| Notater |
- {geni:occupation} Danmarks reformator, salmedigter, Biskop i Ribe, 154-61, Munk Antvorskov, Magister og senest Biskop
{geni:about_me} Hans barndoms oplevelser er indhyllede i sagn. Han gik vistnok i skole i Odense og Slagelse, men kom så i hvert fald ind i Johanniterklosteret i Antvorskov som munk. Her viste han gode evner, og 22 år gammel blev han sendt til Tyskland for at studere. Hav var nogle år i Rostock og tog et par akademiske grader der, og måske var han derefter en kort tid i Löwen og Köln.
1521 træffes han imidlertid som læsemester eller noget lignende ved Københavns Universitet, men en måned efter Christian 2.'s flugt 1523 blev han indskrevet ved universitetet i Wittenberg. Til dette tidspunkt kendes hans liv kun for de ydre rammer, men nu ved man, at han i henved to år studerede under Luther og blev vundet for reformationen. Han kaldtes derefter hjem, og da man på Antvorskov lærte hans nye kristendom at kende, blev han vistnok først kastet i fængsel, men derefter sendte til Viborgs Johanniterkloster for at bringes på andre tanker. Om han også der var fængslet og fra vinduet talte til folkeskarerne, er muligt, men usikkert. Klosterets prior syntes i hvert tilfælde godt om ham efter nogen tids forløb, og han fik lov at prædike i klosterkirken. Dette skete sandsynligvis 1525.
Tausens evangeliske forkyndelse samlede en menighed om ham, deriblandt flere af byens bedste mænd, og da munkene blev betænkelige, brød Tausen med dem, lagde munkekappen og tog ophold i borgmester Peder Tranes hus.
En tid prædikede han under åben himmel, men hans tilhængere sprængte en dag døren til Gråbrødrenes store kirke, og nu prædikede han derinde to gange hver søndag eftermiddag. Samtidig begyndte han med dansk salmesang.
Frederik 1. besøgte Nørrejylland 1526, følte sig tiltalt af Tausen og gjorde ham til sin kapellan, men tillod ham foreløbig at blive i Viborg. Den evangeliske bevægelse gjorde imidlertid de katolske prælater forbitrede, og biskoppen i Viborg Jørgen Friis søgte endog at fængsle Tausen under en af hans gudstjenester, men borgerne sluttede kreds om ham og jog bispens svende bort.
Bevægelsen bredte sig mere og mere, nye prædikanter vandt frem, således Jørgen Jensen Sadolin, gudstjenesten arrangeredes, og Tausen udgav flere skrifter til belæring og opbyggelse.
Da biskop Jens Andersen Beldenak i Odense skrev mod det lutherske kætteri i Viborg, tog Tausen ordet til forsvar og skrev et dygtigt modskrift 1528. Han giftede sig og ordinerede flere evangeliske prædikanter til præster, deriblandt Sadolin, blev selv sognepræst ved Gråbrødrenes kirke og fik efterhånden Viborg gjort næsten helt evangelisk.
1529 rejste han imidlertid til København, sandsynligvis efter kongens ordre, og fik her St. Nicolai kirke anvist til evangelisk gudstjeneste. Biskoppen i København Joachim Rønnov søgte at lægge ham hindringer i vejen, men uden held, og snart kom der flere lutherske prædikanter til, således at reformationen også i København bredte sig med hast.
På herredagen i København 1530 spillede Tausen en hovedrolle. Dog er det ikke klart, hvor stor en andel han har i affattelsen af de 43 artikler, som blev fremlagt fra de evangeliskes side. Derimod skrev han et dygtigt modskrift samme år mod Poul Helgesen. Billedstormen var Tausen imod, og han var i det hele mere konservativ end flere af de andre reformatorer i spørgsmålene vedrørende de ydre skikke, men han kunne være voldsom i sine udtalelser.
