| Notater |
- {geni:occupation} General, Tjenstgjørende Kammerherre (Hoffet), Generall°jtnant ( Hµren - Forsvaret ), Kommanderende General
{geni:about_me} '''Gerhard Christoph v. Krogh''', 1785-1860, Officer, født paa Gaarden Aastrup i Sønderjylland 10. Okt. 1785, Søn af ovennævnte Gehejmekonferensraad Frederik Ferdinand v. Krogh (d. 1829), fik ved sin formaaende Slægts og gjennem Faderens Ven General Huths Indflydelse allerede i sit 5. Aar Fændriks, i sit 10. Aar Sekondlieutenants Udnævnelse i Kronprinsens Regiment til Fods, hvor han 1801 meldte sig til virkelig Tjeneste, 1803 blev Premierlieutenant,1807 Kapitajn. 6. Febr. 1813 giftede K. sig med Siegfride Victorine Komtesse Knuth (f. 1790 d. 1866), Datter af Gehejmekonferensraad Adam Christopher Greve Knuth til Lilliendal (f. 1756 d. 1844) og Sophie Magdalene f. Komtesse Moltke (f. 1765 d. 1829). 1814 indtraadte han, 1809 udnævnt til Kammerjunker, i Hoftjeneste som Kavaller hos Dronning Marie Sophie Frederikke, og i denne Stilling forblev K., der 1815 ved Frederik VIXs Kroning havde faaet Titel af Underfører ved Drabantkorpset og 1826 var bleven Kammerherre, indtil 1842. Han stod dog samtidig uafbrudt i Nummer ved Regimentet (1808 Kongens Regiment, 1839 Kronens Regiment, 1842 5. Linjeinfanteribataillon) og forfremmedes her 1829; til Major, 1833 til Oberstlieutenant, 1840 til Oberst. Ved Gjennemførelsen af den nye Hærordning 1842 var K., fraregnet en Antydning af, at hans økonomiske Sans kun var ringe, helt igjennem rosende omtalt af Myndighederne og fremhævet som en flink, determineret Officer, meget skikket til en højere Post, og Christian VIII stillede ham nu Valget, enten at opgive sin Hofstilling eller at udtræde af Militæretaten. Han valgte det første og blev derpaa ansat som Chef for 5. Bataillon. 1845 hædredes han med Kommandørkorset af Danebrog, og 1847 forfremmedes han til Generalmajor og erholdt som saadan Kommandoen over 1. Infanteribrigade.
Ved Krigens Udbrud i 1848 stod den 62aarige K. endnu i fuld legemlig Kraft, var vel Hærens skjønneste Soldat. Hans høje, ranke Skikkelse, fine og udtryksfulde Ansigtstræk, anstandsfulde og værdige Holdning dannede i Forening med hans aabne, frimodige og mod alle hensynsfulde Væsen et harmonisk Hele, der imponerede og fortryllede Omgivelserne. Nogen grundig Soldaterdannelse havde han, som bemærket, ikke faaet, hverken i videnskabelig Retning eller som praktisk Troppefører, men han havde et sundt og klart Omdømme, forstod med Lethed at opfatte og sætte sig ind i det væsentlige af en Sag og frygtede paa intet Punkt for at tage Ansvar. Det var derfor naturligt, at der maatte blive Tale om at vælge K. til Overanfører for Felthæren, det nørrejyske Armékorps, navnlig hvis man ikke vilde sætte en af hans faa Formænd, den ansete General Høegh-Guldberg (VI, 285), i Spidsen for Korpset. En Ordre til K. om at overtageOverbefalingen skal ogsaa være udstedt, men under den mærkelige Forvirring, der i denne Sag
herskede i det nydannede Krigsministerium, atter tilbagetaget. Det skulde være en Indrømmelse, som Krigsminister Tscherning vilde gjøre Folkestemningen, der nærede Mistro til K., fordi nære Slægtninge af ham beklædte høje Stillinger i Hertugdømmerne. Som bekjendt blev Resultatet, at Oberst Hedemann (VII, 191), en af Hærens yngre Afdelingschefer, blev Overgeneral, medens K. maatte blive tilbage i Kjøbenhavn. Paa sine gjentagne, bestemt fremsatte Begjæringer om Anvendelse i Felthæren banede han sig dog Vej til denne, og i Juni Maaned blev han udnævnt til Chef for 5. Infanteribrigade. Den følgende Maaned, ved Hedemanns Afgang, blev han Overgeneral. Under Vaabenstilstanden, der indtraadte efter Konventionen i Malmø i Avg. 1848, blev i Okt. den nørrejyske Generalkommando overdraget ham med Stabskvarter i Fredericia. Hans Ophold her og Interesse for at skaffe Hæren Støttepunkter ved Lille Bælt førte til, at Befæstningsarbejder ved Fredericia, denne helt forsømte, næsten til en aaben By reducerede Fæstning, bleve paabegyndte med Iver og Kraft.
