Notater:

Else Luxdorph,


f. 11. december 1647 Fiskbµk, Viborg, blev d°bt 17. Dec. 1647 med f°lgende Faddere: M. Christen i Nestved, Anders S°ffrensen i Kj°benhavn, Foch Olluffs°n hendes Broder, det vil sige Moderens Broder, samt S°ster M. Erickis i Ki°benhavn Thale Doctors og Karen Hansdatter,


d. 5. februar 1722 Ribe,


g. 6. november 1666 Justitarius i H°jesteret, kongelig Historiograf, KonferensrXd Willum Worm, f. 11. september 1633 K°benhavn, d. 17. marts 1704 K°benhavn, s°n af Ole Worm og Susanna Madsen Lund.


Else var opdraget i Peder Resens Hus, fik 20 Marts 1679 Vaabenbrev.

Familie/Ektefelle/partner: Willum Olsen Worm. Willum (sønn av Ole Willumsen Worm og Susanna Madsdatter Medelfart) ble født 11 Sep 1633 , København, Denmark; døde 17 Mar 1704, Gammeltorv, København, Denmark. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Notater:

{geni:occupation} Professor

Ole giftet seg med Drude Cathrine Foss 10 Des 1694. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Familie/Ektefelle/partner: Peder Sørensen Lemvig. Peder ble født cirka 1646; døde cirka 1710. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Notater:

{geni:occupation} Biskop over Sjælland fra 1711 til sin død

{geni:about_me} Worm, Christen, 1672-1737, Biskop, var født i Kjøbenhavn
10. Juni 1672 og Søn af nedennævnte Justitiarius Villum W. 1686
kom han i Frue Latinskole, hvorfra han blev Student 1689. I sit
Hjem traadte han i Venskabsforhold til den lærde Islænder Arne
Magnussen (XI, 52) og fik Lejlighed til at gjøre sig bekjendt med
hans kritiske Arbejde over Åre Frodes Islands Historie, hvoraf
han fik en Afskrift. I Foraaret 1692 tog han theologisk Examen
og opholdt sig derefter i Tranebjærg paa Samsø hos en lærd
Orientalist, Præsten Mads Iversen Vejle, indtil han i Slutningen af
Aaret blev Hører ved Frue Latinskole. 1692-94 holdt han en
Række Dissertationer ved Universitetet over jødiske Antikviteter.
Disse bleve 1744 optrykte i Venedig, hvilket maa tages som et
Vidnesbyrd om, at man endnu den Gang har betragtet dem som
staaende betydelig over de almindelige Universitetsdisputatser. 1694
gav Christian V ham Løfte paa et Professorat i Filosofi med senere
Oprykning i et theologisk Professorat, og 1695 disputerede han for
Professoratet. I Foraaret 1696 fuldendte han et Stridsskrift, hvori
han udførlig behandlede et Æmne fra Oldkirken: Sabellius og
hans antitrinitariske Vranglære. Skriftet, der udkom s. A. i
Frankfurt, vidnede om en ualmindelig Lærdom og fik en smigrende
Anmeldelse i Udlandet. Men her hjemme undrede man sig over,
at han i saa kort Tid havde kunnet tilegne sig en saa omfattende
Kundskabsmasse, og der var dem, der paastod, at det ikke var
hans eget, men den lærde Samsøpræsts Arbejde, han førte frem.
Hvorledes det forholder sig dermed, lader sig ikke oprede, men For at fortsætte sine Studier rejste W. til Udlandet. I Okt.
1696 opholdt han sig i Leiden, men rejste kort efter til England,
hvor han studerede i Oxford. Han stod i livlig Brevvexling med
Fr. Rostgaard (XIV, 337), som den Gang opholdt sig i Paris, og
maaske opmuntret ved Vennens Udgivervirksomhed, planlagde han
selv en Udgave af danske og islandske historiske Kildeskrifter.
Han begyndte med Udgivelsen af Aarbøger fra Esrom (Annales
Esromenses) og af Åre Frodes Islands Historie. W. kom saaledes
Arne Magnussen i Forkjøbet X en ikke ganske dadelfri Fremgangsmaade,
som maa skrives paa hans Ungdommeligheds Regning.
Han maa dog vistnok hurtig være kommet til Erkjendelse af, at
det var et Misgreb. Han standsede Udgivelsen, og de nævnte
Værker bleve aldrig fuldendte. Men Uheldet fulgte ham ogsaa
paa anden Maade i Oxford. Han havde paa et af Bibliothekerne
laant et Haandskrift, som han glemte at bringe tilbage 1697, da
han forlod Oxford og rejste til Wolfenbüttel. Her saa en af
Bibliothekarerne det hos ham og laante det, dog vel med
Forpligtelse til at sende det tilbage, som han ogsaa gjorde. Dette
blev nu udlagt, som om W. havde bortført det og pantsat det for
at komme ud over nogle økonomiske Vanskeligheder. Beskyldningen
kom paa en meget nærgaaende Maade frem i et Skrift,
som udkom 1737, W.s Dødsaar, og efter Samtidens Mening har
det sandsynlig fremskyndet hans Død.

