig-Holstein, Germany
Familie 1 Sophie Jørgensdatter Urne, f. ml. 1629 og 1632, Alslevgaard (Fakse H., Præstø) , d. 1714, Itzehoe, Steinburg, Schleswig-Holstein, Germany
Gift 11 jul. 1659
Skilt ca. 1660
Børn
1. Carl Friherre Løvendal, f. 25 sep. 1660, d. 25 sep. 1689, Sao Thomé
> 2. Woldemar Friherre Løvendal, f. 25 sep. 1660, d. 24 jun. 1740
Sidst ændret 25 maj 2010
Familie 2 Marie Grubbe, f. 1643, Tjele Gods (Sønderlyng H.) , d. 16 dec. 1718, Borrehuset ved Grønsund på Falster
Gift 16 dec. 1660 København (Copenhagen)
Skilt 14 okt. 1670
Familie 3 Antoinette Augusta von Aldenburg, f. 04 aug. 1660, Amsterdam, Noord-Holland, The Netherlands , d. 15 jul. 1701, Amsterdam, Noord-Holland, The Netherlands
Gift 16 aug. 1677 Laurvig (Larvik), Norge
Børn
1. Ulrich Frederik Danneskiold-Laurvig, f. 15 apr. 1678, d. 15 apr. 1678
2. Christian Anton Danneskiold-Laurvig, f. 17 sep. 1679, d. 01 dec. 1679
3. Frederik Christian Danneskiold-Laurvig, f. 16 nov. 1681, d. 24 jun. 1696, Köln (Køln, Cologne), Nordrhein-Westfalen, Germany
> 4. Charlotte Amalie Danneskiold-Laurvig, f. 27 nov. 1682, d. 07 dec. 1699, København (Copenhagen)
5. Ulricha Augusta Danneskiold-Laurvig, f. 13 jan. 1684, d. 26 maj 1684
> 6. Ulrica Antoinette Danneskiold-Laurvig, f. 06 jan. 1686, d. 23 sep. 1755, Altona, Hamburg, Schleswig-Holstein, Germany
7. Christiane Augusta Danneskiold-Laurvig, f. 27 jan. 1687, d. 1689
> 8. Ferdinand Anton Danneskiold-Laurvig, f. 11 jul. 1688, d. 18 sep. 1754, København (Copenhagen)
> 9. Margrethe Christiane Augusta Danneskiold-Laurvig, f. 18 jul. 1694, d. 08 jul. 1761, Slottet Grünstadt
10. Sophie Hedvig Danneskiold-Laurvig, f. 1696, d. 1696
Sidst ændret 02 aug. 2009
Familie 4 Maria Meng, d. eft. 25 jan. 1692
Gift Type: ikke-ægteskab
Børn
1. Wilhelm de Ulrichsdal, f. 25 jan. 1692, Norge , d. 27 aug. 1765
Sidst ændret 03 sep. 2010
F
Fødsel - 20 jul. 1638 - Bremen, Germany
Gift - 16 dec. 1660 - København (Copenhagen)
Gift - 16 aug. 1677 - Laurvig (Larvik), Norge
Død - 17 apr. 1704 - Hamburg, Schleswig-Holstein, Germany
Begravet - 27 maj 1704 - Vor Frue Kirke, København
Billeder
Ulrik Frederik Gyldenløve
Kong Frederik den 3's uægte søn med frillen Margrethe Pape
Coat of arms - Gyldenløve II.
Ulrik Frederik Gyldenløve
Dokumenter
Skjoldenæsholm Gods. Hovedbygningen.
