Notater:

{geni:occupation} Sognepræst i Tommerup og Brylle, Sognepræst i Tommerup, Præst i Tommerup, Sognepræst (Tommerup-Brylle)

{geni:about_me} Jens Rasmussen Balslev

http://finnholbek.dk/genealogy/getperson.php?personID=I25341&tree=2

Fødsel 03 Okt 1690

Død 08 Aug 1761

--

[1] Anetavler for berømte danskere, 1. saml. , Carl Langholz , (Dansk Historisk Forlag), side 397, oversigtstavle 21 .

[2] Stamtavle over familien Balslev, cand. theol. Benjamin Balslev, (Fyens Stiftsbogtrykkeri (Dreyer)), MCMI., side 5 - (4).
--------------------
Fortæller i sit Curriculum Vitæ, at han blev »holdt under privat Information indtil 1706, da jeg kom i Gymnasiet, var der i 2de Aar og deponerede 1708, Aaret efter sustenerede Examen Philosophicum og tog Bacalaureigraden. Anno 1710 d. 19. Maj sustenerede Exam. Theologicum, Anno 1713 den 2. Februarii, prædikede for Dimis. Ubique reportato Charactere laudabili. Samme Aar kaldet til Tommerup og Brylle Menigheders Præsteembede og dertil ordineret 1715 d. 9. Octbr. og indsat 2. Novbr.«

»Anno 1715 d. 5. Decbr. kom jeg i Ægteskab med Mag. Tommerups ældste Datter Anna Medea Tommerup. Anno 1717 behagede det Gud ved en salig, men for mig sørgelig Død at bortkalde denne min kjære Ægtefælle, en ganske kort Tid efter at hun var forløst med en dødfødt Søn. Saa kort som dette Ægteskab var, saa kjærligt var det og, at jeg til hendes Æreminde kan melde, at hun hverken i Ord eller Omgjængelse overtraadte den Kjærligheds Pligt, hvormed hun var mig forbunden.

Det behagede Gud igjen Anno 1718 d. 16. August at læge dette Saar ved at tilføje mig en kjær Ægtefælle i Professor Lujas ældste Datter Maria Sophia Luja, hvis yndige Skabning og oprigtige Omgjængelse jeg stedse holder i kjærligt Æreminde. Vores Ægteskab velsignede Gud med 6 Børn nemlig: 1) Rasmus Balsløw, f. Anno 1719 d. 16. September i Odense i mine Sl. Svigerforældres Hus. 2) Lars Luja Balsløw, f. samme Sted Anno 1722 in Decembri. 3) Hans Balsløw, f. i Tommerup Præstegaard Anno 1724 in Decembri. 4) Cathrine Stoud Balsløw, f. samme Sted 1726 d. 2. Februar. 5) Anna Medea Balsløw, f. samme Sted 1728 d. 28. September. 6) Jens Balsløw, f. samme Sted Anno 1730 in Junio, døde samme Aari Børnekopperne d. 30. Oktober.

Det følgende Aar behagede det den alene viise, men derhos naadige Gud paany at saare mit Hjerte ved en kjær Ægtefælles Død, idet han d. 24. August efter en 6 Ugers foregaaende Svaghed bortkaldte ved en salig Død min elskeligste Hustru fra mig og vore 5 uopdragne Børn.

Efter 3 Aars Enkesæde kom jeg igjen efter Guds Forsyn i Ægteskab med Sr. Rasmus Simonsen, Kjøbmand i Randers, hans ældste Datter Marianna Simonsen Anno 1734 d. 5. Novembri, hvorved Guds Naadige Raad ej alene tilføjede mig en trofast Medhjælp til de Børns Opdragelse, som han i forrige Ægteskab havde givet mig, men og velsignede dette mit sidste Ægteskab med en Datter, som fik det Navn Maria Sophia, blev født 1736 d. 4. Julii, men opnaaede ikkun 1 Aars Alder i denne Verden indtil d. 30. Julii 1737.

