Familie/Ektefelle/partner: Dorothea Sophie Pedersdatter Seefeld. Dorothea (datter av Peder Enevoldsen Seefeld og Margrethe Pallesdatter Rosenkrantz) ble født cirka 1650 , DalsgXrd, Hadsund, Aalborg, Danmark; døde cirka 1682. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Notater:

{geni:occupation} Major

Familie/Ektefelle/partner: Elisabeth Birgitte Rantzau, til Kjærstrup. Elisabeth (datter av Palle Rantzau og Ingeborg Pedersdatter Seefeld) ble født 27 Jan 1690 , Bratskow, Brovst, Hjørring, Danmark; døde 8 Apr 1760, Slagelse, Sorø, Danmark. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Bertha giftet seg med Christian Frederik von Holstein 13 Jul 1704. Christian ble født 8 Mai 1678 , Kiel, Schleswig-Holstein, Germany; døde 29 Des 1747, Cathrinebjerg; ble begravet , Sengelsøe, (Kirke ), København, Danmark. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Notater:

{geni:occupation} Generalmajor, godsejer, Generalmajor ( Hµren - Forsvaret )

Niels giftet seg med Sophie Hedevig von Raben cirka 1714. Sophie ble født cirka 1695; døde cirka 1726. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Niels giftet seg med Benedicte Gjertrud von Ingenhaef cirka 1727. Benedicte ble født 8 Mar 1705; døde cirka 1728. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Notater:

{geni:occupation} Hofdame

Dorothea giftet seg med Christian von Rathlou 17 Apr 1708, K°benhavn, Danmark. Christian ble født 12 Nov 1677; døde 16 Jun 1752; ble begravet , Gosmer Kirke (sarkofag med indskrift). [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Familie/Ektefelle/partner: Martin Morten Dyssel Falkenskjold. Martin ble født cirka 1689; døde 22 Jun 1746, Kalundborg. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Elisabeth giftet seg med Frederik Christian von Møsting, til Marienborg 12 Mai 1747. Frederik (sønn av Alexander Frederik von Møsting) ble født 15 Des 1717; døde 17 Feb 1773, Stege. Møn, Danmark. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Familie/Ektefelle/partner: Frederik von Ahlefeldt. Frederik (sønn av Carl lensgreve von Adolph Ahlefeldt og Ulrikke Antoinette Gyldenløve) ble født 29 Des 1702; døde 18 Apr 1773. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Dorothea giftet seg med Christian Conrad Danneskiold-Laurvig 15 Sep 1743, Copenhagen, Hovedstaden, Denmark. Christian (sønn av Ferdinand Anton Danneskiold-Laurvig og Ulrikke Eleonore Reventlow) ble født 12 Mai 1723 , København?; døde 10 Apr 1783, Roligheden ved Larvik; ble begravet , Frue kirke, København.. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Notater:

{geni:about_me} Ejer af Sæbygård fra 1779-1785:

Beskrivelse:
Sæbygård ligger i Sæby Sogn, Kalundborg Kommune, Løve Herred, Holbæk Amt. Det er en hovedgård, der er kendt tilbage fra 1200-tallet, hvor den siges at have tilhørt Esbern Snare. Den har været hjemsted for Sæbygård Len, der lagde navn til det senere Sæbygård Amt.

Arnoldus giftet seg med Elisabeth Andersdatter Sehested, 4 1 Des 1775. Elisabeth ble født 20 Sep 1751 , Karsholm Slot; døde 28 Aug 1843. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Juliane giftet seg med Frederik Knuth-Knuthenborg 12 Mai 1747, Copenhagen, Hovedstaden, Denmark. Frederik (sønn av Eggert Christoffer Knuth-Knuthenborg og Maria von Numsen) ble født 15 Sep 1760 , København, Hovedstaden, Danmark; ble døpt 18 Sep 1760; døde 10 Okt 1818, Knuthenborg. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Notater:

{geni:occupation} Dansk gehejmestatsminister, finansminister, chef for Rentakammerer m.m.