Foto: Ringsted Museum og Vindmølle
Gyldenløves Slot paa Kongens Nytorv (efter en Haandtegning af Glauber)
Sagnet fortæller, at da Ulrik Frederik Gyldenløve af Kong Christian V. havde faaet det gamle Kalø-Slot ved Kaløvig i Nærheden af Aarhus, til Foræring, var det ham for stort, og hvorfor han lod den ene Fløj nedbryde og af de gamleSteen, som han lod føre til Kjøbenhavn, byggede sig et Slot ved den Kanal, som til Gavn for Handelen var blevet udgravet fra Havnen ind i det gamle Hallandsaas. Dette Palais, som blev omgivet af en fyrstelig Have ud mod Pladsen, der 1668 blev smykket med Christian V's Heststatue, var i nogle Aar hans Vinterpalads, indtil han afstod det til Regjeringen, der kjøbte det til Enkesæde for Dronning Charlotte Amalie, og hvor det nu fik Navnet Charlottenborg, somdet beholdt, da det ved hendes Død blev overdraget til Kronprinds Frederik (Frederik V.) som her holdt Hof og lod det prægtigt indrette. I Riddersalen, hvor nu Akademiets Gipssamling er opstillet, blev den italienske Opera indrettet, og her gaves dramatiske Forestillinger for Hoffet, i hvilke Hr. og Mad. Scalabrini figurerede. Men mærkeligere er det, at den berømte Componist Gluck, som havde Bolig paa Slottet, her var Orchesterets Dirigent og at adskillige af hans berømteste Operaer her første Gang ere hørte.
Da Frederik V som Konge flyttede ind paa Christiansborg, og Operaen i 1753 var blevet flyttet til Christiansborg Slots Staldbygning (Hoftheateret), stod Charlottenborg i nogle Aar kun benyttet til Trækningen af Tallotteriet, hvilket indtil i Mands Minde fortsattes der.
I 1754 blev Konstacademiet henflyttet til disse Lokaliteter og Haven blev overdraget Professor Oeder til en vordende botanisk Have. Samtidigt ned at de skjønne Konster her havde Sædet, var enden af Bygningen i en Række af Aar overdraget Politiet, og alle Kjældrene vare dengang mørke Arrester for de groveste Forbrydere. Dette Fællesskab undgik ikke Abildgaards satiriske Pensel. Han har i flere Tegninger fra sine Vinduer ud imod Gaarden optaget Scener og blandt Andet foreviget den berømte Mestertyv, Peder Mikkelsen, som her, midt i Gaarden blev offentlig »udstillet« for at alle skulde kjende ham.
Der var ogsaa en Udstilling paa Charlottenborg!
Henning Jacobsen 10. maj 2010
Historier
Biografi: Ulrik Frederik Gyldenløve
Ulrik Frederik Gyldenløves Efterslægt X
Notater
til Grevskabet Laurvig, tildeltes 1660 Vordingborg len.
Første gang hemmelig gift med Sofie Urne, blev ved hende stamfar til greverne Danneskjold-Løvendahl. Anden gang gift 1660 med Marie Grubbe. Det barnløse ægteskab blev opløst i 1670. Tredie gang, 1677, gift med Antoinette Augusta af Altenburg og stamfar til greveslægten Danneskjold-Laurvig.
20. juli 1695 skulle sønnen Ferdinand Anton antage navnet Danneskiold-Laurvig, men hvorvidt det gjaldt de øvrige børn fra ægteskabet med Antoinette Augusta von Aldenburg, som reelt må være født "Gyldenløve", fremgår ikke. Af praktiske grunde er hele linjen her anført som Danneskiold-Laurvig, selvom det måske ikke er helt korrekt.
Deltog i Svenskekrigene, hvor han blandt andet udmærkede sig i Slaget ved Nyborg 14. november 1659.
Han blev 1666 øverstkommanderende for den norske hær, der vandt sejre i den Skånske Krig 1675-79, som nordmændene kaldte Gyldenløvefejden for at hædre ham.
Gyldenløve videreførte Hannibal Sehesteds reformer inden for skattevæsen, forsvar og retspleje og beskyttede fæstebønderne. Han var også virksom i dansk politik, fra 1670 i venskabeligt samarbejde med Griffenfeld. Gyldenløve stodogså for opførelsen af Charlottenborg.
Sjællands højeste punkt, Gyldenløves Høj er opkaldt efter ham, fordi han ejede herregården Skjoldnæsholm få kilometer fra højen.
Kilder
[S19] Leo, ~L'Allemagne dynastique , Huberty, Giraud, Magdelaine, Reference: VI 354.
[S19] Leo, ~Europäische Stammtafeln, J.A. Stargardt Verlag, Marburg, Schwennicke, Detlev (Ed.), Reference: III/2 393.
[S2] Danmarks Adels Aarbog, Thiset, Hiort-Lorenzen, Bobé, Teisen., (Dansk Adelsforening), [1884 - 2005]., DAA 1937:II:45.
http://finnholbek.dk/genealogy/getperson.php?personID=I9330&tree=2
--------------------
Ikke gift med Maria Meng.
