| Notater |
- {geni:about_me} Søn af Christian Siegfried von Plessen og broder til Christian Sigfred og Christian Ludvig von Plessen.
Efter at han havde faaet den i hin Tid for intelligente unge Adelsmænd almindelige Uddannelse og bl. a. opholdt sig ved Universiteter i Udlandet, blev han meget tidlig knyttet til Christian 5.Xs yngre Søn Carl, hvem han fulgte paa den Udenlandsrejse, denne foretog 1696-99. Snart efter at den var endt, ansattes han som Hofmarskal hos Prinsen, og 1708 blev han Overkammerherre hos ham, hvilken Stilling han bevarede indtil Prinsens Død 1729. Da P.s Fader allerede tidlig var faldet i Unaade hos Frederik 4., var Stemningen i Familien imod Kongen næppe særdeles god, og dette var maaske en Grund til, at P. ikke havde Lyst til at træde i Statstjeneste, men nøjedes med at indtage en Hofstilling hos Prinsen, for hvem han efterhaanden blev en uundværlig Ven, og hos hvem han havde en overordentlig Indflydelse. Det er en bekjendt Fortælling, at Frederik 4., da han en Gang saa sin Broder og P. komme, udbrød: «Der kommer Prins Plessen og min Broder Carl».
P.s nøje Forhold til Prinsen udvidedes til snart ogsaa at omfatte dennes Søster, Prinsesse Sophie Hedevig, især efter at Søskendeparret havde taget Bolig paa Vemmetofte (1721). P. var uden Sammenligning den vigtigste Mand ved detlille Hof, der førtes her. I hvilken Grad det var Venskab og ikke Tanke om Pengeløn, der bragte ham til at styre Prinsens Hof, viser det, at han fra Aaret 1723 aldrig krævede Gage og derimod i den Grad ved rentefri Laan hjalp Prinsen, naar han var i Forlegenhed, at han ved hans Død havde 74000 Rdl. til gode hos ham. Prinsens Død 1729 gjorde for øvrigt ingen Forandring i P.s Stilling, da han vedblev at indtage sin gamle Plads hos Prinsesse Sophie Hedevig, hvis Yndlingsopholdssted Vemmetofte stedse var. Og som P. i det hele hjalp Prinsessen med Raad og Daad, saaledes var han hende særlig til Gavn ved Udarbejdelsen af Fundatsen for Vemmetofte Kloster, der traadte i Kraft efter hendesDød 1735. Ja, P. gjorde mere. Det var ham i den Grad en Hjærtesag at gjennemføre Prinsessens Tanker, at han, der indtil sin Død var den ene af Klosterets 2 Kuratorer, under dettes vanskelige pekuniære Stilling ydede en Række Pengetilskud af sin egen Lomme for at holde det oppe. Paa alle Punkter føltes hans faste Haand og hans varme Deltagelse i, hvad der vedrørte Klosteret, lige fra dets vigtigste Velfærdsspørgsmaal ned til saadanne Træk, som at han bestemte en vis aarlig Sum til at bestride Gudstjenesten paa Klosteret med, at han forsynede alle dets Skoler med Exemplarer af «Kristendommens Hovedartikler», og at han i sit Testamente udsatte 1000 Rdl. til Uddeling blandt de fattigepaa dets Godser. Det er ikke for meget sagt, at det ganske særlig skyldtes ham, at denne store Stiftelse kom i Gang og efterhaanden fik kraftig Væxt. Prinsesse Sophie Hedevig viste da ogsaa, hvor meget hun skjønnede paa ham, da hun ved sin Død testamentarisk vilde overdrage ham «et Sølvtaffel og en Sølvbuffet» og tillige fastsatte, at han skulde eje den saakaldte «Have» (d. v. s. Blågård) uden for Kjøbenhavns Nørreport. P. vilde helst sige nej hertil, menChristian 6. nødte ham dog til at tage imod «Haven». Saa nært som Forholdet var mellem den ugifte Prinsesse og P., der var Pebersvend, kunde det ikke være andet, end at Folkesnakken fik travlt med dem, og man vidste da ogsaa at fortælle, at de vare hemmelig gifte, et Rygte, der dog savner dybere Grund.
