| Notater |
- {geni:occupation} Sorenskriv, kancelliråd, sorenskriver
{geni:about_me} Morgenstierne, født 27. september 1774, fødested Bækkeskov i Sjælland, Danmark, død 3. juni 1835, dødssted Christiania. Jurist og politiker. Foreldre: Krigs- og landkommissær, senere deputert i Generalitetskollegiet, konferensråd Otto Christopher von Munthe af Morgenstierne (1735X1809) og Christine Bodilla Birgitte de Flindt (1748X87). Gift 9.1.1800 i Hillerød med Cathrine Elisabeth Fries (29.7.1781X13.2.1840), datter av oberstløytnant Christian Fries og Pauline Dorothea Paulsen (1744X1834). Dattersønns sønnesønns sønn av Ludvig Hanssøn Munthe (1593X1649); svigerfar til Claus Winter Hjelm (1797X1871; se NBL1, bd. 6), Peder Carl Lasson (1798X1873) og Fredrik Stang (1808X84); farfar til Bredo Morgenstierne (1851X1930); farfars far til Christian Morgenstierne (1880X1967), Otto Morgenstierne (1884X1975), Wilhelm Morgenstierne (1887X1963) og Georg Morgenstierne (1892X1978); morfars far til Per Lasson (1859X83), Oda Krohg (1860X1935) og Bokken Lasson (1871X1970); mormors far til Michael Hansson (1875X1944).
Bredo Morgenstierne hadde et usedvanlig livsløp og en rik begavelse som ikke helt kom til sin rett. Han ble XstamfarX til en rekke betydelige politikere, forskere og kunstnere på 1800- og 1900-tallet.
Morgenstierne tilhørte en dansk gren av den store norske slektskretsen Munthe/Morgenstierne. Hans farfar Bredo Munthe var oppvokst i Gudbrandsdalen som sønn av prost Otto Munthe (Ludvig Holbergs mentor), men hadde gjort karriere i tvillingrikenes høyesterett og ble adlet med navnet von Munthe af Morgenstierne 1755.
Sønnesønnen av samme navn tok latinsk juridisk eksamen ved universitetet i København 1795 og ble straks utnevnt til assessor i Hof- og Stadsretten. Her var han 1799 med på å dømme forfatteren Peter Andreas Heiberg til landsforvisning. 1802 ble Morgenstierne advokat ved høyesterett, men på grunn av tjenesteforsømmelse ble han fradømt assessorembetet og advokatbevillingen 1804. Han forlot Danmark og reiste først rundt på kontinentet, der han bl.a. livnærte seg som musiker; gjennom hele livet hadde han et sterkt forhold til musikk. 1806 kom han til Norge, der han året etter startet en skole i Moss med nye pedagogiske ideer; 1809 flyttet han skolen til Christiania. Her hjalp prins Christian August ham tilbake til juridisk virke. 1810 ble Morgenstierne utnevnt til prokurator ved over- og underrettene i Norge, og han fikk oppreisning for dommen i Danmark. Året etter fikk han tittelen kanselliråd.
Frem til 1814 var Morgenstierne aktiv i patriotisk virksomhet. Han utgav tidsskriftene Politik og Historie (1807X10) og Norges Minerva (1809), og 1813 kom Nogle Bemærkninger i Anledning af Norges og Sveriges nuværende gjensidige politiske Forhold, som var et innlegg mot svenske skrifter som propaganderte for Norges forening med Sverige. Han pekte særlig på at Norge ikke hadde noe å vinne sikkerhetspolitisk på en union med Sverige.
September 1814 ble Morgenstierne som den første utnevnt til advokat ved Norges nyopprettede høyesterett. Han fikk en stor praksis og var kjent for sine advokatevner og for sin slagferdighet. Han drev sin advokatpraksis til han 1820 ble sorenskriver i Bamble. Fra 1829 hadde han permisjon fra sorenskriverembetet og bodde i Christiania.
Morgenstierne fikk snart et godt forhold til kong Karl Johan, men regjeringen ville ikke gi ham andre stillinger i embetsverket, sikkert på grunn av hans omstridte væremåte. Han satt imidlertid i flere kommisjoner; særlig betydningsfull var hans innsats i kriminallovskommisjonen, som resulterte i den senere kriminalloven av 1842.
1824 ble Morgenstierne valgt som 1. suppleant til Stortinget fra Skien og Porsgrunn. Men fordi han hadde en ekstrainntekt fra kongens private kasse, anså Stortinget ham for å falle i Grunnlovens kategori XhoffbetjenterX, og han måtte forlate Stortinget. Saken tok hardt på Morgenstierne, men den må først og fremst sees som del av striden mellom Karl Johan og Stortinget i 1820-årene.
