Notater:

{geni:about_me} Luxdorph, Bolle Willum, 1716-88, Gehejmeraad,
Søn af Oberst Christian L. (d. 1726) og Susanne
Magdalene f. Worm (f 1735), blev født i Bispegaarden i Kjøbenhavn
24. Juli 1716. Han blev opkaldt efter sin Bedstefader paa fædrene
og mødrene Side. Biskop Christen Worm, i hvis Bolig han blev
født, var hans Morbroder. Hans Fader deltog med Ære i Krigene
under Frederik IV, men døde allerede, før Sønnen var fyldt 10 Aar. Moderen tog som Enke fast Ophold paa Hovedgaarden
Mørup (ved Ringsted), som Familien ejede; men
Indkomsterne vare kun smaa. 2 Tredjedele heraf
anvendte hun paa Sønnens Opdragelse; med den lille
Rest bestred hun sine egne Udgifter og betænkte
fattige. Der herskede den inderligste Fortrolighed
mellem Moder og Søn. 7 Aar gammel fik han til
Lærer den senere Provst Holger Rørdam (d. 1783), som
underviste ham i 7 Aar, og til hvem han i hele sin
Livstid følte sig inderlig knyttet i Taknemmelighed
og Hengivenhed. 1733 blev han privat dimitteret til
Universitetet og begyndte efter Moderens Ønske at
studere Lovkyndighed; men samtidig fordybede han sig
i Læsningen af Oldtidens klassiske Digtere, baade
de latinske og græske. Allerede det følgende Aar
(1734) blev han ansat som Sekretær i danske Kancelli,
og som saadan tilfaldt det ham ogsaa efter Omgang
at føre Protokollen i Højesteret. 1738 blev han
Vicelandsdommer i Sjælland. Begge Stillinger vare
ulønnede, og hans Indkomster af Mørup, som han havde
overtaget efter Moderens Død, kun smaa. Men her i
Barndomshjemmet viede han al sin Fritid til litterære
Sysler og studerede sine kjære Oldtidsdigtere. Kun
faa Fordringer stillede han til Livet; men en
ulykkelig Ildsvaade 1743 lagde hans Gaard i Aske;
al den indbjærgede Sæd blev et Rov for Luerne, og
truende Fattigdom stod for ham. Imidlertid blev
han 1744 Assessor i Højesteret, og
14. Juli 1748 ægtede han Anna Bolette de Junge,
Datter af Konferensraad Severin de J. (VIII, 619). Hun
bragte ham ikke Midler; men med hende levede han et
sjælden lykkeligt, dog barnløst Ægteskab i 36 Aar;
hendes Død (14. Juni 1781) voldte ham den dybeste
Hjærtesorg og knækkede hans Livsmod. Som Dommer
vandt L. hurtig Anerkjendelse for sin Skarpsindighed
og store Samvittighedsfuldhed, og da Stillingen
som Generalprokurør blev ledig 1749, vandt det
almindeligt Bifald, at dette ansvarsfulde og vigtige
Embede overdroges ham. Mangfoldige Erklæringer,
hvorefter Regeringen afgjorde Sagerne, skyldes
ham, og de bedste af hin Tids Forordninger har han
konciperet. 1753 blev han Maitre des requêtes, og en
omhyggeligere, retfærdigere Mand til dette møjsomme
Arbejde kunde næppe findes. Han varetog Embedet
til Maj 1771, men var imidlertid nogle Maaneder i
Forvejen bleven Deputeret i danske Kancelli. Dettes
1. danske Departement blev ham underlagt, og 1773 blev
han 1. Deputeret i Kancelliet. 1760 var han bleven
Etatsraad, 1766 Konferensraad, 1774 hvid Ridder og
tog til Devise: «In spe, qviete fortis»; 1777 Gehejmeraad. Saaledes beklædende en af de vigtigste Embedsstillinger
i Landet og paaskjønnet med de største Æresbevisninger
oplevede han sit 70. Aar. Da tilstødte ham et ulykkeligt Fald,
som længe holdt ham til Sygesengen. Heftige Anfald af Kolik
foruden Podagra røvede ham yderligere Arbejdskraft. Han havde
skrevet sin Begjæring om Dimission-, men forinden den afsendtes,
udløste Døden ham, 13. Avg. 1788.

Foruden sin egentlige Embedsvirksomhed, i hvilken han under
de forskjellige Regeringer til enhver Tid vidste at hævde sin høje
Anseelse, var L. Medlem af en betydelig Række særlige Regeringskommissioner;
bl. m. a. skal her blot peges paa hans Arbejde i
den store Landbokommission, i hvilken hans Betænkning over
Forslaget om Stavnsbaandets Ophævelse fik væsentlig Betydning. Han
sad ogsaa i Kommissionen, som paadømte Struensees Sag. I flere
af Tidens celebre Retstrætter gjorde hans Indlæg, naar Kommissorium
var sat, ogsaa Udslaget. Det var saaledes en indgribende
og vidtrækkende offentlig Virksomhed, L. udøvede i mere end 30
Aar. Undertiden klagede man vel over hans Langsomhed til at
træffe Afgjørelser; dog denne fremgik ikke af Uvirksomhed, men
nødvendiggjordes ved hans omhyggelige Drøften af Sagens
forskjellige Sider og af hans udprægede Retfærdighedsfølelse.