Naar Prins Carl og Søsteren 1721 havde taget Bo paa Vemmetofte, havde det hængt sammen med deres Forbitrelse over, at Anna Sophie var bleven Dronning, og det var den Gang kommet til et Brud mellem dem og Broderen, Frederik 4. Deres Forbitrelse imod Dronningen deltes ganske af P. Herom vidste Frederik 4. god Besked, og da det var ham klart, at netop Mænd som P. sandsynligvis vilde faa meget at sige hos hans Søn, naar han besteg Tronen, søgte han, da han laa paa sit Dødsleje, at stemme ham blidere. Der er noget forunderlig rørende i det bekjendte Optrin u. Okt. 1730, da den døende Enevoldskonge kaldte P. hen til sin Seng og, foruden at han hængte Elefantordenens Baand om hans Hals, bad ham om at værne om Dronningen og hans andre nærmeste. Men paa P. gjorde det uheldigvis ikke det ringeste Indtryk, han vedblev at være Anna Sophie lige gram.
Det gik, som Frederik 4. havde forudset, at P. vilde komme til at spille en større Rolle, naar han selv havde lukket sine Øjne. Christian 6. udnævnte ham til i Forening med Broderen Christian Ludvig, Iver Rosenkrantz og holsteneren Blome at danne hans første Konseil. Nogen særlig Ministerportefeuille fik han ikke, hvorimod han blev Overkammerherre ved det kongelige Hof (17. oktober 1730). Det syntes at være med Grund, at P. blev kaldet til at optræde som Statsmand. Han var aabenbart en mer end almindelig begavet Mand, der havde vundet en rig Dannelse og talte meget godt for sig. Der var meget ædelt, uegennyttigt og trofast i hans Karakter, og hans Interesser vare alvorlige og dybe; han var en virkelig from Mand. Hertil føjede han en levende videnskabelig Sans, der blandt andet bragte ham til at sætte stor Pris paa Hans Gram og gjorde det til en kjær Syssel for ham at skaffe sig en god Bogsamling. Men over sligt glemte han dog ikke det praktiske Liv, og ligesom han var en dygtig Styrer baade af sine egne vidtstrakte Godser og af Vemmetoftes Ejendomme, saaledes var han ivrig Deltager i det asiatiske saa vel som i det vestindisk-guineiske Kompagnis Foretagender; han var i en Aarrække Præsident i det sidstnævnte af disse Selskaber.
Det var den fælles Modstandsaand imod Anna Sophie Reventlow og hendes Venner, der i Frederik 4.s sidste Tid havde knyttet P. og den senere Konge Christian 6. sammen. Denne begyndte ogsaa sin Regering med at sætte stor Pris paa ham, og han havde maaske større Indflydelse end nogen anden; det var, som om Kongen ikke kunde undvære ham. Men hans Stilling begyndte alligevel snart at vakle. Det kom til levende Stridigheder mellem Konseillets Medlemmer og Krigsministeren Poul Vendelbo Løvenørn, især da Konseillet, efter først at have raadet Kongen til at hæve Landmilitsen, i Overensstemmelse dermed senere bekæmpede dens Gjenoprettelse, hvilken Løvenørn derimod af militære Grunde stærkt ønskede. Kongen fulgte Krigsministeren, og det alvorlige Nederlag, Konseillet her led, ramte P. følelig.