Morgenstierne var en av de første juridiske forfattere i Norge etter 1814. 1815 utgav han Hvilken Procesmaade i Høiesteret, den skriftlige eller mundlige, opfylder bedst Fornuftens Fordring paa en god Retspleie? Dette arbeidet var del av en debatt som ble ført 1815X18 om det skulle være skriftlig eller muntlig prosedyre for Høyesterett. Morgenstiernes argumentasjon for den muntlige løsning ble også hovedordningen for domstolen. Han fremmet i dette og andre arbeider et kritisk syn på Høyesteretts prejudikatlære, som tok form i disse årene. Mot denne læren hevdet han at Høyesterett ikke fikk innta den oppfatning at hensynet til domstolens langsiktige normskaping kunne veie mer enn hensynet til en individuell riktig og rettferdig løsning i den enkelte sak. Han ventet seg Xikke den Invending, at Høiesteret og Feiltagelse skulde være motsigende BegreberX, som han ironisk skrev 1827. Morgenstiernes syn vant ikkefrem, men hans argumentasjon har blivende verdi.
1818 var Morgenstierne med på å starte det første juridiske tidsskrift i Norge, Juridisk Repertorium, som kom ut frem til 1823. Der publiserte han en rekke juridisk-politiske artikler som grep inn i tidens aktuelle debatt, slik som pengepolitikken etter 1814 og rettsoppgjøret mot offiserer etter krigen mot Sverige, der han selv hadde vært forsvarer for general Staffeldt. 1826 startet Morgenstierne enda et nytt juridisk tidsskrift, Juridiske Samlinger, nå sammen med sine to svigersønner Peder Carl Lasson og Claus Winter Hjelm, begge fremstående jurister (en tredje svigersønn ble Frederik Stang).
Gjennom sin mangfoldige offentlige virksomhet viste Bredo Morgenstierne seg som en betydelig personlighet, og han tilhører de juristene i norsk historie som evnet å formulere rettsspørsmål på en måte som egget til debatt. Han bleutnevnt til ridder av den svenske Nordstjärneorden 1832.
Verker
Et utvalg
Kjøbenhavns juridisk praktiske Maanedstidende, 2 bd., København 1796
medutg. Juridisk Maanedstidende (sm.m. A. S. Ørsted o.fl.), København 1802X03
Politik og Historie, 2 bd., 1807X10
Norges Minerva, 1809
Nogle Bemærkninger i Anledning af Norges og Sveriges nuværende gjensidige politiske Forhold, 1813
Hvilken Procesmaade i Høiesteret, den skriftlige eller mundlige, opfylder bedst Fornuftens Fordring paa en god Retspleie?, 1815
medutg. Juridisk Repertorium (sm.m. L. Lange, J. H. Vogt og J. A. Hielm), 1818X23
Historisk Beretning om afg. Generallieutnant Bernhard Ditlef v. Staffeldt's Forhold under det norske Feldttog imod Sverrig, del 1, København 1827, del 2, Christiania 1829
medutg. Juridiske Samlinger (sm.m. P. C. Lasson og C. W. Hjelm), Christiania/København/Skien 1826X31
Se også bibliografi i NFL, bd. 4, 1896, s. 106X109
--------------------
Kanselliraad og Sorenskriver
5 barn
==Kilde:==
Slægden Hielm av B.Hielm
http://en.wikipedia.org/wiki/Bredo_Henrik_von_Munthe_af_Morgenstierne,_Sr.
- v. Munthe af Morgenstierne, Bredo Henrik, 1774-1835, Jurist,
var f°dt paa Herregaarden Bµkkeskov 27. Sept. 1774, S°n af nedennµvnte Konferensraad Otto Christopher v. M. af M. og dennes 2. Hustru. Privat dimitteret blev han 1790 Student med Udmµrkelse og 1795 juridisk Kandidat, hvorpaa han s. A. blev surnumerµr og 1800 virkelig Assessor i Hof- og Stadsretten. Sor° saadan deltog han som f°rstvoterende i Afsigelsen af Dommen over P. A. Heiberg af 24. Dec. 1799; oprindelig havde han vµret stemt for Frifindelse og endog affattet et Votum med saadan Konklusion, men opgav dette og sluttede sig til det mildeste Alternativ af sine µldre Kollegers Mening.