Efter Frederik 1.'s død 1533 optrådte Poul Helgesen mod Tausen med anklage for kætteri, og en tid så det truende nok ud, men Tausen blev dog i sin gerning mod at afgive en erklæring om at vise biskoppen lydighed og afholde sig fra skældsord mod gejstlige personer. De følgende år var han vistnok stadig ved St. Nicolai kirke, også under Grevens Fejde, og på den tid udarbejdede han en oversættelse på dansk af de 5 mosebøger (udgivet i Magdeburg 1535).
Under Christian 3. kom Tausen til ære og værdighed, og han tilegnede kongen en postil over kirkeårets evangelier og epistler (udgivet i Magdeburg 1539, et udvalg er udgivet af L. Helveg 1850). Tausen deltog i arbejdet på den danske kirkeordinans, var en tid lærer i hebraisk ved universitetet og blev derefter 1538 læremester og prædikant ved Roskilde Domkirke, alt samtidig med, at han var sognepræst ved St. Nicolai kirke i København.
Han var, mærkeligt nok, ikke blandt de første som gjordes til superintendenter, men 1542 valgtes han til superintendent i Ribe, og her virkede han til stor velsignelse lige til sin død.
Han kunne være heftig og skarp, men han tog sig med stor nidkærhed af alle sine pligter, og forholdene var ikke lettet i stiftet. Især adelen stod han i et ret spændt forholdt til. Tausen ville fortsætte sin bibeloversættelse, men der synes ikke at være produceret noget. Derimod har han skrevet flere salmer. Af andre værker fra hans hånd må nævnes den allegoriske »Vise om løgn og sandhed«.
Tausen står i første række blandt de danske reformatorer, og hans betydning ligger i, at han dristig, undertiden dog også voldsomt, slog det gamle ned og bragte det nye frem. Han var ikke Danmarks eneste reformator, men han var den første i tiden og hele sit liv igennem en af de ypperste.
En del af hans skrifter er udgivet af H.F. Rørdam 1870.
--------------------
http://www.geocities.com/5640.geo/htefterkommere.htm
http://www.faroeiceland.ca/html/ghtout/gp1423.html
--------------------
The protagonist of the Danish Reformation, born at Birkende in Funen in 1494. The quick-witted peasant lad ran away from the plough at an early age, finally settling down as a friar in the Johannite cloister of Antvorskov near Slagelse. After studying at Rostock and teaching there for a time and also at Copenhagen, he was again sent abroad by his prior, visiting, among other places, the newly founded University of Leyden and making the acquaintance of theDutch humanists. He was already a good linguist, understanding both Latin and Hebrew. Subsequently he translated the books of Moses from the original. In May 1523 Tausen went to Wittenberg, where he studied for a year and a half,when he was recalled to Antvorskov. In consequence of his professed attachment to the doctrines of Martin Luther he was first imprisoned in the dungeons of Antvorskov and from there transferred, in the spring of 1525, to the GreyFriars' cloister at Viborg in Jutland, where he preached from his prison to the people assembled outside, until his prior, whom he won over to his views, permitted him to use the pulpit of the priory church. At Viborg the seed sown by Tausen fell upon good soil. Several young men in the town had studied at Wittenberg, and the burghers, in their Lutheran zeal, had already expelled their youthful Bishop Jörgen Friis. Tausen's preaching was so revolutionary that he no longer felt safe among the Franciscans, so he boldly discarded his monastic habit and placed himself under the protection of the burgesses of Viborg. At first he preached in the parish church of St. John, but this soon growing too small for him he addressed the people in the marketplace from the church tower. When the Franciscans refused to allow him to preach in their large church, the mob broke in by force. A compromise