I 1698 kom han tilbage fra Udlandet, men det Professorat,
der var stillet ham i Udsigt, fik han ikke. Han traadte derefter
over i praktisk Virksomhed, i det han 1699 blev Hjælpepræst hos
Præsten M. Henriksen Tistorph (XVII, 417) ved Nicolai Kirke og
efterfulgte ham som Sognepræst 1701. 1707 blev han Præst ved
Frue Kirke, Stiftsprovst og Provst over Sokkelunds Herred. I
disse Aar gjorde han sig særlig fortjent ved at virke for
Almueskolevæsenets Fremme. 1706 fik han oprettet Nicolai Kirkes danske
Skole, og 1707 stiftede han en lignende for Frue Sogn. 1710 blev
han Professor i Theologi og 1711 Sjællands Biskop. Da Kjøbenhavns
Fattigkommission, hvoraf han var Medlem, i Henhold til en
ældre Lov havde forbudt at give Almisse, kom han i Strid med
Stiftsprovst J. Lodberg (X, 353), som prædikede imod Loven og
ikke vilde bøje sig for Biskoppen, men skød Sagen umiddelbart
ind under Kongens Afgjørelse. Da denne faldt ud til Lodbergs Fordel, følte W. sin Myndighed krænket og klagede i en Samtale
med Kongen over denne Afgjørelse. Han var saa uforsigtig at
udtale, at paa den Maade kunde han ikke regere sine Præster, og
paadrog sig derved en skarp Irettesættelse af Kongen, der svarede:
«Regere, den Umage have vi ogsaa paataget os selv». 31. Okt.-7.
Nov. 1717 holdtes Jubelfest for Reformationen. W., der havde
forberedt den, prædikede selv 1. Nov. i Frue Kirke og holdt ligeledes
3. Nov. den latinske Festtale paa Universitetet. I øvrigt var
hans Stilling vanskelig og hans Indflydelse ikke stor, især efter
Oprettelsen af Missionskollegiet 1714, der paa egen Haand gjorde
Indstilling om forskjellige kirkelige Sager, som tidligere faldt ind
under Bispernes Afgjørelse. Den theologiske Professor H. Bartholin
(I, 560), der havde betragtet sig som selvskreven til at beklæde
Sjællands Bispestol, blev en af W.s mest ihærdige Modstandere.
Frederik IV havde 1724 nedsat en hemmelig Kommission, der
skulde undersøge Klager over Underslæb, som vare rejste imod
forskjellige højere gejstlige og verdslige Embedsmænd. Kommissionen,
der paa Grund af den Ed, som den afkrævede dem, der indkaldtes til
Forhør, kaldtes Bandekommissionen, vakte i høj Grad W.s
Forargelse. I en Samtale med Bartholin bebrejdede han ham, at
han havde aflagt den omtalte Ed, «som stred imod Guds Ord og
Naturens Lov». Han erklærede, at han selv aldrig vilde lade sig
tvinge til at aflægge den, og han udtalte som sin Overbevisning,
at der vilde blive mange Menedere. Bartholin var ikke sen til at
lade denne Udtalelse gaa videre til Kommissionen, og W. fik atter
en skarp Irettesættelse. Maaske var det i den Anledning, at han
optog sit bekjendte Valgsprog: «Per spinas ibo ocreatus (skal jeg
gaa igjennem Torne, tager jeg Støvler paa)». Dronning Anna
Sophie, som var stærkt interesseret i Kommissionens Undersøgelser,
var i det hele taget ikke velsindet over for W., der hørte til
Dronning Louises Parti. 1721 havde han holdt Ligprædiken over den
tilsidesatte Dronning og rost hende i høje Toner. Under Kjøbenhavns
Ildebrand 1728 brændte Bispegaarden med Stiftsarkivet og
W.s betydelige Bibliothek, der for en Del var en Arv fra hans
Farfader, den berømte Ole W. 1730 ledede han i sørgelige
Omgivelser Jubelfesten til Minde om den augsburgske Trosbekjendelse,
og 12. Dec. s. A. holdt han Ligprædiken over Frederik IV. Han
udtalte sig ret uforbeholdent om den afdøde Konge og rettede et
skarpt Angreb paa hans strænge Sabbathsforordning af 21. April
1730 og særlig paa Anvendelsen af Gabestokken. Angrebet gjorde sin Virkning. Kort efter ophævede Christian VI Loven. Den
Helligdagsforordning, Kongen senere udstedte, var noget mildere.
1731 kronede W. Christian VI og Sophie Magdalene.