Anno 1750 d. 24. Junii behagede det atter Gud at lade mig 3die Gang erfare den Sorrig, som en kjær Ægtefælles Død kan foraarsage, siden hvilken Tid han ogsaa Aar efter andet har behaget alt mere og mere at lade mig erfare de Skrøbeligheder og den Afmagt, som Alderdommen fører med sig. I hvilken han saavel som i min foregaaende Livstid har ladet mig nyde mange Prøver af sin faderlige Kjærlighed og uforskyldte Naade.

I min Barndom gav hans Kjærlighed mig 2de kjendelige Prøver paa hans naadige Varetægt.

1) I min Alders 6te Aar, da jeg var hos min Sl. Morfader Hr. Hans Bang i Særsløw, og der samme Tid og Sted logerede en Ljeutenant fra Norge, som var Ejere af Kirken, og samme som en Elskere af Gevæhr præparerede sin Flindt til atskyde en Høg, som havde indfunden sig iblandt Duerne, skeedte det, at da han vilde lukke Panden til over fæng Kruddet, gik Flinten af, og Skuddet rammede en Pige, som fejede Gulvet, og afskjød en Deel af begge hendes Læber og Tænder; jeg som et umyndigt Barn, der var elsket af samme Ljeutenant løb hos ham paa Gulvet og blev ved Guds bevarende Naade beskjermet og uskad, da Skuddet passerede lige tæt forbi mig. - Min Sl. Morfader, som hørte det usædvanlige Skud, kom løbende ind i Kammeret og blev begegne af Ljeutenanten i Døren, som sagde til ham: Det er ikke Barnet, hvorpaa han fik at se Pigen, som laa paa Gulvet, og strax føjede Anstalt, at en Chirurgus blev hentet fra Odense, somtog sig hende an og bragte hende til nogenledes Restitution, at hun derefter lærte at væve, hvormed hun i mange Aar ernærede sig til hendes Død.

2) I min Alders 9de Aar, da jeg efter min Sl. Morfaders Død var kommen ud til mine Sl. Forældre i Odense, skeedte det en Søndag Efermiddag, at nogle af Byens Børn kom at besøge mig, og da der i mine Sl. Forældres Hauge var en Dam, som var paa den Tid overlagt med Iis, fik vi i Sinde med hverandre at brække Iisen ved Landsiderne, for at skyde den fra den ene Side til den anden; her Skeedte det, da jeg vilde støde Iisen i Stykker og havde ikke Kraft nok dertil, gled Stangen paa Iisen, idet jeg stødte, og ved det samme slap mig af Haanden. Der var slagen Pæle om Dammen, og mellem hver 2 Pæle en Lægte. Den Lægte som jeg stod ved, var ikke saa stærk, og jeg ikke saa klog, at jeg jo mente, at jeg kunde bøje mig over den for at faa fat paa Stangen, men Lægten gik i Stykker, og jeg faldt ud og ved mit Fald slog Iisen i Stykker, og jeg gik under den til Bunds. Jeg kan endnu tydelig erindre, hvor Vandet med en buldrende Lyd hørtes for mine Øren, og den grønne Farve saas for mine Øjne. To af de forsamlede Børn, som vare mine Skole Cammeratere, bleve til Stede, da de andre løb hjem hver til sit; de ene af disse var yngre end jeg, hvilken jeg hørte gav et ynkeligt Jammer-Skrig af sig, der han saae, jeg faldt i Vandet; den anden som var noget ældre end jeg. søgte strax det Sted, hvor jeg faldt ud, og da der stod én af de før omtalte Pæle, holdt han sig fast ved den og lod sine Been gaae need i Vandet; da han mærkede, jeg fik fat i det eene, trækkede han det til sig og mig med, som holdt fast ved Benet.

Jeg har ikke uden Taknemmelig Erindring kunnet tænke derpaa og prise min trofaste Frelsere, som opvakte denne Hjælp, thi af egen Movement havde han ikke ellers kunnet finde paa den Maade at redde mig.