{geni:about_me} '''Johan Sigismund von Møsting''' (1759-1843), dansk Statsminister, Gehejmestatsminister, er født paa Møen 2. Nov. 1759 som Søn af ovennævnte Gehejmeraad Fred. Chr. v. M. Hans Løbebane er i det væsentlige følgende: juridisk Kandidat 1781, Avskultant i Rentekammeret 1782, Amtmand i Haderslev østre Amt 1789, Præsident i tyske Kancelli 1804, Præsident ad interim i danske Kancelli 1809-10, Overdirektør ved Rigsbanken Jan.-Dec. 1813. Fra Dec. 1813 Finansminister, Præsident i Rentekammeret, Medlem af Direktionen for Stutterivæsenet og Veterinærskolen, fra 1814 tillige af den afrikanske Konsulatsdirektion, fra 1816 tillige Præsident for Statsgjældens og den synkende FondsDirektion. Fra alle disse Embeder afskedigedes han 2. Marts 1831. Derimod vedblev han at være Medlem af Gehejmestatsraadet, i hvilket han var indtraadt i April 1814, indtil Febr. 1842. M. var end videre Medlem af Direktionen for Fonden ad usus publicos og af Pensionsdirektionerne (indtil 1842). I Aarene 1838-43 var han Chef for det store kongl. Bibliothek. M. blev Kammerherre 1789, Ridder (Storkors) af Danebrog 1803, Ridder af Elefanten 1815, Ordenskansler 1828, Overkammerherre 1840. Han var Æresmedlem af Videnskabernes Selskab og Præsident i det
kongl. nordiske Oldskriftselskab. M. døde 16. Sept. 1843.

Det er altsaa en lang og saare betydelig Embedskarriere, vi her have for os. Den havde sikkert været umulig, hvis M. ikke havde tilhørt en gammel og fin Familie. Paa den anden Side hørte M. ingenlunde til hin alt for talrige Kreds i Datiden, der væsentligst ved personlig Gunst kom frem. Dertil avancerede han for hurtig, dertil naaede han for langt, og da vare ikke netop de vanskeligste Poster i den vanskeligste Tid blevne ham betroede.

M.s centrale Embedsgjerning knytter sig til hans Ledelse af Statens Finanser 1813-31. Imidlertid bør vi først minde om et tidligere Tidspunkt i M.s Liv, hvor han formodentlig én Gang for alle vandt Tronens Tillid. Som Præsident idet tyske Kancelli stillede han sig nemlig i 1806 paa Kronprins Frederiks Side i Striden om Holstens Indlemmelse under Kronen. Modstanden imod denne Forholdsregel kom, foruden fra Hertugen af Augustenborg, nærmest fra den tyskfødte Del af Kronprinsens Raadgivere, Tilslutningen fra de danskfødte: Kaas og M. Kronprinsen fik ikke sin Vilje sat igjennem, og Striden har vistnok haft vidtrækkende Følger med Hensyn til Kronprinsens Stilling baade over for Statsraadet som Institution og over for dets enkelte Medlemmer. Kronprinsens Opponenter gik i de kommende Aar efterhaanden ud af deres ledende Stillinger, og da Turen endelig ogsaa ved Slutningen af Aaret 1813 kom til Ernst Schimmelmann, overtog M. Posten som Finansminister. X Uden her at komme ind paa Spørgsmaalet om, hvad der var forstandigt eller uforstandigt i det 1806 indtagne Standpunkt, skal det endnu kun nævnes, at M. vistnok ogsaa stedse i sit senere Liv, hvor der kom Modsætninger frem, af politisk eller af økonomisk Art, imellem Kongeriget og Hertugdømmerne, nærmest har været «kongerigsk».