Under den nye Regering blev hans Indflydelse paa Afgjørelsen
af egentlig kirkelige Sager endnu ringere, end den havde
været under Frederik IV. Derimod fik han rig Lejlighed til at gjøre
sin praktiske Dygtighed gjældende som Medlem af en Række
Kommissioner, hvori han var den, der trak Læsset. Saaledes fik
han 1731 Sæde i en Kommission, der skulde udarbejde en ny
Plan for Universitetets Virksomhed, og 1733 udvide des dens Virksomhed
tillige til at gjøre Forslag til Reformer i det lærde Skolevæsen.
1732-37 var han Meddirektør for Herlufsholm Stiftelse.
1736 holdtes Jubelfest til Minde om den danske Reformation,
Festen skulde forherliges ved Doktorpromotioner, og da der ved
Universitetet ikke var nogen Dr. theol., der kunde meddele Graden
til andre, fik W. Graden ved et kongeligt Diplom. Forud for
Festen forberedtes Konfirmationens Indførelse paa Forslag af Kongens
pietistiske Raadgivere J. Bluhme (II, 440) og J. Schrøder (XV, 308).
W. var den eneste af Landets Bisper, hvem der blev affordret
en Erklæring om Forslaget. Han udtalte sig meget forsigtig. Han
fandt Konfirmationen gavnlig og hensigtsmæssig, men frygtede for,
at den skulde svække Daabens sakramentale Betydning, og han
henstillede til Kongen at udsætte Indførelsen, for at Almuen forinden
kunde blive vejledet til Forstaaelsen af denne nye Kirkeskik,
saa at den ikke stillede sig uvillig over for den. Da der ikke
blev taget noget Hensyn til hans Erklæring, udgav han 1737
et lille Skrift om «Børnedaabens Fornødenhed og Konfirmationens
Nytte», hvortil han føjede: «Et velment Sendebrev angaaende den
gudelige Konfirmationsforretning», ligesom han ogsaa forfattede
Konfirmationsbønnen.

W. døde 9. Okt. 1737. 1699 havde han ægtet Christine Tistorph
(X 18. Jan. 1729), Datter af hans Formand ved Nicolai Kirke. X
Foruden de tidligere nævnte Skrifter har han udgivet en Række
Ligprædikener. Om Ligprædikenerne over Dronning Louise og
Frederik IV skal tilføjes, at den første ikke maatte udkomme i
Frederik IVXs Tid og den sidste ikke i Christian VIXs. De bleve
først udgivne 1747, og da, efter samtidige Vidnesbyrd, i en mil-
dere Form end den, hvori de vare holdte.

Zwergius, Siell. Clerisie I, 359 ff.
Nord. Tidsskr. f. Oldkynd. III, 101. 123 ff.
R. Nyerup, Luxdorphiana S. 333 ff.
Kirkehist. Saml. 5. R. II, 533 ff.
Personalhist. Tidsskr. 3. R. II, 96 ff.

S. M. Gjellerup. (Bricka, Dansk biografisk leksikon)

Christen giftet seg med Christine Tistorph cirka 1699. Christine ble født cirka 1675; døde 18 Jan 1729. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Familie/Ektefelle/partner: Christian Bollesen Luxdorph. Christian ble født 4 Feb 1684; døde 26 Jun 1726. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Jytte giftet seg med Christian Frederik de Berregaard, til Kjølbygaard, Vesløsgård og Borreb cirka 1721. Christian ble født 26 Okt 1683 , Tisted; ble døpt 30 Okt 1683 , Thisted Kirke, Gruppeskjema] [Familiediagram]

Notater:

{geni:about_me} Vilhelm Lemvig


Fra Wikipedia, den frie encyklopædi


Gå til: navigation, søg


Vilhelm Lemvig (8. juni 1690 X 20./21. juni 1768 i København) var en dansk søofficer.