Han blev 1802 tillige H°jesteretsadvokat, en Stilling, for hvilken han var sµrlig skikket. Alt syntes at love den begavede Mand en smuk Fremtid paa Embedsbanen i Danmark, da et uheldigt Tilfµlde pludselig afbr°d disse Udsigter. Paa Grund af en formel Fors°mmelse -- ½UefterrettelighedX -- under Behandlingen af en Retssag blev M. sat under Tiltale og ved H°jesterets Dom af 12. April 1804 d°mt fra begge sine Embeder; det var et haardt Slag, som dog ikke b°jede M. Han udviste i disse Aar en mµrkelig Energi. Han forlod med sin Familie Danmark og bosatte sig i Nµrheden af Lybek, hvor han forpagtede en st°rre Landejendom. Da dette Fors°g ikke lykkedes, bestemte han sig for atpr°ve sine musikalske Evner og blev Violinist ved et Skuespillerselskab i Bremen og senere Kammermusikus i Oldenborg. Delvis skal han have flakket om og lidt N°d. Under Navn af Carlson gav han Koncerter i Westfalen og Nederlandene, hvorfra han drog til Norge og her fandt en anden Virkekreds. Fra 1806, da M. bosatte sig paa Moss, f°rst som Huslµrer, senere som Skolebestyrer og tillige som Sektionsanf°rer for Kystvµrnet, tilh°rer hans Virksomhed udelt Norge. I 1809 flyttede han sin Skole til Christiania, hvor han 1807-10 udgav Tidsskriftet ½For Politik og HistorieX og 1809 Fjerdingaarsskriftet ½Norges MinervaX. Ogsaa en Rµkke af juridiske Skrifter og Afhandlinger foreligger fra hans Haand. I 1810 fik han Oprejsning for Dommen af 1804 og kunde atter betrµde Embedsbanen. Han blev Overretsprokurator i Norge og fik 1811 Titel og Rang som Kancelliraad. Saa kom Aaret 1814, og Norge skulde organiseres som selvstµndig Stat. Alle Krµfter beh°vedes, og for en Mand som M. blev der nu rig Anvendelse. Han blev f°rst S°krigsprokur°r og derpaa H°jesteretsadvokat. I 1816 blev han yderligere Regeringsadvokat. Sammen med J. A. Hielm(VII, 462) var han i disse Aar Skrankens store St°rrelse. I 1816 f°rte M. Forsvaret for Generallieutenant Staffeldt, men uden at opnaa Frifindelse for sin Klient. M.s Defension er et mµrkeligt Indlµg. Navnlig har han i sin Forsvarstale givet en korrekt og retfµrdig Skildring af Christian Frederik, bygget paa en indsigtsfuld Vurdering af denne Fyrstes vanskelige Position. Denne Dom falder i det vµsentlige sammen med den nyere Forsknings Resultater.I 1827-29 udgav han en Fremstilling i 2 Bind af nµvnte meget opsigtvµkkende Procedure. Imidlertid var M. 1820 bleven Sorenskriver i Bamble ved Skien. Han n°d stor Yndest hos Carl Johan -- hvad ikke hindrede ham fra at udgivesit Forsvar for Staffeldt og den gunstige Dom over Christian Frederik --, og da der ventileredes om Oprettelsen af et nyt Embede som Generalprokur°r, gjorde M. sig Haab om at erholde dette Embede, hvis Indehaver han troede skulde have samme Forretninger som den danske Generalprokur°r. Dette var dog ikke Tilfµldet. Heller ikke blev M., men Chr. M. Falsen (V, 63) udnµvnt. Da Kongen tilstod M. en Pension af sin private Kasse, ansaas dette som en Erstatning for, at han ikke blev Generalprokur°r. Da han saa 1824 som Suppleant m°dte paa Stortinget i Steden for den sygemeldte Reprµsentant for Skien og Porsgrund, blev han afvist som den, der maatte betragtes som ½Hoffets PensionistX og altsaa ikke valgbar. Det hjalp ikke, at den omhandlede Pension var overf°rt paa hans unge S°n. I 1829 kaldtes M. til en mere betydningsfuld Virkekreds, i det han da indtraadte i den store Lovkommission, hvor der f°rst overdroges ham Udarbejdelsen af et Udkast til Lov om Rettergangsmaaden i Justits- og Politisager. I 1830 og 1831 deltog han i Stockholm i Konferenser med den samtidig arbejdende svenske LovkomitX. M. havde vµsentlig Andel i Udkastet til den nye Kriminallov, navnlig af Kapitlerne om Manddrab og Legemsbeskadigelser. Hans omfattende juridiske Kundskaber kom her ret med, ligesom han maatte regnes for Kommissionens bedste Stilist. Han opnaaede dog ikke Afslutningen af Kriminallovsarbejdet. Efter nogen Tids Sygdom, der satte ham ud af Stand til at deltage i Kommissionen, afgik han 3. Juni 1835 ved D°den i Christiania. -- Han µgtede 9. Jan. 1800 Cathrine Elisabeth Fries (f. i Prµst° 29. Sept. 1781, d. i Christiania 13. Febr. 1840), Datter af Oberstlieutenant Christian F. og Pauline Dorothea f. Paulsen.
|
1774 - 1835 (60 år)