Da M. tiltraadte sin nye Stilling, var Finans-, Penge- og Bankvæsenet i det yderste Virvar. Lovene af 5. Jan. 1813 X der til den ene Side erklærede Bankerotten, men til den anden Side anviste Midler til Reorganisationen X syntes foreløbig kun at have ført nye Ulykker med sig, og halvt om halvt stod man for en ny Bankerot. En Maaned efter kom imidlertid Freden og med den Muligheden for Udgifternes Forringelse, Fastsættelse af Erstatninger og Subsidier fra Udlandet og fremfor alt en begyndende Tryghedsfornemmelse, en Følelse af, at man havde overstaaet det værste og nu kunde nære Haab dels om en Virkeliggjørelse af Penge- og Finansreformerne, dels om en Nybegyndelse af Næringslivet under regelmæssige Former.

En enkelt lærerig Begivenhed fra M.s første Finansministertid skal her fremhæves. I Begyndelsen af Aaret 1814 udstedtes rentebærende Kreditbeviser ved en Komité, valgt af Grosserersocietetet, til hvilken Komité ogsaa Sikkerheden for Beviserne, nemlig Indtægterne af de kongl. Jorder og Skove og af Stempelafgiften, skulde indbetales. Disse «Komitésedler», der udstedtes til en samlet Sum af 5 Mill. Rbdl., modtoges af Staten til Betaling af kontraktmæssige Renter og Kapitalafdrag, men de gjordes i øvrigt ikke til tvungent Betalingsmiddel, da dette vilde have stridt mod den nye Rigsbanks Seddelmonopol. Komitésedlerne faldt imidlertid i Kurs, og man øvede det yderste Tryk paa Staten, for at den skulde modtage dem i Betaling for Skatter. Paa forskjellige Maader søgte Regeringen at imødegaa Sedlernes synkende Kurs, men til det foreslaaede Middel vilde den ikke gribe, da Rigsbankfundatsen udtrykkelig tilsagde Banken, at kun dennes Sedler skulde modtages i de kongelige Kasser.

Denne Optræden fra Regeringens Side bør erindres, fordi den var typisk for M.s hele Finansregimente, hvis højeste Ære er en ubrødelig Fastholden ved Bankfundatsen, en bevidst Opofrelse af alle underordnede Interesser for Bank- ogPengevæsenets Stabilisering, dermed i Virkeligheden for Tilvejebringelsen af det Grundlag, Statens og Samfundets økonomiske Liv siden da saa sikkert har kunnet føres paa. X Karakteristisk er det da ogsaa, at da i Slutningen af i82oerne endog en Mand som Jonas Collin ønskede Kjøbenhavns Sparekasse bragt ind under Statens Bestyrelse, modsatte M. sig det med den største Energi og hindrede det. Statens Finansvæsen for sig, Almenhedens Penge- og Bankvæsen for sig, dette heldbringende Princip fraveg han ikke.