was at last arranged, whereby the friars were to preach in the forenoon and Tausen in the afternoon. The bishop, very naturally averse to these high-handed proceedings, sent armed men to the church to arrest Tausen, but the burghers, who had brought their weapons with them, drove back "the bishop's swains." In October 1526 King Frederick I, during his visit to Aalborg, took Hans Tausen under his protection, appointed him one of his chaplains, and charged him to continue for a time "to preach the holy Gospel" to the citizens of Viborg, who were to be responsible for his safety, thus identifying himself with the new doctrines in direct contravention of the plain letter of his coronation oath. Tausen found a diligent fellow-worker in Jörgen Viberg, better known as Sadolin, whose sister, Dorothea, he married, to the great scandal of the Catholics. He was indeed the first Danish priest who took unto himself a wife. He was also the first of the reformers who used Danish ins
http://www.roskildehistorie.dk/oversigter/embeder/kapitel/kannikker/Tausen/Hans_Tausen1.htm
--------------------
Kilder:
1. Dansk biografisk Lexikon: http://runeberg.org/dbl/17/0102.html
2. http://no.wikipedia.org/wiki/Hans_Tausen
3.http://www.roskildehistorie.dk/oversigter/embeder/kapitel/kannikker/Tausen/Hans_Tausen.htm
4.http://aforum.genealogi.se/discus/messages/576/48068.html?1076923576 /Axel Kjellberg
Hans Tausen och hans efterkommande
Hans Tausen var född 1494 i Birkaude, en obetydlig XBonde-byeX ej långt från Kjerteminde, hamnstad på Fyns nordöstra kust. Hans Latinska namn var XJohannes TausanusX. Den latinska namnformen anses visa, att det icke är fråga om ett X-senX namn, härlett från Tage eller Tave, som ibland uppgivits ha varit faderns förnamn. Den latinska namnformen skulle i så fall varit XTagonisX. Tausen måste således anses vara ett verkligt släktnamn. I ett brev 1533 kallar sig riksrådet Knud Bille honom XHans MarkorsenX. Fadern torde alltså ha hetat Markus eller Markvard.
I ett ännu bevarat tal, hållet 1590 i Ribe Skole nämnes, att modern hette Caren och att hon tillhörde släkten Tausen, Xsom icke var oberömt på sin EgnX. Hans skulle således ha antagit sin moders släktnamn. Det anses troligt, att Hans Tausen genom modern tillhörde Xden menige AdelX, eftersom han blev upptagen i ett Johanniter Kloster som munk. XDen menige AdelX utgjordes av landsbygdssläkter Xaf VaapenX, vilka liksom bönderna brukade jorden. Vid tiden föreoch efter reformationen var det icke ovanligt, att medlemmar av dess släkter sökte sig över i Kyrkans tjänst.
Hans Tausen kom i 12-årsåldern till Odense skola, som var en adlig stiftelse. Efter skolgången upptogs han i Johanniter klostret i Antvoorskov. 1516 var han i Rostock, där han inskrevs vid universitetet. 1517 erhöll han baccalaurrus graden och 1519 blev han magister (XmesterX). Vid denna tid torde han också ha blivit prästvigd. I oktober1521 blev han inskriven vid teologiska fakulteten vid Köpenhamns universitet. Därefter vistades han en kort tid vid universitetet i Louvain (Nederländerna), varefter han begav sig till Wittenberg, där han inskrevs vid universitetet den 16/5 1523. Vistelsen där under Martin Luthers ledning blev avgörande för Hans T: s hela liv X han blev Danmarks store reformator. En skildring av denna hans strålande livsgärning faller utanför ramen för vår uppgift. Den intresserade hänvisas till M. Christensen: Hans Tausen (Köpenhamn 1942) och annan litteratur.
Hans Tausen var gift 2 gånger, först 1520 med Dorothea, en släkting till Jörgen Sadolin. Hon Dog 1537. Andra gången gifte hon sig omkring 1540 med Anna Andersdotter, en borgardotter från Köpenhamn, som dog 24/8 1570. Hon hade då varit änka i nära nio år.
Hans Tausen dog i Ribe 11/11 1561, då han länge varit biskop.