Ved samme Lejlighed jeg ikke kan forbigaae at melde, at den Ægtefælle, som Guds Forsyn siden behagede at tilføje mig, og som efter hans Raad skulde være Moder til den Slægt, som jeg kan vente at efterlade mig i Verden, nemlig denanden af mine Sl. Hustruer, behagede han at viise lige øyensynlig Prøve af sin faderlige Beskjermelse, idet hun som Barn faldt af sin Ammes Arm ud af et Vindue fra den anden Etage ned paa Stenbroen i Strædet ved den Gaard i Vester Gade i Odense, som min Sl. Svigerfader Professor Luja da boede udi. Han gik selv samme Tid og talede med en Mand i Stuen neden under og saae til sin Forskrækkelse Barnet at fare ned forbi Vinduet men fandt desmere Aarsag med Forundring at priise Herrens Hjælp, da han kom ud og fandt hende uskadt.

Vores endnu levende 5 Børn, af hvilke Gud har alt behaget at lade mig opleve 16 Børnebørn, vil med deres, som jeg haaber og ønsker, endog efter min Bortgang tage Anledning heraf til ej alene med en troende Taknemmelighed ofte at erindre sig den naadige Bevaring, som derved er dem og deres Slægt vederfaret, men og i alle Ting at fortroe sig Herren som en med os i Christo forsonet Fader og blive ubevægelige ved ham.

Tvende Gange har den samme naadige Gud viist mig sin Bevaring i Ilds Vaade, siden jeg kom til at boe her i Tommerup Præstegaard, begge Gange om Natten, da jeg med mine kunde vistnok have indebrændt, havde ikke den Israels Vægter,som ikke sover eller slumrer, selv bevaret os. Saaledes var dette den ene Gang mærkeligt, at der i tvende Nætter og Dage havde været Ild tændt i mit Hus i et lidet forloret Skillerum næst ved den Kølle, som i de samme Dage havde givet os megen Eftertanke ved en Lugt og Røg i Værelserne, som var saa subtil, at Øjet ikke kunde se den, men alene Lugten gjøre den mærkelig for os - indtil den sidste Aften mod Sengetid, da det behagede Gud, at aabenbare os den Ild, som vist nok samme Nat vilde ellers være brudt løs til fulde og lagt Huset med os i Aske. Den samme naadefulde Gud og al Barmhjertigheds Fader, som har ført mig gjennem Ild og Vand til at vederkvæges, han give mig fremdeles sin Naade til at leve bestandig i min Frelsers Jesu Samfund den øvrige Tid, som hans Forsyn har tiltænkt mig her i Verden, og indlade mig omsider af Naade til sin Glæde og Salighed i Himlen! Amen.«

Af bemærkningen om de 16 Børnebørn kan vi vide, at Jens Balsløw har skrevet sit Curriculum Vitæ tidligst 1758. Han havde da allerede til dels trukket sig tilbage fra Embedets Gerning, idet han for 4 Aar siden havde faaet sin Søn til Kapellan og Eferfølger »adjunctus cum spe successionis«, og han døde faa Aar efter: 1761

De 5 overlevende Børn var altsaa alle af andet Ægteskab, med Maria Sophia Luja. Gennem disse 5 Børn fik han 33 Børnebørn, af hvilke kun 3 nu har Efterkommere i Balslev-Slægten. Slægten har dermed delt sig i 3 grene.

Jens Balsløws ældste Søn Rasmus Balsløw (1719-79) blev Faderens Eftermand som Sognepræst til Tommerup-Brylle. Fra ham nedstammer de to af Slægtens Grene, nemlig:

1. Den sjællandske Gren,

der nedledes gennem hans Søn, Kammerraad Jeremias Frederik Reuss Balsløw (1755-1840), Amtsforvalter for Kronborg Distrikt med Bolig paa Esrom Kloster. Efter sin Afsked boede han i Fredensborg til sin Død. Indenfor denne Gren af Slægten skrives Familienavnet altid Balsløw. Ingen enkelt Livsstilling er særlig fremherskende, en betydelig Del af Medlemmerne har været bosat paa Sjælland og i København.

2. Tommerup-Grenen,

der nedledes gennem en yngre Søn af Rasmus Balsløw, Jørgen Carstens Bloch Balsløv (1758-1800). Han blev Præst og efterfulgte i 1786 sin ældste Broder som Sognepræst i Tommerup-Brylle, den 4. i Rækkefølge af samme Slægt. Inden fordenne Gren skrives Familienavnet forskelligt, i ældre Tid hyppigst Balsløv, senere hyppigst Balslev. Medlemmerne af denne Gren har for en stor Del været Haandværkere og haft hjemme i Midtfyen.

