| Notater |
- {geni:about_me} Slægtens stamfader - Pierre la Cour
Som allerede navnet tyder på, skal slægten la Cour (Dornonville de la Cour) oprindelig være fransk, men faderen til den danske linies stamfader skal have forladt Frankrig enten, som der almindelig siges, fordi ban efter ophævelsen af det nantiske edikt (1685) savnede den trosfrihed, han som hugenot trængte til, eller, hvad der også er blevet ymtet om, fordi ban havde indgået politiske forbindelser, der blev farlige for hans borgerlige sikkerhed. Der findes endnu en mængde la Courer i Frankrig, også, efter hvad en fransk søofficer har meddelt kaptajn i flåden Dornonville de la Cour, i Bourgogne folk, der bærer navnet Dornonville de la Cour, men trods flere tilfældige sammenstød hardet aldrig kunnet udredes, i hvilket forhold disse står til den danske linie.
Hvilket fornavn den udvandrede la Cour bar, ved man ikke, men kun, at han var gift med en Marie Fouzillac, der var fransk af byrd lige som han selv, skønt hendes forældre boede i Haile. sandsynligvis var disse noget tidligere udvandrede af samme grund som han. Et familiesagn vil vide, at la Cour var ,,ministre" (~: præst?) og boede på et større landsted tæt udenfor Paris. Da han pludselig så dette omringet af soldater, flygtede han med sin unge hustru bort gennem haven, satte hende på et æsel og undslap heldig med hende til Tyskland, hvor hun kort efter fødte den søn til verden, der blev stamfader for den danske linie, og hvor de da boede, indtil der kort efter oprandt mindre farlige tider for dem.
Af disse to forældre fødtes altså den danske linies stifter Pierre la Cour i den lille by Köpenick ved floden Spree i Mittelmarek-Brandenburg d. 22. februar 1716. Han var imidlertid kun otte måneder gammel, da begge hans forældrevendte tilbage til Frankrig, og siden kender vi aldeles intet til dem eller deres skæbne. Han så dem aldrig mere og hørte nok heller ikke fra dem. Pierre blev derimod hos sine morforældre i Haile i Sachsen og blev opdraget af dem. I sit syvende år kom han i byens latinskole, gik der i 4 år og var 11 år gammel nået op i dens 4de lektie, da hans morforældre (1728) flyttede til Leipzig, hvorhen han fulgte dem. Her synes han dog ikke at have gået i latinskolen, men foruden i regning og skrivning nød han undervisning i musik. Da morforældrene 1730 flyttede til Berlin, blev han atter sat i latinskole, men nåede ikke at blive student, thi just som han skulde være trådt ind i 5te lektie, blev han kaldt til Danmark.
Det var Christiane Dorthea v. Rhedern, enke efter major Henrik de Lasson til Åkjær, som fik den 16-årige dreng herind fra Berlin, for at han kunde undervise hendes 6-årige søn vensel Frederik de Lasson i fransk. På Åkjær var han da i 4 år, men kom dernæst på sin frues anbefaling til Ørslevkloster, hvor han skulde undervise Oberstløjtnantinde Berregårds søn Frederik i fransk.
Her var han i 6 år, indtil 1743, men kom det følgende år som ,,sprogmester" til fru Berregårds bror, Mathias de Lasson på Bjørnsholm, hvor han atter var i 4 år, til hans tidligere elev, kammerjunker Berregård, 1747 kaldte ham somsin håndskriver til København. Denne stilling varetog han i 3 år, men 1750 blev han Berregårds ridefoged på Stårupgård med gods og det næste år tillige på Ørslevkloster og Strandet. alle de 3 gårde ligger i den nordlige del af Fjends herred, som danner en halvø i Limfjorden, omgiven af Skive og Hjarbæk Fjorde, og de tilhørte alle Berregård. Af børnenes fødsel fremgår det, at LaCour det første årstid har boet på Stårupgård, dernæst et par år på Ørslevkloster og så et par år på Bådsgård, en avlsgård i den nordlige ende af halvøen, der også tilhørte Berregård.