I Hans Tausens första äktenskap föddes 4 barn, i det senare 9. Av dessa 13 barn uppgives 7 hava dött i unga år. Något bevis för riktigheten härav har ej påträffats och torde knappast finnas. Det må i detta sammanhang framhållas, att den undersökta litteraturen i allmänhet ej synes sysselsätta sig med andra män än dem, som blev präster eller avlade universitets examen.
Några födelsedata för hans T:s barn äro ej kända och dopböcker saknas helt under 1500-talet.
(...)
Jörgen, biskop Hans T: s ende kände son, var född i första äktenskapet. Han blev präst i Medelby, där han dock var endast ett år. Han synes ha helt misslyckats i sitt kall och kom på obestånd. 1578 var han i Köpenhamn, där universitetet skänkte Xett par hosor af XengelsktX till hamX. Om hans bortgång finnes följande anteckning för den 4/4 1578 i biskop Hegelunds almanack: XObiit Haffniae M. Georgius Tausanus in vera poenitentia et filii Dei invocationeX. (avled i Köpenhamn M (agister) Jörgen Tausen i sann ånger och under åkallan av Guds son). Någon uppgift om giftermål eller barn har ej påträffats och med största sannolikhet förblev han ogift.
Catharina, biskop hans T: s äldsta kända dotter, var född i första äktenskapet. Hon var först gift med Hans Foss, präst i Odense (död 8/6 1559). Ene sonen Desiderius Foss blev präst vid Vor Frues Kirke i Köpenhamn. Den andre sonen Anders Foss, blev biskop i Bergen. Sitt andra äktenskap ingick hon med Jörgen Rasmussen Yostedt (död 6/4 1571. inga nya barn i detta äktenskap.
Anna, dotter till biskop hans T., förmäldes med biskopen i Vendelbo stift Lauritz Nielsen (död 16/11 1557). Sonen Hans Lauritzen Amerinus blev medicine doctor och kanik i Ribe. Sonen mester Niels Lauritzen dog som professor i pedagogik i Köpenhamn. Den tredje sonen mester Jörgen Lauritzen blev sockenpräst i Thisted.
Dorothea, dotter till biskop hans Tausen blev gift med sedermera biskopen i Ribe hans Langesen. Tre barn äro kända: sonen Lauge, ett barn okänt till namnet och dottern Mette. Denna blev i sin tur gift med den sedermera kände historikern Anders Sörensen Wedel. Av dessas barn äro tre söner kända; Sören, Hans och Lauge. Denne Hans fick, egendomligt nog, sin morfars tillnamn och kallades hans Tausen. Han blev med hjälp av sin svåger, biskopen i Lund Povel Mortensen, rektor i Malmö i febr. 1621, tre år senare var han hovmästare för svensken Bo Gustafsson Bielkes söner. Han dog i Hamburg utan att efterlämna några barn.
Lisbeth, dotter till biskop hans Tausen. Hon blev först gift med en köpman i Horsens Xsom var fader till m. Mads PorsesX. Om barn i detta äktenskap är intet känt. Andra gången gifte han sig med hans Madsen (latin: X Johannes MattiaeX.) En anteckning härom för den 2/6 1585 i biskop Hegelunds almanack säger: Sponsalia inter Dn Johannem Mattiae, Patorem Horsensem, et Elisabetham viduam filiam m. Joh, Tausoni.X (Trolovning mellan Dn Hans Madsen, pastor i Horsens och änkan Elisabeth, dotter till M. Hans Tausen). Hennes son var otvivelaktigt den mag. Hans Tausen som i första hälften av 17de århundradet var präst i Lösning och korning och brevväxlade med A. S. Wedels äldste sonX. Lösningligger strax söder om Horsens. Kyrkoböckerna i Lösning börja först 1699. Det har ej kunnat utrönas om denne Hans Tausen varit gift och efterlämnat några barn. Helt uteslutet är det således ej X om ock föga troligt X att han kundeha varit fader till den svenska släkten Tausons äldste kände stamfader, Jonas Tauson, men bevis för släktskapet torde numera vara omöjligt att uppbringa.