Han var søn af etatsråd Peder Lemvig og Maren Worm, blev underløjtnant i Flåden 1709, premierløjtnant 1711, kaptajnløjtnant 1714, kaptajn 1716 og kommandørkaptajn 1719. År 1712 var han som chef for snaven Snarensvend underlagt viceadmiral Christen Thomesen Sehested og kæmpede ved Rygen med den svenske kommandør Hencks skibe. Året efter blokerede han fæstningen Wismar og erobrede på hjemrejsen en svensk snav. 1716 som chef for stykprammen Hjælperen (senerelinjeskibet Laaland) deltog han i Tordenskiolds angreb mod den svenske transportflåde i Dynekilen (8. juli). 1718 kæmpede han som chef for fregatten Pommern i Kattegat med et svensk orlogsskib, som han jagede ind til Marstrand, og gjorde derefter en del priser. 1728 gjorde Lemvig tillige med søofficererne Frederik Hoppe og Ulrik Frederik Suhm modforestillinger til Admiralitetet angående de alt for knappe hvervingspenge, hvormed kompagnicheferne var aflagt. Dette skridt X ihvorvel berettiget X tog Frederik IV dem meget unådigt op; uden rettergang eller dom afskedigedes de alle 3, men blev ved Christian VI's tronbestigelse genindsat i nummer (1730).

Lemvig, der efter sin lange krigstjeneste led af gigt og podagra og imidlertid var flyttet på landet ved Birkerød, foretrak dog at blive i ro, hvorfor han året efter tog sin afsked med schoutbynachts karakter, hvilken endog 1747 forhøjedes til viceadmirals karakter. Han døde natten mellem 20. og 21. juni 1768 under et besøg i København.

Lemvig blev 1731 gift med Elisabeth Muhle Lemvig, f. With (død 12. juni 1758), enke efter konfessionarius Christian Lemvig. Hendes ægteskab med Vilhelm Lemvig var barnløst.



IGI: Birth: 08 JUN 1690 , , Denmark Death: 20 JUN 1768 Father: Peder Lemvig Mother: Maren Worm

Marriages: Spouse: Elisabet Mule With Marriage: 10 JUL 1731 , , Denmark


Bricka:
Lemvig, Vilhelm, 1690-1768, Søofficer, Søn av Etatsraad Peder L. og Maren Worm, fødtes 8. Juni 1690, blev Underlieutenant i Flaaden 1709, Premierlieutenant 1711, Kapitajnlieutenant 1714, Kapitajn 1716 og Kommandørkapitajn 1719. XAar 1712 var han som Chef for Snaven «Snarensvend» underlagt Viceadmiral Sehested og kæmpede ved Rygen med den svenske Kommandør Hencks Skibe. Aaret efter blokerede han Fæstningen Wismar og erobrede paa Hjemrejsen en svensk Snav.1716 som Chef for Stykprammen «Hjælperen» (senere Linjeskibet «Laaland») deltog han i Tordenskjolds Angreb mod den svenske Transportflaade i Dynekilen (8. Juli). 1718 kæmpede han som Chef for Fregatten «Pommern» i Kattegat med et svensk Orlogsskib, som han jagede ind til Marstrand, og gjorde derefter en Del Priser. 1728 gjorde L. tillige med Søofficererne Fr. Hoppe og U. F. Suhm Modforestillinger til Admiralitetet angaaende de alt for knappe Hvervingspenge, hvormed Kompagnicheferne vare aflagte. Dette Skridt X ihvorvel berettiget X tog Frederik IV dem meget unaadig op; uden Rettergang eller Dom afskedigedes de alle 3, men bleve ved Christian VIXs Tronbestigelse gjenindsatte i Nummer (1730). L., der efter sin lange Krigstjeneste led af Gigt og Podagra og imidlertid var flyttet paa Landet ved Birkerød, foretrak dog at blive i Ro, hvorfor han Aaret efter tog sin Afsked med Schoutbynachts Karakter, hvilken endog 1747 forhøjedes til Viceadmirals Karakter. Han døde Natten mellem 20. og 21. Juni 1768 under et Besøg i Kjøbenhavn. X L. blev 1731 gift med Elisabeth Muhle Lemvig, f. With (d. 12. Juni 1758), Enke efter Konfessionarius Chr. L.Hendes Ægteskab med V. L. var barnløst.

Kbhvns Adr. Compt.s Efterretn. 1768, Nr. 85.

