| Notater |
- {geni:occupation} Pastor i Haarlev, Sognepræst (Guldbjerg-Nr.Sandager/Hårslev), sognepræst, Sognepræst i Hårslev, Sognepræst i Haarslev, provst, Provst
{geni:about_me} Født i december måned.
Det fulde navn er: Lauritz Luja Jensen Balsløv, men bliver almindeligvis kun benævnt Lauritz Luja Balsløv.
Student Odense 1740, cand. theol. 1743; Informator hos Konferensraadinde Brandt for hendes to sønner, af hvilke den ene var den senere Greve Enevold Brandt; Sognepræst Guldbjerg- N. Sandager 1757, Provst for Skovby Herred 1775, Sognepr. Haarslev 1778. Afsked som Provst 1781, som Sognepræst 1789.
Omkring 1776 kom Laur. Luja Balslev i Berøring med Herrnhuterne, idet en rejsende Broder Pihl kom til Kaalhave Præstegaard, Guldbjerg Sogn, og siden blev en hyppig og kær Gæst. De to sønner Rasmus og Henrik blev sendt i Besøg tilChristiansfeld, Henrik for at blive der til sin Død.
I sin Levnedsbeskrivelse siger Sønnen Rasmus Balslev: »Begge mine fromme og Christelige Forældre lod sig det være magtpaaliggende at opdrage mig i Tugt og Herrens Formanelse. Jeg erindrer mig godt fra mine tidlige Barndomsaar, atmin Moder talede ofte med mig om vor Frelser og hans Kjærlighed, og hvad han havde lidt for vor Saligheds Skyld, og at vi derfor skulde elske og lyde ham, saa vilde han engang tage os i Himlen til sig.«
Der er bevaret et Brev fra Laur. Luja Balslev, skrevet 1789 til Sønnen Rasmus Balslev, der paa den Tid foretager en Rejse til København maaske i Anledning af Overtagelsen af Præsteembedet. Brevet viser Paavirkningen af Herrnhutismen ved den lidt sødlige Tone, men viser ham tillige som den myndige Embedsmand.
Et Bryllupsdigt giver Indtryk af, at ogsaa Hjemmet i Frederikssund og Deltagerne i Bryllupsfesten var paavirket af Herrnhutismen.
Titelbladet lyder saaledes - i al Korthed:
Hvor gjerne gjør jeg mig med intet her gemeen,
Da jeg er Lammets Brud: O Lam, behold mig reen!
Hvem som sin Bryllupsdag nu har for Øye,
Kan ey for ringe Ting sig meer bemøye!
Saadan en aandelig Brudesang rimer sig bedst paa denne
Bryllupsfest
da
Brudgommen
Velærværdige og Vellærde Hr. Lauritz Balslev,
Sognepræst til Guldbjerg og Sandager Menigheder i Fyens Stift, og Bruden den gudelskende og dydzirede Jomfrue Jfr. Apelone Lange, indgik med hinanden det hellige Ægteskabs Løfte Paaskeaften Anno 1757 her i den kongelige Residencestad Kjbh.
Samme Dag er følgende fremsendt af Dennem,
Imprimatur C.F.Wadskjær som ønsker Det ædle Brudepar Naade hos Megleren for Guds Menighed.
Kjbhv. trykt hos Niels Hansen Møller, boende udi Skidenstræde.
Om Brødremenigheden
Brødremenigheden tog sin begyndelse omkr. 1415. Det år blev den tjekkiske magister og teolog Jan Hus brændt som kætter på bålet i Konstans. Hans tanker, der var stærkt inspireret af den forkætrede Wyclif, havde dog forinden fundet bred genklang hos befolkningen. I løbet af de følgende år voksede tilhængerskaren så meget, at den katolske kirke følte sin position som enerådende kirke truet, hvorfor den indledte en regulær krigsførelse mod tilhængerne af JanHus' tanker.
Det lykkedes den at nedkæmpe opstanden og splitte hussitterne, som dog stadig i det skjulte forsamledes i mindre grupper. Det var dog en kummerlig tilværelse ; hvorfor en hel del af de "bøhmiske - " eller "mæhriske brødre", som de også kaldte sig, foretrak at emigrere eller nok nærmere flygte til andre fyrstedømmer med lidt friere religionsforhold.
