| Notater |
- {geni:about_me} JOHANNES CARSTEN HAUCH.
Født 12/5 1790 på gården Rød ved Frederikshald (Halden) i Norge, som ejedes af morfaderen Niels Tank (7/1). Død i Rom 4/3 1872 og begravet på den protestantiske kirkegård ved foden af Cestiuspyramiden og i nærheden af John Keats grav.
Han boede til sit 8de år i faderens embedsbolig i Bergen. Kom derefter i huset hos præsten Niels Hertzberg i Malmanger præstegård ved Hardangerfjorden. Naturen her satte sit livsvarige præg på hans sind, så han hengav sig til drømmende naturbetragtning.
Han var i besiddelse af et stort personligt mod, rask og øvet i alle legemlige færdigheder. Georg Brandes indleder sin fortrinlige skildring af Hauch i "Fem danske Digtere" med flg. "Den, som en sommerdag, i 1805 på en bestemt tid var gået over Langebro, havde jævnlig kunnet være vidne til den scene, at en halvvoksen dreng med sine kammerater roede ud til en gammel Kinafarer, klatrede op i tovværket til en højde af ca. 34 fod, og fra denne højde sprang ned i vandet, hvor han viste sig som en fortræffelig og lidenskabelig svømmer. Denne dreng var den unge norske skolediscipel C.H., og den forvovenhed og ubesindighed, hvorom dette træk vidner, var betegnende for hans natur". Der er talrige eksempler, der peger i samme retning, men lad os se på hans data:
Han blev først sat i skole hos præsten Niels Hertzberg i Malmanger præstegård ved Hardanger. Dog havde han i kortere tid fået en absolut nødtørftig oplæring hos madam Popp i Vejten. Tiden hos pastor Hertzberg var vel nok den tid, der satte sit stærkeste præg på CH, og som han altid var glad for at mindes. Denne herlige tid fandt dog en brat afslutning ved faderens udnævnelse til stiftsamtmand over Sjælland med bopæl i København. De kom til at bo i dengamle staldmestergård ved Frederiksholms Kanal. Nu blev han sat i det Schousboeske Institut i Helliggejststræde, hvorfra han blev student. Han blev student 1808, lidt forsinket, hvilket skyldtes, at han 1807 deltog som frivilligi Livjægerkorpset i Københavns forsvar mod Englænderne. Så begyndte han efter faderens ønske at studere jura, men opgav snart dette for at slå ind på sin store interesse: naturvidenskaberne.
Han blev en personlig ven af Oehlenschlæger og var meget virksom i sit forsvar for denne under "Tylvtestriden". Han debuterede selv som digter med lyrik, der var stærkt præget af sværmerisk naturopfattelse. Oehlenschlæger stillede sig tvivlende overfor Hauchs evner, og han besluttede at opgive poesien, tog magisterkonferens og blev 1821 dr.phil. på en afhandling om de rudimentære organer hos de højere dyrearter. Denne afhandling blev 1822 optaget i Blainville' s "Journal de physique". På et rejsestipendium tog han i maj 1821 sydpå. Var 1 år i Paris, hvor han omgikkes Cuvier - derefter 1. år i Nizza, hvor han studerede Middelhavets dyreverden. Her tvang en tiltagende svaghed idet ene ben ham til at afbryde studierne og førte ham fra det ene badested efter det andet, indtil lægerne i Neapel i marts 1825 gennemførte en amputation af foden.
Under hans legemlige og sjælelige forpinthed vågnede hans poetiske drift påny, men tvivlen om egne evner vendte også stærkt tilbage, og han forsøgte selvmord. Dette mislykkedes, men betegner et vendepunkt i hans liv, hvorved han kom ind i en positiv kristendom, og fik en stadig voksende ligevægt i sindet. Var 1826 i Rom, hvor han kom meget sammen med Thorvaldsen, Bødtcher og Freund. Han besøgte Tieck i Dresden, og vendte tilbage til Danmark i 1827, hvilket år han blev lektor i naturvidenskaberne, ved Sorø Akademi.
1823-24 skrev han i Neapel eventyret "HamadryadenX, derefter "Bajazet", "Tiberius" og "Gregor VII", alle skrevet på udenlandsrejsen. 1841: "Svend Grathe", 1850: "Marsk StigX, 1849: "Søstrene på Kinnekullen", 1852 "Æren tabt og vundetX og "Tycho Brahes Ungdom".