Imidlertid kan der næppe være Tvivl om, at M. i sin Iver for at støtte Rigs (National) banken er gaaet en Del videre end nødvendigt. Medens nemlig den usigelige Forvirring, Statens tidligere Seddeludstedelse og den hele Bankmisére havde skabt, havde efterladt hos ham og andre en saadan Skræk for Gjentagelse heraf, at han fik taget de alvorligste Forholdsregler derimod, medens end videre det samme gjaldt Statens direkte Deltagelse i Børsspekulationer X da Kongen i 1820erne paa ny vilde lade sig lede ind paa sligt, fik M. kun dette standset ved Ord som: «Maa det være mig tilladt at afgive Sagen til Statsgjældsdirektionen, der da maa besørge Udførelsen og føre den fornødne Kontrol, saa vidt en saadan er mulig» X, saa viste han sig i øvrigt ingenlunde som
nogen overlegen Finanschef. Man kan naturligvis langtfra lægge de Fejl, der bleve begaaede, ene paa hans Skuldre, men i den Stilling, han beklædte, maa han dog bære Hovedansvaret, saa meget mere som han i vigtige Sager afgav udførlige personlige Vota, og som han havde en meget betydelig Indflydelse hos Kongen. X For Bankens Vedkommende kan det nævnes, at dens Oktroi 1818 var unødigt Hastværksarbejde og i flere Henseender bar Mærker deraf, og at Banklaanet1820 gav den alt for store Begunstigelser. De store Statslaan, der afsluttedes i 1820erne, gjennemførtes med alt for megen Vaklen og med de urette Agenter. Værre var det imidlertid, at en stor Del af de Penge, der kom ind ved disse Laan, anvendtes paa utilbørlig Maade. M. burde have lagt al Vægt paa at hindre, at Millioner udlaantes, delvis foræredes, til de Kongen og Hoffet nærstaaende, og i det hele paa at indskrænke det uheldsvangre Gratifikationssystem. Men han var til Tider selv direkte Mellemmand her, endog for meget betydelige Summer. Dog mest maa det bebrejdes M., at selve Finansstyrelsen vedblev at være et Kaos. Der affattedes Budgetter og aflagdes Regnskaber nok, men detvar stumpe- og stykkevis, en gjennemført Orden og Ordning i det hele Kasse- og Skuffesystem manglede, og næppe har man nogen Sinde under hans hele Styrelse haft en virkelig samlet Kundskab om Statens Indtægter og Udgifter. Hertilkom et gjennemført Hemmelighedskræmmeri, der var til Skade for alle Parter. Kun i selve det Aar, M. gik af som Finansminister, meddelte han i et Tidsskrift nogle Forsvarsbemærkninger om sin Finansstyrelse, men de vare baade reeltog formelt kun lidet udtømmende og tilfredsstillende. Trods Statens vanskelige Aar i 1820 ernes Landbrugskrise er det sandsynligt, at M. ved at have
staaet mere imod Hoffets, Dignitarernes og Ansøgernes Krav og ved med fast Haand at have gjennemført Orden i Finanserne kunde have efterladt sig en Statskasse med nogenlunde gunstig Balance. Nu blev dette ikke Tilfældet. Man kan antage, at under M.s Styrelse blev Finansernes Status efter Aaret 1815 forringet med mindst 2 Mill. Rbdl. aarlig.

Dette var saa meget mere beklageligt, som der i den samme Periode kun anvendtes overmaade lidt til Reformer. M. var i det hele ingen Reformernes Mand. I sine forskjellige ledende Stillinger havde han ogsaa en stor Del af den almindelige indenrigske Styrelse under sig, men der blev kun foretaget lidet almennyttigt paa Landbrugets, de øvrige Næringsvejes, Kommunikationernes eller andre lignende Omraader. Det var hos Kommercekollegiet, man nu og da traf Ønsker om Frihed og Fremskridt, men dette Kollegium modarbejdedes ogsaa som Regel af de andre Kollegier. X Under den Episode, der i 1826 endte med Standsningen af A. S. Ørsteds videnskabelige Forfatterskab, stod M. paa KaasX Side, modØrsted.

M. havde, som sagt, en høj Stjærne hos Kongen, og hans Indflydelse var stor. Han benyttede denne til, saa vidt muligt, at sætte sin Vilje igjennem. Beskylde nogle ham for Indolens, siges det fra anden Side, at han kunde kæmpe forsin Anskuelse med megen Styrke, og naar han mødte Modstand, tilbød han af og til, om end maaske kun paa Skrømt, at gaa af. Da han til sidst virkelig gik af som Finansminister m. v., opfattedes dette af Almenheden nærmest som en Art Indrømmelse til den . opdukkende Liberalisme. X M. hørte imidlertid næppe til de Folk, Kongen i personlig Henseende særlig yndede, og man har heller ikke Indtryk af, at han udad til var populær. Han var for Almenheden meget vanskelig at faa i Tale og tilhørte vist i store Stykker lXancien régime, som han var født og opdraget under.