Allerede 1753 havde LaCour imidlertid fået tilsagn om at få Strandet i forpagtning, og dette gentoges ved Kammerherreinde Berregårds skriftlige løfte og ratifleation af 23/2 1758, men først 1/3 1759 sluttedes kontrakten. Det var på gunstige vilkår, at LaCour modtog denne gård i forpagtning. 1737 var den blevet bortforpagtet (til Niels Christensen Winehel) for en årlig afgift af 280 rld.., 1751 (til Niels Quistgård) for 350 rld. i det første år, 300 rld. ide følgende, medens forpagtningsafgiften for LaCours vedkommende blev fastsat til 200 rld. Kontrakten, der findes opbevaret i landsarkivet i Viborg, og hvoraf første og sidste side hidsættes i Faesimile, aftrykkes blandt bilagenetil denne bog.
På Strandet sad LaCour da som forpagter resten af sin levetid, gennem 16-17 år, men desværre er de midler til at lære ham at kende, som er bevaret, kun få og sparsomme. Såvidt vides, er der ikke levnet et eneste brev eller andet,som han har nedtegnet med egen hånd. I skifteprotokollen for Halds Amt findes optaget nogle breve, han har sendt forskellige af dem, han trådte i forbindelse med, men de yder kun et ringe bidrag til at lære hans personlighed at kende. Enkelte træk kan hentes fra den af Pierre LaCour efterladte fortegnelse på hans familie, som i sin tid opbevaredes hos Frk. Pauline Worm, og hvoraf jeg besidder en afskrift, ligesom fra det ,,Testimonium", som rimeligvis læstes i tilknytning til begravelsen, og som også optages blandt bilagene til denne bog. Imidlertid vil vi af de oplysninger, som er os levnet, søge at danne os en forestilling om de forhold, hvorunder han levede, det hjem, hvori hanvar husfader, og det liv, som der udfoldede sig.
Strandet ligger i Ørum sogn og omtales på den tid, LaCour beboede den , som ,,en liden dog frie sædegård, som har sit navn deraf, at den grænser til Limfjordens strand. Der har før på gården været et grundmuret hus, som længe siden er nedbrudt; nu er bygningen af smukt bindingsværk, dog med stråtag. Gården har fordum været beboet af Juuler, Fruser, Sehesteder og flere adelige familier. Gården holder føde-fæe og bebos af Peter la Cour, til hvem den på livstid er forpagtet. Hovedgård takst 19 tønder 3 skiepper 1 fierdiugkar 1 album. Bøndergods 208 tønder 4 skiepper 1 fierdingkar 1 album. Mølleskyld 1 tønde 2 fjerdiugkar. Tiender 26 tønder 4 skiepper.
Den nuværende hovedbygning på Strandet bærer over indgangen årstallet 1794, er altså opført efter LaCours død, men den bolig, han havde rådighed over, har ikke været ringe. Den bestod - foruden af udenomsbekvemmeligheder: køkken,spisekammer, kødkammer, ølkælder, bryggers, stueloftet, skoleloftet, skrædderkamret m. m. - af dagligstuen, kontoret (i skiftet kaldet ,,den salig mands kammer"), storstue, det søndre gæstekammer, det nordre gæstekammer, sovekammer, ammestue og pigernes kammer. Og alle rummene har tilsyneladende været vel besatte med møbler. I dagligstuen fandtes, hvad der fremgår af skiftet efter ham, bl. a. en jernbilæggerkakkelovn, 1 egedragkiste med 4 skuffer og drejede fødder, 1 egeehatolle med 3 skuffer under, 1 dobbelt slagbord, 1 ditto på krydsfod og 1 blåmalet bord med skuffe under, hvori enken har sine gangklæder. Af stole fandtes 2 af eg med lærredsbetræk, 1 rydslæders ditto, 6 stk.. åbenryggede stole og 2 gamle stole med uldent betræk. På væggene hang 5 skilderier, deriblandt 2 forestillende Christus tornekronet på korset og hans moder, 3 grønmalede treboletter