L.s store Embedsgjerning bevirkede dog ikke, at han derover
glemte Muserne. Sin Kjærlighed til Digtekunsten lagde han for
Dagen fra tidlig Ungdom. Han søgte at virke for dansk Poesi
ved sin «Samling af smukke danske Vers» (1742). I Udgaven 1769
af T. Reenbergs «Poetiske Skrifter» har L. ogsaa stor Del, og han
skrev Anmærkningerne dertil. Blandt hans egne poetiske Arbejder
har hans berømte Satire «Tossernes Lyksalighed», indrykket i
2. Stykke af «Forsøg i de skjønne og nyttige Videnskaber» (1764),
og som ender med de ofte citerede Ord: «Lyksalig Claus, der har
en Hjærne, der er tom!», vundet mest Udbredelse. I Haandskrift
(Ny kongl. Saml., 4°, Nr. 830 c) haves en Samling danske Digte af ham.
Ellers benyttede han mest det latinske Sprog til sine Vers. Da det
nys stiftede svenske Vitterhedsakademi udsatte en Præmie for det
bedste latinske Digt om Carl Gustavs Tog over Bæltet, vandt L.
Prisen (1755). Det er i Forbindelse med et Digt om Musikkens
Oprindelse («De origine musices») og adskillige latinske Oversættelser
af Pope, Klopstock o. fl. indrykket i et Bind «Carmina» (1775;
2. forøgede Udg. 1784), som indledes med hans Avtobiografi. Af
Holbergs Vittighedsværker var han stor Ynder, og han har væsentlig Andel i Kvartudgaven af «Peder Paars» (1772), hvortil han skrev
Forerindringen. Moliére, Corneille og Voltaire vare hans Yndlingslæsning,
men med Shakspeare kunde han ikke forsone sig. Han
var en af Stifterne af «Selskabet til de skjønne og nyttige
Videnskabers Forfremmelse» og øvede ogsaa gjennem dette Selskab en
betydelig Indflydelse paa sin Tid som Smagsdommer. Dog ikke
blot Poesien fængslede ham. Han drev ogsaa historiske, sproglige
og retsvidenskabelige Studier. I Videnskabernes Selskabs Skrifter
findes flere Afhandlinger af ham om det danske Møntvæsen i ældre
Tid og Rettelser og Tillæg til Osterson Weyles «Glossarium». Han
deltog ligeledes i Redaktionen af Selskabets historiske Almanakker.
Medlem blev han 1750 og ved Hielmstiernes Død 1780 Selskabets
Præsident, hvilken Stilling han beklædte til sin Død; men hans
Indflydelse paa Selskabet har i øvrigt næppe været stor. Allerede
1746 var han bleven optaget i Selskabet for Fædrelandets Historie og Sprog.

Med Landets bedste Mænd plejede L. Venskab og fortrolig
Omgang. Hielmstierne, Suhm, Langebek hørte til hans nærmeste
Kreds. Strax efter sit Bryllup havde han solgt Mørup og havde
til sin Død en tarvelig Familielejlighed i Snaregade i Kjøbenhavn.
En stor Del af Aaret opholdt han sig paa en lille Gaard, han havde
kjøbt i Nærum, hvor Landvæsen og Havedyrkning fængslede hans
Interesse. Her fra gjordes der stadige Besøg til Suhm i Øverød,
Hielmstierne paa Kaningaarden og Langebek paa Springforbi;
Afstandene vare ikke store. Gudstjenesten om Søndagen forsømte
han aldrig, hverken i Byen eller paa Landet, og ved sin Hjemkomst
nedskrev han udførlig Dispositionerne i de hørte Prædikener
i sine Skrivkalendere. Disse begyndte han at føre 1745 X i
Begyndelsen paa Fransk og efter Konferensraad v. Støckens
Exempel X og vedblev dermed til et Par Dage før sin Død. De ere
endnu bevarede (1745-69 paa det st. kongl. Bibi. med Undtagelse
af 3 Aargange paa Universitetsbibl., 1770-88 i Rigsarkivet) og
indeholde foruden detaillerede Familienotitser højst interessante
Optegnelser om Dagens Begivenheder og Tidens politiske og
litterære Forhold. Kalenderne ere vel delvis flittig benyttede af
historiske Forfattere, men fortjente at offentliggjøres ved Trykken
udtogsvis i Sammenhæng. Ved disse Optegnelser kan man ogsaa
forfølge L.s mangeartede Læsning og høre hans Domme over det
læste. Han besad en fortrinlig og kostbar Bogsamling, en af de
største og mest udsøgte Privatsamlinger i Kjøbenhavn. I mange af Bøgerne skrev han historiske og litterære Efterretninger, og
adskillige af disse ere som «Luxdorphiana eller Bidrag til den
danske Litterærhistorie, uddragne af L.s efterladte Samlinger»
udgivne af R. Nyerup 1791. Fra hans Bibliothek ere mangfoldige
litterære Sjældenheder og righoldige Rækker af Flyveskrifter gaaede
over til de offentlige Samlinger.

Af Ydre var L. højst uanselig: lille, noget skjæv, grove Ansigtstræk,
overordentlig nærsynet; dertil en haard og ikke behagelig
Talestemme. I Klædedragt paafaldende tarvelig. Hans Temperament
var tungsindigt-rugende; men ved Samtale frembød han megen
tør Humor og kunde være skarp vittig. Fremherskende i hele hans
Færd vare oprigtig Gudsfrygt, Trofasthed og et ædelt, varmt Hjærte.

Minerva 1790, I, 136 ff.
C. F. Jacobis Saml. Skrifter S. 109 ff.
Molbech, Videnskabernes Selskabs Hist. S. 269 f.
Personalhist. Tidsskr. 2. R. II, 114 ff.
Hist. Tidsskr. IV, 295 ff.
Nyerup, Lit. Lex.

A. Jantzen i Dansk Biografisk leksikon