Under M.s Overbestyrelse, i hans høje Alder, af det store kongl. Bibliothek «ordnedes Bibliothekets økonomiske Forfatning paa en sikrere og fordelagtigere Maade end nogen Sinde tilforn» (Werlauff). Men alt i de mange Aar, hvor han var Medlem af Direktionen for Fonden ad usus publicos, fik han Lejlighed til at lægge sin Interesse for Aandsarbejder for Dagen og at støtte Mændene af Kunstens og Litteraturens Verden. Han ansaas ikke selv for paa disse Omraader at have særlige Kvalifikationer, men han værdsatte dem hos andre - om han end som Finansminister viste sig en hel Del mere karrig over for Poeter o. l. end over for sine Standsfæller X, og han modtog gjærne Videnskabsmænd i sit gjæstfri Hjem. Her levede han med sin Hustru, Cecilie Christiane f. v. Krogh (f. 12. Okt. 1767, gift 22. Juli 1785, d. 30. April 1850), Datter af General G. F. v. K. (IX, 515), i et Ægteskab, der varede i henved 3 Snese Aar. «Ægteskabet var uden Børn, men saa inderlig kjærligt, at det ikke blot var et Mønster, men endog kunde kaldes et sjælden skjønt Mønster» (H. C. Ørsted).

Erslew, Forf. Lex.
Medd. fra Gehejmearkivet 1886-88.
Oversigt ov. Vidensk. Selsk. Forhandl. 1844.
Thaarup, Fædrenelandsk Nekrolog.
Øst, Materialier t. et dansk biogr.-lit. Lex.
Hist. Tidsskr. 4. R. IV.
Werlauff, Efterretn. om det store kgl. Bibliothek, 2. Udg.
Schilderungen u. Begebnisse eines Vielgereisten, der ausruht, II (1833).
Rist, Lebenserinnerungen III.
J. Møller, Mnemosyne II.
M. Rubin, 1807-14.
Samme, Frederik VIXs Tid.

Marcus Rubin.



===Sources===

* Dansk biografisk Lexikon - p117 (1887-1905): [http://runeberg.org/dbl/12/0119.html Johan Sigismund von Møsting]

* Salmonsens konversationsleksikon p604 (1915-1930): [http://runeberg.org/salmonsen/2/17/0636.html Møsting, Johan Sigismund von, dansk Statsminister]

* krogsgaard: [http://krogsgaard.name/pafg3230.htm Cecilie Christina von Krogh]

* ancestry.com: [http://wc.rootsweb.ancestry.com/cgi-bin/igm.cgi?op=GET&db=reque&id=I8086 Cecilie Christine von Krogh]

Johan giftet seg med Cecilie Christine von Krogh 22 Jul 1785, Stiftsgården. Cecilie (datter av Georg Friderich von Krogh, General og Margarethe Lerche) ble født 12 Okt 1767; døde 30 Apr 1850. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Notater:

{geni:occupation} Kammerherre, Generalmajor (Kavalleriet), Hæren

{geni:about_me} lensgreve Christian Ahlefeldt, som i 1785 ved Højesteret havde fået tilkendt arveretten til Grevskabet Laurvig (nutidens Larvik)) i Norge og dermed navnet Ahlefeldt-Laurvigen. Moderen var Elisabeth Juel.

Grev Christian , Grevskabet Langelands femte Besidder, f°dtes 17. Maj 1732 paa Tranekjµr Slot , tidnµvntes 1750, 19. August, Kaptejn reformX ved Kongens Livregiment, forflyttedes 1754, 3 1 Marts, med Majors Karakter til 2. fyenske Rytterregiment og laa fra 1758, 3. Maj, til 1761 , 1. April, i Garnison i Svendborg. 1760, 23. April, udnµvntes han til Premiermajor og 17. De cember samme Aar til karakteriseret samt 1762, 17. December, til virkelig Oberstlieutenant a f Kavalleriet. 1777, 2. Januar, forfremmedes han til Generalmajor af Kavalleriet med Ancienni tet efter Generalmajor Grev Frederik Carl Christian Ulrik Ahlefeldt, men forlod 1788,18. Janu ar, Krigstjenesten. Allerede 1757,29. April, var han bleven Kammerherre og 1769, 29. Januar , hvid Ridder.