og 1 hængehylde, og endelig var der et slagværk med kasse. I denne stue opbevaredes også de få bøger, LaCour ejede, og som foruden i Bibel i folio fra 1589 og C. 5. danske lov i octav fra 1750 kun bestod af 13-14 hovedsagelig franske og tyske bøger. Af disse var tilsyneladende den værdifuldeste 3 bind i octav: Traité de Laverette de la Religion, der vurderedes til 1 rdl., ellers var det kun mindre skrifter af filosofisk og religiøs art (Fénélons Oeuvres Philosophiques i Octav, Le Philosophe de sanssouci, Fontenelles Oeuvres diverses, Trende Tomer i et bind uden titelblad, Richterns Erkentnisz des Menschen) og endelig, foruden enkelte andre, 1 tysk salme- og bønnebog i duodecimo med sølvbeslag og et løst sølvspænde derved. Peder LaCour har efter det her nævnte at dømme altså ikke været en bogens mand; derimod har han åbenbart haft sin glæde i friluftsliv, ikke mindst jagt. Det vidner bl. a. de 13 haglbøsser om, der havde deres plads i dagligstuen, foruden adskillige andre jagtrekvisitter. Men det var ikke blot dagligstuen, han smykkede med det, der sikkert i hans øjne har hørt til de bedste prydelser på en væg; i ,,den salig mands kammer" nævnes også bøsser og andre genstande, der hører jagthåndværket til. Og at det virkelig har været en af hans hovedfornøjelser at gå på jagt, får man et på sin vis vemodigt indtryk af ved nogle linier i det nedenfor gengivne brev til justitsråd de Lindenpalm fra hans næstsidste år, hvori han klager over, at han endnu ikke er ganske restitueret, ,,hvilket ikke lidet nager mig, at jeg ikke, såvist som jeg havde foresat mig det, kunde i dette år komme til Tirsbæk og forlyste mig endnu engang med støverjagten, inden jeg dør".
Ved siden af jagten har han også til tider glædet sig ved musik. Noget spinet, datidens klaver, var der ikke på Strandet i LaCours tid, derimod fandtes der i dagligstuen 1 violin med låsfærdig futteral og 1 ditto violin med bue eller viol de gambe kaldet, medens futteralet til denne sidste fandtes i hans eget kammer, hvor den måske havde sin egentlige plads. Vi kunde da tænke os, at violinen er bragt ind i dagligstuen, fordi han -måske en af sine sidste levedage - har ladet tonerne lyde i familiens kreds.
Men foruden hvad jeg før har nævnt af bohave i dagligstuen har denne også rummet skænken, hvori sølvsager og glas opbevaredes. Her træffer vi bl. a. 2 sølvskeer med bogstaverne P. L. og årstallet 1751, der altså sikkert stammede fra Peder LaCours bryllup med hans første hustru, endvidere 6 nye sølvskeer med bogstaverne P. L. M. 5. H. og årstallet 1762, 2 gamle sølvskeer, ,,med navn i træk og årstal 1705", 1 potageske, 1 sukkerbøsse med bogstaverne C. H. B. ø. P. og årstallet 1751, 1 sølvtomling, 6 teskeer med sukkertang foruden forskelligt andet og af glasvarer tvende pokaler med låg, 1 glaskrus med tinlåg, 16 Stk.. differente spidsglas, 5 frimurergiasl og en hel del mere.
Vender vi os til de andre af værelserne på Strandet, finder vi i storstuen 1 blåmalet dragkiste på fod med forsølvede lister og 1 større indlagt dragkiste på fod, hvori gemtes et ret rigeligt forråd af duge, servietter, lagner, pudevår og håndklæder.
Sovekammeret rummede 1 grøntmalet himmelsengested med 4 stk.. grønt hjemmegjort omhæng og 2 stk.. kapper, hvori fandtes 1 skindoverdyne, 2 brandgulstribede bolsterunderdyner, et par blågarns lagner, 2 uldne olmerdugs hoveddyner og desuden 1 stolpeseng med brunt hjemmegjort omhæng og 1 kappe.