Jens Balsløws næstældste Søn, Lauritz Luja Balslev (1762-1840).

3. Haarslev-Grenen,

den yngste og talrigste Gren af Slægten. Familienavnet skrives her altid Balslev. Medlemmerne har for en stor Del været Præster, særlig i Nordfyen, og i Haarslev var gennem 125 Aar (1778-1903) fire Balslever (Fader, Søn, Sønnesønog Sønnesøns Søn) Sognepræster i Rækkefølge. Alle nulevende Præster og theologiske Kandidater af Slægten og Navnet - 14 i Tallet ligesom ligesom i 1917 - hører til denne Gren.

Af Rasmus Balslevs 8 Børn fik 4 Sønner atter Børn, og saaledes kan der indenfor Haarslev-Grenen skelnes mellem 4 Grupper: Haarslev, Særslev, Ribe og Skydebjerg Gruppen. Den anden af disse Grupper har vi opkaldt efter Særslev Præstegaard, fordi Børnene i denne Gruppes første Slægtled efter Faderens (628) havde sin Manddomsgerning som Sognepræst til Skydebjerg-Ore. Hans Sønner betragtede Skydebjerg som deres Hjem (»Nu ældes de Skydebjerg Drenge«), og de to ældste kaldes Frederik Skydebjerg (297) og Lauritz Skydebjerg (298) til Forskel fra Fætrene fra Haarslev (279) og (286)*).

Fra Lauritz Luja Balslev nedstammer gennem Døtrene Maria Sophia Luja og Anna Salome Familierne Fahnøe og Leth. I Stamtavlen medtages ogsaa indgiftede Familier indtil 2. Slægtled, efter at Balslev-Navnet er gaaet tabt, Familien Leth dog noget længere frem, ligesom i Stamtavlen 1917 med Tillæg 1926, paa Grund af dens nære Forbindelse med Haarslev-Balsleverne.



*) De samme Navne gaar igen i forskellige Søskendes Hjem, fordi man overalt ønsker at opkalde de gamle. Saaledes var der ikke alene 2 Rasmus'er, men endog 3 Anna'er: i Vejerslev, i Uggerslev og i Ejlby. - Det kunde have sin Interesse at efterspore, hvor de forskellige Navne kommer fra. Rasmus er jo det gamle Balslevnavn. Jens skriver sig vist fra Rasm. Andersens Velynder Amtsforv.Jens Eriksen i Odense. Laurits (Lars) kommer sikkert fra Prof. Laurits Luja i Odense, hvis Datter var Jens Balslevs anden Hustru og Slægtens Moder. Nocolai er fra Vilstruppræsten Niels (Nicolaj) Windekilde og Johan Christian fra Tyrstruppræsten Johan Christian Lautrup, hvis resp. Døtre blev Rasmus Balslevs første og anden Hustru. Den sidste hed Anna Salome Lautrup og begge Navne gaar igen i Slægten, Salome udtaltes i Haarslev med Tryk paa første Stavelse. Endelig kan nævnes, at Martine er fra Boesenske Slægt ligesom Frederik og Johannes.

Jens giftet seg med Marie Sophie Lauritsdatter Luja 16 Aug 1718, Odense, Odense, Syddanmark, Danmark. Marie (datter av Lauritz Christophersen Luja og Cathrine Munthe Stoud) ble født 20 Jul 1698 , Odense, Denmark; døde 25 Aug 1731, Tommerup, Denmark. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Notater:

{geni:occupation} Pastor i Haarlev, Sognepræst (Guldbjerg-Nr.Sandager/Hårslev), sognepræst, Sognepræst i Hårslev, Sognepræst i Haarslev, provst, Provst

{geni:about_me} Født i december måned.

Det fulde navn er: Lauritz Luja Jensen Balsløv, men bliver almindeligvis kun benævnt Lauritz Luja Balsløv.