En dotter till biskop Hans Tausen, var förnamn är okänt blev gift med köpmannen i Ribe Peder Brun. Sonen hette hans Brun.
---------------------------------
Hans Tausen (født 1494 i Birkende ved Langeskov på Fyn - død 11. november 1561) var en dansk teolog og evangelisk-luthersk reformator.
Fra johannitterklosteret i Antvorskov ved Slagelse, hvor han både studerte og underviste, tok Hans Tausen fatt på en studiereise til Rostock (1516-21), hvor han ble magister i 1519, deretter til København (1521-22), Leuween (1522) i Holland og til Wittenberg (1523-24) i Tyskland.
Under oppholdet i Wittenberg i 1523-24, sluttet Hans Tausen seg til reformasjonen. Han ble i 1525 sendt til Viborg som predikant. Her ble han først fengslet og siden utstøtt av sin egen klosterorden, men kongen tok ham i forsvar,og han ble kongelig kapellan i Viborg. Med kongens beskyttelse opprettet han en luthersk presteskole i Viborg fra 1526, sammen med Jørgen Sadolin. Han fikk lov til å holde prekener i Gråbrødreklosterets kirke, hvor de også sang lutherske salmer.
I 1527 trosset han sølibatet og giftet seg med Dorothea Sadolin. Fra 1529 ble han kalt til luthersk prest i Viborg Gråbrødrekirke, men samme år forflyttet til Nicolai Kirke i København.
Etter at reformasjonen var innført i 1536 ble han med på å utarbeide kirkeordinansen av 1537. Han var biskop i Ribe fra 1541 - 1561, og en del av hans hjem finnes ennå i Ribe, Hans Tausens Hus, som ligger ved Domkirken. Huset er en del av den opprinnelige bispegården, som strakte seg over et noe større areal.
Hans Tausen er også kjent som «den danske Luther».
Salmeforfatter og oversetter
Som en av reformasjonens foregangsmenn har Hans Tausen også vært opptatt av salmer. Vi vet at han brukte danske salmer ved sine gudstjenester i Viborg 1525-29, først ved regelmessige aftensangstjenester, siden i full messe, men på dansk og med luthersk nattverd. I forordet til Malmø-salmeboken står det den afftensang/ som i Iudland siunges/ met Antiphoner/ Psalmer oc MagniXcat, og forskere mener Hans Tausen har vært direkte involvert i utarbeidelsen av de danske salmetekstene.
Da han kom til København tok han salmene med seg, slik det står i fortalen til Thomissøns salmebok fra 1569: Men i det Aar 1529. bleffue danske Psalmer først siungen her i Kiøbenhaffn om høsten/ aff Mester Hans Taussen [...] Oc lod han den danske Psalmebog vdprentis forbedrit i det aar 1544. Tausen har vært involvert i en salmeboksutgave, men man kjenner ingen eksemplarer av den i dag. Riktig nok er det en salmebok fra 1533 som inneholder en del salmer som er fordansket af m. Hans Taussen.