Greven indgik 19. Januar 1759 paa Lundsgaard Xgteskab med Elisabeth Juel, eneste Datter af K ammerherre, Konferensraad Jens Juel til Lundsgaard og Jershauge og Hustru Ida Birgitte, f°d t Holsten, der f°dtes 4. Maj 1742. Med hendeblev Grev Christian Ejer af Bj°rnemose, som Svig erfaderen i Aaret 1758 med til liggende B°ndergods, hvorunder Thur°, havde erhvervet af Obers tlieutenant Erik Sehested, der 1745-56 havde opf°rt en ny Hovedbygning paa Gaarden.



Indtil 1773, da Greven tiltraadte Besiddelsen af Grevskabet Langeland, hoede han til Stadigh ed paa Bj°rnemose. Grevinden kom ved sin Faders D°d i Besiddelse af Stamhuset Lundsgaard, opr ettet if°lge Testamente af 30. Oktober 1767 af Kammerherre Jens Juel og bestaaende af de tven de Hovedgaarde Lundsgaard og Jershauge med tilliggende Jordegods, som han 1747 havde kj°bt a f Overkammerherre Ditlev Reventlow. Paa Lundsgaard opf°rte Juel 1765 en ny Hovedbygning i Ste det for det to Aar f°r afbrµndte Herresµde. If°lge Erektionspatentet skulde Stamhuset f°rst t ilfalde Jens Juels Universalarving, Grevinde Elisabeth Ahlefeldt, og efter hendes Mands D°d , ifald hun overlevede ham, vµre hendes Enkesµde. Derefter skulde det gaa over i hendes nµstµ ldste S°ns, Grev Jens Juel Ahlefeldts Besiddelse, og efter ham nedarves af hans mandlige Xt , "fra µldste til µldste, S°n efter Fader". Hvis dennes mandlige Afkom udd°r tilfalder Stamhu set S°steren Ida Birgittes mandlige Descendens if°lge f°rnµvnte Bestemmelser, hvorefter det t ilfalder Grev Jens Juel Ahlefeldts og dernµst Comtesse Ida Birgittes Descendens paa Spindesiden.



Om Grevskabet Langelands °konomiske Status i Grev Christians Tid giver en Balance fra 1789 r et interessante Oplysninger. Den samlede Formue, hvoraf Greven svarede Skat, beregnedes til 6 37,922 Rigsdaler. Revenuerne af Grevskabet og Stamhuset Ahlefeldt anstaas tilsammen til 23,42 7 Rdlr., hvilket giver en Kapital paa 585,687 Rdlr. at forrente; Lundsgaards Indtµgter bel° b sig til 3813 Rdlr., Renterne af 95,325 Rdlr.; M°llegaard vµrdsattes til 22,000 Rdlr. og Bj° rnemose til 46,000 Rdlr., - tilsammen 759,012 Rdlr. Pantegjµlden paa Grevskabet og Stamhuse t bel°b sig til 46,000 Rdlr., paa Bj°rnemose, M°llegaard og Bjerrebygaard til 70,000 Rdlr., m ed °vrige Udgifter i alt 121,090 Rdlr. Foruden de store Grundbesiddelser, der nu atter vare s amlede paa en Haand i slµgten, kom Grev Christian i Aaret 1785 i Besiddelse af Grevskabet Lau rvig i Norge, der 29. September 1671 var blevet oprettet for Kong Frederik III.s S°n med Marg rethe Pape, Ulrik Frederik Gyldenl°ve, Statholder i Norge og Fettmarskallieutenant. Det fik Navn efter den ved Udl°bet af Laugen, en af Laudets lµngste Elve, beliggende Kj°bstad Laurvig , der skyldte den i det 16. Aarhtindrede opkommende Trµlasthandel sin Oprindelse. Foruden Lau rvig h°rte under Grevskabet den egentlige Hovedgaard Brunlaug, den adelige Sµdegaard Mandvig , Gaardene Mell° og Eidsten med tilliggende Gods, store Savbrug og M°ller samt Krongodset Fri ts°, et af Norges betydeligste Jµrnvµrker. Grevskabet skulde if°lge Patentet "holdes og agte s for det f°rste i Rigerne" og benaadedes med store Privilegier. Gyldenl°ve fik Patronatsrett en til alle Kirker, Birkerettighed, Tiendefrihed af Jµrnvµrket og Savbruget.