Samtidig mærkede han, ligesom konseillets andre medlemmer, at deres stilling var truet ved den indflydelse, kongens svigermoder, den intrigante markgrevinde af Bayreuth, dels personlig, dels gjennem Datteren Dronning Sophie Magdalene udøvede paa Christian VI. Her spillede det religiøse sikkert ind. P. s Religiøsitet havde vistnok en noget pietistisk Farve, og han stod en Tid lang Herrnhuternes Fører, Grev Zinzendorf, personlig nær; men han holdt dog ligesom Broderen og Rosenkrantz for meget paa den bestaaende Statskirke til at finde Behag i Pietisternes Stormløb imod denne, og derved forbitrede han den pietistisk ivrige Markgrevinde. Hertil kom nogle uheldige Sider ved hans Personlighed. Hvor tiltalende det end er i ham at se en selvstændig Adelsmand, der tillod sig at have en Mening ogsaa over for den enevældige Konge, saa var dette viljestærke hos ham tilsat med en betydelig Selvfølelse, og han kunde være baade lunefuld og opfarende i sin Maade at være paa. Som han derved stødte adskillige andre fra sig, saaledes gjorde det ham lidet skikket til at omgaas en Konge, der i den Grad som Christian 6. satte Pris paa en «submis» Holdning hos sine høje Embedsmænd. Det hjalp ikke, at han havde en Støtte hos den af Kongen højt skattede Prinsesse Hedevig, han følte sig dog, pirrelig som han var, snart saa ilde ved sin Stilling, at han allerede 27. april 1733 tog sin Afsked fra Konseillet.
Bruddet imellem ham og Kongen havde været saa stærkt, at han, om han end beholdt sin Titel som Overkammerherre, stedse vedblev at være ilde anskreven hos Christian 6., der i ham saa vel som i Broderen saa hemmelige Modstandere; han kaldte dem og deres Venner «en Bande», og et nyt Sammenstød med Kongen førte til, at denne fratog ham den Pension, han havde givet ham, da han forlod Konseillet. Det synes som en Følge af disse Forhold at have været ganske udenGrund, naar der senere blev talt om, at P. havde Udsigt til atter at faa noget at sige hos Christian VI. Derimod er det sikkert nok, at han strax efter Frederik 5.s Tronbestigelse har gjort Skridt for igjen at vinde Indflydelse, han raadede da den unge Konge til at gjøre en Del Forandringer baade i smaat og stort; men Forsøget faldt uheldigt ud, og han maatte trække sig tilbage til sine vante private Sysler.
Sandt at sige behøvede han ikke derfor at være ledig. Den betydelige Formue, han havde arvet efter sin Fader, havde han forstaaet at forøge i Tidens Løb, og han døde som en af Landets største Godsejere; han ejede baade Førslev, Harrestedgård, Gunderslevholm, Saltø, Kastrupgård, Fuglebjerg og Fodbygård på Sjælland foruden Dronninglund i Jylland. Han arvede også Blågård ved prinsessens død i 1735.
P. hører ikke til de Herremænd, der have været med at bryde Banen for Landboreformerne; men han har sat sig et smukt Minde ved sin Iver for at fremme Skoleundervisningen hos sine Bønder. Baade oprettede han 16 Almueskoler, og hanvaagede ved flittige Besøg i dem over, at Undervisningen blev ledet paa forsvarlig Maade. Til dette Træk knyttede der sig, da han døde, et andet smukt Minde om ham, nemlig om at han var en i høj Grad godgjørende Mand. Da han, somovenfor omtalt, var ugift, gik hans Godser efter hans Død, der indtraf 30. januar 1758, over til hans Broder C. L. v. P.s Børn.
I 1725 opsatte von Plessen en mindetavle i Fuglebjerg Kirke.
Carl Adolph von Plessen var patron for Sankt Petri Kirke. Han skænkede kirken det store maleri Kristus på oliebjerget, malet af Hendrik Krock, og er begravet i det plessenske familiegravsted i kirken.
Kilde: http://da.wikipedia.org/wiki/Carl_Adolph_von_Plessen
|
1678 - 1758 (79 år)
d. 13 Mar 1735, Denmark