Da Felttoget i 1849 aabnedes 3. April, stod K. paa ny i Spidsen for Hæren med Oberstlieutenant Læssøe som Stabschef. Stærke Brydninger vare imidlertid tilstede mellem Overkommandoen og Krigsministeren, General Hansen (VI, 598). IFølge en af Læssøe i Febr. udarbejdet Felttogsplan skulde Hovedhæren rykke frem i Sundeved, medens Krigsministeren vilde have Hovedangrebet udført ved en Landgang i Frederiksort eller Kiel. Den franske General Fabvier, som Ministeren havde faaet indkaldt, havde en 3. Plan, hvorefter Hæren væsentlig skulde indskrænke sig til Defensiven. Efter skarpe Meningsudvexlinger gik dog Overkommandoens Tanke i Hovedsagen igjennem, men just som Hæren havde sat sig i Marche, indfandt Ministeren, ledsaget af Fabvier, sig i Hovedkvarteret og lod Udførelsen af Operationerne til Dels stille i Bero. Nye Rivninger vare da uundgaaelige, og Ministeren greb nu den Lejlighed, som den i Ekernførde Fjord lige indtraadte Katastrofe, hvori, som det senere viste sig, Overkommandoen var aldeles sagesløs, frembød, til at forlange K. og hans Stabschef fjærnede, hvilket skete 12. April.
Ved Felttogets Aabning i Sønderjylland i 1850 overtog K. for 3. Gang Overbefalingen, denne Gang med Oberst Flensborg som Stabschef. 23. Juli var Hæren efter flere Dagsmarcher i stærk Varme naaet frem 1 Mils Vej sønden for Flensborg og skulde den følgende Dag ved et koncentrisk Angreb af dens Hovedmasse, de 2 paa Mysunde- og Slesvigvejen staaende Divisioner Schleppegrell og Moltke, bryde igjennem den af General Willisen kommanderede Insurgenthær, hvis Reserver formodedes at staa mellem Langsø og Arnholt Sø, medens en mindre Styrke, Brigaden Schepelern, omgik Fjendens venstre Flanke. I sidste Øjeblik undergik denne dristige Plan dog nogen Ændring, foranlediget ved, at Hærens højesteChefer, der om Aftenen vare samlede i Hovedkvarteret i Bilskov Kro, enstemmig udtalte, at hvis Tropperne i ét Træk skulde bringes frem til den fjendtlige Hovedstilling, vilde de være for anstrængte til at kunne gaa løs paa denne med den tilbørlige Elan. Til denne Udtalelse ansaa K. sig forpligtet at tage Hensyn, og saaledes hidførtes Indledningskampen ved Stenderup og Helligbæk. Selve Hovedkampen ved Isted 25. Juli, det største Slag i aaben Mark, der er udkæmpet i Norden, blev som bekjendt gjennemført af Afdelingerne med glimrende Bravour, ledet af K. med koldblodig Fasthed og Bestemthed. De talrige, tidlig paa Formiddagen fra forskjellige Steder indløbende Jobsposter X vanskeligeat kontrollere paa Grund af en tæt over Kamppladsen hvilende Regntaage X, navnlig om Ulykken, der skulde være overgaaet Schleppegrells Division ved Stolk, foranledigede vel, at man ved Tilbagekaldelse af Schepelerns Brigade gav Afkald paa en Del af Sejerens Frugt, men berøvede intet Øjeblik Overkommandoen dens Ro og Fatning eller gjorde den vaklende med Hensyn til Udførelsen af Hovedtanken: et energisk Gjennembrud af den fjendtlige Slaglinje. Krigsministeren, der umiddelbart efter Sejeren gav Møde ved Hæren, som han fandt i den fortrinligste Forfatning, anerkjendte K.s store Fortjenester i Indstilling til Kongen af 11. Avg. om hans Udnævnelse