===Sources===
* Det må ha vakt oppsikt i lillebyen Drammen da Norges stattholder [http://www.rundtomdrammen.no/html/residensbyen.html Ulrik Fredrik Gyldenløve]
--------------------
Xtil Grevskabet Laurvig. Var i Aug. 1650 i Frankrig, fik 1652 (14 Aug.) Pas til Frankrig, Italien og Spanien, 1654 (23 Nov.) imm. i Siena, 1655 (21 Aug.) naturaliseret som dansk Adelsmand.
1657 (11 Febr.) Oberst over Prinsens Livreg. t. H. og Oberst til Fods, deltog s. A. i Forsvaret af Holsten under Anders Bille, s. A. forlenet med Utsteen Kloster og Alle Helgens Gods i Norge, begav sig 1658 i Henhold til kgl. Ordre af 19 Juni til Kong Gustav med det Brockenhuusiske Reg., udnævntes af den svenske Konge til Oberst og fik af ham tillagt Indtægten af Lindholm og Børring Kloster samt 4000 Rdlr. Rente af Malmøs Told, flygtede ved Fredsbruddet til Danmark og havde under Hans Schack en Kommando paa Toget til Fyn og i Slaget ved Nyborg (14 Nov.), 1660 (27 Jan.) forlenet med Vordingborg Len og tillige Bevilling paa at beholde Utsteen Kloster og Alle Helgens Gods »indtil Fjenden Landet kvitterer«, fik s. A. (11 Okt.) Kommandoen over Rytteriet paa Sjælland; deltog 18 Okt. i Arvehyldingen.
1661 (1 Febr.) Bestalling som Rigens Jægermester, s. A. (l Aug.) Skøde paa Kalø Slot og Ladegaard; s. A. (13 Dec.) Orlov til at rejse en Tid lang udenlands, samt Till. til at maatte i 6 Aar fra 1662 at regne beholde Vordingborg Len og Ladegaard samt Beltring og Lekkende Gods; var i de to følgende Aar i fremmed Krigstjeneste i Braband, Frankrig og Spanien, og skal være bleven udnævnt til spansk General og Grande; 1663, 11 Okt. Ridder af Elefanten, 1664 (20Jan.) Statholder i Norge samt (til 1671) Befalingsmand over Aggershus Amt og Etatsraad, s. A. (16 Marts) Overinspektør over Kommissariats Væsenet samt Militsens og Fæstningers Underhold.
1666 (14 Marts) Præsident for den samtidig oprettede Overhofret i Norge, mageskiftede 1670 Herzhorner Wildnis med Sommerland og Grönland mod Kalø Amt, fik s. A. tilskødet Fritsø Hovedgaard og Jernværk, Halsen og Brunlas Amt i Norge og kgl. Bevilling paa at drive Fritsø Jernværk; s. A. Tilforordnet i Admiralitetskollegiet, købte s. A. Landsbyen Østrup i Asminderød Sogn (afstaaet 1678 til Kongen), s. A. (27 Dec.) Præsident i Kommercekollegiet (X1680), s. A.Medlem af Geheimekonseillet; 1671 (Maj ell. Juni) Overkammerherre og (25 Maj) tildelt Rang som Nr. 1 umiddelbart efter Kongehusets Medlemmer, samt (14 Sept.) tillagt Prædikat af »Høje Excellence« og fik s. D. af sine Godser i Brunla Amt (Fritsø Hovedgaard og Jernværk og Halsen og Brunla Hovedgaarde) erigeret Grevskabet Laurvig.
Fik 1672 tilskødet Mørup Gaard og Gods i Fjenneslev S. (afh. 1678), Tybjerggaard (afh. 1678) og Christiansholm i Gentofte S., købte 1674 Turø i Svendborg Amt (afh. 1702); ledede 1676 i den skaanske Krig Felttoget i Norge (Gyldenløvesfejden) og erobrede Uddevalla og Ve-nersborg samt i 1677 Marstrand og Karlsteen; 1677 (8 Juni) Direktør for det norske Postvæsen og Feltmarskal (13 Nov.), fik 1678 (28 Marts) Skøde paa Grevskabet Tønsberg (forhen Griffenfeld kaldet), hvis Hovedgaard Semb 1681 fik Navnet Jarlsberg, flyttede 1679 til Kbhvn. i sit nyopførte Palæ paa Charlottenborg.