I gæstkamrene (det søndre og det nordre) fandtes også møbler af forskellig slags, men nævnes skal blot, at det første af dem rummede en række billeder: "12 Konge skilderier af den oldenborgske stamme, 2 dronningeskilderier, 2de skilderier i forgyldte rammer, skal være grev Frijs og hans grevinde, 6 skilderier i ramme, 6 kåberstykker uden ramme". Det er tydeligt, at LaCour har foretrukket jagtvåbnene som vægprydelser fremfor billeder, der derfor for en stor del er blevet henvist til gæstkamrene. Men denne fortegnelse over hvad der fandtes i de enkelte værelser på Strandet i LaCours tid giver os jo kun et svagt indtryk af, i hvilke omgivelser han og hans husstand levede.
Hvem bestod nu denne af? Gennem skiftet kan vi se, hvilke fremmede folk, forpagteren havde i sit brød i det sidste år, han levede, og noget lignende må vel have været tilfældet i de tidligere år. Foruden familien, der da bestod af mand, hustru og 6 hjemmeværende børn, af hvilke den ældste, Niels, var år og vist lærte landvæsen hos sin fader, medens den yngste, Jørgen, var 8 år, levede på Strandet: Stiosus MonsX Curtz, der uden tvivl har været huslærer forde mindste af børnene. Endvidere en ladefoged (Niels Svenningsen), en kusk (Lars Jacobsen), en røgter (Knud), en fårerøgter (Peder), en stuepige (Johanne), en kokkepige (Dorthe) og en hønsepige (den lille Dorthe). Det egentlige markarbejde og for øvrigt meget andet blev jo nemlig dengang udført af hoveribønderne, om hvem der tales i forpagtningskontrakten. Lønnen, som de enkelte af Strandets beboere modtog, var, sammenlignet med nutidens forhold, kun lille. For et år fik Monsr Curtz 16 rdl., ladefogden 10 rdl. foruden til brændevin i samme tid 1 rdl. 2 skilling , kusken 6 rdl. 4 skilling, foruden brændevinspenge i rdl. 2 , røgteren 6 rdl. 4 skilling, fårerøgteren (for 1/2 år) 1 rdl. 3 skilling, stuepigen 8 rdl., kokkepigen 5 rdl. 2 skilling og hønsepigen 4 rdl. Men nu husfaderen selv. Hvorledes var han og hvorledes så han ud? Det sidste spørgsmål kan i nogen måde besvares, da der, som bekendt, er bevaret et oliemaleri af ham. Efter det at idømme synes han at have været en smuk mand med ædle træk. Og der er grund til at mene, at han var en brav, from og gudfrygtig mand. De få udtalelser, som vi har bevaret af ham i den førnævnte fortegnelse over hans slægt, og den omtale, der bliver ham til del i testimoniet, tyder derpå.
Gennem skiftet kan vi lære hans klædedragter at kende, og selvom vi vil fastholde, at det kun halvvejs er sandt, når der siges, at det er klæderne, der skaber manden, kan det dog måske interessere en og anden at se, hvorledes hangik klædt. Hans højtidsdragt har uden al tvivl været den, der betegnes som 1 violette klædning, udvendigt, [bestående] af kjole, vest og bukser kjolen drætjet let foret med blå chagrin og vesten med hvid silke, vurderet for 12 rdl. Foruden denne findes 1 violettes kjole med silkeknapper efter tøjet, udvendigt, for hvilken værdien blev sat til 5 rdl., men for øvrigt havde han desuden 1 rød carmoisin kjole og vest, vendt, med forgyldte knapper i, 1 blå klædes kjole og vest, vendt, med kamelhårs knapper i og 1 sort klædes kjole og vest, udvendigt. Når han var på rejse, bar han 1 grøn klædes rejsekjole med ræveskindsfoer eller 1 grå ditto af hjemmegjort tøj med calongs for. Ikke mindre end 8 parykker står der opregnet, deraf de to med bukler. På hovedet bar han tilsyneladende kasket enten af fløjl eller af klæde.
