| Notater |
- {geni:occupation} Biskop over Sjælands Stift, Professor, biskop, Biskop i Sjællands Stift
{geni:about_me} See biographies at http://da.wikipedia.org/wiki/Peder_Jensen_Vinstrup
Vinstrup, Peder Jensen, 1549-1614, Biskop, var født i
Kjøbenhavn 18. Marts 1549. Hans Fader, M. Jens V., var Sognepræst
ved St. Nicolai Kirke samt Provst i Kjøbenhavn og Sokkelunds
Herred (d. 1558), Moderen, Anne Nielsdatter Hofvet, blev
senere gift paa ny med en Præst. Efter Skolegang i Kjøbenhavn,
Slagelse og Roskilde blev V. Student 1568; 2 Aar efter tog han
Bakkalavrgraden, hvorpaa Bjørn Andersen Bjørn (II, 358), der var
Befalingsmand paa Kjøbenhavns Slot og Ejer af Vinstrup i Sjælland,
hvorfra V.s Fader formodentlig stammede, antog ham til
Lærer for sine Sønner Truid og Jacob. Da i det mindste den
sidste af disse (II, 361) senere viste en ualmindelig videnskabelig
Sans, tilkommer der vistnok Læreren noget af Æren derfor, saa
meget mere som han ogsaa fik det Hverv at ledsage de unge
Mennesker paa deres Studierejser i Udlandet. I Forening med
dem besøgte. han fra 1572 af en Række af Tysklands Højskoler
og erhvervede Magistergraden i Wittenberg, hvor han ogsaa udgav
en mærkelig Prøve paa sin Lærdom, nemlig en Omskrivning af
Christi Lidelseshistorie i græske Hexametre (1576). Da Embedet
som Læsemester ved Domkirken i Aarhus imidlertid var blevet
ledigt, tænkte Bjørn Andersen, der nu var Lensmand paa Aarhusgaard,
paa sine Sønners Hovmester, kaldte ham hjem og skaffede
ham 1576 dette Embede. Aaret efter ægtede V. Marine, Datter
af afdøde M. Esben Pedersen (Kannik og Sognepræst ved Domkirken
i Aarhus) og Stifdatter af Biskoppen sammesteds, Mag. Laurids Bertelsen.
V.s Virksomhed i Aarhus blev dog foreløbig ikke af lang
Varighed, da han allerede 1578 valgtes til Sognepræst ved
Helliggejstes Kirke i Kjøbenhavn. Der er Tegn til, at han har været vel
anset paa højere Steder, eftersom Universitetet 1580 fik kongl.
Opfordring til at kreere ham til Dr. theol., da han formentlig var
«en god, skikkelig (dvs. duelig), lærd Mand, saa han samme Grad
og Lærdoms Vidnesbyrd værdelig skal kunne antage» X en
Opfordring, som dog paa dette Tidspunkt ikke blev tagen til Følge.
Vi vide ikke, om det kunde være en Slags Erstatning, at V. 1583
afgiftsfrit blev forlenet med Kongetienden af Magleby Sogn paa
Møen. Imidlertid aabnede der sig en større Virksomhed for ham Nys havde han udgivet sit Skrift «Om det evige Liv og Død»
(Ligprædiken over Rigens Kansler Eiler Grubbe), da der 12. April
1587 fra Skanderborg udgik Kongebrev til ham om, at Kongen
havde bevilget M. Laurids Bertelsen, Superintendent i Aarhus Stift,
Afsked formedelst Alderdom og Skrøbelighed og udset ham til
M. LauridsX Efterfølger. Det kan jo ikke betvivles, at den gamle
Biskop, der snart efter døde (II, 174), selv har udset sin Eftermand.
I ethvert Tilfælde blev V. nu Biskop i Aarhus, hvortil han
indviedes i Stiftets Domkirke af Biskop Peder Thøgersen fra Viborg.
V.s andet Ophold i Aarhus blev noget nær lige saa
kortvarigt som det første. Det kunde næsten synes, som om man i
Kjøbenhavn ikke undte Aarhus Besiddelsen af en saadan Mand;