Fik 1683 Skøde paa Skjoldnæsholm i Valsølille S., var 1686 Øverstkommanderende over de danske Tropper under Belejringen af Hamborg; 1691 Medlem af Kommissionen i Raadhuset for Slottet og Bef. at deltage i Højesterets Møder; flyttede i 1700 til Hamborg og købte Godset Ovelgönne i Holsten.
Første gang hemmelig gift med Sofie Urne, blev ved hende stamfar til greverne Danneskjold-Løvendahl. Anden gang gift 1660 med Marie Grubbe. Det barnløse ægteskab blev opløst i 1670. Tredie gang, 1677, gift med Antoinette Augusta af Altenburg og stamfar til greveslægten Danneskjold-Laurvig.
20. juli 1695 skulle sønnen Ferdinand Anton antage navnet Danneskiold-Laurvig, men hvorvidt det gjaldt de øvrige børn fra ægteskabet med Antoinette Augusta von Aldenburg, som reelt må være født "Gyldenløve", fremgår ikke. Af praktiske grunde er hele linjen her anført som Danneskiold-Laurvig, selvom det måske ikke er helt korrekt.
Deltog i Svenskekrigene, hvor han blandt andet udmærkede sig i Slaget ved Nyborg 14. november 1659.
Han blev 1666 øverstkommanderende for den norske hær, der vandt sejre i den Skånske Krig 1675-79, som nordmændene kaldte Gyldenløvefejden for at hædre ham.
Gyldenløve videreførte Hannibal Sehesteds reformer inden for skattevæsen, forsvar og retspleje og beskyttede fæstebønderne. Han var også virksom i dansk politik, fra 1670 i venskabeligt samarbejde med Griffenfeld. Gyldenløve stod også for opførelsen af Charlottenborg.
Sjællands højeste punkt, Gyldenløves Høj er opkaldt efter ham, fordi han ejede herregården Skjoldnæsholm få kilometer fra højen.
- BIOGRAFI: Statholder i Norge, en mann som med god grunn fremdeles erindres av nordmenn for s i n betydelige virksomhet for landets oppkomst pX alle mXter gjennom en periode av over 25 X r . ( NSHT XXV - 4 s 317)
Ulrik Frederik Gyldenl°ve var en s°n af Frederik III og Margrethe Pape . BXde fra vort lands historie og litteratur er hans navn bevaret: enhver kender "Marie Grubbe" og "En Landsbyde gns Dagbog". Gyldenl°ve var uddannet som militµr og del tog i svenskekrigene. Fra 1664 til169 9 var han statholder i Norge. Efter Frederik III' s d°d 1670 kom den politiske magt i Danmark i nogle Xr i hµnderne pX triumviratet Gyldenl°ve, Frederik Ahlefeldt og Peder Schumacher; 1 670 - 80 var Gyldenl°ve prµsident for kommercekollegiet og ledede derved hele den dansk-norske stats handelsforhold. Megen tid til at tage sig af Skjoldenµsholm har han nµppe haft , og han har sikkert heller ikke opholdt sigder ret meget. I sit tredie µgteskab med Antonia Augusta, der var en datter af rigsgreve Anton af Aldenburg, havde han bl. a . en datter Charlott e Amalie Danneskiold-Laurvig , der 1696 blev gift med greven af Sams°e, Christian Gyldenl°ve , der var en s°n af Christian V og Sophie Amalie Moth .
Gyldenl°ves og Reventlows Fester har Baron Lahontan, der i 1600tallet gjµstede Danmark, skild ret i sine Memoires de l'Amerique septentrionale, Amsterdam III, 1728, 188 ff.:
Gyldenl°ve, skriver han, er en af de prµgtigste Stormµnd i Europa; han sµtter sin Forn°jels e i hver Dag at give et stort Taffel med 18 Kuverter, hvortil fornemme Damer saavelsom Herre r indfinde sig og efter Maaltidet spille og spadsere.
