| Notater |
- {geni:occupation} Biskop over Sjælland fra 1711 til sin død
{geni:about_me} Worm, Christen, 1672-1737, Biskop, var født i Kjøbenhavn
10. Juni 1672 og Søn af nedennævnte Justitiarius Villum W. 1686
kom han i Frue Latinskole, hvorfra han blev Student 1689. I sit
Hjem traadte han i Venskabsforhold til den lærde Islænder Arne
Magnussen (XI, 52) og fik Lejlighed til at gjøre sig bekjendt med
hans kritiske Arbejde over Åre Frodes Islands Historie, hvoraf
han fik en Afskrift. I Foraaret 1692 tog han theologisk Examen
og opholdt sig derefter i Tranebjærg paa Samsø hos en lærd
Orientalist, Præsten Mads Iversen Vejle, indtil han i Slutningen af
Aaret blev Hører ved Frue Latinskole. 1692-94 holdt han en
Række Dissertationer ved Universitetet over jødiske Antikviteter.
Disse bleve 1744 optrykte i Venedig, hvilket maa tages som et
Vidnesbyrd om, at man endnu den Gang har betragtet dem som
staaende betydelig over de almindelige Universitetsdisputatser. 1694
gav Christian V ham Løfte paa et Professorat i Filosofi med senere
Oprykning i et theologisk Professorat, og 1695 disputerede han for
Professoratet. I Foraaret 1696 fuldendte han et Stridsskrift, hvori
han udførlig behandlede et Æmne fra Oldkirken: Sabellius og
hans antitrinitariske Vranglære. Skriftet, der udkom s. A. i
Frankfurt, vidnede om en ualmindelig Lærdom og fik en smigrende
Anmeldelse i Udlandet. Men her hjemme undrede man sig over,
at han i saa kort Tid havde kunnet tilegne sig en saa omfattende
Kundskabsmasse, og der var dem, der paastod, at det ikke var
hans eget, men den lærde Samsøpræsts Arbejde, han førte frem.
Hvorledes det forholder sig dermed, lader sig ikke oprede, men For at fortsætte sine Studier rejste W. til Udlandet. I Okt.
1696 opholdt han sig i Leiden, men rejste kort efter til England,
hvor han studerede i Oxford. Han stod i livlig Brevvexling med
Fr. Rostgaard (XIV, 337), som den Gang opholdt sig i Paris, og
maaske opmuntret ved Vennens Udgivervirksomhed, planlagde han
selv en Udgave af danske og islandske historiske Kildeskrifter.
Han begyndte med Udgivelsen af Aarbøger fra Esrom (Annales
Esromenses) og af Åre Frodes Islands Historie. W. kom saaledes
Arne Magnussen i Forkjøbet X en ikke ganske dadelfri Fremgangsmaade,
som maa skrives paa hans Ungdommeligheds Regning.
Han maa dog vistnok hurtig være kommet til Erkjendelse af, at
det var et Misgreb. Han standsede Udgivelsen, og de nævnte
Værker bleve aldrig fuldendte. Men Uheldet fulgte ham ogsaa
paa anden Maade i Oxford. Han havde paa et af Bibliothekerne
laant et Haandskrift, som han glemte at bringe tilbage 1697, da
han forlod Oxford og rejste til Wolfenbüttel. Her saa en af
Bibliothekarerne det hos ham og laante det, dog vel med
Forpligtelse til at sende det tilbage, som han ogsaa gjorde. Dette
blev nu udlagt, som om W. havde bortført det og pantsat det for
at komme ud over nogle økonomiske Vanskeligheder. Beskyldningen
kom paa en meget nærgaaende Maade frem i et Skrift,
som udkom 1737, W.s Dødsaar, og efter Samtidens Mening har
det sandsynlig fremskyndet hans Død.
I 1698 kom han tilbage fra Udlandet, men det Professorat,
der var stillet ham i Udsigt, fik han ikke. Han traadte derefter
over i praktisk Virksomhed, i det han 1699 blev Hjælpepræst hos
Præsten M. Henriksen Tistorph (XVII, 417) ved Nicolai Kirke og
efterfulgte ham som Sognepræst 1701. 1707 blev han Præst ved
Frue Kirke, Stiftsprovst og Provst over Sokkelunds Herred. I
disse Aar gjorde han sig særlig fortjent ved at virke for
Almueskolevæsenets Fremme. 1706 fik han oprettet Nicolai Kirkes danske
Skole, og 1707 stiftede han en lignende for Frue Sogn. 1710 blev
han Professor i Theologi og 1711 Sjællands Biskop. Da Kjøbenhavns
Fattigkommission, hvoraf han var Medlem, i Henhold til en
ældre Lov havde forbudt at give Almisse, kom han i Strid med
Stiftsprovst J. Lodberg (X, 353), som prædikede imod Loven og
ikke vilde bøje sig for Biskoppen, men skød Sagen umiddelbart
ind under Kongens Afgjørelse. Da denne faldt ud til Lodbergs Fordel, følte W. sin Myndighed krænket og klagede i en Samtale
med Kongen over denne Afgjørelse. Han var saa uforsigtig at
udtale, at paa den Maade kunde han ikke regere sine Præster, og
paadrog sig derved en skarp Irettesættelse af Kongen, der svarede:
«Regere, den Umage have vi ogsaa paataget os selv». 31. Okt.-7.