C. With.

Dansk biografisk lexikon X

Gravlagt:
{geni:event_description} Viceadmiral Lemvigs begravelse i Schiønnings dagbog:

Den 25. juni 1768. Blev i parolen i dag kommanderet til at være ældste sekondmarechal ved viceadmiral Lemvigs ligbegængelse, den anden var kaptajnløjtnant Thaae, kaptajnerne Seyfart og Ellebracht var premiermaechaller. Gik i morges kl. 9 til Frederiksberg var inde igen kl. 1½.

Den 27. juni 1768. Var jeg og Thaae i Sørgehuset for at faa liste paa de som skulle bedes til at følge liget.

Den 28. juni 1768. Kørte vi begge om i admiral Hoppes vogn med topper om formiddagen for at indbyde de følgende. Nogle af de, som kunne køre med seks heste, spurgte om de skulle have samme, hvortil jeg svarede je. I sær syntes det gehejmeraad Bjerregaard ville været fri derfor. Men jeg svarede at alle de andre uden tvivl med seks. Famlien ønsket at se admiral Lemvig begravet med alle de militære honeurs ham kunne tilkomme, da han havde haft en maleur i etaten. Frederik d. 4. havde uden aarsag kasseret ham tillige med 2de andre, de fik vel alle tre tilfredsstillese igen ved Christian d. 6.s regeringstiltrædelse, men Lemvig som ikke havde ndig at tjene tog dog af misfornøjelse straks efter sin afsked, og nu i mange aar havde boet ti Birkerød paa sin lystgaard, uden at komme til byen. I rolleren stod han for inderste eller husmand. Admiral Hoppe var hans svoger.

Den 30. juni 1768. Var som marchal ved ligbegængelsen, som skete om eftermiddagen kl. 4½ i Frue Kirkes Kapel. Liget havde kommandostav og kaarde paa kisten som sædvanlig. Kaptajnløjtnant Ziervogel og Hauch var husmarchaller og havde vagt ved liget i huset. Kommandørkaptajn B. Grotschilling bar kommandostaven, der var fløjel med fuldgaloner paa enderne og laa paa en rød fløjelspude med sølvgaloner paa. Liget stod paa en forhøjning saa vel ligvognen, som den kommandostaven var i, saa og de to vogne hvori marchallerne var, hver med med seks heste for, som og alle deres, der kunne køre med seks heste, saa at suiten var meget lang, for det meste af smukke, vælige og springende heste, der syntes vanskelig nok at lade sig styre. Ligbærerne var kaptajnløjtnanter, men i mangel af samme var og en del premierløjtnanter. De første var Stockfledt, Neuspitzer, Günthelberg, Thura, Kruse, etc. Vi blev straks i sørgehuset opvartet med kaffe, the, konfekturer. I kapellet ved bagravelsen tog jeg kaarden af kisten, stak samme ind i skeden og leverede den til en sergant, som den blev foræret til. Vi blev alle fra Grotschilling af, som havde været i tjeneste ved begravelsen 19 officerer inviteret til et prægtigt aftensmaaltid til marchels, men hvor der og var andre. Kanonskud ved begravelsen var ikke bleven begæret.

Blev i dag i parolen kommanderet til at sidde i Combinerede Ret i juli maaned.

Notater:

