Niels Juel skriver i konduitelisten 7/5 1690: Lærling W.R. født i Skåne. 1689 antaget efter Kgl. allernaadigst Befaling for Lærling og samme Aar foer Forst med Viceadm. Hoppe paa Tre Kroner", siden hos Schoutbynacht von Støcken med "Christianus 4tus" paa seneste engelske Transportrejse. 1690 udrejst med Kgl. allernaadigst tilladelse for at forsøge sig udenlands. Er ung og nu udrejst for at forsøge sig". - 30/1 1700 kaptajnløjtnant, samme år chef for snauen "Pakan", 7/8 1701 tilladt at føre skib for Vestindisk Kompagni til Guinea, 19/9 s. år meddeler han i en ansøgning om at blive kaptajn, at han har været fem år i hollandsk og engelsk tjeneste og deltaget i alle attakker med den franske flåde, osv. 13/5 1702 atter tilladt at foretage en rejse for Vestindisk Kompagni. 14/2 s.å. indrulleringsofficer i Helsingør, 23/3 1708 indrulleringschef i Frederikshald distrikt. 1709 chef for orlogsskibet "Oldenburg", 8/31710 kommandørkaptajn, adjudant hos Holmens chef. 1711 kommandør, 1718 sendt til Norge for at blive chef for nordsøeskadren. 1718 udnævnt til amtmand i Lister og Mandal amter. ("Officerer i den dansk-norske Søetat 1660-1814").
Thorkild Hansen beretter i sin bog "Slavernes skibe" (Gyldendal 1968) om fregatten "Christianus Qvintus" (der ikke må forveksles med Niels Juels admiralitetsskib af samme navn), at det var 109 fod langt og 25 fod bredt, altså et tungt lastskib. Det førte 24 kanoner og blev brugt til at transportere slaver fra Afrika til Vestindien. Thorkild Hansen fortæller også om Resen som kommandørkaptajn på en af skibets ture. idet han lægger ordet i munden på en af "lærlingene" Peder Johansen, om hvem det til sidst fortælles, at han allernådigst fik tilladelse til at stryge efternavnet og i stedet kalde sig ved sit mellemnavn - Wessel. Senere blev han adlet med navnet Tordenskjold. "Christianus Qvintus" blev forøvrigt sammen med et andet skib slået til vrag den 7/3 1710 i Honduras-bugten efter at være afgået fra Guinea den 29/5 året før. Beretningen siger herom: "Guldet bragtes til Portebello. Slaverne tog spanierne".