| Notater |
- {geni:about_me} * http://www.kvinfo.dk/side/597/bio/1695/origin/170/
1685-1738, forsamlingsleder.
*august 1685 i Oksenvad sg., X27.1.1738 i Kbh.
Forældre: skoleholder, slotsdegn Hans Mortensen og Marine Hansdatter.
~senest 1714 med tømrermester Mathias W., *1690 i Frederikshald, Norge, X27.4.1728 i Kbh., s. af sognepræst Hans W. og Maren Dorph.
Børn: Marie (1715), Bodild Johanne (1717), Hans (1718), Conrad Frederik (1721), Anna Elisabeth (1722), Johanne Catharine (1724).
MW er en af de få almuekvinder fra 1700-tallet, hvis personlighed og indsats har været så markant, at hendes eksistens endnu huskes. Hendes første barndomshjem var Stursbølgård ved Haderslev, hvor hendes fader var fæstebonde. Detnæste blev degneboligen i Gråsten, da faderen fik stilling der som skoleholder og slotsdegn hos greve XFr. Ahlefeldt. Dermed kom hun og hendes to søskende til at vokse op i grænselandet, hvor den pietistiske indflydelse fra Halleførst nåede frem til Danmark. Og da denne vækkelse sprang til Kbh. i begyndelsen af det nye århundrede, var MW netop kommet til hovedstaden, muligvis som husholder for broderen Conrad W., der var skriver på Kbh.s Slot. De to søskende var begge stærkt optaget af den pietistiske lære, som endnu led trange kår i Danmark med forsamlingsforbud og forfølgelse af prædikanter. Under den store pestepidemi i 1711 tog MW Xaf Kjærlighed til Gud og mine danske VennerXden opgave på sig at oversætte et udtog af tyskeren Chr. Scrivers meget yndede Seelen-Schatz. Det blev til en lille tyksak af en bog på godt 1.000 sider Chr. Scriver. Gyldene Bøn-Klenodie eller Udtog af alle Bønner og Sukke, som i hans Seelen-Schatz her og der findes. Overs. af MM. Den udkom vistnok i 1711, men kendes nu kun i to eksemplarer med trykåret 1718.
I ægteskabet med Mathias W. fødte MW seks børn og levede en række år i gode kår; han stod for flere store kbh.ske byggeforetagender, og familien kunne snart flytte ind i et stort hus i Grønnegade, som dengang lå i byens udkant. Men lykken vendte sig, da han entrerede med en af landets mest velhavende og mægtige mænd lensgreve XChr. Ditlev Reventlow om en større ombygning af dennes ejendom, storkanslergården i Købmagergade. Da arbejdet efter to år var færdigt, ville Reventlow ikke betale, og Mathias W. måtte derfor af egne midler holde håndværkerne skadesløse. Det ødelagde hans forretning og helbred og førte i 1728 til hans tidlige død. MW sad nu tilbage i sit store hus. Her oplevede hun få måneder senere Kbh.s ildebrand, som gjorde så mange husvilde, at hendes tømrergård i løbet af en nat var beboet fra kælder til kvist af XafbrændteX mennesker. Omtrent ved denne tid begyndte MW som enkelte andre fra hendes kreds at holde gudelige forsamlinger i hjemmet, inspireret af tyskeren Ph.J. Speners Collegia pietatis, desuden korresponderede hun med ligesindede både i Danmark og udlandet. Til udredning af sagen om storkanslergården blev deri 1729 nedsat en kommission, hvis kendelse enstemmigt faldt ud til fordel for hendes afdøde mand. Da lensgreven stadig nægtede at betale de sidste 2.000 rigsdaler, førte MW resolut processen videre for Højesteret 1730-31. Her fikhun som Mathias W.s enke på ny medhold, og Reventlow dømtes til yderligere at betale hende 600 rigsdaler i sagsomkostninger, hvad han gjorde, om end kun delvis, efter otte måneders tøven. Omsider kunne MW gøre op med sine kreditorer. Hun og børnene var nu flyttet til Gammeltorv, hvor hun lejede et par værelser oven på værtshuset Den gyldne Oxe.