{geni:about_me} Luxdorph, Bolle Willum, 1716-88, Gehejmeraad,
Søn af Oberst Christian L. (d. 1726) og Susanne
Magdalene f. Worm (f 1735), blev født i Bispegaarden i Kjøbenhavn
24. Juli 1716. Han blev opkaldt efter sin Bedstefader paa fædrene
og mødrene Side. Biskop Christen Worm, i hvis Bolig han blev
født, var hans Morbroder. Hans Fader deltog med Ære i Krigene
under Frederik IV, men døde allerede, før Sønnen var fyldt 10 Aar. Moderen tog som Enke fast Ophold paa Hovedgaarden
Mørup (ved Ringsted), som Familien ejede; men
Indkomsterne vare kun smaa. 2 Tredjedele heraf
anvendte hun paa Sønnens Opdragelse; med den lille
Rest bestred hun sine egne Udgifter og betænkte
fattige. Der herskede den inderligste Fortrolighed
mellem Moder og Søn. 7 Aar gammel fik han til
Lærer den senere Provst Holger Rørdam (d. 1783), som
underviste ham i 7 Aar, og til hvem han i hele sin
Livstid følte sig inderlig knyttet i Taknemmelighed
og Hengivenhed. 1733 blev han privat dimitteret til
Universitetet og begyndte efter Moderens Ønske at
studere Lovkyndighed; men samtidig fordybede han sig
i Læsningen af Oldtidens klassiske Digtere, baade
de latinske og græske. Allerede det følgende Aar
(1734) blev han ansat som Sekretær i danske Kancelli,
og som saadan tilfaldt det ham ogsaa efter Omgang
at føre Protokollen i Højesteret. 1738 blev han
Vicelandsdommer i Sjælland. Begge Stillinger vare
ulønnede, og hans Indkomster af Mørup, som han havde
overtaget efter Moderens Død, kun smaa. Men her i
Barndomshjemmet viede han al sin Fritid til litterære
Sysler og studerede sine kjære Oldtidsdigtere. Kun
faa Fordringer stillede han til Livet; men en
ulykkelig Ildsvaade 1743 lagde hans Gaard i Aske;
al den indbjærgede Sæd blev et Rov for Luerne, og
truende Fattigdom stod for ham. Imidlertid blev
han 1744 Assessor i Højesteret, og
14. Juli 1748 ægtede han Anna Bolette de Junge,
Datter af Konferensraad Severin de J. (VIII, 619). Hun
bragte ham ikke Midler; men med hende levede han et
sjælden lykkeligt, dog barnløst Ægteskab i 36 Aar;
hendes Død (14. Juni 1781) voldte ham den dybeste
Hjærtesorg og knækkede hans Livsmod. Som Dommer
vandt L. hurtig Anerkjendelse for sin Skarpsindighed
og store Samvittighedsfuldhed, og da Stillingen
som Generalprokurør blev ledig 1749, vandt det
almindeligt Bifald, at dette ansvarsfulde og vigtige
Embede overdroges ham. Mangfoldige Erklæringer,
hvorefter Regeringen afgjorde Sagerne, skyldes
ham, og de bedste af hin Tids Forordninger har han
konciperet. 1753 blev han Maitre des requêtes, og en
omhyggeligere, retfærdigere Mand til dette møjsomme
Arbejde kunde næppe findes. Han varetog Embedet
til Maj 1771, men var imidlertid nogle Maaneder i
Forvejen bleven Deputeret i danske Kancelli. Dettes
1. danske Departement blev ham underlagt, og 1773 blev
han 1. Deputeret i Kancelliet. 1760 var han bleven
Etatsraad, 1766 Konferensraad, 1774 hvid Ridder og
tog til Devise: «In spe, qviete fortis»; 1777 Gehejmeraad. Saaledes beklædende en af de vigtigste Embedsstillinger
i Landet og paaskjønnet med de største Æresbevisninger
oplevede han sit 70. Aar. Da tilstødte ham et ulykkeligt Fald,
som længe holdt ham til Sygesengen. Heftige Anfald af Kolik
foruden Podagra røvede ham yderligere Arbejdskraft. Han havde
skrevet sin Begjæring om Dimission-, men forinden den afsendtes,
udløste Døden ham, 13. Avg. 1788.

Foruden sin egentlige Embedsvirksomhed, i hvilken han under
de forskjellige Regeringer til enhver Tid vidste at hævde sin høje
Anseelse, var L. Medlem af en betydelig Række særlige Regeringskommissioner;
bl. m. a. skal her blot peges paa hans Arbejde i
den store Landbokommission, i hvilken hans Betænkning over
Forslaget om Stavnsbaandets Ophævelse fik væsentlig Betydning. Han
sad ogsaa i Kommissionen, som paadømte Struensees Sag. I flere
af Tidens celebre Retstrætter gjorde hans Indlæg, naar Kommissorium
var sat, ogsaa Udslaget. Det var saaledes en indgribende
og vidtrækkende offentlig Virksomhed, L. udøvede i mere end 30
Aar. Undertiden klagede man vel over hans Langsomhed til at
træffe Afgjørelser; dog denne fremgik ikke af Uvirksomhed, men
nødvendiggjordes ved hans omhyggelige Drøften af Sagens
forskjellige Sider og af hans udprægede Retfærdighedsfølelse.