Familien på Strandet stod åbenbart i forbindelse med mange af egnens bedrestillede folk; det viser sig bl. a. gennem dem, der valgtes til faddere for børnene. Mulig har de ført en ret stor omgang, og dette i forbindelse med den talrige familie har vel medført, at de økonomiske kår ikke hørte til de bedste. Ganske vist er der sat ikke så lidt i møbler og husgeråd af forskellig art, en fremgangsmåde, der almindelig fulgtes, da man jo dengang ikke kendte tilsparekasser, men de jævnlige lån, han har måttet stifte, og opgørelsen af boet viser, at han har haft forskellige økonomiske vanskeligheder at kæmpe med. Skønt opdraget på fransk og tysk lærte han sig tilsyneladende dansk helt vel og skrev det ligeså godt som de fleste danske i den tid. Dette fremgår bl. a. af de breve, der før er nævnt, og som findes bag i bogen.
I høsten 1774 blev Peder LaCour overfalden af nogle ,,tildels smertefulde tilfælde". Han fandt dog atter nogle ugers lindring, men døde allerede d. 14. marts 1775, kun tyve dage over nioghalvtreds år.
Dagen efter LaCours død fandt, som sædvanlig, registreringen i hans bo sted, og der holdt nu skiftesamlinger 18. og 19. april 1775, 18. nov.. 1775, 9. maj 1776, 28. april 1777,15. og 16. juli 1777, juli 1778, 11. december 1778, og endelig er boet sluttet 29. juni 1779. (boets behandling i skifteprotokollen fylder 91 foliosider).
Han var gift to gange. Første gang på Ørslevkloster 13. juli 1751 med Margrethe Susanne Hertzberg. Hun var datter af Niels Jensen Hertzberg (f. i Vrå 1693, student fra Hjørring 1711, theol.kand. 1716; pers. Kap. i Ejds præstegård(Nordfjord) 1719, i Viborg Nørresogn 1732 og i Finnås 1744, død i Bergen 17/10 1764 og Dorte Cathrine Harboe (død 01.01.1743) og blev sandsynligvis født på Daviken 20. august 1720. Hun blev dåbsfæstet i Viborg 06.10.1737, da hendes fader imidlertid var blevet forflyttet som præst til Gråbrødre kirke der. Først synes hun at have været lærerinde hos godsejer Søren Kjærulf, hvis datter Andrea Kirstine blev gift med gehejmeråd Hjelmstjerne, og dernæst hos kammerherreinde Berregård på Ørslevkloster. Hun skal have været meget yndet af sine elever og disses forældre. Hun døde på Strandet 24. februar 1763 ,,42 år 6 Mdr. 4 dage". Hendes mand skriver i sine ovenfor nævnte slægtsoptegnelser:,,Sidstmeldte år L: 1763 d. 24. Feb., en bedrøvelsesdag for mig, behagede Gud at bortkalde min kone om morgenen Kl. 6 og hende med en salig død til sit ærefulde rige at annamme, da hun den 3. marts ved en sømmelig begravelse blevlagt i Ørum kirke, hvor hendes legeme hviler til en ærefuld opstandelse, og hendes sjæl, som jeg med Jesu kraft og hjælp skal på hun dag beskue, hviler allerede i Guds arme".
Hun skænkede sin mand otte børn: fire sønner og fire døtre.
2) på Frusholt 26. august 1763 Christiane Frederikke Nohr (Bernt Nohr, hofmaler ved Frijsenborg, og Ane Cathrine Olesdatter). Hendes fader var født i Wismar, men da denne by i tiden fra 1648-1803, bortset fra de få år 1675-79, hørte under den svenske krone, fødtes han altså som svensk undersåt; som ung kom han til København, hvor han giftede sig først med benne (ell. bente) bentsdatter, der fødte ham en datter engel Nohr og døde c. 1712, derefter med Ane Cathrine Olesdatter, der blev moder til Christiane Frederikke. 1716 var ægteparret Nohr taget til Jylland, hvor husfaderen blev hofmaler ved Frijsenborg. Efter Bernt Nohrs død, natten mellem 23. og 24. juli 1739, ægtede hans enke 19/12 1740 maleren Hans Groesen, men døde 7 år efter, 2/9 1747, 55 år gammel.
Om Christiane Frederikke har vi kun få oplysninger. Hun blev født i malerhuset ved Frijsenborg og døbt i Hammel kirke 29. april 1727, båret af grevinde Frijs, medens grev Frijs og ritmester bentzon var vidner. Da hendes fader døde, opholdt hun sig hjemme og blev der fremdeles.