Man trµffer det samme og ligesaa kostbare Selskabsliv hos Grev Reventiow, der her anses for a t vµre en af Kongens ivrigste og dygtigste Ministre. Maaltidene varer mig, der er vant til a t spise paa Feltfod d. v. s. i 5 ß 6 Minutter, for lµnge, thi de strµkke sig almindeligvis ov er tre Timer. De ypperlige Retter, som man her serverer med Xdselhed, tilfredsstille Smagen , Synet og Lugten. Disse Tafler afvige ikke i anden Henseende fra de bedste ved vort Hof, en d ved at man her serverer store Stykker saltet Oxekj°d.
Jeg tror, at Danskerne ikke vilde spise det med saa megen Nydelse, hvis de ikke skyllede Gane n med Fader Noahs rare Drik. Blandt de forskjellige Sorter Vin, man drikker her, ere Cahors o g Pontae de eneste, en Franskmand kan vµnne sig til.
Det synes, som om det er Skik i Norden at drikke Xn eller to Pokaler Xl, for man gaar over ti l Vinen, som man sµtter altfor h°jt til, at man skulde blande den med Vand. Fordums skal diss e Tafler have varet 4-5 Timer, i hvilke man drak tappert til Trods for Faren for Gigt, men de nne Skik er nu afskaffet; desuden ere Glassene saa smaa, at man staar op fra Bordet i al Sind sro.
Kun ved visse overordentlige Fester ere Gjµsterne uundgaaeligt n°dte til at t°mme nogle frygt elig store, til Randen fyldte Pokaler ved de saakaldte "Welcoms".
Mindet om disse Bµgre bringer mig til at skjµlve, efter hvad der ulykkeligvis hµndte mig ho s Gyldenl°ve. Vicekongen trakterede 18-20 Personer af begge Kj°n i Anledning af et Barns F°ds el. Tilfµldet vilde, at jeg var blandt Gjµsterne, der alle maatte t°mme to Dusin fyldte Bµgr e paa de tilstedevµrendes og fravµrendes Vegne. Jeg tilstaar, at jeg var meget forbavset ove r min Fatning, thi jeg havde f°r troet at kunne t°mme St. Lorentsfloden end disse Kilder af Vin, men der var ingen Udsigt til at sno sig fra det eller vµgre sig derimod, jeg maatte gi°r e som de andre. Tilsidst bragte man ved Taflets Slutning en stor Velkomst af Guld, der rummed e to Flasker, som enhver KavalXr maatte tomme til Bunden paa den kongelige Families Sundhed . Gud ved, om den ulykkelige Skipper, der staar Ansigt til Ansigt med Skibbrudet, har skjµlve t mere end jeg ved Synet af denne mµgtige Pokal. Jeg bekjender, at jeg t°mte den,men jeg vi l ikke slutte Beretningen, thi jeg agter ikke at ber°mme mig af den Heltegjerning, jeg derpa a udf°rte efter tre eller fire andres Exempel, der lettede deres Samvittighed ved Foden af Bo rdet. Efter denne Skandale var jeg saa elendig, at jeg ikke vovede at vise mig, ja vilde stra x have forladt Landet, hvis mine Drikkebr°dre ikke havde fraraadet mig det.
________________________
Ulrik Frederik Gyldenl°ves Efterslµgt. å
Friherrene af L°vendal û Greverne af Danneskiold-L°vendal û Greverne af L°vendal û Greverne Bangemann-Huygens-L°vendal û L°vens°n û Greverne af Danneskiold-Laurvig û de Ulrichsdal û Vagel de Ulrichsdal.
Ulrik Frederik Gyldenl°ve <http://finnholbek.dk/genealogy/getperson.php?personID=I9330&tree=2> (1638-1704) er S°n af Kong Frederik III i hans Forbindelse med Margrethe Pape, der 15. September 1683 fik patent som Friherreinde af L°vendal. Gyldenl°ve og hans Efterslµgt û µgte og uµgte û har under forskellige Navne af Kongerne faaet tildelt f°lgende Standsoph°jelser:
U. F. Gyldenl°ve fik 21. August 1655 Naturalisationsbrev, if°lge hvilket han öog rette µgte B°rn maa for danske Herremµnd af Adelsfolk kiendes, agtes og anses saa og at nyde alle de Friheder, Privilegier og Immuniteter, som danske indf°dte Xdelinge ere medforlente og benaadedeö.