L.s store Embedsgjerning bevirkede dog ikke, at han derover
glemte Muserne. Sin Kjærlighed til Digtekunsten lagde han for
Dagen fra tidlig Ungdom. Han søgte at virke for dansk Poesi
ved sin «Samling af smukke danske Vers» (1742). I Udgaven 1769
af T. Reenbergs «Poetiske Skrifter» har L. ogsaa stor Del, og han
skrev Anmærkningerne dertil. Blandt hans egne poetiske Arbejder
har hans berømte Satire «Tossernes Lyksalighed», indrykket i
2. Stykke af «Forsøg i de skjønne og nyttige Videnskaber» (1764),
og som ender med de ofte citerede Ord: «Lyksalig Claus, der har
en Hjærne, der er tom!», vundet mest Udbredelse. I Haandskrift
(Ny kongl. Saml., 4°, Nr. 830 c) haves en Samling danske Digte af ham.
Ellers benyttede han mest det latinske Sprog til sine Vers. Da det
nys stiftede svenske Vitterhedsakademi udsatte en Præmie for det
bedste latinske Digt om Carl Gustavs Tog over Bæltet, vandt L.
Prisen (1755). Det er i Forbindelse med et Digt om Musikkens
Oprindelse («De origine musices») og adskillige latinske Oversættelser
af Pope, Klopstock o. fl. indrykket i et Bind «Carmina» (1775;
2. forøgede Udg. 1784), som indledes med hans Avtobiografi. Af
Holbergs Vittighedsværker var han stor Ynder, og han har væsentlig Andel i Kvartudgaven af «Peder Paars» (1772), hvortil han skrev
Forerindringen. Moliére, Corneille og Voltaire vare hans Yndlingslæsning,
men med Shakspeare kunde han ikke forsone sig. Han
var en af Stifterne af «Selskabet til de skjønne og nyttige
Videnskabers Forfremmelse» og øvede ogsaa gjennem dette Selskab en
betydelig Indflydelse paa sin Tid som Smagsdommer. Dog ikke
blot Poesien fængslede ham. Han drev ogsaa historiske, sproglige
og retsvidenskabelige Studier. I Videnskabernes Selskabs Skrifter
findes flere Afhandlinger af ham om det danske Møntvæsen i ældre
Tid og Rettelser og Tillæg til Osterson Weyles «Glossarium». Han
deltog ligeledes i Redaktionen af Selskabets historiske Almanakker.
Medlem blev han 1750 og ved Hielmstiernes Død 1780 Selskabets
Præsident, hvilken Stilling han beklædte til sin Død; men hans
Indflydelse paa Selskabet har i øvrigt næppe været stor. Allerede
1746 var han bleven optaget i Selskabet for Fædrelandets Historie og Sprog.

Med Landets bedste Mænd plejede L. Venskab og fortrolig
Omgang. Hielmstierne, Suhm, Langebek hørte til hans nærmeste
Kreds. Strax efter sit Bryllup havde han solgt Mørup og havde
til sin Død en tarvelig Familielejlighed i Snaregade i Kjøbenhavn.
En stor Del af Aaret opholdt han sig paa en lille Gaard, han havde
kjøbt i Nærum, hvor Landvæsen og Havedyrkning fængslede hans
Interesse. Her fra gjordes der stadige Besøg til Suhm i Øverød,
Hielmstierne paa Kaningaarden og Langebek paa Springforbi;
Afstandene vare ikke store. Gudstjenesten om Søndagen forsømte
han aldrig, hverken i Byen eller paa Landet, og ved sin Hjemkomst
nedskrev han udførlig Dispositionerne i de hørte Prædikener
i sine Skrivkalendere. Disse begyndte han at føre 1745 X i
Begyndelsen paa Fransk og efter Konferensraad v. Støckens
Exempel X og vedblev dermed til et Par Dage før sin Død. De ere
endnu bevarede (1745-69 paa det st. kongl. Bibi. med Undtagelse
af 3 Aargange paa Universitetsbibl., 1770-88 i Rigsarkivet) og
indeholde foruden detaillerede Familienotitser højst interessante
Optegnelser om Dagens Begivenheder og Tidens politiske og
litterære Forhold. Kalenderne ere vel delvis flittig benyttede af
historiske Forfattere, men fortjente at offentliggjøres ved Trykken
udtogsvis i Sammenhæng. Ved disse Optegnelser kan man ogsaa
forfølge L.s mangeartede Læsning og høre hans Domme over det
læste. Han besad en fortrinlig og kostbar Bogsamling, en af de
største og mest udsøgte Privatsamlinger i Kjøbenhavn. I mange af Bøgerne skrev han historiske og litterære Efterretninger, og
adskillige af disse ere som «Luxdorphiana eller Bidrag til den
danske Litterærhistorie, uddragne af L.s efterladte Samlinger»
udgivne af R. Nyerup 1791. Fra hans Bibliothek ere mangfoldige
litterære Sjældenheder og righoldige Rækker af Flyveskrifter gaaede
over til de offentlige Samlinger.