Student Odense 1740, cand. theol. 1743; Informator hos Konferensraadinde Brandt for hendes to sønner, af hvilke den ene var den senere Greve Enevold Brandt; Sognepræst Guldbjerg- N. Sandager 1757, Provst for Skovby Herred 1775, Sognepr. Haarslev 1778. Afsked som Provst 1781, som Sognepræst 1789.

Omkring 1776 kom Laur. Luja Balslev i Berøring med Herrnhuterne, idet en rejsende Broder Pihl kom til Kaalhave Præstegaard, Guldbjerg Sogn, og siden blev en hyppig og kær Gæst. De to sønner Rasmus og Henrik blev sendt i Besøg tilChristiansfeld, Henrik for at blive der til sin Død.

I sin Levnedsbeskrivelse siger Sønnen Rasmus Balslev: »Begge mine fromme og Christelige Forældre lod sig det være magtpaaliggende at opdrage mig i Tugt og Herrens Formanelse. Jeg erindrer mig godt fra mine tidlige Barndomsaar, atmin Moder talede ofte med mig om vor Frelser og hans Kjærlighed, og hvad han havde lidt for vor Saligheds Skyld, og at vi derfor skulde elske og lyde ham, saa vilde han engang tage os i Himlen til sig.«

Der er bevaret et Brev fra Laur. Luja Balslev, skrevet 1789 til Sønnen Rasmus Balslev, der paa den Tid foretager en Rejse til København maaske i Anledning af Overtagelsen af Præsteembedet. Brevet viser Paavirkningen af Herrnhutismen ved den lidt sødlige Tone, men viser ham tillige som den myndige Embedsmand.





Et Bryllupsdigt giver Indtryk af, at ogsaa Hjemmet i Frederikssund og Deltagerne i Bryllupsfesten var paavirket af Herrnhutismen.

Titelbladet lyder saaledes - i al Korthed:

Hvor gjerne gjør jeg mig med intet her gemeen,

Da jeg er Lammets Brud: O Lam, behold mig reen!

Hvem som sin Bryllupsdag nu har for Øye,

Kan ey for ringe Ting sig meer bemøye!

Saadan en aandelig Brudesang rimer sig bedst paa denne

Bryllupsfest

da

Brudgommen

Velærværdige og Vellærde Hr. Lauritz Balslev,

Sognepræst til Guldbjerg og Sandager Menigheder i Fyens Stift, og Bruden den gudelskende og dydzirede Jomfrue Jfr. Apelone Lange, indgik med hinanden det hellige Ægteskabs Løfte Paaskeaften Anno 1757 her i den kongelige Residencestad Kjbh.

Samme Dag er følgende fremsendt af Dennem,

Imprimatur C.F.Wadskjær som ønsker Det ædle Brudepar Naade hos Megleren for Guds Menighed.

Kjbhv. trykt hos Niels Hansen Møller, boende udi Skidenstræde.



Om Brødremenigheden

Brødremenigheden tog sin begyndelse omkr. 1415. Det år blev den tjekkiske magister og teolog Jan Hus brændt som kætter på bålet i Konstans. Hans tanker, der var stærkt inspireret af den forkætrede Wyclif, havde dog forinden fundet bred genklang hos befolkningen. I løbet af de følgende år voksede tilhængerskaren så meget, at den katolske kirke følte sin position som enerådende kirke truet, hvorfor den indledte en regulær krigsførelse mod tilhængerne af JanHus' tanker.

Det lykkedes den at nedkæmpe opstanden og splitte hussitterne, som dog stadig i det skjulte forsamledes i mindre grupper. Det var dog en kummerlig tilværelse ; hvorfor en hel del af de "bøhmiske - " eller "mæhriske brødre", som de også kaldte sig, foretrak at emigrere eller nok nærmere flygte til andre fyrstedømmer med lidt friere religionsforhold.

En gruppe fik lov at slå sig ned på et område i Sachsen tilhørende grev Zinzendorf. Her opbyggede de i løbet af få år en by, som de gav navnet Herrnhut. Dette skete i året 1722. Stedet blev i løbet af få år samlingssted for ikke blot bøhmiske brødre, men også for andre, der kæmpede mod de officielt vedtagne trosopfattelser.