Ved Rangforordningen af 25. Maj 1671 tillagdes der öKongens naturlige S°nner, som derfor af Kongerne erkendte ere, saasom Hr. Ulrich Frederik GXldenl÷we erö, Rang som Nr. 1, umiddelbart efter Kongehusets Medlemmer, og 14. September samme Aar tillagdes ham Prµdikat af öh°je Excellenceö; han fik endvidere 29. September af sine Godser i Brunla Amt erigeret Grevskabet Laurvig, som herefter skulde holdes og agtes for det f°rste Grevskab i Rigerne, og som fik tillagt et sµrligt Vaaben, der viste öen kronet Leopard med krum, gylden Hellebard eller Strids°kse i blaat Felt med en grevelig Krone over Skjoldetö. Selv synes han ikke at have erholdt sµrligt Grevepatent og kaldes i det fornyede Eriktionspatent af 27. Februar 1692 Herr Ulrich Friderich GXldenlew, Herre til Grevskabet Laurwigen, medens der nµvnes öhans Arvinger Grever og Grevinderö.
U. F Gyldenl°ves Tvillinges°nner med Sophie Urne û Carl (1660-89) og Woldemar (I), senere kursachsisk og kgl. Polsk Overhofmaskal, Kammerprµsident og Kabinetsminister, hvilken sidste if°lge kgl. Res. af 8. Februar 1687 öskulde for et µgte og Adel Kone Barne af alle og enhver agtes og holdesö û blev ved kgl. Patent af 1. Maj for sig og Xgtef°dte B°rn optaget i Friherrestanden med Navnet L°vendal. Sidstnµvnte Woldemar Friherre af L°vendals S°n Marskal af Frankrig Ulrich Friederich Woldemar (Woldemar II) skal 1738 vµre bleven russisk Greve og ved kejserligt Diplom af 28. Februar 1741 sammen med D°trene Benedicte Eugina Antoinette og Dorothea Friederike, optaget i Rigsgrevestanden samt 1743 arveligt Medlem af det esthniske Ridderskab. Hans S°n Generalmajor og Gesandt i St. Petersborg fik 4. August 1786 Patent som dansk Greve med Navnet Danneskiold-L°vendal. Med hans S°n Oberstlieutenant Carl Woldemar (å 1829)udd°de Slµgten Danneskiold-L°vendal. Hans S°sters°n Rutger von Bangemann Huygens (å 1885) optoges med Patent af 1. Maj 1828 i den danske Grevestand, med Navnet Bangemann-Huygens-L°vendal, men Navnet udd°de med hans som fransk Grevinde af L°vendal naturaliserede Datter Olga Elisabeth Hortense Yolanthe (å 1903).
Den ovenfor nµvnte Carl Woldemar Greve af Danneskiold-L°vendal havde 4 uµgte B°rn: Kaptain Carl Frederik (å 1850) og S°steren Ane Caroline (gift med Biskop S. C. W. Bindesb°ll) blev ved kgl. Res. af 28. Marts 1815 anerkendt for at maatte anses som Faderens µgte B°rn og f°re Navnet L°vens°n samt yderlig ved kgl. Res. af 11. Februar 1823 at maatte nyde adelige Rettigheder.
Med Frode Waldemar L°vens°ns S°n Cand. Polyt. Wilhelm Woldemar L°vens°n (å 1915) udd°de denne Linje i Mandsstammen.
I sit Xgteskab med Antonie Augusta Grevinde af Aldenburg havde Gyldenl°ve 10 B°rn (af hvilke kun S°nnen Gehejmeraad, Overstaldmester Ferdinand Anton Greve af Laurvig (å 1754) fortsatte Slµgten), som ved kgl. Aabent Brev af 20. Juli 1695 skulde antage navnet Danneskiold-Laurvig. Med dennes S°n Admiral Christian Conrad Greve af Danneskiold-Laurvig (å 1783) udd°de denne Linje af U. F. Gyldenl°ves Slµgt i Mandsstammen.