Nov. 1717 holdtes Jubelfest for Reformationen. W., der havde
forberedt den, prædikede selv 1. Nov. i Frue Kirke og holdt ligeledes
3. Nov. den latinske Festtale paa Universitetet. I øvrigt var
hans Stilling vanskelig og hans Indflydelse ikke stor, især efter
Oprettelsen af Missionskollegiet 1714, der paa egen Haand gjorde
Indstilling om forskjellige kirkelige Sager, som tidligere faldt ind
under Bispernes Afgjørelse. Den theologiske Professor H. Bartholin
(I, 560), der havde betragtet sig som selvskreven til at beklæde
Sjællands Bispestol, blev en af W.s mest ihærdige Modstandere.
Frederik IV havde 1724 nedsat en hemmelig Kommission, der
skulde undersøge Klager over Underslæb, som vare rejste imod
forskjellige højere gejstlige og verdslige Embedsmænd. Kommissionen,
der paa Grund af den Ed, som den afkrævede dem, der indkaldtes til
Forhør, kaldtes Bandekommissionen, vakte i høj Grad W.s
Forargelse. I en Samtale med Bartholin bebrejdede han ham, at
han havde aflagt den omtalte Ed, «som stred imod Guds Ord og
Naturens Lov». Han erklærede, at han selv aldrig vilde lade sig
tvinge til at aflægge den, og han udtalte som sin Overbevisning,
at der vilde blive mange Menedere. Bartholin var ikke sen til at
lade denne Udtalelse gaa videre til Kommissionen, og W. fik atter
en skarp Irettesættelse. Maaske var det i den Anledning, at han
optog sit bekjendte Valgsprog: «Per spinas ibo ocreatus (skal jeg
gaa igjennem Torne, tager jeg Støvler paa)». Dronning Anna
Sophie, som var stærkt interesseret i Kommissionens Undersøgelser,
var i det hele taget ikke velsindet over for W., der hørte til
Dronning Louises Parti. 1721 havde han holdt Ligprædiken over den
tilsidesatte Dronning og rost hende i høje Toner. Under Kjøbenhavns
Ildebrand 1728 brændte Bispegaarden med Stiftsarkivet og
W.s betydelige Bibliothek, der for en Del var en Arv fra hans
Farfader, den berømte Ole W. 1730 ledede han i sørgelige
Omgivelser Jubelfesten til Minde om den augsburgske Trosbekjendelse,
og 12. Dec. s. A. holdt han Ligprædiken over Frederik IV. Han
udtalte sig ret uforbeholdent om den afdøde Konge og rettede et
skarpt Angreb paa hans strænge Sabbathsforordning af 21. April
1730 og særlig paa Anvendelsen af Gabestokken. Angrebet gjorde sin Virkning. Kort efter ophævede Christian VI Loven. Den
Helligdagsforordning, Kongen senere udstedte, var noget mildere.
1731 kronede W. Christian VI og Sophie Magdalene.
Under den nye Regering blev hans Indflydelse paa Afgjørelsen
af egentlig kirkelige Sager endnu ringere, end den havde
været under Frederik IV. Derimod fik han rig Lejlighed til at gjøre
sin praktiske Dygtighed gjældende som Medlem af en Række
Kommissioner, hvori han var den, der trak Læsset. Saaledes fik
han 1731 Sæde i en Kommission, der skulde udarbejde en ny
Plan for Universitetets Virksomhed, og 1733 udvide des dens Virksomhed
tillige til at gjøre Forslag til Reformer i det lærde Skolevæsen.
1732-37 var han Meddirektør for Herlufsholm Stiftelse.
1736 holdtes Jubelfest til Minde om den danske Reformation,
Festen skulde forherliges ved Doktorpromotioner, og da der ved
Universitetet ikke var nogen Dr. theol., der kunde meddele Graden
til andre, fik W. Graden ved et kongeligt Diplom. Forud for
Festen forberedtes Konfirmationens Indførelse paa Forslag af Kongens
pietistiske Raadgivere J. Bluhme (II, 440) og J. Schrøder (XV, 308).
W. var den eneste af Landets Bisper, hvem der blev affordret
en Erklæring om Forslaget. Han udtalte sig meget forsigtig. Han
fandt Konfirmationen gavnlig og hensigtsmæssig, men frygtede for,
at den skulde svække Daabens sakramentale Betydning, og han
henstillede til Kongen at udsætte Indførelsen, for at Almuen forinden
kunde blive vejledet til Forstaaelsen af denne nye Kirkeskik,
saa at den ikke stillede sig uvillig over for den. Da der ikke
blev taget noget Hensyn til hans Erklæring, udgav han 1737
et lille Skrift om «Børnedaabens Fornødenhed og Konfirmationens
Nytte», hvortil han føjede: «Et velment Sendebrev angaaende den
gudelige Konfirmationsforretning», ligesom han ogsaa forfattede
Konfirmationsbønnen.
W. døde 9. Okt. 1737. 1699 havde han ægtet Christine Tistorph
(X 18. Jan. 1729), Datter af hans Formand ved Nicolai Kirke. X
Foruden de tidligere nævnte Skrifter har han udgivet en Række
Ligprædikener. Om Ligprædikenerne over Dronning Louise og
Frederik IV skal tilføjes, at den første ikke maatte udkomme i
Frederik IVXs Tid og den sidste ikke i Christian VIXs. De bleve
først udgivne 1747, og da, efter samtidige Vidnesbyrd, i en mil-
dere Form end den, hvori de vare holdte.
Zwergius, Siell. Clerisie I, 359 ff.
Nord. Tidsskr. f. Oldkynd. III, 101. 123 ff.
R. Nyerup, Luxdorphiana S. 333 ff.
Kirkehist. Saml. 5. R. II, 533 ff.
Personalhist. Tidsskr. 3. R. II, 96 ff.
S. M. Gjellerup. (Bricka, Dansk biografisk leksikon)
|
1672 - 1737 (65 år)
d. 17 Mar 1704, Gammeltorv, København, Denmark