I hele denne tid var Vajsenhusets præst XEnevold Ewald en god støtte og ven for MW. Derfor betroede hun ham opdragelsen af sin ældste datter Marie, som han allerede i 1730 giftede sig med, og som i 1743 fødte sønnen XJohannes Ewald, den senere digter. MW fortsatte ivrigt med sine forsamlinger to gange om ugen i huset på torvet, Den hellige Oxe, som nogle kaldte det, og prædikede den samme lære som svigersønnen i Vajsenhuskirken skråt overfor. Hun regnedesnu for XkronenX i de vaktes kreds, og folk flokkedes om hende. I 1731 kom stifteren af brødremenigheden i Herrnhut XN.L. von Zinzendorf på besøg i Kbh. i anledning af XChristian 6.s kroning. Her holdt han og hans ledsagere gudelige forsamlinger, og MW blev grebet af hans lære og påtog sig at lede kvindemøderne, da det efter inspiration af Zinzendorf blev bestemt, at forsamlingerne nu på herrnhutisk vis skulle holdes med mænd og kvinder hver for sig. Imidlertid opstod der så megen uro omkring møderne, at det i 1732 blev forbudt at afholde forsamlinger med bibellæsning, men den bibelstærke MW fortsatte frejdigt sine møder, nu uden bibel. På foranledning af byens ortodokse præster, nedsatte kongen i 1733 en kommission til undersøgelse af klagerne mod pietisterne, specielt Ewald og MW. Mens han fik en bøde for udgivelse af et sværmerisk skrift, blev hun pure frifundet. Imidlertid havde kroværten i Oxen sagt lejemålet op, og der findes ingen vidnesbyrd om, at MW holdt møder på sin sidste adresse hos en glarmester i Brolæggerstræde. Hun var en stærk personlighed, der trods stor modgang formåede at udfylde en plads i sin tid som en nidkærforkæmper for sin familie, sine venner og sin overbevisning. Det Gyldene Bønklenodie, hendes breve og indlæg i kommissionssagen tegner et levende billede af en handlekraftig kvinde med ordet i sin magt og af den urolige kreds i Kbh., hvori hun var midtpunkt.
Ebbe Kløvedal Reich: Kun et gæstekammer, 1999. Marie Hvidt: Det gyldne Klenodie, 1995. Louis Bobé: Johs. Ewald, 1943. Sønderjydske Aarbøger 3.rk., 1933. Kirkehistoriske Samlinger 5.rk.V, 1909-11.
Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.
Marie Hvidt
Dansk Biografisk Leksikon:
Marie Wulf, døbt Maren Mortensen, senere ændret til Marie Martens, 5.8.1685-27.1.1738, forsamlingsleder, oversætter. Født i Oxenvad sg, død i Kbh. W. voksede op i Gråsten på den tid da pietismen fra Halle var begyndt at brede sig til Danmark og særlig havde tag i Sønderjylland. Den unge pige blev tidligt vakt, især ved den tyske præst Chr. Scrivers skrifter, og allerede som 25årig viste hun iver og evne for at viderebringe sin tro da hun 1711 "af Kjærlighed til Gud og mine danske Venner" oversatte et udvalg af Scrivers Seelen-Schatz. Det blev til en lille tyk bog på godt 1000 sider, Chr. Scriver, Gyldene Bøn-Klenodie eller Udtog af alle Bønner og Sukke, som i hans Seelen-Schatz her og der findes. Overs, af M. M. Bogen kendes nu kun i to eksemplarer med trykåret 1718. Som gift kom W. til at bo i Kbh. hvor hendes mand var med i flere store byggeforetagender. Men parret kom efter nogle år ind i stor modgang.1723 entrerede manden med Chr. Ditlev Reventlow om ombygning af storkanslergården. Da arbejdet var leveret kunne Reventlow ikke formås til at betale Mathias Wulf som af sin egen