D. 13. aug. 1727 skete en vækkelse, der forenede alle de forskellige trosopfattelser i Herrnhut og hvor de lærte at elske hinanden som brødre og søstre til trods for deres forskelligheder. Denne dato regnes for stiftelsesdagen afDen Fornyede Brødremenighed. Denne kærlighed til hinanden udviklede et kollektivt samfund, hvor medlemmerne tog sig af hinanden, indrettede skoler for børnene og bo - og arbejdsfællesskaber for de enlige : enker, ugifte søstre ogbrødre. Allerede samme år begyndte brødrene tilskyndet af Zinzendorf, som også selv tog aktiv del i alting, at søge ud i de andre europæiske lande for at virke som sendebude for "det glade budskab".

Stor betydning fik Zinzendorfs egen rejse til Danmark, hvor han deltog i Kristian d.6.'s kroning (1731). Ikke alene formåede han, gennem de forsamlinger han afholdt, at skabe betydelig opmærksomhed omkring de nye tanker, men han fik også lagt grunden til Brødremenighedens missionsvirke, idet han fik kongens tilladelse til at drive mission i de kolonier Danmark dengang besad.

Allerede året efter begav Leonard Dober og David Nitschmann sig af sted til fods og arbejdende sig frem til København, hvorfra de efter en lang ventetid endelig fik skibslejlighed til De Vestindiske Øer. De blev således de førstemissionærer, der bragte evangeliet ud til slaverne. Dette blev begyndelsen til et vidtfavnende missionsvirke, der i dag bevirker, at vi som brødremenighed i Europa kun udgør en lille brøkdel af den verdensomspændende brødremenighed "Unitas Fratrum".

Samme år opnåede de omvandrende brødre et så godt forhold til en gruppe mennesker i landsbyen Stepping (8 km vest for Chrf.), at de begyndte opbygningen af et societet der. Det blev et udgangspunkt for den videre udbredelse af evangeliet, som næsten overalt hvor brødrene kom, var med til at skabe grobund for den vækkelsesbølge, der var begyndt med pietismen.

Efter mange år med stadig tilvækst syntes brødrene, at der ville være grundlag nok for at oprette en selvstændig menighed i stedet for societetet i Stepping. Da brødrene var kendte som retskafne, arbejdsomme og pålidelige mennesker, fik de lov til at købe den gamle kongsgård "Tyrstrupgård", på hvis marker Christiansfeld nu ligger. Da området dengang var dårligt udviklet både handels- og håndværksmæssigt, betragtede man det fra regeringens side som en formfor egnsudviklingsprojekt; hvorfor man bl.a. fritog brødrene for værne- og skattepligt i en periode af 10 år. Desuden fik byen købstadsrettigheder, hvilket betød, at den handelsmæssigt ikke var underlagt Haderslev.

Det viste sig at blive en god investering, for i løbet af de ti år, der gik, fra grundstenen blev lagt til det første hus i 1773, til subsidierne udløb, stod faktisk hele den nuværende bykerne omkring kirkesalen med korhusene, præsteboliger og en del selvstændige familiehuse færdige. I tiden op til begyndelsen af 1800 udviklede byen sig kraftigt med 2 store skoler, håndværksmestre og småindustrier inden for alle fag, et betydeligt handelshus. Indbyggertallet var da på godt 600.

Den efterfølgende tid, som selvfølgelig har mange interessante forhold og episoder at berette om , vil denne tekst ikke komme nærmere ind på her. Blot skal fortælles, at menigheden i dagens Danmark består af ca. 300 medlemmer. Deraf er de ca. 150 er bosiddende i Christiansfeld og omegn, mens de øvrige bor forskellige steder i Danmark, Norge eller Sverige.

Det kan synes af lidt, når man ser tallene, men ikke desto mindre formår de endnu at holde deres bygninger ved lige og de kirkelige traditioner i hævd.

Endelig bør oplyses, at Brødremenigheden er et evangelisk kirkesamfund i lighed med og på samme bekendelsesgrundlag som Den Danske Folkekirke.

Notater:

{geni:occupation} Sognepræst Dybbøl kirke (1754-1795)

Notater:

{geni:about_me} Død 30.10.1730 af Børnekopper.