Ved sit f°rste Testamente fra Aaret 1671 havde Gyldenl°ve bestemt Arvef°lgen for Grevskabe t til at vµre agnatisk-kognatisk, men 1692 indskrµnkede han Successionen i Kvindelinjen til s ine D°tre og deres mandlige Efterkommere. Efter hans D°d 1704 arvede S°nnen Ferdinand Anton G reve Danneskjold-Laurvigen (d. 1754) Grevskabet. Dennes tvende S°nner. Generallieutenant Fred erik Ludvig (d. 1762) og Admiral Christian Conrad Greve Danneskjold-Laurvigen (d. 1783), me d hvem Gyldenl°ves Mandsstamme udd°de, ejede dernµst efter hinanden Laurvig, hvorpaa den sids tnµvnte Greves Datter Baronesse Anna Sophie BXlow meldte sig som Arving. Desuden optraadte som Prµtendenter Hertug FrederikChristian af Slesvig-Holsten-Augustenborg, Datters°n af Gylden l°ves µldste Datter, Grev Christian Ahlefeldt, hans anden Datters S°nnes°n, og Georg Carl Gre ve Leiningen, hans tredje Datters S°n, der dog kun forlangte sin eventuelle Arveret godkjendt . Sagen indankedes derefter for H°jesteret. Medens to af Assessorerne, Kofoed-Ancher og Class en, i deres Votum erklµrede Hertugen for den nµrmest berettigede til Grevskabet, tilkjendte d en endelige Dom af 9. Juni 1785 Grev Christian Ahlefeldt Besiddelsen af Grevskabet. Greven a f Leiningens Descendens erklµredes for arveberettiget, medens Baronesse BXlows Krav ligesom H ertugens afvistes. Den 7. Oktober fik Greven i det for ham udstedte Patent Bevilling til at k alde og skrive sig Grev Ahlefeldt-Laurvigen og f°re Grevskabets Skjoldmµrke, den norske L°ve , sammenf°jet med det grevelig ahlefeldtske Vaaben. Han kj°bte endvidere for 62,000 Rdlr. de t til Grevskabet h°rende Allodialgods, der af H°jesteret var tilkjendt Baronesse BXlow og hen des S°ster Grevinde Holck.


Da Grev Christian tittraadte Grevskabet vare dets °konomiske Forhold yderst slette. Den sidst e Grev Danneskjold-Laurvigen var, som bekjendt, en stor Xdeland, og i Aaret 1788 hvilede en G jµld paa omtrent 300,000 Rdlr. paa Grevskabet. Den 30. Maj samme Aar fik Ahlefeldt Tilladels e til at optage et Laan af 160,000 Rdlr. paa Grevskabet til Betaling for det erhvervede Allod ialgods og til Vµrkernes fortsatte Drift, "der ellers maatte standses og 4-500 Familiers Exis tens derved °delµgges". Laurvig skildres i en samtidig Rejseberetning som en velhavende lill e By med 1900 Indbyggere og 400 Huse, smukt beliggende i en Halvkreds langs Fjordens Bredde r ved Foden og op ad en skraanende,med B°ge bevoxet Fjµldside. Den grevelige Residens besto d i en to Etagers Trµbygning, opf°rt udenfor Byen i Ly af en stejl klippevµg, med en endn u i 1790 med stive Alleer, Pyramider og kunstige Stensµtninger prydet Have i gammel hollands k Stil. Frits° Jµrnvµrk udskibede den Gang aarlig indtil 60,000 Skippund Jµrn til Danmark o g leverede navnlig et stort Antal Kanoner til S°etaten. Det var 1785 bortforpagtet for en aar lig Afgift af 24,000 Rdlr., men indbragte gjennemsnitlig 30-40,000 Rdlr. om Aaret. Grevskabet s Ejer ansatte efter indhentet kongelig Stadfµstelse Xvrighedspersonerne og l°nnede dem af Ac cisen, ejede Patronatsrettigheden til Grevskabets samtlige tolv Kirker (iberegnet Frederiksvµrns), Sigt og Sagefald, Hals- og Haandsret, Vrag- og Strandret samt Monopol paa Udf°relsen a f T°mmer.