til Generallieutenant, og kort efter hædrede Frederik VII selv K. med Storkorset af Danebrog, ligesom der senere (1858) tilstodes ham en Nationalbelønning af 15000 Rdl. K. vilde efter en kort
Rast ved Danevirke have fulgt den slagne Willisen over Ejderen, men det blev forbudt ham af politiske Hensyn. Da Tilladelsen til at betræde holstensk Grund i Sept. Maaned blev given, ansaa han Tidspunktet for uheldigt og blev staaende i Danevirkestillingen med Hovedhæren. Denne kom under Resten af Felttoget ikke mere i nogen alvorlig Kamp med Fjenden, men dens Fløje, under Krabbe ved Mysunde og Helgesen ved Frederiksstad, kastede som bekjendt ny Glans over de danske Vaaben og Sejerherren ved Isted.
Ved Krigens Ophør i Febr. 1851 overtog K. Posten som kommanderende General i Sønderjylland, saa længe Belejringstilstanden i Hertugdømmets sydlige Del vedvarede. I Okt. 1852 blev han
kommanderende General i Holsten og Lauenborg. Han beklædte disse vanskelige Stillinger med Klogskab og Takt og vandt ogsaa her alle ved sin elskværdige, fordomsfrie Personlighed. 1856 ramtes han af et Slagtilfælde. Hans Liv blev vel reddet, men en partiel Lamhed paafulgte, og da Haabet om at blive fuldstændig tjenstdygtig maatte opgives, afgik han, foreløbig stillet til Disposition, endelig fra Generalkommandoen i Juni 1857. K. tog nu Ophold i Kjøbenhavn,og her døde han 12. April 1860. Hans Lig blev med stor Højtidelighed bisat i Holmens Kapel og jordedes senere paa Flensborg Kirkegaard blandt hans faldne Kampfæller.
Tidsskr. f. Krigsvæsen 1860. Illustr. Tid. I, 247.
Milit. Tidsskr. 1895, S. 318 ff.
Vort Forsvar 6. Juli 1890.
S. A. Sørensen.
===Kilder===
* Dansk biografisk Lexikon / IX. Bind. Jyde - Køtschau /p 517 (1887-1905): [http://runeberg.org/dbl/9/0519.html Gerhard Christoph v. Krogh]
* Rapport über die Schlacht bei Idstedt den 24sten und 25sten Juli 1850: [http://books.google.ca/books?id=BxtRAAAAcAAJ&printsec=frontcover#v=onepage&q&f=false By Gerhard Christoph von Krogh]
* krogsgaard: [http://krogsgaard.name/pafg2111.htm#55970 Gerhard Christopher von Krogh]
* forsvaret.dk: [http://forsvaret.dk/ho/vut%20afd/vut_gn/pages/vut_gn_krh.aspx General Gerhard Christoph von Krogh (1785-1860)]
* ancestry.com: [http://wc.rootsweb.ancestry.com/cgi-bin/igm.cgi?op=GET&db=reque&id=I11317 Gerhard Christopher von Krogh]
|
1785 - 1860 (74 år)