Skiftet efter ham udviser en samlet værdi af boet på 136 rdl. 4 mk. 10 skill., medens gældens størrelse var 256 rdl. 3 mk. 6 skill., så der intet blev til børnene. Da der 02.10.1747 holdtes skifte efter hendes moder, blev der tildeling mellem den efterladte mand og hende 184 rdl. 5 mk. 2 skill., men datterens halvdel skulde blive stående i boet, så længe de boede sammen; stedfaderen skulde ikke svare renter til hende, men forsyne hende med alt og desforuden i sin tid lade hende være følgagtig de ting, hende tilhørende, som nu ikke registreret og vurderet er, nemlig.: 1 stort nyt skab, 1 drag kiste på en fod, 1 ny slagbænk, i ny seng, 1 skrin og 1 sort dito, 2 nye skrin, 1 lidet skab, i tebord, 1 pyramide samt 2 olmerdugsdyner og 2 puder, 6 tintallerkener, 5 fade, 1 par messinglysestager, i liden messingkeddel, 1 fortinnet kobbergryde, 1 lidet tebord og 1 jernfyrfad, men skulde hun være forårsaget sit brødpå andensteds at søge, bliver han pligtig af hendes penge at oversende de ordinære rente". 03.03.1760 holdtes der auktion i Hinnerup Broegård i anledning af madam Kirsten Nimbs død 30.11.1759, og ved denne lejlighed købte Christiane Nohr bl. a. i uden syskrin uden lås for 3 mark (vurderet til 12 8k.) og står da opført som hørende til på Frisenvold, Ørum sogn. 1761 bar hun sergent Rhodes datter Ane Margrete til dåben i Sal kirke og 1/4 1763 bar hun degnensdatter til dåben sammesteds. Hun har da rimeligvis opholdt sig på Frusholt (nu Ormstrup), der ligger i Sal sogn, i huset hos Hans Thansen Rosborg, en søn af den for sin stridbarhed og sine mange processer vidt bekendte herremand,Hans Hansen Rosborg. Hendes bryllup fejredes nemlig på Frusholt, og fru krigsrådinde Rosborg fra Frusholt bar det første barn, Bernt, over dåben.
1771 Pag. 85b findes: Da Seign. Peder Lakhur fra Strandet og Jomfr. Christiana Nohr på Frusholt, lade sig copulere, så love vi underskrevne, at intet er på nogen af siderne, som dette ægteskab lovl. kand hindre, d. 26. august 1763
pr. Cancellie råd Lerche fra ørslev Closter
Hr. Poul Ambdrup, præst til Cobberup.
Pierre LaCour skriver i den ovennævnte fortegnelse på sin familie: ,,Den 26. august 1763 følede jeg igen den barmhjertige Guds trøst, da han udvalgte mig til hustru Christiane Frederica Nohr. Vores Bryllup blev holdt paa Frusholdt. Vi kom hjem med hinanden den 30. dito, og haaber næst Guds bistand at leve sammen i enighed og ered, som Gud kand være tækkelig og behagelig, imodtagende med taknemmeligbed hvad velsignelse Guds naadige forsyn vil benaade os med, bedende den almægtige om fornøden tålmodighed til den sorg og modgang han finder for godt at pålægge os"
Efter sin mands død blev hun antagelig boende på Strandet, hvis hun ellers kunde bo der, til gården brændte netop 1775. Ejeren, Hans Henrik Jørgensen gav hende nemlig fri Bolig i 2 år (til 1/5 1777) med ildebrændsel samt foder oggræs til to køer og 10 får, desuden 12 tønder rug, 12 tønder byg og ti rdl. i penge årlig samt brug af en del af haven. Hvor hun senere færdedes, er uvist, indtil hun sluttelig tog bo hos sin yngste søn i Odder, i hvis hus hun døde 30. Juli 1801. Odder Kirkebog siger, at hun var 77 År, altså født 1724, hvilket imidlertid må være urigtigt, da hun, som sagt, blev døbt 29. April 1727. Hun kan altså kun have været 74 år ved sin død.
Hun skænkede sin mand to sønner.
|
1716 - 1775 (59 år)