En gruppe fik lov at slå sig ned på et område i Sachsen tilhørende grev Zinzendorf. Her opbyggede de i løbet af få år en by, som de gav navnet Herrnhut. Dette skete i året 1722. Stedet blev i løbet af få år samlingssted for ikke blot bøhmiske brødre, men også for andre, der kæmpede mod de officielt vedtagne trosopfattelser.
D. 13. aug. 1727 skete en vækkelse, der forenede alle de forskellige trosopfattelser i Herrnhut og hvor de lærte at elske hinanden som brødre og søstre til trods for deres forskelligheder. Denne dato regnes for stiftelsesdagen afDen Fornyede Brødremenighed. Denne kærlighed til hinanden udviklede et kollektivt samfund, hvor medlemmerne tog sig af hinanden, indrettede skoler for børnene og bo - og arbejdsfællesskaber for de enlige : enker, ugifte søstre ogbrødre. Allerede samme år begyndte brødrene tilskyndet af Zinzendorf, som også selv tog aktiv del i alting, at søge ud i de andre europæiske lande for at virke som sendebude for "det glade budskab".
Stor betydning fik Zinzendorfs egen rejse til Danmark, hvor han deltog i Kristian d.6.'s kroning (1731). Ikke alene formåede han, gennem de forsamlinger han afholdt, at skabe betydelig opmærksomhed omkring de nye tanker, men han fik også lagt grunden til Brødremenighedens missionsvirke, idet han fik kongens tilladelse til at drive mission i de kolonier Danmark dengang besad.
Allerede året efter begav Leonard Dober og David Nitschmann sig af sted til fods og arbejdende sig frem til København, hvorfra de efter en lang ventetid endelig fik skibslejlighed til De Vestindiske Øer. De blev således de førstemissionærer, der bragte evangeliet ud til slaverne. Dette blev begyndelsen til et vidtfavnende missionsvirke, der i dag bevirker, at vi som brødremenighed i Europa kun udgør en lille brøkdel af den verdensomspændende brødremenighed "Unitas Fratrum".
Samme år opnåede de omvandrende brødre et så godt forhold til en gruppe mennesker i landsbyen Stepping (8 km vest for Chrf.), at de begyndte opbygningen af et societet der. Det blev et udgangspunkt for den videre udbredelse af evangeliet, som næsten overalt hvor brødrene kom, var med til at skabe grobund for den vækkelsesbølge, der var begyndt med pietismen.
Efter mange år med stadig tilvækst syntes brødrene, at der ville være grundlag nok for at oprette en selvstændig menighed i stedet for societetet i Stepping. Da brødrene var kendte som retskafne, arbejdsomme og pålidelige mennesker, fik de lov til at købe den gamle kongsgård "Tyrstrupgård", på hvis marker Christiansfeld nu ligger. Da området dengang var dårligt udviklet både handels- og håndværksmæssigt, betragtede man det fra regeringens side som en formfor egnsudviklingsprojekt; hvorfor man bl.a. fritog brødrene for værne- og skattepligt i en periode af 10 år. Desuden fik byen købstadsrettigheder, hvilket betød, at den handelsmæssigt ikke var underlagt Haderslev.
Det viste sig at blive en god investering, for i løbet af de ti år, der gik, fra grundstenen blev lagt til det første hus i 1773, til subsidierne udløb, stod faktisk hele den nuværende bykerne omkring kirkesalen med korhusene, præsteboliger og en del selvstændige familiehuse færdige. I tiden op til begyndelsen af 1800 udviklede byen sig kraftigt med 2 store skoler, håndværksmestre og småindustrier inden for alle fag, et betydeligt handelshus. Indbyggertallet var da på godt 600.
Den efterfølgende tid, som selvfølgelig har mange interessante forhold og episoder at berette om , vil denne tekst ikke komme nærmere ind på her. Blot skal fortælles, at menigheden i dagens Danmark består af ca. 300 medlemmer. Deraf er de ca. 150 er bosiddende i Christiansfeld og omegn, mens de øvrige bor forskellige steder i Danmark, Norge eller Sverige.
Det kan synes af lidt, når man ser tallene, men ikke desto mindre formår de endnu at holde deres bygninger ved lige og de kirkelige traditioner i hævd.
Endelig bør oplyses, at Brødremenigheden er et evangelisk kirkesamfund i lighed med og på samme bekendelsesgrundlag som Den Danske Folkekirke.
|
1722 - 1792 (69 år)