1834 var Hauch begyndt på sine romaner: XVilhelm Zabern" (1835), "Guldmageren" (1836), "En polsk Familie", "Slottet ved Rhinen", "Saga om Thorvald Vidførle", "Robert FultonX (1853) og "Fortællingen om Haldor" (1864). De er brede og gammeldags i stilen, men er fængslende ved deres karaktertegninger.
l842 udgav han XLyriske Digte", 1861 "Lyriske Digte og Romancer" og endnu et bind "Lyriske Digte'" i 1869. Det er uden tvivl Hauchs lyrik, der længst vil bevare hans navn, gennemvævede som de er af Hauchs reflekterende, lidt tunge alvor og "en fornem Sjæls Foragt for Verdens Glimmer og for Fejghed og Svaghed, men også af begejstret og uselvisk Kærlighed til de evige Værdier og det menneskeligt store" (Brandes).
1846 blev Hauch professor i nordisk sprog og litteratur ved universitetet i Kiel, men måtte flygte ved oprørets udbrud i 1848 og blev 1851 Oehlenschlægers efterfølger som professor i æstetik ved Københavns universitet. Han var en kort overgang i slutningen af 1850-erne direktør for Det kgl. Teater, en stilling som han ikke egnede sig til, men var 1860-71 teaterets censor. Har udgivet to prægtige erindrings-bind: "Minder fra min Barndom og Ungdom" (1867)og "Minder fra min første Udenlandsrejse" (1871). Blev først etatsråd, senere konferensråd.
Hauch hører ikke til de største i vor litterære guldalder, men er uden tvivl periodens nobleste og mest særprægede personlighed. Han var som Chr. Richardt kaldte ham "Lyrens klareste Stjerne". Ved Det kgl. Teaters mindefest for Hauch på dennes 100-års-dag den 12/5 1890 havde Chr.Richardts til anledningen skrevne prolog følgende vers, der på en måde gengiver Hauchs liv i "en nøddeskal":
"Som Gut han sprang ved Hardanger Fjord,
Der stod hans Vugge i høje Nord
Under den stille Stjerne.
Der lytted han tyst til Fossens Fald,
Til Bølgens Brusen og Lurens Gjald
I det Fjerne.
Som Yngling han vandred ved Øresund,
Og drømte hos Fuglen i grønne Lund
Under den stille Stjerne.
Men Bøssen han greb, da Briten kom
Og vælted herind sin graadige Flom
Fra det Fjerne.
Som Mand han forsked på Land og Vand
Dybt ved den vinblå Middelhavsstrand
Under den stille Stjerne.
Der vendtes hans Lykke, der stod hans Strid,
Der fandt han sin Gud i sin Trængselstid
I det Fjerne.
Og i Rom - ved Tiberens gule Strøm,
Der greb han sin første Digterdrøm
Under den stille Stjerne.
Tegned Tiberius og Gregor,
Stærke Tider i stærke Ord
I det Fjerne.
I Rom han lagde sin Vandringsstav,
Nu grønnes dernede hans stille Grav
Under den stille Stjerne.
Hvor Hjertet vågned til Sangens Magt
Der holder Cypressen om Støvet Vagt
I det Fjerne".
Hans store efterfølger i professoratet, Georg Brandes, skriver om en af Hauchs forelæsninger: "Han talte dengang om lyrisk poesi. Tankeindholdet og begrebsbestemmelserne betød vel ikke meget, men når han med en alvor, som røbede den indviede, og med en begejstring, som rørte stærkere, fordi den udgik fra en olding, talte om den ungdommelige kærligheds poesifrembringende evne, om digterens særegne evne til at udtrykke det, som alle andre har på hjerte, men som ingen kan sige uden han, om poesiens magt til gennem en sang som Marseillaisen at drive tusinder af ellers ubetydelige mennesker til at foretrække døden for trældom og skam, da blev hans blik stift og lysende som en seers.Det kraftige grå hår om den høje fantasirige pande stod som en glorie ud til siderne - og den, der var ung og modtagelig nok til at få det fulde, uforfalskede indtryk, løb, når forelæsningen var endt, ned ad trapperne og ud på kirkepladsen med en henrykkelse i sit bryst, der svarede til den, der havde lyst ud af den gamle talers øjne".
17/2 1872 - 15 dage før sin død - sendte han Københavns dagspresse følgende brev:
"Af alle de unge Mænd, som jeg i den Tid, jeg har været Professor ved Universitetet, er kommen i Berøring med, ved jeg ingen, der i æstetisk Begavelse og Kundskaber i denne Retning kan sættes ved Siden af cand.mag. Georg Brandes, hvorfor jeg ubetinget anser ham for at være den mest berettigede til at beklæde den Post, som nu ved min Død er bleven ledigX.
Gift i Slotskirken i København 18/2 1829 med FREDERIKKE ELISABETH (kaldet RENNA) BRUN JUUL.
(kilde: Poul Koch)
|
1790 - 1872 (81 år)