thi efter faa Aars Forløb kaldedes han (31. Dec. 1590) til Biskop i
Sjællands Stift, hvorhos det paalagdes Universitetet at antage ham
til Professor i Theologien og ved første Lejlighed at kreere ham
til Doktor. I Aaret 1591 tiltraadte han nu dette Embede og tog
7. Dec. s. A. Doktorgraden under Dr. Hans Slangerups Præsidium.
Om V.s Embedsvirksomhed kan det siges, at han ganske vist
var en hæderlig og brugbar, men ikke nogen særlig fremragende
Personlighed. Med sin Kollega i det theologiske Fakultet, den
stridbare Dr. Jørgen Dybvad (IV, 373), kom han snart i et meget
slet Forhold, hvilket dog næppe nærmest har været V.s Skyld, da
han, efter alt at dømme, var en fredelskende Mand og snarere
kan beskyldes for Svaghed end for Stridbarhed, om han end holdt
temmelig stærkt paa sin bispelige Værdighed. Det gik saa vidt,
at V. erklærede, at saa længe Dybvad var Universitetets Rektor,
vilde han ikke sætte sin Fod i Konsistorium eller overhovedet
have noget med Universitetets Sager at gjøre. V.s Bispegjerning
faldt i en Brydningstid X ikke blot at den kongl. Myndighed
gjorde sig stærkere gjældende paa Kirkens Omraade end tidligere,
men ogsaa at en strængere luthersk Orthodoxi begyndte at kæmpe
sig frem mod den hidtil raadende, skjønt ingenlunde officielt
anerkjendte, Kryptokalvinisme. At V. nærmest hørte til Hemmingsens
Skole, kan ikke betvivles og fremgaar da ogsaa af de varme Ord,
han talede ved sin gamle Lærers Grav (VII, 333); men Polemiker
var han ikke og fandt det derfor rigtigt at rette sig efter de
raadende Magter, selv om de gik andre Veje, end han billigede; og
det var da ogsaa denne tilsyneladende Holdningsløshed, der
paadrog ham skarpe Angreb af den hidsige Kryptokalvinist M. Oluf Kock (IX, 327), der beskyldte Biskoppen for at ligge og rode i
sit Guld og Sølv i Stedet for tilbørlig at vogte Herrens Menighed.
Hvad V.s litterære Virksomhed angaar, da udgav han en
lang Række homiletiske Anvisninger og Bønner til Brug ved de
næsten aarlig tilbagevendende Bededage, der paa den Tid altid
holdtes 3 Dage i Rad. Desuden haves Ligprædikener af ham
over Kansler Niels Kaas (1594) og over Rigsmarsk Hack
Holgersen Ulfstand (1595). Da den sidste skulde begraves ved sit
Herresæde i Skaane, vægrede V. sig ved at forrette Begravelsen,
indtil der forelaa udtrykkelig kongl. Befaling til ham derom. Sikkert
har han ikke villet støde sin Kollega, Biskop Mogens Madsen i
Lund, til hvem han altid stod i det venligste Forhold. V.s Taler
ved Christian IVXs Kroning i vor Frue Kirke i Kjøbenhavn findes
trykte i A. Bentsen Dallins Oversættelse af Aug. Erichs tyske
Beskrivelse af Kroningshøjtidelighederne.
Da V. var i en vellønnet Embedsstilling og desuden (indtil
1602) havde et Kanonikat i Aarhus, blev han en velstaaende Mand
og erhvervede ved Kjøb flere Ejendomme i Kjøbenhavn. Efter
sin ovennævnte Hustrus Død (6. Sept. 1598) overlod han en af
disse Ejendomme som Mødrenearv til sin Datter Anna, der s. A.
ægtede Professor Hans Staphensen (XVI, 288), en anden Datter,
Elene, blev siden gift med Niels Clausen Senning, der endte som
Biskop i Oslo (XV, 543). Den førstnævnte af disse Svigersønner
blev V. en udmærket Medhjælper i hans offentlige og private
Korrespondance. Siden giftede V. sig paa ny (5. Avg. 1599), med
Anna, Datter af Elias Eisenberg (IV, 482). Med denne Hustru
havde V. 7 Børn, hvoriblandt Sønnen Peder P. V. (s. ndfr.) og
4 Døtre, der ligesom de 2 ovenanførte af første Ægteskab bleve
gifte med ansete Mænd i akademisk og gejstlig Stilling. X 1608
ramtes V. af Apoplexi. Fra den Tid var hans Kraft svækket, og
da Svageligheden stadig tog til, søgte han tilsidst sin Afsked. Men
inden hans Ønske opfyldtes, døde han 24. Juni 1614. Hans Enke
ægtede siden hans Eftermand, Biskop H. P. Resen (XIV, 2). X
Før sin Død havde V. stiftet et endnu virksomt Rejselegat for en
theologisk studerende.
Rørdam, Kbhvns. Universitets Hist. 1537-1621. III, 562 ff.
H. F. Rørdam i Briska: Dansk biografisk leksikon
http://runeberg.org/display.pl?mode=facsimile&work=dbl/19&page=0141
- Professor, dr. theol., biskop i (sic) Sjælland (TB)._
|
1549 - 1614 (65 år)