Af Ydre var L. højst uanselig: lille, noget skjæv, grove Ansigtstræk,
overordentlig nærsynet; dertil en haard og ikke behagelig
Talestemme. I Klædedragt paafaldende tarvelig. Hans Temperament
var tungsindigt-rugende; men ved Samtale frembød han megen
tør Humor og kunde være skarp vittig. Fremherskende i hele hans
Færd vare oprigtig Gudsfrygt, Trofasthed og et ædelt, varmt Hjærte.

Minerva 1790, I, 136 ff.
C. F. Jacobis Saml. Skrifter S. 109 ff.
Molbech, Videnskabernes Selskabs Hist. S. 269 f.
Personalhist. Tidsskr. 2. R. II, 114 ff.
Hist. Tidsskr. IV, 295 ff.
Nyerup, Lit. Lex.

A. Jantzen i Dansk Biografisk leksikon

Notater:

{geni:occupation} Dansk godsejer, gehejmeråd, amtmand og højesteretsassessor

{geni:about_me} Kilde: Wikipeida:
Villum Berregaard:

Villum Berregaard (2. januar 1717 på Antvorskov Slot X 1. december 1769 i København) var en dansk godsejer, gehejmeråd, amtmand og højesteretsassessor.

Han var en søn af konferensråd Christian Berregaard til Kølbygård, Borreby m.v. og Jytte f. Worm, blev 1736 hofjunker, samme år kommitteret i Kammerkollegiet, 1739 justitsråd, 1741 amtmand i Korsør og Antvorskov Amter, 1745 etatsråd, 1749 konferensråd, samme år kammerherre, 1751 deputeret i Admiralitets- og Kommissariatskollegiet, 1753 tilforordnet i Højesteret, 1759 direktør for «de fattiges Væsen», fik 1761 ordenen lXunion parfaite, blev 1763 deputeret i Økonomi- og Kommercekollegiet, samme år Ridder af Dannebrog, 1767 1. kommissarius i Extraskattekommissionen, samme år gehejmeråd og 1769 justitiarius i Højesteret, men døde 1. december samme år.

Han opførte 1766 Kølbygårds nu nedrevne hovedbygning.

Han blev 27. november 1749 i Slagelse gift med Beata Antonia Augusta rigsgrevinde af Reuss-Lobenstein (6. april 1723 i Halle X 19. november 1797 i Slagelse), en datter af grev Henrik XXIII af Reuss-Lobenstein (1680-1723) og rigsfriherreinde Beate Henriette von Söhlenthal (1696-1757). Svigermoderen overtog godsejerne efter hans død.
Han er begravet i Thisted Kirke. Der findes et portræt af ham malet af Georg Mathias Fuchs 1769 (i familieeje).

Kilder:
X Georg Kringelbach, XVillum BerregaardX, i: C.F. Bricka (red.), Dansk Biografisk Lexikon, København: Gyldendal 1887-1905.
Denne artikel bygger hovedsagelig på biografi(er) i 1. udgave af Dansk biografisk leksikon, Udgivet af C.F. Bricka, Gyldendal (1887X1905).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.

15-10-2011 Tilføjet på geni af Jette Husum Rosbrog

Artikeln i Dansk biografisk leksikon är som följer:
Berregaard, Villum, 1717-69, Gehejmeraad, en Søn af
Konferensraad Christian B. til Kjølbygaard, Borreby
m. v. og Jytte f. Worm, fødtes 2. Jan. 1717,
blev 1736 Hofjunker, s. A. Kommitteret i
Kammerkollegiet, 1739 Justitsraad, 1741 Amtmand i
Korsør og Antvorskov Amter, 1745 Etatsraad, 1749
Konferensraad, s. A. Kammerherre, 1751 Deputeret
i Admiralitets- og Kommissariatskollegiet, 1753
Tilforordnet i Højesteret, 1759 Direktør for «de
fattiges Væsen», fik 1761 Ordenen lXunion parfaite,
blev 1763 Deputeret i Økonomi- og Kommercekollegiet,
s. A. Ridder af Danebrog, 1767 1. Kommissarius i
Extraskattekommissionen, s. A. Gehejmeraad og 1769
Justitiarius i Højesteret, men døde 1. Dec. s. A. Han
blev 27. Nov. 1749 gift med Beata Antonia Augusta
Rigsgrevinde af Reuss-Plauen (f. 6. April 1723 d.
19. Nov. 1797), en Datter af Henrik XXIII af Reuss.

G. Kringelbach.