Da de katolske bisper følte, at de lutherske prædikanter i byerne havde fået for frie tøjler, fik de kongen Frederik I., til at indkalde til herredag. Drøftelserne her førte ikke til noget resultat, for blandt de verdslige rigsråder var der mange tilhængere af Luther, ligesom kongen selv havde sympati for Luthers lære. Da herredagen opløstes, var man lige vidt. Ingen var blevet sejrherre, og ingen kunne vel heller blive det så længe, kongen holdt fast vedsin tolerancepolitik. Men de mange ivrige og virksomme evangeliske prædikanter i hovedstaden havde ikke været uden virkning på borgerskabet, hvis styre, bortset fra Ambrosius Bogbinder, var forsigtigt og ikke ønskede at gå for hårdt frem. Det var dog klart, at holdningen hos menigmand var så voldsom, at det kunne være svært for bystyre eller prædikanter at holde udviklingen under kontrol. Fanatismen slog ud i lys lue, og folk krævede al katolsk gudstjeneste, ikke mindst de latinske sjælemesser og nattegudstjenester, ud af kirkerne, også af Vor Frue Kirke, hvortil der var knyttet en slags domkapitel. København var inddelt i otte roder. På møder inden for hver rode krævede lutheranerne nu, at hver borger skulle sværge på at ville leve og dø for Guds hellige ord, således som det blev prædiket af prædikanterne, og at de ville gå til modstand mod "det gamle hykleri og det papistiske regimente", om så det skulle koste liv og hals. Fra hver rode skulle der sendes fire mand til borgmester og råd for at afkræve dem en løsning. Der var tidligere blevet truffet den overenskomst med kapitlet, at der stadig skulle være katolsk gudstjeneste i Vor Frue Kirke, men at "den evangeliske prædiken skal sige dér Guds ord og sige dér dansk messe om søndagen". Borgmester og råd henvendte sig nu til kongen, refererede almuens harme over de katolske messer, og bad ham formå biskoppen til at få kapitlet til at høre op med de katolske gudstjenester; ellers kunne der let ske kannikker og præster overlast, "thi her er mange kumpaner i staden, både bådsmænd, fiskere og andre lavssvende".
Fra Roskilde prøvede Poul Helgesen at gribe ind i striden med et skrift til forsvar kirken. Hans Tausen reagerede omgående med et modskrift.
Frederik I. svarede ikke på brevet fra borgmester og råd. Uroen blev større og større, og tredje juledag 1530 brød det løs. En stor hob med borgmester Ambrosius Bogbinder og flere rådmænd i spidsen brød ind i Vor Frue Kirke. "Først omstyrtede de alle helgenbillederne, spyttede på dem, slog dem med næveslag og spottede dem med forargelige skældsord, mens de sønderslog dem med deres økser, og derpå trængte de ind i koret, hvor de fuldstændig ødelagde kannikstolene og alt panelværket". Således fortæller Poul Helgesen, som dog ikke er en neutral beretter. Man holdt først op med voldsomhederne, da Hans Tausen, "forbrydelsens rænkesmed" eller "dette utyske blandt alle udyr" kom til og fik de vilde mennesker til at holde op med deres rasen. Først nu greb kongen ind. Vor Frue Kirke blev lukket for katolikker såvel som for lutheranere. Året efter fik Joakim Rønnow med rigsrådets støtte kirken åbnet påny, men nu kunfor katolikkerne. Det betød dog langt fra, at kampen mellem papister og prædikanter var endt eller afgjort.
Da rigsrådet med Joachim Rønnow i spidsen efter adelsrepublikkens indførelse anklager Hans Tausen for kætteri, bliver borgerne i København så vrede på bispen, at de går til angreb på ham. Han kommer kun helskindet hjem til sin gård i Nørregade, fordi Tausen beskytter ham. I selve anklagen gik Rønnow ind for et kompromis. Hans Tausen skulle ikke dømmes som kætter, men skulle have forbud mod at prædike i København og skulle landsforvises fra Sjælland. Det hele endte med at Rønnow bøjede sig yderligere: Hans Tausen fik lov til at prædike i København, når bispen tillod det - og det gjorde han. Vigtigst for Rønnow var igen, at det skulle være biskoppen, der bestemte. Folk i byen blev rasende. Og det var i den situation, at Tausen måtte hjælpe Rønnow hjem til sin gård i Nørregade. De gav endda hinanden hånden, da de skildtes. Hvilket måske kostede Tausen et bispejob i første omgang, da reformationen havde afskaffet de katolske biskopper.
--------------------
http://en.wikipedia.org/wiki/Hans_Tausen
http://runeberg.org/dalihist/tausehan.html
- Munk i Antvorskov, magister, biskop i Ribe (TB)._
|
Ca 1494 - 1561 (67 år)