De forviklede Pengesager og de mange Byrder, saa udstrakt Jordegods paalagde dets Besidder, e re jµvnlig Gjenstand for klage i Grev Christians Breve. "Grev Ahlefeldt til Langeland og Laur vigen", skriver han saaledes 1788, "er det ikke en Hovedrig Mand med saadanne tvende store Gr evskaber? Lutter Blµndvµrk, lutter Gj°glespil til at forblµnde unge Folk med og lokke dem Pen gene ud af Lommen. Fra Laurvigen faar jeg intet og i lange Tid endnu ikke, medmindre Gud under mig et langt Liv"


Han var en erklµret Modstander af Reformbevµgelsen paa Bondesagens Omraade og saa i dens Udvi kling Godsejernes Ruin. 1789 skriver han: "Man beklipper de grevelige Rettigheder, man rykke r frem med Beviser fra Aarhundreder tilbage, intet hjµlper, man vil ikke h°re nogen Modsigels e. Skylden tillµgges Reventlow, Colbj°rnsen og Hertugen af Augustenborg. Varer det ved, hente r Djµvelen alle Grevskaber, Baromer og Adelsmµnd; nu skulde vi alle blive B°nder". Han er for bitret over at skulde atlµgge Kongen Regnskab for de Penge, han har brugt i Udlandet. "Vi gj° re bedst i at spille Bankerot, hellere en Ende med Forskrµkkelse. Fanden plager B°nderne over alt". Til Trods for den i Grev Christians Breve til S°nnen fremherskende barske, nµsten raa T one, som dog formildes noget ved en djµrv Lystighed, var han sikkert en brav og rettµnkende M and, omend med et vel begrµnset Syn. Paa sin Vis vilde han utvivlsomt Bondens og sine Undergi vnes Vel.


I sit Testamente anbefaler han dem alle, ,"hvis Fader" han har vµret "i nµsten et halvt Aarhundrede" til sin Efterf°lgers Omsorg. "De vare trygge under min Beskyttelse", siger han, "og vente, naar min S°n lµser dette, deres Lykkeaf ham". Til slut formaner han alle sine B°rn "ti l indbyrdes Enighed og Kjµrlighed, som er Familiens Styrke".


Grev Christian d°de 9. Oktober 1791 paa Tranekjµr stot. If°lge hans sidste Vilje bare B°nderne ham til Graven. Ingen klokker maatte lyde, da hans Lig i Stilhed og Tarvelighed bisattes i den fµdrene Begravelse. Grevinde Elisabeth,der 1768, 29. Januar, blev dekoreret med Ordenen (le l'union parfaite, d°de 23. Januar 1803 paa Bj°rnemose. Hun hviler i Tved Kirkes Gravk apel. De havde fjorten B°rn, af hvilke fire S°nner og fem D°tre opnaaede den modnere Alder(Femte Afsnit I).

Christian giftet seg med Elisabeth Juel, til Stamhuset Lundsgaard & Bjørnemose 17 Mai 1759, Lundsgaard - Revninge. Elisabeth ble født 4 Mai 1742 , Lundsgaard; døde 23 Jan 1803, Bjørnemose; ble begravet 7 Feb 1803, Tranekær Kirkegård. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Anna giftet seg med Friedrich Ludwig Ernst von Bülow, Baron cirka 1762. Friedrich ble født cirka 1738 , Lüneburg, Niedersachsen, Deutschland; døde 10 Sep 1811, Reinhardsgrimme. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Juliane giftet seg med Frederik Wilhelm Conrad Holck 28 Sep 1769, Slotskirken. Frederik ble født 28 Sep 1745 , Orebygård, Midtjylland, Denmark; døde 7 Des 1800, Kiel, Schleswig-Holstein, Germany. [Gruppeskjema] [Familiediagram]