| Notater |
- {geni:about_me} Kilde: Vor Frelser Kirke Historie:
En 1700-talsskæbne
Elisabeth Helene von Vieregg har siden 1704 været gravsat i krypten under tårnet i Vor Frelsers Kirke. 9 måneder senere blev den søn, hun havde fået sammen med kongen, Frederik IV, gravsat ved hendes side.
I forbindelse med den igangværende restaurering af kirken, blev de to kister flyttet ind i selve kirken og genbegravet. Genbegravelsen fandt sted 22. juni og grevinden von Viereggs og kongesønnen Frederik Gyldenløves kister blevbåret til deres endelige hvilested af medlemmer af Vor Frelsers sogns menighedsråd og Christianshavns Lokalråd.
Se Nils Vests film fra genbegravelsen her.
Ved genbegravelsen holdt sognepræst Peter Birch en prædiken:
27. juni 1704 døde grevinde Elisabeth Helene von Vieregg i barselssengen. Hun døde - som en samtidig kilde beskriver det - "i hårdeste fødsels smerter i barns-nød og tillige med en opvakt og utrøstelig samvittigheds uro". 30. august blev hun gravsat i krypten under tårnet her i Vor Frelsers Kirke og da barnet, hun havde født, Frederik Gyldenløve, døde året efter, blev han gravsat ved siden af hende og krypten blev lukket.
Forud for den skæbnesvangre fødsel, havde den unge kvinde - hun var 25 år gammel ved sin død - oplevet den store kærlighed med den danske konge. De havde indledt deres forhold allerede i 1699, samme år som Frederik IVs tronbestigelse og i 1703 ægtede kongen Helene von Vieregg til venstre hånd. Formelt set var det ikke en mulighed - det var faktisk forbudt efter gældende lov - men den enevældige konge kunne som den eneste omgå den slags. Med ægteskabet fulgte privilegier; Helene von Vieregg blev grevinde til Antvorskov og fik sit eget våben, der bærer en bort af 9 røde hjerter.
Man kan læse Helene von Viereggs korte og dramatiske liv i lyset af Thomas Kingo storslåede barokdigt 'Sorrig og glæde'. Salmen, der regnes for det mest fremragende digt i dansk barokdigtning, blev offentliggjort i 1681 med overskriften 'Hver har sin skæbne' - og Helene von Viereggs skæbne er som skåret over den læst, som salmen skildrer:
Vælde og visdom og timelig ære,
styrke og ungdom i blomstrende år
højt over andre kan hovedet bære,
falder dog af og i tiden forgår.
Salmen skildrer den menneskelige tilværelse som et omskifteligt og uforudsigeligt drama. Lykke og ulykke de gange på rad/solskin og skyer de følges og ad.
Sådan var Helene von Viereggs korte liv præget af modsætninger; mellem at høre til i den absolutte inderkreds og dog alligevel være en del af periferien. På samme tid den enevældige konges elskerinde og hustru til venstre hånd ogdog en næsten glemt ung kvinde i danmarkshistorien. Selvom der mellem hende og os er en afstand på over 300 år, så er hendes liv og skæbne et tankevækkende memento til en moderne tid, der hylder sensationen, berømmelsen og nuet.
Helene von Vieregg var som datter af den preussiske gesandt i København, hvad vi i dag ville kalde diplomatdatter. I kraft af sit ægteskab med kongen, rykkede hun op i datidens københavnske jetset. Men samtidig er hun et næsten ukendt og ubeskrevet blad i danmarkshistorien. Et vindpust.
Men for Gud er mennesket ikke kun et vindpust. Kingos salme skildrer derfor heller ikke kun tilværelsens omskiftelighed, men holder fast i kærligheden. Ikke den flygtige kongelige kærlighed, som blev Helene von Viereggs liv og skæbne, men den guddommelige kærlighed. Den er det faste fundament i en verden af omskiftelighed. Hver strofe i salmen slutter med at holde fast i troen på og håbet om den himmelske kærlighed. Og lige som Helene von Vieregg med 'en opvakt og utrøstelig samvittigheds uro' har kastet al sin smerte og alt sit håb på Guds barmhjertighed og kærlighed, sådan kan hver eneste af os synge med på Kingos trøsterige ord:
Sorrig skal dø
lystigheds frø
blomstre på Himle lyksaligheds ø!
I dag steder vi Elisabeth Helene von Vieregg og Frederik Gyldenløve endeligt til hvile under Vor Frelsers Kirkes gulv. Her skal de hvile indtil opstandelsens morgen, hvor de og vi - for Jesu Kristi skyld - bliver oprejst fra de døde.
Da vil Gud tørre hver tåre af vores øjne,
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
Thi det, der var før, er forsvundet.
Og han, der sidder på tronen, siger: »Se, jeg gør alting nyt!«
Amen.
09-02-2012 Tilføjet af Jette Huusm Rosborg
|
1704 - 1705 (0 år)