Udenfor Xgteskab havde U. F. Gyldenl°ve i en forbindelse med Maria Meng, en Datter af K°bmand paa Frederiksberg Ole Christenss°n og Maren Meng (Datter af Prµsident Nils Hanss°n) S°nnen Wilhelm (å 1765 som kommanderende General i Norge), der 1726 optoges i den danske Adelsstand under Navnet de Ulrichsdal med f°lgende Vaaben: Skjoldet firdelt af Guld og R°dt, i 1. og 4. Felt en med 3 seksoddede Guld Stjerner belagt blaa Bjelke, i 2. og 3. Felt to krydsvis satte Guld Standarter med hvide Faner, Hjelmprydelse en gul Strudsfjer mellem 2 r°de og hvide. Han havde ikke mindre end 12 B°rn og overlevedes af tre D°tre, af hvilke den µldste Maria Elisabeth i Xgteskab med Kaptain Joachim Vagelhavde S°nnen Premltnt. og virk. Krigsraad Christian Vilhelm Vagel (å 1790) ved kgl. Brev af 25. Oktober 1782 optoges i den danske Adelsstand med Morfaderens Navn Ulrichsdal, dog har hverken han eller nogen af hans Efterslµgt f°rtdette Navn. Familien, der kun har levet i Norge, udd°de paa Mandssiden med Christian Wilhelm Vagel de Ulrichsdals S°nnes°n Fuldmµgtig Jacob Vilhelm Vagel (å 1883)
De her meddelte Oversigter over U. F. Gyldenl°ves anerkendte Efterkommere, som hidtil har vµret savnet blandt Adelsaarbogens Stamtavler, fremkommer nu, saagodtsom udelukkende udarbejdet efter den af Hr. Expeditionssekretµr i Danmarks Hypotekbank, Kammerjunker O. Munthe af Morgenstiernes offentliggjorte langt fyldigere genealogis-personhistoriske Afhandling om U. F. Gyldenl°ve og hans Efterslµgt (Persh. Tidsskr. 8 R. II), hvilende paa minuti°st grundige Unders°gelser i hjemlige, offentlige og private Arkiver (det Danneskiold-Laurvigske Arkiv paa Tranekµr og det L°vens°nske Privatarkiv), Studier i Statsarkivet i Dresden og Efterforskninger paa de tidligere L°vendalske Godser i Sachsen. Afhandlingen er ledsaget af Portrµtter af Friherre Woldemar L°vendal (I.) og hans Hustru Benedicte Margrethe, f°dt Rantzau og Marskal Woldemar L°vendal (II.) efter Originalerne paa Slottet Dahlen.
Yderligere har samme Forfatter offentliggjort Carl Woldemar Greve Danneskiold-L°vendals Selvbiografi i Persh. Tidsskr. 7 R. III. 168 ff. Og meddelt dennes Rapport fra Hamborg 1814 i Gads Magasin 1914 Maj-Juniheftet.
Forud for ovennµvnte Medd. Om Slµgten L°vendal har General A. Tuxen offentliggjort: Oplysninger om Slµgten L°vendal: Persh. Tidsskr. 3 VI 77-81 og Mil. Tidsskr. 1891,73 û Andre Kilder: Om Carl L°vendal: Louis BobX, Mouritz Hartmann og de Danske i Venedig, Kbhvn. 1933 S. 114, Efterladte Papirer fra den Reventlowske Kreds VIII, Till. 23, Charlotte Dorothea Biehls Breve og Selvbiografi, 1909 86 ff., 11 ff., 190 ff. Om Processen ang. Laurvig, Slµgten Ahlefeldt VI, (1890), 76, 90. Svenstrup, Et Gods Historie, 1921 258 ff. A. Fjelstrup, Damerne ved Karoline Mathildes Hof, 1909 113 ff. û Stamtavlen over den legitimerede Gren af U. F. Gyldenl°ves Efterslµgt: Familien Ulrichsdal û Vagel deUlrichsdal er udarbejdet paa Grundlag af E. A. Thomsens Afhandling i Persh. Tidsskr. 6 R. IV, 256.
Danmarks Adels Aarbog 1937:43 ff. Redigeret af J. V. Teisen og Louis BobX
- Gift 11.07.1659?
20.01.1664
Statholder i Norge, ble greve av Laurvigen 29.09.1671.
Hadde en negertjener Hans Henrik Ernst.
Bodde i StattholdergaXrden, RaXdhusgaten 11
- Med Sofie Urne, Stamfar til grevernee Danneskiold-Løvendahl.
Med Antonia Augusta, stamfat til greveslægten Danneskiold-Laurvig.
|
1638 - 1704 (65 år)