lomme måtte udrede 10 000 rdl. X alle familiens sparepenge X til håndværkerne hvilket medførte hans "Velfærds og Helbreds Spilde" og endelig hans tidlige død. X Tilbage sad nu den fattige enke med fem børn. Til undersøgelse af byggesagen blev der 1729 nedsat en kommission hvis kendelse enstemmigt faldt ud til fordel for W. 1730-31 førte hun processen videre ved højesteret for at få 2000 rdl. som endnu skyldtes boet. Igen fik hun medhold, og Reventlow dømtes til at betale enken 600 rdl. i sagsomkostninger. Mens alle disse vanskeligheder stod på søgte W. trøst og hjælp hos vajsenhuspræsten Enevold Ewald som blev en religiøs og menneskelig støtte for hende. Derfor betroede hun ham sin ældste datter Maries opdragelse, og kort efter (1730) giftede han sig med den kun 15årige pige som senere blev mor til digteren Johs. Ewald. X Således er W. i personalhistorien blevet husket som svigermor og mormor til berømte mænd, men hendes egen kraftige personlighed har selvstændig historisk interesse da hun kom til at præge det religiøse liv i Kbh. i nogle bevægede brydningsår.
Med tyskeren Ph. J. Speners collegia pietatis som forbillede var det i begyndelsen af 1730erne blevet pietistisk skik at holde gudelige forsamlinger i private hjem med sang, bibellæsning og bekendelser om synd og frelse. W., som efterhånden regnedes for "kronen" i de vaktes kreds, holdt forsamling to gange om ugen og ledede møderne med en sådan kraft og veltalenhed at tilhørerne flokkedes om hende. Hun havde ordet i sin magt og brugte det både til at agitere for sin overbevisning og til at skælde ud på anderledes tænkende. Ofte var det en broget skare der mødtes hos hende på Gammeltorv i "Den forgyldte Oxe" som i folkemunde nu hed "Den hellige Oxe", og mange blev til langt ud på natten under sang og tummel, en uforsigtighed som mistænkeliggjorde W.s rygte. Da grev N. L. v. Zinzendorf kom til Kbh. 1731 blev W. grebet af hans lære, og da det under hans indflydelse blev bestemt at forsamlingerne på herrnhutisk vis skulle holdes adskilt for mænd og kvinder påtog W. sig at lede kvindemøderne. Denne forandring behagede ikke de stedlige vakte, og der opstod nu så megen uro omkring forsamlingerne, yderligere opildnet af de ortodokse præster, at der 1732 udstedtes forbud mod forsamlinger med bibellæsning. W. fortsatte herefter ufortrødent med bønnemøder uden brug af Bibelen, men stemningen blandt præsterne blev nu så ophidset at Chr. VI nedsatte en kommission 1734 til undersøgelse af klagerne mod pietisterne, og især mod Ewald og hans svigermor. X Under forhørene forstod W. så godt at svare for sig at hun blev pure frifundet af kongens rådgiver grev C. E. Stolberg. X Af det materiale kommissionen fremskaffede får man et levende billede af W. såvel som af den urolige pietistiske kreds i Kbh. hvori hun var midtpunkt.
Familie
Forældre: fæstebonde, senere skoleholder og slotsdegn på Gråsten Hans Mortensen og Marine Hansdatter. Gift senest 1714 med bygningsentreprenør Mathias W., født 1690 i Fredrikshald, Norge, begr. 27.4.1728 i Kbh. (Frue k.), s. af sognepræst i Id Hans W. og Maren Dorph. -Mormor til Johannes Ewald.
Bibliografi
H. F. Rørdam i Kirkehist. saml. 5. r. V, 1909-11 417-53 (heri breve). L. Bobé: Johs. Ewald, 1943 8-15.
|
Ca 1685 - 1738 (52 år)
